Der er jeg så uenig, der er så mange der har rost Memento, men jeg kan ikke se det specielle i den, desværre, måske skal jeg se den nogle flere gange, men jeg synes den er lidt tung og halvkedelig, dog er der nogle spændende karaktere at følge i filmen. 3/6
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Og jeg kan se, jeg lige kan nå dagens film. I anledning af, det er den 20. december og vi tager hul på min top 5, har jeg kopieret en anmeldelse af dagens film, som jeg har skrevet for flere måneder siden. Derfor er denne anmeldelse betydelig længere og mere fyldestgørende. Nah, den egentlig grund er dovenskab. ;). Enjoy reading.
5. Seven Morgan Freeman og Brad Pitt spiller de to detektiver Sommerset og Mills. Mills (ny i byen) bliver sat på en opgave samme med Sommerset, der stopper ugen efter. De skal opklare et mord, hvor offeret spiste sig selv ihjel. Bisart? Brutalt? Ja og ja. Men det er ikke det mest mærkværdige ved mordet. Bag køleskabet står der “Frådseri”. Kort efter myrdes en rig advokat og på gulvet i kontoret står der skrevet i blod: “Grådighed”. Hurtigt linker de to detektiver de to mord til de syv dødssynder, et mord for hver synd. Det er grumt, det skræmmende og det er fantastisk hudløst. Skuespillet er i top, Freeman og Pitt spiller bedre end aldrig før, stemning er tilpas tung og dyster på en sørgelig, melankolsk måde. En anden ting jeg har lagt mærke til er, at man som publikum ikke stiller spørgsmålet “hvem?” men “hvorfor?” og det er da dette svar bliver givet i filmens sidste akt, dens sande force viser sig fra filmens dystre mørke. For er det virkelig morderen det er galt med? Eller er det alle os andre? Er det ikke os der er syge, når vi udfører dødssynderne hver dag og affinder os med det uden at tænke over det? Så Seven er ikke blot en film om to detektiver og en filosofisk seriemorder. Det er en historie, der på grummeste og sandeste måde viser, hvordan vi mennesker lever i en kold og følelsesforladt verden, der virker egoistisk og ligegyldig. Selv byen filmen foregår i er anonym, ligesom alle menneskerne i den. At byen ikke nævnes ved navn er utroligt nok endnu en af filmens forcer. Det er nemlig ved den tanke, at filmens budskab ikke kun er tænkt til en bestemt gruppe, men til hele den ganske menneskehed. Skræmmende effektivt. For at blive lidt ved byen, så fokusere nogen af dialogerne i filmen også på byen og det er ligefør selve byen kommer til at fremstå som den egentlige morder(nej, byen går ikke rundt og slår dens indbyggere ihjel med en økse). Det er selvfølgelig ment på den måde, at vores levestil har medbragt det, at vores ligegyldighed og anonymitet i verden, i livet, er en konsekvens af den levestil, at vi uden videre acceptere dødssynderne. Det er nu også dejligt at se en film der rent faktisk formår at tage nogle uventede drejninger i historien, så man rent faktisk ikke ved hvad der sker i næste scene. Her har jeg hovedsagligt to virkelig store plottwist i tankerne, som begge finder sted i filmens sidste del. Det ene twist påbegynder endda den sidste akt. Som sagt, det er her filmens budskab kommer frem og hvor tit er det lige man associere sig med en seriemorder? Det har jeg taget mig selv i at gøre, men er det forkert, for morderen har så bundløst skræmmende ret. Hvordan kan vi leve med os selv, som vi gør det nu? Selvom budskabet er stærkt, bliver filmen aldrig belærende, hvilket en film heller aldrig bør blive. Den går ikke ind og siger, hvordan vi så skal leve, den fortæller os blot, hvordan vi lever nu og intet mere, intet mindre. Til gengæld gør den det så godt, vi ikke kan lade være med at fundere over det alligevel.
Afsindig Alsidige Anmeldelser af Anders - http://neranders.wordpress.com/
Seven er overvurderet, jeg kan virkelig ikke se det spændende i det, husker den som forudsigelig og halvkedelig , men den skal dog have et gensyn snart for at se om det har ændret sig 2-3/6
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Wuhuu! I'm back on track. Føler mig for første gang siden de første syv film blev postet, en anelse foran. Her, den 21. december, åbner jeg op for en af de film, der er mit hjerte nær.
