Så er den her! Den 30. placering på min top 60. Jeg vil som lovet snarest poste en liste over de første 30 placeringer på listen, således at man kan få lidt overblik.
[u]30. Eyes Wide Shut af Stanley Kubrick:
Dr. William Harford (Tom Cruise), også kaldet Bill, er gift med den smukke Alice (Nicole Kidman). Han bliver ved en tilfældighed blandet ind i noget, der går langt ud over hvad han kan overskue. Doktoren rodes ud i en verden af hemmeligheder, efter hans kone indrømmer at været tæt på at være ham utro.
Denne film er en af de film på listen jeg har tilføjet, først og fremmest pga. min oprindelige fascination af den. Ikke at jeg på nogen måde hinter til at filmen ikke fortjener sin plads, for det gør den, men det er måske den film på listen, jeg havde mindst kendskab til før jeg satte den på listen. Min oprindelige fascination med filmen, er imidlertid langt fra falmet med tiden, og da jeg genså den til denne liste, var det en præcis ligeså dragende oplevelse, som første gang jeg så den. Selvom jeg i denne omgang var noget mere forberedt på hvad jeg skulle se. Det er væsentligt, fordi denne film i nogen grad kommer bag på en, ved første gennemsyn. Dens mystik, dens mørke og dens intime og intense stemning, er både dragende, men også overvældende, og gør at filmen vil have en lang levetid.
Nicole Kidman er blandt mine favoritskuespillerinder. Derfor er det faktisk overraskende, hvor få film hun vil være at finde i på denne liste. Det går, i skrivende stund, op for mig at Kidman er dygtig i stort set alt hun medvirker i, men at filmene ofte er middelmådige. “Eyes Wide Shut” er en af de film hvor hendes talent, præsenteres i de helt rigtige rammer. Hendes, såvel som Cruises, præstation er personlig, selvudleverende og noget nær perfekt. At hendes karakter fremstår så helstøbt, er et fint eksempel på resten af filmens styrke. Ligesom karakteren Alice, er denne film så eminent sammensat, at man nærmest fornemmer instruktør Stanley Kubricks perfektionisme i hvert eneste billede i filmen. Intet er overladt til tilfældighederne. Ikke alene er skuespillet absolut fremragende, men også teknisk er filmen meget skarpt sammensat. Der er et langsomt tempo igennem hele filmen. Flere gange holder filmen igen med at klippe, og det er tydeligt at Kubrick også her har været bevidst omkring sin brug af virkemidler. Det langsomme tempo og de, til tider, lange takes bliver i sig selv en stil, og medvirker til at skabe en nagende fornemmelse af at noget er galt.
Filmen er baseret på Arthur Schnitzlers “Traumnovelle”, og omsat til manuskript af Kubrick selv og Frederic Raphael. Manuskriptet, og særligt replikkerne, er stramt og fermt formuleret. Ofte skabes der en fornemmelse af at der ligger mere i ordene end deres umiddelbare betydning. Dette skyldes naturligvis i høj grad skuespillernes præstation, men det er utvivlsomt at også det stærke forlæg de spiller ud fra, et meget bevidst udformet. Sådan har det altid været med Kubrick. Hans hånd er ikke alene sikker, men ofte også fyldt med underliggende motiver og tykke lag af symbolik. Samtidig er hans film også meget tilgængelige, fordi symbolikken ikke komme i vejen for filmens umiddelbare historie. Provokation har Kubrick heller aldrig frygtet, og med denne films brug af nøgenhed var det i hvert fald garanteret at censurmyndighederne blev provokeret tilstrækkeligt til at tvinge Kubrick til at skære ned hvis han ville have en bred udgivelse. Nøgenheden i filmen er imidlertid nødvendig. Ved filmens begyndelse bruges nøgenheden til at vise intimiteten imellem ægteparret Harford. Senere udnyttes den til at skabe den mystik og det vulgære, hemmelighedsfulde, men også erotiske univers filmen langsomt glider over i. Hele vejen igennem er denne film fyldt med sex. Til tider helt konkret, og til tider mere i henvisninger. I filmens indledning tilbydes Alice sex, og senere får Bill gentagne gange tilbudt sex fra forskellige sider. Der er med andre ord fristelser til alle sider for den gode doktor (og hans kone).
