Jeg kunne ikke dy mig, diskussionen var for spændende :)
--
lige en rettelse :
"men længslen mod noget, og at den i en vis forstand er den letteste og mest effektive måde at træde ud af moderne individualisme på."* (eller sådan noget, sætningen var i hvert fald ikke færddigjort :)
Desuden ligner det at jeg har angivet The Shining som en seriemorderfilm.
Lacans "symbolske orden" skal uden tvivl tages med et gran salt, men den kan sagtens anvendes i et litterært eller filmisk sammenhæng, hvis man betragter det fortrængte som noget ikke-referentielt.
Thomsen (38) skrev:
Indenfor psykologien er fx Lacan en ekstremt perifær skikkelse, hvor han i litteratur- og medievidenskaberne har fået en dispropotional betydning, som der slet ikke er dækning for.
Hans teorier er blevet forvrænget i ligeså høj grad som han fordrejede Freud. De er blevet appliceret til det ekstreme (specielt i filmteorien), men at afkaste ham er direkte dumt. Pyskoanalysen kan, modsat eksperimentelle videnskaber, ikke falsificeres, fordi det til et vist punkt er studiet af objektivitetens grænser. Lacan bevæger sig i et domæne, hvor sondringen af teori og (nogen vil sige forkvaklet) poesi udviskes. Hans diskurs er ironisk, obskur og ofte uforståelig, men vi kan ikke bare finde mening og derefter lukke analysen.
Jeg ved ikke, hvordan det overordnet set ser ud på humaniora, men den moderne litteraturteori tager på ingen måde hverken Freud eller Lacan ud af proportioner. Det interessante er ikke at stille de forskellige skoler op mod hinanden, men at fordele dem i samlende divisioner eller, når det er muligt, i én.
Thomsen (38) skrev:
Det kommer an på, hvilken idé om "das Unheimliche", du mener?
Freud skriver, at ordet "heimlich" betyder "zum Hause gehörig, nicht fremd, vertraut, zahm, traut und traulich, anheimelnd etc.", men samtidig er det "versteckt, verborgen gehalten, so daß man Andre nicht davon oder darum wissen lassen". Ved selve definitionen får ordet altså sit præfiks på og bliver "unheimlich". Det uhyggelige er det fremmedgjort bekendte, der vender tilbage til én. Eller med Bennett & Royles ord:
"The uncanny is not simply a matter of the mysterious, bizarre or frightening: as we have tried to suggest, it involves a kind of duplicity (both doubling and deception) within the familiar."
Et glimrende eksempel på denne dobbelthed og den ikke-referentielle forstyrrelse kan som sagt ses i Cortázars føromtalte "novelle":
HE HAD BEGUN TO READ THE NOVEL a few days before. He had put it aside because of some urgent business, opened it again on his way back to the estate by train; he allowed himself a slowly growing interest in the plot, in the drawing of characters. That afternoon, after writing a letter to his agent and discussing with the manager of his estate a matter of joint ownership, he returned to the book in the tranquility of his study which looked out upon the park with its oaks. Sprawled in his favorite armchair, with his back to the door, which would otherwise have bothered him as an irritating possibility for intrusions, he let his left hand caress once and again the green velvet upholstery and set to reading the final chapters. Without effort his memory retained the names and images of the protagonists; the illusion took hold of him almost at once. He tasted the almost perverse pleasure of disengaging himself line by line from all that surrounded him, and feeling at the same time that his head was relaxing comfortably against the green velvet of the armchair with its high back, that the cigarettes were still within reach of his hand, that beyond the great windows the afternoon air danced under the oak trees in the park. Word by word, immersed in the sordid dilemma of the hero and heroine, letting himself go toward where the images came together and took on color and movement, he was witness to the final encounter in the mountain cabin. The woman arrived first, apprehensive; now the lover came in, his face cut by the backlash of a branch. Admirably she stanched the blood with her kisses, but he rebuffed her caresses, he had not come to repeat the ceremonies of a secret passion, protected by a world of dry leaves and furtive paths through the forest. The dagger warmed itself against his chest, and underneath pounded liberty, ready to spring. A lustful, yearning dialogue raced down the pages like a rivulet of snakes, and one felt it had all been decided from eternity. Even those caresses which writhed about the lover's body, as though wishing to keep him there, to dissuade him from it, sketched abominably the figure of that other body it was necessary to destroy. Nothing had been forgotten: alibis, unforeseen hazards, possible mistakes. From this hour on, each instant had its use minutely assigned. The cold-blooded, double re-examination of the details was barely interrupted for a hand to caress a cheek. It was beginning to get dark.
