Anmeldelsen er oprindeligt skrevet som ansøgning til et online magasin, og derfor er formen lidt anderledes end sædvanligt - kortere afsnit og et lidt mere mundret sprog (eller det var i hvert fald sigtet).
88. Day of the Dead af George A. Romero: I lighed med de to foregående film i George A. Romeros oprindelige ‘Dead’ trilogi handler ‘Day of the Dead’ om en relativt lille gruppe mennesker, der er lukket inde på et begrænset område. Denne gang er området en underjordisk base, hvor en gruppe forskere har forskanset sig med en lille gruppe militærfolk, som deres eneste beskyttelse fra zombierne. Inden længe vender situationen dog, da dem, der skulle beskytte forskerne, i stedet vender sig imod dem og gør dem til gidsler i en magtkamp. Mens intellekt og desperation splitter menneskene ad, slæber de levende døde sig langsomt nærmere.
Mens George A. Romero i sine to første zombiefilm fokuserede på underliggende temaer som konsumerisme og racisme, er den afsluttende del af hans oprindelige ‘Dead’ trilogi, som instruktøren har udpeget som sin egen favorit, en mere politisk størrelse. Hvad filmen først og fremmest fokuserer på er kontrol. Karaktererne forsøger ikke alene at kontrollere hinanden indbyrdes, men også zombierne, som er blevet en del af en fast rutine i et forsøg på at gennemskue, hvordan man kan skaffe sig af med de levende døde. Det er imidlertid nemmere sagt end gjort, og hvis der er noget, filmen beviser, er det, at magt er en skrøbelig størrelse, ikke mindst når den er taget med vold. Det ligger ikke i mennesket at lade sig holde nede. Faktisk er det en så basal del af mennesket, synes Romero at konkludere, at den intelligente zombie Bub (Sherman Howard), ganske hurtigt genfinder sin uvilje mod at blive trådt under fode.
Zombier behøver ikke at være symbol for noget større men kan også blot være en udløser for persondrama, og selvom det (efter Romeros eget udsagn) havde en del med budget at gøre at mængden af zombier og blodorgier i filmen begrænser sig til den afsluttende del, har det resulteret i en film, der er mindeværdig for at føles som en langt mere intens oplevelse, end man kunne have forventet af en efterfølger til ‘Dawn of the Dead’. Forventet ville det have været, hvis instruktøren med en sådan tredje film havde ønsket at fokusere mere på splat end fortælling og rent havde forglemt sine rødder undervejs. I stedet får vi med ‘Day of the Dead’ en film, der vender tilbage til instruktørens udgangspunkt.
Seriens tredje film rammer mellem sine to forgængere rent stemningsmæssigt. ‘Night of the Living Dead’ (1968) er dunkel og melodramatisk, mens fortsættelsen, ‘Dawn of the Dead’ (1978) påtog sig en smule mere komik og tegneseriestemning med zombiernes blå hud og en række mere slapstick prægede øjeblikke. I ‘Day of the Dead’ er der kun en smule humor at finde i enkelte karakterers dialoger og i den tidligere omtalte trænede zombie: Bub. Derudover er filmen langt mere i tråd med originalen. Andet kunne velsagtens heller ikke forventes, når man vælger en så klaustrofobisk lokation, som en underjordisk bunker. Dertil kommer filmens skurke, som næsten er mere monstrøse end zombierne i denne omgang, efterhånden som de anført af den aggressive Rhodes (Joe Pilato) bliver mere og mere kontrollerende over for basens hold af forskere, som de egentlig burde beskytte. Det er med andre ord menneskene, der er hinandens største fjende, hvilket ofte er tilfældet i Romeros film. Vi spænder i høj grad ben for os selv i vores kamp for at overleve.
Afslutningen på Romeros oprindelige zombietrilogi er på mange måder en brilliant filmoplevelse. Mens der ikke er den store tvivl om, at nogle af skuespillerne overspiller voldsomt, ender det i sidste ende med at være en del af charmen ved filmen, og hvad jeg i størst grad efterlades med af filmen er en følelse af, at Romero mest af alt ønsker at hive mennesket frem i lyset til trods for hans mangeårige fokus på zombier. Det er karaktererne, der står tilbage efter endt syn af ‘Day of the Dead’, og det gør den i min bog til en glimrende film i genren.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste. Jeg har i øvrigt anmeldt det rædsomme "remake" ovre hos BDlive.dk, læs mere her.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Anmeldelsen er oprindeligt skrevet som ansøgning til et online magasin, og derfor er formen lidt anderledes end sædvanligt - kortere afsnit og et lidt mere mundret sprog (eller det var i hvert fald sigtet).
