Så er vi ved at nå slutningen af weekenden, og her kommer endnu en anmeldelse:
[u]57. Passion of the Christ af Mel Gibson: Handlingen i denne film er formentlig en af de bedst kendte historier i vores lille land, og måske endda i verden. Her præsenteres vi for de sidste smertefulde timer af Jesus’ liv. Fra bønnen i Gethsemena have til genopstandelsen, skal vi igennem en filmoplevelse, som på sin hvis selv er ganske smertefuld.
Der var, som det nok er de fleste bekendt, stor opstandelse da denne film blev udgivet, og før det havde Gibson haft en kamp med overhovedet at få finansieret denne film. Grunden til begge disse ting, var at filmen ligger så stort et fokus på den smertelige del af kristendommens fortælling. Hvorfor ikke vise hele historien? Hvorfor ikke vise nogle af de mere fredelige og smukke øjeblikke der er i bibelens historier? En mulighed, og min klare overbevisning, er at Gibson i denne film skærer helt ind til benet af den historie han vil fortælle. Han vil vise hvad Jesus gik igennem for menneskeheden. Derudover ønsker han at gøre filmens sidste øjeblik: Genopstandelsen, så stærk så mulig, for at indgyde et håb om at der stadig er ”frelse” at hente.
Jeg er ikke kristen, men selv set med ikke religiøse øjne, syntes jeg at filmen, såvel som kristendommen, har visse elementer som virker smukke, og hvis man skal oversætte denne films pointe, er der både en historie om menneskelighed at finde, og der er en morale om at der er håb for os alle sammen. Gibson, og andre religiøse, vil nok sige at det håb er Gud, eller Jesus, men jeg siger at håbet ikke behøver komme fra en kilde, men blot kan være noget vi finder i os selv, og hvis denne film har vækket den eftertanke i mig, har den så ikke skabt et eksistensgrundlag, også for ikke-religiøse filmseere? Jo det har den – og det ikke kun i kraft af dens morale.
Mel Gibson er i øjeblikket en af de mest udskældte mænd i Hollywood, men ser man bort fra hans personlige udtalelser (virkelige eller ej) og fokuserer på ham som filmkunstner, så må man tage hatten af for ham. Visuelt er denne film overvældende. Mange billeder er nærmest malerisk smukke, og de enorme sets og menneskemængder har et autentisk look, som jeg ikke vil mene er at finde i nogen anden film om Jesus’ liv/død.
Endnu en grund til at Gibson havde svært ved at få dette projekt sat i gang er at filmen ikke foregår på engelsk, men i stedet på et så virkelighedsnært sprog, som det har været muligt at genskabe. I mine øjne er det dog en kæmpe force for filmen at den ikke er fyldt af kendte ansigter, og at den ikke foregår på engelsk. På lydsiden af filmen ligger naturligvis også musikken, som er meget overbevisende, og fuldt ud dækker den smerte som både hovedpersonen og hans nærmeste oplever i filmen.
Alt i alt har Mel Gibson med denne film skabt sit mesterværk. Der er ingen sidespring, ingen scene er for lang og ja, al smerten er berettiget og styrker filmens pointe. Gibson har lavet den film han ville lave: Autentisk, brutal og forhåbningsfuld. Den slags mod ser man sjældent i en tidligere amerikansk superstjerne.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Meget uenig. Det er en gabende kedelig, trættende og ligegyldig film. Et par smukke billeder, men historien er absolut trættende, og når man har set det ene piskeslag efter det andet, bliver man selv lidt groggy :-) Til trods for Mel kunne lave filmen præcis som han ville, og det har han sikkert også gjort, så er filmen bare tynd i min bog..
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
Det er efterhånden lang tid siden jeg har set den, men dengang var jeg imponeret. Har lige købt den på blu-ray og glæder mig til et forhåbentligt snarligt gensyn.
So, at last we meet for the first time for the last time.
56. Child’s Play af Tom Holland (Don Mancini) Det er særpræget at lave en liste over favoritfilm, fordi man pludselig opdager at nogle film har sneget sig op foran nogle andre film, selvom man på et mere intellektuelt niveau godt ved at det ikke burde være sådan. Sagen er bare den at jeg ret godt kan lide denne film, og det selvom at jeg ikke syntes det er den bedste i serien (more coming soon.) Jeg syntes denne film har en skævhed, og en hvis originalitet, som moderne gyserfilm må misunde den. Naturligvis er filmen ikke på højde med film som ”Jaws” indenfor genren, men den har trods alt en svær opgave med at vandre imellem det absurde og det plausible.
