#28 Du er ikke så begejstret for mandens film, vel?
Jeg kan godt lide filmen, men jeg må tilstå, den gør et besynderligt indtryk på mig, og gør mig forvirret, samtidig med den udtrykker noget ganske genkendeligt. Lidt ligesom "A Clockwork Orange" (selvom Drowning by Numbers er bastant på en anden måde, mere skruppelløs måske) første gang jeg så den, eller "Ciao maschio" (Luigi og Madgett minder mig meget om hinanden).
Jeg kan godt lide de af hans film, jeg har set, men har dog svært ved rigtig at knytte an. De betyder ikke noget for mig, på nær en eller to af dem. Specielt interessante er hans tidlige film A Walk Through H og The Falls (hans bedste film) og hans sene The Baby of Macon (prinsen må være min yndlingskarakter i nogen film overhovedet) og Prospero's Books (i hvert fald for deres visuelle side). Men ja - jeg forstår heller intet, mandens vision er for mig enten henlagt i mørke, totalt uigennemskuelig, eller meget gennemskuelig og derfor uendeligt uinteressant. Jeg hælder nok til det sidste og reducerer (for mit eget overbliks skyld) hans film til barokke dødsritualer uden anden mening eller systematik end dødens egen. For Greenaway skildrer nærmest ikke engang død eller lidelse, han skildrer de systemer og strukturer i hvilken døden altid indgår på et eller andet tidspunkt eller en eller anden måde.
Der er en mangfoldighed og en overflod af ting i Greenaways film - ting der alle sammen skal dø eller er i gang med at dø og gør det efter en bestemt barok systematik, som driver filmens handling. Alt der kan tælles, måles eller vejes og derfor også skal dø på et tidspunkt bliver sat under luppen - inklusive mennesker. Og det er netop et utrolig voldeligt og ulækkert anarki hvor ALT går under i en i øvrigt meningsløs rækkefølge - en "encyklopædisk orden", der i sin absurditet kan være ret sjov, men som alligevel tjener selve den postmoderne ideologi og den ironiske afstandtagen fra lidelse og død ved ikke at fokusere på selve disse tings fatalitet, men derimod de systemer, de indgår i. Greenaways film gengiver ingen følelse af tab, da der ikke rigtig er noget at tabe, alle hans film foregår i en verden, hvor alt allerede er tabt og hvor enhver transcendent betragtning er utænkelig. Og så venter man ellers på at dø ved at lave systemer, tælle ting, myrde hinanden, etc.
Jeg bumper lige tråden, så jeg husker at svare tilbage på #27. Dog skal "The Tree of Life" først og fremmest ses i morgen, og så kan gensynet med "Drowning by Numbers" indledes.
Der er så meget her i verden at glæde sig til ;)
Fellaheen (31) skrev:
Jeg kan godt lide de af hans film, jeg har set, men har dog svært ved rigtig at knytte an. De betyder ikke noget for mig, på nær en eller to af dem. Specielt interessante er hans tidlige film A Walk Through H og The Falls (hans bedste film) og hans sene The Baby of Macon (prinsen må være min yndlingskarakter i nogen film overhovedet) og Prospero's Books (i hvert fald for deres visuelle side). Men ja - jeg forstår heller intet, mandens vision er for mig enten henlagt i mørke, totalt uigennemskuelig, eller meget gennemskuelig og derfor uendeligt uinteressant. Jeg hælder nok til det sidste og reducerer (for mit eget overbliks skyld) hans film til barokke dødsritualer uden anden mening eller systematik end dødens egen. For Greenaway skildrer nærmest ikke engang død eller lidelse, han skildrer de systemer og strukturer i hvilken døden altid indgår på et eller andet tidspunkt eller en eller anden måde.
Der er en mangfoldighed og en overflod af ting i Greenaways film - ting der alle sammen skal dø eller er i gang med at dø og gør det efter en bestemt barok systematik, som driver filmens handling. Alt der kan tælles, måles eller vejes og derfor også skal dø på et tidspunkt bliver sat under luppen - inklusive mennesker. Og det er netop et utrolig voldeligt og ulækkert anarki hvor ALT går under i en i øvrigt meningsløs rækkefølge - en "encyklopædisk orden", der i sin absurditet kan være ret sjov, men som alligevel tjener selve den postmoderne ideologi og den ironiske afstandtagen fra lidelse og død ved ikke at fokusere på selve disse tings fatalitet, men derimod de systemer, de indgår i. Greenaways film gengiver ingen følelse af tab, da der ikke rigtig er noget at tabe, alle hans film foregår i en verden, hvor alt allerede er tabt og hvor enhver transcendent betragtning er utænkelig. Og så venter man ellers på at dø ved at lave systemer, tælle ting, myrde hinanden, etc.
