Mine absolutte favoritter er fra 70'erne og lidt frem, men yngre gys kan da også ind imellem være ok. Forskellen er, at de gamle gysere meget bedre opbygger en ubehagelig stemning, hvor de nye bare går efter de hurtige chok. Og der er førstnævnte det der rammer mig bedst. Her er en liste from the top of my head.
1. The Exorcist (1973). 2. Jaws (1975). 3. The Omen (1976). 4. The Shining (1980). 5. The Entity (1982). 6. Carrie (1976). Og af de nyere: 7. The Descent (2005). 8. The Ring (2002). 9. 30 days of night (2007). 10. Scream, dog mest de første 20 min. (1996) 11. Wolf creek (2005).
Der er rigtig mange af de gode gamle og endnu flere af alle de nye, jeg mangler at se og udover det, så er der sikkert en lille flok jeg har glemt lige nu.
So, at last we meet for the first time for the last time.
# 19 Spændende - liste den vil jeg studere nærmere. Nogen speciel grund til lige netop disse, eller skal jeg selv regne den ud ;)
Ja, men jeg har ikke meget tid, så du må nøjes med et par korte ytringer.
1. Krysař (1986, Barta)
Barta kreerer en dæmonisk skøn og impressionistisk Grimm-illusion, som, iklædt hævnens væsen, manifesterer eventyrets forfald.
2. Picnic at Hanging Rock (1975, Weir)
En australsk feberdrøm, der kontrasterer den summende uvirkelighed med menneskets anonymitet. Den overjordiske angst forsvinder ind under vores hud, men besvares aldrig.
3. Dead of Night (1945, Cavalcanti, Crichton, Dearden, Hamer)
Tonen er delikat og atmosfæren er legende, men galskaben tiltager i takt med, at "legen" væves igennem narrativerne. Tilskueren drives ultimativt selv ud i galskab.
4. Medium (1985, Koprowicz)
Mennesket hengives i det parapsykologiske medium, forbi det okkulte, endog fanget i historiens loyale meningsløshed. Dialog er baggrunden, væsenet er forgrunden.
5. Čarodějův učeň (1978, Zeman)
Den grumme børnefortælling, der vader over en smuk overflade. Møllen maler igen, Satan eksisterer og manipulationen dominerer... alt via barndommens naive, men oprigtige virkelighed.
6. Lokis. Rękopis profesora Wittembacha (1970, Majewski)
Majewski formår at mestre det gotiske drama, uden at udnytte dets konventioner. Den gruende idé er nemlig tvetydig, forankret i tilskuerens fantasi og mangel på samme.
7. Sombre (1998, Grandrieux)
Hvor beskidte, moralforladte og intetsigende vi end er, vil det morbide eventyr eksistere, ikke nødvendigvis faretruende, men afklaret. Alle objekter kan røres, selv når de ikke er. Alle tomrum kan udfyldes, selv når der ingen findes. Grandrieux instruerer en urolig film uden egentlig at skabe en form.
8. Spalovač mrtvol (1969, Herz)
Den levende vil dø! Vil den døde leve? Skildrende en "tosse", der renser menneskets døde krop ved at kremere den, ser vi en umiddelbart fascineret mand, som er placeret iblandt folk (læs: i et samfund), der væmmes af hans fascination. Væmmes vi også?
9. Inland Empire (2006, Lynch)
En intensiveret Lynch, der er fuldt ud kompromisløs. Det bizarre bliver klaustrofobisk, idet "plot"-hints konstant produceres, imens silketørklædet afbrænder, langsomt forstyrrende.
10. I tre volti della paura (1963, Bava)
Bava omrokerer sine litterær idoler, således den rene ondskab opstår. Få andre har formået at stilisere det onde på en så makaber, men samtidig sorgløs facon. Et samleværk af uhyggelig balance.