4. Mononoke Hime Jeg har altid haft svært ved at beskrive denne film, så jeg vil forsøge at gribe det an på en lidt anden vinkel til at begynde med. En veninde fortalte mig om denne film. Hun havde introduceret mig til Death Note og nu kom hun der, med en anime, der lød interessant og så snakkede hun om instruktøren også. Jeg skylder hende en evig tak, for at introducere mig til Miyazakis univers med lige præcis denne film. Den kom hurtigt hjem til samlingen og strøg til tops, som en den første reelle kandidat til at overtage førstepladsen fra min daværende film nummer uno. Det skete dog aldrig. Den har hele tiden ligget lige en placering bag, og gør det faktisk stadig. Det kommer nok ikke som en overraskelse, at det er en film, som rører på noget dybt i mig. Måske er det en følelse af håb om, der stadig er noget værd at kæmpe så inderligt for, som Ahsitaka gør i filmen. At der stadig findes en verden, værd at leve i. Forstå mig nu ret. Jeg mener ikke verden er et bund nederen sted, der bare sucks for hårdt at opholde sig i. Tværtimod. Jeg er noget så glad for den tilværelse jeg befinder mig i og de muligheder jeg har. Måske er det mere et håb om, der findes noget i mennesket, jeg tænker på. Men nok om mig. Tilbage til filmen. Vi befinder os i et historisk Japan med krig og alt der hører til, samt guder i form af kæmpe store dyr. En af disse guder er blevet besat af en dæmon og da den kommer til Ashitakas landsby, må han bekæmpe den. Kampen foregår dog ikke uden følger for Ashitaka, trods han formår at nedlægge bæstet. Gudens forbandelse er overført til Ashitaka og vil hærge ham lige til den dag, han dør af den. Det er med tanker på at redde sit liv og komme til bunds i, hvordan guden har fået sig denne forbandelse sig pålagt. Han kommer til gudernes skov, og ser der, hvordan mennesker kæmper mod skovens guder og dyr, for at overtage området. Kan du allerede gætte budskabet nu, er der ingen skade sket. James Camerons Avatar har samme budskab, men Mononoke Hime er bare en langt bedre film næsten lige så flot. Yderligere møder Ashitaka ulvepigen San, som han forelsker sig i. Ene mand, forsøger han sig på en mildest talt umulig opgave; at forsone skoven med menneskene, der er godt i gang med industrialisering af området. Filmen har en langt mere alvorlig tone over sig end Miyazakis tidligere og senere film. Mennesker får hugget arme og hovedet af i bedste Kill Bill stil, forbandelser overtager guder på livet løs og vores kære hovedpersoner må tackle og overkomme, hvad der synes umuligt. Det er en hæsblæsende film, der ikke holder tilbage på noget som helst. Og alligevel er der tid til at dvæle ved billederne, og de er i sandhed så smukke, som det nu snart kan blive i en tegnefilm. Disse scener formår komponisten Joe Hisaishi virkelig at hævet til et urealistisk højt plan med et intet mindre end fantastisk score. Ikke nok med det, men også i de adrenalinpumpende actionscener, giver Hisaishi den hele armen og man føler med helt ude på kanten af stolen, af ren og skær spænding og frygt for personerne. Det korte af det lange er, at med Mononoke Hime, kommer Miyazaki omkring mange temaer, områder og personer. Men vigtigst af alt, han kommer omkring de helt rigtige følelser og får dem frem i sit publikum. En af de, for mig, mest personlige film i hele min samling, og den har haft utallige gensyn, og der er stadig mange i vente. Afsluttende, vil jeg fortælle lidt om mit seneste gensyn med den, der foregik i Øst for Paradis i Århus i forbindelse med den danske præmiere på filmen. Allerede ved introsekvensen og Hisaishis toner fylder den lille sal, var den første tåre på vej i øjenkrogen. Et stort, stort bifald til Miyazaki for at skabe så dyb og mesterlig en film. Der vil gå lang tid, inden vi ser noget lignende og lige så mesterlig gennemført.
Det skal dog lige siges, den næste film, højst sandsynligt ikke vil få samme gennemgående anmeldelse.
