#20: No problem. Det med følelserne kan måske også lyde forkert, for det er jo ikke sådan at jeg går i skrivemæssigt hi i længere perioder, og så venter på at der sker noget livsændrende for mig. Der kører hele tiden følelser rundt i os allesammen, og jeg finder tit at det er i dem at min inspiration ligger.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg har haft historier i mit hoved så længe jeg overhovedet kan huske :) Kun 2 gange har jeg decideret skrevet dem ned - dog blev ingen af dem færdig.
Jeg har altid haft svært ved at se Danmark som et fesent land at skrive en krimi i - men jeg indrømmer også at udover Rubens Den sidste Gentleman, så har jeg vist ikke læst en nyere dansk roman ;)
Så mine foregik i USA - et land som jeg nu engang kender meget til - alligevel er det hulens svært at lave research.
Den første jeg skrev ned blev faktisk halv-lang - jeg gætter på et par hundrede sider (mindst). Den handlede om en ung politimand i Boston hvis partner (arbejds-partner - ikke kæreste) pludselig begår selvmord. Han beslutter sig for at efterforske sagen og opdager korruption blandt sine kollegaer og chefer. Samtidig forelsker han sig i en servitrice på flugt fra sin voldelige eks. og da det hele begynder at brænde på må han og servitricen se sig nødsaget til at flygte hjem til hans familie i Maine (nåja, man er vel Stephen King fan ;) Han havde haft et større opgør med familien der gjorde at han ikke havde set dem i flere år - eller været med til sin fars begravelse. Historien var en blanding af krimi og drama og bortset fra at jeg flere steder ikke var helt sikker på hvordan tingene foregår i sådan et politi-miljø i USA og bare skrev ud fra mine egne forestillinger og hvad jeg kendte fra film og serier, så synes jeg faktisk selv at den blev helt spændende ;) Historien blev dog en anelse kringlet og jeg kørte lidt fast i hvordan jeg skulle nå frem til den slutning jeg havde sat mig for at den skulle have. Slutningen havde jeg endda skrevet også... måske jeg skulle hyre M. Night Shyamalan til at skrive mit "twist" ;)
Desværre mistede jeg den diskette (ja, nu er det så også knap 10 år siden jeg skrev den) hvor historien lå - ville ellers gerne gøre den færdig.
Den anden historie handlede om nogle unge på en psykiatrisk afdeling - starter som et drama men så var det meningen at den skulle få et overnaturligt element - dog kom jeg vist aldrig videre end ca. 20-25 sider... Også denne diskette jeg ved ikke hvor er - De 2 historier ligger sikkert den samme disk.
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Tak :) Om ikke andet så har denne tråd inspireret mig til at lede... men efter 6 flytninger så er jeg ikke super-optimistisk. Dog har jeg set en diskette i ny og næ og tænke "gad vide..." ;)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Men har travlt med skolen og ikke har haft lyst til det men
her er starten af det jeg er i gang med måske forvirende da i måske ikke har læst de første 4 dele og stavefejl og grammatik er det sikkert nok af d: Skal os sige at jeg ikke er færdig med kapitel 2!
