Har set 7 ved den anden sidste opdatering og en på den nyeste. Come & See og Julien-Donkey Boy har jeg dog haft i kikkerterne et par gange. Og så skal jeg klart se mere med Angelopoulos. Har kun set Eternity & A Day, og den er jeg meget begejstret over.
#70 - Selvom jeg må vedligeholde en vis form for spænding, må jeg dog erklære mig enig: "Ivan's Childhood" er Tarkovskys svageste, og "Woman in the Dunes" er "The Face of Another" overlegen. Jeg kan desuden være med på Skeloboys anbefaling af Teshigahara-bokaen.
160. Week End(Jean-Luc Godard; 1967) Grundlæggeren af den franske nybølge, Jean-Luc Godard, er om nogen manden, der kickstartede min interesse for europæisk filmkultur og art house, som det så pompøst hedder sig. Hans rebelskhed og leg med mediet var forfriskende, og man kunne tydeligt fornemme, at det var en kærlighedserklæring, ikke en arrogant selviscenesættelse. Han giver oprigtigt én lyst til at se de film han hylder i sin intertekstualitet. “Week End” er lavet syv år efter gennembruddet med “Breathless”, og derfor var Godard på dette tidspunkt færdig med parolen “form over indhold”. “Week End” er historien om et ægtepar, der tager til landet for at redde deres forhold. Men turen går ikke som planlagt, og snart må det småborgerlige par forholde sig til mord revolution og kannibalisme. “Week End” er en af Godards mange politiske allegorier, og hvis man kan acceptere de noget snæversynede og naive holdninger, venter der en medrivende og satirisk perle... eller østers.
159. Cries and Whispers(Ingmar Bergman; 1972) Ingmar Bergman er på mange måder en fascinerende filmskaber og formentlig en af de største inspirationskilder på tværs af kunstretninger. Hans egne film, der ofte var selvbiografiske, var stærkt inspireret af Bergmans to største interesser: teatret og kvindens væsen. Bergman virker stærkt fascineret af den strindberg’ske naturalisme. Men han var en mester i at integrere filmmediets redskaber ind i sine filmiske dramaer, bl.a. i kraft af det tætte samarbejde med klipper Siv Lundgren og ikke mindst mesterfotografen Sven Nykvist. “Cries and Whispers” omhandler tre søstre, der samles, da den ene, Agnes, rammes af uhelbredelig kræft. Men der er ingen empati eller forståelse de tre søstre i blandt. “Cries and Whispers” er et knugende kammer-drama af bedste kaliber og byder på fremragende præstationer af Harriet Andersson og Liv Ullmann, to af Bermans elskerinder og faste skuespillerinder.
158. The King Is Alive(Kristian Levring; 2000) Af de fire filmskabere der dannede Dogme-manifestet i ’95, er Kristian Levring uden tvivl den mindst kendte. Og det er en skam. “Festen”, “Idioterne” og “Mifunes Sidste Sang” var alle gode udlæg fra den danske nybølge. Men efter min mening blev de alle overhalet indenom af Levrings totalt oversete “The King Is Alive”. En gruppe buspassagerer strander i den afrikanske ørken grundet et defekt kompas. De søger ly i en mystisk spøgelsesby, hvor kun én mand er bosiddende. En af passagererne beslutter sig for at søge hjælp, mens de andre bliver i byen. For at dræbe ventetiden beslutter gruppen sig for at lave en opførelse af Shakespeares “King Lear”. Men snart forsvinder håbet og erstattes af desperation og angst. “The King Is Alive” skiller sig meget ud, både i forhold til dansk film generelt men også i relation til de øvrige Dogme-film. For det første bryder den flere af dogmerne, for det andet er det en dramaturgisk atypisk fortælling, der afviger meget fra berettermodellen i forhold til plot. Det er karakterernes udbrud og desperation, der skaber fremdriften, og på den vis er det åbenlyst at drage paralleller til Hanekes fortælleform.
157. Metropolis(Fritz Lang; 1927) Op i røven med Camerons “Avatar”; Fritz Langs “Metropolis” er det største udstyrsstykke i filmrullens historie. Og den visuelle magtdemonstration er da også filmens største styrke. I Langs dystopiske fremtidsillusion er mennesket opdelt i to separate grupper: tænkerne og arbejderne. Men denne opdeling er ikke optimal for racens velvære, og derfor forklæder en af tænkerne sig som en arbejder og dykker ned i undergrundens myretue. Umiddelbart virker Langs præmisser lettere naive og forvirrende. Det er lidt uklart, hvad han prøver at sige, og om han mener det alvorligt. Men det kan ikke ændre ved, at “Metropolis” muligvis er den største filmiske kraft nogensinde.