Der er et billede i denne film, der bedre end noget andet kan forklarer hele filmens tema, og i høj grad også bagmandens genialitet. Bill kommer hjem, det er meget sent, og finder Alice sovende i parrets seng. Snart begynder hun at grine hysterisk. Bill vækker Alice, som forskrækket sætter sig op. Hun begynder at fortælle om sin drøm. Om hvordan hun deri havde sex med massevis af mænd. Imens hun fortæller om drømmen holder hun om Bill. Efter noget tid giver hun dog slip, og vi når frem til det billede, som er så centralt for filmen. For da de tos omfavnelse ophører, sætter de sig til at stirre på hinanden. I deres stirren er de ikke placeret lige overfor hinanden, men en smule adskilt. De er nær hinanden, men også meget langt fra hinanden, og det er en vigtig overordnet pointe for hele filmen.
Ægteskabet er det centrale tema i filmen. Det er tydeligst i starten af filmen, men selv senere, da filmen begynder at bevæge sig over den mere mystiske og nærmest thrilleragtige del af sin fortælling, er det, i denne tilskuers tolkning, først og fremmest symbolsk for de ekstreme emotionelle dybder, og det bedrag der kan være tilstede imellem to mennesker, som er hinanden så nær, som et ægtepar er det. Det er en anden lille genistreg, at denne ekstreme dybde stilles op imod den trivielle hverdag. Gentagne gange filmen igennem, er familielivet, i form af parrets barn, noget ægteparret må holde deres følelser tilbage, for at beskytte. Paradokset imellem det praktiske i et ægteskab, og det lidenskabelige, er hvad denne film undersøger, og det understreges på mesterlig vis i filmens afsluttende sekvens, som jeg naturligvis ikke skal røbe hvad består i.
Jeg kan ikke lade være at sidde med en fornemmelse af at der er meget i denne film, som endnu er uafdækket for mig. At den med sin mørke symbolik, stadig holder mere skjult bag sin, til tider triste, og til tider blot særprægede, maske. Sådan som jeg ser på det, er det en god ting at en film har noget nyt at byde på ved hvert gennemsyn, og det er netop hvad denne film har. Dette gør sig i øvrigt også gældende for mange af Kubricks andre film, men mere om det senere.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
"Eyes Wide Shut" er bestemt en glimrende film, men det er også en af Kubricks svageste jeg har set(jeg mangler at se "Lolita" og "Killer's Kiss"). Men det er lidt ligesom at sige, at blandt de her stykker Bacon, er dette stykke det svageste. Men i sidste ende er det jo stadig Bacon :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#283: Jeg havde faktisk tænkt på at tilføje hvilke af hans film jeg har set, men det kan jeg så passende skrive her: "A Clockwork Orange", ""2001: A Space Odessey", "The Shining" og jeg har strengt taget også set "Dr. Strangelove", meeeeen var nok en tand for ung til helt at fatte den da jeg så den. 2001 skal jeg nok også have genset, men husker den som en knivspids tung. Det var dog ca. samtidig som jeg så Strangelove at jeg så den, så måske jeg er mere "klar til den" nu. Så på den baggrund er jeg måske ikke kvalificeret til at udtale mig om hvilke af hans film der er de stærkeste og svageste. Ikke desto mindre er jeg, ret åbenlyst, ganske glad for "Eyes Wide Shut" - og for din poetiske metafor i øvrigt også ;)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#284: Du har i hvert fald flere fantatiske film fra Kubrick til gode endnu :)
"2001: A Space Odessey" er en af de smukkeste film jeg har set og jeg kan også godt lide den, men jeg er heller ikke helt oppe at ringe over den som mange andre. Men jeg værdsætter den stadig meget. Og "Dr. Strangelove" krævede også et gensyn før jeg faldt for den, selvom at jeg dog stadig ikke vurderer den helt i top(jeg foretrækker Sidney Lumets "Fail-Safe", som er stort set samme historie, bare fortalt på en komplet anden måde).
