Vis SpoilerBaseret på Stephen Kings populære gyserroman af samme navn lykkedes det Brian De Palma, hvad der kun har været de færreste der har påtaget sig opgaven at visualisere en af Kings værker forundt, at lave en film der fuldt ud lever op til, og efter nogens mening endda overgår, bogen. Sissy Spacek spiller den generte og underkuede Carrie White, der er udvalgt som skolens yndlingsmobbeoffer nr. 1, i en rolle det er umulig for hende at slippe ud af grundet den fysiske og psykiske vold, der har forplantet sig i hele hendes væremåde, hun hjemme må ta’ imod daglig fra sin dybt forskruede og fanatisk religiøse mor, (Piper Laurie der i sandhed spiller den rolle så det løber kold ned af ryggen på en). Efter en episode, (der er næsten lige så ondskabsfuld, som den joke Carrie bliver udsat for i filmens afslutning), i omklædningslokalet efter gymnastiktimen, hvor hun for første gang har menstruation, bliver hun ydmyget på det groveste af de andre tøser, men får herefter selv skylden ved en samtale med skoleinspektøren, (der komplet ligeglad med hendes eksistens igen og igen kalder hende et andet navn). Undervejs erfarer Carrie at hun kan udnytte og bruge den vrede, som koger i hendes blod til sin egen fordel og endelig være i stand til at kunne give alle der ønsker at træde hende ned i sølet svar på tiltale.

”Carrie” er en helt igennem fremragende film, fordi den både formår at være en rendyrket gyser med et række solide choks, (der stadig kan få det til at gispe i mig), men i virkeligheden er mest fascinerende at følge grundet De Palmas psykologiske skildring af sit offer/heltinde, der er så effektivt visualiseret og fortalt, at filmen burde være undervisningsmateriale i samtlige folkeskoler vdr. mobning og de følgevirkninger det har, som det overnaturlige element metaforisk fungerer perfekt over.

Sissy Spacek er fænomenal god i sin oftest underspillede præstation, som man oprigtigt føler med hele vejen gennem de mange ydmygelser men til sidst knytter næven i triumf over, trods den blodige finale. Dette er efter min mening så afgjort De Palmas suverænt bedste film.

Vis SpoilerMed anden del i den lange saga om det nu ikoniske monster Jason Vorhees viser instruktør Steve Miner allerede i filmens overraskende intro, at han ved brug af en langt bedre kameraføring ikke blot formår at gøre gyset mere atmosfærepræget og spændingsladet, men også at han generelt set er en bedre instruktør inden for genren end seriens skaber Sean S. Cunningham, der ifølge ham selv også er mere egnet som producer. Det hjælper selvfølgelig også på helheden, at 2’eren nyder godt af originalens store indtjening, men først og fremmest er det nu Steve Miners fortjeneste samt det, at han og filmen har en herlig intens Amy Steel i hovedrollen som 2’erens final girl, Ginny Field, der som en af de få i serien er lykkedes med at få ondskaben på panisk retræte ; I en af de bedste scener i part II. Steels senere afventende forsvar med en høtyv er efterfølgende gået hen og blevet et legendarisk billede på både serien men også hele slashergenrens heltinder.

Vis SpoilerSå skifter vi spor nok engang og hopper tilbage til 80’erne og Dan O’Bannon’s parodi på George Romeros “Living Dead” film, som dog halvvejs inde i handlingen vælger at skrue ned for humoren og lykkedes med at gå hen og blive en oprigtig skræmmende film, som indeholder ligeså mange fede gys som muntre og absurde scenarier, når den lille flok af overlevne, (anført af en herlig camp Clu Gallagher der spiller sin rolle helt seriøst), må forskanse sig mod en hær af zombier. Afslutningen illustrere på genial vis filmens underliggende tema om selvforskyldt masseødelæggelse, men det gøres på en måde så man alligevel ikke kan lade være med at sidde og småklukke. Denne semi-klassiker har det hele ; grotesk humor, camp overspil, sublime gys og et fedt soundtrack/score. Tjek den ud nu før din by selv bliver angrebet af zombier på jagt efter frisk hjernemos.