156. Nobody Knows(Hirokazy Koreeda; 2004) Hirokaze Koreedas bedste film: Kvinden Keiko flytter ind i en lejlighed i Tokyo sammen med hendes søn Akira. Med dem følger Akiras tre søskende, som holdes hemmeligt for at spare på lejen. De fire søskende er alle uskolede og har alle forskellige fædre. En dag er deres mor pludselig væk, og hun har kun efterladt en lille note og et par håndører. Nu må Akira tage sig af sine søskende, og sammen må de skabe et sammenhold og et holdbart fundament til at klare sig uden voksen indflydelse. “Nobody Knows” er en moderne “Lord of the Flies”, dog uden at male budskabet på kameralinsen. Rørende og æstetisk smuk.
155. Rebel Without a Cause(Nicholas Ray; 1955) Selvom furoren og provokationen efterhånden har lagt sig efter et halvt århundrede, er Nicholas Rays klassiker stadig en kraftfuld oplevelse. James Dean opnåede kultstatus for sin ikoniske rolle som Jim Stark: den unge mand, der i al sin rodløshed ikke kan finde sit rette element. “Rebel Without a Cause” vil nok aldrig miste sin status, for den formår at ramme med bred appel på samme måde som Kurt Cobain gjorde næste 40 år senere.
154. 8½(Federico Fellini; 1963) Federico Fellini var en meget stabil instruktør, der sjældent lavede hit n’ miss. Ikke desto mindre var han lige et niveau under støvlelandets elite. “8½” er ikke blot en god film, det er også en interessant anekdote. Efter megasuccesen med “La Dolce Vita”, der sikrede Fellini De Gyldne Palmer i Cannes, røg instruktøren ind i en kunstnerisk identitetskrise. Det var ganske enkelt umuligt at skrive og instruere en film på niveau med forgængeren. På et tidspunkt var Fellini tæt på at opgive, indtil han fandt en løsning: han måtte lave en film om at lave den umulige efterfølger til et megahit. Marcello Mastroianni er en åbenbaring som Felinnis alter-ego, filminstruktøren Guido. Filmen byder desuden på to af verdens smukkeste kvinder, Claudia Cardinale og Anouk Aimée, samt filmhistoriens måske bedste soundtrack. Den matematiske titel refererer til Felinnis CV: 6 spillefilm, 2 kortfilm (1 samlet) samt 1 tjans som co-instruktør (½ film): 6 + 1 + ½ = 7½ + den igangværende (1 film) = “8½” = fremragende metafilm.
153. Platform(Jia Zhang-Ke; 2000) Jia Zhang-Ke betragtes af mange som den kunstnerisk fortrop i Kinas sjette generation af filmskabere. Og det er forståeligt. Som en anden Godard vælger Jia Zhang-Ke at skabe sine film som en afvigelse af den femte generations tendens til at lave historiske dramaer fra fordums tid, heriblandt Zhang Yimou. Jia er mere interesseret i den nyere, men glemte Kinesiske historie. “Platform” udspiller sig i 80‘ernes Kina og følger en amatør teatertruppe, der opfører spil til ære for Mao Zedong. Men som årene går, forandres landet og influeres af vestens kultur, og Kina bliver underlagt en heftig ‘amerikanisering’ - til stor sorg for teatertruppens medlemmer. Udover sin særegne æstetiske stil med lange indstillinger og farverige digital video-optagelser, er Jia et interessant bekendtskab pga. hans tematikker. Globaliseringen, den fremmedgjorte ungdom og popkulturens indflydelse er typiske hovedingredienser i Jias filmgryde.
152. Vagabond(Agnes Varda; 1985) Agnes Vardas “Vagabond” er fuldstændig lig David Lynch’ “The Straight Story” - hvis man fjerner den navlepillende lommefilosofi og den kvalmende historie og erstatter en yderst irriterende Richard Farnsworth med en 18-årig kvindelig vagabond uden skam i livet. Sandrine Bonnaire er fremragende som den hjemløse Mona, der findes stivfrossen i det sydlige Frankrig. Gennem interviews og flashback beretter hun om de sidste par ugers møder med diverse skikkelser, alle afspejlinger af menneskets mange sider, gode som onde. “Vagabond” er en film, der tolker i ultimativer. Men alligevel virker det aldrig firkantet eller generaliserende. De mange skæbner og personaer er så vel belyst, at de virker troværdige og komplekse.
