En virkelig fantastisk inspirende liste som du har lavet indtil nu, og jeg vil følge den meget nøje. Der er virkelige mange film imellem som jeg ikke har set, eller instruktører som jeg aldrig har stiftet bekendskab med. Virkelig spændende.
The Saddest Music in the World håber jeg på en blu inkarnering på et tidspunkt. Days of Being Wild fåes allerede, men spørgsmålet er om man skal vente og håbe på C? Triumph of the Will ... balls. Absolut et studie i filmteknik og propaganda. Ikke til at komme udenom. Sætter stor pris på Fellini og Amarcord er uden tvivl hans bedste, af de senere værker. Selvom jeg stadig foretrækker den "yngre Fellini" fra 63 og tidligere.
Du har givet mig lyst til at se mere Godard.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
I swear my father got all his inspiration by yelling at bushes. He went into trances and he had me write down in the crazy cold everything he said to those bushes. That’s how we knew what he wanted.
...
Aurora… the song of the night… nightmare… nightmare… nightmare…
140. Chinatown(Roman Polanski; 1974) Efter at have kørt på mesterlig autopilot gennem thriller-genren, begav Polanski sig til nye luftstrøg og genoplivede en gammel stilart: film noir. Jack Nicholsin spiller privatdetektiven Jake Gittes, der opsøges af en kvinde ved navn Evelyn Mulwray, der mistænker din ægtemand for utroskab. En simpel sag for Gittes - lige indtil den rigtige Evelyn Mulwray dukker op, og Mr. Mulwray findes myrdet. Polanski gir den som filmnørd og har stort overblik over sin ‘noir’. Suspensen er konstant, og Jack udfolder sig mesterligt som Gittes, mens Faye Dunaways ‘femme-fatale‘ leder minder tilbage til Lauren Bacalls storhedstid. Fremragende manus.
139. Canterbury Tales(Pier Paolo Pasolini; 1972) I mine øjne er Pier Paolo Pasolini en kende overset. Ofte står han lidt i skyggen af støvlelandets Fellini, Antonioni, Leone og Bertolucci. Men Pasolinis minimalistiske stil med amatørskuespillere, naturlige belysning og klassiske musik er ofte grundstenen for nogle af filmhistoriens bedste litterære filmatiseringer. “The Canterbury Tales” er baseret på Geoffrey Chaucers kontroversielle roman af samme navn. Præcis som sit forlæg er Pasolinis film en række af noveller, eller kortfilm. Midtpunktet er en gruppe pilgrimme, der i al deres kedsomhed, underholder hinanden med groteske, perverse og grusomme sagn. Pasolini overfører alle Chaucers grafiske og detaljerede beskrivelser uden nogen form for selvcensur. Det er grænseoverskridende, men det er også fandens underholdende og fascinerende.
138. Eraserhead(David Lynch; 1976) David Lynch er en mand, der deler vandene. Mange er dybt fascinererede af hans fragmentariske, enigmatiske drømmeverdner. Men mindst lige så mange mener, at det er noget prætentiøst nonsens. Jeg er fandens prætentiøs og ufattelig glad for størstedelen, der udspringer fra Lynch’ drømmefabrik. Den selvproducerede debut-film “Eraserhead” er et forstyrrende og urovækkende bekendtskab. I en postapokalyptisk verden lever den fabriksansatte Henry Spencer med sin kæreste Mary. Da Mary bliver gravid, flytter hun og Henry sammen. Men da barnet fødes, viser det sig at være mutant, hvis skrigen og gråd ingen ende vil tage. Til sidst drives Mary til vanvid og flytter fra Henry, der efterlades alene med sin vandskabte skrigeballon. “I Himlen er alt godt”... Sådan lyder tag-line’n til “Eraserhead”. Pudsig udmelding taget i betragtning af, at “Eraserhead” er et langt mareridt, du ikke kan vågne fra. Uvirkeligt skræmmende.
