Har set 'The Wild Bunch', 'Ivans Childhood' og 'Caché' blandt disse, og sidstnævnte finder jeg klart bedst. Jeg blev ikke rigtig revet med af Tarkovskijs debut. Glæder mig til at se hvor 'Spejlet' kommer til at placere sig på listen, for den er jeg helt forelsket i.
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
170. Repulsion(Roman Polanski; 1965) “Repulsion” er ikke Polanskis bedste film, men den er måske hans mest imponerende bedrift og det bedste bevis på hans potentielle som filminstruktør. Plottet er simpelt: Guddommelige Catherine Deneauve spiller den unge og skrøbelige Carol, der efterlades alene i sin lejlighed, da hendes søster rejser. Carol føler sig hurtigt utilpas og langsomt, men sikkert vokser hendes ubehag til hysterisk paranoia og gruopvækkende frygt. Polanski drager os ind i den syge piges sind og introducerer os for en surrealistisk og klaustrofobisk verden. Fantastisk visionær instruktion!
169. All or Nothing(Mike Leigh; 2002) Mike Leigh har det som en fisk i vand, når han befinder sig i det socialrealistiske, regnverjsvåde London. Små lommefilosofiske hverdagsdramaer i arbejderklassen er grundlag for hans bedste værker. “Secrets and Lies” og “Naked” er begge gode, men “All or Nothing” er lige en tand bedre. En typisk parcelhus-familie tvinges til at genfinde familiebåndet, da en tragedie indtræffer. Rørende ærlig.
168. Julien Donkey-Boy(Harmony Korine; 1999) Harmony Korine (der skrev “Kids”) er USA’s “enfant terrible” - selvom han sikkert ikke ænser det selv. Der er sjældent dramaturgiske holdepunkter i hans film, som i stedet fungerer som portrætter af forstædernes skæve eksistenser. I “Julien Donkey-Boy” er det centrale fokus den skizofrene Julien (Ewen Bremner), som bor med sin gravide søster (Chlöe Sevigny) (hvis barn han måske er faren til) og sin sociopatiske far (spillet af selveste Werner Herzog). Korine har et uset talent for at fremstille det makabre, uden at det virker uægte eller opstillet. Derudover var filmen den første amerikanske film, der blev Dogme-certificeret, og Korine fik hjælp af vores egen Lars Von Trier til at færdiggøre filmens post-produktion i Danmark.
167. Ikiru(Akira Kurosawa; 1952) Da den aldrende bureaukrat Kanji diagnoseres med livstruende cancer, beslutter han sig for at leve livet fuldt ud i de resterende måneder. “Ikiru” er en af de dersens pseudo carpe diem-film, hvis eksistens partout må ophøre. Skulle man tro. For selvom “Ikiru” på overfladen lyder... overfladisk - så er den faktisk en charmerende og oprigtig hyldest til livet.
166. Alexander Nevsky(Sergei M. Eisenstein & Dmitri Vasilyev; 1938) Statspatriotisk og propagandistisk storfilm når det er bedst! I 1400-tallets Rusland bliver den stolte nation invaderet og hærget af Teutoniske Riddere. Som sidste håb hidkalder Prins Alexander Nevsky sit folk til at yde modstand, og selv er han fortrop. Selvom filmen efter sigende skulle være historisk korrekt, har jeg mine tvivler på det nedskrevne ords sandfærdighed. Det ændrer dog ikke ved, at Eisensteins klenodie er ufattelig medrivende og storslået.
165. Late Spring(Yasujirō Ozu; 1949) Japanske Yasujirō Ozu er østens svar på Mike Leigh. Hans film er ofte yderst simple og fokuserer som regel på små familiedramaer. I “Late Spring” følger vi 27-årige Noriko, der bor hos sin enke-far i efterkrigens Japan. Noriko er netop kommet sig efter flere års sygdom, og nu mener familien, det er på tide, at hun finder sig en ægtemand. Men den pligtopfyldende Noriko vil hellere tage sig af sin enlige far - lige indtil den rette forlover dukker op. “Late Spring” er totalt udramatisk drama. Der er ingen store familiefejder, skænderier eller konservative familiemønstre. Ozu fokuserer på den oprigtige kærlighed i den funktionelle familie. Smukt og hjertevarmende.