151. 4 months, 3 Weeks and 2 Days(Cristian Mungiu; 2007) Det var lidt af en overraskelse, da De Gyldne Palmer 2007 blev sendt til Rumænien. Men det er forståeligt, når man ser Cristian Mungius stærke “4 Months, 3 Week and 2 Days”. I 80‘ernes fattige Rumænien forsøger en kvinde desperat at hjælpe sin gravide veninde med at få arrangeret og gennemført en illegal abort. Filmen skulle oprindeligt have været en satire under titlen “Tales from the Golden Age”. Men gud ske tak og lov for, at den tåbelige plan blev lagt på hylden. “4 Months, 3 Week and 2 Days” kunne let være endt i afdelingen af håbløst modløse film uden andet formål end at ødelægge sit publikums humør. Men det er så sandelig ikke tilfældet, selvom det er en yderst barsk oplevelse. Mungiu formår at belyse et tabubelagt emne, der til stadighed volder problemer i alt for mange lande. Vigtig film.
"Metropolis", "8½", "Vagabond" og "4 Months, 3 Weeks and 2 Days"; ja, ja, ja og ja, omend jeg ikke kan tage nogen del i kritik af "The Straight Story", da jeg ikke har set den endnu.
"Tales from the Golden Age" er forresten ikke blev lagt fuldstændig på hylden som projekt. Det er blevet til denne antologifilm i stedet, som jeg håber vi snart får i biograferne herhjemme.
"Rebel Without a Cause" overskygges for mig klart af filmen fra året forinden, "Johnny Guitar". "Rebel Without a Cause" er en smule ujævn, men en ikonisk kraftudfoldelse, mens "Johnny Guitar" er noget i retning af perfekt.
"Cries and Whispers" er et kraftfuldt værk, der som en håndfuld af Bergmans andre værker har ramt mig meget hårdt. Må snart opleve den igen. Måske Bergmans næstbedste.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
"Cries & Whispers" er helt klart den bedste på listen. "4 months, 3 Weeks and 2 Days" er også en stærk film. Giver dig helt ret i, at "The King Is Alive" er overset.
Personligt kunne jeg ikke lide "8½", men jeg tror den skal have et syn mere.
"Nobody Knows" er også rigtig god, mens der vel ikke er så meget at sige til "Metropolis", andet end den selvfølgelig skal være med på en sådanne liste :)
Spændende liste. Jeg har set hovedparten af filmene og de er bestemt alle anbefalelsesværdige, så jeg vil holde øje med resten. Jeg er selvsagt uenig i en del af hvad du skriver: Fellini er IMO den største italienske instruktør, og The Straight Story er sgu fremragende, men det hører jo med til at være passioneret omkring noget. :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Jeg tror snart, jeg ryger ind i en fransk ny bølge periode. Godard, Chabrol og Bresson kunne jeg godt tænke mig at gå nærmere i bedende på. Og så er det ikke acceptabelt, at jeg kun kan huske 4-5 Bergman film.
8½ er et fremragende mesterværk, ikke mindre efter den sindssygt flotte BD udgave, som virkelig gør cinematografien ære.
Straight Story var ok, men jeg blev ikke så rørt over historien og synes det hele var lidt for temmelig ... straight.
4 months, 3 Weeks and 2 Days og Mr. Lazarescu er også et par rumænske film der skal ses.
Metropolis er allerede god, men jeg forventer mig endnu mere af den 45 minutter længere udgave, vi får i år.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#6 Så er du vist mere begejstret for mine valg, end jeg selv er. Jeg rater indtil videre 5/6. Det er formentlig kun de sidste 80, der er 6/6 i mine øjne, og deraf kun top 30, der ville få 10/10. Men det er svært at have overblik over, og mange af filmene på listen har jeg ikke set i årevis.
Jeg har et par hundrede film, som jeg vil give 6/6, så det er ikke så underligt.
JannikAnd (69) skrev:
Dog er mit kendskab til Šarūnas Bartas svært begrænset. Har kun set hans segment i "VIsions of Europa". Hvad kan du anbefale?
Hans store mesterværk, "Koridorius", er et fint sted at starte!