Lækkert, jeg har endnu meget Greenaway til gode. Desværre er der ikke meget af ham i stakken af usetheder, og der går nok lidt tid, førend jeg får investeret i mere af manden (men I må bære over med mig, da blandt andre Satantango og et par Tarkovskij-film optager august-tiden)
Vel, det kan være Antlion, eller andre (da osse), vælger at oplyse os lidt på et tidspunkt, eller samle noget af den spredte illumination, som så skrøbeligt har blafret i andre tråde. Ellers må vi jo istemme det postmodernistens groteske requiem, bestående af en samling nok så kødpålunsede og særdeles morende sig kranier, som vi trods alt har fået ind med Skøgens bitre mælk. Eller, en ting er at sige, at en spankulerende skarnbasse er klam og en jordsmygende orm er klam, og så stoppe dér, i en eventuel romantiseret fascination af ens egen gysen. Men, en på en gang smuk og skarpsindig påpegelse af sjælens melankolske anatomi er vel kun læger (a la særdeles imagenationære psykiatere) og ledens kunstnere forundt? (jeg har i øvrigt på fornemmelsen, jeg for længe siden burde have fået læst Robert Burtons bog) Det er muligt vi aner en distance hos Greenaway, men man kunne også få fornemmelsen af denne som en sidste vægrelse mod vanviddet. Her ville Nietzsches citat om afgrunden vel være på sin plads? (Jeg har dog ikke selv læst noget Nietzsche...) Jeg synes nemlig at ville forstå, at før man kan skildre afsindet så fint, må man have været der mindst fligeligt. I det mindste gør Greenaway ikke en Biedermeier-bevægelse, og tyr til det tæmmede system... :)
Jeg har heller ikke læst Melankoliens Anatomi og er da meget enig i det altsammen, Skøgens bitre mælk, kranierne ([url= stadig beklædt med kød skønt ikke så længe endnu, skarnbassen, m.m. Jo, der er en distance hos Greenaway, som måske kan spores tilbage til en angst for afgrunden, at tælle for at glemme, men så bliver det også lidt vel spekulativt og fortænkt. Og ironien er på sin måde også en "modernisme", fordi den adresserer det absurde og syge, det er rigtig nok, men jo uden at gøre noget ved det.
Og hvad sagde da Nietzsche om afgrunden? :)
Forresten er jeg meget fascineret af nogle af de ord som du bruger, vægrelse, fligeligt, som man sagtens kan uddrage en mening af, selvom de ikke (så hvidt jeg ved) findes. Det er helt Heidegger-agtigt - vægren-sig-imod-vanviddet.
Jeg bumper lige tråden, så jeg husker at svare tilbage på #27. Dog skal "The Tree of Life" først og fremmest ses i morgen, og så kan gensynet med "Drowning by Numbers" indledes.
Jeg har heller ikke læst Melankoliens Anatomi og er da meget enig i det altsammen, Skøgens bitre mælk, kranierne ([url= stadig beklædt med kød skønt ikke så længe endnu, skarnbassen, m.m. Jo, der er en distance hos Greenaway, som måske kan spores tilbage til en angst for afgrunden, at tælle for at glemme, men så bliver det også lidt vel spekulativt og fortænkt. Og ironien er på sin måde også en "modernisme", fordi den adresserer det absurde og syge, det er rigtig nok, men jo uden at gøre noget ved det.
Og hvad sagde da Nietzsche om afgrunden? :)
Forresten er jeg meget fascineret af nogle af de ord som du bruger, vægrelse, fligeligt, som man sagtens kan uddrage en mening af, selvom de ikke (så hvidt jeg ved) findes. Det er helt Heidegger-agtigt - vægren-sig-imod-vanviddet.
Det har endnu heller ikke Melankoliens anatomi, men jeg ser frem til den... ok, måske en lidt fjollet forespørgsel så, men det kunne være du havde nogle tanker omkring den, og det er en bog som jeg længe har været lidt nysgerrig omkring.
Dejligt link, en nydelig lille tegnefilm.