88. Day of the Dead af George A. Romero: I lighed med de to foregående film i George A. Romeros oprindelige ‘Dead’ trilogi handler ‘Day of the Dead’ om en relativt lille gruppe mennesker, der er lukket inde på et begrænset område. Denne gang er området en underjordisk base, hvor en gruppe forskere har forskanset sig med en lille gruppe militærfolk, som deres eneste beskyttelse fra zombierne. Inden længe vender situationen dog, da dem, der skulle beskytte forskerne, i stedet vender sig imod dem og gør dem til gidsler i en magtkamp. Mens intellekt og desperation splitter menneskene ad, slæber de levende døde sig langsomt nærmere.
Mens George A. Romero i sine to første zombiefilm fokuserede på underliggende temaer som konsumerisme og racisme, er den afsluttende del af hans oprindelige ‘Dead’ trilogi, som instruktøren har udpeget som sin egen favorit, en mere politisk størrelse. Hvad filmen først og fremmest fokuserer på er kontrol. Karaktererne forsøger ikke alene at kontrollere hinanden indbyrdes, men også zombierne, som er blevet en del af en fast rutine i et forsøg på at gennemskue, hvordan man kan skaffe sig af med de levende døde. Det er imidlertid nemmere sagt end gjort, og hvis der er noget, filmen beviser, er det, at magt er en skrøbelig størrelse, ikke mindst når den er taget med vold. Det ligger ikke i mennesket at lade sig holde nede. Faktisk er det en så basal del af mennesket, synes Romero at konkludere, at den intelligente zombie Bub (Sherman Howard), ganske hurtigt genfinder sin uvilje mod at blive trådt under fode.
En udmærket afslutning på den gamle trilogi, der dog i mine øjne ikke er på niveau med "Night of The Living Dead", og især ikke i forhold til "Dawn of The Dead", som jeg stadig betragter som værende den mest interessante og mest komplekse af de tre film. Dramaet og de konflikter der opstår i "Day's" kølvand, fremprovokeret af zombierne, mellem de tre forskellige mennesketyper (de primitive soldater, de overanalyserende forskere, og så de tre mere følelsesmæssigt nuancerede, introspektive og empatiske journalister, som også fungere som bindeledet til tilskueren) lykkedes Romero her ganske fint men også lidt for rutinepræget i at skildre, som jeg oplever det.
For mig føles handlingen i "Day of The Dead" også samtidig som lidt for meget af en deja vu oplevelse fra de forrige film på det område, blot uden af have helt den samme intensitet og nerve i sit samspil med horrorelementerne, hvilket i sidste ende gør det til en film som jeg som sagt finder god uden dog på noget tidspunkt at være helt oppe og ringe over.
Du skriver i din anmeldelse, at "Day of The Dead", modsat dens to forgængere, er en mere politisk film med fokus på kontrol. Men det mener jeg nu også man kan sige om de to andre film, hvis temaer jo også har politisk relevans og hvis temaer jo også handler om at få sit liv, sine holdninger og sit syn på andre mennesker, kontrolleret/styret, her blot via påvirkning af (i disse to tilfælde) konsumerisme og eller racisme. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg har faktisk aldrig brudt mig synderligt om "Day of the Dead". Måske er det delvist fordi "Night" og "Dawn" i mine øjne er rene mesterværker, og jeg derfor blev noget skuffet, da jeg så den, men på mig virkede den lidt som et temmelig langt tv-afsnit. Det er dog evigheder siden jeg har set den, så det kan godt være, at jeg burde tage et gensyn.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Det er muligvis også lige markant nok at sige filmen MODSAT de andre er politisk, men fordi filmen netop handler om kontrol, føler jeg at de politiske undertoner topper her. Jeg kan i øvrigt ikke nikke genkendende til dine (NightHawk) følelser omkring manglende intensitet. For selvom Joe Pilato er stærkt karikeret og også overspiller (hvilket dog ikke gør ham mindre underholdende), synes jeg Lori Cardilles spil skaber en fin modvægt hertil, som for mig netop skaber en nerve. Og så synes jeg det er meget interessant at se Romero sætte menneskenes tendens til at modarbejde i stedet for at samarbejde endnu mere på spidsen end han har gjort det tidligere, ved at indlægge noget der ligner en form for samfundsstruktur iblandt karaktererne (med militæret på toppen og de øvrige tilstedeværende trinvist placeret derunder).