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#285: Jeg må få taget mig sammen, men der er mange film jeg gerne vil have set. Så det er lige med at få det gjort. "2001" har jeg dog liggende på BD, så det er virkelig bare et spørgsmål om at tage sig sammen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Kubrick er næsten at betragte som et must for enhver filmfan. Hvis man ikke kan lide den ene af hans film, er det mere end sandsynligt at man kan lide den anden.
Jeg er enig med Kruse i, at 'Eyes Wide Shut' er en af Kubricks svageste film. Dens tema og eksekveringen af historien fænger ikke, og jeg savner i høj grad det Kubrickske "touch", som man kender fra hans tidligere film - uden dermed at sige, at der slet ikke noget af dette "touch". Skuespillet fra det daværende ægtepar Cruise/Kidman er godt, og filmen har da også visse momenter. Men de forventninger, jeg havde, blev ikke indfriet. Da filmens fortekster blev ledsaget af Shostakovich's 'The Second Waltz', blev jeg ellers indgydt optimisme, eftersom et af Kubricks varemærker er en fantastisk forening af betagende, uforglemmelige billeder og klassisk musik. Noget sådant var der imidlertid ikke i 'Eyes Wide Shut'.
#287: Der er vi så uenige. Jeg mener, som man også kan se i anmeldelsen, ikke blot at skuespillet er momentvis godt, men fungerer hele vejen, og filmen fænger bestemt mig. Med hensyn til Kubricks "touch", synes jeg bestemt man kan mærke hans hånd filmen igennem.
Med hensyn til uforglemmelige billeder, synes jeg der er masser "Eyes Wide Shut". Ikke alene det billede der er nævnt i anmeldelsen, er fyldt med betydning, og er i øvrigt fantastisk. Også andre steder er der brilliante billeder. Masken på puden, ja generelt brugen af maskerne skaber mange spændende kompositioner. Og så mener jeg at klipningen er helt eminent i sig selv.
I øvrigt synes jeg også hans brug af musik virker godt, også i denne film. Jeg ved ikke hvilket stykke musik det er, men der er et stykke musik der består af en tangent der gentagne gange trykkes ned. Meget intenst, men klipningen arbejder effektivt med musikken. For i stedet for at klippe frem og tilbage og følge musikken, så holder filmen sin langsomme rytme. Brilliant.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg kan også lide flere af Kubricks film og er enig i, at Eyes Wide Shut ikke er blandt hans bedste. Jeg kan nok bedst lide The Shining eller Full Metal Jacket. Men der er flere gode, selvom nogle af dem også er tunge at komme igennem.
#281 Collateral 13 år siden
#282 Collateral 13 år siden
[u]30. Eyes Wide Shut af Stanley Kubrick:
Dr. William Harford (Tom Cruise), også kaldet Bill, er gift med den smukke Alice (Nicole Kidman). Han bliver ved en tilfældighed blandet ind i noget, der går langt ud over hvad han kan overskue. Doktoren rodes ud i en verden af hemmeligheder, efter hans kone indrømmer at været tæt på at være ham utro.
Denne film er en af de film på listen jeg har tilføjet, først og fremmest pga. min oprindelige fascination af den. Ikke at jeg på nogen måde hinter til at filmen ikke fortjener sin plads, for det gør den, men det er måske den film på listen, jeg havde mindst kendskab til før jeg satte den på listen. Min oprindelige fascination med filmen, er imidlertid langt fra falmet med tiden, og da jeg genså den til denne liste, var det en præcis ligeså dragende oplevelse, som første gang jeg så den. Selvom jeg i denne omgang var noget mere forberedt på hvad jeg skulle se. Det er væsentligt, fordi denne film i nogen grad kommer bag på en, ved første gennemsyn. Dens mystik, dens mørke og dens intime og intense stemning, er både dragende, men også overvældende, og gør at filmen vil have en lang levetid.
