At der skulle være ufrivilligt grinagtige øjeblikke (udover måske sengescenen) kan jeg slet ikke se :)
Fik nok formuleret det lidt mudret, men det var også sengescenen jeg tænkte på, når jeg mener ufrivilligt komisk og ikke de andre scener mellem Frodo og Sam, osv.
En del af scenerne imellem de to husker jeg mest som blot værende lidt for sentimentale til min smag. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fik nok formuleret det lidt mudret, men det var også sengescenen jeg tænkte på, når jeg mener ufrivilligt komisk og ikke de andre scener mellem Frodo og Sam, osv.
En del af scenerne imellem de to husker jeg mest som blot værende lidt for sentimentale til min smag. :)
Fair enough. Så er vi delvist enige.
-
Og så bevæger vi os i øvrigt ind i min top 10 med næste placering! Som tidligere skrevet er det min plan at jeg tager 10 til og med 4 og så går tilbage og samler op på de ikke udfyldte pladser længere nede på listen, inden der åbnes op for top 3.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Så bevæger vi os ind i top 10, og ja jeg er blevet så doven at jeg ikke længere skriver resumeerne selv. Min holdning er at i formentlig er mere interesserede i min egentlige omtale af filmen end resumeet, og at det derfor mere er en formalitet end noget andet. Jeg krediterer løbende de folk jeg har "stjålet" resumeerne fra. 10. Edward Scissorhands af Tim Burton: Der var engang en borg højt oppe på en bakke, hvor der boede en opfinder, hvis største skabelse hed Edward (Johnny Depp). Selv om Edward var uimodståeligt charmerende, var han ikke helt perfekt. Opfinderens pludselige død efterlod ham ufuldendt med skarpe blade af metal i stedet for hænder. Edward boede alene i mørket, indtil en venlig dørsælgerske (Dianne West) en dag tog ham med hjem til sin familie og lod ham bo der. Og således begyndte Edwards fantastiske eventyr i et pastelfarvet paradis kaldet Suburbia. (- Resume fra Dvdoo.dk)
Det er velsagtens ingen hemmelighed at Johnny Depp er en af mine favoritskuespillere, og Tim Burton har undertegnede heller ikke ligefrem lagt skjul på at have en vis forkærlighed for. Denne film er den af de tos film hvor deres formåen i højeste grad har givet pote. Filmen gør med simple midler alt det man kan ønske sig en god film skal kunne. Ikke alene er historien velfungernde, og tager en frisk vinkel på Burtons evige fortælling om outsideren, den er også usandsynligt charmerende, og fyldt med gensynsværdi. Det visuelle udtryk etableres ganske hurtigt ved filmens åbning, og modsætningerne er trukket stærkt op. Det mørke slot på toppen bakken ligger usandsynlig tæt ved det ekstremt velholdte villakvarter, som Burton og crew optegner, som en nærmest satirisk karikatur. Alting virker ens, og allerede her etableres på den visuelle side det overordnede tema. Det handler om forskellighed, og som nævnt særlig den frygt villakvarterets beboere synes at have for den. Det handler om endvidere om hvor positivt det anderledes også kan ses, hvis man tager mod det med åbne arme. Da byboerne først opdager Edwards ekstremt gode evner med sine saksehænder, kæmper de om hans opmærksomhed. Menneskets skyggesider viser sig dog hurtigt og den naive Edward manipuleres snart til mangt og meget. Naivitet, sander visse personager snart, må ikke forveksles med dumhed, og det viser sig inden længe at Edward gemmer på utrolig stor loyalitet.
Fremtrædende og vellykket er også humoren i filmen. Hvor Hr. Burtons "Beetlejuice" havde megen sort humor, er denne film indledningsvist mere hældende mod noget der nærmest kunne ligne mild slapstick, når Edward kommer galt afsted med sine manglende hænder. Igen bliver satiren i mellemtiden relevant at fremhæve, for både i nabolagets sladder og i de ofte akavede middagsscener, gemmer der sig stor satire, og en vellykket fremvisning af kernefamiliens mest banale sider. Det er en fin balancegang der her udøves, og med få ord leverer særligt Depp i den centrale rolle en god humoristisk præstation. Mest holder jeg af scenen hvor han får fremvist den frisørsalon han muligvis skal overtage, og bliver ved at fryse når han efterligner den rædderlige Joyce' (Kathy Baker) overdrevne gestik. Hvad der for alvor gør karakteren mindeværdig, er i mine øjne det skift der sker i filmens forløb. Depp lader langsomt karakterens sociale intelligens forstørres, og fra indledningsvist at være nærmest fjollet i sin forvirring, bliver karakteren langsomt mere opmærksom, og frem træder både sårbarhed og ultimativt vrede. Begge dele er med til at gøre Edward til en helstøbt karakter og det påvirker også at scenerne mod slutningen af filmen bliver så meget desto mere hjerteskærende.