Afsindig Alsidige Anmeldelser af Anders - http://neranders.wordpress.com/
Yesh! Godt at se Memento på listen...min yndlingsfilm :) Den film er bare genialt godt skruet sammen og jeg kan se den gentagne gange og stadig finde den lige så overraskende og interessant. 6/6 (tæt på en 7'er)
Se7en er også en fantastisk film - én af de bedste i sin genre 5/6 (tæt på en 6'er)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#201 MOVIE1000 14 år siden
#202 neran 14 år siden
5. Seven
Morgan Freeman og Brad Pitt spiller de to detektiver Sommerset og Mills. Mills (ny i byen) bliver sat på en opgave samme med Sommerset, der stopper ugen efter. De skal opklare et mord, hvor offeret spiste sig selv ihjel. Bisart? Brutalt? Ja og ja. Men det er ikke det mest mærkværdige ved mordet. Bag køleskabet står der “Frådseri”. Kort efter myrdes en rig advokat og på gulvet i kontoret står der skrevet i blod: “Grådighed”. Hurtigt linker de to detektiver de to mord til de syv dødssynder, et mord for hver synd. Det er grumt, det skræmmende og det er fantastisk hudløst. Skuespillet er i top, Freeman og Pitt spiller bedre end aldrig før, stemning er tilpas tung og dyster på en sørgelig, melankolsk måde. En anden ting jeg har lagt mærke til er, at man som publikum ikke stiller spørgsmålet “hvem?” men “hvorfor?” og det er da dette svar bliver givet i filmens sidste akt, dens sande force viser sig fra filmens dystre mørke. For er det virkelig morderen det er galt med? Eller er det alle os andre? Er det ikke os der er syge, når vi udfører dødssynderne hver dag og affinder os med det uden at tænke over det?
Så Seven er ikke blot en film om to detektiver og en filosofisk seriemorder. Det er en historie, der på grummeste og sandeste måde viser, hvordan vi mennesker lever i en kold og følelsesforladt verden, der virker egoistisk og ligegyldig. Selv byen filmen foregår i er anonym, ligesom alle menneskerne i den. At byen ikke nævnes ved navn er utroligt nok endnu en af filmens forcer. Det er nemlig ved den tanke, at filmens budskab ikke kun er tænkt til en bestemt gruppe, men til hele den ganske menneskehed. Skræmmende effektivt. For at blive lidt ved byen, så fokusere nogen af dialogerne i filmen også på byen og det er ligefør selve byen kommer til at fremstå som den egentlige morder(nej, byen går ikke rundt og slår dens indbyggere ihjel med en økse). Det er selvfølgelig ment på den måde, at vores levestil har medbragt det, at vores ligegyldighed og anonymitet i verden, i livet, er en konsekvens af den levestil, at vi uden videre acceptere dødssynderne.
Det er nu også dejligt at se en film der rent faktisk formår at tage nogle uventede drejninger i historien, så man rent faktisk ikke ved hvad der sker i næste scene. Her har jeg hovedsagligt to virkelig store plottwist i tankerne, som begge finder sted i filmens sidste del. Det ene twist påbegynder endda den sidste akt. Som sagt, det er her filmens budskab kommer frem og hvor tit er det lige man associere sig med en seriemorder? Det har jeg taget mig selv i at gøre, men er det forkert, for morderen har så bundløst skræmmende ret. Hvordan kan vi leve med os selv, som vi gør det nu? Selvom budskabet er stærkt, bliver filmen aldrig belærende, hvilket en film heller aldrig bør blive. Den går ikke ind og siger, hvordan vi så skal leve, den fortæller os blot, hvordan vi lever nu og intet mere, intet mindre. Til gengæld gør den det så godt, vi ikke kan lade være med at fundere over det alligevel.
#203 MOVIE1000 14 år siden
#204 MMB 14 år siden
#205 neran 14 år siden
4. Mononoke Hime
Jeg har altid haft svært ved at beskrive denne film, så jeg vil forsøge at gribe det an på en lidt anden vinkel til at begynde med. En veninde fortalte mig om denne film. Hun havde introduceret mig til Death Note og nu kom hun der, med en anime, der lød interessant og så snakkede hun om instruktøren også. Jeg skylder hende en evig tak, for at introducere mig til Miyazakis univers med lige præcis denne film. Den kom hurtigt hjem til samlingen og strøg til tops, som en den første reelle kandidat til at overtage førstepladsen fra min daværende film nummer uno. Det skete dog aldrig. Den har hele tiden ligget lige en placering bag, og gør det faktisk stadig. Det kommer nok ikke som en overraskelse, at det er en film, som rører på noget dybt i mig. Måske er det en følelse af håb om, der stadig er noget værd at kæmpe så inderligt for, som Ahsitaka gør i filmen. At der stadig findes en verden, værd at leve i. Forstå mig nu ret. Jeg mener ikke verden er et bund nederen sted, der bare sucks for hårdt at opholde sig i. Tværtimod. Jeg er noget så glad for den tilværelse jeg befinder mig i og de muligheder jeg har. Måske er det mere et håb om, der findes noget i mennesket, jeg tænker på.