Uden at røbe noget, kan jeg sige, at den med sin personlige og poetiske tidsstruktur minder meget om Tarkovskijs, "Zerkalo" (som jeg håber dukker op senere på din liste). Bartas vandrer gådefuldt gennem Litauens post-kommunistiske korridor, og formodentlig forsøger han at give udtryk for alt det, der er gået tabt i samfundet. Moralsk tvetydighed, fortvivlelse og melankoli præger tematikken, såvel som den sort-hvide cinematografi, og man får straks associationer til et univers a la Tarr, hvor den åndelige passivitet skildres på samme vis. Et univers, hvor vi møder håbløse mennesker, der hverken kan frigøre sig fra fortiden eller se fremad mod fremtiden.
#71 Skeloboy 14 år siden
#70 - jeg har set tre af hans film(denne boks http://www.criterion.com/boxsets/458-three-films-b... og de kan alle anbefales. Woman In The Dunes er imo den bedste, men Pitfall og The Face of Another er ikke langt bagefter.
#72 JannikAnd 14 år siden
#73 JannikAnd 14 år siden
160. Week End (Jean-Luc Godard; 1967)
Grundlæggeren af den franske nybølge, Jean-Luc Godard, er om nogen manden, der kickstartede min interesse for europæisk filmkultur og art house, som det så pompøst hedder sig. Hans rebelskhed og leg med mediet var forfriskende, og man kunne tydeligt fornemme, at det var en kærlighedserklæring, ikke en arrogant selviscenesættelse. Han giver oprigtigt én lyst til at se de film han hylder i sin intertekstualitet. “Week End” er lavet syv år efter gennembruddet med “Breathless”, og derfor var Godard på dette tidspunkt færdig med parolen “form over indhold”. “Week End” er historien om et ægtepar, der tager til landet for at redde deres forhold. Men turen går ikke som planlagt, og snart må det småborgerlige par forholde sig til mord revolution og kannibalisme. “Week End” er en af Godards mange politiske allegorier, og hvis man kan acceptere de noget snæversynede og naive holdninger, venter der en medrivende og satirisk perle... eller østers.
159. Cries and Whispers (Ingmar Bergman; 1972)
Ingmar Bergman er på mange måder en fascinerende filmskaber og formentlig en af de største inspirationskilder på tværs af kunstretninger. Hans egne film, der ofte var selvbiografiske, var stærkt inspireret af Bergmans to største interesser: teatret og kvindens væsen. Bergman virker stærkt fascineret af den strindberg’ske naturalisme. Men han var en mester i at integrere filmmediets redskaber ind i sine filmiske dramaer, bl.a. i kraft af det tætte samarbejde med klipper Siv Lundgren og ikke mindst mesterfotografen Sven Nykvist. “Cries and Whispers” omhandler tre søstre, der samles, da den ene, Agnes, rammes af uhelbredelig kræft. Men der er ingen empati eller forståelse de tre søstre i blandt. “Cries and Whispers” er et knugende kammer-drama af bedste kaliber og byder på fremragende præstationer af Harriet Andersson og Liv Ullmann, to af Bermans elskerinder og faste skuespillerinder.
158. The King Is Alive (Kristian Levring; 2000)
Af de fire filmskabere der dannede Dogme-manifestet i ’95, er Kristian Levring uden tvivl den mindst kendte. Og det er en skam. “Festen”, “Idioterne” og “Mifunes Sidste Sang” var alle gode udlæg fra den danske nybølge. Men efter min mening blev de alle overhalet indenom af Levrings totalt oversete “The King Is Alive”. En gruppe buspassagerer strander i den afrikanske ørken grundet et defekt kompas. De søger ly i en mystisk spøgelsesby, hvor kun én mand er bosiddende. En af passagererne beslutter sig for at søge hjælp, mens de andre bliver i byen. For at dræbe ventetiden beslutter gruppen sig for at lave en opførelse af Shakespeares “King Lear”. Men snart forsvinder håbet og erstattes af desperation og angst. “The King Is Alive” skiller sig meget ud, både i forhold til dansk film generelt men også i relation til de øvrige Dogme-film. For det første bryder den flere af dogmerne, for det andet er det en dramaturgisk atypisk fortælling, der afviger meget fra berettermodellen i forhold til plot. Det er karakterernes udbrud og desperation, der skaber fremdriften, og på den vis er det åbenlyst at drage paralleller til Hanekes fortælleform.
