54. Gran Torino af Clint Eastwood: Walt Kowalski er krigsveteran, og han er ligeledes tidligere fabriksarbejder. Hans allervæsentligste ejendom er hans Gran Torino, som han passer og plejer, som var det et barn. Derudover er han aflukket, og det i ekstra høj grad da vi kommer ind i filmen, hvor Walt netop har mistet sin kone. Udover at være en lidt indelukket personlighed, har Walt heller ikke meget til overs for andre kulturer. Da Thao, en ung Hmong dreng prøver at stjæle Walts Gran Torino, skærpes hans disrespekt for naboerne.
Gran Torino er formentlig det sidste vi nogensinde kommer til at se til Clint Eastwood på det store lærred. Ikke som instruktør, hvor han de seneste år har skabt massevis af film, men som skuespiller. Eastwood efterlader sig skuespilmæssigt et eftermæle der er meget omfattende, og dette er et værdigt punktum for hans skuespilkarriere. Selve filmens koncept er måske en smule brugt, i forhold til at det handler om en mand der lærer at indse at andre kulturer også har massere at byde på, og at vi alle sammen bare er mennesker, men det er de små ting der gør filmen til noget særligt. Der er Walts forhold til den unge præst, når de snakker om livet som krigsveteran. Der er den faderlige omsorg Walt opbygger for Thao. Sidst, men ikke mindst, er der slutningen, som ikke blot skaber en pointe i forhold til hele Eastwoods karriere, men også er det der gør denne film så overbevisende.
Selve bilen som er filmens titel kommer til at have en symbolsk betydning. For når den til sidst i filmen leveres videre til næste generation, er det ikke bare en bil der gives videre. Det er en hel generations erfaringer, en hel generations opofrelse, og det er rent konkret alt det vores hovedkarakter har kæmpet for i hele sit liv, nemlig den frihed, som vi alle sammen nyder godt af. Clint Eastwood gør et overbevisende job i hovedrollen, og får vist noget af den ”tough love” attitude, som jeg personligt forbinder med hans generation. Man får fornemmelsen af at der ikke er så meget at rafle om med denne karakter – sig tingene som de er, og lad være med at være en tøs omkring det. I en tid hvor tingene nogen gange kan komme til at handle meget om at sige tingene på den rigtige måde, og udtrykke sig så kraftfuldt så muligt, er der fedt at se en karakter som simpelthen forventer at hans omgivelser kan fornemme hans holdning imod dem. Der er dog naturligvis også en bagside til dette, for Walts egne børn, er meget langt fra ham. Måske var Walt ikke den far han burde have været for børnene? Måske var han nødt til at tage på arbejde hver dag for at forsørge dem, og fik derfor ikke givet dem den tid de havde fortjent.
Gran Torino bliver for mig en film om min egen arv, og hvad det er jeg har lært af de mennesker som har været tæt på mig, men ikke er i blandt os længere, og som jeg derfor selv må konkludere hvad ville lærer mig. Når filmen slutter, og Eastwoods rustne vokal kommer på til Jamie Cullums klaver, semi-syngende Kyle Eastwoods tekst, er der en cirkel der bliver sluttet, som kun ganske få film kan afslutte med, og det er noget at være stolt af. Måske er denne film ikke perfekt spillet af alle bi-figurer, måske er den ikke perfekt klippet og afstemt, men ser man bort fra små tekniske fejl og mangler, har denne film noget, som visse andre hollywood produktioner mangler (og ja det er banalt), nemlig hjerte. Jeg syntes det lyser langt ud af filmen at den mener dens pointe, at den har meget at give og at den ikke har nogen løftede pegefingre, fordi vores hovedkarakterer er nøjagtig ligeså fyldt med fejl som vi er.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
[b]53. A Nightmare on Elm Street (1984) af Wes Craven: Freddy Krueger var mistænkt for at have dræbt unge børn, og derfor besluttede en gruppe forældre sig for at tage sagen i egen hånd, og brænde ham. Mange år senere vender Krueger tilbage, og denne gang er det i de unges drømme. Nancy Thompson er vores hovedkarakter, og som sædvanlig er hun den ingen vil tro på, og hun må nu tage kampen op imod Freddy i sine drømme, alt imens hun skal forsøge at holde sine venner i live.