En stilistisk fortælling om den onde præfekt Jønne, og dennes omgang med små ting af tin. I prologen møder vi drengen Marius, der har en indædt og medfødt angst for porre. Da han en mørk aften (et sted uden for Aabenraa) løber ind i rockeren og poeten Nøøøj, forandres hans liv, og han kan nu se hvor meget moderen Bisss (spillet af en livløs men smukt sminket Susse Vold) har påvirket hans tilgang til ænder og indfaldsveje. Da landsbytossen Roger stjæler en knallert, udvikler der sig et drama, man som sådan kun har set i polske og tjekkoslovakiske film fra midten af nittenhundredefirserne. Det uhyggelige er ikke selve filmen, men det faktum, at hvis du ser filmen til ende (og ikke græder!) så har du udviklet en kirtel under den ene arm, der ikke lugter af Dior.
Jo, den er god nok!
Eliten i mærkelige film har talt!
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Jeg har vist et par stykker at bidrage med, som endnu ikke er nævnt:
- Peeping Tom: Som beskuer inddrages man i morderens sind og sindssyge, og forstår den og føler med den. Der er også nogle spændende tanker om hvad det uhyggelige er for noget, og naiviteten er rørende, grusom og indespærrende. Frygten er et kontinuum.
- Nosferatu: Jeg har desværre ikke fået set originalen endnu, den ligger ellers klar, men Herzogs udgave er fantastisk. Ondskaben vågner og spredes, der er ikke noget til at stoppe den, ikke engang gode hensigter... ak og ve. Og så er der så mange flotte scener, og en ret nøgen uhygge i forbindelse med Nosferatus slot.
Aha, lignende udgangspunkt skal man lede længe efter.
Du forbliver nok kontrær og antagende, men det er virkelig en skam, du har så mange forbehold over for film af "speciel" herkomst, Davenport. Tjekkoslovakiet havde måske ikke den mest skelsættende indflydelse på filmen, men man kan tælle et dusin instruktører, der, mere end nogen andre, formåede at indfange filmkunsten i dens mest flydende oprigtige, ikke-indesluttede form.
Heldigvis er du ikke ligeså humorforladt, som du er snæversynet.
#21 Takfornu 12 år siden
# 19 Spændende - liste den vil jeg studere nærmere. Nogen speciel grund til lige netop disse, eller skal jeg selv regne den ud ;)
#22 Richard Burton 12 år siden
#23 Takfornu 12 år siden
#24 Åkepool 12 år siden
Forskellen er, at de gamle gysere meget bedre opbygger en ubehagelig stemning, hvor de nye bare går efter de hurtige chok. Og der er førstnævnte det der rammer mig bedst.
Her er en liste from the top of my head.
1. The Exorcist (1973).
2. Jaws (1975).
3. The Omen (1976).
4. The Shining (1980).
5. The Entity (1982).
6. Carrie (1976).
Og af de nyere:
7. The Descent (2005).
8. The Ring (2002).
9. 30 days of night (2007).
10. Scream, dog mest de første 20 min. (1996)
11. Wolf creek (2005).
Der er rigtig mange af de gode gamle og endnu flere af alle de nye, jeg mangler at se og udover det, så er der sikkert en lille flok jeg har glemt lige nu.
#25 Castanea 12 år siden
Ja, men jeg har ikke meget tid, så du må nøjes med et par korte ytringer.
1. Krysař (1986, Barta)
Barta kreerer en dæmonisk skøn og impressionistisk Grimm-illusion, som, iklædt hævnens væsen, manifesterer eventyrets forfald.
2. Picnic at Hanging Rock (1975, Weir)
En australsk feberdrøm, der kontrasterer den summende uvirkelighed med menneskets anonymitet. Den overjordiske angst forsvinder ind under vores hud, men besvares aldrig.
3. Dead of Night (1945, Cavalcanti, Crichton, Dearden, Hamer)
Tonen er delikat og atmosfæren er legende, men galskaben tiltager i takt med, at "legen" væves igennem narrativerne. Tilskueren drives ultimativt selv ud i galskab.
4. Medium (1985, Koprowicz)
Mennesket hengives i det parapsykologiske medium, forbi det okkulte, endog fanget i historiens loyale meningsløshed. Dialog er baggrunden, væsenet er forgrunden.
