Jeg tror ikke, man kan generalisere så meget, at man kan udskille en enkelt, gylden årsag til, at folk ser horrorfilm. Selvfølgelig handler det et eller andet sted meget om aktivering af frygt- og angstmekanismer og den arousal, der følger med, men det lader til, at folk søger denne aktivering af vidt forskellige årsager. Nogle bruger filmene i sociale sammenhænge, andre har ganske enkelt behov for et meget højt arousal-niveau, og nogle elsker bare de makabre og morbide historier. Det er ikke anderledes end, at nogle elsker at køre i rutsjebaner, og andre vil ikke gøre det, om de så får penge for det.
Jeg oplever dog selv, at mange af dem, man kunne kalde for de "sofistikerede seere", dvs. deciderede fans, giver udtryk for, at de jager "suset" - dvs. den fornemmelse, der første gang fik dem til at forelske sig i horrorfilmen.
For mit eget vedkommende passer det i hvert fald meget godt. Når jeg tænker over, hvad der får mig til at se horrorfilm, så skyldes det i høj grad oplevelser med specifikke film i barndommen, og da jeg genoptog genren for en 5-6 år siden. Jeg søger film, der kan aktivere mine basale forsvarsmekanismer på samme måde, som dengang jeg så den originale Motorsavsmassakren første gang – få mit hjerte til at kravle op i halsen og få mig til at rykke ud på kanten af sofaen, film som virker stærkt ubehagelige og giver mig lyst til at slukke for fjernsynet.
Desværre sker det sjældent. Jeg har nok set for mange film, så det er svært at bliver overrasket eller for alvor blive hylet ud af den længere. Og selv en film som Motorsavsmassakren skræmmer ikke længere, selvom de sidste tyve minutters skrigeri stadigvæk kan få min puls op at køre.
Til gengæld er der kommet andre glæder ind i takt med, at mit kendskab til genren er steget. Det er nok de færreste voksne, der sådan rigtigt bliver bange for gamle gyserfilm. Men i stedet kan man så finde fornøjelse i at genkende konventioner og stereotyper og se, hvordan de er blevet anvendt i den aktuelle film, man sidder med. Hverken gotiske skrækfilm fra 1960’erne eller slasherfilm fra 1980’erne gør fx noget særligt for mit arousal-niveau. Men jeg holder meget af begge subgenrer, dels pga. stemningen, dels fordi det ganske enkelt er sjovt at sidde og se, hvordan de ryster bøtten med faste elementer og sætter dem samme denne gang.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Men hvordan forholder ens såkaldte arousal-niveau sig i forhold til idéen om "das Unheimliche" for eksempel? Det egentlige gys eller den overjordiske angst findes sjældent i det direkte, men i en scene som denne:
#33 Ja - det er et spændende emne, men efter en snak med bl.a. Bruce og Jannikand igår bliver der tale om en serie af artikler som kommer på i stil med vore Strip of Life så flere forskellige områder bliver belyst, men også udvalgte film vil få lidt mere plads end andre.
God indspark Thomsen - håber jeg scorer - Tak! :-)
Men hvordan forholder ens såkaldte arousal-niveau sig i forhold til idéen om "das Unheimliche" for eksempel? Det egentlige gys eller den overjordiske angst findes sjældent i det direkte, men i en scene som denne:
Det kommer an på, hvilken idé om "das Unheimliche", du mener?`
Hvis det er i den hardcore freudiansk-lacanianske forstand, hvor "das Unheimliche" repræsenterer det fortrængte, så er det et rigtigt godt spørgsmål. Det er en af grundene til, at teorien om det "uhyggelige" og det fortrængte ikke tages seriøst i fagvidenskabelige kredse længere, omend der desværre stadigvæk undervises lystigt i den i de humanistiske fag i nogle uddannelsesinstitutioner. Konceptet omkring psykoseksuel fortrængning harmonerer slet ikke med, hvad man ved i dag om hjernens funktioner. Og på en række områder modsiges den direkte. Derfor er det en smule sørgeligt at se, hvordan humanistiske fag stadigvæk forsøger at hente validitet i teorier, der forlængst er forkastet af fagkundskaben. Indenfor psykologien er fx Lacan en ekstremt perifær skikkelse, hvor han i litteratur- og medievidenskaberne har fået en dispropotional betydning, som der slet ikke er dækning for.