Handlingen i filmen er relativt kort fortalt, og som sådan ikke videre original: Dreng ønsker sig dukke, mor har ikke særlig mange penge, køber dukke fra hjemløs, dukken er besat af en morders ånd. Måske den sidste paragraf ikke var så uoriginal endda? Filmen opbygger fint sin spænding, og trækker det store reveal af Chucky i live til slutningen af filmen (hvor det til gengæld også går crazy.) Opbygningen, og ”less is more” tilgangen til filmen er dens store styrke, og afvikles ganske vellykket. Der er ikke mange glimt af den humor som senere kom til at fylde mere og mere i filmene. Dog er Chucky’s første ord ret fantastiske, og giver da altid mig et lille smil på læben. Brad Dourif er fantastisk som Chucky, og hvis han skal være med i den kommende genindspilning (hvilket han ifølge IMDb skal) er det en stor sejr for den film, og grund nok til at give den en chance.
Chucky er en herlig slasher serie, og den eneste hvor jeg bliver ved at komme tilbage efter mere i alle filmene (måske på nær den sidste, som dog har sine øjeblikke.) Imellem denne første film, og den fjerde ”Bride of Chucky” er der massere af gys og grin at komme efter.
”Child’s Play” skulle blive den første af i alt 5 film om dræberdukken Chucky, og filmen har noget helt særligt over sig. Det er til trods for en overkørt slutning, som måske giver en tand rigeligt på ”han-er-ikke-død-endnu” knappen, men det er en genre sygdom, ligeså meget som det er en fejl fra filmens side. Overordnet er det en udmærket gyserfilm, som af en eller anden måde giver mig lyst til at komme igen og igen, nok allermest pga. selve Chucky, som er fantastisk.
[u][b]55. El Laberinto Del Fauno af Guillermo Del Toro: Rå virkelighed og eventyr forenes i denne film. Virkeligheden giver sig udtryk i filmens setting: Den spanske borgerkrig i 1944, hvor den unge Ofelia er rejst med sin mor for at de begge kan komme til at bo med Kaptajn Vidal. Fantasiverdenen begynder dog at sammenfiltres mere og mere med virkeligheden, og førstnævnte er ikke nødvendigvis så smuk og ukompliceret som man måske kunne forestille sig. Tværtimod er der masser af mørke, også i den eventyrlige del af historien.
Siden Sebastian skrev sangen om ”Hodja fra Pjort”, hvori han synger om hvordan de voksende ikke må stjæle fra børnenes fantasi, er der ikke blevet lavet så stor en homage til lige netop fantasien som ”El Laberinto Del Fauno.” Filmen viser på grummeste vis at verden er et beskidt sted (se f.eks. scenen hvor Kaptajn Vidal slår ansigtet ind på en ung mand, jeg tror aldrig den scene forlader mig), men gør det med en usentimentalitet, der netop er hvad der gør den rørende.
Ofelia beskytter i filmen sin mor, da hun bliver meget syg efter en børnefødsel, men moderen nægter at lytte. Så hun bruger al sin voksne fornuft og smider den rod væk der beskytter hende. Dette er et perfekt billede på hele filmens betydning. De voksne slår sig selv ihjel med deres fornuft, måske ikke helt så bogstaveligt i det virkelige liv, men hvis fantasien ind i mellem fik lov til at leve frit, også i den virkelige verden, ville mange måske have det bedre.
Filmen har et ganske glimrende, men for mig ukendt cast. De spiller alle overbevisende, og især Ivana Baquero og Sergi López spiller glimrende som henholdsvis den unge pige Ofelia, og hendes modsætning i filmen, den grumme Vidal. Doug Jones er brilliant, selv skjult bag voldsomme lag af make-up er han eminent - især som faunen.
Derudover er filmen komponeret af en masse smukke billeder, som i sig selv er begrundelse nok for at se filmen. ”El Laberinto Del Fauno” tør at være mørk i sin fortælling, og at slutte på den måde den måde den gør er på sin helt egen måde fantastisk modigt.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg vil nu sige, at både Bride og Seed har deres øjeblikke dog, men ingen af dem kommer tilnærmelsesvist op på de 3 første... der mangler lidt den overordnede og jordbundne historie. 1'eren er vel den eneste, der er en reel gyser, og selvom den handler om et stykke voodoolegetøj tilsat liv med lidt magi, så er den satans effektiv. 2'eren og 3'eren er begge vellykkede blandinger af humor og gys i min verden, selvom begge har fået skældud af fans og anmeldere alike... Bride og Seed halter gevaldigt efter her, hvor kun humoren er tilbage, og kun fungerer nogenlunde til tider.