Derudover kan jeg vist ikke kommentere meget mere, end tælningerne mere synes som sønnens behov for et system at indgå i, den naturlige trang til at beskæftige sig med et eller andet, også selvom man ikke i sin opvækst er blevet præsenteret for egentlige idelige værdier eller moralske koder at handle på. Og selvom det måske kan synes lidt banalt at drengen så åbenlyst tæller døden, synes jeg faktisk det er udført med tilstrækkeligt elegance og hensat til detaljen, at det fungerer. Måske nok som en underbygning til filmens store tema, en karakteruddybning af fortællingens sågar. Heh, omend dette også ville kunne siges at være lidt søgt :)
Nietzsche tror jeg vist nok at han muligvis sagde noget i stil med sådan cirka, "kigger du længe nok ned i afgrunden, kigger den tilbage på dig." Og da jeg ret kort tid efter indså hvor multitolkbart citatet er udenfor sin sammenhæng, beklager jeg min tidligere reference og vil ikke have mere med den at gøre :)
Ordfascination er dejligt, så jeg er taknemmelig. I øvrigt, når ord bruges, så findes de. Og når mindst to bruger samme ord for noget, så er der et fælles sprog under udarbejdelse. Ordenes betydning for enkelten er dog aldrig helt ens, men derfor kan man for det meste godt forstå hinanden alligevel. Hurra for sproglighed :)
Jeg har i øvrigt kort stiftet bekendtskab med Heidegger og dennes videreførelse af Husserls fænomenologi. Ikke at jeg har fået sat mig ind i fænomenologiens nuancer, men den grundlæggende tanke om at gå fordomsfrit til alting, har betydet en del for mig.
Fik set Kokken, tyven, hans kone og hendes elsker i Cinemateket i dag. Det var en besynderlig oplevelse, som jeg har lidt vanskeligt ved at forholde mig til. Blændende visuel og musikalsk harmoni. Hen mod slutningen synes jeg dialogen manglede lidt skarphed, ligesom den enkelte steder virkede lidt kluntet, men dette kunne godt være en del af konen og elskerens psyke, så den ville jeg måske kunne godtage. Selve slutningen synes jeg også var lidt kluntet. Men en betagende væmmelig film, som jeg godt kunne tænke mig at høre andres ord omkring, dersom nogen skulle have set den.
Jeg synes [url= interview[/url] er temmelig interessant. Som spirende litterat og ordgrumler iblandet snerte af udoverstræbende æstetisk nysgerrighed, ægger et visuelt genis billedforståelsesopmuntring mig overmåde.
#31 Fellaheen 13 år siden
Jeg kan godt lide de af hans film, jeg har set, men har dog svært ved rigtig at knytte an. De betyder ikke noget for mig, på nær en eller to af dem. Specielt interessante er hans tidlige film A Walk Through H og The Falls (hans bedste film) og hans sene The Baby of Macon (prinsen må være min yndlingskarakter i nogen film overhovedet) og Prospero's Books (i hvert fald for deres visuelle side). Men ja - jeg forstår heller intet, mandens vision er for mig enten henlagt i mørke, totalt uigennemskuelig, eller meget gennemskuelig og derfor uendeligt uinteressant. Jeg hælder nok til det sidste og reducerer (for mit eget overbliks skyld) hans film til barokke dødsritualer uden anden mening eller systematik end dødens egen. For Greenaway skildrer nærmest ikke engang død eller lidelse, han skildrer de systemer og strukturer i hvilken døden altid indgår på et eller andet tidspunkt eller en eller anden måde.
Der er en mangfoldighed og en overflod af ting i Greenaways film - ting der alle sammen skal dø eller er i gang med at dø og gør det efter en bestemt barok systematik, som driver filmens handling. Alt der kan tælles, måles eller vejes og derfor også skal dø på et tidspunkt bliver sat under luppen - inklusive mennesker. Og det er netop et utrolig voldeligt og ulækkert anarki hvor ALT går under i en i øvrigt meningsløs rækkefølge - en "encyklopædisk orden", der i sin absurditet kan være ret sjov, men som alligevel tjener selve den postmoderne ideologi og den ironiske afstandtagen fra lidelse og død ved ikke at fokusere på selve disse tings fatalitet, men derimod de systemer, de indgår i. Greenaways film gengiver ingen følelse af tab, da der ikke rigtig er noget at tabe, alle hans film foregår i en verden, hvor alt allerede er tabt og hvor enhver transcendent betragtning er utænkelig. Og så venter man ellers på at dø ved at lave systemer, tælle ting, myrde hinanden, etc.