164. October(Sergei M. Eisenstein & Grigori Aleksandrov; 1928) Eisenstein giver den endnu en gang som historiker i denne realistiske stumfilm. En film, der objektivt beretter om revolutionen i Petrograd i oktober 1918, da bolshevikkerne gjorde oprør i 10 dage efter monarkiets ende og Lenins tilbagekomst. En effektiv og lærerig film om 10 dage, der rystede i jordens grundvold.
163. A Man Escaped(Robert Bresson; 1956) Robert Bresson er på min personlige hitliste over dygtigeste instruktører. Jeg har ganske enkelt til gode at se min første middelmådige Bresson-film, og han overgåes dermed kun af Tarkovsky, når det kommer til kvalitativ stabilitet. “A Man Escaped” er historien om en fængslet fransk aktivist, der planlægger din flugt fra det Nazi-kontrollerede fængsel. Men hans planer tager en ny drejning, da han får en ny cellekammerat. Kan han stole på den nye “kammerat” og indvie ham i planen, eller er det en muldvarp fra Gestapo? En herlig film om indre konflikt, kompromis og idealisme.
162. Vengeance Is Mine(Shōhei Imamura; 1979) Før Patrick Bateman og “American Psycho” var der Iwao Enokizu og “Vengeance Is Mine”. Ken Ogata giver den fuld smæk som Enokizu, der har en uforklarlig og umættelig trang til at begå makabre og voldelige mord. Han bliver hurtigt den mest eftersøgte mand i landet og er konstant på flugt - indtil den dag han møder en bordelmutter, som han forelsker dig i. “Vengeance Is Mine” fortælles tålmodigt og kløgtigt gennem seriemoderens eget filter med flashbacks fra hans barndom, forliste ægteskab, de mange mord og flugten gennem landet. Men Imamura tyr ikke til lette forklaringer for protagonistens motiver eller tankegang.
161. Come and See(Elem Klimov; 1985) “Come and See” er ikke en film for hele den pukkelryggede. Filmen beretter om Florya, en ung dreng der under Anden Verdenskrig modvilligt bliver sat forrest i de russiske troppers forsvar mod den tyske hær. Den unge soldat oplever rædselsvækkende scenarier og er vidne til uforglemmelige syn. Filmens plot er ikke nær så vigtig som dens virke. Det er en løftet pegefinger og en belysning af krigens mest primitive konsekvens: barnets tab af uskyldighed og forstand.
#62 Repulsion er min favorit af de nævnte! Måske fordi jeg kun har set tre på listen :) A Man Escaped så jeg vel i min teenagealder og den vil jeg gerne gense.
Come and See så jeg for et halvt års tid siden og jeg havde forventet, at den ville have "taget fat" i mig. Men af en eller anden grund, så lod dens scenarier mig, om ikke kold, så dog ikke så påvirket som jeg havde regnet med. Jeg kunne dog godt lide dens landskabsbilleder, som formentlig var meget tro mod synet af de russiske sletter anno 2. verdenskrig.
Eisenstein vil jeg gerne have set noget af og ikke mindst Ozu. Men nu kan jeg ligeså godt vente, til de er tilgængelige i HD.
Jeg har svært ved at tro, at Leigh har lavet noget bedre end Naked, men din anbefaling er taget til efterretning :)
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#63 - Nej, "Naked" er god og var også i betragtning som "Mike Leighs islæt til listen". Men i sidste ende er det David Thewlis' præstation, der gør den unik. "All or Nothing" er mere helstøbt.
"Come and See"... Vi har tydeligt set det samme, men haft totalt forskellige påvirkninger - lidt ligesom "City of Life and Death", som du lånte mig. Den prællede lidt af på mig :)
'Come and see' er en af de film, der har rystet mig mest. Herligt at se den på en liste, selvom den ville være i top 20 hos mig.
Og 'Repulsion'... ja, den må vel være en af de mest velkomponerede og stemningsfulde psykologiske thrillers nogensinde. Også den eneste Polanski-film jeg for alvor kan lide.
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
Indtil videre en ret så fantastisk liste, hvor jeg har set de fleste af titlerne! Den eneste, jeg ikke rigtig har kastet mig ud i endnu er Gus Van Sant.