Jeg synes også Dawn er fremragende, men af en eller anden årsag taler det lidt mere klaustrofobiske udtryk i Day altså en knivspids mere til min smag og dermed listen her. Night er IMO seriens bedste film og har således også en højere placering på min liste :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Efter at have genset 'A Nightmare on Elm Street', som jeg bestemt stadig godt kan lide, måtte jeg konkludere at den ikke længere føles rigtig at have liggende på listen. Den udgår derfor fra listen og til at erstatte den får i her en film, som jeg først fornylig har lært at kende:
58. An American Werewolf in London af John Landis: De amerikanske rygsækturister David Kessler (David Naughton) og Jack (Griffin Dunne) tager af sted på en 3-måneders udflugt igennem Europa. På vej gennem et øde engelsk landskab møder de nogle lokale beboere, som giver dem et par iskolde råd: "Hold jer på vejen og væk fra heden" og "Pas på månen". Drengene begiver sig ud i mørket og hører et skrækindjagende hyl ude fra heden. De ved ikke at et mytisk uhyre med smag for blod forfølger dem. Den som bliver dræbt af dette væsen, bliver en af de udøde som flakker om på jorden i al evighed, men for den som slipper med livet i behold venter en ganske anden skæbne... (- Fra den danske dvd-udgivelse)
‘An American Werewolf’ er blevet hyldet vidt og bredt for dens sorte humor. Der er da heller ikke den store tvivl om at det er afsindigt morsomt når en gruppe udøde med lidt for stor iver forsøger at hjælpe den stakkels David med forslag til hvordan han skal begå selvmord. Men filmens humor findes ikke alene i de mere surrealistiske øjeblikke. Dialogerne der driver filmen fremad bobler over af morsomheder, som strækker sig fra det underfundige til det mere direkte. Man ved at man har med en god komedie at gøre når genren bruges til fordel for karakterernes udvikling og arbejdet med at gøre såvel filmens univers, som karaktererne deri, troværdige. Humoren fremstår som en naturlig del af John Landis’ udtryk, som instruktør såvel som manuskriptforfatter og det gør seeren aldrig får en fornemmelse af at der er presset på for at få plads til humoren, f.eks. igennem fjollede comic relief karakterer, der ikke har nogen betydning for plottet. For selvom Griffin Dunnes karakter Jack står for en del af humoren i filmen, er han samtidig enormt vigtig for fortællingens fremgang og har også en meningsfuld forbindelse til hovedkarakteren. I øvrigt er det fordelagtigt at Jack kan levere nogle af de overnaturlige dele af fortællingen på en så nonchalant måde, at tilskueren nemt godtager disse elementer, uden at de uddybes mere end hvad der er strengt nødvendigt for historien.
Hvad der tilfører filmen hjerte, er dens humor, dens karakterer og ikke mindst den kærlighedshistorie der tilfører filmen et lag af tragik, som er endnu et af de mesterlige aspekter ved den. Som tidligere skrevet er karakterernes styrke i høj grad påvirket af Landis’ humor som gør dem sympatiske og værd at være i selskab med. Vi får igennem de vittige dialoger en fornemmelse af karakterernes baggrund. Skuespillerne fra Naughton og Dunne til Jenny Agutter og John Woodvine skaber nogle personligheder med enorm karisma og liv. Ikke mindst er jeg begejstret for Agutter, der er en herligt skæv karakter, samtidig med at hun er enormt pæn og ordentlig, på en meget britisk måde.