men slemt er det ikke
værsgo
Kapitel 1 Dronning Susie stod og kiggede ud i vinduet, hun havde været urolig i lang tid det var noget på vej men hun ved ikke hvad er det noget godt eller ondt. Hun kunne ikke andet end at vente, vente på hendes endlige skæbne. Der havde gået 16 år, Elizabeth og Martin er blevet 16 år gamle og nu reagere Ereoros Surina til Martin er gammel nok til at overtage tronen. Susie var dronning, men hun var altid i vinduet og ventede på hendes skæbne. Martin og Ereoros, kæmpede mod hinanden, Ereoros sagde forpustet ” Du er stærk min dreng, men du skal lære at..” Han væltede Martin ned og derefter sagde Ereoros” At bruge alt omkring dig inklusiv din krop, ikke bare din styrke og sværd”. Martin rejste sig op og trak hans lange hår væk fra panden, han kiggede På Ereoros han stormede og han ramte hans klinge derefter svingede Ereoros hans sværd, Martin nåede at dukke sig, han slog ud efter ham men Ereoros undveg og tog fat i ham og væltede ham ned på jorden. Ereoros kiggede på ham og sagde spørgende” Pause?” Martin sagde forpustet med et smil” Ja tak”. Ereoros kig hen væk men Martin sparkede ud after benet og væltede ham og Martin sagde” Jeg snød, men jeg vandt” og rejste sig op. Ereoros smilede og rejste sig op og sagde ”jeg gir en øl men ikke noget med at sige det til din mor”. Martin rystede med hovedet med et smil og de gik ud af turnering salen og hen mod Castlaur’s Kro” Den faldne ridder”. Susie stod og kiggede alvorligt i vinduet, Elizabeth kom ind og hun spurgte Mor er der noget galt, Elizabeth kig i over til hende og kiggede spørgende på hende. Susie gav intet svar, hun har været stille i snart 2 måneder. Elizabeth gik ud af værelset og lukkede døren efter sig, hun så Martin og Ereoros snakke sammen, hun gik over til Martin han skyndte sig at gemme han ølkrus væk, Elizabeth sagde” Jeg har set den, så giv mig noget af den” Martin gav hende den og hun sagde derefter” Hun har ikke lavet andet end at være i det pokkers vindue og hun ser så mærkeligt lige som noget der skal ske”. Martin” Hun har vel haft drømme om Far, du ved jo hvor meget han betød for hende”. Ereoros kiggede op på tårnet og sagde at hun elskede ham mere en nogen anden. Pludselig kom der et skrig fra tårnet af, Ereoros løbte af sted med børnene i hælene, Dronningen stod og kiggede ud mod sletten og det var blevet mørkt alt for mørkt. Ereoros spurgte om der var noget galt? Susie svarede” De kommer han kommer, Fyrstens hærfører er her han kommer skynd jeg væk, for Marin og Elizabeth væk, han kommer!”.
Pludselig blev porten smadret væk, og Skygge krigere trådte ind af døren, de var sorte og lignede at de ingen sjæl havde deres sorte rustning deres tomme røde øjne fyldt med had og ondskab strømmede igenemen deres blod årer. Efter dem kom en 2,5 meter høj skabning, tynd men kraftig og sort og havde gule øjne det var Ratas, Morocks tiderlige Hærfører og Genareal. Ratas råbte op” Mine damer og herrer, jeg overtager den borg og forventer Selfølig at i kæmper mod os og dræber og så videre bla, bla”. Ereoros stod foran og sagde” Forsvind herfra! Eller i for mig at bestille!” Ratas og hans dusin skygge krigere grinede hånligt! Ratas drog sit sværd og gik langsomt mod Ereoros han sagde til ham” Så du tror dit ynkelige fæ at du kan dræbe os med dit lille sværd?”. Erereos svarede” Måske kan jeg ikke bekæmpe jer, men jeg tager nogen med mig i graven!” Ratas smilede ondskabsfuldt, og huggede efter ham, lyden fra Ereoros og Ratas sværd klingrede i luften og de slog efter hende i anden og parrede hinandens slag. Ereoros soldater så ham kæmpe mod Ratas, Kaptajnen sagde” Drag jeres sværd mænd og lad os hjælpe vores leder!” De tapre krigere stormede mod dem og skygge krigerne gjorde det samme. De kæmpede bravt mod de dobbelt så høje Mørke krigere, de var færre men hurtigere. Ratas snærede af Ereoros ”giv nu op dit idiot, dine mænd bliver slagtet”. Ereoros kiggede på hans mand og ja de blev slagtet som grise de faldt en efter en. Ratas tog chancen og huggede efter Ereoros og ramte ham, han skar en grimasse da han følte sværdet stikke igenemen ham og blev trukket ud igen. Ratas grinte, og sagde stille” Lidt omsorg og du er forvirret jeres menneskers svaghed er mit våben”. Ratas huggede ned på Ereoros og han faldt ned og så hans krigere lide samme skæbne som ham. Ratas trak sværdet ud af Ereoros lig og stod og kiggede og råbte” Min dronning kom frit frem ud af deres gemmested, vi ved du er der”. Susie sagde til Martin at de skulle væk herfra og finde Wolfgang han bor i de narrangord skovene syd for borgen. Martin og Elizabeth vil ikke flygte men Susie sagde du skulle af sted og finde ham og redde Surina. De løbte væk og ud af bag porten.
