55. Watership Down af Martin Rosen: En lille kaninkoloni rammes af panik, da en af flokkens yngste - Fiver (Richard Briers) - forudser at noget forfærdeligt vil ske. Ikke alle lytter til den unge kanin, men de der gør beslutter sig for i samlet flok at drage afsted for at starte deres egen koloni. Deres leder Hazel (John Hurt) beslutter sig for at deres nye hjem skal være anderledes end det tidligere, fri for den tyranni og rigide struktur der tidligere forpestede deres liv. Men først skal de finde nogle hunner.
‘Watership Down’ er til tider en brutal filmoplevelse, men ligeså smertelig dens fortælling kan være, ligeså poetisk kan den være i sin skønhed. Det er en film der nægter at lade sig indeksere blandt de børnetegnefilm, som den med sin unikke tegnestil heller ikke ligner, bortset fra det faktum at hovedpersonerne er dyr. I modsætning til mange af Disneys er disse dyr imidlertid ikke små mennesker, med et anderledes udseende, men skabes som helt deres egne væsner, med egen logik, religion og følelsesregister. Instruktør Martin Rosens eneste anden film som instruktør: ‘The Plague Dogs’, er endnu mere dunkel og tungsindig samtidig med at instruktørens rolige stil bliver næsten episodisk deri. I ‘Watership Down’ vandres linjen mellem sorrighed, kampen for overlevelse og de subtile politiske budskaber, helt problemfrit.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
Den har jeg desværre aldrig fået set. Din anmeldelse har dog gjort mig ekstra motiveret til endelig at få det gjort, så den bliver hermed fluks sat på must see listen.
Tak for en fremragende og inspirerende anmeldelse! :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Tak for en fremragende og inspirerende anmeldelse! :)
Anytime! Og lad mig endelig høre hvad du synes om den når du får den set. 'The Plague Dogs', som jeg nævnte længere oppe er også værd at se, selvom den ikke er helt ligeså vellykket.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Den har jeg desværre aldrig fået set. Din anmeldelse har dog gjort mig ekstra motiveret til endelig at få det gjort, så den bliver hermed fluks sat på must see listen.
Den kan du også roligt se. Og få lige læst bogen også, den er endnu bedre end filmen.
So, at last we meet for the first time for the last time.
52. Rear Window af Alfred Hitchcock: I Alfred Hithcocks 'Rear Window' brækker fotografen Jeff (James Stewart) benet og er bundet til sin rullestol i sin lejlighed. Af kedsomhed begynder han at udspionere naboerne med sin telelinse. Og pludselig er han overbevist om at den ene har myrdet sin kone. Men hvordan får han sikre beviser? Låst i sin stol vender Jeff sig til sin gode ven, der er detektiv (Wendell Corey) og sin kæreste Lisa (Grace Kelly), der begge er svære at overbevise om at dramaet ikke er opspind. (- Resume fra Kino.dk, redigeret)
Hvad gør Hitchcock god? Hvad har gjort ham til en af de helt store inspiratorer for filmskabere i hele verden? Mit gæt ville være at mandens film, til trods for at være bredt prist for deres tekniske spidsfindigheder og genialiteter, er blevet så standardsættende, fordi Hitchcock kommunikerede i et sprog, der søgte at få den filmiske fortælling ud til publikum, med hvad der kan synes lethed, til trods for at det er komplekst i sin udførsel.
Se på ‘Rear Window’, en på overfladen lille historie om en mand, der er ude af stand til at bevæge sig andet end en smule rundt i sin lejlighed. Det lyder ikke bare nemt at gå til som filmskaber, men måske også en kende kedeligt. Hvor det bliver interessant, ikke alene at se filmen, men også at overveje hvordan den blev skabt, er når det øvrige nabolag involveres. Hitchcocks hovedperson er måske bundet til en kørestol, men det er hans fantasi ikke og således betragter han, sammen med publikum, nabolaget, og udfylder selv hullerne. Hele nabolaget, som i øvrigt er skabt i et studie og hvis omfang viser noget om hvilken popularitet og relativ frihed instruktøren havde, er interessant, fordi det fremvises med den helt særlige humor instruktøren er kendt for at snige ind i en stor del af sine film. Vi får som publikum lov til at få et glimt i ikke bare en karakters liv, men også en stak mere perifere karakterer, der ligeledes tildeles sjæl.