137. The Element of Crime(Lars Von Trier; 1984) Man kan selvfølgelig ikke lave sådan en liste uden at tage Von Trier med til eftertragtning. En efterforsker rejser til et dystopisk europa for at undersøge omstændigheder omkring en række mord på unge piger. “Element of Crime” var Von Triers første værk i spillefilmslængde og første del i hans “Europa”-trilogi. Det er tydeligt, at der er tale om en debutfilm, for Von Trier har haft flere ting, der “skulle ud”, når man første gang har magten. Filmens narrative fortæller og ikke mindst det æstetiske valg er så tydeligt inspireret af forbilledet Tarkovsky, at det næsten er for meget. Men det ændrer ikke ved, at “Element of Crime” er et yderst fascinerende portræt af et post-apokalyptisk europa.
136. Our Music(Jean-Luc Godard; 2004) Efter mange, mange års kunstnerisk ørkenvandring vendte den gamle mesterinstruktør Godard omsider tilbage med et særpræget værk: “Our Music”, hans klart bedste og mest interessante film siden de gyldne år. “Our Music” udspiller sig - på bedste Kieslowski-manér - i de tre kongeriger: Helvede, Skærsilden og Himlen. Fælles for de tre segmenter er fokus på krig. Kapitlet om Helvede er en visuel montage om krigens absolutte rædsler. I Skærsilden holder Godard selv et filosofisk foredrag om de mange ligheder mellem israelerne og palistinænserne, på trods af deres evige konflikt. En pige, Olga, laver en fremstilling af konflikten, som leder til sidste akt, Paradis - et surrealistisk beskyttet land. “Our Music” er dybt inspirerede af Dantes “Divine Comedy”, men den fungerer fordi Godard er i stand til at forene sin mange styrker og samtidig nedtone sin lidt for snæversynede meninger. Måske Godards mest modne og vigtige film.
135. Climates(Nuri Bilge Ceylan; 2006) Sædvanen tro beskæftiger Ceylan sig til den lille historie. Denne gang et kærlighedsforhold mellem en mand og en kvinde, uden gnist. Bahar elsker sin Isa højere, end han elsker hende. Da hun ikke kan forlige sig med hans kyniske og afvisende tone, forlader hun ham. Isa er totalt upåvirket, men pludseligt ser han lyset og beslutter sig for at finde hende og illustrere sin kærlighed. “Climates” er Ceylans (der selv spiller rollen som Isa) mest ambitiøse film. Dramaet er intimt og snævert, men sceneriet er storladent og bjergtagende. Isa bevæger sig fra det varme og farverige Tyrkiet videre til den russiske kulde, for at finde Bahar. Ceylan er en instruktør, der fortæller gennem billeder, og denne er hans smukkeste film.
134. The Consequences of Love(Paolo Sorrentino; 2004) Megagennemtænkt. Megahypnotiserende. Megasej. Paolo Sorrentinos debutfilm har virkelig lagt linjen for, hvad man kan tillade sig at forvente fra støvlelandets filmiske håb. “The Consequences of Love” er muligvis den æstetisk mest gennemarbejdede film i nyere tid - uden at lefle for plottet. Den indelukkede, kæderygende Titta di Girolamo har boet på et ekstravagant schweizisk hotel i snart ti år. Han foretager sig intet af karakter, snakker ikke med folk, men følger striks et par rutiner, der holder ham kørende. Umiddelbart intet interessant - indtil han en dag flytter sig fra sin vanlige vindueplads i hotellets forhal, og sætter sig i baren ved den smukke servitrice Sofia. De indleder hurtigt et venskab, hans første i over ti år. Han indleder hende i hans mystiske hverdag, og snart erfarer hun, at Titta står i gæld til mafiaen og derfor er indlogeret på sit hotelværelse, hvor han ugentligt modtager en pengefyldt kuffert, som han afleverer til en schweizisk privatbank. Hans daglige højdepunkt er et skud heroin, som han indtager på præcist samme tid, hver dag. Men da rutinerne en dag går galt, må Titta bryde ud af sin skal og beskytte sig selv og Sofia. “Consequences of Love” fungerer på samtlige plan. De to hovedroller gør et formidabelt arbejde og især Toni Servillos præstation er helt udenfor kategori. Han er ganske enkelt eminent! Og så er der Sorrentinos filmsprog! Dette er måske den mest volumiøse film, jeg har set. Filmen er mesterligt skudt, og hvert frame er så detaljeret og overvejet, at præproduktionen må have varet årevis. Og så er klippestilen et studie i, hvordan man kan brugge klipning både som æstetisk element og dramaturgisk fremdrift. Der hviles i de meget lange indstillinger i de dvælende, smukke scener. Og der er montager og fragmentarisk klipning, når Titta tænder sin lækre sportsvogn eller indtager sin daglige dosis heroin. Og Pasquale Catalanos pompøse elektro-soundtrack er så smukt, så hypnotiserende, så frækt, og så forbandet godt set! Det er ganske enkelt lige i øjet - præcis som samtlige valg Sorrentinos foretager i dette pragtværk. Ufattelig medrivende film, der formår at blive bedre for hver gang.