Susie gik ud af slottets entre og så Ereoros døde lig og hans faldne mænd ligge livløse på jorden. Susie begyndte at få tåre i øjnene. Ratas sagde” Ja de stod i vejen, min dronning” Susie råbte” Dit modbydelige bæst” Ratas smilede og sagde til hans krigere tag hende med.
Kapitel 2
Martin og Elizabeth var i chok, Ereoros var død deres mor var fange, og de skulle finde en Wolfgang i en skov som de aldrig har været i før. Martin sagde til hende at de burde komme af sted før de fandt ud af vi er undsluppet. De løbte og løbte, de kom til en å og begyndte at drikke af vandet så pludselig hørte de noget i buskede der bevægede sig. Martin drog sit sværd frem og havde det klart, og ud af busken hoppede et lille egeren ud. Martin sagde bare” åh det bare et dumt egeren” Egeren sagde med en Elegant og Britisk stemme” Edgar om jeg må be Sir” Martin gloede på egeneret og sagde undskyldende at det ikke var meningen at fornærme dem. Edgar nikkede bare og spurgte hvor de var på vej hen til Wolfgang og han bor i skoven narrangord. Edgar sagde med hans elegante stemme” Jeg kan visse jer vej, i ser ikke ud som i kender de her egne særlig godt sir”. Martin og Elizabeth nikkede og sagde at de meget gerne vil have hjælp. De fulgte egeneret i 3-4 timer traven, og så de skoven lidt længere fremme. Edgar sagde at de skulle følge med ham, og han sagde han ikke kunne komme længere og børnene gik ind i skoven og den var mørk og stille. De havde gået i lang tid og ikke fundet nogen som helst Wolfgang, de satte sig ned og så en busk bevæge sig igen og de gik over til den og frem af busken hoppede en ork med en økse i hånden og den sagde idiotisk” arr små børn nam,”. Martin slog efter ham med sit sværd men Orken slog ham væk med et kraftig slag så han landte på jorden Trolden var ikke interesseret i Martin men Elizabeths fine smykker. Han gik over med Elizabeth med store lange skridt.
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Uhh du lyder som en af de typer, der skal bruge mange ord på at sige så lidt... Men med den rette manus forfatter, kan det jo måske alligevel blive spændende nok :-)
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
#21 Collateral 14 år siden
#22 Batsy 14 år siden
Overvejer at gå vejen som forfatter men ikke alle er lige så heldige ):
#23 wimmie 14 år siden
Kun 2 gange har jeg decideret skrevet dem ned - dog blev ingen af dem færdig.
Jeg har altid haft svært ved at se Danmark som et fesent land at skrive en krimi i - men jeg indrømmer også at udover Rubens Den sidste Gentleman, så har jeg vist ikke læst en nyere dansk roman ;)
Så mine foregik i USA - et land som jeg nu engang kender meget til - alligevel er det hulens svært at lave research.
Den første jeg skrev ned blev faktisk halv-lang - jeg gætter på et par hundrede sider (mindst). Den handlede om en ung politimand i Boston hvis partner (arbejds-partner - ikke kæreste) pludselig begår selvmord. Han beslutter sig for at efterforske sagen og opdager korruption blandt sine kollegaer og chefer. Samtidig forelsker han sig i en servitrice på flugt fra sin voldelige eks. og da det hele begynder at brænde på må han og servitricen se sig nødsaget til at flygte hjem til hans familie i Maine (nåja, man er vel Stephen King fan ;) Han havde haft et større opgør med familien der gjorde at han ikke havde set dem i flere år - eller været med til sin fars begravelse.
Historien var en blanding af krimi og drama og bortset fra at jeg flere steder ikke var helt sikker på hvordan tingene foregår i sådan et politi-miljø i USA og bare skrev ud fra mine egne forestillinger og hvad jeg kendte fra film og serier, så synes jeg faktisk selv at den blev helt spændende ;)
Historien blev dog en anelse kringlet og jeg kørte lidt fast i hvordan jeg skulle nå frem til den slutning jeg havde sat mig for at den skulle have. Slutningen havde jeg endda skrevet også... måske jeg skulle hyre M. Night Shyamalan til at skrive mit "twist" ;)
Desværre mistede jeg den diskette (ja, nu er det så også knap 10 år siden jeg skrev den) hvor historien lå - ville ellers gerne gøre den færdig.