Nicole Kidman er blandt mine favoritskuespillerinder. Derfor er det faktisk overraskende, hvor få film hun vil være at finde i på denne liste. Det går, i skrivende stund, op for mig at Kidman er dygtig i stort set alt hun medvirker i, men at filmene ofte er middelmådige. “Eyes Wide Shut” er en af de film hvor hendes talent, præsenteres i de helt rigtige rammer. Hendes, såvel som Cruises, præstation er personlig, selvudleverende og noget nær perfekt. At hendes karakter fremstår så helstøbt, er et fint eksempel på resten af filmens styrke. Ligesom karakteren Alice, er denne film så eminent sammensat, at man nærmest fornemmer instruktør Stanley Kubricks perfektionisme i hvert eneste billede i filmen. Intet er overladt til tilfældighederne. Ikke alene er skuespillet absolut fremragende, men også teknisk er filmen meget skarpt sammensat. Der er et langsomt tempo igennem hele filmen. Flere gange holder filmen igen med at klippe, og det er tydeligt at Kubrick også her har været bevidst omkring sin brug af virkemidler. Det langsomme tempo og de, til tider, lange takes bliver i sig selv en stil, og medvirker til at skabe en nagende fornemmelse af at noget er galt.
Filmen er baseret på Arthur Schnitzlers “Traumnovelle”, og omsat til manuskript af Kubrick selv og Frederic Raphael. Manuskriptet, og særligt replikkerne, er stramt og fermt formuleret. Ofte skabes der en fornemmelse af at der ligger mere i ordene end deres umiddelbare betydning. Dette skyldes naturligvis i høj grad skuespillernes præstation, men det er utvivlsomt at også det stærke forlæg de spiller ud fra, et meget bevidst udformet. Sådan har det altid været med Kubrick. Hans hånd er ikke alene sikker, men ofte også fyldt med underliggende motiver og tykke lag af symbolik. Samtidig er hans film også meget tilgængelige, fordi symbolikken ikke komme i vejen for filmens umiddelbare historie. Provokation har Kubrick heller aldrig frygtet, og med denne films brug af nøgenhed var det i hvert fald garanteret at censurmyndighederne blev provokeret tilstrækkeligt til at tvinge Kubrick til at skære ned hvis han ville have en bred udgivelse. Nøgenheden i filmen er imidlertid nødvendig. Ved filmens begyndelse bruges nøgenheden til at vise intimiteten imellem ægteparret Harford. Senere udnyttes den til at skabe den mystik og det vulgære, hemmelighedsfulde, men også erotiske univers filmen langsomt glider over i. Hele vejen igennem er denne film fyldt med sex. Til tider helt konkret, og til tider mere i henvisninger. I filmens indledning tilbydes Alice sex, og senere får Bill gentagne gange tilbudt sex fra forskellige sider. Der er med andre ord fristelser til alle sider for den gode doktor (og hans kone).
Der er et billede i denne film, der bedre end noget andet kan forklarer hele filmens tema, og i høj grad også bagmandens genialitet. Bill kommer hjem, det er meget sent, og finder Alice sovende i parrets seng. Snart begynder hun at grine hysterisk. Bill vækker Alice, som forskrækket sætter sig op. Hun begynder at fortælle om sin drøm. Om hvordan hun deri havde sex med massevis af mænd. Imens hun fortæller om drømmen holder hun om Bill. Efter noget tid giver hun dog slip, og vi når frem til det billede, som er så centralt for filmen. For da de tos omfavnelse ophører, sætter de sig til at stirre på hinanden. I deres stirren er de ikke placeret lige overfor hinanden, men en smule adskilt. De er nær hinanden, men også meget langt fra hinanden, og det er en vigtig overordnet pointe for hele filmen.