Både Winona Ryder og Dianne West, som her spiller mor og datter, træder for alvor i karakter i slutningen af filmen. Dianne West er hele vejen igennem enormt sympatisk og godmodig. Også hendes karakters udvikling er bittersød, og selvom hun aldrig holder op med at forsøge at beskytte Edward, ser vi også, i glimt, at hendes familie fortsat kommer først. Ryder spiller fremragende, til trods for at hendes rolle er relativt simpel i udgangspunktet. Hun er en troværdig forelskelse for Edward, og der er en uskyldighed over hendes præstation, som yderligere gør de tos forbindelse troværdig. Man kunne argumentere mod Anthony Michael Halls præstation heri, som medgivet er over the top, men min personlige oplevelse er at det ikke er så unormalt at de sødeste piger, er sammen med de største røvhuller. Ryders karakter Kim har undervejs hele tiden en smule antiparti overfor Halls Jim, og det virker måske lidt sært, men samtidig viser det også karakterens tvivlen, og det virker atter engang ægte. Alan Arkin er et kapitel for sig, og hans præstation må næsten beskrives som bizar. Han er oftest fuldstændig ude af trit med det drama der udvikler sig, og på en sær måde kan det på sin vis opfattes som endnu et lag i satiren. At kvinderne i en sådan grad overtager at manden langsomt bakker ud, og ender med at leve i sin egen bobbel. Legenden Vincent Price afslutter sin karriere i denne film, med en rolle som er til skabt til skuespilleren. Den gamle doktor han spiller er nostalgisk, ivrig og kan grundet Price' præstation skifte mellem at være nærmest barnligt begejstret, til at indse livets alvor, på få sekunder. Den sidste karakter jeg vil nævne er O-Lan Jones' Esmeralda, som måske nok er fortegnet heri, men som også kan opfattes som et symbol på religionen selv, og den ensretning denne kan føre med sig.
Denne film skal i sidste ende formentlig opfattes som det eventyr den er, og det betyder at nogle elementer er fortegnede. Hvad der gør dette til en styrke, er at det støtter op om både den umiddelbare og den symbolske fortælling, og engagere nærmest enhver seer. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt en tilskuer der ikke har ladet sig charmere af Depp, Burton og Elfman, som de tog sig ud i 1990s "Edward Scissorhands".
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
En virkelig god film, som jeg også selv har haft på min Top 200. Hvis jeg skulle lave en Top 250, ville den være at finde dér.
Du beskriver dens indhold og kvaliteter meget godt. Denne film og de to Batman-film med Michael Keaton er stadig mine favoritter blandt Tim Burtons film.
10. Edward Scissorhands af Tim Burton: Denne film skal i sidste ende formentlig opfattes som det eventyr den er, og det betyder at nogle elementer er fortegnede. Hvad der gør dette til en styrke, er at det støtter op om både den umiddelbare og den symbolske fortælling, og engagere nærmest enhver seer. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt en tilskuer der ikke har ladet sig charmere af Depp, Burton og Elfman, som de tog sig ud i 1990s "Edward Scissorhands".
Synes det er en fremragende anmeldelse, som du har skrevet, hvor du meget præcist og detaljeret går ind og får fremhævet filmens største styrke, der ligger i Tim Burtons måde at formidle sine budskaber på om fordomme og accept af det fremmede/alternative, hvilket kommer markant til udtryk og understreges, når han lader hhv. den mere realistiske verden i form af det konservative ensrettede 50'er pastelfarvede samfund, og det mørke og mystiske men dermed også uforudsigelige og udfordrende fantasiunivers kollidere med hinanden. Her er det jo i øvrigt også perfekt fundet på af Tim Burton at lade protagonisten Edward være en gotisk homage til Mary Shelley/James Whales klassiske fortælling om Frankensteins monster og dennes møde med den almindelige verden. Dette er blot med til at forstærke "Edward Scissorhands" temaer yderligere, hvilket også er essensen af det som du skriver her og som er ramt spot on :
Collateral (954) skrev:
Hvad der for alvor gør karakteren mindeværdig, er i mine øjne det skift der sker i filmens forløb. Depp lader langsomt karakterens sociale intelligens forstørres, og fra indledningsvist at være nærmest fjollet i sin forvirring, bliver karakteren langsomt mere opmærksom, og frem træder både sårbarhed og ultimativt vrede. Begge dele er med til at gøre Edward til en helstøbt karakter og det påvirker også at scenerne mod slutningen af filmen bliver så meget desto mere hjerteskærende.