157. Metropolis (Fritz Lang; 1927)
Op i røven med Camerons “Avatar”; Fritz Langs “Metropolis” er det største udstyrsstykke i filmrullens historie. Og den visuelle magtdemonstration er da også filmens største styrke. I Langs dystopiske fremtidsillusion er mennesket opdelt i to separate grupper: tænkerne og arbejderne. Men denne opdeling er ikke optimal for racens velvære, og derfor forklæder en af tænkerne sig som en arbejder og dykker ned i undergrundens myretue. Umiddelbart virker Langs præmisser lettere naive og forvirrende. Det er lidt uklart, hvad han prøver at sige, og om han mener det alvorligt. Men det kan ikke ændre ved, at “Metropolis” muligvis er den største filmiske kraft nogensinde.
156. Nobody Knows (Hirokazy Koreeda; 2004)
Hirokaze Koreedas bedste film: Kvinden Keiko flytter ind i en lejlighed i Tokyo sammen med hendes søn Akira. Med dem følger Akiras tre søskende, som holdes hemmeligt for at spare på lejen. De fire søskende er alle uskolede og har alle forskellige fædre. En dag er deres mor pludselig væk, og hun har kun efterladt en lille note og et par håndører. Nu må Akira tage sig af sine søskende, og sammen må de skabe et sammenhold og et holdbart fundament til at klare sig uden voksen indflydelse. “Nobody Knows” er en moderne “Lord of the Flies”, dog uden at male budskabet på kameralinsen. Rørende og æstetisk smuk.
155. Rebel Without a Cause (Nicholas Ray; 1955)
Selvom furoren og provokationen efterhånden har lagt sig efter et halvt århundrede, er Nicholas Rays klassiker stadig en kraftfuld oplevelse. James Dean opnåede kultstatus for sin ikoniske rolle som Jim Stark: den unge mand, der i al sin rodløshed ikke kan finde sit rette element. “Rebel Without a Cause” vil nok aldrig miste sin status, for den formår at ramme med bred appel på samme måde som Kurt Cobain gjorde næste 40 år senere.
154. 8½ (Federico Fellini; 1963)
Federico Fellini var en meget stabil instruktør, der sjældent lavede hit n’ miss. Ikke desto mindre var han lige et niveau under støvlelandets elite. “8½” er ikke blot en god film, det er også en interessant anekdote. Efter megasuccesen med “La Dolce Vita”, der sikrede Fellini De Gyldne Palmer i Cannes, røg instruktøren ind i en kunstnerisk identitetskrise. Det var ganske enkelt umuligt at skrive og instruere en film på niveau med forgængeren. På et tidspunkt var Fellini tæt på at opgive, indtil han fandt en løsning: han måtte lave en film om at lave den umulige efterfølger til et megahit. Marcello Mastroianni er en åbenbaring som Felinnis alter-ego, filminstruktøren Guido. Filmen byder desuden på to af verdens smukkeste kvinder, Claudia Cardinale og Anouk Aimée, samt filmhistoriens måske bedste soundtrack. Den matematiske titel refererer til Felinnis CV: 6 spillefilm, 2 kortfilm (1 samlet) samt 1 tjans som co-instruktør (½ film): 6 + 1 + ½ = 7½ + den igangværende (1 film) = “8½” = fremragende metafilm.
153. Platform (Jia Zhang-Ke; 2000)
Jia Zhang-Ke betragtes af mange som den kunstnerisk fortrop i Kinas sjette generation af filmskabere. Og det er forståeligt. Som en anden Godard vælger Jia Zhang-Ke at skabe sine film som en afvigelse af den femte generations tendens til at lave historiske dramaer fra fordums tid, heriblandt Zhang Yimou. Jia er mere interesseret i den nyere, men glemte Kinesiske historie. “Platform” udspiller sig i 80‘ernes Kina og følger en amatør teatertruppe, der opfører spil til ære for Mao Zedong. Men som årene går, forandres landet og influeres af vestens kultur, og Kina bliver underlagt en heftig ‘amerikanisering’ - til stor sorg for teatertruppens medlemmer. Udover sin særegne æstetiske stil med lange indstillinger og farverige digital video-optagelser, er Jia et interessant bekendtskab pga. hans tematikker. Globaliseringen, den fremmedgjorte ungdom og popkulturens indflydelse er typiske hovedingredienser i Jias filmgryde.
