Du elsker jo selv en film som The Matrix. Behøver jeg sige mere? ;)
Ja, det har du bragt op før, at jeg rigtignok gør, og sidste gang forstod du ikke, hvordan man elske en film med svagheder, så jeg satser på, jeg ikke har bedre chancer for at forklare det til dig denne gang heller ;) Desuden holder jeg også meget af flere af Nolan-filmene.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Jeg kan sagtens forstå man holder af en film med svagheder. Men hvis selvsamme svagheder trækker ned hos den ene film og ikke den anden, så må man jo argumentere for det. Du får det bare til at lyde som, at "forklaringerne" kun er et problem hos Nolan, men du kan sagtens se igennem fingre hos andre. Jeg husker godt vi havde debatten om The Matrix-filmene og jeg kan hive flere sekvenser op - særligt i Reloaded, som tangerer den mest pinlige form for exposition (blandt andet den famøse scene med arkitekten, som er det rene forklarings-vrøvl uden lige) :) Nåh, men pointen var også lidt, hvorvidt en instruktør er i stand til at udføre den slags elegant og ubesværet samtidig med man gør det en del af plottet - og ikke en guide til publikum, hvilket du til syvende og sidst er enig i?
En af mine favorit forfattere angående Sci-Fi er Phillip K. Dick. Mange af hans noveller er allerede lavet til film:
Blade Runner (1982) Total Recall (1990) Screamers (1995) Minority Report (2002) Impostor (2002) Paycheck (2003) A Scanner Darkly (2006) Next (2007) Radio Free Albemuth (2010) The Adjustment Bureau (2011)
Men det er langt fra alle der er gode. Det er ærgerligt, da materialet efter min mening er genialt. Så hvorfor er det at filmskaberne ikke formår at levere?
Fordi Hollywood tror, at universet er et rart sted, hvor det gode bekæmper det onde. Derfor dissekerer de litteraturen, så den kan tilpasses deres verdenssyn. Resultatet er tåbelige film tilsat frelsende kærlighed, ekstraordinære helte, fri vilje og happy endings.
Den eneste filmatisering af Dick, der effektivt renderer hans paranoia, filosofiske skepticisme og humor, er A Scanner Darkly. Det er tilmed den bedste af de nævnte film (Blade Runner er naturligvis også prisværdig, men resten af filmene er det rene nonsens). Her er der ingen Neo, der kan frelse verden, men kun freaks som Bob Arctor, der har fået reveserveret en skæbne i det dehumaniserende system. En sådan skæbne er ikke "the stuff that blockbusters are made of", er det?
Jeg er også glad for A Scanner Darkly. Bryder du dig ikke om Minority Report og Total Recall? Resten er indrømmet ret svagt, men Dick er også vanskelig at omsætte til film. Det hjælper heller ikke at de ofte er reduceret til popkornsfilm når hans ideer er til mere.
[...] men ellers skal jeg tilbage til 2009 med District 9, Moon og Mr. Nobody for at finde et godt Scifi år.
Jeg tror, at Aleksei Germans filmatisering af Strugatskij-brødrenes Det er svært at være gud meget vel kunne gå hen og blive en af de bedste SF-film i mange år.
Om jeg forstår dig korrekt, så påstår du, jeg er inkonsekvent. Det er jeg sikkert på mange områder - og særligt når det gælder film - men ikke lige i denne sag :P Jeg ser ikke gennem fingre med noget; jeg sammenholder bare tingene og ser filmene i deres helhed. Om en film har store svagheder, så må dens styrker kompensere for dem for at være god.
The Matrix (den første) er en ultrafed film. Den er, så vidt jeg erindrer, også glimrende fortalt. Særligt [url= scene[/url] var god, synes jeg. Morpheus forklarer det; samtidig ser vi det. I nogle scener ser vi endda ting, uden at det bliver forklaret med det samme (hvilket netop gør filmen så herlig). Reloaded er ikke lige så godt "fortalt" (med få undtagelser), men havde andre styrker. Jeg medgiver, at den ikke er nær så god som den første, som 2'ere jo sjældent er. Og Revolutions har jeg aldrig syntes var en god film uanset, mest fordi plottet i sig selv var uinteressant: The Matrix lider af blå skærm, upersonlige transformers kæmper mod græshoppere, og Neo og Trinity sidder i et skiv det meste af tiden...
Inception fungerede for mig, første gang jeg så den. Anden gang jeg så den og på forhånd forstod reglerne i universet, da blev jeg pludselig træt af alle forklaringerne, som jeg havde accepteret i biografen. Jeg var faktisk ret overrasket over, hvor meget jeg kedede mig, anden gang jeg så den.