At balancere mellem horror og komedie er en sand kunst og ikke just en nem en af slagsen. Der er ingen tvivl om at det lykkes for denne film. Det bedste eksempel på uhygge er en sekvens i Londons undergrundsbaner, hvor en varulv er på fri fod og jager efter en forretningsmand. Ved brugen af lyde, reaktioner fra den forfulgte og nogle livlige kamerature lykkedes det at opbygge en yderst vellykket fornemmelse af gru. Det kan siges om såvel denne sekvens, som filmen i det hele taget, at der arbejdes med et vist mådehold i forhold til rent faktisk at fremvise filmens monster. Der er massere af glimt, særligt af dyrets hoved, men udover helt til slut, hvor et klip fastholdes lidt længere, bliver det ved det. En vis gru dækker en af filmens mest hyldede øjeblikke: Transformationsscenen hvor menneske bliver til varulv. Her holdes der absolut ikke igen med længden af klippene, som er pinefuldt detaljeret. Smerten passerer næsten gennem skærmen og ud til seeren. David er gennem filmen plaget af mareridt, som er et sidste element der er værd at nævne i forhold til uhygge. Ikke mindst er sekvensen, hvor en hyggelig aften i familiens skød afbrydes af nazi- og maskeklædte maskinpistolspsykopater fremragende.
John Landis’ fortolkning af varulvemyten, er en af de mest mindeværdige der findes og filmen er et stramt fortalt lille mesterværk af en tragisk, morsom og uhyggelig oplevelse. Landis’ evne til at balancere og kombinere disse forskellige stemninger i én historie, gør sig for en ekstremt underholdende og nærværende filmoplevelse. Rick Bakers make-up er ældet med en sådan ynde at det til stadighed vil være film som denne (et andet eksempel kunne være John Carpenters ‘The Thing’), der er bevis for at praktiske effekter kan skabe en illusion, som det sjældent er lykkedes at gøre det med computeranimation.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Noget af teksten er skubbet hen ved siden af billederne i din Cheers anmeldelse.
Og bliv endelig ved med at skrive anmeldelser af tv-serier, de er virkelig gode, og jeg er meget enig i de karakterer du har givet til de serier jeg selv har set :)
"I'm single! I love being single! I haven't had this much sex since I was a Boy Scout leader!"
Noget af teksten er skubbet hen ved siden af billederne i din Cheers anmeldelse.
Og bliv endelig ved med at skrive anmeldelser af tv-serier, de er virkelig gode, og jeg er meget enig i de karakterer du har givet til de serier jeg selv har set :)
Det er hermed ordnet. Det er anmeldelser jeg tidligere har haft liggende på en anden blog og af en eller anden årsag laver den fejlen med teksten i kopieringen - tak for feedback! Der kommer flere "gamle" serieanmeldelser (fra den anden blog) op løbende og har også et par nye i tankerne. Godt at høre at du har haft glæde af dem indtil videre :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
58. An American Werewolf in London af John Landis:
John Landis’ fortolkning af varulvemyten, er en af de mest mindeværdige der findes og filmen er et stramt fortalt lille mesterværk af en tragisk, morsom og uhyggelig oplevelse. Landis’ evne til at balancere og kombinere disse forskellige stemninger i én historie, gør sig for en ekstremt underholdende og nærværende filmoplevelse. Rick Bakers make-up er ældet med en sådan ynde at det til stadighed vil være film som denne (et andet eksempel kunne være John Carpenters ‘The Thing’), der er bevis for at praktiske effekter kan skabe en illusion, som det sjældent er lykkedes at gøre det med computeranimation.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
John Landis geniale horror-komedie er også en af mine yndlingsfilm og da jeg også betragter den som et vaskeægte mesterværk, så er jeg naturligvis fuldstændig enig i din bedømmelse. Velskrevne karakterer, en opfindsom, skæv og rørende historie, herlig skælmsk dialog af den både mere udfarende og underspillede slags, samt fantastisk imponerende effekter, som jeg er helt enig med dig i stadig er de bedste af sin slags. Ja, den film har bare alt hvad man kan ønske sig. :)
Og så er balancen mellem uhygge, (bl.a. scenerne på heden og i undergrundbanen som du også nævner), og klukkende latter, (scenerne efter transformationen, hvor David vågner op finder jeg hylende morsomme), så mesterlig orkestreret fra Landis side, at man bare må bøje sig i støvet over hans evne til at mikse de to genrer så suverænt.