Mht. til filmens humor og måden den bliver brugt på til både at udstille Edwards famlende forsøg på at begå sig i den for ham nye verden, og ligeledes med modsat fortegn når humoren bruges til at udstille samfundets skyggesider, er jo intet mindre en genialt eksekveret fra Burton og co's side, så jeg kan kun være helt enig i det du skriver ang. filmens komiske virkemidler. Især er scenen med Edwards seng og middagsscenen, hvor han skal forsøge at spise rigtig mad for første gang klukkende morsomme men på samme tid også ret tragiske, da de beskriver hvor svært det er for ham at tilpasse sig. Netop disse nuancer der opstår her og som ligeledes også skabes gennem karakterportrætterne hos især Johnny Depp, Diane Wiest og Winona Ryder, på trods af den klart opdelte kontrast, gør at filmen bliver så fascinerende at se på og danner grundlag for utallige gensyn.
Selve den romantiske stemning i filmen/romancen mellem Edward og Kim synes jeg også er virkelig smuk og i høj grad en af de ting, der er med til at skabe den her helt unikke form for samlede filmmagi, som Tim Burton får skabt her. Det er denne scene, som også er en af mine yndlingsscener fra filmen, et mesterligt eksempel på. Den går lige i hjertet hver eneste gang jeg ser filmen.
Skuespillet synes jeg er forrygende og meget overbevisende hele vejen rundt, (Anthony Michael Halls præstation har jeg ikke noget imod, da jeg mener det passer perfekt til hans afstumpede og arrogante karakter), og Johnny Depp leverer afgjort en af karrierens aller bedste præstationer i en rolle, som umiddelbart ser nem ud men bestemt kræver et stort talent at spille, da det meste af figurens udtryk ligger i hans ansigtsmimik og kropssprog. Og nu vi er ved de mange roser, så synes jeg også Danny Elfmans score sammen med musikken til de to Batman film hører til hans absolut største værker. Det er virkelig fortryllende at sidde og lytte til.
Jeg kan derfor naturligvis kun give two thumbs up til dit fremragende valg til listens nr. 10. Og tak for rigtig god læsning. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#951 NightHawk 12 år siden
Fik nok formuleret det lidt mudret, men det var også sengescenen jeg tænkte på, når jeg mener ufrivilligt komisk og ikke de andre scener mellem Frodo og Sam, osv.
En del af scenerne imellem de to husker jeg mest som blot værende lidt for sentimentale til min smag. :)
#952 Collateral 12 år siden
Fair enough. Så er vi delvist enige.
-
Og så bevæger vi os i øvrigt ind i min top 10 med næste placering! Som tidligere skrevet er det min plan at jeg tager 10 til og med 4 og så går tilbage og samler op på de ikke udfyldte pladser længere nede på listen, inden der åbnes op for top 3.
#953 NightHawk 12 år siden
#954 Collateral 12 år siden
10. Edward Scissorhands af Tim Burton:
Der var engang en borg højt oppe på en bakke, hvor der boede en opfinder, hvis største skabelse hed Edward (Johnny Depp). Selv om Edward var uimodståeligt charmerende, var han ikke helt perfekt. Opfinderens pludselige død efterlod ham ufuldendt med skarpe blade af metal i stedet for hænder. Edward boede alene i mørket, indtil en venlig dørsælgerske (Dianne West) en dag tog ham med hjem til sin familie og lod ham bo der. Og således begyndte Edwards fantastiske eventyr i et pastelfarvet paradis kaldet Suburbia.
