150. The Saddest Music in the World(Guy Maddin; 2003) Guy Maddin er desværre en noget overset instruktør. Som stor fan af stumfilm og musicals gør Maddin sit til at forene de to genrer på hyldende vis. “The Saddest Music in the World” foregår i Maddin hjemby Winnipeg under Depressionen. Den benløse ølbaron (altid gode Isabella Rossellini) arrangerer en konkurrence for at finde verdens sørgeligste musik. Mørk, men munter film med skøn musik og herligt tidsbillede.
149. The Burmese Harp(Kon Ichikawa; 1956) 89 film. Kon Ichikawa formåede at producere film helt indtil sit sidste åndedrag i en alder af 92 år. Men masseproduktionen har hæmmet kvaliteten. “The Burmese Harp” er hans mest sublime værk (af hvad jeg har set). Burma, 1943: En japansk menig, Mizushima, udsendes for at overtale en deling til at overgive sig til britterne. Hans mission mislykkes. På sin vej hjem mod sin egen deling ser han krigens rædsler og mister besindelsen. Delingen formoder, at han er omkommet og begræder hans død. De savner hans harpespil, der var omdrejningspunkt for deres sang, deres eneste lys. Men en dag ser delingen en buddhistisk munk, der ligner Mizushima til forveksling. Men han benægter på trods af soldaterkammeraternes insisteren. Kun gennem musikken vil de kunne få den gamle Mizushima tilbage. “The Burmese Harp” lyder meget patos-ladet. Og det er den også. Men Ichikawa instruerer dygtigt og formår at gøre dette lille krigsdrama rørende, fremfor kvalmende. En rigtig tåreperser.
148. Days of Being Wild(Wong Kar-wai; 1990) Kinesiske Wong Kar-wai er en auteur med så mange varemærker, at det er helt uoverskueligt at beskrive. Men typisk for hans film er brugen af flere fortællere, amerikansk popmusik og ikke mindst en hæsblæsende energi - opnået vha. en hurtig klipperytme og ikke mindst en hektisk cinematografi af hof-fotografen Christopher Doyle. “Days of Being Wild” omhandler den unge mand Yuddy (Leslie Cheung), der erfarer, at hans mor ikke er hans biologiske forælder. I al sin emotionelle forvirring forelsker Yuddy sig i to forskellige kvinder, der begge kæmper om hans gunst. Senere lærer han, at hans biologisk mor befinder sig på Filippinerne. Energisk lille perle om flere tabu-belagte emner såsom utroskab og ødipus-komplekser.
147. Black Cat, White Cat(Emir Kusturica; 1998) Ikke nær så ambitiøs som “Underground”, men alligevel bedre. Håndøre-hustleren Matko tvinges til gifte sig med Afrodita, fordi han skylder hendes storebror penge. Men Matko er forelsket i en anden, og Afrodita finder heller ikke Matko unik. Opskriften er den sammen som altid i Kusturicas kolonariske film-festmåltid. Men “Black Cat, White Cat” er mere intim og jordnær end “Underground”, der måske bliver en tand for lang og prætentiøs. Skønt soundtrack, som sædvanlig.
146. A Woman Is a Woman(Jean-Luc Godard; 1961) For en gangs skyld roder Godard sig ikke ud i gansternes afkroge eller politikkens sofisme. Dette er hans hyldest til den romantiske komedie og musicalen. Da stripperen Angela (Anna Karina) ikke kan overtale sin kæreste Emile (Jean-Claude Brialy) til at smide en kage i hendes ovn, forsøger hun sig hos hans ven, Alfred (Jean-Paul Belmondo). “A Woman Is a Woman” er formentlig Godards mest tilgængelige og uforpligtende film. Den emmer af charme, herligt koreograferede sange og danse. Og så er danske Anna Karina den smukkeste kvinde på film.
145. Triumph of the Will(Leni Riefenstahl; 1935) Et noget kontroversielt islæt på listen. Enig. For det første er det en propagandistisk nazi-hyldest til det tredje rige in spe. Og for det andet - og dette er virkelig kontroversielt: det er en dokumentarfilm! Riefenstahl udvisker grænsen mellem dokumentarisme og fiktion - så, hvis man kan ignorere filmens oprindelige formål og se på den som isoleret værk, ja, så venter en stor oplevelse. Som en anden Eisenstein trykker Riefenstahl sømmet i bund og fyrer op for pompøsiteten og det storladne. Idag er det let at se igennem fingrene med, men dengang... ikke mærkeligt, at selv velinformerede akademikere hoppede med på Hitler, Himler og Goebbels folkevogn.