Without looking at each other now, rigidly fixed upon the task which awaited them, they separated at the cabin door. She was to follow the trail that led north. On the path leading in the opposite direction, he turned for a moment to watch her running with her hair let loose. He ran in turn, crouching among the trees and hedges until he could distinguish in the yellowish fog of dusk the avenue of trees leading up to the house. The dogs were not supposed to bark, and they did not bark. The estate manager would not be there at this hour, and he was not. He went up the three porch steps and entered. Through the blood galloping in his ears came the woman's words: first a blue parlor, then a gallery, then a carpeted stairway. At the top, two doors. No one in the first bedroom, no one in the second. The door of the salon, and then the knife in his hand, the light from the great windows, the high back of an armchair covered in green velvet, the head of the man in the chair reading a novel.
Omend meget anderledes, er han er næsten på højde med Vláčil. Men også kun næsten. Švankmajer har i øvrigt også instrueret et par ret så uhyggelige film, blandt andre Otesánek (EN: Little Otik).
Jep. Jeg læser nu stadigvæk. Jeg skal i gang med mit speciale, når jeg er færdig med min praktik til juli.
Men jeg startede faktisk oprindeligt på Film- og Medievidenskab helt tilbage i 1996, så jeg har mere eller mindre fulgt udviklingen på første hånd.
Midt i 1990’erne var lacaniansk psykosemiotik stadigvæk det herskende paradigme. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang undrede mig over, at Jacques Lacan havde fået så enorm en indflydelse, når man på Psykologi betragtede ham som en fodnote. Min søster læste til psykolog på det tidspunkt, og vi havde flere uddannede psykologer i min families omgangskreds, og der var ingen af dem, der kendte noget videre til Lacan. Han var simpelthen ikke aktuel for faget.
Tværfaglige studier er jo interessante, hvis man kan bruge viden fra et felt til at øge forståelsen for det andet. Og det er selvfølgelig oplagt at beskæftige sig med menneskesindets funktioner, hvis man vil forklare fascinationen ved film, og hvordan mediet påvirker os. Problemet var bare, at man på Film- og Medievidenskab, som så mange andre steder, havde låst sig fast på en række teorier, der alle stammede fra 1960-1970’erne, og som fagvidenskaben (dvs. psykologien) for længst havde ladt tilbage. Man ignorerede simpelthen de sidste 20-30 års udviklingen på området, fordi man havde fundet en teori, der passede godt ind i ens kram – uagtet, at teorien var blevet forkastet af fagfolk og i nogle tilfælde direkte modbevist.
Der var dog et begyndende skred over mod de kognitive teorier. Bl.a. fik den amerikanske filmforsker David Bordwell tildelt et æresprofessorat.
Jeg vendte tilbage til bøgerne forrige år, og i dag er Lacan et fyord på Film- og Medievidenskab. Man satser stadigvæk på det tværfaglige, men i dag foregår det med basis i den aktuelle forskning på området. Man samarbejder fx med en lang række internationale neuropsykologer gennem forskningssammenslutningen SCSMI, som Film- og Medievidenskab i KU er en af hjørnestenene i. Og man er organisatorisk rykket sammen med filosofi og retorik og udbyder i fællesskab en ny kandidat i hjerneforskningsbaseret kommunikationsteori.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Jeg bliver nødt til at spørge, men hvis du startede i 96, har du så bare studeret siden? Kan man det?? Og skal man ikke ud og bruge sin viden? Jeg aner ikke en kæft om uni miljø, men kunne dog godt tænke mig at læse historie. (Men økonomien gør at det aldrig kommer til at ske, med mindre jeg finder ud af at jeg er en hemmelig fætter til Hr. Møller.)
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Jeg bliver nødt til at spørge, men hvis du startede i 96, har du så bare studeret siden? Kan man det?? Og skal man ikke ud og bruge sin viden?