(- Resume fra Dvdoo.dk)
Det er velsagtens ingen hemmelighed at Johnny Depp er en af mine favoritskuespillere, og Tim Burton har undertegnede heller ikke ligefrem lagt skjul på at have en vis forkærlighed for. Denne film er den af de tos film hvor deres formåen i højeste grad har givet pote. Filmen gør med simple midler alt det man kan ønske sig en god film skal kunne. Ikke alene er historien velfungernde, og tager en frisk vinkel på Burtons evige fortælling om outsideren, den er også usandsynligt charmerende, og fyldt med gensynsværdi. Det visuelle udtryk etableres ganske hurtigt ved filmens åbning, og modsætningerne er trukket stærkt op. Det mørke slot på toppen bakken ligger usandsynlig tæt ved det ekstremt velholdte villakvarter, som Burton og crew optegner, som en nærmest satirisk karikatur. Alting virker ens, og allerede her etableres på den visuelle side det overordnede tema. Det handler om forskellighed, og som nævnt særlig den frygt villakvarterets beboere synes at have for den. Det handler om endvidere om hvor positivt det anderledes også kan ses, hvis man tager mod det med åbne arme. Da byboerne først opdager Edwards ekstremt gode evner med sine saksehænder, kæmper de om hans opmærksomhed. Menneskets skyggesider viser sig dog hurtigt og den naive Edward manipuleres snart til mangt og meget. Naivitet, sander visse personager snart, må ikke forveksles med dumhed, og det viser sig inden længe at Edward gemmer på utrolig stor loyalitet.
Fremtrædende og vellykket er også humoren i filmen. Hvor Hr. Burtons "Beetlejuice" havde megen sort humor, er denne film indledningsvist mere hældende mod noget der nærmest kunne ligne mild slapstick, når Edward kommer galt afsted med sine manglende hænder. Igen bliver satiren i mellemtiden relevant at fremhæve, for både i nabolagets sladder og i de ofte akavede middagsscener, gemmer der sig stor satire, og en vellykket fremvisning af kernefamiliens mest banale sider. Det er en fin balancegang der her udøves, og med få ord leverer særligt Depp i den centrale rolle en god humoristisk præstation. Mest holder jeg af scenen hvor han får fremvist den frisørsalon han muligvis skal overtage, og bliver ved at fryse når han efterligner den rædderlige Joyce' (Kathy Baker) overdrevne gestik. Hvad der for alvor gør karakteren mindeværdig, er i mine øjne det skift der sker i filmens forløb. Depp lader langsomt karakterens sociale intelligens forstørres, og fra indledningsvist at være nærmest fjollet i sin forvirring, bliver karakteren langsomt mere opmærksom, og frem træder både sårbarhed og ultimativt vrede. Begge dele er med til at gøre Edward til en helstøbt karakter og det påvirker også at scenerne mod slutningen af filmen bliver så meget desto mere hjerteskærende.
Både Winona Ryder og Dianne West, som her spiller mor og datter, træder for alvor i karakter i slutningen af filmen. Dianne West er hele vejen igennem enormt sympatisk og godmodig. Også hendes karakters udvikling er bittersød, og selvom hun aldrig holder op med at forsøge at beskytte Edward, ser vi også, i glimt, at hendes familie fortsat kommer først. Ryder spiller fremragende, til trods for at hendes rolle er relativt simpel i udgangspunktet. Hun er en troværdig forelskelse for Edward, og der er en uskyldighed over hendes præstation, som yderligere gør de tos forbindelse troværdig. Man kunne argumentere mod Anthony Michael Halls præstation heri, som medgivet er over the top, men min personlige oplevelse er at det ikke er så unormalt at de sødeste piger, er sammen med de største røvhuller. Ryders karakter Kim har undervejs hele tiden en smule antiparti overfor Halls Jim, og det virker måske lidt sært, men samtidig viser det også karakterens tvivlen, og det virker atter engang ægte. Alan Arkin er et kapitel for sig, og hans præstation må næsten beskrives som bizar. Han er oftest fuldstændig ude af trit med det drama der udvikler sig, og på en sær måde kan det på sin vis opfattes som endnu et lag i satiren. At kvinderne i en sådan grad overtager at manden langsomt bakker ud, og ender med at leve i sin egen bobbel. Legenden Vincent Price afslutter sin karriere i denne film, med en rolle som er til skabt til skuespilleren. Den gamle doktor han spiller er nostalgisk, ivrig og kan grundet Price' præstation skifte mellem at være nærmest barnligt begejstret, til at indse livets alvor, på få sekunder. Den sidste karakter jeg vil nævne er O-Lan Jones' Esmeralda, som måske nok er fortegnet heri, men som også kan opfattes som et symbol på religionen selv, og den ensretning denne kan føre med sig.
