#34 - Nu er jeg ret begejstret for både Anton Chekhov og David Mamet, så... :)
Det fungerer også rigtig godt, og naturligvis kan en moderne fortolkning have sin berettigelse. Jeg tillader mig lige, af hensyn til min sindsro, at modificere mit tidligere udsagn lidt: "Hvis jeg var Chekhov-kender, ville jeg måske have indvendinger mod ændringerne..." :)
180. The Butcher(Claude Chabrol; 1970) Præcis som sin nybølge-broder Jean-Luc Godard, er Claude Chabrol til stadighed en yderst produktiv filmmand. Kvaliteten er ikke altid lige høj, men han har altid været en mester i mystik og suspense. Af hvad jeg har set, har “The Butcher” været hans mest iøjefaldende værk. Med en god sans for det uventede fortæller Chabrol historien om venskabet mellem en skolelærinde og en slagter. Et forhold der udvikler sig, mens en seriemorder hærger den lille provinsby. Helt på højde med Polanskis thriller-tendenser.
179. Maborosi(Hirokazu Koreeda; 1995) Hirozaku Koreeda er en instruktør, der lader plottet vige pladsen til fordel for det sanselig og spirituelle. I “Maborosi” gøres en kvinde til enke, da hendes mand begår selvmord af uforklarlige årsager. Hun gifter sig igen og flytter med sit barn til en lille fiskelandsby. Men stadig kan hun ikke finde sit eget væsen eller mening med livet. “Maborosi” er en typisk Koreeda-film. Hans dvælen i menneskets spirituelle sans kan bedst sammenlignes med Ingmar Bergman, da han var i topform. Klart anbefalelsesværdig. (BONUSINFO: Benway har netop belønnet Koreedas nyeste film “Still Walking” med topkarakter).
178. Hidden(Michael Haneke; 2005) Tyske Michael Haneke er i mine øjne i den absolutte elite blandt nulevende auteurer. Hans film er absurd dystre, og man efterlades oftest totalt rømmet for håb. Menneskets perverse og dyriske sider belyses og fordømmes. I “Hidden” bliver et overklasses ægtepar (Daniel Auteuil og Juliette Binoche) terroriseret af mystiske videobånd og tegninger. Filmen er ikke en whodunnit, men derimod et studie i menneskelig frygt, paranoia og mistænksomhed. Hvem afsenderen er, er for så vidt underordnet, det er menneskeabens primitive handlinger, der er relevant. Desuden arbejder Haneke ud fra parolen om, at film hellere må stille spørgsmål fremfor at komme med svar - eller som han selv siger: “Film er 24 løgne pr. sekund.”
177. The Face of Another(Hiroshi Teshigahara; 1966) Den japanske avantgardist Hiroshi Teshigahara er pragteksemplet på, at en god film skabes gennem en holdpræstation. Teshigaharas fantastiske karriere blev skabt gennem et fast hold, der alle var i besiddelse af et enormt talent. Især samarbejdet med manusskriptforfatteren Kōbō Abe og komponisten Tōro Takemitsu var afgørende, og de tre arbejdede ofte på tværs af hinandens roller og rutiner. Abe skrev meget Kafka-ligende tekster, og Takemitsu var en mester i at gøre lydbilledet levende. “The Face of Another” er trioens bedste bud på en science fiction - selvom det futuristiske og dystopiske hærger i de fleste af deres film. Da en forretningsmand er blevet skamferet til ukendelighed, modtager han en yderst troværdig maske, der skal hjælpe ham til social accept. Men snart opdager manden, at masken ændrer ham og driver ham i skidt retning. Men er det masken, der styrer ham, eller det ham selv, der skaber maskens personlighed? Fascinerende og yderst skræmmende fiktion.
176. Freaks(Tod Browning; 1932) “We accept her! One of us! We accept her! One of us! Gooble gooble, gooble gooble! We accept her! We accept her!” “Freaks” er den bizarre film om et karnivals sideshow freaks. Budskabet er ikke til at tage fejl af: hvem er det egentlige monster? Den vandskabte eller den fordømmende? Men det er ikke den Victor Hugo’ske præmis, der gør filmen interessant. Det er snarere det faktum, at det er ægte vandskabninger, der spiller rollerne, så man som publikum sidder i nøjagtig samme situation som tilskuerne i filmen. Det er svært ikke at føle foragt for de mildest talt uhyggelige skabninger. Men alligevel udviser de en enorm (med)menneskelighed og sympati, der gør, at man sidder tilbage med en selvlede og foragt for ens egen fordømmelse. Interessant meta-virkning. Bizar fi... eller skal jeg sige: “unik” film?
