Har lige købt hele trilogien for 25 kroner. Første gang jeg så dem, synes jeg ikke der var noget specielt over dem, men for 25 kroner vil jeg godt give det en chance til :) det er vidst 8-9 år siden jeg sidst så dem.
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Ved hvert gensyn med en film daler den en karakter.
Når man først forstår modellen, ja så forstår man den :) Det er faktisk svært at bibeholde samme karakter over en lang periode (vi snakker år), og jeg snakker ikke kun om nye film, men også ældre. Jeg har stemt i mange år, og filmsynet ændrer sig, og nogle film taber, andre vinder. Jeg ved godt, at for dig kan en film kun blive bedre - du går aldrig den anden vej :)
Nah, han følger nok Bruce-modellen for nyere blockbusters: Ved hvert gensyn med en film daler den en karakter.
Men er det ikke det, som kendetegner de fleste mainstream blockbusters, lidt ligesom Lady Gaga og Britney Spears musik? Ørehængere med tidlig udløbsdato, fordi man ofte bygger film op om skabeloner, med genkendelige karakterer, stereotype ageringsmønstre og samlebånds effekter, men som netop rammer et bredt publikum, som kan skæppe i kassen. Jeg synes ikke det er så usandsynligt, at man lader sig rive mere med, eller er mere positiv ved et første syn, end ved et andet. Det er netop gensynet som er med til at kvalitetssikre en given film.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Det er faktisk svært at bibeholde samme karakter over en lang periode (vi snakker år)
Nu er det jo ligesom heller ikke noget man ligefrem skal anstrenge sig for at gøre. Man skal da følge sit film-hjerte - og ikke spor andet.
Babo84 (548) skrev:
Jeg har stemt i mange år, og filmsynet ændrer sig, og nogle film taber, andre vinder. Jeg ved godt, at for dig kan en film kun blive bedre - du går aldrig den anden vej :)
Den udtalelse trækker jeg såmænd gerne tilbage, for jeg kan da sagtens komme med eksempler på film, der er dalet i min agtelse og derfor også en smule i karakter: Batman (1989), Batman Returns og The Fugitive er eksempler herpå. ... Og faktisk er jeg alene på grund af min alder sikker på, at mit filmsyn ændret sig væsentligt mere end hos dig. Jeg er gået fra i min barndom at foretrække gammeldags westerns (med John Wayne, Glenn Ford, Randolph Scott, Henry Fonda, Cary Cooper o.s.v.), Gøg og Gokke-, Chaplin- og Buster Keaton-film og Jerry Lewis/Dean Martin-komedier, Cary Grant-komedier, samt i det hele taget kulørte Hollywood-eventyrfilm til at foretrække Alfred Hitchcock-film og franske (af Truffaut, Chabrol m.fl.), italienske, polske (fortrinsvis Polanski) og britiske film fra perioden 1950-1980, og videre til at foretrække James Bond-film og 1980'er-actionfilm plus enkelte ældre Sam Peckinpah-film, og derfra videre til i slutfirserne at foretrække film af Sergio Leone, Francis Ford Coppola, Stanley Kubrick, Alan Parker, Milos Forman og Terry Gilliam, som jeg alle opdagede retrospektivt, hvorpå jeg gik over til film af Tim Burton eller med Kevin Costner eller Harrison Ford, hvilket så henover midten af 1990'erne førte til at jeg opdagede Star Wars- og Indiana Jones-filmene (eller rettere: genopdagede, for jeg havde godt set dem mere end én gang før, men var ikke rigtigt faldet for dem), foruden andre tidligere eventyrfilm (f.eks. Back to the Future). ... Og nu skriver vi så 2011, og nogle af de film, jeg har remset op herover, har hængt ved eller har jeg genfundet glæden ved, nemlig følgende: en enkelt western med John Wayne, de fleste Cary Grant-film, en lille, beskeden håndfuld firser-actionfilm, diverse hovedværker fra Sergio Leone, Francis Ford Coppola, Stanley Kubrick, Alan Parker og Milos Forman, to-tre Sam Peckinpah-film, Kevin Costner-filmen Dances With Wolves, op til flere Harrison Ford-film, Star Wars, Indiana Jones, Back to the Future.