Her er ikke noget at rafle om. Vi har fat i en af de helt store gyser ikoner når vi har fat i Freddy Krueger, og en underholdende en af slagsen er han også. Der er ingen tvivl om at Wes Craven med denne film, havde fat i en af sine allermest spændende og originale ideer. Robert Englund tager karakteren resten af vejen, og skaber den Freddy Krueger vi kender i dag.
Den type film der er tale om her er ikke tung på historie, men handler meget om karakterer, og naturligvis særligt skurken. Dog er der her også en ung dame vi kan holde med, således at vi ikke er helt alene i mørket. Filmen er en kompilation af det bedste genren tilbyder: Grotesk humor, hårrejsende overdrevne mord og vellykkede præstationer. Johnny Depp får i øvrigt æren af det mest spektakulære mord i hele filmen.
Der er ikke meget at diskutere for mig at se. Denne film er pensum når det kommer til slashere.
[b]52. Secret Window af David Koepp: Da forfatteren Mort Rainey finder sin kone i seng med en anden mand falder hans verden fra hinanden. Han flytter ud i skoven, og bor isoleret fra omverdenen. En dag bliver han opsøgt af John Shooter, som beskylder Mort for at have stjålet en historie fra Shooter. Mort benægter beskyldningerne, og det gør Shooter aldeles utilfreds.
Stephen King har forfattet novellen som denne film er baseret på, og det er David Koepp, som er mest kendt for sin manuskriptskrivning, som både har skrevet og instrueret filmudgaven, som har Johnny Depp i hovedrollen. Filmen er en rejse ind i en ensom mands psyke, og låner fra de store drenge såsom ”The Shining” og ”Psycho.” På mange måder kan man drage paralleller imellem ”The Shining” og denne film, fordi de begge har en forfatter som hovedkarakter, men hvor denne film har en ufravigelig hovedperson, havde ”The Shining” som bekendt flere. For at vende tilbage til denne film, er det der bærer filmen et godt stemningsopbyggende stykke teknisk filmarbejde, et fantastisk score og en overvældende præstation fra Johnny Depp, som nærmest bærer dele af filmen helt alene. David Koepp har selv forklaret, at filmen er meget svær fordi den er så litterær i sit udgangspunkt, den er meget set indefra en mands hoved, hvilket kan være svært at kommunikere på film, men det lykkedes dog rigtig godt for Koepp og co. at etablerer Mort Rainey, og de andre karakterer. Igen er det takket være Depps levering, men også resten af castet er fremragende, og klarer sig flot igennem at gøre dialogtunge scener interessante, hvilket naturligvis også skyldes et godt stykke arbejde på manuskript fronten.
”Secret Window” er en øvelse i at narre publikum, men det er ikke bare det twist der er i filmen der er vigtigt, det er også hele den psykologiske del, og den tidligere nævnte opbygning. En habil film med massere stemning, flotte billeder og en overordnet vellykket fortælling.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#46: Der er mange som ikke er så glade for "Secret Window", men jeg vil anbefale dig at give den en chance, og give din vurdering. Filmen er altså ret fed hvis du spørger mig.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Mange gode film på listen som jeg kun kan gi' thumbs up til. :)
"The Breafast Club", er en udødelig ungdomsklassiker så en klar, 6/6. Er i øvrigt helt enig i din vurdering af Alisons nye image. Det har også altid været en detalje, der har generet mig.
"The Passion of The Christ", (har jeg ikke set endnu)
"Child' Play" igen helt enig, 5/6. Havde den også selv på min liste, og betragter den som den suverænt bedte i serien. Dog kan jeg se, at du har en anden som din favorit. Glæder mig til at se, hvilken en det så er.