175. The Wild Bunch(Sam Peckinpah; 1969) “I’m too old for this shit”-replikken burde være ytret for første gang i Sam Peckinpahs volds-western. En flok udkørte og livstrætte lovløse rider på det vilde vestens sidste vers. Sammen planlægger de et sidste bank røveri til at sikre deres otium. Men ikke alt går efter planen, og den aldrende bange må udskyde deres pension for en tid. Peckinpahs hyldest til den store patriark er en supersej machosaga om dengang en mand var en mand, og en bøsse var en riffel, som mænd brugte til at skyde andre mænd med.
174. The Weeping Meadow(Theodoros Angelopoulos; 2004) Endnu en Angelopoulos-film på listen. Beretningen åbner i 1919, da en flok græske flytninge forsøger at starte en ny tilværelse i Odessa. De to protagonister er børnene Alexis og Eleni, der vokser sig ældre og forelsker sig i hinanden, mens landet udvikler sig til et skrøbeligt diktatur. “The Weeping Meadow” er første del af en trilogi, der er Angelopoulos’ mest ambitiøse værk. Et epos om nyere historie i Grækenland med fokus på de to elskende.
173. Ivan’s Childhood(Andrei Tarkovsky; 1962) I min optik kan man opdele filmverdenen i to grupperinger: der er Andrei Tarkovsky, og så er der alle de andre. Tarkovsky var en perfektionist, en æstet, en kunstner. Hans narrative fortællestil og ikke mindst hans uhyggeligt bearbejdede æstetik virker somme tider umenneskelig. Ofte er hans film så hypnotiserende og bjergtagende, at jeg tænker, at manden ganske enkelt var større end filmmediet, at det begrænsede hans talent. “Ivan’s Childhood” er midlertidigt hans mest jordnære og simple film. 12-årige Ivan er spion på den østlige front, og hans opgave er at krydse de tyske linjer, så han kan samle fortrolig information fra fjenden. Filmen har Tarkovskys velkendte langsomme tempo og udtryk. Men den formår ikke at komme udover plottets begrænsninger og stiller ingen spørgsmål i eftermælet. Det ændrer dog ikke ved, at det er en barsk og smuk historie.
172. Last Tango in Paris(Bernardo Bertolucci; 1972) Et erotisk drama der kun kunne produceres i Europa. Marlon Brando spiller Paul, der sørger over sin kones selvmord. I Paris møder han den smukke og nyligt forlovede Jeanne (Maria Schnerider), der er på udkig efter en ny lejlighed. De indleder et hektisk forhold, hvor de forholder sig navnløse overfor hinanden og udelukkende fokuserer på det erotiske. Et fascinerende og provokerende billede af kønnenes erotiske magtkampe. Eneste anke: hvilken kvinde ville dog indlede en affære med en aldrende Marlon Brando, når hun allerede har sikret sig Jean-Pierre Léaud?!
171. The Match Factory Girl(Aki Kaurismäki; 1990) Udover en vanvittig fascinerende saga, er Finland også i besiddelse af en af verdens bedste instruktører: Aki Kaurismäki. Han er en selverklæret cinefil, hvis kærlighed til filmmediet gør ham til en dygtigere filmskaber. Hans film er præget af en simpel stil og næsten plotløse fortællinger og er stort set blottet for dialog. “The Match Factory Girl” er den bedste i hans ‘Proletar’-trilogi og fortæller historien om det sociale tilfælde Iiris, der bor hos sine strikse forældre og arbejder på en fabrik. En dag gøres hun gravid af en mand, der forveksler hende med en luder. Nu har Iiris fået nok og forbereder sin hævn.
Har kun set fire af bundtet og det er lang tid siden at Sidste Tango fik et spin, så kan faktisk ikke huske meget af den. Wild Bunch er det "sikre" valg, blandt dine 10 denne gang :) Hidden er interessant, men jeg fandt mig ikke revet med, hvorimod hans nyeste virkelig er et mesterværk.
Jeg har ALDRIG set Tarkovsky og nu har jeg ventet så længe, at jeg gerne vil vente til hans værker kommer på BD. Glæder mig til at se Still Walking,
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#55 - "Wild Bunch" er selvskreven. Har du den egentlig på BD? Tænkte om jeg kunne få en demo næste gang, om det er tilfældet?
"Hidden" bliver bedre for hver gang. Men det er langt fra hans bedste værk, og ja, "The White Ribbon" var en åbenbaring - hvilket du vil se (meget) senere på listen :)
"Caché" er en superfilm. Der er så mange lag i den film, at det gør helt ondt at gennemgå den. En film som det næsten er en nødvendighed at se mere end en gang.