Vis SpoilerSom tiden er gået synes instruktør Tom Holland nærmest at være forsvundet op i den blå luft, hvilket er ret ærgerligt, for tilbage i de gyldne 80’ere lavede han store to kæmpe horror hits i træk, (”Fright Night”), og hans vel nok suverænt største ”Child’s Play”, der tager udgangspunkt i en klassisk myte om enhver barns mareridt, hvor legetøjet pludselig kommer til live. Brad Dourif der er berømt og berygtet for sine mange skurkeroller og intense måde at udtrykke sig på, gør igen et uudsletteligt indtryk som slynglen, med en forkærlighed for det okkulte, Charles Lee Ray, (en sammensætning af Charles Manson, Lee Harvey Osvald og James Earl Ray), trods det at han i 98 % af filmen kun er til stede med sin hæse røst via dukken Chucky. Men det er så sandelig også rigeligt, for der er dømt svedige håndflader og gåsehud når Dourif for alvor folder sin skingrende psykopatiske vokal ud under Chucky’s besærkerangreb. Karismatiske Chris Sarandon spiller Ray’s nemesis, detektiven Mike Norris, som atter højst uventet kommer på kollisionskurs med den formodede dræbte forbryder, under efterforskningen af en række brutale mord der fører ham sammen med en enlig mor, (Catherine Hicks) og hendes søn der kort forinden har fået sit største ønske opfyldt…en Chucky dukke.

Det der adskiller Tom Hollands originale film fra de mange trættende sequels i serien er, at han opbygger sine gys på en langt mere effektiv måde ved brug af suspense, der til tider nærmest er ubærlig i sit spændingsniveau. Selvom filmen er fra 88’ er effekterne særdeles overbevisende, især ang. dukkens ansigtstræk som er fænomenal og yderst skrækindjagende.

Vis SpoilerI starten af 90’erne blev slashergenren, efter utallige mindre succesfulde sequels til de tre førende serier ”Halloween”, ”Friday The 13’th” og ”Nightmare On Elm Street” samt op til flere middelmådige kloner af selv samme, mere eller mindre erklæret for stendød og udtømt for idéer, da en af genrens grundfaddere Wes Craven, som længe havde været stærkt utilfreds med den humoristiske retning hans ”Nightmare” serie havde taget, bestemte sig for at ville sætte et ordentligt punktum der efterfølgende skulle vise sig, med sine mange kreative input og meta-manuskript, også at blive det energiboost som atter ville bringe slasheren tilbage på sporet som en af de mest populære genre.

På settet til den 7’ende film i rækken om den overnaturlige barnemorder ender dagens optagelser i det totale kaos, da den nydesignede handske normalt placeret på Freddy Kruegers hånd pludselig får sit helt eget liv og går på et blodigt bersærker togt, der ender med at ta’ livet af den ene af de to speciel-effekt folk, der har kreeret den. I samme sekund som Wes Craven desperat forsøger at få styr på situationen, vågner hans final girl Heather Langenkamp op med et skrig hjemme hos sig selv efter at ha’ haft mareridt om den forrige hændelse samtidig med at et mindre jordskælv rammer L.A. og overbeviser sig selv om, da hun ser rifterne på hendes mands, der er en del af det tekniske hold på filmen, trøje, at det må være derfra skaderne er sket.

Dagen efter erfarer hun under en samtale med sin man Chase, (David Newsom), i den anden ende af byen, at en af folkene på part 7’s produktion er fundet dræbt og da hun selv tidligere har været udsat for generende telefonopkald fra en med Kruegers stemme, samt hendes lille søn Dylan, (Miko Hughes), også har haft besynderlige mareridt, begynder hun så småt at spekulere på om hun er ved at blive sindssyg. Efter et talkshow hvor hende og Robert Englund, (klædt ud som Krueger), er blevet inviteret for at fejre seriens 10 års jubilæum, stiger nervøsiteten hos Heather da gyser ikonets skygge synes at gi’ udtryk for en hel ny, ondskabsfuld og mere udspekuleret variant som hun senere, efter samtaler med både Englund, producer Robert Shay og Wes Craven, erfarer alle har været plaget af mareridt fra the new evil under udarbejdelsen af Cravens manuskript, hvilket han er i færd med at skrive sideløbende med at Heather nu en allersidste gang må træde i karakter som ”Nightmare On Elm Streets” final girl Nancy Thompson, for at sikre sin egen families overlevelse i et epokegørende opgør mod Krueger midt imellem virkeligheden og fiktionens verden.