"El laborantino Del Fauno", ja her er der heller ikke så meget at sige andet end endnu en perle fra Guillermo Del Toro, 5/6.
"Grand Torino", herlig Eastwood film, der virkelig klær ham godt, 5/6. En rigtig god film og en rigtig god anmeldelse du har skrevet.
"Nightmare On Elm Street", Gyserklassiker som i mine øjne kun overgåes af "Wes Craven's New Nightmare", 5/6.
Ja, og så må jeg desværre smide lidt malurt i bægeret her ang. "Secret Window", hvor jeg er helt enig med Lord Beef Jerky. Ud over de ting han nævner, så synes jeg også filmen lider under et kæmpe problem ang. tonen, hvor det i flere scener virker som om den ikke kan betstemme sig for om den vil være en rendyrket gyser eller en parodi på en gyser. Havde samme fornemmelse da jeg så Roman Polanski's "The Ninth Gate", hvor jeg også havde svært ved at ta' både filmen og Depps præstation seriøst. Han er ellers et af mine store idoler, men lige netop i de to film her synes jeg han spiller virkelig dårligt. John Turturros karakter virker også langt mere komisk på mig end skræmmende, især med den kæmpe hat, han render rundt med. Nej, "Secret Window" er aldrig en film jeg kommer til at holde af og vil vurdere den til at være en af de værste Stephen King filmatiseringer, 1/6. Sorry. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#49: Skal du bestemt ikke beklage. Det er tilsyneladende en film der i den grad skiller vandene, og jeg syntes kun den har en lille fejl, og det er et lille bid i slutningen, som jeg syntes er noget pjat. Derudover har jeg jo listet hvorfor jeg holder af filmen, men det ændre jo ikke på at det kun er spændende at høre hvordan andre har set den.
Tak for rosen af min "Gran Torino" anmeldelse, sætter pris på at vide at de bliver læst.
Sidst, men ikke mindst, kan jeg afsløre at jeg har skrevet anmeldelse af min favorit Chucky film i dag, og at det ikke varer så længe før vi når til den.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#41 filmz-Myrepip 14 år siden
#42 Collateral 14 år siden
#43 Collateral 14 år siden
Walt Kowalski er krigsveteran, og han er ligeledes tidligere fabriksarbejder. Hans allervæsentligste ejendom er hans Gran Torino, som han passer og plejer, som var det et barn. Derudover er han aflukket, og det i ekstra høj grad da vi kommer ind i filmen, hvor Walt netop har mistet sin kone. Udover at være en lidt indelukket personlighed, har Walt heller ikke meget til overs for andre kulturer. Da Thao, en ung Hmong dreng prøver at stjæle Walts Gran Torino, skærpes hans disrespekt for naboerne.
Gran Torino er formentlig det sidste vi nogensinde kommer til at se til Clint Eastwood på det store lærred. Ikke som instruktør, hvor han de seneste år har skabt massevis af film, men som skuespiller. Eastwood efterlader sig skuespilmæssigt et eftermæle der er meget omfattende, og dette er et værdigt punktum for hans skuespilkarriere. Selve filmens koncept er måske en smule brugt, i forhold til at det handler om en mand der lærer at indse at andre kulturer også har massere at byde på, og at vi alle sammen bare er mennesker, men det er de små ting der gør filmen til noget særligt. Der er Walts forhold til den unge præst, når de snakker om livet som krigsveteran. Der er den faderlige omsorg Walt opbygger for Thao. Sidst, men ikke mindst, er der slutningen, som ikke blot skaber en pointe i forhold til hele Eastwoods karriere, men også er det der gør denne film så overbevisende.
