#30: Jeg har ikke set så meget af ham men "Vanya on 42nd Street" kan varmt anbefales. Chekhov i fantastiske omgivelser smelter sammen med samtaler mellem prøverne og lydene fra 42. gade, og bittersød magi opstår. :)

#33: Ja, det kan meget vel tænkes. :)
Det skal dog lige tilføjes, at det ikke er den oprindelige tekst, der bliver taget i brug, men derimod en bearbejdet udgave, som David Mamet har stået for. Hvis jeg var Chekhov-kender, ville jeg sikkert have indvendinger mod ændringerne, men som det forholder sig nu, er jeg "lykkeligt" uvidende.

181-190


190. Dazed and Confused (Richard Linklater; 1993)
En helt igennem herlig film, som jeg ser årligt. Med årene har den måske mistet en del af sin provokerende effekt, men den står stadig tilbage som et sindssygt morsomt og hyggeligt bekendskab.


189. Rosetta (Luc & Jean-Pierre Dardenne; 1999)
De belgiske Dardenne-brødre er et par kyniske filmskabere. Deres film bearbejder tunge tematikker, og deres æstetiske valg er så nært beslægtet med dokumentar genren, at det ofte virker for realistisk. “Rosetta” er historien om en ung pige, der lever under sin alkoholiserede mors kår. Rørende og stramt fortalt. Brødrenes bedste film og belønnet med deres første af to Gyldne Palmer.


188. Clouds of May (Nuri Bilge Ceylan; 1999)
Nuri Bilge Ceylan er en af de mest fotografiske instruktører i nyere tid. Hver en frame ligner et postkort. Utroligt hypnotiserende. “Clouds of May” refererer til hans forrige film, “Kasaba”, og handler om instruktøren, der rejser til sin hjemby for at finde sit cast. Smuk og sympatisk metafilm.


187. Raise the Red Lantern (Zhang Yimou; 1991)
Zhang Yimou og Ging Lis bedste samarbejde. I 1920‘ernes Kina kæmper tre kvinder om deres fælles ægtemands opmærksomhed og gunst.


186. Shoot the Piano Player (François Truffaut; 1960)
I min verden har Truffaut altid stået i skyggen af hans nybølge-brødre. Men “Shoot the Piano Player” er cool og dragende.


185. When a Woman Ascends the Stairs (Mikio Naruse; 1960)
Et rørende upstairs/downstairs drama om en geisha, der har drømme om et selvstændigt liv, men konstant føler sig forpligtet til at støtte sin familie. Hideko Takamine giver en af de smukkeste præstationer nogensinde.


184. Rashōmon (Akira Kurosawa; 1950)
Kurosawa var en fremragende instruktør. Men personligt foretrækker jeg hans ikke-samurai film. “Rashōmon” er en klassisk whodunnit og et narrativt pragteksemplar.


183. The Music Room (Satyajit Ray; 1958)
Bollywood er muligvis den mest masseproducerende filmindustri i verden. Men ganske få har kendskab til filmkulturen derfra. Og det er en skam. Satyajit Ray står for mig som en af disse største instruktører nogensinde. “Apu”-trilogien er hans største bedrift, men “The Music Room” er et flot protagonist-styret portræt af en farverig kultur med musik og kønsroller, der er uset for den vestlige verden.


182. Elephant (Gus Van Sant; 2003)
“Elephant” er stærkt inspireret af massakren i Columbine High School. Men det, der gør Vant Sants Palme-vinder unik er den narrative struktur. Fortælleformen er vanvittig langsom, gentagende og næsten trættende. Derfor virker det ekstra voldsomt, når massakren udspiller sig. Van Sant er kynisk og viser publikum ingen nåde. Der er ingen mulighed for at kigge væk. Kunne dog godt have været foruden mordernes hang til skydespil og deres homoseksuelle tendenser. Det virkede for søgt.


181. Gabbeh (Mohsen Makhmalbaf; 1996)
Iran er beriget med to af verdens bedste nulevende instruktører: Abbas Kiarostami og Mohsen Makhmalbaf. Selvom de to auteurer er gode venner og ofte arbejder på tværs af hinandens film, er de to vidt forskellige instruktører. Kiarostamis fortællstil og æstetiske valg er så dokumentaristisk, at han får førnævnte Dardenne-brødre til at fremstå lettere Michael Bay’sk. Makhmalbaf, derimod, bryder alle realistiske grænser med sin García Márquez-inspirerede magisk realisme. ‘Gabbeh’ er navnet på design-tæpper, filmen er historien om et ægtepar, hvis ‘gabbeh’ kommer til live og fortæller historien om klanen afbilledet på tæppet. Livsbekræftende, farverig og berigende fortælling. Magisk.

Der er heller ikke mange jeg har set, men det ville jo også være kedeligt, hvis man kendte dem alle i forvejen. Lige netop denne liste vil jeg bruge til at få set lidt andre film, end jeg normalt gør.

Fedt at se Dazed and Confused, det er en rigtig glimrende film. Den har umiddelbart ikke den store handling, men en herlig dialog, og så føler man sig bare godt tilpas under filmen, som om at man selv hænger ud med de forskellige karakterer.

Og selvfølgelig dejligt at se Elephant på listen, selvom at den ligger alt for lavt på din liste ;)