Thumps up for den anmeldelse, Collateral! Jeg er selvfølgelig helt enig, hvilket er hvorfor filmen ligger på min personlige 1. plads. Det er en film jeg simpelthen elsker meget højt :)
Det er meget forståeligt, og der er da heller ingen tvivl om at filmen er et mesterværk IMO.
Jeg glæder mig i øvrigt rigtig meget til at dele den næste plads på listen med jer, da jeg forestiller mig at den er blandt de mindre velkendte på listen :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg har også kun set den en enkel gang, og det er nok den af Kubricks film, jeg har fået det mest langvarige indtryk af. Det skal siges, at jeg ikke er den store Kubrick tilhænger. Jovist manden har lavet fremragende værker, men det er ikke film, jeg tillægger særlig meget værdi. Clockwork Orange er ikke en film, der betyder særlig meget for mig, eller en jeg får lyst til at vende tilbage til, men hold da helt kæft den var ubehagelig, og havde nogle virkelig sindsrivende scener.
#894 - En flot anmeldelse af A Clockwork Orange. Jeg fornemmer et vist sympati for Alex ved dig, og jeg mener hvis snert. Men hvis jeg ikke husker helt forkert, så fedter Alex sig ind ved præsten, ved at forgive han læser i biblen (som han jo finder ud af indeholder en pæn del vold og hor, derfor er den mere end standard spændende), som så fortæller og indstiller Alex til det experiment, som i sidste ende vil føre til at han kommer hurtigere ud. Så alt hvad Alex gør afspejler hans narcissistiske indstilling til verden omkring ham. Jeg syntes slutning er genial.
Så alt hvad Alex gør afspejler hans narcissistiske indstilling til verden omkring ham.
Det kan du have ret i, og mener jeg heller ikke at jeg nødvendigvis modsiger i anmeldelsen. Jeg får imidlertid alligevel ondt af karakteren i den sidste halvdel, fordi hans straf bare bliver ved og ved og ved. Slutningen er fremragende, og et element jeg ikke forstod da jeg først så filmen får nogle år siden.
Den snedige politiker understreger filmens tematikker omkring kontrol, korruption og magtmisbrug. Det narcissistiske mener jeg klart kan være et delelement, og det egentlig også lidt det jeg henviser til når jeg i det første afsnit taler om Alex' apati, fordi jeg mener at han er så fokuseret på sig selv, at andre mennesker blot bliver del af hans underholdning - hvilket jeg som nævnt mener henviser til den stigende (og i dag konstante) underholdning mennesker udsættes for helt fra barnsben. Alex må, fornemmer man, hele tiden gå et skridt videre i ekstremerne for at føle sig i live, og det bøder han i dén grad for i filmens sidste halvdel.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
13. A Clockwork Orange af Stanley Kubrick: Historien om Alex (Malcolm McDowell) der sammen med hans gruppe af voldelige kumpaner ofte nyder at udøve hvad han selv beskriver som ultravold. En dag går gruppen dog for langt, da de i deres voldsomhed afliver en kvinde, hvilket koplet med det faktum at Alex har gjort sig upopulær hos de andre medlemmer, lander Alex i fængsel. Her tilbydes han snart at deltage i en behandlingsteknik der siges at kunne fjerne et menneskes lyst til at være voldelig.
Du skal igen have stor ros for en rigtig god og velskrevet anmeldelse, hvor du meget stærkt og detaljeret får sat fokus på filmens centrale tema om magtmisbrug, samt de gråzoner og moralske faldgruber der hører til, og hvorledes de desværre alt for let kan korrumpere de mennesker indenfor systemet, der er sat til at varetage autoriteternes og indirekte samfundets interesser.
Hvor jeg aldrig rigtig har syntes, at den del af filmen hvor skildringen af banden finder sted fungerer særlig godt/skræmmende, bl.a. grundet deres fremtoning iført buksedragt og bowlerhat, ja så er hele forløbet derimod hvor Malcolm McDowell kommer under "kærlig" behandling i de ledende autoriteters store opdragelseseksperiment, samt eksperimentets efterspil virkelig fremragende eksekveret. De temaer Stanley Kubrick tager under sin lup her og dissekere er både universelle og er stadig den dag i dag i høj grad aktuelle, og dermed er "A Clockwork Orange" også et værk som for evigt vil være fascinerende at fordybe sig i med masser af stof til eftertanke.