Hvis du derimod tænker på den "bløde" udlægning af begrebet, hvor "das unheimliche" mere beskriver en usikkerhed, så vil en sådan oplevelse kunne aktivere vores angstmekanisme. Hjernens angstmeknisme har netop med usikkerhed og udsigten til potentiel fare at gøre - i modstætning til frygtmekanismen, der aktiveres af konkret fare her og nu, og som udløser vores "fight-or-flight"-respons (eller mere korrekt: "flygt, spil død eller kæmp"-respons). Angst skal her ikke forstås som den sygdom, vi beskriver som "angst", som er en tvangspræget tilstand.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Det er en af grundene til, at teorien om det "uhyggelige" og det fortrængte ikke tages seriøst i fagvidenskabelige kredse længere, omend der desværre stadigvæk undervises lystigt i den i de humanistiske fag i nogle uddannelsesinstitutioner.
+
Thomsen (38) skrev:
Derfor er det en smule sørgeligt at se, hvordan humanistiske fag stadigvæk forsøger at hente validitet i teorier, der forlængst er forkastet af fagkundskaben. Indenfor psykologien er fx Lacan en ekstremt perifær skikkelse, hvor han i litteratur- og medievidenskaberne har fået en dispropotional betydning, som der slet ikke er dækning for.
Er det medievidenskab du har læst, Thomsen?
På dansk er det lidt blandet, hvor videnskabeligt seriøst de skikkelsers teorier tages. Jeg kan desværre ikke sige, at jeg ikke har været til en næsten indoktrinær forelæsning om dybdepsykologisk metode, men jeg har nu også mødt dybdepsykologien og især Freud som skikkelser og teoretikere, som har fascineret ved deres teorier i sig selv, altså som paradigmatisk selvforståelse fremfor biologisk betinget adfærd. Deres teorier har nu engang haft væsentlig betydning for kulturens selvforståelse, også selvom vi nu er kommet et godt stykke videre.
Nuvel, jeg prøver nok bare at opbløde din kommentar lidt, ved at sige, at det i hvert fald ikke er alle på dansk-studiet (som er det eneste jeg kender til) der henter validitet som sådan i teorierne, men beskæftiger sig mere med den betydning dybdepsykologien har haft for kulturen, deriblandt litteraturen, og den måde nogle derfor forstår og analyserer litteratur.
Ak, det var en lang kommentar til en meget lille del af dit ellers interessant indlæg... :)
Jeg vil tro, at årsagen skal findes i, at man stadigvæk undersøger menneskets psykologi kvalitativt i eksempelvis litteratur- og medievidenskab og måske også filosofi - de handler jo, bl.a., om kunst! Hvor moderne psykologi er sådan noget matematisk og nytte-orienteret pjat, der støtter sig op af en indtil videre meget spinkel neurologisk forskning og derfor næppe kan finde frem til eksempelvis følelser som "das Unheimliche" eller "det sublime". En del af den moderne psykologi (f.eks. noget af Daniel Kahnemans "hedonic psychology") er fint, fordi den videnskabeligt påviser, hvordan mennesket rent faktisk bliver lykkeligt af en række rimeligt konstante og fælles faktorer, men det kan også være idiotisk i sin nytte-tilgang og den kan være helt ubrugelig og omsonst når det kommer til de mere subtile rørelser i menneskets sind. Den bliver selvfølgelig mere avanceret med tiden, men den mangler stadigvæk virkelig mange nuancer. Selvfølgelig er teorien om psykoseksuel fortrængning i mangen en forstand (i hvert fald i Freuds form) lidt vel forenklet, men at afvise den helt? Det er jo rent nonsens.
Hvis jeg skal spekulere over, hvorfor jeg kan lide de gyserfilm, jeg kan lide, er det egentlig ikke selve frygten der tiltrækker mig. Jeg forledes til at sige at frygten i sig selv, f.eks. for at blive spist, er en endimensionel følelse i mennesket som næppe kan frembringe meget mere end et yderst billigt skud adrenalin. De mest nederdrægtige af gyserfilmene (eksempel: Human Centipede) bygger på en absolut angst for det ukendte, en fuldstændig hengivenhed til individets selvopretholdelsesdrift og forsvarsmekanismer rettet mod udefra-truende elementer, en udskillelse af alt fremmed fra individet eller en mobilisering af dets kræfter. Eller også bygger de på en sadistisk lyst til at dominere eller have kontrol, en æstetisk idiosynkrasi rettet mod alt naturligt og uforklarligt. Mange klassiske værker (jeg tænker Poe’s noveller og Melvilles ”Moby Dick”) bygger på denne æstetiske idiosynkrasi: den sindssyge fortæller i ”The Tell-Tale Heart” eksempelvis, der med vold og magt vil fjerne dette betændte gribbeøje som minder ham om naturen og døden. Eller den sorte kat Pluto (underverdenens Guddom) som foretrækkes muret inde bag væggene.