Man kan roligt sige, at Craven på ingen måde er sprunget over hvor gæret er lavest i dette afsluttende kapitel i ”Nightmare” sagaen med et plot, som ud over at ha’ masser af opfindsomme og veludførte referencer til den originale film integreret i handlingen, bliver ved med at udfordre tilskuerens opfattelsesevne i takt med at historiens koncept konstant skifter frem og tilbage mellem de to verdener, hvilket kræver fuld opmærksomhed for at undgå, at man føler sig total lost. I et manuskript så komplekst som dette tænkte jeg, at der selvfølgelig måtte være et plot-hul eller to. Men jeg har nu efter flere gennemsyn ikke ku’ få øje på nogen og det er der også en god grund til, for Craven havde nemlig siden 1986, (hvor han præsenterede en variant over 7’erens manus som dog blev afvist fordi New line Cinema synes det var for forvirrende), gået og finjusteret på historien og stod derfor klar i 1994 med et perfekt udført manuskript, som det på imponerende vis lykkedes ham at transformere til den mest opfindsomme og intelligente film i hel slashergenrens historie. En bedrift som selv Freddy Krueger måtte lette på hatten over.

Vis SpoilerEfter at slashergenren i en længere periode havde soppet rundt i et lettere dødvande, gik en af det moderne gys grundfaddere Wes Craven ind i midt 90’erne og som en anden dr. Frankenstein genoplivede en genre som mange elsker at hade, men endnu flere til gengæld elsker at hylde. Først med afslutningen på sin ”Nightmare On Elm Street” saga og efterfølgende med første del af sin mega populære ”Scream” trilogi, der for begges vedkommende gav et signal om at slasheren var tilbage for fuld kraft nu endda skarpere, mere udspekuleret og blodig effektiv end nogensinde før, med Craven og manuskriptforfatter Kevin Williamsons geniale brug af referencer og homages til alle de store klassikere som trilogiens ultimative trumfkort..

Neve Campbell spiller Highschool eleven Sydney Prescott fra sovebyen Woodsboro hvis liv bliver vendt brutalt på hovedet, da hende og de nærmeste venner Randy, (Jamie Kennedy), Stu, (Matthew Lillard der er filmens svage punkt grundet hans absurde overspil), Tatum, (altid smækre Rose McGowan) og Sydneys kæreste Billy, (Skeet Ulrich hvis lighed med Johnny Depp næppe er tilfældig casting), bliver målet for en kalkulerende seriemorder som bevidst udvælger sine ofre i et morderisk spil, der i kølvandet på sine maltrakterede lig slæber et blodig spor efter sig, som også tiltrækker den lokale sladderbladsjournalist Gale Weathers, (Courteney Cox) og Tatums kvabsede bror betjent Dewey, (David Arquette som er herlig kikset), der alle nu i samlet flok inden timeglasset render ud må forsøge at løse mordmysteriet, som viser sig at ha’ rødder langt ind i fortiden og nære relationer til Sydneys egen familie.

I et kringlet plot der først når sin definitive forløsning i part III, markerer Neve Campell allerede fra seriens begyndelse af at hun, (i sin nu efterhånden ikoniske rolle som en af genrens ypperligste final girls Sydney Prescott), formår at skabe en troværdig karakter der langsomt vokser i styrke og rejser sig som en fugl phoenix hver gang hun konfrontere den maskerede ondskab i en udvikling, som til sidst skaber en kvinde der slår ligeså hårdt igen, som de mange tæsk hun både fysisk og psykisk har måttet ta’ imod undervejs. Er det girl power man søger at finde definitionen på, ja så er det især i denne genre og specielt i denne serie at man finder svaret.