The Dark Knight Rises havde sådanne kedelige passager allerede første gang. Case in point: Hvor mange gange skal publikum fortælles, at Bruce Wayne gemmer sig, og at Batman er pensioneret, før de tror på det? Her synes Nolan nærmest at tale ned til publikum og tro, vi er retarderede, så meget som han skærer det ud i pap. Det gør sig heldigvis ikke gældende i slutningen, hvor publikum mere aktivt på samle brikkerne for at forstå, hvad der skete (så vidt jeg husker). Alligevel kunne jeg nyde filmen - det var trods alt Batman. ;)
Ispep (72) skrev:
Nåh, men pointen var også lidt, hvorvidt en instruktør er i stand til at udføre den slags elegant og ubesværet samtidig med man gør det en del af plottet - og ikke en guide til publikum, hvilket du til syvende og sidst er enig i?
Jo, elegance er da et fint ord. Jeg lægger vægt på showing frem for telling. Filmmediet har en evne til at kommunikere med billeder, og gode filmmagere forstår dette sprog og modstår derfor fristelsen at putte det hele eksplicit i manuskriptet. Det er bl.a. det, der skiller folk som George Lucas og Christopher Nolan fra folk som Stanley Kubrick og Ridley Scott.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Jeg er også glad for A Scanner Darkly. Bryder du dig ikke om Minority Report og Total Recall? Resten er indrømmet ret svagt, men Dick er også vanskelig at omsætte til film. Det hjælper heller ikke at de ofte er reduceret til popkornsfilm når hans ideer er til mere.
Minority Report er da en flot film, men det er måske netop problemet. I filmen er Anderton, som var en midaldrende og skaldet politimand ude af form i novellen, en atletisk og ekstraordinær helt med flot hår. Ja, selv de tre precogs har fået pæne navne og ikke-deforme kroppe. Dertil inkorporerer Spielberg selvfølgelig alle de klichéer, jeg nævnte før, så Anderton i sidste øjeblik forløses via fri vilje, idet han ikke dræber manden (det er bare en random dude i filmen, ikke?), "redder" menneskeheden ved at lukke PreCrime, og venter et nyt barn med sin kone. Det er så anti-Dickiansk, som det kan blive!
I Total Recall er futilitetens princip ikke-eksisterende. I et actionorgie redder Quaid ironisk nok platenen med teknologien, som i novellen var kilden til undertrykkelsen. Det er underholdende, bevares, men ganske intetsigende.
#71 Riqon 10 år siden
Ja, det har du bragt op før, at jeg rigtignok gør, og sidste gang forstod du ikke, hvordan man elske en film med svagheder, så jeg satser på, jeg ikke har bedre chancer for at forklare det til dig denne gang heller ;) Desuden holder jeg også meget af flere af Nolan-filmene.
#72 Ispep 10 år siden
Jeg kan sagtens forstå man holder af en film med svagheder. Men hvis selvsamme svagheder trækker ned hos den ene film og ikke den anden, så må man jo argumentere for det. Du får det bare til at lyde som, at "forklaringerne" kun er et problem hos Nolan, men du kan sagtens se igennem fingre hos andre. Jeg husker godt vi havde debatten om The Matrix-filmene og jeg kan hive flere sekvenser op - særligt i Reloaded, som tangerer den mest pinlige form for exposition (blandt andet den famøse scene med arkitekten, som er det rene forklarings-vrøvl uden lige) :) Nåh, men pointen var også lidt, hvorvidt en instruktør er i stand til at udføre den slags elegant og ubesværet samtidig med man gør det en del af plottet - og ikke en guide til publikum, hvilket du til syvende og sidst er enig i?
#73 Pécuchet 10 år siden
Fordi Hollywood tror, at universet er et rart sted, hvor det gode bekæmper det onde. Derfor dissekerer de litteraturen, så den kan tilpasses deres verdenssyn. Resultatet er tåbelige film tilsat frelsende kærlighed, ekstraordinære helte, fri vilje og happy endings.
Den eneste filmatisering af Dick, der effektivt renderer hans paranoia, filosofiske skepticisme og humor, er A Scanner Darkly. Det er tilmed den bedste af de nævnte film (Blade Runner er naturligvis også prisværdig, men resten af filmene er det rene nonsens). Her er der ingen Neo, der kan frelse verden, men kun freaks som Bob Arctor, der har fået reveserveret en skæbne i det dehumaniserende system. En sådan skæbne er ikke "the stuff that blockbusters are made of", er det?