James Stewarts portrættering af den livslystne Jeff er i sig selv ganske engagerende, ikke mindst med introduktionen af såvel Stella (Thelma Ritter) og Lisa. Førstnævnte er fyldt med fornuft og foranlediger mange humoristiske samtaler for at udtrykke sine meget korrekte holdninger, men kan alligevel ikke styre sin nysgerrighed i forhold til naboerne, mens sidstnævnte er en kærlig kvinde med ben i næsen. Begge er meget bekymrede for Jeffs fritidsaktivitet og er i filmen et meget klart billede på hvorfor han burde have bedre at tage sig til, men også hvor irrationelt et nysgerrigt menneske kan være. Filmens begrænsede omgivelser er en fordel fordi det giver seeren et meget klart defineret rum for fortællingen, men også fordi der er enormt potentiale for udvikling. I det virkelige liv, som vi naturligvis alle oplever ud fra et relativt begrænset perspektiv, er der ikke blot en historie i et givent nabolag, men massevis og det gives vi her en fornemmelse af, filmskaberne forstår er tilfældet. Det virker på mange måder meget virkeligt og så meget desto mere vækkes seerens egen nysgerrighed til live.
Hitchcock og filmens forfattere rammer et ømt punkt, om man så må sige, idet han taler til den side i tilskueren, som bliver nysgerrig, når vi får en bid af en anden persons virkelighed, når bidder af en telefonsamtale høres i toget, eller i en mere ubehagelige sammenhæng, når der skabes kødannelser på motorvejene, fordi vi ikke kan holde os fra at lure på en bilulykke. Derudover tager mesteren af suspense naturligvis også et fermt greb om tilskuerens opmærksomhed, med sin stille opbygning af at noget er galt. Spørgsmålet er om det er vores hovedkarakter der er noget galt med, eller om der reelt er blevet begået et mord - uanset hvad er det sikkert, at det er noget der er helt tæt på os. Tanken om at mord bogstaveligt talt skulle være noget der skete ved genboen og om at være paralyseret (såvel fysisk som handlingsmæssigt) er skræmmende. Ikke at filmen er nogen egentlig gyser, men den har utvivlsomt nogle elementer af genren og nogle meget slående visuelle metoder til at trække seeren ud på kanten af sædet og holde vejret.
‘Rear Window’ er et mordmysterium, men samtidig meget mere end det. Filmen er grundlæggende udført med en humor og en sikkerhed der gør den til en særdeles fængende filmoplevelse. Ikke bare fordi det er spændende at erfare plottets udvikling, men også grundet nogle stærke karakterer, charmerende dialoger og en af de mest velfortalte romancer i filmhistorien.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over top 100, som den ser ud indtil videre. Sidst, men ikke mindst, kan man tilslutte sig FB-gruppen for min blog, for at deltage i diskussioner om filmmediet og holde sig opdateret med nye tiltag på bloggen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1641 NightHawk 11 år siden
Den har jeg desværre aldrig fået set. Din anmeldelse har dog gjort mig ekstra motiveret til endelig at få det gjort, så den bliver hermed fluks sat på must see listen.
Tak for en fremragende og inspirerende anmeldelse! :)
#1642 Collateral 11 år siden
Anytime! Og lad mig endelig høre hvad du synes om den når du får den set. 'The Plague Dogs', som jeg nævnte længere oppe er også værd at se, selvom den ikke er helt ligeså vellykket.
#1643 NightHawk 11 år siden
It's a deal! Jeg skriver lige et par ord den, når den er blevet set. :)
Cool, jamen så ryger den også med på watchlisten. :)
#1644 Åkepool 11 år siden
Den kan du også roligt se.
Og få lige læst bogen også, den er endnu bedre end filmen.
#1645 NightHawk 11 år siden
Den er nu også blevet tilføjet min huskeliste hos amazon. :)
#1646 Collateral 11 år siden
Housebound
#1647 Collateral 11 år siden
#1648 Collateral 11 år siden
Sover Dolly på Ryggen?
#1649 Collateral 11 år siden
#1650 Collateral 11 år siden
I Alfred Hithcocks 'Rear Window' brækker fotografen Jeff (James Stewart) benet og er bundet til sin rullestol i sin lejlighed. Af kedsomhed begynder han at udspionere naboerne med sin telelinse. Og pludselig er han overbevist om at den ene har myrdet sin kone. Men hvordan får han sikre beviser? Låst i sin stol vender Jeff sig til sin gode ven, der er detektiv (Wendell Corey) og sin kæreste Lisa (Grace Kelly), der begge er svære at overbevise om at dramaet ikke er opspind.