Og kunne man dog bare få 70er Bertolucci tilbage, en superfilm.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#51 JannikAnd 14 år siden
#52 Highland Park 14 år siden
"Hvis jeg var Chekhov-kender, ville jeg måske have indvendinger mod ændringerne..." :)
#53 JannikAnd 14 år siden
#54 JannikAnd 14 år siden
180. The Butcher (Claude Chabrol; 1970)
Præcis som sin nybølge-broder Jean-Luc Godard, er Claude Chabrol til stadighed en yderst produktiv filmmand. Kvaliteten er ikke altid lige høj, men han har altid været en mester i mystik og suspense. Af hvad jeg har set, har “The Butcher” været hans mest iøjefaldende værk. Med en god sans for det uventede fortæller Chabrol historien om venskabet mellem en skolelærinde og en slagter. Et forhold der udvikler sig, mens en seriemorder hærger den lille provinsby. Helt på højde med Polanskis thriller-tendenser.
179. Maborosi (Hirokazu Koreeda; 1995)
Hirozaku Koreeda er en instruktør, der lader plottet vige pladsen til fordel for det sanselig og spirituelle. I “Maborosi” gøres en kvinde til enke, da hendes mand begår selvmord af uforklarlige årsager. Hun gifter sig igen og flytter med sit barn til en lille fiskelandsby. Men stadig kan hun ikke finde sit eget væsen eller mening med livet. “Maborosi” er en typisk Koreeda-film. Hans dvælen i menneskets spirituelle sans kan bedst sammenlignes med Ingmar Bergman, da han var i topform. Klart anbefalelsesværdig. (BONUSINFO: Benway har netop belønnet Koreedas nyeste film “Still Walking” med topkarakter).
178. Hidden (Michael Haneke; 2005)
Tyske Michael Haneke er i mine øjne i den absolutte elite blandt nulevende auteurer. Hans film er absurd dystre, og man efterlades oftest totalt rømmet for håb. Menneskets perverse og dyriske sider belyses og fordømmes. I “Hidden” bliver et overklasses ægtepar (Daniel Auteuil og Juliette Binoche) terroriseret af mystiske videobånd og tegninger. Filmen er ikke en whodunnit, men derimod et studie i menneskelig frygt, paranoia og mistænksomhed. Hvem afsenderen er, er for så vidt underordnet, det er menneskeabens primitive handlinger, der er relevant. Desuden arbejder Haneke ud fra parolen om, at film hellere må stille spørgsmål fremfor at komme med svar - eller som han selv siger: “Film er 24 løgne pr. sekund.”
177. The Face of Another (Hiroshi Teshigahara; 1966)
Den japanske avantgardist Hiroshi Teshigahara er pragteksemplet på, at en god film skabes gennem en holdpræstation. Teshigaharas fantastiske karriere blev skabt gennem et fast hold, der alle var i besiddelse af et enormt talent. Især samarbejdet med manusskriptforfatteren Kōbō Abe og komponisten Tōro Takemitsu var afgørende, og de tre arbejdede ofte på tværs af hinandens roller og rutiner. Abe skrev meget Kafka-ligende tekster, og Takemitsu var en mester i at gøre lydbilledet levende. “The Face of Another” er trioens bedste bud på en science fiction - selvom det futuristiske og dystopiske hærger i de fleste af deres film. Da en forretningsmand er blevet skamferet til ukendelighed, modtager han en yderst troværdig maske, der skal hjælpe ham til social accept. Men snart opdager manden, at masken ændrer ham og driver ham i skidt retning. Men er det masken, der styrer ham, eller det ham selv, der skaber maskens personlighed? Fascinerende og yderst skræmmende fiktion.
176. Freaks (Tod Browning; 1932)
“We accept her! One of us! We accept her! One of us! Gooble gooble, gooble gooble! We accept her! We accept her!” “Freaks” er den bizarre film om et karnivals sideshow freaks. Budskabet er ikke til at tage fejl af: hvem er det egentlige monster? Den vandskabte eller den fordømmende? Men det er ikke den Victor Hugo’ske præmis, der gør filmen interessant. Det er snarere det faktum, at det er ægte vandskabninger, der spiller rollerne, så man som publikum sidder i nøjagtig samme situation som tilskuerne i filmen. Det er svært ikke at føle foragt for de mildest talt uhyggelige skabninger. Men alligevel udviser de en enorm (med)menneskelighed og sympati, der gør, at man sidder tilbage med en selvlede og foragt for ens egen fordømmelse. Interessant meta-virkning. Bizar fi... eller skal jeg sige: “unik” film?