133. Benny’s Video(Michael Haneke; 1992) Endnu en Haneke-film hitter listen. Haneke rammer mig, fordi han formår at afspejle menneskets onde sider på en troværdig facon. Det virker aldrig konstrueret eller fremprovokeret. Set i dagens klogskabs lys er “Benny’s Video” dog lidt en undtagelse, da Hanekes opstillede problematik menes at være manet til jorden. Drengen Bennny (mesterlige Arno Frisch) bruger al sin fritid på voldelige film og konsolspil. En dag inviterer han en pige på besøg i sine fraværende forældres lejlighed. Her optager Benny sit eget mord på den unge pige. Da Benny viser sine forældre videoen, beslutter de sig for at skjule liget og rejse bort for deres søn skyld. “Benny’s Video” er måske en lidt lukket sag idag, hvor hele debatten om, hvorvidt fiktionsvold avler vold er... ja, død. Men det ændrer ikke ved, at Hanekes film er absurd interessant og knugende og byder på en helt igennem fremragende præstation af en ung Arno Frisch.
132. Mouchette(Robert Bresson; 1967) På dette tidspunkt i karrieren havde Robert Bresson for alvor etableret sit minimalistiske filmsprog med amatørskuespillere. Meningen med disse modeller - som han kaldte dem - var, at de var i stand til at yde flade og udtryksløse fremstillinger af Bressons karakterer - essentielt for hans filmiske kynisme. “Mouchette” er historien om den unge pige af samme navn. Mouchette lever en tyngende tilværelse med en døende mor, en alkoholiseret far og en hjælpeløs bror. Hendes eneste måde at søge trøst er at søge væk fra hjemmet og ind i naturens hvile. “Mouchette” er en tragisk og rørende film. Bressons lille protagonist tappes af al energi, og det samme gør man som vidne. Det er så godt, det gør så ondt.
131. Naked Lunch(David Cronenberg; 1991) Canadiske David Cronenberg er af en sær art. Et kig på CV’et viser, at manden er stabil som en ål på højkant. Fra sublime mesterværker til b-film og mainstream. Men på trods af sin kvalitative inkonsistens er en ting sikkert: Cronenberg er altid interessant. “Naked Lunch” er nok hans mest utilgængelige film, men samtidig hans største kunstneriske bedrift. “Naked Lunch” er inspireret af mesterforfatteren William S. Burroughs roman af samme navn. Men Cronenbergs film ligger langt fra Burroughs oprindelige forlæg. I stedet sammensmelter Cronenberg Burroughs roman med forfatterens eget liv og tilsætter mixet et skud fiktion fra sidelinjen. I denne semi-biografiske syre-suppe er forfatteren Bill Lee i centrum. En dag rammer ulykken, da Bill ved en fejl skyder sin kone, hvis skrivemaskine omdannes til en kæmpe kakerlak. Nu bliver Bill trukket ind i en paranoid, desillusioneret verden. “Naked Lunch” er en herlig oplevelse af den mest syrede slags. Cronenberg inviterer os ind i en herlig fantasi uden sammenligning.
Dejligt med Benny's Video. Det er den film fra Haneke som jeg har følt mest ubehag ved at se. Jeg fik det decideret dårligt da jeg så den.
Polanski og Lynch er jeg også med på. Blev forresten også interesseret i dokumentaren om Jack Nance, efter tilfældigt at have læst noget om ham. Han virker som en meget speciel personlighed, ikke mindste en problematisk en.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
Chinatown behøver jeg vel dårligt nævne. Vidunderlig film.
Climates er sindssyg flot, selvom jeg personligt savnede lidt af det lune som Ceylans Uzak havde. Hans Three Monkeys er også fremragende.