Imidlertid lader disse værker alle sammen naturen vinde og mennesket falde og de hidrører derfor også en længsel mod det ukendte eller undertrykte: Pluto, den gamle mand og hvalen er jo klart heltene i disse historier. Nogle moderne gyserfilm, f.eks. Human Centipede, stiller det naturlige så svagt i forhold til dets undertrykker, den gale tysker som vil underlægge sig naturen med sine gale eksperimenter, at hans magt nogle gange kommer til at fremstå absolut. Det er selvfølgelig utrolig uhyggeligt og fremprovokerer en (for mit vedkommende) ægte frygt, men det er også usundt, fordi dets udgangspunkt er en absurd abstraktion, en latterlig omvending af magtforholdet mellem menneske og natur, og som enten (blot) skræmmer os eller måske endog taler til nogle uhyggelige, sadistiske sider i tilskueren som bestemt ikke er værd at dyrke.
Med det in mente, tror jeg ikke at folk oftest ser gyserfilm af den årsag, for at føle frygten i sin helt rene, ublandede form eller for at udleve deres sadistiske kontrolfantasier. Der er en væsentlig forskel mellem at opleve frygt i virkeligheden og så forfølge den i fiktionen eller forsøge at genskabe den. I sidstnævnte er frygten nemlig forbundet med en fascination, en dobbelthed af angst og længsel mod det ukendte. De gyserfilm som er gode, konstituerer præcis dén dobbelthed, f.eks. Argentos, Zulawskis Possesion, Triers Antichrist, Polanskis ungdomsfilm eller Peter Weirs "Picnic at Hanging Rock". Men også Saw-filmene, Don't Look Now, Alien og Aliens, og mange seriemorderfilm, f.eks. Zodiac og The Shining, og det af Bergman som tenderer i hvert fald den psykologiske gyserfilm: Persona og Ulvetimen, samt Körkarlen (Sjöström), Nosferatu og Häxan, osv. Tilmed Lovecraft og alle de elendige b-films-filmatiseringer af hans noveller (From Beyond er nok min favorit.) Alle disse film, også de mindre gode, har det tilfælles at de rent faktisk kvalificerer betegnelsen "sublime" i deres bastardagtige sammenstilling af angst og ekstase. Jeg tror at vi holder langt mere med de fremmede væsener i Alien end vi selv vil være ved, det er måske endog Alien som sidder og ser filmen derhjemme i sin stue. Jeg tror at horrorfilmens popularitet grundlæggende skyldes, ikke frygten for noget, men længslen mod noget, og at den i en vis forstand er den letteste Og jeg står altså ikke tilbage for at lave lumre freudianske analyser af eksempelvis Alien-filmene, ærligt talt.
--
Pan-ik (faun-ik her) kan jo være noget dybt spirituelt:
Faunens hoved!
I budskadset, et guldplettet smykkeskrin, i det usikre buskads der er dækket over med smukke blomster, hvor kysset sover, gennembrydes det udsøgte broderi
af en frygtsom faun der viser sine øjne, bider røde blomster med sit hvide smil. Solbrændt og blodig som gammel vin, brister han i latter under buskens grene.
Og da han er flygtet, som egernet, skælver hans latter endnu på hvert blad og, skræmt af en dompap, ser man da Skovens gyldne Kys meditere.