Følgende vil jeg give 6/6 - resten ligger på 4 eller 5:
193. Rome, Open City (Roberto Rossellini; 1945) 188. Clouds of May (Nuri Bilge Ceylan; 1999) 184. Rashōmon (Akira Kurosawa; 1950) 183. The Music Room (Satyajit Ray; 1958) 181. Gabbeh (Mohsen Makhmalbaf; 1996) 177. The Face of Another (Hiroshi Teshigahara; 1966) 167. Ikiru (Akira Kurosawa; 1952) 164. October (Sergei M. Eisenstein & Grigori Aleksandrov; 1928) 163. A Man Escaped (Robert Bresson; 1956)
Jeg vil lige indskyde, at jeg også har fulgt med i denne tråd fra start af, da jeg altid har fundet din smag i film rigtig interessant. Måske skriver du ikke så meget til hver film, men det du skriver er imidlertid nok til at interessen vækkes så meget, at man i næste øjeblik sidder og søger efter titlen på McDVD og overvejer om man skal trykke sig videre.
Der er tre herinde på Filmz, hvis henvisninger og anbefalinger omkring de lidt mere specielle film, jeg lægger ekstra meget vægt på, da jeg igennem tiden har fundet deres smag tættest på min egen og du er en af dem. Så denne liste vil jeg følge til vi når toppen og så vil jeg bruge listen til at åbne øjnene op for nye filmoplevelser.
Kanon spændende liste, hvor jeg kun har set en 5-10 % af filmene, men det er bestemt noget jeg vil gøre noget ved. :-)
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
#67 - Så er du vist mere begejstret for mine valg, end jeg selv er. Jeg rater indtil videre 5/6. Det er formentlig kun de sidste 80, der er 6/6 i mine øjne, og deraf kun top 30, der ville få 10/10. Men det er svært at have overblik over, og mange af filmene på listen har jeg ikke set i årevis.
Et hurtigt kig på din profil afslører dog, at din smag er meget lig min, på overfalden. Dog er mit kendskab til Šarūnas Bartas svært begrænset. Har kun set hans segment i "VIsions of Europa". Hvad kan du anbefale?
#68 - Tusind tak for de superflotte ord! Det er et virtuelt skulderklap af rang, at listen kan fungere som inspirationskilde :)
"Le boucher" befinder sig hos mig pt. med en hårsbredde som den næstbedste film af Chabrol, jeg har set, lige efter "La femme infidèle", og finder "Ivan’s Childhood" tanden (eller rent faktisk flere tænder) svagere end Tarkovskys andre film, hvoraf jeg dog stadig ikke har set "Nostalghia", så helt oppe i de højere luftlag er den ikke for mig. Alt andet Tarkovsky er dog.
Har kun set én film af Hiroshi Teshigahara indtil videre. Den blændende gode "Woman of the Dunes", der bestemt er en personlig favorit, så hvis du mener "The Face of Another" er endnu bedre, må den snarligt fås fat i.
Og jeg skal bestemt have set noget mere Eisenstein. Ellers kan jeg kun nikke kraftigt til "Freaks", "Ikiru" og "A Man Escaped". "Repulsion" og "Caché" er også fremragende, men jeg er ikke helt sikker på, hvor højt jeg vurderer dem endnu. "Come and See" ramte hårdt med den grumme finale, omend den nok ikke er oppe på det samme niveau her.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
#61 RasmusFL 14 år siden
#62 JannikAnd 14 år siden
170. Repulsion (Roman Polanski; 1965)
“Repulsion” er ikke Polanskis bedste film, men den er måske hans mest imponerende bedrift og det bedste bevis på hans potentielle som filminstruktør. Plottet er simpelt: Guddommelige Catherine Deneauve spiller den unge og skrøbelige Carol, der efterlades alene i sin lejlighed, da hendes søster rejser. Carol føler sig hurtigt utilpas og langsomt, men sikkert vokser hendes ubehag til hysterisk paranoia og gruopvækkende frygt. Polanski drager os ind i den syge piges sind og introducerer os for en surrealistisk og klaustrofobisk verden. Fantastisk visionær instruktion!
169. All or Nothing (Mike Leigh; 2002)
Mike Leigh har det som en fisk i vand, når han befinder sig i det socialrealistiske, regnverjsvåde London. Små lommefilosofiske hverdagsdramaer i arbejderklassen er grundlag for hans bedste værker. “Secrets and Lies” og “Naked” er begge gode, men “All or Nothing” er lige en tand bedre. En typisk parcelhus-familie tvinges til at genfinde familiebåndet, da en tragedie indtræffer. Rørende ærlig.
