Med hensyn til Kubrick skal det nok forstås lidt hånende overfor spielberg. Kubrick ville selv lave en holocaust film og mente(har jeg læst) at succesen fra Schindlers liste kom i vejen for hans produktion derudover forværret af at han ikke mente at Spilebergs film handlede om holocast.

Med hensyn til nogen af de sidste scener i Schindler liste tror jeg ikke et øjeblik på (kan tage fejl) at talen fra Schindler til sidst har foregået i nogen form i virkeligheden hvor smukt den erkendelse han kommer frem til sidst end er.

Jeg er ret sikker på at den scene hvor de ligger sten på gravpladserne har en stor virkning på eftertiden. Ikke fordi det kommer til at vrimle med med holocaust fornægtere, men mere at filmen gives en større villigheds status, men gør i mine øjne heller ikke filmen til større kunst.

Jeg kan huske at jeg så en dokumentar film efter ar Schindler Liste kom ud hvor nogle unge israelere fik et wakup call og en helt andet realisering af bedsteforældrenes fortællinger ( ikke pga af slutningen nødvendigvis) som de vist var blevet lidt trætte af at høre på og jeg tror at det i den salgs sammenhæng at slutningen giver mening.

Som du siger behøves en skarp udtalelse fra Kubrick ikke udtrykke nogen form underkendelse af Spielberg som instruktør og Federick Raphael ( forfatteren til eyes wide open/shut) kan have været med til at blæse en skarp kommentar lettere op. Jeg har ikke noget at sige til at du insistere på at danne din egen mening mon ikke der er et par stykker på Filmz og andetsteds der har det?:)

Min egen mening som står længere oppe er at Schindlers Liste er Steven Spielbergs bedste film teknisk set.

Jesus Christ Superstar: The Live Stage Show

55. Watership Down af Martin Rosen:
En lille kaninkoloni rammes af panik, da en af flokkens yngste - Fiver (Richard Briers) - forudser at noget forfærdeligt vil ske. Ikke alle lytter til den unge kanin, men de der gør beslutter sig for i samlet flok at drage afsted for at starte deres egen koloni. Deres leder Hazel (John Hurt) beslutter sig for at deres nye hjem skal være anderledes end det tidligere, fri for den tyranni og rigide struktur der tidligere forpestede deres liv. Men først skal de finde nogle hunner.

Martin Rosens film er en hypnotiserende oplevelse, der har et særegent roligt og nærmest poetisk tempo. Tegningerne er markante og adskiller sig fra den stil man eksempelvis ser hos Disney. Ikke mindst fordi der er øjeblikke i denne film, der bevæger sig ud i det surrealistiske og abstrakte. Eksempelvis en scene hvori det skal illustreres hvordan en større mængde kaniner dræbes, da de presses tættere og tættere sammen i takt med at deres huller fyldes med jord. De klaustrofobiske illustrationer er frygtindgydende, fordi de er så præcise i deres ubehag at de sniger sig ind i tilskuerens grundangst. Mindre grusom er scenen der følger med til sangen ‘Bright Eyes’ af Art Garfunkel. Her er det mere den førnævnte poesi der trækkes i front, hvilket ingenlunde resulterer i et mindre nærværende øjeblik, tværtimod. Dog er det her melankolien der kan beskrives som værende den overordnede stemning. Disse to sekvenser markerer to af de stærkeste øjeblikke i filmen, og nogle af de mest følelsesmæssigt engagerende animationssekvenser jeg kan komme i tanke om overhovedet. Slutscenen er endvidere en utrolig fin udtoning ovenpå al dramatikken, som trækker filmen tilbage til de mere hypnotiserende og filmisk magiske kvaliteter, som de førnævnte scener også indgyder seeren med.

Man kunne måske forvente at det ville være lige for at gøre mennesket til skurken i historien her, men vi er blot en af mange fjender, protagonisterne stilles overfor. Måden filmens plot afvikles på, går godt i spænd med karakterernes rejse og filmen får indfanget mange af de forskellige stemninger, man oplever på en sådan rejse. Fra morgen til aften følger vi kaninerne på deres frygtsomme rejse og fordi filmen så effektivt placerer os på samme niveau som de små hovedpersoner, bliver det pludselig muligt at se hvor udsatte de er, både i forhold til andre kolonier og andre dyr, hvoraf mennesket er et af de mere fremtrædende, i og med at de både er skyld i at dyrenes huller forsvinder og at deres mad forgiftes (hvilket opleves i en ret intens lille portion af filmen). Filmen kan siges at have en helt konkret hovedskurk, som ikke er et menneske, den grumme general Woundwort (Harry Andrews), som det ikke er svært at sidestille med mangt en diktator fra den virkelige verden, der pisker sin flok frem, uden det mindste glimt af empati. På den ene side kan denne ekstreme ondskab virke en smule unuanceret, men set som en slags antitese til Hazels idealistiske tanker om et “samfund” eller en koloni, der kan medregne alles ønsker, for deres fælles bedste, fungerer han ganske godt. I tilgift er han en utrolig velfungerende skurk, fordi han er så helt og aldeles usympatisk.

Richard Adams der forfattede den oprindelige bog som ligger bag denne filmatisering af ‘Watership Down’, har understreget at han aldrig har tænkt bogen som en allegori, religiøs eller politisk, men blot som en “fiktiv historie han fortalte sine børn”. Det til trods kan man ikke vige tilbage fra at der er blevet læst nogle større symbolske overvejelser ind i hans historie, der da også griber fat i nogle tematikker, som rækker ud over hvad det gennemsnitlige børneeventyr beskæftiger sig med. Mest fremtrædende er de tydelige politiske undertoner historien, også i filmudgaven, indeholder. Undertrykkelse, manipulation og andre voldsomme metoder tages i brug for at styre såvel skurkenes koloni, som i nogen grad den koloni kaninerne drager afsted fra. Filmen indledes med fortællingen om kaninernes Gud, som placerede en kanin i verden, men da den blev for hovmodig, lod den være jagtet af alle andre væsner i verden. Den grundlæggende præmis er med andre ord en noget angstfyldt en af slagsen. Alt hvad kaninerne gør, er med bevidstheden om at det handler om liv eller død for dem. Altså lever mange af karaktererne i filmen her i konstant desperation, hvilket meget vel kan være årsagen til mange af de forsøg på at beskytte sig, som vi gennem filmen oplever at de forskellige flokke har gjort.

‘Watership Down’ er til tider en brutal filmoplevelse, men ligeså smertelig dens fortælling kan være, ligeså poetisk kan den være i sin skønhed. Det er en film der nægter at lade sig indeksere blandt de børnetegnefilm, som den med sin unikke tegnestil heller ikke ligner, bortset fra det faktum at hovedpersonerne er dyr. I modsætning til mange af Disneys er disse dyr imidlertid ikke små mennesker, med et anderledes udseende, men skabes som helt deres egne væsner, med egen logik, religion og følelsesregister. Instruktør Martin Rosens eneste anden film som instruktør: ‘The Plague Dogs’, er endnu mere dunkel og tungsindig samtidig med at instruktørens rolige stil bliver næsten episodisk deri. I ‘Watership Down’ vandres linjen mellem sorrighed, kampen for overlevelse og de subtile politiske budskaber, helt problemfrit.

Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.

Jeg har endnu ikke læst bogen, men skal jeg have gjort. Og har set man kan købe den til næsten ingen penge på Amazon. Vil også gerne læse 'The Plague Dogs'.