Ægteskabet er det centrale tema i filmen. Det er tydeligst i starten af filmen, men selv senere, da filmen begynder at bevæge sig over den mere mystiske og nærmest thrilleragtige del af sin fortælling, er det, i denne tilskuers tolkning, først og fremmest symbolsk for de ekstreme emotionelle dybder, og det bedrag der kan være tilstede imellem to mennesker, som er hinanden så nær, som et ægtepar er det. Det er en anden lille genistreg, at denne ekstreme dybde stilles op imod den trivielle hverdag. Gentagne gange filmen igennem, er familielivet, i form af parrets barn, noget ægteparret må holde deres følelser tilbage, for at beskytte. Paradokset imellem det praktiske i et ægteskab, og det lidenskabelige, er hvad denne film undersøger, og det understreges på mesterlig vis i filmens afsluttende sekvens, som jeg naturligvis ikke skal røbe hvad består i.
Jeg kan ikke lade være at sidde med en fornemmelse af at der er meget i denne film, som endnu er uafdækket for mig. At den med sin mørke symbolik, stadig holder mere skjult bag sin, til tider triste, og til tider blot særprægede, maske. Sådan som jeg ser på det, er det en god ting at en film har noget nyt at byde på ved hvert gennemsyn, og det er netop hvad denne film har. Dette gør sig i øvrigt også gældende for mange af Kubricks andre film, men mere om det senere.
#283 Kruse 13 år siden
#284 Collateral 13 år siden
#285 Kruse 13 år siden
"2001: A Space Odessey" er en af de smukkeste film jeg har set og jeg kan også godt lide den, men jeg er heller ikke helt oppe at ringe over den som mange andre. Men jeg værdsætter den stadig meget. Og "Dr. Strangelove" krævede også et gensyn før jeg faldt for den, selvom at jeg dog stadig ikke vurderer den helt i top(jeg foretrækker Sidney Lumets "Fail-Safe", som er stort set samme historie, bare fortalt på en komplet anden måde).
#286 Collateral 13 år siden
#287 BN 13 år siden
Jeg er enig med Kruse i, at 'Eyes Wide Shut' er en af Kubricks svageste film. Dens tema og eksekveringen af historien fænger ikke, og jeg savner i høj grad det Kubrickske "touch", som man kender fra hans tidligere film - uden dermed at sige, at der slet ikke noget af dette "touch". Skuespillet fra det daværende ægtepar Cruise/Kidman er godt, og filmen har da også visse momenter. Men de forventninger, jeg havde, blev ikke indfriet. Da filmens fortekster blev ledsaget af Shostakovich's 'The Second Waltz', blev jeg ellers indgydt optimisme, eftersom et af Kubricks varemærker er en fantastisk forening af betagende, uforglemmelige billeder og klassisk musik. Noget sådant var der imidlertid ikke i 'Eyes Wide Shut'.
Seværdig er den dog.
#288 Collateral 13 år siden
Med hensyn til uforglemmelige billeder, synes jeg der er masser "Eyes Wide Shut". Ikke alene det billede der er nævnt i anmeldelsen, er fyldt med betydning, og er i øvrigt fantastisk. Også andre steder er der brilliante billeder. Masken på puden, ja generelt brugen af maskerne skaber mange spændende kompositioner. Og så mener jeg at klipningen er helt eminent i sig selv.
I øvrigt synes jeg også hans brug af musik virker godt, også i denne film. Jeg ved ikke hvilket stykke musik det er, men der er et stykke musik der består af en tangent der gentagne gange trykkes ned. Meget intenst, men klipningen arbejder effektivt med musikken. For i stedet for at klippe frem og tilbage og følge musikken, så holder filmen sin langsomme rytme. Brilliant.
#289 Babo Rises 13 år siden
#290 BN 13 år siden
Selvfølgelig. Det er jo en top 30-film for dig!
Som jeg skrev:
Jeg læste engang en klog udtalelse af en klog mand, og den lød sådan her:
;-)