Så lad mig her modificere min tidligere udtalelse om aldrig at gå "den anden vej", altså NED i karakter til en film, for i sit udgangspunkt handlede det faktisk bare om, at jeg syntes, at visse filmfans her på siden var ret forudsigelige med deres karaktergivning til ... ikke hvilke som helst film, men især nyere blockbusters fra 2000 og fremefter (f.eks. The Dark Knight og Inception), idet sådanne film for disse personers vedkommende ofte daler i karakter ved gensyn. Jeg kan ikke sige mig fri for indimellem at føle, at de går fra umiddelbar begejstring/tilfredshed til en slags bevidst eller ubevidst modreaktion overfor hype og mainstream-popularitet. ... Og det jeg ønskede at pointere med min nok lidt for unuancerede udtalelse om min egen karaktergivning, var at jeg selv meget sjældent får mig en favoritfilm eller en 10/10-film, uden at jeg først har enten været lidt forbeholden eller tygget meget og længe på oplevelsen, samt helst genset filmen 1, 2 eller 3 gange. Det er derfor jeg sjældent giver lavere karakter til en af mine topfilm efter X antal gensyn, men derimod som oftest bevarer den fulde og uforbeholdne glæde ved filmen.
Det er med andre ekstremt sjældent, at jeg nutildags får mig en wauv-oplevelse eller virkelig god filmoplevelse, som så senere ender med diverse forbehold og/eller lavere karakter.
Og tiden eller alderen på en film er ikke en faktor, der påvirker mit filmsyn. Mit liv, min livserfaring og mine oplevelser, samt de holdninger og sympatier/antipatier jeg derigennem har fået, er nok med til at påvirke min filmsmag. Men jeg ser ikke erfaring som et minus, men derimod som et plus, for jeg husker kun alt for godt tidligere tider, hvor jeg var mere rådvild overfor det store udvalg indenfor film (og musik), og hvor jeg som følge af denne uoverskuelighed og uvidenhed/manglende erfaring ikke vidste hvor jeg skulle gå hen eller starte for at finde det, som ville være noget for MIG.
Når jeg vælger film idag, følger jeg min intuition mere end jeg følger andres anbefalinger. Og dog er det sket, at jeg har tilsidesat min intuition og har givet bestemte film en chance uden at have være nævneværdigt forhåndsinteresseret i dem. I 99 procent af disse tilfælde har jeg fået bekræftet, at min intuition var rigtig. Så det er noget jeg er varsom med - men altså ikke helt afvisende overfor.
#541 Lord Beef Jerky 13 år siden
#542 Collateral 13 år siden
Ja det må jeg også sige, der er lige et hul i filmoplevelserne der fortjener at blive udfyldt :)
#543 MMB 13 år siden
#544 Collateral 13 år siden
Det er det jeg mener! :P
#545 MOVIE1000 13 år siden
#546 Collateral 13 år siden
#547 BN 13 år siden
Nah, han følger nok Bruce-modellen for nyere blockbusters: Ved hvert gensyn med en film daler den en karakter.
;-)
#548 Babo84 13 år siden
Når man først forstår modellen, ja så forstår man den :) Det er faktisk svært at bibeholde samme karakter over en lang periode (vi snakker år), og jeg snakker ikke kun om nye film, men også ældre. Jeg har stemt i mange år, og filmsynet ændrer sig, og nogle film taber, andre vinder. Jeg ved godt, at for dig kan en film kun blive bedre - du går aldrig den anden vej :)
#549 Bruce 13 år siden
Men er det ikke det, som kendetegner de fleste mainstream blockbusters, lidt ligesom Lady Gaga og Britney Spears musik? Ørehængere med tidlig udløbsdato, fordi man ofte bygger film op om skabeloner, med genkendelige karakterer, stereotype ageringsmønstre og samlebånds effekter, men som netop rammer et bredt publikum, som kan skæppe i kassen. Jeg synes ikke det er så usandsynligt, at man lader sig rive mere med, eller er mere positiv ved et første syn, end ved et andet. Det er netop gensynet som er med til at kvalitetssikre en given film.
#550 BN 13 år siden
Nu er det jo ligesom heller ikke noget man ligefrem skal anstrenge sig for at gøre. Man skal da følge sit film-hjerte - og ikke spor andet.