Naked Lunch er jeg (suprise!) vild med, men den er ganske rigtigt ret svært tilgængelig. Man skal næsten kende lidt til Burroughs i forvejen. Jeg er stort set holdt op med at anbefale den til folk, da næsten alle jeg har overtalt til at se den, har hadet den som pesten. :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#91 Skeloboy 15 år siden
#92 Kiksmann 15 år siden
#93 filmz-Bruce 15 år siden
Du har givet mig lyst til at se mere Godard.
#94 Collateral 15 år siden
#95 Lord Beef Jerky 15 år siden
#96 Highland Park 15 år siden
Watch Guy Maddin's NIGHT MAYOR!
I swear my father got all his inspiration by yelling at bushes. He went into trances and he had me write down in the crazy cold everything he said to those bushes.
That’s how we knew what he wanted.
...
Aurora… the song of the night… nightmare… nightmare… nightmare…
#97 JannikAnd 15 år siden
140. Chinatown (Roman Polanski; 1974)
Efter at have kørt på mesterlig autopilot gennem thriller-genren, begav Polanski sig til nye luftstrøg og genoplivede en gammel stilart: film noir. Jack Nicholsin spiller privatdetektiven Jake Gittes, der opsøges af en kvinde ved navn Evelyn Mulwray, der mistænker din ægtemand for utroskab. En simpel sag for Gittes - lige indtil den rigtige Evelyn Mulwray dukker op, og Mr. Mulwray findes myrdet. Polanski gir den som filmnørd og har stort overblik over sin ‘noir’. Suspensen er konstant, og Jack udfolder sig mesterligt som Gittes, mens Faye Dunaways ‘femme-fatale‘ leder minder tilbage til Lauren Bacalls storhedstid. Fremragende manus.
139. Canterbury Tales (Pier Paolo Pasolini; 1972)
I mine øjne er Pier Paolo Pasolini en kende overset. Ofte står han lidt i skyggen af støvlelandets Fellini, Antonioni, Leone og Bertolucci. Men Pasolinis minimalistiske stil med amatørskuespillere, naturlige belysning og klassiske musik er ofte grundstenen for nogle af filmhistoriens bedste litterære filmatiseringer. “The Canterbury Tales” er baseret på Geoffrey Chaucers kontroversielle roman af samme navn. Præcis som sit forlæg er Pasolinis film en række af noveller, eller kortfilm. Midtpunktet er en gruppe pilgrimme, der i al deres kedsomhed, underholder hinanden med groteske, perverse og grusomme sagn. Pasolini overfører alle Chaucers grafiske og detaljerede beskrivelser uden nogen form for selvcensur. Det er grænseoverskridende, men det er også fandens underholdende og fascinerende.
138. Eraserhead (David Lynch; 1976)
David Lynch er en mand, der deler vandene. Mange er dybt fascinererede af hans fragmentariske, enigmatiske drømmeverdner. Men mindst lige så mange mener, at det er noget prætentiøst nonsens. Jeg er fandens prætentiøs og ufattelig glad for størstedelen, der udspringer fra Lynch’ drømmefabrik. Den selvproducerede debut-film “Eraserhead” er et forstyrrende og urovækkende bekendtskab. I en postapokalyptisk verden lever den fabriksansatte Henry Spencer med sin kæreste Mary. Da Mary bliver gravid, flytter hun og Henry sammen. Men da barnet fødes, viser det sig at være mutant, hvis skrigen og gråd ingen ende vil tage. Til sidst drives Mary til vanvid og flytter fra Henry, der efterlades alene med sin vandskabte skrigeballon. “I Himlen er alt godt”... Sådan lyder tag-line’n til “Eraserhead”. Pudsig udmelding taget i betragtning af, at “Eraserhead” er et langt mareridt, du ikke kan vågne fra. Uvirkeligt skræmmende.
137. The Element of Crime (Lars Von Trier; 1984)
Man kan selvfølgelig ikke lave sådan en liste uden at tage Von Trier med til eftertragtning. En efterforsker rejser til et dystopisk europa for at undersøge omstændigheder omkring en række mord på unge piger. “Element of Crime” var Von Triers første værk i spillefilmslængde og første del i hans “Europa”-trilogi. Det er tydeligt, at der er tale om en debutfilm, for Von Trier har haft flere ting, der “skulle ud”, når man første gang har magten. Filmens narrative fortæller og ikke mindst det æstetiske valg er så tydeligt inspireret af forbilledet Tarkovsky, at det næsten er for meget. Men det ændrer ikke ved, at “Element of Crime” er et yderst fascinerende portræt af et post-apokalyptisk europa.
