Neverwas af Joshua Michael Stern rykkes til en noget lavere placering (94) end tidligere, grundet de markante ændringer der løbende er sket, hvor den pludselig er kommet til en blegne en knivspids i voldsomt selskab. Samme tanke vil formentlig komme til at betyde nogle ændringer i bunden af listen på et senere tidspunkt.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
48. Taxi Driver af Martin Scorsese: Travis Bickle (Robert De Niro) kan ikke falde i søvn om natten og beslutter sig derfor til at bruge tiden fornuftigt. Han tager et job som taxichauffør. Enspænderen overvældes langsomt, men sikkert af de vrede, sårede og ubehagelige kunder han til tider transporterer og bliver bitter på en verden, som han hovedsageligt har oplevet skyggesiderne af. Omstændighederne formildes dog da han forelsker sig i Betsy (Cybill Shepherd), en engageret og smuk ung kvinde. Hans ringe sociale evner skaber imidlertid snart problemer mellem de to og Bickle opsluges atter af bitterhed og afsky for verden.
‘Taxi Driver’ er en dunkel film. Vi trækkes med langt ind i den forstyrrede virkelighed, der er Travis Bickles, og ligesom i Francis Ford Coppolas ‘Apocalypse Now’, synker vi dybere og dybere ned i mørket, såvel som surrealismen, som er anderledes markeret i Scorseses film, men ikke desto mindre tilstedeværende. Robert De Niro vækker Paul Schraders karakter til live, med en naivitet der, mikset med vrede, er en skræmmende cocktail. Modsat John Rambo, en krigsveteran der helt konkret skulle skubbes til grænsen for at koge over, er det for Bickle en mere subtil rejse mod sammenbruddet. Han fremstilles som en utroligt kompleks figur og det taler til Scorsese, såvel som De Niros fordel at man i en eller anden grad fatter sympati for hovedpersonen i ‘Taxi Driver’, som langt hen ad vejen gør alle de forkerte ting. Han viser sin date de forkerte film, lever et simpelt liv og er såvel racistisk som simpel i sin tankegang om at sætte ild mod ild i forhold til gadens mørkere sider. I princippet er hans sorte tanker placeret i en virkelighed og moral vi kan forholde os til, han mener at verden ville være bedre uden al denne ondskab, men tanken om at kunne fjerne det med et snuptag, er naturligvis en kende ekstrem.
Nogle af de stærkeste film der findes beskæftiger sig med veteraner, ikke mindst fra Vietnamkrigen, som er blandt de mest behandlede krige i filmhistorien, fordi den var så kompleks og til stadighed synes at være et ømt punkt for USA. Film som ‘Born on the Fourth July’ beskæftiger sig med de enorme personlige omkostninger krigen havde for soldaterne der kæmpede, men ved deres hjemkomst blev mødt med afsky og optøjer, mens førnævnte ‘Apocalypse Now’ og Oliver Stones ‘Platoon’ beskæftigede sig med krigen mere specifikt. ‘Taxi Driver’ kan meget vel tages med ind under førstnævnte kategori og ses som et billede på den sjælelige destruktion og desillusion med land og loyalitet, krigen forårsagede nogle soldater. Travis Bickle konstaterer at ensomheden altid har fulgt ham og det er således meget passende at netop afskårethed fra omverdenen er noget af det Scorseses film fremstiller allermest klart. Melankolien flyder fra såvel Michael Chapmans stiliserede billedside, som Bernard Herrmanns sidste soundtrack.
Basalt set er dette Travis Bickles film og derfor giver det enorm stor mening at det er ensomheden og vreden der er mest markant i filmens udtryk. Aggressionen kommer såvel frem i Robert De Niros præstation, eksempelvis i filmens mest ikoniske scene, men også i nogle små hektiske klippemæssige øjeblikke, hvor særligt filmens allersidste øjeblikke står tydeligt frem. Fremstillingen af New York City er endnu en af filmens styrkepunkter og ligesom de øvrige elementer medvirker byen til at fremstille hovedkarakterens tab af fornuft og tiltagende desperation. Byens liv er den direkte årsag til Bickles detour, men også en kontrast hertil. Filmen synker langt ned i ubehag, men viser os elementer af en virkelighed vi kan forholde os til, helt modsat Travis, der lader til at være mindre hjemme i dagslysets NYC end det er tilfældet når mørket er faldet på. Han er sunket så dybt ned i sin ensomhed at han er begyndt at søge den i byens mørke gader.