Den udtalelse trækker jeg såmænd gerne tilbage, for jeg kan da sagtens komme med eksempler på film, der er dalet i min agtelse og derfor også en smule i karakter: Batman (1989), Batman Returns og The Fugitive er eksempler herpå. ... Og faktisk er jeg alene på grund af min alder sikker på, at mit filmsyn ændret sig væsentligt mere end hos dig. Jeg er gået fra i min barndom at foretrække gammeldags westerns (med John Wayne, Glenn Ford, Randolph Scott, Henry Fonda, Cary Cooper o.s.v.), Gøg og Gokke-, Chaplin- og Buster Keaton-film og Jerry Lewis/Dean Martin-komedier, Cary Grant-komedier, samt i det hele taget kulørte Hollywood-eventyrfilm til at foretrække Alfred Hitchcock-film og franske (af Truffaut, Chabrol m.fl.), italienske, polske (fortrinsvis Polanski) og britiske film fra perioden 1950-1980, og videre til at foretrække James Bond-film og 1980'er-actionfilm plus enkelte ældre Sam Peckinpah-film, og derfra videre til i slutfirserne at foretrække film af Sergio Leone, Francis Ford Coppola, Stanley Kubrick, Alan Parker, Milos Forman og Terry Gilliam, som jeg alle opdagede retrospektivt, hvorpå jeg gik over til film af Tim Burton eller med Kevin Costner eller Harrison Ford, hvilket så henover midten af 1990'erne førte til at jeg opdagede Star Wars- og Indiana Jones-filmene (eller rettere: genopdagede, for jeg havde godt set dem mere end én gang før, men var ikke rigtigt faldet for dem), foruden andre tidligere eventyrfilm (f.eks. Back to the Future). ... Og nu skriver vi så 2011, og nogle af de film, jeg har remset op herover, har hængt ved eller har jeg genfundet glæden ved, nemlig følgende: en enkelt western med John Wayne, de fleste Cary Grant-film, en lille, beskeden håndfuld firser-actionfilm, diverse hovedværker fra Sergio Leone, Francis Ford Coppola, Stanley Kubrick, Alan Parker og Milos Forman, to-tre Sam Peckinpah-film, Kevin Costner-filmen Dances With Wolves, op til flere Harrison Ford-film, Star Wars, Indiana Jones, Back to the Future.
Så lad mig her modificere min tidligere udtalelse om aldrig at gå "den anden vej", altså NED i karakter til en film, for i sit udgangspunkt handlede det faktisk bare om, at jeg syntes, at visse filmfans her på siden var ret forudsigelige med deres karaktergivning til ... ikke hvilke som helst film, men især nyere blockbusters fra 2000 og fremefter (f.eks. The Dark Knight og Inception), idet sådanne film for disse personers vedkommende ofte daler i karakter ved gensyn. Jeg kan ikke sige mig fri for indimellem at føle, at de går fra umiddelbar begejstring/tilfredshed til en slags bevidst eller ubevidst modreaktion overfor hype og mainstream-popularitet. ... Og det jeg ønskede at pointere med min nok lidt for unuancerede udtalelse om min egen karaktergivning, var at jeg selv meget sjældent får mig en favoritfilm eller en 10/10-film, uden at jeg først har enten været lidt forbeholden eller tygget meget og længe på oplevelsen, samt helst genset filmen 1, 2 eller 3 gange. Det er derfor jeg sjældent giver lavere karakter til en af mine topfilm efter X antal gensyn, men derimod som oftest bevarer den fulde og uforbeholdne glæde ved filmen.
Det er med andre ekstremt sjældent, at jeg nutildags får mig en wauv-oplevelse eller virkelig god filmoplevelse, som så senere ender med diverse forbehold og/eller lavere karakter.
Og tiden eller alderen på en film er ikke en faktor, der påvirker mit filmsyn. Mit liv, min livserfaring og mine oplevelser, samt de holdninger og sympatier/antipatier jeg derigennem har fået, er nok med til at påvirke min filmsmag. Men jeg ser ikke erfaring som et minus, men derimod som et plus, for jeg husker kun alt for godt tidligere tider, hvor jeg var mere rådvild overfor det store udvalg indenfor film (og musik), og hvor jeg som følge af denne uoverskuelighed og uvidenhed/manglende erfaring ikke vidste hvor jeg skulle gå hen eller starte for at finde det, som ville være noget for MIG.
Når jeg vælger film idag, følger jeg min intuition mere end jeg følger andres anbefalinger. Og dog er det sket, at jeg har tilsidesat min intuition og har givet bestemte film en chance uden at have være nævneværdigt forhåndsinteresseret i dem. I 99 procent af disse tilfælde har jeg fået bekræftet, at min intuition var rigtig. Så det er noget jeg er varsom med - men altså ikke helt afvisende overfor.