Den anden historie handlede om nogle unge på en psykiatrisk afdeling - starter som et drama men så var det meningen at den skulle få et overnaturligt element - dog kom jeg vist aldrig videre end ca. 20-25 sider... Også denne diskette jeg ved ikke hvor er - De 2 historier ligger sikkert den samme disk.
#24 neran 14 år siden
#25 wimmie 14 år siden
Tak :)
Om ikke andet så har denne tråd inspireret mig til at lede... men efter 6 flytninger så er jeg ikke super-optimistisk. Dog har jeg set en diskette i ny og næ og tænke "gad vide..." ;)
#26 neran 14 år siden
#27 Batsy 14 år siden
Men har travlt med skolen og ikke har haft lyst til det men
her er starten af det jeg er i gang med måske forvirende da i måske ikke har læst de første 4 dele og stavefejl og grammatik er det sikkert nok af d: Skal os sige at jeg ikke er færdig med kapitel 2!
men slemt er det ikke
værsgo
Kapitel 1
Dronning Susie stod og kiggede ud i vinduet, hun havde været urolig i lang tid det var noget på vej men hun ved ikke hvad er det noget godt eller ondt. Hun kunne ikke andet end at vente, vente på hendes endlige skæbne.
Der havde gået 16 år, Elizabeth og Martin er blevet 16 år gamle og nu reagere Ereoros Surina til Martin er gammel nok til at overtage tronen. Susie var dronning, men hun var altid i vinduet og ventede på hendes skæbne.
Martin og Ereoros, kæmpede mod hinanden, Ereoros sagde forpustet ” Du er stærk min dreng, men du skal lære at..” Han væltede Martin ned og derefter sagde Ereoros” At bruge alt omkring dig inklusiv din krop, ikke bare din styrke og sværd”. Martin rejste sig op og trak hans lange hår væk fra panden, han kiggede På Ereoros han stormede og han ramte hans klinge derefter svingede Ereoros hans sværd, Martin nåede at dukke sig, han slog ud efter ham men Ereoros undveg og tog fat i ham og væltede ham ned på jorden. Ereoros kiggede på ham og sagde spørgende” Pause?” Martin sagde forpustet med et smil” Ja tak”. Ereoros kig hen væk men Martin sparkede ud after benet og væltede ham og Martin sagde” Jeg snød, men jeg vandt” og rejste sig op. Ereoros smilede og rejste sig op og sagde ”jeg gir en øl men ikke noget med at sige det til din mor”. Martin rystede med hovedet med et smil og de gik ud af turnering salen og hen mod Castlaur’s Kro” Den faldne ridder”.
Susie stod og kiggede alvorligt i vinduet, Elizabeth kom ind og hun spurgte Mor er der noget galt, Elizabeth kig i over til hende og kiggede spørgende på hende. Susie gav intet svar, hun har været stille i snart 2 måneder. Elizabeth gik ud af værelset og lukkede døren efter sig, hun så Martin og Ereoros snakke sammen, hun gik over til Martin han skyndte sig at gemme han ølkrus væk, Elizabeth sagde” Jeg har set den, så giv mig noget af den” Martin gav hende den og hun sagde derefter” Hun har ikke lavet andet end at være i det pokkers vindue og hun ser så mærkeligt lige som noget der skal ske”. Martin” Hun har vel haft drømme om Far, du ved jo hvor meget han betød for hende”. Ereoros kiggede op på tårnet og sagde at hun elskede ham mere en nogen anden. Pludselig kom der et skrig fra tårnet af, Ereoros løbte af sted med børnene i hælene, Dronningen stod og kiggede ud mod sletten og det var blevet mørkt alt for mørkt. Ereoros spurgte om der var noget galt? Susie svarede” De kommer han kommer, Fyrstens hærfører er her han kommer skynd jeg væk, for Marin og Elizabeth væk, han kommer!”.