Child's Play - 5/6 Child's Play 2 - 4/6 Child's Play 3 - 4/6 Bride Of Chucky - 2/6 Seed Of Chucky - 2/6
Skal dog lige have fat i blu-ray'en af den første... den skulle være glimrende.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#21 Collateral 14 år siden
#22 Collateral 14 år siden
[u]57. Passion of the Christ af Mel Gibson:
Handlingen i denne film er formentlig en af de bedst kendte historier i vores lille land, og måske endda i verden. Her præsenteres vi for de sidste smertefulde timer af Jesus’ liv. Fra bønnen i Gethsemena have til genopstandelsen, skal vi igennem en filmoplevelse, som på sin hvis selv er ganske smertefuld.
Der var, som det nok er de fleste bekendt, stor opstandelse da denne film blev udgivet, og før det havde Gibson haft en kamp med overhovedet at få finansieret denne film. Grunden til begge disse ting, var at filmen ligger så stort et fokus på den smertelige del af kristendommens fortælling. Hvorfor ikke vise hele historien? Hvorfor ikke vise nogle af de mere fredelige og smukke øjeblikke der er i bibelens historier? En mulighed, og min klare overbevisning, er at Gibson i denne film skærer helt ind til benet af den historie han vil fortælle. Han vil vise hvad Jesus gik igennem for menneskeheden. Derudover ønsker han at gøre filmens sidste øjeblik: Genopstandelsen, så stærk så mulig, for at indgyde et håb om at der stadig er ”frelse” at hente.
Jeg er ikke kristen, men selv set med ikke religiøse øjne, syntes jeg at filmen, såvel som kristendommen, har visse elementer som virker smukke, og hvis man skal oversætte denne films pointe, er der både en historie om menneskelighed at finde, og der er en morale om at der er håb for os alle sammen. Gibson, og andre religiøse, vil nok sige at det håb er Gud, eller Jesus, men jeg siger at håbet ikke behøver komme fra en kilde, men blot kan være noget vi finder i os selv, og hvis denne film har vækket den eftertanke i mig, har den så ikke skabt et eksistensgrundlag, også for ikke-religiøse filmseere? Jo det har den – og det ikke kun i kraft af dens morale.
Mel Gibson er i øjeblikket en af de mest udskældte mænd i Hollywood, men ser man bort fra hans personlige udtalelser (virkelige eller ej) og fokuserer på ham som filmkunstner, så må man tage hatten af for ham. Visuelt er denne film overvældende. Mange billeder er nærmest malerisk smukke, og de enorme sets og menneskemængder har et autentisk look, som jeg ikke vil mene er at finde i nogen anden film om Jesus’ liv/død.
Endnu en grund til at Gibson havde svært ved at få dette projekt sat i gang er at filmen ikke foregår på engelsk, men i stedet på et så virkelighedsnært sprog, som det har været muligt at genskabe. I mine øjne er det dog en kæmpe force for filmen at den ikke er fyldt af kendte ansigter, og at den ikke foregår på engelsk. På lydsiden af filmen ligger naturligvis også musikken, som er meget overbevisende, og fuldt ud dækker den smerte som både hovedpersonen og hans nærmeste oplever i filmen.
Alt i alt har Mel Gibson med denne film skabt sit mesterværk. Der er ingen sidespring, ingen scene er for lang og ja, al smerten er berettiget og styrker filmens pointe. Gibson har lavet den film han ville lave: Autentisk, brutal og forhåbningsfuld. Den slags mod ser man sjældent i en tidligere amerikansk superstjerne.
#23 MOVIE1000 14 år siden
#24 filmz-ab 14 år siden
#25 Åkepool 14 år siden
#26 Collateral 14 år siden
Det er særpræget at lave en liste over favoritfilm, fordi man pludselig opdager at nogle film har sneget sig op foran nogle andre film, selvom man på et mere intellektuelt niveau godt ved at det ikke burde være sådan. Sagen er bare den at jeg ret godt kan lide denne film, og det selvom at jeg ikke syntes det er den bedste i serien (more coming soon.) Jeg syntes denne film har en skævhed, og en hvis originalitet, som moderne gyserfilm må misunde den. Naturligvis er filmen ikke på højde med film som ”Jaws” indenfor genren, men den har trods alt en svær opgave med at vandre imellem det absurde og det plausible.