5. Čarodějův učeň (1978, Zeman)
Den grumme børnefortælling, der vader over en smuk overflade. Møllen maler igen, Satan eksisterer og manipulationen dominerer... alt via barndommens naive, men oprigtige virkelighed.
6. Lokis. Rękopis profesora Wittembacha (1970, Majewski)
Majewski formår at mestre det gotiske drama, uden at udnytte dets konventioner. Den gruende idé er nemlig tvetydig, forankret i tilskuerens fantasi og mangel på samme.
7. Sombre (1998, Grandrieux)
Hvor beskidte, moralforladte og intetsigende vi end er, vil det morbide eventyr eksistere, ikke nødvendigvis faretruende, men afklaret. Alle objekter kan røres, selv når de ikke er. Alle tomrum kan udfyldes, selv når der ingen findes. Grandrieux instruerer en urolig film uden egentlig at skabe en form.
8. Spalovač mrtvol (1969, Herz)
Den levende vil dø! Vil den døde leve? Skildrende en "tosse", der renser menneskets døde krop ved at kremere den, ser vi en umiddelbart fascineret mand, som er placeret iblandt folk (læs: i et samfund), der væmmes af hans fascination. Væmmes vi også?
9. Inland Empire (2006, Lynch)
En intensiveret Lynch, der er fuldt ud kompromisløs. Det bizarre bliver klaustrofobisk, idet "plot"-hints konstant produceres, imens silketørklædet afbrænder, langsomt forstyrrende.
10. I tre volti della paura (1963, Bava)
Bava omrokerer sine litterær idoler, således den rene ondskab opstår. Få andre har formået at stilisere det onde på en så makaber, men samtidig sorgløs facon. Et samleværk af uhyggelig balance.
#26 Takfornu 12 år siden
#25 Kort men Godt - Tak for dine ord :)
#27 Nicki52 12 år siden
#28 davenport 12 år siden
En stilistisk fortælling om den onde præfekt Jønne, og dennes omgang med små ting af tin. I prologen møder vi drengen Marius, der har en indædt og medfødt angst for porre. Da han en mørk aften (et sted uden for Aabenraa) løber ind i rockeren og poeten Nøøøj, forandres hans liv, og han kan nu se hvor meget moderen Bisss (spillet af en livløs men smukt sminket Susse Vold) har påvirket hans tilgang til ænder og indfaldsveje.
Da landsbytossen Roger stjæler en knallert, udvikler der sig et drama, man som sådan kun har set i polske og tjekkoslovakiske film fra midten af nittenhundredefirserne.
Det uhyggelige er ikke selve filmen, men det faktum, at hvis du ser filmen til ende (og ikke græder!) så har du udviklet en kirtel under den ene arm, der ikke lugter af Dior.
Jo, den er god nok!
Eliten i mærkelige film har talt!
#29 Muldgraver 12 år siden
- Peeping Tom: Som beskuer inddrages man i morderens sind og sindssyge, og forstår den og føler med den. Der er også nogle spændende tanker om hvad det uhyggelige er for noget, og naiviteten er rørende, grusom og indespærrende. Frygten er et kontinuum.
- Nosferatu: Jeg har desværre ikke fået set originalen endnu, den ligger ellers klar, men Herzogs udgave er fantastisk. Ondskaben vågner og spredes, der er ikke noget til at stoppe den, ikke engang gode hensigter... ak og ve. Og så er der så mange flotte scener, og en ret nøgen uhygge i forbindelse med Nosferatus slot.
#30 Castanea 12 år siden
Aha, lignende udgangspunkt skal man lede længe efter.
Du forbliver nok kontrær og antagende, men det er virkelig en skam, du har så mange forbehold over for film af "speciel" herkomst, Davenport. Tjekkoslovakiet havde måske ikke den mest skelsættende indflydelse på filmen, men man kan tælle et dusin instruktører, der, mere end nogen andre, formåede at indfange filmkunsten i dens mest flydende oprigtige, ikke-indesluttede form.
Heldigvis er du ikke ligeså humorforladt, som du er snæversynet.