Vis SpoilerEfter utallige omveje, ændringer af manuskriptet og problemfyldte forhandlinger hvor bl.a. Leonardo DiCaprio i en lang periode var udnævnt til at spille hovedrollen, lykkedes det endelig i sidste ende for filmens oprindelige instruktør Mary Harron med fælles hjælp fra Christian Bale og Harron’s gamle ven, manuskriptforfatter Guinevere Turner, at få stablet en filmversion af Brett Easton Ellis kultklassiker om 80’ernes materialistiske yuppiedage på benene, der fuldt ud levede op til bogens ære trods ændringer hist og pist, og modbeviste alle dem der mente at materialet ikke var muligt at omsætte til det store lærred grundet sin eksplicitte udpensling af sex og vold. Christian Bale, (i en ofte skræmmende intens præstation), spiller den altoverskyggende hovedrolle som den åleglatte og arrogante forretningsmand Patrick Bateman, der når natten falder på lader sin skizofrene mr. Hyde skinne igennem for fuld udblæsning og forvandles til en blodtørstig stjernepsykopat, som gir total slip på sit menneskelige ydres mentale kølighed til fordel for den indre primat der gir ham muligheden for, hvor sygt det så end må lyde, at gi’ udtryk for sine oprindelige undertrykte følelser.

Bateman er så fortabt og fanget i den materialistiske verden og sin jagt på at opnå prestige, at han kun kan udtrykke sig gennem voldelige handlinger for at føle han eksistere. Hele introsekvensen med Bale’s voice-over et mesterligt eksempel på dette, hvor Harron placere Bateman i en intens træningsmontage for at opretholde den perfekte krop lige foran tv’et med ”Texas Chainsaw Massacre” kørende i baggrunden. Eller da Bateman piller sin ansigtsmaske af på badeværelset med ordene ;

”There is an idea of a Patrick Bateman; some kind of abstraction. But there is no real me: only an entity, something illusory. And though I can hide my cold gaze, and you can shake my hand and feel flesh gripping yours and maybe you can even sense our lifestyles are probably comparable... I simply am not there.”

Men i den eksistentielle søgning der samtidig også er et opgør med den filosofi og det miljø han lever i, overser han fuldstændig det lys i mørket symboliseret i skikkelse af hans godmodige assistent Jean, (Chloe Segviny), og politimanden Donald Kimball, (Willem Dafoe), som måske ku’ ha’ bragt ham og hans sind på ret kurs. Som jeg tolker det er Bateman, sat ekstremt meget på spidsen, en fantast og idealist der i sin iver mod at bekæmpe systemet taber sig selv og sin sjæl så meget på gulvet, at der skal mere end blot en blodig gulvmoppe til at få styr på situationen igen for hans vedkommende.

Vis SpoilerSå skal vi en smut ud på landevejen med søskendeparret Trish og Darry Tenner, (Gina Phillips & Justin Long), i Victor Salvas genreblandende tidslimbo som henter godt med inspiration fra 50’ernes monsterfilm og 70’ernes horror-thrillers, bl.a. ved Spielbergs ”The Duel” og Tobe Hoopers ”Texas Chainsaw Massacre”, i en stil der forgrener sig ud til de to unge heltes vintage bil og deres 70’er inspirerede tøj. Phillips & Long, som man virkelig tror på er bror og søster, spiller fantastisk over for hinanden og sammen med deres frygtindgydende modstander The Creeper, (Jonathan Beck der er noget af et scoop i den rolle), sørger de for at holde skuespillet på et, for genren, sjældent højt niveau. Bedste scener er første stop ved The Creepers skjulested, en forladt kirke, hvor Long roder sig ud i store problemer, samt mødet med en synsk dame mod filmens slutning. Begge gange er jeg drivvåd på ryggen af koldsved.