Martin Scorsese har skabt en kompleks film, der, tror jeg, i højere grad end andre film, vil blive oplevet subjektivt. Søger man volden og ubehaget er det at finde her, men det er sørgmodigheden og den menneskelige desperation også. Her er ingen nemme svar, hvilket er ret essentielt, fordi det netop er hvad der frustrerer filmens hovedperson, fordi hans verden er, eller i hvert er blevet, sort/hvid i en sådan grad at han ikke længere ønsker at søge nuancer af grå i sit verdensbillede. Enten er man rigtig eller forkert og når mørket tager til er det ikke givet at manden selv falder på den rigtige side af sit kodeks.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over top 100, som den ser ud indtil videre.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg vil lige sige, at jeg skam stadig følger med i tråden og vil selvfølgelig gerne skrive et par kommentarer til dine to anmeldelser, hvilket jeg satser på at kunne nå i morgen. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Hvad gør Hitchcock god? Hvad har gjort ham til en af de helt store inspiratorer for filmskabere i hele verden? Mit gæt ville være at mandens film, til trods for at være bredt prist for deres tekniske spidsfindigheder og genialiteter, er blevet så standardsættende, fordi Hitchcock kommunikerede i et sprog, der søgte at få den filmiske fortælling ud til publikum, med hvad der kan synes lethed, til trods for at det er komplekst i sin udførsel.
‘Rear Window’ er et mordmysterium, men samtidig meget mere end det. Filmen er grundlæggende udført med en humor og en sikkerhed der gør den til en særdeles fængende filmoplevelse. Ikke bare fordi det er spændende at erfare plottets udvikling, men også grundet nogle stærke karakterer, charmerende dialoger og en af de mest velfortalte romancer i filmhistorien.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over top 100, som den ser ud indtil videre. Sidst, men ikke mindst, kan man tilslutte sig FB-gruppen for min blog, for at deltage i diskussioner om filmmediet og holde sig opdateret med nye tiltag på bloggen.
Fremragende anmeldelser du har skrevet, hvis samlede bedømmelse jeg kun kan være helt enig med dig i. Du opsumere meget detaljeret, og i en solid kontekst filmens mange kvaliteter, fornemt sammenhængen mellem handlingens miljø, (det lille kompakte samfund som bliver en form for billede på livets betagende mangfoldighed), og hovekarakterens og i princippet os alle sammens ofte grænseoverskridende voyeristiske fetich, der antænder det herligt muntre og kompakt spændende krimiplot.
James Stewart er som altid forrygende god, og man må her i den grad tage hatten af for hans evne til, at man holder fascinationen for karakteren ved lige fra start til slut. Særligt i betragtning af de fysiske begrænsninger rollen fastholder ham i. Er ligeså helt enig i din beskrivelse af Hitchcocks mesterlige evne til at balancere imellem det humoristiske og det nervepirrende både i "Rear Window" og størstedelen af hans øvrige film, hvilket også er en af flere grunde til, at han er en af mine absolutte yndlingsinstruktører.
Collateral (1653) skrev:
48. Taxi Driver af Martin Scorsese: Travis Bickle (Robert De Niro) kan ikke falde i søvn om natten og beslutter sig derfor til at bruge tiden fornuftigt. Han tager et job som taxichauffør. Enspænderen overvældes langsomt, men sikkert af de vrede, sårede og ubehagelige kunder han til tider transporterer og bliver bitter på en verden, som han hovedsageligt har oplevet skyggesiderne af. Omstændighederne formildes dog da han forelsker sig i Betsy (Cybill Shepherd), en engageret og smuk ung kvinde. Hans ringe sociale evner skaber imidlertid snart problemer mellem de to og Bickle opsluges atter af bitterhed og afsky for verden.