Selve bilen som er filmens titel kommer til at have en symbolsk betydning. For når den til sidst i filmen leveres videre til næste generation, er det ikke bare en bil der gives videre. Det er en hel generations erfaringer, en hel generations opofrelse, og det er rent konkret alt det vores hovedkarakter har kæmpet for i hele sit liv, nemlig den frihed, som vi alle sammen nyder godt af. Clint Eastwood gør et overbevisende job i hovedrollen, og får vist noget af den ”tough love” attitude, som jeg personligt forbinder med hans generation. Man får fornemmelsen af at der ikke er så meget at rafle om med denne karakter – sig tingene som de er, og lad være med at være en tøs omkring det. I en tid hvor tingene nogen gange kan komme til at handle meget om at sige tingene på den rigtige måde, og udtrykke sig så kraftfuldt så muligt, er der fedt at se en karakter som simpelthen forventer at hans omgivelser kan fornemme hans holdning imod dem. Der er dog naturligvis også en bagside til dette, for Walts egne børn, er meget langt fra ham. Måske var Walt ikke den far han burde have været for børnene? Måske var han nødt til at tage på arbejde hver dag for at forsørge dem, og fik derfor ikke givet dem den tid de havde fortjent.
Gran Torino bliver for mig en film om min egen arv, og hvad det er jeg har lært af de mennesker som har været tæt på mig, men ikke er i blandt os længere, og som jeg derfor selv må konkludere hvad ville lærer mig. Når filmen slutter, og Eastwoods rustne vokal kommer på til Jamie Cullums klaver, semi-syngende Kyle Eastwoods tekst, er der en cirkel der bliver sluttet, som kun ganske få film kan afslutte med, og det er noget at være stolt af. Måske er denne film ikke perfekt spillet af alle bi-figurer, måske er den ikke perfekt klippet og afstemt, men ser man bort fra små tekniske fejl og mangler, har denne film noget, som visse andre hollywood produktioner mangler (og ja det er banalt), nemlig hjerte. Jeg syntes det lyser langt ud af filmen at den mener dens pointe, at den har meget at give og at den ikke har nogen løftede pegefingre, fordi vores hovedkarakterer er nøjagtig ligeså fyldt med fejl som vi er.
#44 Collateral 14 år siden
Freddy Krueger var mistænkt for at have dræbt unge børn, og derfor besluttede en gruppe forældre sig for at tage sagen i egen hånd, og brænde ham. Mange år senere vender Krueger tilbage, og denne gang er det i de unges drømme. Nancy Thompson er vores hovedkarakter, og som sædvanlig er hun den ingen vil tro på, og hun må nu tage kampen op imod Freddy i sine drømme, alt imens hun skal forsøge at holde sine venner i live.
Her er ikke noget at rafle om. Vi har fat i en af de helt store gyser ikoner når vi har fat i Freddy Krueger, og en underholdende en af slagsen er han også. Der er ingen tvivl om at Wes Craven med denne film, havde fat i en af sine allermest spændende og originale ideer. Robert Englund tager karakteren resten af vejen, og skaber den Freddy Krueger vi kender i dag.
Den type film der er tale om her er ikke tung på historie, men handler meget om karakterer, og naturligvis særligt skurken. Dog er der her også en ung dame vi kan holde med, således at vi ikke er helt alene i mørket. Filmen er en kompilation af det bedste genren tilbyder: Grotesk humor, hårrejsende overdrevne mord og vellykkede præstationer. Johnny Depp får i øvrigt æren af det mest spektakulære mord i hele filmen.
Der er ikke meget at diskutere for mig at se. Denne film er pensum når det kommer til slashere.
[b]52. Secret Window af David Koepp:
Da forfatteren Mort Rainey finder sin kone i seng med en anden mand falder hans verden fra hinanden. Han flytter ud i skoven, og bor isoleret fra omverdenen. En dag bliver han opsøgt af John Shooter, som beskylder Mort for at have stjålet en historie fra Shooter. Mort benægter beskyldningerne, og det gør Shooter aldeles utilfreds.