Vis SpoilerEfter at ha’ gået i en længere perioder med et brændende ønske om endelig at få chancen for at lave en gyserfilm, fik indieinstruktøren Rob Schmidt, (Crimes and Punishment In Surburbia) i 2002 selv samme drøm opfyldt, da hans manuskript fandt vej til makeup mesteren, filminstruktøren, (Pumpkinhead) og gyserfanatikeren Stan Winstons hænder. Han blev hurtigt grebet af det enkle men effektive plot, de unge helte og ikke mindst de tre skurke, hvis groteske udseende straks bragte julelys i øjnene på ham. Winston besluttede sig samtidig for, ud over at stå for effekterne, også at ville producere filmen og sammen gik ham og Schmidt i gang med at skabe en klassiker i moderne slasherhistorie. Schmidt åbner med en introsekvens, der i alt sin gruopvækkende enkelthed hurtigt sætter tonen for hvad der er i vente, da to unge campister på klatretur pludselig bliver brutalt overfaldet af noget grumt og vandvittigt, som hverken de eller vi som publikum får lov at se. Under den efterfølgende titelsekvens, som er delikat skruet sammen af diverse avisklip om missing persons i en fragmenteret klippestil til Elia Cmiral’s klaustrofobiske score, får Schmidt således på fornemmeste vis sørget for inden vi møder hovedpersonerne, at man allerede sidder med svedige håndflader og høj puls og spekulerer på hvad der nu venter dem af uhyrligheder i den dunkle og tilsyneladende altopslugende skov.

Personbeskrivelserne er i ”Wrong Turn” holdt til et minimum og her ku’ man sagtens kritisere filmen for at ha’ sine mangler. Men det virker nu som et helt bevidst træk fra Rob Schmidts side, da det ikke på noget tidspunkt er vigtigt for historien at ha’ et dybere kendskab til karaktererne. Der er altså her ikke tale om en moralsk fortælling, hvor ondskaben har forbindelse til sine ofre, eller at hovedpersonerne udvikler sig gennem deres møde med selv samme. Rob Schmidt er gået efter at skabe ren terror i stort set alle sine 86 min. i bedste oldschool 70’er stil, a’la inspirationskilderne Texas Chainsaw Massacre og The Hills Have Eyes og til dels fra thrilleren Deliverance, som også er eneste popreference, og det lykkedes hamrende effektivt i en stramt fortalt historie der, ud over sin retrofeel, bæres frem af intensitet kreeret i en perfekt mikset gryderet af lige dele splat og lige dele suspense rørt op med en god dosis make-up latex effekter, samt et drys af det kunstige sødemiddel CGI, fordelt på den helt rigtige facon så man ved det er der, men alligevel ikke skænker det nogen større tanker, der kan aflede opmærksomheden fra det det drejer sig om. Velbekomme!

Vis SpoilerMed tredje del i den meget roste canadiske varulvetrilogi om søstrene Brigitte og Ginger vender instruktør Grant Harvey hele sagaen på hovedet i sin ekstremt stemningsfulde prequel og placerer på genial vis de to karakterer i 1815, nu som en blanding af deres egne forfædre og første led i blodlinjen med den grusomme forbandelse, men bevarer finurligt søstrenes måde at snakke på fra nutiden som en spøjst men yderst kreativt krydderi til det opfindsomme tidslimbo plot. Emily Perkins og Katharine Isabelle opnåede med originalen, og den endnu bedre opfølger, kultstatus blandt gyserfans for deres indlevelsesevne, og den position lever de to unge skuespillerinder så sandelig også op til i part III, der desuden formår at forvandle især Perkins fra grim ælling til en sensuel og bedårende skøn gotisk heltinde, som fuld ud matcher den formidabelt smukke fotografering og produktion, hvis lowbudget på ingen måde skinner igennem nogen steder. Varulvene er primært lavet oldschool style, animatronics og man in suit, som de to første og det virker nu engang stadig langt mere effektivt, end når monstrene er skabt udelukkende via CGI. Tjek filmen ud hvis du er til smukt og stemningsfyldt gys af den goe gammeldags slags.

Vis SpoilerVi bliver i gysergenren, men tager denne gang på vandretur i ødemarken med 5 veninder, der udforer sig selv og skæbnen, da de beslutte sig for at ta’ på opdagelsesrejse ind i en uforudsigelige grotte. De burde ha’ lyttet til det klassiske råd ; ”Dont ever go off the map”!, men gør det alligevel og pludselig må de se sig selv desorienterede, forvirrede og rådvilde i en frustrerende selvskabt situation som presser deres psyke til det maksimale, da det går op for dem at de ikke er alene i mørket. Instruktør Neil Marshall formår på fremragende vis, at lave en gyser hvor klaustrofobien kan mærkes helt ud igennem skærmen og langt ind i kroppen på tilskueren, så hjertet banker panisk derud af, mens man håber på det inderligste at bare en af dem slipper levende derfra. Stilmæssigt ku’ en film primært sat i et så mørkt sted blive lidt monoton at se på, men det slipper Marshall nu ganske glimrende fra ved at bruge tøsernes medbragte lyskilder i forskellige farver, så der visuelt kommer noget afveksling. Husk i øvrigt at lægge mærke til homagen/hyldesten til ”Predator” sidst i filmen.