Martin Scorsese har skabt en kompleks film, der, tror jeg, i højere grad end andre film, vil blive oplevet subjektivt. Søger man volden og ubehaget er det at finde her, men det er sørgmodigheden og den menneskelige desperation også. Her er ingen nemme svar, hvilket er ret essentielt, fordi det netop er hvad der frustrerer filmens hovedperson, fordi hans verden er, eller i hvert er blevet, sort/hvid i en sådan grad at han ikke længere ønsker at søge nuancer af grå i sit verdensbillede. Enten er man rigtig eller forkert og når mørket tager til er det ikke givet at manden selv falder på den rigtige side af sit kodeks.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over top 100, som den ser ud indtil videre.
"Taxi Driver" har jeg også på min topliste, (på næsten samme placering), så det valg får naturligvis også thumbs up herfra. Igen har du skrevet en rigtig god anmeldelse, som kommer solidt rundt i alle afkroge af filmens noir univers og hovedkarakterens psykiske tilstand, som Scorsese med mesterligt overblik sammenfletter med filmens bagvedliggende vietnam tema, der således videre afspejler datidens samfund på godt og ondt. Det er filmkunst af allerhøjeste kaliber og i mine øjne Martin Scorseses ubestridte mesterværk.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#1651 Collateral 11 år siden
#1652 Collateral 11 år siden
#1653 Collateral 11 år siden
Travis Bickle (Robert De Niro) kan ikke falde i søvn om natten og beslutter sig derfor til at bruge tiden fornuftigt. Han tager et job som taxichauffør. Enspænderen overvældes langsomt, men sikkert af de vrede, sårede og ubehagelige kunder han til tider transporterer og bliver bitter på en verden, som han hovedsageligt har oplevet skyggesiderne af. Omstændighederne formildes dog da han forelsker sig i Betsy (Cybill Shepherd), en engageret og smuk ung kvinde. Hans ringe sociale evner skaber imidlertid snart problemer mellem de to og Bickle opsluges atter af bitterhed og afsky for verden.
‘Taxi Driver’ er en dunkel film. Vi trækkes med langt ind i den forstyrrede virkelighed, der er Travis Bickles, og ligesom i Francis Ford Coppolas ‘Apocalypse Now’, synker vi dybere og dybere ned i mørket, såvel som surrealismen, som er anderledes markeret i Scorseses film, men ikke desto mindre tilstedeværende. Robert De Niro vækker Paul Schraders karakter til live, med en naivitet der, mikset med vrede, er en skræmmende cocktail. Modsat John Rambo, en krigsveteran der helt konkret skulle skubbes til grænsen for at koge over, er det for Bickle en mere subtil rejse mod sammenbruddet. Han fremstilles som en utroligt kompleks figur og det taler til Scorsese, såvel som De Niros fordel at man i en eller anden grad fatter sympati for hovedpersonen i ‘Taxi Driver’, som langt hen ad vejen gør alle de forkerte ting. Han viser sin date de forkerte film, lever et simpelt liv og er såvel racistisk som simpel i sin tankegang om at sætte ild mod ild i forhold til gadens mørkere sider. I princippet er hans sorte tanker placeret i en virkelighed og moral vi kan forholde os til, han mener at verden ville være bedre uden al denne ondskab, men tanken om at kunne fjerne det med et snuptag, er naturligvis en kende ekstrem.
Nogle af de stærkeste film der findes beskæftiger sig med veteraner, ikke mindst fra Vietnamkrigen, som er blandt de mest behandlede krige i filmhistorien, fordi den var så kompleks og til stadighed synes at være et ømt punkt for USA. Film som ‘Born on the Fourth July’ beskæftiger sig med de enorme personlige omkostninger krigen havde for soldaterne der kæmpede, men ved deres hjemkomst blev mødt med afsky og optøjer, mens førnævnte ‘Apocalypse Now’ og Oliver Stones ‘Platoon’ beskæftigede sig med krigen mere specifikt. ‘Taxi Driver’ kan meget vel tages med ind under førstnævnte kategori og ses som et billede på den sjælelige destruktion og desillusion med land og loyalitet, krigen forårsagede nogle soldater. Travis Bickle konstaterer at ensomheden altid har fulgt ham og det er således meget passende at netop afskårethed fra omverdenen er noget af det Scorseses film fremstiller allermest klart. Melankolien flyder fra såvel Michael Chapmans stiliserede billedside, som Bernard Herrmanns sidste soundtrack.