(Arthur Rimbaud)
--
Her er hvad jeg sådan umiddelbart kan kalde mine favoritter:
La Chute de la maison Usher (Epstein) Freaks (Browning) Deep Red (Argento) Into Eternity (Michael Madsen) Picnic at Hanging Rock (Weir) Aliens (Cameron) Suspiria (Argento) Moter Joan of the Angels (Kawalerowiz) Auch Zwerge haben klein angefangen (Herzog) Alien (Scott) Eraserhead (Lynch) Onibaba (Sindo) The Cremator (Herz) Santa Sangre (Jodorowsky) Rosemary’s baby (Polanski) Häxan (Christensen) Awakening of the Beast (Marins) Nosferatu (Murnau) Don’t Look Now (Roeg) Repulsion (Polanski) Zodiac (Fincher) Körkarlen (Sjöström) Persona (Bergman) Inland Empire (Lynch) Possesion (Zulawski)
#31 Takfornu 12 år siden
#32 davenport 12 år siden
#33 Thomsen 12 år siden
Jeg tror ikke, man kan generalisere så meget, at man kan udskille en enkelt, gylden årsag til, at folk ser horrorfilm. Selvfølgelig handler det et eller andet sted meget om aktivering af frygt- og angstmekanismer og den arousal, der følger med, men det lader til, at folk søger denne aktivering af vidt forskellige årsager. Nogle bruger filmene i sociale sammenhænge, andre har ganske enkelt behov for et meget højt arousal-niveau, og nogle elsker bare de makabre og morbide historier. Det er ikke anderledes end, at nogle elsker at køre i rutsjebaner, og andre vil ikke gøre det, om de så får penge for det.
Jeg oplever dog selv, at mange af dem, man kunne kalde for de "sofistikerede seere", dvs. deciderede fans, giver udtryk for, at de jager "suset" - dvs. den fornemmelse, der første gang fik dem til at forelske sig i horrorfilmen.
For mit eget vedkommende passer det i hvert fald meget godt. Når jeg tænker over, hvad der får mig til at se horrorfilm, så skyldes det i høj grad oplevelser med specifikke film i barndommen, og da jeg genoptog genren for en 5-6 år siden. Jeg søger film, der kan aktivere mine basale forsvarsmekanismer på samme måde, som dengang jeg så den originale Motorsavsmassakren første gang – få mit hjerte til at kravle op i halsen og få mig til at rykke ud på kanten af sofaen, film som virker stærkt ubehagelige og giver mig lyst til at slukke for fjernsynet.
Desværre sker det sjældent. Jeg har nok set for mange film, så det er svært at bliver overrasket eller for alvor blive hylet ud af den længere. Og selv en film som Motorsavsmassakren skræmmer ikke længere, selvom de sidste tyve minutters skrigeri stadigvæk kan få min puls op at køre.
Til gengæld er der kommet andre glæder ind i takt med, at mit kendskab til genren er steget. Det er nok de færreste voksne, der sådan rigtigt bliver bange for gamle gyserfilm. Men i stedet kan man så finde fornøjelse i at genkende konventioner og stereotyper og se, hvordan de er blevet anvendt i den aktuelle film, man sidder med. Hverken gotiske skrækfilm fra 1960’erne eller slasherfilm fra 1980’erne gør fx noget særligt for mit arousal-niveau. Men jeg holder meget af begge subgenrer, dels pga. stemningen, dels fordi det ganske enkelt er sjovt at sidde og se, hvordan de ryster bøtten med faste elementer og sætter dem samme denne gang.
#34 misuma 12 år siden
#35 Castanea 12 år siden
Men hvordan forholder ens såkaldte arousal-niveau sig i forhold til idéen om "das Unheimliche" for eksempel? Det egentlige gys eller den overjordiske angst findes sjældent i det direkte, men i en scene som denne:
Eller i en novelle som denne (på blot 2 sider):
http://www.continuityofparks.com/storage/continuit...
#36 Collateral 12 år siden
Sad med den samme fornemmelse da jeg læste Thomsens indlæg.
#37 Takfornu 12 år siden
God indspark Thomsen - håber jeg scorer - Tak! :-)
#38 Thomsen 12 år siden
Det kommer an på, hvilken idé om "das Unheimliche", du mener?`
Hvis det er i den hardcore freudiansk-lacanianske forstand, hvor "das Unheimliche" repræsenterer det fortrængte, så er det et rigtigt godt spørgsmål. Det er en af grundene til, at teorien om det "uhyggelige" og det fortrængte ikke tages seriøst i fagvidenskabelige kredse længere, omend der desværre stadigvæk undervises lystigt i den i de humanistiske fag i nogle uddannelsesinstitutioner. Konceptet omkring psykoseksuel fortrængning harmonerer slet ikke med, hvad man ved i dag om hjernens funktioner. Og på en række områder modsiges den direkte. Derfor er det en smule sørgeligt at se, hvordan humanistiske fag stadigvæk forsøger at hente validitet i teorier, der forlængst er forkastet af fagkundskaben. Indenfor psykologien er fx Lacan en ekstremt perifær skikkelse, hvor han i litteratur- og medievidenskaberne har fået en dispropotional betydning, som der slet ikke er dækning for.