144. Three Colors: Blue(Krzysztof Kieślowski; 1993) 13. marts 1996 blev filmverden en mester i melodrama fattigere, da polske Krzysztof Kieślowski døde af et hjertetilfælde i en alder af blot 54 år. Kieślowski havde formentlig sine bedste film til gode, men jeg vælger at lade glasset været halvt fyldt og værdsætte hans imponerende CV. Hans mest kendte værk er trilogien “Trikaloren”, baseret og opkaldt efter de tre farver i det franske flag: blå (frihed), hvid (lighed) og rød (broderskab). I “Blå” smuldrer karrierekvinden Julies (Juliette Binoche) verden fuldstændig, da hun mister mand og datter i en bilulykke. Først efter mange måneders depression kan Julie begynde at tage stilling til sin nye tilværelse. Men hun føler sig ikke i stand til at elske eller blive elsket igen. Fantastiske Binoche giver en utroligt rørende og oprigtig fremstilling af sin sårbare karakter, og Kieślowski er i absolut topform her: han helmer og hviler i den smukke kvindes sårbarhed. Vi kommer helt ind i hendes sorg, og mesterfotografen Slawomir Idziak piller al overflade af hende og eksponerer den udsatte kvinde. Derudover byder “Blå” på et af de smukkeste soundtracks nogensinde. Smukt.
143. Early Spring(Yasujirō Ozu; 1956) I sin første film efter “Tokyo Story” begiver Ozu sig væk fra hverdagsdramaerne i kernefamilien, til fordel for ungdommelig lidenskab. I efterkrigens Japan har en ung kontormedarbejder svært ved at genfinde kærligheden til sin kone, efter de har mistet deres eneste barn. I stedet indleder han en affære med en seksuelt udfordrende kollega. “Early Spring” har en kynisk og mere fremmedgørende tone, end man er vant til med Ozu. Han distancerer sig fra sine karakterer og dvæler i deres mørke sider. Ozu var en stor fortaler for kernefamilien, hvilket tydeligt ses i mange af hans øvrige film. Med det in mente kan man vælge at læse “Early Spring” som værende samfundskritisk. Den mandlige protagonist forliser sit forhold, fordi han som timelønnet medarbejder vælger at arbejde sene timer. Et fænomen som var meget udbredt i efterkrigstidens ilande, og som Ozu flere gange stiller sig kritisk overfor.
142. Amarcord(Federico Fellini; 1973) Fellinis sidste perle. Endnu engang er Fellinis eget liv basis for hans film. I Mussolinis fascistiske Italien ignorerer en lille provinsby al ulykken og omvender deres dagligdag til karnivalesk cirkus, med begær, spas og riter. Charmerende, underfundig og hamrende rytmisk takket være Nina Rotas mageløse toner.
141. Down by Law(Jim Jarmusch; 1986) Independent-kongen over dem alle! Jim Jarmusch har (næsten) altid været totalt kompromisløs og lavet akkurat de film, han ønskede. Den narrative struktur er et studie i sig selv. Ofte starter selve plottet meget sent i filmen, og andre gange er det totalt fraværende. Jarmusch portrætterer undergrundens småkriminelle eksistenser, ofte spillet af musikere. I “Down By Law” bliver Zack (Tom Waits) og alfonsen Jack (John Lurie) fængslet på trods af deres uskyldighed. Her møder de den italienske excentriker Roberto (Roberto Benigni). Sammen planlægger de en fængselsflugt. Skæv, musikalsk og fandens stilfuld! Om ikke andet så giver den dig lyst til is...
#87 - Tror faktisk, at "Burmese Harp" er noget lige for dig :) Criterion har en rigtig god udgave, der er tro mod originalen.
"Magnificently shot in hushed black and white, Kon Ichikawa’s The Burmese Harp is an eloquent meditation on beauty coexisting with death and remains one of Japanese cinema’s most overwhelming antiwar statements, both tender and brutal in its grappling with Japan’s wartime legacy".
#88 - der går desværre lidt tid, før jeg har penge til den. Men jeg har det generelt også problematisk med at købe film, der koster mere end 100 kr...det gider jeg sgu ikke rigtig :)
#81 JannikAnd 14 år siden
#82 Skeloboy 14 år siden
Men det lyder som en film, jeg skal have.