Stephen King har forfattet novellen som denne film er baseret på, og det er David Koepp, som er mest kendt for sin manuskriptskrivning, som både har skrevet og instrueret filmudgaven, som har Johnny Depp i hovedrollen. Filmen er en rejse ind i en ensom mands psyke, og låner fra de store drenge såsom ”The Shining” og ”Psycho.” På mange måder kan man drage paralleller imellem ”The Shining” og denne film, fordi de begge har en forfatter som hovedkarakter, men hvor denne film har en ufravigelig hovedperson, havde ”The Shining” som bekendt flere. For at vende tilbage til denne film, er det der bærer filmen et godt stemningsopbyggende stykke teknisk filmarbejde, et fantastisk score og en overvældende præstation fra Johnny Depp, som nærmest bærer dele af filmen helt alene. David Koepp har selv forklaret, at filmen er meget svær fordi den er så litterær i sit udgangspunkt, den er meget set indefra en mands hoved, hvilket kan være svært at kommunikere på film, men det lykkedes dog rigtig godt for Koepp og co. at etablerer Mort Rainey, og de andre karakterer. Igen er det takket være Depps levering, men også resten af castet er fremragende, og klarer sig flot igennem at gøre dialogtunge scener interessante, hvilket naturligvis også skyldes et godt stykke arbejde på manuskript fronten.
”Secret Window” er en øvelse i at narre publikum, men det er ikke bare det twist der er i filmen der er vigtigt, det er også hele den psykologiske del, og den tidligere nævnte opbygning. En habil film med massere stemning, flotte billeder og en overordnet vellykket fortælling.
#45 Lord Beef Jerky 14 år siden
#46 MOVIE1000 14 år siden
Overraskene at se A nightmare on Elm. Street, en speciel film, dog ikke så speciel at den vil være i min top 53.
Secret Window har jeg dog aldrig set, hvor mange kan anbefale den??
#47 Collateral 14 år siden
#48 IK 14 år siden
Den er bestemt værd at se. Plottet er ikke vildt originalt, og den er bestemt også lidt forudsigelig, men stemningen og skuespillet er top. :)
#49 NightHawk 14 år siden
"The Breafast Club", er en udødelig ungdomsklassiker så en klar, 6/6. Er i øvrigt helt enig i din vurdering af Alisons nye image. Det har også altid været en detalje, der har generet mig.
"The Passion of The Christ", (har jeg ikke set endnu)
"Child' Play" igen helt enig, 5/6. Havde den også selv på min liste, og betragter den som den suverænt bedte i serien. Dog kan jeg se, at du har en anden som din favorit. Glæder mig til at se, hvilken en det så er.
"El laborantino Del Fauno", ja her er der heller ikke så meget at sige andet end endnu en perle fra Guillermo Del Toro, 5/6.
"Grand Torino", herlig Eastwood film, der virkelig klær ham godt, 5/6. En rigtig god film og en rigtig god anmeldelse du har skrevet.
"Nightmare On Elm Street", Gyserklassiker som i mine øjne kun overgåes af "Wes Craven's New Nightmare", 5/6.
Ja, og så må jeg desværre smide lidt malurt i bægeret her ang. "Secret Window", hvor jeg er helt enig med Lord Beef Jerky. Ud over de ting han nævner, så synes jeg også filmen lider under et kæmpe problem ang. tonen, hvor det i flere scener virker som om den ikke kan betstemme sig for om den vil være en rendyrket gyser eller en parodi på en gyser. Havde samme fornemmelse da jeg så Roman Polanski's "The Ninth Gate", hvor jeg også havde svært ved at ta' både filmen og Depps præstation seriøst. Han er ellers et af mine store idoler, men lige netop i de to film her synes jeg han spiller virkelig dårligt. John Turturros karakter virker også langt mere komisk på mig end skræmmende, især med den kæmpe hat, han render rundt med. Nej, "Secret Window" er aldrig en film jeg kommer til at holde af og vil vurdere den til at være en af de værste Stephen King filmatiseringer, 1/6. Sorry. :)
#50 Collateral 14 år siden
Tak for rosen af min "Gran Torino" anmeldelse, sætter pris på at vide at de bliver læst.
Sidst, men ikke mindst, kan jeg afsløre at jeg har skrevet anmeldelse af min favorit Chucky film i dag, og at det ikke varer så længe før vi når til den.