Det er svært for mig at gå mere i detaljer med handlingen, da det er ved at være længe siden jeg har set filmen, men din anmeldelse har bestemt givet mig lyst til at få den genset, så det vil jeg gøre her i løbet af ugen. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
12. Night On Earth af Jim Jarmusch: En sammensmeltning af 5 fortællinger om 5 taxachauffører forskellige steder på vores klode. Filmen bevæger sig fra Italiensk frisind til finsk melankoli, og har altid en underliggende tone af alvor. Således er det muligt at Jim Jarmusch her tager let på Hollywoods normale berettermodel, men hvad han leverer er ikke desto mindre yderst interessant.
Det er ikke det nemmeste i verden at skrive et resume af netop denne film. Fortællingen er som nævnt delt op i 5 bidder, og bundet sammen af det faktum at alle vores hovedkarakterer er taxachauffører. Det er imidlertid ikke nyt for Jarmusch at se stort på den klassiske måde at fortælle en historie på, og manden er om nogle, via sine film, fortaler for den langsommere, men også mere dybdegående fortælling. Filmen tager således nogle særdeles tunge emner op i sin fortælling, og formår undervejs igen og igen at overraske. Ikke på en omfattende måde, men i højere grad i detaljen, hvor det aldrig bliver nemt at gennemskue karakterernes reaktionsmønstre. For selvom alle hovedkaraktererne er bundet sammen af deres erhverv, er de også vidt forskellige mennesker, hvilket er en af filmens delpointer. Filmen fremviser både forskellene, lighederne og gør på ganske mesterlig vis op med fordommene, nogle gange mere bogstaveligt end andre. Eksempelvis kan den parisiske del af fortællingen nævnes, hvor en blind pige stiger ind bag i en sort franskmands taxa. Med et udgangspunkt som det, viser Jarmusch sin mesterlighed. Fordommene raser også mellem de to, og det udtrækker filmen megen humor fra, hvilket er endnu en del af miksturen.
Humoren er nemlig væsentlig i de fleste segmenter, og uden nogensinde at synke til egentlige platheder øges filmens underholdningsværdi væsentligt igennem dens frygtløse gøren sjov med alt fra stereotyper til seksuelle tabuer. Sidstnævnte er naturligvis en slet skjult reference til Roberto Benignis segment, som til trods for at være filmens svageste, alligevel fungerer. Humoren bliver her meget overdreven, og selvom jeg før konkluderede at filmen ikke indeholder decideret platte øjeblikke, er denne del det der kommer tættest på. Heldigvis gøres der op for enkelte ringe momenter, med nogle reelt sjove replikker undervejs, og endnu vigtigere en stemning, som er et andet centralt element i filmens fortælling. Fra New York til Helsinki er der nemlig en stemning som skinner igennem. Grundet Jarmuschs rolige tempo, får de respektive byer muligheder for at vise deres egne kvaliteter, og bliver nærmest karakterer i deres egen ret. Fra New Yorks intenst urbane stemning til Roms rolige gader, benyttes byerne på enorm effektiv vis til at understrege karaktererne. Endvidere fremstår det også tydeligt at mange af karaktererne er børn af deres respektive kulturer, hvilket er en del af deres personligheder, og ligeledes er del af hvad der gør deres sammenstød så yderst fascinerende.
I "Night on Earth" er castet sammensat af en kombination af kendte og ukendte skuespillere. Navne som Winona Ryder og Roberto Benigni er formentlig genkendelige for de fleste filmelskere, men det øvrige cast er i høj grad (for mig) ukendte ansigter. Der er imidlertid ikke nogen dårlige præstationer blandt de mange hovedkarakterer, snarere tværtimod. Jarmusch har fundet nogle skuespillere med enorm megen personlighed, og alle som en gør de et fremragende stykke arbejde, både med at sælge deres replikker, men også med at understrege den tidligere fremhævede pointe om at de alle er børn af hver deres respektive kultur. Filmen er naturligvis også for intelligent til ikke at lade sine fortællinger foregå på de individuelle karakterers modersmål, hvilket ikke er overraskende, men alligevel en vigtig detalje, som en større produktion ikke nødvendigvis var sluppet afsted med. Et genkendeligt navn der også er tilknyttet filmen er Tom Waits, der leverer musikken, der er endnu et element der medvirker til at binde fortællingerne sammen. Under Waits' rytmiske musik gemmer sig den tone af råhed, men også eftertænksomhed, som filmen også selv ofte kommunikerer og således er valget af musik endnu en skarp beslutning fra Jarmusch.