Hvis du derimod tænker på den "bløde" udlægning af begrebet, hvor "das unheimliche" mere beskriver en usikkerhed, så vil en sådan oplevelse kunne aktivere vores angstmekanisme. Hjernens angstmeknisme har netop med usikkerhed og udsigten til potentiel fare at gøre - i modstætning til frygtmekanismen, der aktiveres af konkret fare her og nu, og som udløser vores "fight-or-flight"-respons (eller mere korrekt: "flygt, spil død eller kæmp"-respons). Angst skal her ikke forstås som den sygdom, vi beskriver som "angst", som er en tvangspræget tilstand.
#39 Muldgraver 12 år siden
+
Er det medievidenskab du har læst, Thomsen?
På dansk er det lidt blandet, hvor videnskabeligt seriøst de skikkelsers teorier tages. Jeg kan desværre ikke sige, at jeg ikke har været til en næsten indoktrinær forelæsning om dybdepsykologisk metode, men jeg har nu også mødt dybdepsykologien og især Freud som skikkelser og teoretikere, som har fascineret ved deres teorier i sig selv, altså som paradigmatisk selvforståelse fremfor biologisk betinget adfærd. Deres teorier har nu engang haft væsentlig betydning for kulturens selvforståelse, også selvom vi nu er kommet et godt stykke videre.
Nuvel, jeg prøver nok bare at opbløde din kommentar lidt, ved at sige, at det i hvert fald ikke er alle på dansk-studiet (som er det eneste jeg kender til) der henter validitet som sådan i teorierne, men beskæftiger sig mere med den betydning dybdepsykologien har haft for kulturen, deriblandt litteraturen, og den måde nogle derfor forstår og analyserer litteratur.
Ak, det var en lang kommentar til en meget lille del af dit ellers interessant indlæg... :)
#40 Fellaheen 12 år siden
Jeg vil tro, at årsagen skal findes i, at man stadigvæk undersøger menneskets psykologi kvalitativt i eksempelvis litteratur- og medievidenskab og måske også filosofi - de handler jo, bl.a., om kunst! Hvor moderne psykologi er sådan noget matematisk og nytte-orienteret pjat, der støtter sig op af en indtil videre meget spinkel neurologisk forskning og derfor næppe kan finde frem til eksempelvis følelser som "das Unheimliche" eller "det sublime". En del af den moderne psykologi (f.eks. noget af Daniel Kahnemans "hedonic psychology") er fint, fordi den videnskabeligt påviser, hvordan mennesket rent faktisk bliver lykkeligt af en række rimeligt konstante og fælles faktorer, men det kan også være idiotisk i sin nytte-tilgang og den kan være helt ubrugelig og omsonst når det kommer til de mere subtile rørelser i menneskets sind. Den bliver selvfølgelig mere avanceret med tiden, men den mangler stadigvæk virkelig mange nuancer. Selvfølgelig er teorien om psykoseksuel fortrængning i mangen en forstand (i hvert fald i Freuds form) lidt vel forenklet, men at afvise den helt? Det er jo rent nonsens.
Hvis jeg skal spekulere over, hvorfor jeg kan lide de gyserfilm, jeg kan lide, er det egentlig ikke selve frygten der tiltrækker mig. Jeg forledes til at sige at frygten i sig selv, f.eks. for at blive spist, er en endimensionel følelse i mennesket som næppe kan frembringe meget mere end et yderst billigt skud adrenalin. De mest nederdrægtige af gyserfilmene (eksempel: Human Centipede) bygger på en absolut angst for det ukendte, en fuldstændig hengivenhed til individets selvopretholdelsesdrift og forsvarsmekanismer rettet mod udefra-truende elementer, en udskillelse af alt fremmed fra individet eller en mobilisering af dets kræfter. Eller også bygger de på en sadistisk lyst til at dominere eller have kontrol, en æstetisk idiosynkrasi rettet mod alt naturligt og uforklarligt. Mange klassiske værker (jeg tænker Poe’s noveller og Melvilles ”Moby Dick”) bygger på denne æstetiske idiosynkrasi: den sindssyge fortæller i ”The Tell-Tale Heart” eksempelvis, der med vold og magt vil fjerne dette betændte gribbeøje som minder ham om naturen og døden. Eller den sorte kat Pluto (underverdenens Guddom) som foretrækkes muret inde bag væggene.