152. Vagabond (Agnes Varda; 1985)
Agnes Vardas “Vagabond” er fuldstændig lig David Lynch’ “The Straight Story” - hvis man fjerner den navlepillende lommefilosofi og den kvalmende historie og erstatter en yderst irriterende Richard Farnsworth med en 18-årig kvindelig vagabond uden skam i livet. Sandrine Bonnaire er fremragende som den hjemløse Mona, der findes stivfrossen i det sydlige Frankrig. Gennem interviews og flashback beretter hun om de sidste par ugers møder med diverse skikkelser, alle afspejlinger af menneskets mange sider, gode som onde. “Vagabond” er en film, der tolker i ultimativer. Men alligevel virker det aldrig firkantet eller generaliserende. De mange skæbner og personaer er så vel belyst, at de virker troværdige og komplekse.
151. 4 months, 3 Weeks and 2 Days (Cristian Mungiu; 2007)
Det var lidt af en overraskelse, da De Gyldne Palmer 2007 blev sendt til Rumænien. Men det er forståeligt, når man ser Cristian Mungius stærke “4 Months, 3 Week and 2 Days”. I 80‘ernes fattige Rumænien forsøger en kvinde desperat at hjælpe sin gravide veninde med at få arrangeret og gennemført en illegal abort. Filmen skulle oprindeligt have været en satire under titlen “Tales from the Golden Age”. Men gud ske tak og lov for, at den tåbelige plan blev lagt på hylden. “4 Months, 3 Week and 2 Days” kunne let være endt i afdelingen af håbløst modløse film uden andet formål end at ødelægge sit publikums humør. Men det er så sandelig ikke tilfældet, selvom det er en yderst barsk oplevelse. Mungiu formår at belyse et tabubelagt emne, der til stadighed volder problemer i alt for mange lande. Vigtig film.
#74 rockysds 14 år siden
"Tales from the Golden Age" er forresten ikke blev lagt fuldstændig på hylden som projekt. Det er blevet til denne antologifilm i stedet, som jeg håber vi snart får i biograferne herhjemme.
"Rebel Without a Cause" overskygges for mig klart af filmen fra året forinden, "Johnny Guitar". "Rebel Without a Cause" er en smule ujævn, men en ikonisk kraftudfoldelse, mens "Johnny Guitar" er noget i retning af perfekt.
"Cries and Whispers" er et kraftfuldt værk, der som en håndfuld af Bergmans andre værker har ramt mig meget hårdt. Må snart opleve den igen. Måske Bergmans næstbedste.
#75 Skeloboy 14 år siden
"Cries & Whispers" er helt klart den bedste på listen. "4 months, 3 Weeks and 2 Days" er også en stærk film. Giver dig helt ret i, at "The King Is Alive" er overset.
Personligt kunne jeg ikke lide "8½", men jeg tror den skal have et syn mere.
"Nobody Knows" er også rigtig god, mens der vel ikke er så meget at sige til "Metropolis", andet end den selvfølgelig skal være med på en sådanne liste :)
#76 Benway 14 år siden
#77 filmz-Bruce 14 år siden
8½ er et fremragende mesterværk, ikke mindre efter den sindssygt flotte BD udgave, som virkelig gør cinematografien ære.
Straight Story var ok, men jeg blev ikke så rørt over historien og synes det hele var lidt for temmelig ... straight.
4 months, 3 Weeks and 2 Days og Mr. Lazarescu er også et par rumænske film der skal ses.
Metropolis er allerede god, men jeg forventer mig endnu mere af den 45 minutter længere udgave, vi får i år.
#78 jessup 14 år siden
#79 filmz-Bruce 14 år siden
#80 Antlion 14 år siden
Jeg har et par hundrede film, som jeg vil give 6/6, så det er ikke så underligt.
Hans store mesterværk, "Koridorius", er et fint sted at starte!
Uden at røbe noget, kan jeg sige, at den med sin personlige og poetiske tidsstruktur minder meget om Tarkovskijs, "Zerkalo" (som jeg håber dukker op senere på din liste). Bartas vandrer gådefuldt gennem Litauens post-kommunistiske korridor, og formodentlig forsøger han at give udtryk for alt det, der er gået tabt i samfundet. Moralsk tvetydighed, fortvivlelse og melankoli præger tematikken, såvel som den sort-hvide cinematografi, og man får straks associationer til et univers a la Tarr, hvor den åndelige passivitet skildres på samme vis. Et univers, hvor vi møder håbløse mennesker, der hverken kan frigøre sig fra fortiden eller se fremad mod fremtiden.
Moskwood Video har udgivet "Koridorius" på DVD.