(- Resume fra Kino.dk, redigeret)
Hvad gør Hitchcock god? Hvad har gjort ham til en af de helt store inspiratorer for filmskabere i hele verden? Mit gæt ville være at mandens film, til trods for at være bredt prist for deres tekniske spidsfindigheder og genialiteter, er blevet så standardsættende, fordi Hitchcock kommunikerede i et sprog, der søgte at få den filmiske fortælling ud til publikum, med hvad der kan synes lethed, til trods for at det er komplekst i sin udførsel.
Se på ‘Rear Window’, en på overfladen lille historie om en mand, der er ude af stand til at bevæge sig andet end en smule rundt i sin lejlighed. Det lyder ikke bare nemt at gå til som filmskaber, men måske også en kende kedeligt. Hvor det bliver interessant, ikke alene at se filmen, men også at overveje hvordan den blev skabt, er når det øvrige nabolag involveres. Hitchcocks hovedperson er måske bundet til en kørestol, men det er hans fantasi ikke og således betragter han, sammen med publikum, nabolaget, og udfylder selv hullerne. Hele nabolaget, som i øvrigt er skabt i et studie og hvis omfang viser noget om hvilken popularitet og relativ frihed instruktøren havde, er interessant, fordi det fremvises med den helt særlige humor instruktøren er kendt for at snige ind i en stor del af sine film. Vi får som publikum lov til at få et glimt i ikke bare en karakters liv, men også en stak mere perifere karakterer, der ligeledes tildeles sjæl.
James Stewarts portrættering af den livslystne Jeff er i sig selv ganske engagerende, ikke mindst med introduktionen af såvel Stella (Thelma Ritter) og Lisa. Førstnævnte er fyldt med fornuft og foranlediger mange humoristiske samtaler for at udtrykke sine meget korrekte holdninger, men kan alligevel ikke styre sin nysgerrighed i forhold til naboerne, mens sidstnævnte er en kærlig kvinde med ben i næsen. Begge er meget bekymrede for Jeffs fritidsaktivitet og er i filmen et meget klart billede på hvorfor han burde have bedre at tage sig til, men også hvor irrationelt et nysgerrigt menneske kan være. Filmens begrænsede omgivelser er en fordel fordi det giver seeren et meget klart defineret rum for fortællingen, men også fordi der er enormt potentiale for udvikling. I det virkelige liv, som vi naturligvis alle oplever ud fra et relativt begrænset perspektiv, er der ikke blot en historie i et givent nabolag, men massevis og det gives vi her en fornemmelse af, filmskaberne forstår er tilfældet. Det virker på mange måder meget virkeligt og så meget desto mere vækkes seerens egen nysgerrighed til live.
Hitchcock og filmens forfattere rammer et ømt punkt, om man så må sige, idet han taler til den side i tilskueren, som bliver nysgerrig, når vi får en bid af en anden persons virkelighed, når bidder af en telefonsamtale høres i toget, eller i en mere ubehagelige sammenhæng, når der skabes kødannelser på motorvejene, fordi vi ikke kan holde os fra at lure på en bilulykke. Derudover tager mesteren af suspense naturligvis også et fermt greb om tilskuerens opmærksomhed, med sin stille opbygning af at noget er galt. Spørgsmålet er om det er vores hovedkarakter der er noget galt med, eller om der reelt er blevet begået et mord - uanset hvad er det sikkert, at det er noget der er helt tæt på os. Tanken om at mord bogstaveligt talt skulle være noget der skete ved genboen og om at være paralyseret (såvel fysisk som handlingsmæssigt) er skræmmende. Ikke at filmen er nogen egentlig gyser, men den har utvivlsomt nogle elementer af genren og nogle meget slående visuelle metoder til at trække seeren ud på kanten af sædet og holde vejret.
‘Rear Window’ er et mordmysterium, men samtidig meget mere end det. Filmen er grundlæggende udført med en humor og en sikkerhed der gør den til en særdeles fængende filmoplevelse. Ikke bare fordi det er spændende at erfare plottets udvikling, men også grundet nogle stærke karakterer, charmerende dialoger og en af de mest velfortalte romancer i filmhistorien.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over top 100, som den ser ud indtil videre. Sidst, men ikke mindst, kan man tilslutte sig FB-gruppen for min blog, for at deltage i diskussioner om filmmediet og holde sig opdateret med nye tiltag på bloggen.