Imidlertid lader disse værker alle sammen naturen vinde og mennesket falde og de hidrører derfor også en længsel mod det ukendte eller undertrykte: Pluto, den gamle mand og hvalen er jo klart heltene i disse historier. Nogle moderne gyserfilm, f.eks. Human Centipede, stiller det naturlige så svagt i forhold til dets undertrykker, den gale tysker som vil underlægge sig naturen med sine gale eksperimenter, at hans magt nogle gange kommer til at fremstå absolut. Det er selvfølgelig utrolig uhyggeligt og fremprovokerer en (for mit vedkommende) ægte frygt, men det er også usundt, fordi dets udgangspunkt er en absurd abstraktion, en latterlig omvending af magtforholdet mellem menneske og natur, og som enten (blot) skræmmer os eller måske endog taler til nogle uhyggelige, sadistiske sider i tilskueren som bestemt ikke er værd at dyrke.
Med det in mente, tror jeg ikke at folk oftest ser gyserfilm af den årsag, for at føle frygten i sin helt rene, ublandede form eller for at udleve deres sadistiske kontrolfantasier. Der er en væsentlig forskel mellem at opleve frygt i virkeligheden og så forfølge den i fiktionen eller forsøge at genskabe den. I sidstnævnte er frygten nemlig forbundet med en fascination, en dobbelthed af angst og længsel mod det ukendte. De gyserfilm som er gode, konstituerer præcis dén dobbelthed, f.eks. Argentos, Zulawskis Possesion, Triers Antichrist, Polanskis ungdomsfilm eller Peter Weirs "Picnic at Hanging Rock". Men også Saw-filmene, Don't Look Now, Alien og Aliens, og mange seriemorderfilm, f.eks. Zodiac og The Shining, og det af Bergman som tenderer i hvert fald den psykologiske gyserfilm: Persona og Ulvetimen, samt Körkarlen (Sjöström), Nosferatu og Häxan, osv. Tilmed Lovecraft og alle de elendige b-films-filmatiseringer af hans noveller (From Beyond er nok min favorit.) Alle disse film, også de mindre gode, har det tilfælles at de rent faktisk kvalificerer betegnelsen "sublime" i deres bastardagtige sammenstilling af angst og ekstase. Jeg tror at vi holder langt mere med de fremmede væsener i Alien end vi selv vil være ved, det er måske endog Alien som sidder og ser filmen derhjemme i sin stue. Jeg tror at horrorfilmens popularitet grundlæggende skyldes, ikke frygten for noget, men længslen mod noget, og at den i en vis forstand er den letteste Og jeg står altså ikke tilbage for at lave lumre freudianske analyser af eksempelvis Alien-filmene, ærligt talt.
--
Pan-ik (faun-ik her) kan jo være noget dybt spirituelt:
Faunens hoved!
I budskadset, et guldplettet smykkeskrin,
i det usikre buskads der er dækket over
med smukke blomster, hvor kysset sover,
gennembrydes det udsøgte broderi
af en frygtsom faun der viser sine øjne,
bider røde blomster med sit hvide smil.
Solbrændt og blodig som gammel vin,
brister han i latter under buskens grene.
Og da han er flygtet, som egernet,
skælver hans latter endnu på hvert blad
og, skræmt af en dompap, ser man da
Skovens gyldne Kys meditere.
(Arthur Rimbaud)
--
Her er hvad jeg sådan umiddelbart kan kalde mine favoritter:
La Chute de la maison Usher (Epstein)
Freaks (Browning)
Deep Red (Argento)
Into Eternity (Michael Madsen)
Picnic at Hanging Rock (Weir)
Aliens (Cameron)
Suspiria (Argento)
Moter Joan of the Angels (Kawalerowiz)
Auch Zwerge haben klein angefangen (Herzog)
Alien (Scott)
Eraserhead (Lynch)
Onibaba (Sindo)
The Cremator (Herz)
Santa Sangre (Jodorowsky)
Rosemary’s baby (Polanski)
Häxan (Christensen)
Awakening of the Beast (Marins)
Nosferatu (Murnau)
Don’t Look Now (Roeg)
Repulsion (Polanski)
Zodiac (Fincher)
Körkarlen (Sjöström)
Persona (Bergman)
Inland Empire (Lynch)
Possesion (Zulawski)