Super cool anmeldelse du har skrevet, og herligt at se denne genistreg på din liste! :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#1551 Collateral 11 år siden
88. Day of the Dead af George A. Romero:
I lighed med de to foregående film i George A. Romeros oprindelige ‘Dead’ trilogi handler ‘Day of the Dead’ om en relativt lille gruppe mennesker, der er lukket inde på et begrænset område. Denne gang er området en underjordisk base, hvor en gruppe forskere har forskanset sig med en lille gruppe militærfolk, som deres eneste beskyttelse fra zombierne. Inden længe vender situationen dog, da dem, der skulle beskytte forskerne, i stedet vender sig imod dem og gør dem til gidsler i en magtkamp. Mens intellekt og desperation splitter menneskene ad, slæber de levende døde sig langsomt nærmere.
Mens George A. Romero i sine to første zombiefilm fokuserede på underliggende temaer som konsumerisme og racisme, er den afsluttende del af hans oprindelige ‘Dead’ trilogi, som instruktøren har udpeget som sin egen favorit, en mere politisk størrelse. Hvad filmen først og fremmest fokuserer på er kontrol. Karaktererne forsøger ikke alene at kontrollere hinanden indbyrdes, men også zombierne, som er blevet en del af en fast rutine i et forsøg på at gennemskue, hvordan man kan skaffe sig af med de levende døde. Det er imidlertid nemmere sagt end gjort, og hvis der er noget, filmen beviser, er det, at magt er en skrøbelig størrelse, ikke mindst når den er taget med vold. Det ligger ikke i mennesket at lade sig holde nede. Faktisk er det en så basal del af mennesket, synes Romero at konkludere, at den intelligente zombie Bub (Sherman Howard), ganske hurtigt genfinder sin uvilje mod at blive trådt under fode.
Zombier behøver ikke at være symbol for noget større men kan også blot være en udløser for persondrama, og selvom det (efter Romeros eget udsagn) havde en del med budget at gøre at mængden af zombier og blodorgier i filmen begrænser sig til den afsluttende del, har det resulteret i en film, der er mindeværdig for at føles som en langt mere intens oplevelse, end man kunne have forventet af en efterfølger til ‘Dawn of the Dead’. Forventet ville det have været, hvis instruktøren med en sådan tredje film havde ønsket at fokusere mere på splat end fortælling og rent havde forglemt sine rødder undervejs. I stedet får vi med ‘Day of the Dead’ en film, der vender tilbage til instruktørens udgangspunkt.
Seriens tredje film rammer mellem sine to forgængere rent stemningsmæssigt. ‘Night of the Living Dead’ (1968) er dunkel og melodramatisk, mens fortsættelsen, ‘Dawn of the Dead’ (1978) påtog sig en smule mere komik og tegneseriestemning med zombiernes blå hud og en række mere slapstick prægede øjeblikke. I ‘Day of the Dead’ er der kun en smule humor at finde i enkelte karakterers dialoger og i den tidligere omtalte trænede zombie: Bub. Derudover er filmen langt mere i tråd med originalen. Andet kunne velsagtens heller ikke forventes, når man vælger en så klaustrofobisk lokation, som en underjordisk bunker. Dertil kommer filmens skurke, som næsten er mere monstrøse end zombierne i denne omgang, efterhånden som de anført af den aggressive Rhodes (Joe Pilato) bliver mere og mere kontrollerende over for basens hold af forskere, som de egentlig burde beskytte. Det er med andre ord menneskene, der er hinandens største fjende, hvilket ofte er tilfældet i Romeros film. Vi spænder i høj grad ben for os selv i vores kamp for at overleve.
Afslutningen på Romeros oprindelige zombietrilogi er på mange måder en brilliant filmoplevelse. Mens der ikke er den store tvivl om, at nogle af skuespillerne overspiller voldsomt, ender det i sidste ende med at være en del af charmen ved filmen, og hvad jeg i størst grad efterlades med af filmen er en følelse af, at Romero mest af alt ønsker at hive mennesket frem i lyset til trods for hans mangeårige fokus på zombier. Det er karaktererne, der står tilbage efter endt syn af ‘Day of the Dead’, og det gør den i min bog til en glimrende film i genren.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste. Jeg har i øvrigt anmeldt det rædsomme "remake" ovre hos BDlive.dk, læs mere her.