Men nok om mig. Tilbage til filmen. Vi befinder os i et historisk Japan med krig og alt der hører til, samt guder i form af kæmpe store dyr. En af disse guder er blevet besat af en dæmon og da den kommer til Ashitakas landsby, må han bekæmpe den. Kampen foregår dog ikke uden følger for Ashitaka, trods han formår at nedlægge bæstet. Gudens forbandelse er overført til Ashitaka og vil hærge ham lige til den dag, han dør af den. Det er med tanker på at redde sit liv og komme til bunds i, hvordan guden har fået sig denne forbandelse sig pålagt. Han kommer til gudernes skov, og ser der, hvordan mennesker kæmper mod skovens guder og dyr, for at overtage området. Kan du allerede gætte budskabet nu, er der ingen skade sket. James Camerons Avatar har samme budskab, men Mononoke Hime er bare en langt bedre film næsten lige så flot. Yderligere møder Ashitaka ulvepigen San, som han forelsker sig i. Ene mand, forsøger han sig på en mildest talt umulig opgave; at forsone skoven med menneskene, der er godt i gang med industrialisering af området.
Filmen har en langt mere alvorlig tone over sig end Miyazakis tidligere og senere film. Mennesker får hugget arme og hovedet af i bedste Kill Bill stil, forbandelser overtager guder på livet løs og vores kære hovedpersoner må tackle og overkomme, hvad der synes umuligt. Det er en hæsblæsende film, der ikke holder tilbage på noget som helst. Og alligevel er der tid til at dvæle ved billederne, og de er i sandhed så smukke, som det nu snart kan blive i en tegnefilm. Disse scener formår komponisten Joe Hisaishi virkelig at hævet til et urealistisk højt plan med et intet mindre end fantastisk score. Ikke nok med det, men også i de adrenalinpumpende actionscener, giver Hisaishi den hele armen og man føler med helt ude på kanten af stolen, af ren og skær spænding og frygt for personerne.
Det korte af det lange er, at med Mononoke Hime, kommer Miyazaki omkring mange temaer, områder og personer. Men vigtigst af alt, han kommer omkring de helt rigtige følelser og får dem frem i sit publikum. En af de, for mig, mest personlige film i hele min samling, og den har haft utallige gensyn, og der er stadig mange i vente. Afsluttende, vil jeg fortælle lidt om mit seneste gensyn med den, der foregik i Øst for Paradis i Århus i forbindelse med den danske præmiere på filmen. Allerede ved introsekvensen og Hisaishis toner fylder den lille sal, var den første tåre på vej i øjenkrogen. Et stort, stort bifald til Miyazaki for at skabe så dyb og mesterlig en film. Der vil gå lang tid, inden vi ser noget lignende og lige så mesterlig gennemført.
Det skal dog lige siges, den næste film, højst sandsynligt ikke vil få samme gennemgående anmeldelse.
#206 wimmie 14 år siden
Den film er bare genialt godt skruet sammen og jeg kan se den gentagne gange og stadig finde den lige så overraskende og interessant.
6/6 (tæt på en 7'er)
Se7en er også en fantastisk film - én af de bedste i sin genre 5/6 (tæt på en 6'er)
#207 Åkepool 14 år siden
Terminator 2 - Verdens bedste film.
Memento 5/6
Se7en 6/6
Alle rigtig gode film. Din 4. plads har jeg tilgode.
#208 Lord Beef Jerky 14 år siden
Terminator 2 - 5-6/6
Memento 4-5/6
Se7en 6/6
Mononoke Hime - 6/6
Rigtig fine film dem alle!
#209 elwood 14 år siden
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#210 neran 14 år siden