Både og. Ens SU ryger jo automatisk, så snart man er et enkelt år forsinket. Men i teorien kan man sagtens være tilmeldt studiet, indtil ens studieordning udløber. Eller rettere: det kunne man. For med alle nyere studieordninger er der vistnok krav om, at man skal være færdig indenfor et bestemt antal år, ellers bliver man udmeldt. Jeg mener, at det hos os er maks. fem år for en BA og tre år for en kandidat.
Men nu startede jeg jo under en gammel ordning. Jeg læste Film- og Medievidenskab et par år og skiftede så over til Japansk, fordi jeg kørte træt i det andet. Der læste jeg også et par år og blev voldsomt forsinket, fordi sprogfag forlænger ens studietid med et ekstra år til et hardcore indføringskursus. Man får så også et ekstra års SU, hvis man gennemfører kurset - men det gjorde jeg ikke, så min SU røg. Det var jeg i øvrigt langt fra den eneste om. Japansk havde på det tidspunkt ry for at være et af de fag med størst frafald, simpelthen fordi det var så intensivt, at det var stort set umuligt at indhente det forsømte, hvis man lagde sig syg en uge.
Så jeg skiftede tilbage til Film- og Medievidenskab igen - i hvert fald på papiret, fordi på det tidspunkt havde jeg fået en fod indenfor som freelancer på et par produktionsselskaber og levede af det og diverse andre småjobs. Jeg tog bare en enkelt eksamen engang imellem, når det nu kunne lade sig gøre. På et tidspunkt kom der så en masse arbejde med bladudgivelse ind også og tog en min tid.
Når jeg sådan rigtigt vendte tilbage i 2010, så var det, dels fordi jeg efter et par års hospitalsindlæggelse fik mulighed for at få revalidering til at tage en uddannelse, dels fordi min studieordning på grunduddannelsen udløb. Jeg manglede stadigvæk to eksamener for at færdiggøre min BA. Hvis jeg ikke havde taget dem, ville jeg være blevet udmeldt og skulle så melde mig ind igen på den seneste studieordning. Problemet i det ville være, at mange af de fag, som jeg allerede havde taget, ikke umiddelbart ville kunne overføres, fordi de ikke eksisterer længere, er blevet lagt sammen eller har fået en anden form. Det ville lige pludseligt ikke kun være to fag, jeg manglede, men mange flere. Så jeg skyndte mig at tage de manglende fag, og startede så lige bagefter på kandidaten i Medievidenskab.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#47 Jeg kan faktisk godt følge dig angående dybdepsykologiens dominans, som må have været mere omfangsrig tidligere dog, for i dag oplever jeg den altså ikke som overvældende, ikke i den form du anfægter i hvert fald. Men at Lacan og lignesindede ligefrem bliver fy-ord, kan næppe betegnes som positivt, da deres relevante bidrag ikke bør hånes. En sådan opstilling synes mig i øvrigt selvmodsigende for et fag som medievidenskab, der da om noget fag bør kunne håndtere genreskift (i mangel af på stående fod bedre ord).
Fellaheen og Caliban beskriver fornemt mit eget forhold til hvordan dybdepsykologien skal grejes, det handler dybest set om at give sin selvforståelse et sprog, som kan rumme mere end de neuropsykologiske ligninger er i stand til (omend jeg så sent som i dag hørte, den slags får indpas). Sprog er ganske vist et temperamentsspørgsmål, men "nysprog"sbevægelsen er bare skod.
Desuden må man tage højde for kulturens sprog, som udvikles gennem generationer. Det er først når dybdepsykologiens revideres i forhold til resten af psykologien på et alment niveau, at der vil opstå et fællessprog og en -mentalitet, som er i stand til at bevæge sig videre end Freud og co., og forstå dem kulturkontekstuelt, genremæssigt om man vil. Hvis overhovedet, usikrende misforståelser fylder bestandigt mere i selvforståelserne end godt er :)
#41 Muldgraver 12 år siden
Fedt du er tilbage :)
#42 Fellaheen 12 år siden
--
lige en rettelse :
"men længslen mod noget, og at den i en vis forstand er den letteste og mest effektive måde at træde ud af moderne individualisme på."* (eller sådan noget, sætningen var i hvert fald ikke færddigjort :)
Desuden ligner det at jeg har angivet The Shining som en seriemorderfilm.