#1552 NightHawk 11 år siden
En udmærket afslutning på den gamle trilogi, der dog i mine øjne ikke er på niveau med "Night of The Living Dead", og især ikke i forhold til "Dawn of The Dead", som jeg stadig betragter som værende den mest interessante og mest komplekse af de tre film. Dramaet og de konflikter der opstår i "Day's" kølvand, fremprovokeret af zombierne, mellem de tre forskellige mennesketyper (de primitive soldater, de overanalyserende forskere, og så de tre mere følelsesmæssigt nuancerede, introspektive og empatiske journalister, som også fungere som bindeledet til tilskueren) lykkedes Romero her ganske fint men også lidt for rutinepræget i at skildre, som jeg oplever det.
For mig føles handlingen i "Day of The Dead" også samtidig som lidt for meget af en deja vu oplevelse fra de forrige film på det område, blot uden af have helt den samme intensitet og nerve i sit samspil med horrorelementerne, hvilket i sidste ende gør det til en film som jeg som sagt finder god uden dog på noget tidspunkt at være helt oppe og ringe over.
Du skriver i din anmeldelse, at "Day of The Dead", modsat dens to forgængere, er en mere politisk film med fokus på kontrol. Men det mener jeg nu også man kan sige om de to andre film, hvis temaer jo også har politisk relevans og hvis temaer jo også handler om at få sit liv, sine holdninger og sit syn på andre mennesker, kontrolleret/styret, her blot via påvirkning af (i disse to tilfælde) konsumerisme og eller racisme. :)
#1553 Benway 11 år siden
#1554 Collateral 11 år siden
Jeg synes også Dawn er fremragende, men af en eller anden årsag taler det lidt mere klaustrofobiske udtryk i Day altså en knivspids mere til min smag og dermed listen her. Night er IMO seriens bedste film og har således også en højere placering på min liste :)
#1555 Collateral 11 år siden
58. An American Werewolf in London af John Landis:
De amerikanske rygsækturister David Kessler (David Naughton) og Jack (Griffin Dunne) tager af sted på en 3-måneders udflugt igennem Europa. På vej gennem et øde engelsk landskab møder de nogle lokale beboere, som giver dem et par iskolde råd: "Hold jer på vejen og væk fra heden" og "Pas på månen". Drengene begiver sig ud i mørket og hører et skrækindjagende hyl ude fra heden. De ved ikke at et mytisk uhyre med smag for blod forfølger dem. Den som bliver dræbt af dette væsen, bliver en af de udøde som flakker om på jorden i al evighed, men for den som slipper med livet i behold venter en ganske anden skæbne...
(- Fra den danske dvd-udgivelse)
‘An American Werewolf’ er blevet hyldet vidt og bredt for dens sorte humor. Der er da heller ikke den store tvivl om at det er afsindigt morsomt når en gruppe udøde med lidt for stor iver forsøger at hjælpe den stakkels David med forslag til hvordan han skal begå selvmord. Men filmens humor findes ikke alene i de mere surrealistiske øjeblikke. Dialogerne der driver filmen fremad bobler over af morsomheder, som strækker sig fra det underfundige til det mere direkte. Man ved at man har med en god komedie at gøre når genren bruges til fordel for karakterernes udvikling og arbejdet med at gøre såvel filmens univers, som karaktererne deri, troværdige. Humoren fremstår som en naturlig del af John Landis’ udtryk, som instruktør såvel som manuskriptforfatter og det gør seeren aldrig får en fornemmelse af at der er presset på for at få plads til humoren, f.eks. igennem fjollede comic relief karakterer, der ikke har nogen betydning for plottet. For selvom Griffin Dunnes karakter Jack står for en del af humoren i filmen, er han samtidig enormt vigtig for fortællingens fremgang og har også en meningsfuld forbindelse til hovedkarakteren. I øvrigt er det fordelagtigt at Jack kan levere nogle af de overnaturlige dele af fortællingen på en så nonchalant måde, at tilskueren nemt godtager disse elementer, uden at de uddybes mere end hvad der er strengt nødvendigt for historien.