Instruktør og manuskriptforfatter Jim Jarmusch bevæger sig med filmen her ud i en fortælling, som er enormt fascinerende. Samtidig emmer dens billeder af stemning, og igennem den rejse som filmen er, fortæller Jarmusch en historie om menneskevæsenet, om frygt for det ukendte og om det faktum at der både er ligheder og forskelligheder på kloden. Pointen synes dog, med den dybt personlige afslutning i Helsinki, at lægge mere i en konklusion om lighed end det modsatte. Et definitivt svar tror jeg ikke filmen ønsker at give. Med dens særegne blanding af melankoli og humor søger filmen blot at forære os en række fortællinger, om hvad der sker når det er nat på jordkloden.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#901 Collateral 12 år siden
Det er meget forståeligt, og der er da heller ingen tvivl om at filmen er et mesterværk IMO.
Jeg glæder mig i øvrigt rigtig meget til at dele den næste plads på listen med jer, da jeg forestiller mig at den er blandt de mindre velkendte på listen :)
#902 Babo84 12 år siden
#903 IK 12 år siden
#904 Lord Beef Jerky 12 år siden
#905 Kiksmann 12 år siden
Jeg fornemmer et vist sympati for Alex ved dig, og jeg mener hvis snert.
Men hvis jeg ikke husker helt forkert, så fedter Alex sig ind ved præsten, ved at forgive han læser i biblen (som han jo finder ud af indeholder en pæn del vold og hor, derfor er den mere end standard spændende), som så fortæller og indstiller Alex til det experiment, som i sidste ende vil føre til at han kommer hurtigere ud. Så alt hvad Alex gør afspejler hans narcissistiske indstilling til verden omkring ham.
Jeg syntes slutning er genial.
#906 Collateral 12 år siden
Det kan du have ret i, og mener jeg heller ikke at jeg nødvendigvis modsiger i anmeldelsen. Jeg får imidlertid alligevel ondt af karakteren i den sidste halvdel, fordi hans straf bare bliver ved og ved og ved. Slutningen er fremragende, og et element jeg ikke forstod da jeg først så filmen får nogle år siden.
#907 Kiksmann 12 år siden
#908 NightHawk 12 år siden
Du skal igen have stor ros for en rigtig god og velskrevet anmeldelse, hvor du meget stærkt og detaljeret får sat fokus på filmens centrale tema om magtmisbrug, samt de gråzoner og moralske faldgruber der hører til, og hvorledes de desværre alt for let kan korrumpere de mennesker indenfor systemet, der er sat til at varetage autoriteternes og indirekte samfundets interesser.
Hvor jeg aldrig rigtig har syntes, at den del af filmen hvor skildringen af banden finder sted fungerer særlig godt/skræmmende, bl.a. grundet deres fremtoning iført buksedragt og bowlerhat, ja så er hele forløbet derimod hvor Malcolm McDowell kommer under "kærlig" behandling i de ledende autoriteters store opdragelseseksperiment, samt eksperimentets efterspil virkelig fremragende eksekveret. De temaer Stanley Kubrick tager under sin lup her og dissekere er både universelle og er stadig den dag i dag i høj grad aktuelle, og dermed er "A Clockwork Orange" også et værk som for evigt vil være fascinerende at fordybe sig i med masser af stof til eftertanke.
Det er svært for mig at gå mere i detaljer med handlingen, da det er ved at være længe siden jeg har set filmen, men din anmeldelse har bestemt givet mig lyst til at få den genset, så det vil jeg gøre her i løbet af ugen. :)
#909 Collateral 12 år siden
En sammensmeltning af 5 fortællinger om 5 taxachauffører forskellige steder på vores klode. Filmen bevæger sig fra Italiensk frisind til finsk melankoli, og har altid en underliggende tone af alvor. Således er det muligt at Jim Jarmusch her tager let på Hollywoods normale berettermodel, men hvad han leverer er ikke desto mindre yderst interessant.