#74 Ispep 10 år siden
Jeg er også glad for A Scanner Darkly. Bryder du dig ikke om Minority Report og Total Recall? Resten er indrømmet ret svagt, men Dick er også vanskelig at omsætte til film. Det hjælper heller ikke at de ofte er reduceret til popkornsfilm når hans ideer er til mere.
#75 Pécuchet 10 år siden
Jeg tror, at Aleksei Germans filmatisering af Strugatskij-brødrenes Det er svært at være gud meget vel kunne gå hen og blive en af de bedste SF-film i mange år.
http://en.wikipedia.org/wiki/Hard_to_Be_a_God_%282...
#76 Pécuchet 10 år siden
Trailer 1:
Trailer 2:
Fragmenter:
Slottet (http://vimeo.com/78691142)
Byen ([url=
Jazzen ([url=
Buddhaen ([url=
#77 Åkepool 10 år siden
Der skulle aldrig ha' været skrevet et eneste ondt ord om dem, til at starte med :(
#78 Åkepool 10 år siden
I hvertfald de første par minutter.
#79 Riqon 10 år siden
Lad gå da - jeg bider på :p
Om jeg forstår dig korrekt, så påstår du, jeg er inkonsekvent. Det er jeg sikkert på mange områder - og særligt når det gælder film - men ikke lige i denne sag :P Jeg ser ikke gennem fingre med noget; jeg sammenholder bare tingene og ser filmene i deres helhed. Om en film har store svagheder, så må dens styrker kompensere for dem for at være god.
The Matrix (den første) er en ultrafed film. Den er, så vidt jeg erindrer, også glimrende fortalt. Særligt [url= scene[/url] var god, synes jeg. Morpheus forklarer det; samtidig ser vi det. I nogle scener ser vi endda ting, uden at det bliver forklaret med det samme (hvilket netop gør filmen så herlig). Reloaded er ikke lige så godt "fortalt" (med få undtagelser), men havde andre styrker. Jeg medgiver, at den ikke er nær så god som den første, som 2'ere jo sjældent er. Og Revolutions har jeg aldrig syntes var en god film uanset, mest fordi plottet i sig selv var uinteressant: The Matrix lider af blå skærm, upersonlige transformers kæmper mod græshoppere, og Neo og Trinity sidder i et skiv det meste af tiden...
Inception fungerede for mig, første gang jeg så den. Anden gang jeg så den og på forhånd forstod reglerne i universet, da blev jeg pludselig træt af alle forklaringerne, som jeg havde accepteret i biografen. Jeg var faktisk ret overrasket over, hvor meget jeg kedede mig, anden gang jeg så den.
The Dark Knight Rises havde sådanne kedelige passager allerede første gang. Case in point: Hvor mange gange skal publikum fortælles, at Bruce Wayne gemmer sig, og at Batman er pensioneret, før de tror på det? Her synes Nolan nærmest at tale ned til publikum og tro, vi er retarderede, så meget som han skærer det ud i pap. Det gør sig heldigvis ikke gældende i slutningen, hvor publikum mere aktivt på samle brikkerne for at forstå, hvad der skete (så vidt jeg husker). Alligevel kunne jeg nyde filmen - det var trods alt Batman. ;)
Jo, elegance er da et fint ord. Jeg lægger vægt på showing frem for telling. Filmmediet har en evne til at kommunikere med billeder, og gode filmmagere forstår dette sprog og modstår derfor fristelsen at putte det hele eksplicit i manuskriptet. Det er bl.a. det, der skiller folk som George Lucas og Christopher Nolan fra folk som Stanley Kubrick og Ridley Scott.
#80 Pécuchet 10 år siden
Minority Report er da en flot film, men det er måske netop problemet. I filmen er Anderton, som var en midaldrende og skaldet politimand ude af form i novellen, en atletisk og ekstraordinær helt med flot hår. Ja, selv de tre precogs har fået pæne navne og ikke-deforme kroppe. Dertil inkorporerer Spielberg selvfølgelig alle de klichéer, jeg nævnte før, så Anderton i sidste øjeblik forløses via fri vilje, idet han ikke dræber manden (det er bare en random dude i filmen, ikke?), "redder" menneskeheden ved at lukke PreCrime, og venter et nyt barn med sin kone. Det er så anti-Dickiansk, som det kan blive!
I Total Recall er futilitetens princip ikke-eksisterende. I et actionorgie redder Quaid ironisk nok platenen med teknologien, som i novellen var kilden til undertrykkelsen. Det er underholdende, bevares, men ganske intetsigende.