136. Our Music (Jean-Luc Godard; 2004)
Efter mange, mange års kunstnerisk ørkenvandring vendte den gamle mesterinstruktør Godard omsider tilbage med et særpræget værk: “Our Music”, hans klart bedste og mest interessante film siden de gyldne år. “Our Music” udspiller sig - på bedste Kieslowski-manér - i de tre kongeriger: Helvede, Skærsilden og Himlen. Fælles for de tre segmenter er fokus på krig. Kapitlet om Helvede er en visuel montage om krigens absolutte rædsler. I Skærsilden holder Godard selv et filosofisk foredrag om de mange ligheder mellem israelerne og palistinænserne, på trods af deres evige konflikt. En pige, Olga, laver en fremstilling af konflikten, som leder til sidste akt, Paradis - et surrealistisk beskyttet land. “Our Music” er dybt inspirerede af Dantes “Divine Comedy”, men den fungerer fordi Godard er i stand til at forene sin mange styrker og samtidig nedtone sin lidt for snæversynede meninger. Måske Godards mest modne og vigtige film.
135. Climates (Nuri Bilge Ceylan; 2006)
Sædvanen tro beskæftiger Ceylan sig til den lille historie. Denne gang et kærlighedsforhold mellem en mand og en kvinde, uden gnist. Bahar elsker sin Isa højere, end han elsker hende. Da hun ikke kan forlige sig med hans kyniske og afvisende tone, forlader hun ham. Isa er totalt upåvirket, men pludseligt ser han lyset og beslutter sig for at finde hende og illustrere sin kærlighed. “Climates” er Ceylans (der selv spiller rollen som Isa) mest ambitiøse film. Dramaet er intimt og snævert, men sceneriet er storladent og bjergtagende. Isa bevæger sig fra det varme og farverige Tyrkiet videre til den russiske kulde, for at finde Bahar. Ceylan er en instruktør, der fortæller gennem billeder, og denne er hans smukkeste film.
134. The Consequences of Love (Paolo Sorrentino; 2004)
Megagennemtænkt. Megahypnotiserende. Megasej. Paolo Sorrentinos debutfilm har virkelig lagt linjen for, hvad man kan tillade sig at forvente fra støvlelandets filmiske håb. “The Consequences of Love” er muligvis den æstetisk mest gennemarbejdede film i nyere tid - uden at lefle for plottet. Den indelukkede, kæderygende Titta di Girolamo har boet på et ekstravagant schweizisk hotel i snart ti år. Han foretager sig intet af karakter, snakker ikke med folk, men følger striks et par rutiner, der holder ham kørende. Umiddelbart intet interessant - indtil han en dag flytter sig fra sin vanlige vindueplads i hotellets forhal, og sætter sig i baren ved den smukke servitrice Sofia. De indleder hurtigt et venskab, hans første i over ti år. Han indleder hende i hans mystiske hverdag, og snart erfarer hun, at Titta står i gæld til mafiaen og derfor er indlogeret på sit hotelværelse, hvor han ugentligt modtager en pengefyldt kuffert, som han afleverer til en schweizisk privatbank. Hans daglige højdepunkt er et skud heroin, som han indtager på præcist samme tid, hver dag. Men da rutinerne en dag går galt, må Titta bryde ud af sin skal og beskytte sig selv og Sofia. “Consequences of Love” fungerer på samtlige plan. De to hovedroller gør et formidabelt arbejde og især Toni Servillos præstation er helt udenfor kategori. Han er ganske enkelt eminent! Og så er der Sorrentinos filmsprog! Dette er måske den mest volumiøse film, jeg har set. Filmen er mesterligt skudt, og hvert frame er så detaljeret og overvejet, at præproduktionen må have varet årevis. Og så er klippestilen et studie i, hvordan man kan brugge klipning både som æstetisk element og dramaturgisk fremdrift. Der hviles i de meget lange indstillinger i de dvælende, smukke scener. Og der er montager og fragmentarisk klipning, når Titta tænder sin lækre sportsvogn eller indtager sin daglige dosis heroin. Og Pasquale Catalanos pompøse elektro-soundtrack er så smukt, så hypnotiserende, så frækt, og så forbandet godt set! Det er ganske enkelt lige i øjet - præcis som samtlige valg Sorrentinos foretager i dette pragtværk. Ufattelig medrivende film, der formår at blive bedre for hver gang.
