#70: Pisse godt! Jeg kan virkelig godt lide dem begge. Dog er der i det sidste nogle mærkelige ord? F.eks. burde tidløshed (eller i hvert fald tidløs, nu bliver jeg helt i tvivl) være i et ord. Der er også nogle steder hvor du har droppet mellemrum, er det bevidst? I så fald forstår jeg ikke helt pointen i det. Men derudover er det godt arbejde syntes jeg! Spændende indhold. Beskidt, dystert - muntert og humoristisk.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#71 Tak, dejligt du kan lide dem. Jeg kan godt lide de adjektiver du beskriver din oplevelse med.
Hvis der i det følgende er for meget ævletekst til sådan lige, kan du bare hoppe ned i bunden, til det jeg har skrevet med fed.
De to digte er jo meget forskellige og man kan godt betvivle om det første formmæssigt overhovedet er et digt. Det er samtidig nok et af de mest ligefremme "digte" jeg har skrevet og jeg tegnsætter da også i det. Noget jeg almindeligvis ikke gør, medmindre jeg kan få nogle sjove effekter frem ved tegnsætning. Som i digt nummer to undlader jeg oftest kommaer og så videre, fordi jeg godt kan lide at arbejde med sætningsoverlap, at sætningerne griber ind i hinanden fra hver sin side og sådan danner forskellige rytmer og betydninger som en anden knude. Ligesom med ordophugene og -sammensætnignerne:
Så til dit spørgsmål vil jeg sige ja, det er bevidst. Der er ikke umiddelbart så meget budskabspointe i at splitte ad og sammensætte sådan som jeg gør, bortset fra at jeg synes det er morsomt... Det er der naturligvis en forklaring på, en bagvedliggende sprogpolitik: Ord er døde i sig selv, men når vi tillægger tegn en betydning, opstår sprog og udtryk og nogle gange vælter vores betydningstillægninger rundt i hinanden. Klassisk eksempelvis, hvad betyder "fyr" og hvad associerer du samtidig til? Dertil kommer grammatikken som er forsøg på at systematisere sproget, så flest mulige kan kommunikere sammen og have en rimelig chance for at forstå hvad den anden egentlig ville sige.
Ikke desto mindre er der i alle sprog (så vidt jeg da ved) uregelmæssigheder i grammatikken. Dertil kommer muligheden for på dansk (sikkert også på masser af andre sprog), at bygge flere betydninger oven på allerede ladede ord, f.eks. strøm => strømsvigt => strømsvigtsvrimmel => strømsvigtsvrimmelsterapi => osv. Men man kan også gå den anden vej og bryde ordene op i deres morfemer, sådan at man får hvert ords oprindelige betydning til at ligge der midt i en samtidigt læst ordsammensætning. Man kunne måske forsøge at være lidt morsom og kalde det en hydrahovedeffekt, man prøver at slå betydningerne itu, men der dukker bare to frem, mens det gamle ligger og udspræller sine sidste nerver...
Eksempelvis: "Tidløshed": egentlig ved jeg ikke om ordet allerede eksisterer, men det kunne sagtens eksistere (og hvorfor skulle man så plædere for det ikke eksisterer (bare fordi der ikke er nogen som tidligere har brugt det (hvad vi ved af))?), betyder vel noget i stil med "noget noget som virker til at være uden tid" og består af tre morfemer: Tid, løs og hed. Vi kender i hvert fald ordet tidløs, som et adjektiv der skal beskrive en genstands eviggyldigehd eller whatever, så det ord ser vi, også selvom det er brudt op. Men fordi vi nu har tid og løs hver for sig, kan man desto lettere give sig selv lov til at gå på opdagelse i hver af de to ords betydninger og endda i deres nu indsatte kontekst få uddybet denne. Det er dig som sætter ordene sammen til tidløshed, selvom hvert ord står hver for sig, og det endda selvom hed står på en helt ny linje og derfor blot kunne være en sammenfatning af en af løbeturens effekter på kroppen :)
Den slags kaos synes jeg er meget smuk (og morsom), fordi der bag ved er en skøn orden, som velsagtens blot er en vilje til at ville hænge sammen. Der hvor det bliver rigtig smukt, er når grænserne brydes for at nå frem til skønheden der blev væk i vanerne. Der er dog meget forskel på menneskers sprogpolitiske standpunkter. Nogle bryder sig ikke om at man piller ved grammatikken, fordi sprogets rammer så går i opløsning. Hvilket jeg synes er en fair nok holdning, der er en grund til vi har regler. Jeg kan dog godt lide at udnytte sprogets fleksibilitet, og jeg kan godt lide når der af og til er nogle som læser mine digte, at de går på opdagelse i deres eget sprogunivers, med et kort jeg har tegnet og sådan finder frem til fornøjelige steder. Ligesom jeg har stor fornøjelse af at gå på opdagelse med andres udtrykskort.