Pludselig blev porten smadret væk, og Skygge krigere trådte ind af døren, de var sorte og lignede at de ingen sjæl havde deres sorte rustning deres tomme røde øjne fyldt med had og ondskab strømmede igenemen deres blod årer. Efter dem kom en 2,5 meter høj skabning, tynd men kraftig og sort og havde gule øjne det var Ratas, Morocks tiderlige Hærfører og Genareal. Ratas råbte op” Mine damer og herrer, jeg overtager den borg og forventer Selfølig at i kæmper mod os og dræber og så videre bla, bla”. Ereoros stod foran og sagde” Forsvind herfra! Eller i for mig at bestille!” Ratas og hans dusin skygge krigere grinede hånligt! Ratas drog sit sværd og gik langsomt mod Ereoros han sagde til ham” Så du tror dit ynkelige fæ at du kan dræbe os med dit lille sværd?”. Erereos svarede” Måske kan jeg ikke bekæmpe jer, men jeg tager nogen med mig i graven!” Ratas smilede ondskabsfuldt, og huggede efter ham, lyden fra Ereoros og Ratas sværd klingrede i luften og de slog efter hende i anden og parrede hinandens slag. Ereoros soldater så ham kæmpe mod Ratas, Kaptajnen sagde” Drag jeres sværd mænd og lad os hjælpe vores leder!” De tapre krigere stormede mod dem og skygge krigerne gjorde det samme. De kæmpede bravt mod de dobbelt så høje Mørke krigere, de var færre men hurtigere. Ratas snærede af Ereoros ”giv nu op dit idiot, dine mænd bliver slagtet”. Ereoros kiggede på hans mand og ja de blev slagtet som grise de faldt en efter en. Ratas tog chancen og huggede efter Ereoros og ramte ham, han skar en grimasse da han følte sværdet stikke igenemen ham og blev trukket ud igen. Ratas grinte, og sagde stille” Lidt omsorg og du er forvirret jeres menneskers svaghed er mit våben”. Ratas huggede ned på Ereoros og han faldt ned og så hans krigere lide samme skæbne som ham.
Ratas trak sværdet ud af Ereoros lig og stod og kiggede og råbte” Min dronning kom frit frem ud af deres gemmested, vi ved du er der”.
Susie sagde til Martin at de skulle væk herfra og finde Wolfgang han bor i de narrangord skovene syd for borgen. Martin og Elizabeth vil ikke flygte men Susie sagde du skulle af sted og finde ham og redde Surina. De løbte væk og ud af bag porten.
Susie gik ud af slottets entre og så Ereoros døde lig og hans faldne mænd ligge livløse på jorden. Susie begyndte at få tåre i øjnene. Ratas sagde” Ja de stod i vejen, min dronning” Susie råbte” Dit modbydelige bæst” Ratas smilede og sagde til hans krigere tag hende med.
Kapitel 2
Martin og Elizabeth var i chok, Ereoros var død deres mor var fange, og de skulle finde en Wolfgang i en skov som de aldrig har været i før. Martin sagde til hende at de burde komme af sted før de fandt ud af vi er undsluppet.
De løbte og løbte, de kom til en å og begyndte at drikke af vandet så pludselig hørte de noget i buskede der bevægede sig. Martin drog sit sværd frem og havde det klart, og ud af busken hoppede et lille egeren ud. Martin sagde bare” åh det bare et dumt egeren” Egeren sagde med en Elegant og Britisk stemme” Edgar om jeg må be Sir” Martin gloede på egeneret og sagde undskyldende at det ikke var meningen at fornærme dem. Edgar nikkede bare og spurgte hvor de var på vej hen til Wolfgang og han bor i skoven narrangord. Edgar sagde med hans elegante stemme” Jeg kan visse jer vej, i ser ikke ud som i kender de her egne særlig godt sir”. Martin og Elizabeth nikkede og sagde at de meget gerne vil have hjælp. De fulgte egeneret i 3-4 timer traven, og så de skoven lidt længere fremme. Edgar sagde at de skulle følge med ham, og han sagde han ikke kunne komme længere og børnene gik ind i skoven og den var mørk og stille. De havde gået i lang tid og ikke fundet nogen som helst Wolfgang, de satte sig ned og så en busk bevæge sig igen og de gik over til den og frem af busken hoppede en ork med en økse i hånden og den sagde idiotisk” arr små børn nam,”. Martin slog efter ham med sit sværd men Orken slog ham væk med et kraftig slag så han landte på jorden Trolden var ikke interesseret i Martin men Elizabeths fine smykker. Han gik over med Elizabeth med store lange skridt.
#28 Highland Park 14 år siden
En mand af få ord. :D
#29 wimmie 14 år siden
#30 filmz-ab 14 år siden
Uhh du lyder som en af de typer, der skal bruge mange ord på at sige så lidt... Men med den rette manus forfatter, kan det jo måske alligevel blive spændende nok :-)