Denne film skal i sidste ende formentlig opfattes som det eventyr den er, og det betyder at nogle elementer er fortegnede. Hvad der gør dette til en styrke, er at det støtter op om både den umiddelbare og den symbolske fortælling, og engagere nærmest enhver seer. Jeg har i hvert fald endnu ikke mødt en tilskuer der ikke har ladet sig charmere af Depp, Burton og Elfman, som de tog sig ud i 1990s "Edward Scissorhands".
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#955 Skeloboy 12 år siden
#956 MOVIE1000 12 år siden
#957 BN 12 år siden
En virkelig god film, som jeg også selv har haft på min Top 200. Hvis jeg skulle lave en Top 250, ville den være at finde dér.
Du beskriver dens indhold og kvaliteter meget godt. Denne film og de to Batman-film med Michael Keaton er stadig mine favoritter blandt Tim Burtons film.
#958 Collateral 12 år siden
Maniac
#959 Collateral 12 år siden
Boardwalk Empire: Sæson 1
#960 NightHawk 12 år siden
Synes det er en fremragende anmeldelse, som du har skrevet, hvor du meget præcist og detaljeret går ind og får fremhævet filmens største styrke, der ligger i Tim Burtons måde at formidle sine budskaber på om fordomme og accept af det fremmede/alternative, hvilket kommer markant til udtryk og understreges, når han lader hhv. den mere realistiske verden i form af det konservative ensrettede 50'er pastelfarvede samfund, og det mørke og mystiske men dermed også uforudsigelige og udfordrende fantasiunivers kollidere med hinanden. Her er det jo i øvrigt også perfekt fundet på af Tim Burton at lade protagonisten Edward være en gotisk homage til Mary Shelley/James Whales klassiske fortælling om Frankensteins monster og dennes møde med den almindelige verden. Dette er blot med til at forstærke "Edward Scissorhands" temaer yderligere, hvilket også er essensen af det som du skriver her og som er ramt spot on :
Mht. til filmens humor og måden den bliver brugt på til både at udstille Edwards famlende forsøg på at begå sig i den for ham nye verden, og ligeledes med modsat fortegn når humoren bruges til at udstille samfundets skyggesider, er jo intet mindre en genialt eksekveret fra Burton og co's side, så jeg kan kun være helt enig i det du skriver ang. filmens komiske virkemidler. Især er scenen med Edwards seng og middagsscenen, hvor han skal forsøge at spise rigtig mad for første gang klukkende morsomme men på samme tid også ret tragiske, da de beskriver hvor svært det er for ham at tilpasse sig. Netop disse nuancer der opstår her og som ligeledes også skabes gennem karakterportrætterne hos især Johnny Depp, Diane Wiest og Winona Ryder, på trods af den klart opdelte kontrast, gør at filmen bliver så fascinerende at se på og danner grundlag for utallige gensyn.
Selve den romantiske stemning i filmen/romancen mellem Edward og Kim synes jeg også er virkelig smuk og i høj grad en af de ting, der er med til at skabe den her helt unikke form for samlede filmmagi, som Tim Burton får skabt her. Det er denne scene, som også er en af mine yndlingsscener fra filmen, et mesterligt eksempel på. Den går lige i hjertet hver eneste gang jeg ser filmen.
Skuespillet synes jeg er forrygende og meget overbevisende hele vejen rundt, (Anthony Michael Halls præstation har jeg ikke noget imod, da jeg mener det passer perfekt til hans afstumpede og arrogante karakter), og Johnny Depp leverer afgjort en af karrierens aller bedste præstationer i en rolle, som umiddelbart ser nem ud men bestemt kræver et stort talent at spille, da det meste af figurens udtryk ligger i hans ansigtsmimik og kropssprog. Og nu vi er ved de mange roser, så synes jeg også Danny Elfmans score sammen med musikken til de to Batman film hører til hans absolut største værker. Det er virkelig fortryllende at sidde og lytte til.
Jeg kan derfor naturligvis kun give two thumbs up til dit fremragende valg til listens nr. 10. Og tak for rigtig god læsning. :)