168. Julien Donkey-Boy (Harmony Korine; 1999)
Harmony Korine (der skrev “Kids”) er USA’s “enfant terrible” - selvom han sikkert ikke ænser det selv. Der er sjældent dramaturgiske holdepunkter i hans film, som i stedet fungerer som portrætter af forstædernes skæve eksistenser. I “Julien Donkey-Boy” er det centrale fokus den skizofrene Julien (Ewen Bremner), som bor med sin gravide søster (Chlöe Sevigny) (hvis barn han måske er faren til) og sin sociopatiske far (spillet af selveste Werner Herzog). Korine har et uset talent for at fremstille det makabre, uden at det virker uægte eller opstillet. Derudover var filmen den første amerikanske film, der blev Dogme-certificeret, og Korine fik hjælp af vores egen Lars Von Trier til at færdiggøre filmens post-produktion i Danmark.
167. Ikiru (Akira Kurosawa; 1952)
Da den aldrende bureaukrat Kanji diagnoseres med livstruende cancer, beslutter han sig for at leve livet fuldt ud i de resterende måneder. “Ikiru” er en af de dersens pseudo carpe diem-film, hvis eksistens partout må ophøre. Skulle man tro. For selvom “Ikiru” på overfladen lyder... overfladisk - så er den faktisk en charmerende og oprigtig hyldest til livet.
166. Alexander Nevsky (Sergei M. Eisenstein & Dmitri Vasilyev; 1938)
Statspatriotisk og propagandistisk storfilm når det er bedst! I 1400-tallets Rusland bliver den stolte nation invaderet og hærget af Teutoniske Riddere. Som sidste håb hidkalder Prins Alexander Nevsky sit folk til at yde modstand, og selv er han fortrop. Selvom filmen efter sigende skulle være historisk korrekt, har jeg mine tvivler på det nedskrevne ords sandfærdighed. Det ændrer dog ikke ved, at Eisensteins klenodie er ufattelig medrivende og storslået.
165. Late Spring (Yasujirō Ozu; 1949)
Japanske Yasujirō Ozu er østens svar på Mike Leigh. Hans film er ofte yderst simple og fokuserer som regel på små familiedramaer. I “Late Spring” følger vi 27-årige Noriko, der bor hos sin enke-far i efterkrigens Japan. Noriko er netop kommet sig efter flere års sygdom, og nu mener familien, det er på tide, at hun finder sig en ægtemand. Men den pligtopfyldende Noriko vil hellere tage sig af sin enlige far - lige indtil den rette forlover dukker op. “Late Spring” er totalt udramatisk drama. Der er ingen store familiefejder, skænderier eller konservative familiemønstre. Ozu fokuserer på den oprigtige kærlighed i den funktionelle familie. Smukt og hjertevarmende.
164. October (Sergei M. Eisenstein & Grigori Aleksandrov; 1928)
Eisenstein giver den endnu en gang som historiker i denne realistiske stumfilm. En film, der objektivt beretter om revolutionen i Petrograd i oktober 1918, da bolshevikkerne gjorde oprør i 10 dage efter monarkiets ende og Lenins tilbagekomst. En effektiv og lærerig film om 10 dage, der rystede i jordens grundvold.
163. A Man Escaped (Robert Bresson; 1956)
Robert Bresson er på min personlige hitliste over dygtigeste instruktører. Jeg har ganske enkelt til gode at se min første middelmådige Bresson-film, og han overgåes dermed kun af Tarkovsky, når det kommer til kvalitativ stabilitet. “A Man Escaped” er historien om en fængslet fransk aktivist, der planlægger din flugt fra det Nazi-kontrollerede fængsel. Men hans planer tager en ny drejning, da han får en ny cellekammerat. Kan han stole på den nye “kammerat” og indvie ham i planen, eller er det en muldvarp fra Gestapo? En herlig film om indre konflikt, kompromis og idealisme.
162. Vengeance Is Mine (Shōhei Imamura; 1979)
Før Patrick Bateman og “American Psycho” var der Iwao Enokizu og “Vengeance Is Mine”. Ken Ogata giver den fuld smæk som Enokizu, der har en uforklarlig og umættelig trang til at begå makabre og voldelige mord. Han bliver hurtigt den mest eftersøgte mand i landet og er konstant på flugt - indtil den dag han møder en bordelmutter, som han forelsker dig i. “Vengeance Is Mine” fortælles tålmodigt og kløgtigt gennem seriemoderens eget filter med flashbacks fra hans barndom, forliste ægteskab, de mange mord og flugten gennem landet. Men Imamura tyr ikke til lette forklaringer for protagonistens motiver eller tankegang.