Håber det gav lidt forståelse for hvorfor :)
Kort sagt, den pointe der er ved min måde at skrive på(/påskrive), er mere et grundlæggende sprogparadigme end en særlig omstændighed jeg vil gøre opmærksom på. Det bliver mere et værktøj til at kreere omstændighedsnuancer end et budskab :)
#72: Det var et voldsomt indlæg, men jeg har læst det igennem, og jeg forstår godt at det er bevidst. Jeg har ikke besluttet mig for om det er noget jeg kan lide eller ej. Det generer bare mine øjne når jeg læser, men jeg får jo alligevel budskabet med. Så det er nok udemærket.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#74: Nu når du har brugt tid på at skrive skal jeg sgu da også læse. Selvom pointen nu kunne have været formuleret kortere, hvilket du jo også har gjort nederst. Havde jeg læst indlægget før jeg havde læst et af dine digte havde jeg nok været bange for at du var meget teknisk i din tilgang til at digte, og at det kunne gå ud over budskab, men har jeg heldigvis set ikke er sagen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#75 Nah, der er ikke nogen jeg vil tvinge til at skulle gennemgå mine tanker... og slet ikke når jeg går i selvsving. Hvad mener du med at være teknisk i digtningstilgangen?
#76: At man lader stil gå foran form. Lader de ting du snakker om, opdeling af ord osv. tage prioritering fremfor et budskab, som jeg syntes skal diktere formen, og ikke omvendt.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#77 Fair nok. Jeg anskuer det nok selv sådan, at folk kan digte som det passer dem. Det er meget vanskeligt at retfærdiggøre regelkrav når det gælder sprog, fordi sprog er noget af det mest individuelt anarkistiske vi har, ikke bare selve udtrykket, men også fortolkningen. Nogle vil måske udtrykke en holdning, en tilstand, en stil, en lyd, whatever og den som opfanger udtrykket og fortolker det, kan så forholde sig til det i overensstemmelse med hvem vedkommende er. Er der et fælles punkt kan parterne så drøfte eller skændes om det.
Som digter lægger jeg mig nok et sted midt imellem. Jeg har som regel altid et billede eller en ide jeg skriver ud fra og bruger så nogle af og til lidt grænsesøgende former til at beskrive med, men nogle gange lader jeg formen være det egentlige. Jeg poster lige et digt mere (denne gang med overskrift, og tegnsætning (som her er ret afgørende)), som netop er lavet for at presse læserens opfattelse af perspektivering, hvorfor jeg på baggrund af dine udtalelser, ikke kan forestille mig du så vil bryde dig meget om det, men det er for mig helt ok :)
---------------------------------------------
Duelpingpong
Du sigter Du skyder du falder du sejrslyser du billedes i luften du akrobatiserer du danser med benene i luften du hylstrer du rammer dækker breder du hylstrer du spjætter sidstegangende du smiler mere end sejr du duer ikke mere. du skynder dig at vække dig du duer endnu du lever videre endnu
#78: Vender lige tilbage omkring digtet, men vil lige kommenterer at jeg ikke mente mit forrige indlæg som en regelbog. Det er klart at folk må skrive som de vil, det eneste jeg mente var bare at i forhold til digte jeg kan lide at læse, er det indholdet der skal ramme mig, ikke formen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Det er en tendens i skrivekunsten anno 2010, at et givent stykke arbejde per se skal have et budskab. Men skrivekunst er primært - skrivekunst. Det at kunne udtrykke sig på skrift. At læse et smukt stykke skrift bør være nok i sig selv, hvis man sætter pris på sproget.