Det er ikke det nemmeste i verden at skrive et resume af netop denne film. Fortællingen er som nævnt delt op i 5 bidder, og bundet sammen af det faktum at alle vores hovedkarakterer er taxachauffører. Det er imidlertid ikke nyt for Jarmusch at se stort på den klassiske måde at fortælle en historie på, og manden er om nogle, via sine film, fortaler for den langsommere, men også mere dybdegående fortælling. Filmen tager således nogle særdeles tunge emner op i sin fortælling, og formår undervejs igen og igen at overraske. Ikke på en omfattende måde, men i højere grad i detaljen, hvor det aldrig bliver nemt at gennemskue karakterernes reaktionsmønstre. For selvom alle hovedkaraktererne er bundet sammen af deres erhverv, er de også vidt forskellige mennesker, hvilket er en af filmens delpointer. Filmen fremviser både forskellene, lighederne og gør på ganske mesterlig vis op med fordommene, nogle gange mere bogstaveligt end andre. Eksempelvis kan den parisiske del af fortællingen nævnes, hvor en blind pige stiger ind bag i en sort franskmands taxa. Med et udgangspunkt som det, viser Jarmusch sin mesterlighed. Fordommene raser også mellem de to, og det udtrækker filmen megen humor fra, hvilket er endnu en del af miksturen.
Humoren er nemlig væsentlig i de fleste segmenter, og uden nogensinde at synke til egentlige platheder øges filmens underholdningsværdi væsentligt igennem dens frygtløse gøren sjov med alt fra stereotyper til seksuelle tabuer. Sidstnævnte er naturligvis en slet skjult reference til Roberto Benignis segment, som til trods for at være filmens svageste, alligevel fungerer. Humoren bliver her meget overdreven, og selvom jeg før konkluderede at filmen ikke indeholder decideret platte øjeblikke, er denne del det der kommer tættest på. Heldigvis gøres der op for enkelte ringe momenter, med nogle reelt sjove replikker undervejs, og endnu vigtigere en stemning, som er et andet centralt element i filmens fortælling. Fra New York til Helsinki er der nemlig en stemning som skinner igennem. Grundet Jarmuschs rolige tempo, får de respektive byer muligheder for at vise deres egne kvaliteter, og bliver nærmest karakterer i deres egen ret. Fra New Yorks intenst urbane stemning til Roms rolige gader, benyttes byerne på enorm effektiv vis til at understrege karaktererne. Endvidere fremstår det også tydeligt at mange af karaktererne er børn af deres respektive kulturer, hvilket er en del af deres personligheder, og ligeledes er del af hvad der gør deres sammenstød så yderst fascinerende.
I "Night on Earth" er castet sammensat af en kombination af kendte og ukendte skuespillere. Navne som Winona Ryder og Roberto Benigni er formentlig genkendelige for de fleste filmelskere, men det øvrige cast er i høj grad (for mig) ukendte ansigter. Der er imidlertid ikke nogen dårlige præstationer blandt de mange hovedkarakterer, snarere tværtimod. Jarmusch har fundet nogle skuespillere med enorm megen personlighed, og alle som en gør de et fremragende stykke arbejde, både med at sælge deres replikker, men også med at understrege den tidligere fremhævede pointe om at de alle er børn af hver deres respektive kultur. Filmen er naturligvis også for intelligent til ikke at lade sine fortællinger foregå på de individuelle karakterers modersmål, hvilket ikke er overraskende, men alligevel en vigtig detalje, som en større produktion ikke nødvendigvis var sluppet afsted med. Et genkendeligt navn der også er tilknyttet filmen er Tom Waits, der leverer musikken, der er endnu et element der medvirker til at binde fortællingerne sammen. Under Waits' rytmiske musik gemmer sig den tone af råhed, men også eftertænksomhed, som filmen også selv ofte kommunikerer og således er valget af musik endnu en skarp beslutning fra Jarmusch.
Instruktør og manuskriptforfatter Jim Jarmusch bevæger sig med filmen her ud i en fortælling, som er enormt fascinerende. Samtidig emmer dens billeder af stemning, og igennem den rejse som filmen er, fortæller Jarmusch en historie om menneskevæsenet, om frygt for det ukendte og om det faktum at der både er ligheder og forskelligheder på kloden. Pointen synes dog, med den dybt personlige afslutning i Helsinki, at lægge mere i en konklusion om lighed end det modsatte. Et definitivt svar tror jeg ikke filmen ønsker at give. Med dens særegne blanding af melankoli og humor søger filmen blot at forære os en række fortællinger, om hvad der sker når det er nat på jordkloden.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#910 BN 12 år siden
Hmm, den har jeg ikke set. Så det vil jeg tage som en anbefaling. :-)