#43 Castanea 12 år siden
Hans teorier er blevet forvrænget i ligeså høj grad som han fordrejede Freud. De er blevet appliceret til det ekstreme (specielt i filmteorien), men at afkaste ham er direkte dumt. Pyskoanalysen kan, modsat eksperimentelle videnskaber, ikke falsificeres, fordi det til et vist punkt er studiet af objektivitetens grænser. Lacan bevæger sig i et domæne, hvor sondringen af teori og (nogen vil sige forkvaklet) poesi udviskes. Hans diskurs er ironisk, obskur og ofte uforståelig, men vi kan ikke bare finde mening og derefter lukke analysen.
Jeg ved ikke, hvordan det overordnet set ser ud på humaniora, men den moderne litteraturteori tager på ingen måde hverken Freud eller Lacan ud af proportioner. Det interessante er ikke at stille de forskellige skoler op mod hinanden, men at fordele dem i samlende divisioner eller, når det er muligt, i én.
Freud skriver, at ordet "heimlich" betyder "zum Hause gehörig, nicht fremd, vertraut, zahm, traut und traulich, anheimelnd etc.", men samtidig er det "versteckt, verborgen gehalten, so daß man Andre nicht davon oder darum wissen lassen". Ved selve definitionen får ordet altså sit præfiks på og bliver "unheimlich". Det uhyggelige er det fremmedgjort bekendte, der vender tilbage til én. Eller med Bennett & Royles ord:
"The uncanny is not simply a matter of the mysterious, bizarre or frightening: as we have tried to suggest, it involves a kind of duplicity (both doubling and deception) within the familiar."
Et glimrende eksempel på denne dobbelthed og den ikke-referentielle forstyrrelse kan som sagt ses i Cortázars føromtalte "novelle":
#44 Castanea 12 år siden
#45 Fellaheen 12 år siden
#46 Castanea 12 år siden
Omend meget anderledes, er han er næsten på højde med Vláčil. Men også kun næsten. Švankmajer har i øvrigt også instrueret et par ret så uhyggelige film, blandt andre Otesánek (EN: Little Otik).
#47 Thomsen 12 år siden
Jep. Jeg læser nu stadigvæk. Jeg skal i gang med mit speciale, når jeg er færdig med min praktik til juli.
Men jeg startede faktisk oprindeligt på Film- og Medievidenskab helt tilbage i 1996, så jeg har mere eller mindre fulgt udviklingen på første hånd.
Midt i 1990’erne var lacaniansk psykosemiotik stadigvæk det herskende paradigme. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang undrede mig over, at Jacques Lacan havde fået så enorm en indflydelse, når man på Psykologi betragtede ham som en fodnote. Min søster læste til psykolog på det tidspunkt, og vi havde flere uddannede psykologer i min families omgangskreds, og der var ingen af dem, der kendte noget videre til Lacan. Han var simpelthen ikke aktuel for faget.
Tværfaglige studier er jo interessante, hvis man kan bruge viden fra et felt til at øge forståelsen for det andet. Og det er selvfølgelig oplagt at beskæftige sig med menneskesindets funktioner, hvis man vil forklare fascinationen ved film, og hvordan mediet påvirker os. Problemet var bare, at man på Film- og Medievidenskab, som så mange andre steder, havde låst sig fast på en række teorier, der alle stammede fra 1960-1970’erne, og som fagvidenskaben (dvs. psykologien) for længst havde ladt tilbage. Man ignorerede simpelthen de sidste 20-30 års udviklingen på området, fordi man havde fundet en teori, der passede godt ind i ens kram – uagtet, at teorien var blevet forkastet af fagfolk og i nogle tilfælde direkte modbevist.
Der var dog et begyndende skred over mod de kognitive teorier. Bl.a. fik den amerikanske filmforsker David Bordwell tildelt et æresprofessorat.
Jeg vendte tilbage til bøgerne forrige år, og i dag er Lacan et fyord på Film- og Medievidenskab. Man satser stadigvæk på det tværfaglige, men i dag foregår det med basis i den aktuelle forskning på området. Man samarbejder fx med en lang række internationale neuropsykologer gennem forskningssammenslutningen SCSMI, som Film- og Medievidenskab i KU er en af hjørnestenene i. Og man er organisatorisk rykket sammen med filosofi og retorik og udbyder i fællesskab en ny kandidat i hjerneforskningsbaseret kommunikationsteori.