Herman Bang kunne på een linje udforske et helt liv. I dag er sproget glemt til fordel for plot og handlingsudvikling.
Kravet om budskab hører ikke hjemme i digtningen. Det er at reducere skrivekunsten til blot og bar formidling.
#71 Collateral 14 år siden
#72 Muldgraver 14 år siden
Tak, dejligt du kan lide dem. Jeg kan godt lide de adjektiver du beskriver din oplevelse med.
Hvis der i det følgende er for meget ævletekst til sådan lige, kan du bare hoppe ned i bunden, til det jeg har skrevet med fed.
De to digte er jo meget forskellige og man kan godt betvivle om det første formmæssigt overhovedet er et digt. Det er samtidig nok et af de mest ligefremme "digte" jeg har skrevet og jeg tegnsætter da også i det. Noget jeg almindeligvis ikke gør, medmindre jeg kan få nogle sjove effekter frem ved tegnsætning. Som i digt nummer to undlader jeg oftest kommaer og så videre, fordi jeg godt kan lide at arbejde med sætningsoverlap, at sætningerne griber ind i hinanden fra hver sin side og sådan danner forskellige rytmer og betydninger som en anden knude. Ligesom med ordophugene og -sammensætnignerne:
Så til dit spørgsmål vil jeg sige ja, det er bevidst. Der er ikke umiddelbart så meget budskabspointe i at splitte ad og sammensætte sådan som jeg gør, bortset fra at jeg synes det er morsomt... Det er der naturligvis en forklaring på, en bagvedliggende sprogpolitik: Ord er døde i sig selv, men når vi tillægger tegn en betydning, opstår sprog og udtryk og nogle gange vælter vores betydningstillægninger rundt i hinanden. Klassisk eksempelvis, hvad betyder "fyr" og hvad associerer du samtidig til? Dertil kommer grammatikken som er forsøg på at systematisere sproget, så flest mulige kan kommunikere sammen og have en rimelig chance for at forstå hvad den anden egentlig ville sige.
Ikke desto mindre er der i alle sprog (så vidt jeg da ved) uregelmæssigheder i grammatikken. Dertil kommer muligheden for på dansk (sikkert også på masser af andre sprog), at bygge flere betydninger oven på allerede ladede ord, f.eks. strøm => strømsvigt => strømsvigtsvrimmel => strømsvigtsvrimmelsterapi => osv. Men man kan også gå den anden vej og bryde ordene op i deres morfemer, sådan at man får hvert ords oprindelige betydning til at ligge der midt i en samtidigt læst ordsammensætning. Man kunne måske forsøge at være lidt morsom og kalde det en hydrahovedeffekt, man prøver at slå betydningerne itu, men der dukker bare to frem, mens det gamle ligger og udspræller sine sidste nerver...
Eksempelvis: "Tidløshed": egentlig ved jeg ikke om ordet allerede eksisterer, men det kunne sagtens eksistere (og hvorfor skulle man så plædere for det ikke eksisterer (bare fordi der ikke er nogen som tidligere har brugt det (hvad vi ved af))?), betyder vel noget i stil med "noget noget som virker til at være uden tid" og består af tre morfemer: Tid, løs og hed. Vi kender i hvert fald ordet tidløs, som et adjektiv der skal beskrive en genstands eviggyldigehd eller whatever, så det ord ser vi, også selvom det er brudt op. Men fordi vi nu har tid og løs hver for sig, kan man desto lettere give sig selv lov til at gå på opdagelse i hver af de to ords betydninger og endda i deres nu indsatte kontekst få uddybet denne.