Hvad der tilfører filmen hjerte, er dens humor, dens karakterer og ikke mindst den kærlighedshistorie der tilfører filmen et lag af tragik, som er endnu et af de mesterlige aspekter ved den. Som tidligere skrevet er karakterernes styrke i høj grad påvirket af Landis’ humor som gør dem sympatiske og værd at være i selskab med. Vi får igennem de vittige dialoger en fornemmelse af karakterernes baggrund. Skuespillerne fra Naughton og Dunne til Jenny Agutter og John Woodvine skaber nogle personligheder med enorm karisma og liv. Ikke mindst er jeg begejstret for Agutter, der er en herligt skæv karakter, samtidig med at hun er enormt pæn og ordentlig, på en meget britisk måde.
At balancere mellem horror og komedie er en sand kunst og ikke just en nem en af slagsen. Der er ingen tvivl om at det lykkes for denne film. Det bedste eksempel på uhygge er en sekvens i Londons undergrundsbaner, hvor en varulv er på fri fod og jager efter en forretningsmand. Ved brugen af lyde, reaktioner fra den forfulgte og nogle livlige kamerature lykkedes det at opbygge en yderst vellykket fornemmelse af gru. Det kan siges om såvel denne sekvens, som filmen i det hele taget, at der arbejdes med et vist mådehold i forhold til rent faktisk at fremvise filmens monster. Der er massere af glimt, særligt af dyrets hoved, men udover helt til slut, hvor et klip fastholdes lidt længere, bliver det ved det. En vis gru dækker en af filmens mest hyldede øjeblikke: Transformationsscenen hvor menneske bliver til varulv. Her holdes der absolut ikke igen med længden af klippene, som er pinefuldt detaljeret. Smerten passerer næsten gennem skærmen og ud til seeren. David er gennem filmen plaget af mareridt, som er et sidste element der er værd at nævne i forhold til uhygge. Ikke mindst er sekvensen, hvor en hyggelig aften i familiens skød afbrydes af nazi- og maskeklædte maskinpistolspsykopater fremragende.
John Landis’ fortolkning af varulvemyten, er en af de mest mindeværdige der findes og filmen er et stramt fortalt lille mesterværk af en tragisk, morsom og uhyggelig oplevelse. Landis’ evne til at balancere og kombinere disse forskellige stemninger i én historie, gør sig for en ekstremt underholdende og nærværende filmoplevelse. Rick Bakers make-up er ældet med en sådan ynde at det til stadighed vil være film som denne (et andet eksempel kunne være John Carpenters ‘The Thing’), der er bevis for at praktiske effekter kan skabe en illusion, som det sjældent er lykkedes at gøre det med computeranimation.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1556 Collateral 11 år siden
#1557 Collateral 11 år siden
#1558 TP-DK 11 år siden
Og bliv endelig ved med at skrive anmeldelser af tv-serier, de er virkelig gode, og jeg er meget enig i de karakterer du har givet til de serier jeg selv har set :)
#1559 Collateral 11 år siden
Det er hermed ordnet. Det er anmeldelser jeg tidligere har haft liggende på en anden blog og af en eller anden årsag laver den fejlen med teksten i kopieringen - tak for feedback! Der kommer flere "gamle" serieanmeldelser (fra den anden blog) op løbende og har også et par nye i tankerne. Godt at høre at du har haft glæde af dem indtil videre :)
#1560 NightHawk 11 år siden
John Landis geniale horror-komedie er også en af mine yndlingsfilm og da jeg også betragter den som et vaskeægte mesterværk, så er jeg naturligvis fuldstændig enig i din bedømmelse. Velskrevne karakterer, en opfindsom, skæv og rørende historie, herlig skælmsk dialog af den både mere udfarende og underspillede slags, samt fantastisk imponerende effekter, som jeg er helt enig med dig i stadig er de bedste af sin slags. Ja, den film har bare alt hvad man kan ønske sig. :)
Og så er balancen mellem uhygge, (bl.a. scenerne på heden og i undergrundbanen som du også nævner), og klukkende latter, (scenerne efter transformationen, hvor David vågner op finder jeg hylende morsomme), så mesterlig orkestreret fra Landis side, at man bare må bøje sig i støvet over hans evne til at mikse de to genrer så suverænt.
Super cool anmeldelse du har skrevet, og herligt at se denne genistreg på din liste! :)