Dybt inspireret af øvrige brugeres gennemarbejdede lister, er jeg sprunget ud i den samme umulighed. Vil liste ti ad gangen (den første i dag) med en lille kommentar til.
***Internationale titler for at undgå forvirring***
200. Underground(Emir Kusturica; 1995) Den serbiske instruktør Emir Kusturica er en yderst energisk filmmager. I "Underground" forvandler han krigens rædsler til en underjordisk fest med balkanske toner.
199. Eyes Wide Shut(Stanley Kubrick; 1999) "Eyes Wide Shut" skulle blive Kubricks sidste film i en næsten fejlfri karriere. I mine øjne er det hans mest oversete værk og en flot voyeristisk rejse ind i det forrykte.
198. Temptress Moon(Chen Kaige; 1996) Gong Li er en af de smukkeste kvinder på film, og i “Temptress Moon” præsterer hun fabelagtigt. En næsten mytologisk beretning om korruption, jalousi og fordærv.
197. Betty Blue(Jean-Jacques Beineix; 1986) Hvis man har den mindste fascination for store kvindelige personers nedfald, er Beineix’ emotionelle tour de force ikke til at kimse af.
196. Atlantic City(Louis Malle; 1980) Louis Malle goes abroad, og gud ske tak og lov for det! I hjemlandet Frankrig kørte Malle sig død i klassiske dramaer, men i Amerika genopdagede Malle sig selv og lavede sine bedste (fiktions)film. Denne er den bedste.
195. Eternity and a Day(Theodoros Angelopoulos; 1998) Et lille intimt drama om en døende forfatter, der finder glæde hos en lille dreng, en illegal indvandrer fra Albanien. På grænsen til det pædofile, men Angelopoulos er en instruktør, der om nogen kan portrættere og instruere sådan et forhold. Bruno Ganz i en af sine uendeligt mange gode roller.
194. Antoine et Antoinette(Jacques Becker; 1947) Et lille, velskrevet drama, der er yderst simpelt, men som udspiller sig på mesterlig vis. Sjovt, rørende og til tider nervepirrende. En lille perle.
193. Rome, Open City(Roberto Rossellini; 1945) Den italienske neo-realismes absolutte hovedværk. Og det med god grund. Rosselilinis skildring er et rørende og næsten håbløst (i ordets egentlige forstand) indblik i krigens egentlige tabere: de uskyldige civile der efterlades uden tag over hovedet, mønt i lommen og mad i maven.
192. Battleship Potemkin(Sergei M. Eisenstein; 1925) Ganske enkelt et studie i filmmediets dramatiske potentielle. Den russiske montage var ikke blot forud for sin tid... Den er ikke gentaget tilnærmelsesvis lige så effektivt sidenhen.
191. My Own Private Idaho(Gus Van Sant; 1991) En road-movie baseret på Shakespeares stykke lyder lidt for smart-ass. Men Gus Van Sant er muligvis vores tids bedste mand til jobbet, når det gælder ungdomsdramaer. Med Van Sant dør grunge og Generation X aldrig.
#1 JannikAnd 14 år siden
Dybt inspireret af øvrige brugeres gennemarbejdede lister, er jeg sprunget ud i den samme umulighed. Vil liste ti ad gangen (den første i dag) med en lille kommentar til.
***Internationale titler for at undgå forvirring***
#2 filmz-Bruce 14 år siden
#3 dyg 14 år siden
#4 natterjack 14 år siden
#5 NightHawk 14 år siden
#6 MMB 14 år siden
Det bliver da spændende, meeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeen vi kender jo allerede fin top 20 fra din profil? Ødelægger det ikke det hele lidt?
#7 JannikAnd 14 år siden
#8 JannikAnd 14 år siden
#9 JannikAnd 14 år siden
200. Underground (Emir Kusturica; 1995)
Den serbiske instruktør Emir Kusturica er en yderst energisk filmmager. I "Underground" forvandler han krigens rædsler til en underjordisk fest med balkanske toner.
199. Eyes Wide Shut (Stanley Kubrick; 1999)
"Eyes Wide Shut" skulle blive Kubricks sidste film i en næsten fejlfri karriere. I mine øjne er det hans mest oversete værk og en flot voyeristisk rejse ind i det forrykte.
198. Temptress Moon (Chen Kaige; 1996)
Gong Li er en af de smukkeste kvinder på film, og i “Temptress Moon” præsterer hun fabelagtigt. En næsten mytologisk beretning om korruption, jalousi og fordærv.
197. Betty Blue (Jean-Jacques Beineix; 1986)
Hvis man har den mindste fascination for store kvindelige personers nedfald, er Beineix’ emotionelle tour de force ikke til at kimse af.
196. Atlantic City (Louis Malle; 1980)
Louis Malle goes abroad, og gud ske tak og lov for det! I hjemlandet Frankrig kørte Malle sig død i klassiske dramaer, men i Amerika genopdagede Malle sig selv og lavede sine bedste (fiktions)film. Denne er den bedste.
195. Eternity and a Day (Theodoros Angelopoulos; 1998)
Et lille intimt drama om en døende forfatter, der finder glæde hos en lille dreng, en illegal indvandrer fra Albanien. På grænsen til det pædofile, men Angelopoulos er en instruktør, der om nogen kan portrættere og instruere sådan et forhold. Bruno Ganz i en af sine uendeligt mange gode roller.
194. Antoine et Antoinette (Jacques Becker; 1947)
Et lille, velskrevet drama, der er yderst simpelt, men som udspiller sig på mesterlig vis. Sjovt, rørende og til tider nervepirrende. En lille perle.
193. Rome, Open City (Roberto Rossellini; 1945)
Den italienske neo-realismes absolutte hovedværk. Og det med god grund. Rosselilinis skildring er et rørende og næsten håbløst (i ordets egentlige forstand) indblik i krigens egentlige tabere: de uskyldige civile der efterlades uden tag over hovedet, mønt i lommen og mad i maven.
192. Battleship Potemkin (Sergei M. Eisenstein; 1925)
Ganske enkelt et studie i filmmediets dramatiske potentielle. Den russiske montage var ikke blot forud for sin tid... Den er ikke gentaget tilnærmelsesvis lige så effektivt sidenhen.
191. My Own Private Idaho (Gus Van Sant; 1991)
En road-movie baseret på Shakespeares stykke lyder lidt for smart-ass. Men Gus Van Sant er muligvis vores tids bedste mand til jobbet, når det gælder ungdomsdramaer. Med Van Sant dør grunge og Generation X aldrig.
#10 natterjack 14 år siden