#48 davenport 12 år siden
Jeg aner ikke en kæft om uni miljø, men kunne dog godt tænke mig at læse historie. (Men økonomien gør at det aldrig kommer til at ske, med mindre jeg finder ud af at jeg er en hemmelig fætter til Hr. Møller.)
#49 Thomsen 12 år siden
Både og. Ens SU ryger jo automatisk, så snart man er et enkelt år forsinket. Men i teorien kan man sagtens være tilmeldt studiet, indtil ens studieordning udløber. Eller rettere: det kunne man. For med alle nyere studieordninger er der vistnok krav om, at man skal være færdig indenfor et bestemt antal år, ellers bliver man udmeldt. Jeg mener, at det hos os er maks. fem år for en BA og tre år for en kandidat.
Men nu startede jeg jo under en gammel ordning. Jeg læste Film- og Medievidenskab et par år og skiftede så over til Japansk, fordi jeg kørte træt i det andet. Der læste jeg også et par år og blev voldsomt forsinket, fordi sprogfag forlænger ens studietid med et ekstra år til et hardcore indføringskursus. Man får så også et ekstra års SU, hvis man gennemfører kurset - men det gjorde jeg ikke, så min SU røg. Det var jeg i øvrigt langt fra den eneste om. Japansk havde på det tidspunkt ry for at være et af de fag med størst frafald, simpelthen fordi det var så intensivt, at det var stort set umuligt at indhente det forsømte, hvis man lagde sig syg en uge.
Så jeg skiftede tilbage til Film- og Medievidenskab igen - i hvert fald på papiret, fordi på det tidspunkt havde jeg fået en fod indenfor som freelancer på et par produktionsselskaber og levede af det og diverse andre småjobs. Jeg tog bare en enkelt eksamen engang imellem, når det nu kunne lade sig gøre. På et tidspunkt kom der så en masse arbejde med bladudgivelse ind også og tog en min tid.
Når jeg sådan rigtigt vendte tilbage i 2010, så var det, dels fordi jeg efter et par års hospitalsindlæggelse fik mulighed for at få revalidering til at tage en uddannelse, dels fordi min studieordning på grunduddannelsen udløb. Jeg manglede stadigvæk to eksamener for at færdiggøre min BA. Hvis jeg ikke havde taget dem, ville jeg være blevet udmeldt og skulle så melde mig ind igen på den seneste studieordning. Problemet i det ville være, at mange af de fag, som jeg allerede havde taget, ikke umiddelbart ville kunne overføres, fordi de ikke eksisterer længere, er blevet lagt sammen eller har fået en anden form. Det ville lige pludseligt ikke kun være to fag, jeg manglede, men mange flere. Så jeg skyndte mig at tage de manglende fag, og startede så lige bagefter på kandidaten i Medievidenskab.
#50 Muldgraver 12 år siden
Jeg kan faktisk godt følge dig angående dybdepsykologiens dominans, som må have været mere omfangsrig tidligere dog, for i dag oplever jeg den altså ikke som overvældende, ikke i den form du anfægter i hvert fald. Men at Lacan og lignesindede ligefrem bliver fy-ord, kan næppe betegnes som positivt, da deres relevante bidrag ikke bør hånes. En sådan opstilling synes mig i øvrigt selvmodsigende for et fag som medievidenskab, der da om noget fag bør kunne håndtere genreskift (i mangel af på stående fod bedre ord).
Fellaheen og Caliban beskriver fornemt mit eget forhold til hvordan dybdepsykologien skal grejes, det handler dybest set om at give sin selvforståelse et sprog, som kan rumme mere end de neuropsykologiske ligninger er i stand til (omend jeg så sent som i dag hørte, den slags får indpas). Sprog er ganske vist et temperamentsspørgsmål, men "nysprog"sbevægelsen er bare skod.
Desuden må man tage højde for kulturens sprog, som udvikles gennem generationer. Det er først når dybdepsykologiens revideres i forhold til resten af psykologien på et alment niveau, at der vil opstå et fællessprog og en -mentalitet, som er i stand til at bevæge sig videre end Freud og co., og forstå dem kulturkontekstuelt, genremæssigt om man vil. Hvis overhovedet, usikrende misforståelser fylder bestandigt mere i selvforståelserne end godt er :)