#83 Bony 14 år siden
#84 Zabriskie 14 år siden
#85 JannikAnd 14 år siden
#86 JannikAnd 14 år siden
150. The Saddest Music in the World (Guy Maddin; 2003)
Guy Maddin er desværre en noget overset instruktør. Som stor fan af stumfilm og musicals gør Maddin sit til at forene de to genrer på hyldende vis. “The Saddest Music in the World” foregår i Maddin hjemby Winnipeg under Depressionen. Den benløse ølbaron (altid gode Isabella Rossellini) arrangerer en konkurrence for at finde verdens sørgeligste musik. Mørk, men munter film med skøn musik og herligt tidsbillede.
149. The Burmese Harp (Kon Ichikawa; 1956)
89 film. Kon Ichikawa formåede at producere film helt indtil sit sidste åndedrag i en alder af 92 år. Men masseproduktionen har hæmmet kvaliteten. “The Burmese Harp” er hans mest sublime værk (af hvad jeg har set). Burma, 1943: En japansk menig, Mizushima, udsendes for at overtale en deling til at overgive sig til britterne. Hans mission mislykkes. På sin vej hjem mod sin egen deling ser han krigens rædsler og mister besindelsen. Delingen formoder, at han er omkommet og begræder hans død. De savner hans harpespil, der var omdrejningspunkt for deres sang, deres eneste lys. Men en dag ser delingen en buddhistisk munk, der ligner Mizushima til forveksling. Men han benægter på trods af soldaterkammeraternes insisteren. Kun gennem musikken vil de kunne få den gamle Mizushima tilbage. “The Burmese Harp” lyder meget patos-ladet. Og det er den også. Men Ichikawa instruerer dygtigt og formår at gøre dette lille krigsdrama rørende, fremfor kvalmende. En rigtig tåreperser.
148. Days of Being Wild (Wong Kar-wai; 1990)
Kinesiske Wong Kar-wai er en auteur med så mange varemærker, at det er helt uoverskueligt at beskrive. Men typisk for hans film er brugen af flere fortællere, amerikansk popmusik og ikke mindst en hæsblæsende energi - opnået vha. en hurtig klipperytme og ikke mindst en hektisk cinematografi af hof-fotografen Christopher Doyle. “Days of Being Wild” omhandler den unge mand Yuddy (Leslie Cheung), der erfarer, at hans mor ikke er hans biologiske forælder. I al sin emotionelle forvirring forelsker Yuddy sig i to forskellige kvinder, der begge kæmper om hans gunst. Senere lærer han, at hans biologisk mor befinder sig på Filippinerne. Energisk lille perle om flere tabu-belagte emner såsom utroskab og ødipus-komplekser.
147. Black Cat, White Cat (Emir Kusturica; 1998)
Ikke nær så ambitiøs som “Underground”, men alligevel bedre. Håndøre-hustleren Matko tvinges til gifte sig med Afrodita, fordi han skylder hendes storebror penge. Men Matko er forelsket i en anden, og Afrodita finder heller ikke Matko unik. Opskriften er den sammen som altid i Kusturicas kolonariske film-festmåltid. Men “Black Cat, White Cat” er mere intim og jordnær end “Underground”, der måske bliver en tand for lang og prætentiøs. Skønt soundtrack, som sædvanlig.
146. A Woman Is a Woman (Jean-Luc Godard; 1961)
For en gangs skyld roder Godard sig ikke ud i gansternes afkroge eller politikkens sofisme. Dette er hans hyldest til den romantiske komedie og musicalen. Da stripperen Angela (Anna Karina) ikke kan overtale sin kæreste Emile (Jean-Claude Brialy) til at smide en kage i hendes ovn, forsøger hun sig hos hans ven, Alfred (Jean-Paul Belmondo). “A Woman Is a Woman” er formentlig Godards mest tilgængelige og uforpligtende film. Den emmer af charme, herligt koreograferede sange og danse. Og så er danske Anna Karina den smukkeste kvinde på film.
145. Triumph of the Will (Leni Riefenstahl; 1935)
Et noget kontroversielt islæt på listen. Enig. For det første er det en propagandistisk nazi-hyldest til det tredje rige in spe. Og for det andet - og dette er virkelig kontroversielt: det er en dokumentarfilm! Riefenstahl udvisker grænsen mellem dokumentarisme og fiktion - så, hvis man kan ignorere filmens oprindelige formål og se på den som isoleret værk, ja, så venter en stor oplevelse. Som en anden Eisenstein trykker Riefenstahl sømmet i bund og fyrer op for pompøsiteten og det storladne. Idag er det let at se igennem fingrene med, men dengang... ikke mærkeligt, at selv velinformerede akademikere hoppede med på Hitler, Himler og Goebbels folkevogn.