133. Benny’s Video (Michael Haneke; 1992)
Endnu en Haneke-film hitter listen. Haneke rammer mig, fordi han formår at afspejle menneskets onde sider på en troværdig facon. Det virker aldrig konstrueret eller fremprovokeret. Set i dagens klogskabs lys er “Benny’s Video” dog lidt en undtagelse, da Hanekes opstillede problematik menes at være manet til jorden. Drengen Bennny (mesterlige Arno Frisch) bruger al sin fritid på voldelige film og konsolspil. En dag inviterer han en pige på besøg i sine fraværende forældres lejlighed. Her optager Benny sit eget mord på den unge pige. Da Benny viser sine forældre videoen, beslutter de sig for at skjule liget og rejse bort for deres søn skyld. “Benny’s Video” er måske en lidt lukket sag idag, hvor hele debatten om, hvorvidt fiktionsvold avler vold er... ja, død. Men det ændrer ikke ved, at Hanekes film er absurd interessant og knugende og byder på en helt igennem fremragende præstation af en ung Arno Frisch.
132. Mouchette (Robert Bresson; 1967)
På dette tidspunkt i karrieren havde Robert Bresson for alvor etableret sit minimalistiske filmsprog med amatørskuespillere. Meningen med disse modeller - som han kaldte dem - var, at de var i stand til at yde flade og udtryksløse fremstillinger af Bressons karakterer - essentielt for hans filmiske kynisme. “Mouchette” er historien om den unge pige af samme navn. Mouchette lever en tyngende tilværelse med en døende mor, en alkoholiseret far og en hjælpeløs bror. Hendes eneste måde at søge trøst er at søge væk fra hjemmet og ind i naturens hvile. “Mouchette” er en tragisk og rørende film. Bressons lille protagonist tappes af al energi, og det samme gør man som vidne. Det er så godt, det gør så ondt.
131. Naked Lunch (David Cronenberg; 1991)
Canadiske David Cronenberg er af en sær art. Et kig på CV’et viser, at manden er stabil som en ål på højkant. Fra sublime mesterværker til b-film og mainstream. Men på trods af sin kvalitative inkonsistens er en ting sikkert: Cronenberg er altid interessant. “Naked Lunch” er nok hans mest utilgængelige film, men samtidig hans største kunstneriske bedrift. “Naked Lunch” er inspireret af mesterforfatteren William S. Burroughs roman af samme navn. Men Cronenbergs film ligger langt fra Burroughs oprindelige forlæg. I stedet sammensmelter Cronenberg Burroughs roman med forfatterens eget liv og tilsætter mixet et skud fiktion fra sidelinjen. I denne semi-biografiske syre-suppe er forfatteren Bill Lee i centrum. En dag rammer ulykken, da Bill ved en fejl skyder sin kone, hvis skrivemaskine omdannes til en kæmpe kakerlak. Nu bliver Bill trukket ind i en paranoid, desillusioneret verden. “Naked Lunch” er en herlig oplevelse af den mest syrede slags. Cronenberg inviterer os ind i en herlig fantasi uden sammenligning.
#98 filmz-jonasgr 15 år siden
Polanski og Lynch er jeg også med på. Blev forresten også interesseret i dokumentaren om Jack Nance, efter tilfældigt at have læst noget om ham. Han virker som en meget speciel personlighed, ikke mindste en problematisk en.
'Cause I'm evil"
#99 JannikAnd 15 år siden
#100 Benway 15 år siden
Climates er sindssyg flot, selvom jeg personligt savnede lidt af det lune som Ceylans Uzak havde. Hans Three Monkeys er også fremragende.
Naked Lunch er jeg (suprise!) vild med, men den er ganske rigtigt ret svært tilgængelig. Man skal næsten kende lidt til Burroughs i forvejen. Jeg er stort set holdt op med at anbefale den til folk, da næsten alle jeg har overtalt til at se den, har hadet den som pesten. :)