175. The Wild Bunch (Sam Peckinpah; 1969)
“I’m too old for this shit”-replikken burde være ytret for første gang i Sam Peckinpahs volds-western. En flok udkørte og livstrætte lovløse rider på det vilde vestens sidste vers. Sammen planlægger de et sidste bank røveri til at sikre deres otium. Men ikke alt går efter planen, og den aldrende bange må udskyde deres pension for en tid. Peckinpahs hyldest til den store patriark er en supersej machosaga om dengang en mand var en mand, og en bøsse var en riffel, som mænd brugte til at skyde andre mænd med.
174. The Weeping Meadow (Theodoros Angelopoulos; 2004)
Endnu en Angelopoulos-film på listen. Beretningen åbner i 1919, da en flok græske flytninge forsøger at starte en ny tilværelse i Odessa. De to protagonister er børnene Alexis og Eleni, der vokser sig ældre og forelsker sig i hinanden, mens landet udvikler sig til et skrøbeligt diktatur. “The Weeping Meadow” er første del af en trilogi, der er Angelopoulos’ mest ambitiøse værk. Et epos om nyere historie i Grækenland med fokus på de to elskende.
173. Ivan’s Childhood (Andrei Tarkovsky; 1962)
I min optik kan man opdele filmverdenen i to grupperinger: der er Andrei Tarkovsky, og så er der alle de andre. Tarkovsky var en perfektionist, en æstet, en kunstner. Hans narrative fortællestil og ikke mindst hans uhyggeligt bearbejdede æstetik virker somme tider umenneskelig. Ofte er hans film så hypnotiserende og bjergtagende, at jeg tænker, at manden ganske enkelt var større end filmmediet, at det begrænsede hans talent. “Ivan’s Childhood” er midlertidigt hans mest jordnære og simple film. 12-årige Ivan er spion på den østlige front, og hans opgave er at krydse de tyske linjer, så han kan samle fortrolig information fra fjenden. Filmen har Tarkovskys velkendte langsomme tempo og udtryk. Men den formår ikke at komme udover plottets begrænsninger og stiller ingen spørgsmål i eftermælet. Det ændrer dog ikke ved, at det er en barsk og smuk historie.
172. Last Tango in Paris (Bernardo Bertolucci; 1972)
Et erotisk drama der kun kunne produceres i Europa. Marlon Brando spiller Paul, der sørger over sin kones selvmord. I Paris møder han den smukke og nyligt forlovede Jeanne (Maria Schnerider), der er på udkig efter en ny lejlighed. De indleder et hektisk forhold, hvor de forholder sig navnløse overfor hinanden og udelukkende fokuserer på det erotiske. Et fascinerende og provokerende billede af kønnenes erotiske magtkampe. Eneste anke: hvilken kvinde ville dog indlede en affære med en aldrende Marlon Brando, når hun allerede har sikret sig Jean-Pierre Léaud?!
171. The Match Factory Girl (Aki Kaurismäki; 1990)
Udover en vanvittig fascinerende saga, er Finland også i besiddelse af en af verdens bedste instruktører: Aki Kaurismäki. Han er en selverklæret cinefil, hvis kærlighed til filmmediet gør ham til en dygtigere filmskaber. Hans film er præget af en simpel stil og næsten plotløse fortællinger og er stort set blottet for dialog. “The Match Factory Girl” er den bedste i hans ‘Proletar’-trilogi og fortæller historien om det sociale tilfælde Iiris, der bor hos sine strikse forældre og arbejder på en fabrik. En dag gøres hun gravid af en mand, der forveksler hende med en luder. Nu har Iiris fået nok og forbereder sin hævn.
#55 filmz-Bruce 14 år siden
Jeg har ALDRIG set Tarkovsky og nu har jeg ventet så længe, at jeg gerne vil vente til hans værker kommer på BD. Glæder mig til at se Still Walking,
#56 JannikAnd 14 år siden
"Hidden" bliver bedre for hver gang. Men det er langt fra hans bedste værk, og ja, "The White Ribbon" var en åbenbaring - hvilket du vil se (meget) senere på listen :)
#57 Åkepool 14 år siden
Har stadig kun set en eneste af de film der indtil videre er på listen.
#58 mr gaijin 14 år siden
#59 filmz-jonasgr 14 år siden
Og kunne man dog bare få 70er Bertolucci tilbage, en superfilm.
'Cause I'm evil"
#60 filmz-Bruce 14 år siden