161. Come and See (Elem Klimov; 1985)
“Come and See” er ikke en film for hele den pukkelryggede. Filmen beretter om Florya, en ung dreng der under Anden Verdenskrig modvilligt bliver sat forrest i de russiske troppers forsvar mod den tyske hær. Den unge soldat oplever rædselsvækkende scenarier og er vidne til uforglemmelige syn. Filmens plot er ikke nær så vigtig som dens virke. Det er en løftet pegefinger og en belysning af krigens mest primitive konsekvens: barnets tab af uskyldighed og forstand.
#63 filmz-Bruce 14 år siden
Come and See så jeg for et halvt års tid siden og jeg havde forventet, at den ville have "taget fat" i mig. Men af en eller anden grund, så lod dens scenarier mig, om ikke kold, så dog ikke så påvirket som jeg havde regnet med. Jeg kunne dog godt lide dens landskabsbilleder, som formentlig var meget tro mod synet af de russiske sletter anno 2. verdenskrig.
Eisenstein vil jeg gerne have set noget af og ikke mindst Ozu. Men nu kan jeg ligeså godt vente, til de er tilgængelige i HD.
Jeg har svært ved at tro, at Leigh har lavet noget bedre end Naked, men din anbefaling er taget til efterretning :)
#64 JannikAnd 14 år siden
"Come and See"... Vi har tydeligt set det samme, men haft totalt forskellige påvirkninger - lidt ligesom "City of Life and Death", som du lånte mig. Den prællede lidt af på mig :)
#65 RasmusFL 14 år siden
Og 'Repulsion'... ja, den må vel være en af de mest velkomponerede og stemningsfulde psykologiske thrillers nogensinde. Også den eneste Polanski-film jeg for alvor kan lide.
#66 JannikAnd 14 år siden
#65 - Så bør du se "City of Life and Death", som jeg nævner i #64.
#67 Antlion 14 år siden
Følgende vil jeg give 6/6 - resten ligger på 4 eller 5:
193. Rome, Open City (Roberto Rossellini; 1945)
188. Clouds of May (Nuri Bilge Ceylan; 1999)
184. Rashōmon (Akira Kurosawa; 1950)
183. The Music Room (Satyajit Ray; 1958)
181. Gabbeh (Mohsen Makhmalbaf; 1996)
177. The Face of Another (Hiroshi Teshigahara; 1966)
167. Ikiru (Akira Kurosawa; 1952)
164. October (Sergei M. Eisenstein & Grigori Aleksandrov; 1928)
163. A Man Escaped (Robert Bresson; 1956)
#68 Bony 14 år siden
Der er tre herinde på Filmz, hvis henvisninger og anbefalinger omkring de lidt mere specielle film, jeg lægger ekstra meget vægt på, da jeg igennem tiden har fundet deres smag tættest på min egen og du er en af dem. Så denne liste vil jeg følge til vi når toppen og så vil jeg bruge listen til at åbne øjnene op for nye filmoplevelser.
Kanon spændende liste, hvor jeg kun har set en 5-10 % af filmene, men det er bestemt noget jeg vil gøre noget ved. :-)
#69 JannikAnd 14 år siden
Et hurtigt kig på din profil afslører dog, at din smag er meget lig min, på overfalden. Dog er mit kendskab til Šarūnas Bartas svært begrænset. Har kun set hans segment i "VIsions of Europa". Hvad kan du anbefale?
#68 - Tusind tak for de superflotte ord! Det er et virtuelt skulderklap af rang, at listen kan fungere som inspirationskilde :)
#70 rockysds 14 år siden
"Le boucher" befinder sig hos mig pt. med en hårsbredde som den næstbedste film af Chabrol, jeg har set, lige efter "La femme infidèle", og finder "Ivan’s Childhood" tanden (eller rent faktisk flere tænder) svagere end Tarkovskys andre film, hvoraf jeg dog stadig ikke har set "Nostalghia", så helt oppe i de højere luftlag er den ikke for mig. Alt andet Tarkovsky er dog.
Har kun set én film af Hiroshi Teshigahara indtil videre. Den blændende gode "Woman of the Dunes", der bestemt er en personlig favorit, så hvis du mener "The Face of Another" er endnu bedre, må den snarligt fås fat i.
Og jeg skal bestemt have set noget mere Eisenstein. Ellers kan jeg kun nikke kraftigt til "Freaks", "Ikiru" og "A Man Escaped". "Repulsion" og "Caché" er også fremragende, men jeg er ikke helt sikker på, hvor højt jeg vurderer dem endnu. "Come and See" ramte hårdt med den grumme finale, omend den nok ikke er oppe på det samme niveau her.