#32 Muldgraver 13 år siden
Der er så meget her i verden at glæde sig til ;)
Lækkert, jeg har endnu meget Greenaway til gode. Desværre er der ikke meget af ham i stakken af usetheder, og der går nok lidt tid, førend jeg får investeret i mere af manden (men I må bære over med mig, da blandt andre Satantango og et par Tarkovskij-film optager august-tiden)
Vel, det kan være Antlion, eller andre (da osse), vælger at oplyse os lidt på et tidspunkt, eller samle noget af den spredte illumination, som så skrøbeligt har blafret i andre tråde. Ellers må vi jo istemme det postmodernistens groteske requiem, bestående af en samling nok så kødpålunsede og særdeles morende sig kranier, som vi trods alt har fået ind med Skøgens bitre mælk. Eller, en ting er at sige, at en spankulerende skarnbasse er klam og en jordsmygende orm er klam, og så stoppe dér, i en eventuel romantiseret fascination af ens egen gysen. Men, en på en gang smuk og skarpsindig påpegelse af sjælens melankolske anatomi er vel kun læger (a la særdeles imagenationære psykiatere) og ledens kunstnere forundt? (jeg har i øvrigt på fornemmelsen, jeg for længe siden burde have fået læst Robert Burtons bog) Det er muligt vi aner en distance hos Greenaway, men man kunne også få fornemmelsen af denne som en sidste vægrelse mod vanviddet. Her ville Nietzsches citat om afgrunden vel være på sin plads? (Jeg har dog ikke selv læst noget Nietzsche...) Jeg synes nemlig at ville forstå, at før man kan skildre afsindet så fint, må man have været der mindst fligeligt. I det mindste gør Greenaway ikke en Biedermeier-bevægelse, og tyr til det tæmmede system... :)
#33 Fellaheen 13 år siden
Spejlet, Andrei Rublev???
...
Jeg har heller ikke læst Melankoliens Anatomi og er da meget enig i det altsammen, Skøgens bitre mælk, kranierne ([url= stadig beklædt med kød skønt ikke så længe endnu, skarnbassen, m.m. Jo, der er en distance hos Greenaway, som måske kan spores tilbage til en angst for afgrunden, at tælle for at glemme, men så bliver det også lidt vel spekulativt og fortænkt. Og ironien er på sin måde også en "modernisme", fordi den adresserer det absurde og syge, det er rigtig nok, men jo uden at gøre noget ved det.
Og hvad sagde da Nietzsche om afgrunden? :)
Forresten er jeg meget fascineret af nogle af de ord som du bruger, vægrelse, fligeligt, som man sagtens kan uddrage en mening af, selvom de ikke (så hvidt jeg ved) findes. Det er helt Heidegger-agtigt - vægren-sig-imod-vanviddet.
#34 Fellaheen 13 år siden
#35 Muldgraver 13 år siden
Heh og ja :)
Jeg vil blot hoppe ind her, for at sige jeg tager endnu en lille posteringspause fra Filmz, godt en uge eller så, men så skal jeg også nok svare.
#36 Muldgraver 13 år siden
Bump :)
#37 Muldgraver 13 år siden
Det har endnu heller ikke Melankoliens anatomi, men jeg ser frem til den... ok, måske en lidt fjollet forespørgsel så, men det kunne være du havde nogle tanker omkring den, og det er en bog som jeg længe har været lidt nysgerrig omkring.
Dejligt link, en nydelig lille tegnefilm.
Derudover kan jeg vist ikke kommentere meget mere, end tælningerne mere synes som sønnens behov for et system at indgå i, den naturlige trang til at beskæftige sig med et eller andet, også selvom man ikke i sin opvækst er blevet præsenteret for egentlige idelige værdier eller moralske koder at handle på. Og selvom det måske kan synes lidt banalt at drengen så åbenlyst tæller døden, synes jeg faktisk det er udført med tilstrækkeligt elegance og hensat til detaljen, at det fungerer. Måske nok som en underbygning til filmens store tema, en karakteruddybning af fortællingens sågar. Heh, omend dette også ville kunne siges at være lidt søgt :)
Nietzsche tror jeg vist nok at han muligvis sagde noget i stil med sådan cirka, "kigger du længe nok ned i afgrunden, kigger den tilbage på dig." Og da jeg ret kort tid efter indså hvor multitolkbart citatet er udenfor sin sammenhæng, beklager jeg min tidligere reference og vil ikke have mere med den at gøre :)
Ordfascination er dejligt, så jeg er taknemmelig. I øvrigt, når ord bruges, så findes de. Og når mindst to bruger samme ord for noget, så er der et fælles sprog under udarbejdelse. Ordenes betydning for enkelten er dog aldrig helt ens, men derfor kan man for det meste godt forstå hinanden alligevel. Hurra for sproglighed :)
Jeg har i øvrigt kort stiftet bekendtskab med Heidegger og dennes videreførelse af Husserls fænomenologi. Ikke at jeg har fået sat mig ind i fænomenologiens nuancer, men den grundlæggende tanke om at gå fordomsfrit til alting, har betydet en del for mig.
#38 Muldgraver 13 år siden
#39 Muldgraver 13 år siden
Bump
#40 Muldgraver 13 år siden