144. Three Colors: Blue (Krzysztof Kieślowski; 1993)
13. marts 1996 blev filmverden en mester i melodrama fattigere, da polske Krzysztof Kieślowski døde af et hjertetilfælde i en alder af blot 54 år. Kieślowski havde formentlig sine bedste film til gode, men jeg vælger at lade glasset været halvt fyldt og værdsætte hans imponerende CV. Hans mest kendte værk er trilogien “Trikaloren”, baseret og opkaldt efter de tre farver i det franske flag: blå (frihed), hvid (lighed) og rød (broderskab). I “Blå” smuldrer karrierekvinden Julies (Juliette Binoche) verden fuldstændig, da hun mister mand og datter i en bilulykke. Først efter mange måneders depression kan Julie begynde at tage stilling til sin nye tilværelse. Men hun føler sig ikke i stand til at elske eller blive elsket igen. Fantastiske Binoche giver en utroligt rørende og oprigtig fremstilling af sin sårbare karakter, og Kieślowski er i absolut topform her: han helmer og hviler i den smukke kvindes sårbarhed. Vi kommer helt ind i hendes sorg, og mesterfotografen Slawomir Idziak piller al overflade af hende og eksponerer den udsatte kvinde. Derudover byder “Blå” på et af de smukkeste soundtracks nogensinde. Smukt.
143. Early Spring (Yasujirō Ozu; 1956)
I sin første film efter “Tokyo Story” begiver Ozu sig væk fra hverdagsdramaerne i kernefamilien, til fordel for ungdommelig lidenskab. I efterkrigens Japan har en ung kontormedarbejder svært ved at genfinde kærligheden til sin kone, efter de har mistet deres eneste barn. I stedet indleder han en affære med en seksuelt udfordrende kollega. “Early Spring” har en kynisk og mere fremmedgørende tone, end man er vant til med Ozu. Han distancerer sig fra sine karakterer og dvæler i deres mørke sider. Ozu var en stor fortaler for kernefamilien, hvilket tydeligt ses i mange af hans øvrige film. Med det in mente kan man vælge at læse “Early Spring” som værende samfundskritisk. Den mandlige protagonist forliser sit forhold, fordi han som timelønnet medarbejder vælger at arbejde sene timer. Et fænomen som var meget udbredt i efterkrigstidens ilande, og som Ozu flere gange stiller sig kritisk overfor.
142. Amarcord (Federico Fellini; 1973)
Fellinis sidste perle. Endnu engang er Fellinis eget liv basis for hans film. I Mussolinis fascistiske Italien ignorerer en lille provinsby al ulykken og omvender deres dagligdag til karnivalesk cirkus, med begær, spas og riter. Charmerende, underfundig og hamrende rytmisk takket være Nina Rotas mageløse toner.
141. Down by Law (Jim Jarmusch; 1986)
Independent-kongen over dem alle! Jim Jarmusch har (næsten) altid været totalt kompromisløs og lavet akkurat de film, han ønskede. Den narrative struktur er et studie i sig selv. Ofte starter selve plottet meget sent i filmen, og andre gange er det totalt fraværende. Jarmusch portrætterer undergrundens småkriminelle eksistenser, ofte spillet af musikere. I “Down By Law” bliver Zack (Tom Waits) og alfonsen Jack (John Lurie) fængslet på trods af deres uskyldighed. Her møder de den italienske excentriker Roberto (Roberto Benigni). Sammen planlægger de en fængselsflugt. Skæv, musikalsk og fandens stilfuld! Om ikke andet så giver den dig lyst til is...
#87 Skeloboy 14 år siden
Three Colors: Blue,
Black Cat, White Cat
Down by Law
Down By Law er rigtig god, men min Jarmusch-favorit er Night On Earth.
Godard og Fellini har jeg ikke set så meget af...endnu.
Har kun set Tokyo Story af Ozu, og det var ikke lige mig.
The Saddest Music In The World har jeg haft kig på mange gange, og The Burmese Harp er lige røget på ønskelisten :)
#88 JannikAnd 14 år siden
"Magnificently shot in hushed black and white, Kon Ichikawa’s The Burmese Harp is an eloquent meditation on beauty coexisting with death and remains one of Japanese cinema’s most overwhelming antiwar statements, both tender and brutal in its grappling with Japan’s wartime legacy".
#89 Skeloboy 14 år siden
#90 JannikAnd 14 år siden