Basalt set er dette Travis Bickles film og derfor giver det enorm stor mening at det er ensomheden og vreden der er mest markant i filmens udtryk. Aggressionen kommer såvel frem i Robert De Niros præstation, eksempelvis i filmens mest ikoniske scene, men også i nogle små hektiske klippemæssige øjeblikke, hvor særligt filmens allersidste øjeblikke står tydeligt frem. Fremstillingen af New York City er endnu en af filmens styrkepunkter og ligesom de øvrige elementer medvirker byen til at fremstille hovedkarakterens tab af fornuft og tiltagende desperation. Byens liv er den direkte årsag til Bickles detour, men også en kontrast hertil. Filmen synker langt ned i ubehag, men viser os elementer af en virkelighed vi kan forholde os til, helt modsat Travis, der lader til at være mindre hjemme i dagslysets NYC end det er tilfældet når mørket er faldet på. Han er sunket så dybt ned i sin ensomhed at han er begyndt at søge den i byens mørke gader.
Martin Scorsese har skabt en kompleks film, der, tror jeg, i højere grad end andre film, vil blive oplevet subjektivt. Søger man volden og ubehaget er det at finde her, men det er sørgmodigheden og den menneskelige desperation også. Her er ingen nemme svar, hvilket er ret essentielt, fordi det netop er hvad der frustrerer filmens hovedperson, fordi hans verden er, eller i hvert er blevet, sort/hvid i en sådan grad at han ikke længere ønsker at søge nuancer af grå i sit verdensbillede. Enten er man rigtig eller forkert og når mørket tager til er det ikke givet at manden selv falder på den rigtige side af sit kodeks.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over top 100, som den ser ud indtil videre.
#1654 Ispep 11 år siden
#1655 Collateral 11 år siden
Den har jeg stadig til gode. *Ashamed*
#1656 Collateral 11 år siden
#1657 Collateral 11 år siden
Excision
#1658 NightHawk 11 år siden
#1659 NightHawk 11 år siden
Fremragende anmeldelser du har skrevet, hvis samlede bedømmelse jeg kun kan være helt enig med dig i. Du opsumere meget detaljeret, og i en solid kontekst filmens mange kvaliteter, fornemt sammenhængen mellem handlingens miljø, (det lille kompakte samfund som bliver en form for billede på livets betagende mangfoldighed), og hovekarakterens og i princippet os alle sammens ofte grænseoverskridende voyeristiske fetich, der antænder det herligt muntre og kompakt spændende krimiplot.
James Stewart er som altid forrygende god, og man må her i den grad tage hatten af for hans evne til, at man holder fascinationen for karakteren ved lige fra start til slut. Særligt i betragtning af de fysiske begrænsninger rollen fastholder ham i. Er ligeså helt enig i din beskrivelse af Hitchcocks mesterlige evne til at balancere imellem det humoristiske og det nervepirrende både i "Rear Window" og størstedelen af hans øvrige film, hvilket også er en af flere grunde til, at han er en af mine absolutte yndlingsinstruktører.
"Taxi Driver" har jeg også på min topliste, (på næsten samme placering), så det valg får naturligvis også thumbs up herfra. Igen har du skrevet en rigtig god anmeldelse, som kommer solidt rundt i alle afkroge af filmens noir univers og hovedkarakterens psykiske tilstand, som Scorsese med mesterligt overblik sammenfletter med filmens bagvedliggende vietnam tema, der således videre afspejler datidens samfund på godt og ondt. Det er filmkunst af allerhøjeste kaliber og i mine øjne Martin Scorseses ubestridte mesterværk.
#1660 Collateral 11 år siden