Vis SpoilerMed denne gyserperle lavet over tegneserien af samme navn, har David Slade på fornemmeste vis kreeret en vampyrwestern med ”30 Days Of Night”, der imponerer i sin visuelle stil med smukke og nærmest poetiske billeder af den lille landsby flække og dens snedækkede omgivelser, men som modsat også er ligeså grafisk potent i sine blodrøde og vilde splatteorgier, (bedst illustreret ved overgangen i starten af filmen fra den lysende idylliske by til de parterede og maltrakterede hunde), hvilket skaber en malerisk kontrast mellem den overnaturlige og menneskelige verden, der langsomt opsluges i et alt omfavnende mørke, der på skift trækker persongalleriet ned i dybe psykiske huller, som de hver især må kæmpe deres egen kamp for at grave sig op af. Med sig som sikker styrmand gennem det visuelle landskab har David Slade fået selskab af fotograf Jo Willems hvis øje for at fange skuespillernes forpinte og plagede ansigtsudtryk, (mens de langsomt bliver slidt op af både vejr og blodsudgydelser,) er blændende godt udført, hvilket betyder at indlevelsen i karaktererne bliver desto mere intens.

Josh Harnett leverer som politichefen Eben Olson vel nok en af hans bedste præstationer til dato. Rollen synes nærmest skræddersyet til en langt mere erfaren og ældre type, men unge Hartnettt formår mod forventning, på en herlig underspillet facon, alligevel at gøre karakteren helt sin egen og er yderst troværdig fra første scene af som en person, der er i sikker balance med sig selv og sine omgivelser. Som handlingen skrider frem ændres denne ellers så kølige og velovervejede helte arketype dog i form af sin lederrolle, der uomtvisteligt fører et hav af ubehagelige beslutninger med sig som betyder, at Eben gradvist forvandles til det han frygter allermest og som vampyrerne derfor bliver et spejlbillede på, nemlig hans egen kamp for at holde sine indre dæmoner og mørke sider nede, midt i den krigslignende vanhvidsituation Barlow befinder sig i. Selvom broderen Jake,(spillet med en følelsesmæssig og skræmmende ægte skrøbelighed af Mark Rendall) og kæresten Stella, (hvis navn Melissa George i sandhed lever op til med sin smukke, hjertevarme og yndefulde præstation), er hans lys i mørket som hele tiden holder hans psyke ved lige, bliver de også hans motivationsfaktor der får ham til at handle som han gør i filmens slutning. Finalen virker ved første øjekast umiddelbart som et antiklimaks, men er, som jeg ser det, faktisk det stik modsatte både hvad angår Ebens udvikling, men også mht. filmens altoverskyggende budskab om offervilje, overlevelse af racen og et forsøg på at sikre sig at historien ikke gentages.

David Slade har lavet en af de bedste vampyrfilm jeg har set længe. Ganske enkelt af den simple grund at den er så meget mere end blot endnu en vampyrfilm. Dens personskildring er ikke dyb hvis man ser på de andre beboere i byen og heller ikke overdrevet nuanceret når det kommer til Jake, Stella eller sågar vampyrerne, særligt deres leder Marlow, men de er sådan set heller ikke vigtige at få beskrevet ned i mindste detalje, da det i bund og grund er Eben det hele drejer sig om. Stella fungerer som den lyse side, vampyrerne den mørke og i midten står en mand hvis hvide og rene hjerte presses ind i en moralsk gråzone, som han ikke kan se nogen anden udvej på end det valg han træffer til sidst hvis han selv skal frelses, for nu at bruge et lettere teatralsk ordvalg. ”30 Days of Night” er en visuel fryd for øjet, har en enkel men godt fortalt historie, (hvis deprimerende tone bliver opvejet med et rørende closing shot, samt et smukt budskab), er fremragende spillet af samtlige medvirkende og har masser af blood & guts for horrorfans.