Det er dig som sætter ordene sammen til tidløshed, selvom hvert ord står hver for sig, og det endda selvom hed står på en helt ny linje og derfor blot kunne være en sammenfatning af en af løbeturens effekter på kroppen :)
Den slags kaos synes jeg er meget smuk (og morsom), fordi der bag ved er en skøn orden, som velsagtens blot er en vilje til at ville hænge sammen. Der hvor det bliver rigtig smukt, er når grænserne brydes for at nå frem til skønheden der blev væk i vanerne. Der er dog meget forskel på menneskers sprogpolitiske standpunkter. Nogle bryder sig ikke om at man piller ved grammatikken, fordi sprogets rammer så går i opløsning. Hvilket jeg synes er en fair nok holdning, der er en grund til vi har regler. Jeg kan dog godt lide at udnytte sprogets fleksibilitet, og jeg kan godt lide når der af og til er nogle som læser mine digte, at de går på opdagelse i deres eget sprogunivers, med et kort jeg har tegnet og sådan finder frem til fornøjelige steder. Ligesom jeg har stor fornøjelse af at gå på opdagelse med andres udtrykskort.
Håber det gav lidt forståelse for hvorfor :)
Kort sagt, den pointe der er ved min måde at skrive på(/påskrive), er mere et grundlæggende sprogparadigme end en særlig omstændighed jeg vil gøre opmærksom på. Det bliver mere et værktøj til at kreere omstændighedsnuancer end et budskab :)
#73 Collateral 14 år siden
#74 Muldgraver 14 år siden
Form er en smagssag, jeps jeps.
#75 Collateral 14 år siden
Havde jeg læst indlægget før jeg havde læst et af dine digte havde jeg nok været bange for at du var meget teknisk i din tilgang til at digte, og at det kunne gå ud over budskab, men har jeg heldigvis set ikke er sagen.
#76 Muldgraver 14 år siden
Nah, der er ikke nogen jeg vil tvinge til at skulle gennemgå mine tanker... og slet ikke når jeg går i selvsving.
Hvad mener du med at være teknisk i digtningstilgangen?
#77 Collateral 14 år siden
#78 Muldgraver 14 år siden
Fair nok. Jeg anskuer det nok selv sådan, at folk kan digte som det passer dem. Det er meget vanskeligt at retfærdiggøre regelkrav når det gælder sprog, fordi sprog er noget af det mest individuelt anarkistiske vi har, ikke bare selve udtrykket, men også fortolkningen. Nogle vil måske udtrykke en holdning, en tilstand, en stil, en lyd, whatever og den som opfanger udtrykket og fortolker det, kan så forholde sig til det i overensstemmelse med hvem vedkommende er. Er der et fælles punkt kan parterne så drøfte eller skændes om det.
Som digter lægger jeg mig nok et sted midt imellem. Jeg har som regel altid et billede eller en ide jeg skriver ud fra og bruger så nogle af og til lidt grænsesøgende former til at beskrive med, men nogle gange lader jeg formen være det egentlige. Jeg poster lige et digt mere (denne gang med overskrift, og tegnsætning (som her er ret afgørende)), som netop er lavet for at presse læserens opfattelse af perspektivering, hvorfor jeg på baggrund af dine udtalelser, ikke kan forestille mig du så vil bryde dig meget om det, men det er for mig helt ok :)
---------------------------------------------
Duelpingpong
Du sigter
Du skyder
du falder
du sejrslyser
du billedes i luften
du akrobatiserer
du danser med benene i luften
du hylstrer
du rammer dækker breder
du hylstrer
du spjætter sidstegangende
du smiler mere end sejr
du duer ikke mere.
du skynder dig at vække dig
du duer endnu
du lever videre endnu
--------------------------------------------
#79 Collateral 14 år siden
#80 Arnold 14 år siden
Herman Bang kunne på een linje udforske et helt liv. I dag er sproget glemt til fordel for plot og handlingsudvikling.
Kravet om budskab hører ikke hjemme i digtningen. Det er at reducere skrivekunsten til blot og bar formidling.