Handlingen i filmen er relativt kort fortalt, og som sådan ikke videre original: Dreng ønsker sig dukke, mor har ikke særlig mange penge, køber dukke fra hjemløs, dukken er besat af en morders ånd. Måske den sidste paragraf ikke var så uoriginal endda? Filmen opbygger fint sin spænding, og trækker det store reveal af Chucky i live til slutningen af filmen (hvor det til gengæld også går crazy.) Opbygningen, og ”less is more” tilgangen til filmen er dens store styrke, og afvikles ganske vellykket. Der er ikke mange glimt af den humor som senere kom til at fylde mere og mere i filmene. Dog er Chucky’s første ord ret fantastiske, og giver da altid mig et lille smil på læben. Brad Dourif er fantastisk som Chucky, og hvis han skal være med i den kommende genindspilning (hvilket han ifølge IMDb skal) er det en stor sejr for den film, og grund nok til at give den en chance.
Chucky er en herlig slasher serie, og den eneste hvor jeg bliver ved at komme tilbage efter mere i alle filmene (måske på nær den sidste, som dog har sine øjeblikke.) Imellem denne første film, og den fjerde ”Bride of Chucky” er der massere af gys og grin at komme efter.
”Child’s Play” skulle blive den første af i alt 5 film om dræberdukken Chucky, og filmen har noget helt særligt over sig. Det er til trods for en overkørt slutning, som måske giver en tand rigeligt på ”han-er-ikke-død-endnu” knappen, men det er en genre sygdom, ligeså meget som det er en fejl fra filmens side. Overordnet er det en udmærket gyserfilm, som af en eller anden måde giver mig lyst til at komme igen og igen, nok allermest pga. selve Chucky, som er fantastisk.
[u][b]55. El Laberinto Del Fauno af Guillermo Del Toro:
Rå virkelighed og eventyr forenes i denne film. Virkeligheden giver sig udtryk i filmens setting: Den spanske borgerkrig i 1944, hvor den unge Ofelia er rejst med sin mor for at de begge kan komme til at bo med Kaptajn Vidal. Fantasiverdenen begynder dog at sammenfiltres mere og mere med virkeligheden, og førstnævnte er ikke nødvendigvis så smuk og ukompliceret som man måske kunne forestille sig. Tværtimod er der masser af mørke, også i den eventyrlige del af historien.
Siden Sebastian skrev sangen om ”Hodja fra Pjort”, hvori han synger om hvordan de voksende ikke må stjæle fra børnenes fantasi, er der ikke blevet lavet så stor en homage til lige netop fantasien som ”El Laberinto Del Fauno.” Filmen viser på grummeste vis at verden er et beskidt sted (se f.eks. scenen hvor Kaptajn Vidal slår ansigtet ind på en ung mand, jeg tror aldrig den scene forlader mig), men gør det med en usentimentalitet, der netop er hvad der gør den rørende.
Ofelia beskytter i filmen sin mor, da hun bliver meget syg efter en børnefødsel, men moderen nægter at lytte. Så hun bruger al sin voksne fornuft og smider den rod væk der beskytter hende. Dette er et perfekt billede på hele filmens betydning. De voksne slår sig selv ihjel med deres fornuft, måske ikke helt så bogstaveligt i det virkelige liv, men hvis fantasien ind i mellem fik lov til at leve frit, også i den virkelige verden, ville mange måske have det bedre.
Filmen har et ganske glimrende, men for mig ukendt cast. De spiller alle overbevisende, og især Ivana Baquero og Sergi López spiller glimrende som henholdsvis den unge pige Ofelia, og hendes modsætning i filmen, den grumme Vidal. Doug Jones er brilliant, selv skjult bag voldsomme lag af make-up er han eminent - især som faunen.
Derudover er filmen komponeret af en masse smukke billeder, som i sig selv er begrundelse nok for at se filmen. ”El Laberinto Del Fauno” tør at være mørk i sin fortælling, og at slutte på den måde den måde den gør er på sin helt egen måde fantastisk modigt.
#27 MOVIE1000 14 år siden
#28 Lord Beef Jerky 14 år siden
#29 Collateral 14 år siden
#30 Lord Beef Jerky 14 år siden
Child's Play - 5/6
Child's Play 2 - 4/6
Child's Play 3 - 4/6
Bride Of Chucky - 2/6
Seed Of Chucky - 2/6
Skal dog lige have fat i blu-ray'en af den første... den skulle være glimrende.