Den skal genses, men uden tvivl en interessant film! 4/6!

I dag er det jo blevet den 24. december, så derfor et stort glædeligt jul til jer alle.

1. The Fountain
Så er vi nået til vejs ende på den endelige liste, og jeg må indrømme, nogle film har været væsentlig mindre interessante at skrive om, trods de stadig er herlige at se. Dog er de sidste fire anmeldelser steget væsentlig i antal ord. Dette er først og fremmest et tegn på, det er nogle film jeg holder inderligt meget af, men også et tegn på, de er mere interessante at skrive om. Inden jeg nu kommer for godt i gang med selve anmeldelsen, vil jeg sige stort tak til alle jer, der troligt har fulgt med, selv da jeg var inaktiv i en række dage og kom bagud. Om I har kunnet lide min filmsmag, er jeg faktisk ligeglad med, for selvfølgelig kan jeg lide dem. Og sådan er det jo med vores lister. Og så lige et glædelig jul oven i hatten også.

Darren Aronofsky, der er instruktøren af dette mesterværk, har tidligere instrueret Pi og Requiem for a Dream, hvor han for alvor slog igennem med sidstnævnte. Dog høstede han også virkelig stor ros for The Wrestler. Dog har jeg kun set The Fountain og Requiem for a Dream af hans film, hvilket ærgrer mig. Men det er nu langt mere nedtur The Fountain blev så forbigået af publikum, som den rent faktisk gjorde. Ikke nok med det, var den også et kritisk flop med 51% og 27% på Rottentomatoes.

Og nu til dagens film, hvor den står på The Fountain. Filmen er en af de nyeste i min samling og efter første gennemsyn af den, strøg den direkte ind på en 6. plads. Det var to dage inden listen havde sin jomfru-post her på tråden. Fjorten dage senere var det tid til et gensyn, da den havde svirret rundt inde i hovedet og ikke kunne komme ud. Dette hjalp gensynet til dels mig med, idet jeg lagde meget mere mærke til musikken. Ved at høre det, har jeg nu noget konkret fra filmen som holdepunkt, når tankerne er ved at tage for meget over. Og for pokker da for et score, Clint Mansell her har skruet sammen. Jeg kan sidde i timer og bare give mig hen til det, og i al den tid, befinder jeg mig som i en trance. Der findes snart ikke ord for det. Og det samme med hele filmen og alle dens aspekter. Men jeg skal nok forsøge, ellers vil det jo blive en kort anmeldelse. Men efter at have set den anden gang og reflekteret lidt over den, fik den omsider sin plads som min yndlingsfilm. Hvorfor er det så lige, den har fortjent sin plads der?

Jo, nu skal du se. For det første er det historien i sig selv. Eller, nærmere sagt, historierne. I år 1500 bliver en spansk conquistador sendt til det nyopdagede Sydamerika, for at finde Livets Træ og befri Spanien fra storinkvisitorens grådige klør. 500 år senere er en medicinalforsker ved at finde kuren med kræft, for at være i stand til at redde sin kræftsyge kone. Og lige et ekstra spring i tiden. I år 2500 er en spirituel astronautmunk på vej i en boble med et træ, til en døende stjerne. Hvad der er fælles for alle tre tidslinjer og historierne deri er, at de alle handler om døden og livet. Der springes selvfølgelig mellem de tre tidslinjer, men aldrig tilfældigt. Ved første øjekast kan det være svært at holde styr på de enkelte detaljer, men ser man den igen, er den egentlig meget klar og der synes at være blot en fortolkningsmulighed af selve handlingen. Fortolkning af selve filmens handling er dog ikke essentielt, da det er de følelser og tanker filmen vækker, der er det vigtige ved filmen. Men for at opnå de følelser og tanker ved en person, skal der en helt særlig film til, og det er The Fountain i den grad.

Hugh Jackman spiller alle tre hovedroller, conquistadoren, forskeren og munken. Rachel Weiz har også en dobbeltrolle i filmen som både Spaniens skønne dronning og som den yderst bedårende Izzy, kone til Jackmans medicinalforsker. Hugh Jackman leverer her sit livs bedste præstation i alle tre roller. Der er en tydelig forskel mellem dem, men samtidig også er de let sammenlignelige og afspejler alle sammen hinanden. Det samme gælder også for Rachel Weiz, men for begge skuespillere gælder det, de er mest følelsesladede i den midterste tidslinje. Det er også i denne handlingstråd de to talentfulde skuespillere har mest sammenspil i forhold til de to andre.

Efter at have set både Requiem for a Dream og The Fountain, har jeg lagt mærke til, Darren Aronofsky er glad for at gentage nogle enkelte scener. Men for pokker da også, den effekt han opnår ved det. Han giver personerne mulighed for at dvæle ved minder og betydningsfulde øjeblikke i deres liv. Dette overføres til publikum, som derved for mulighed for at dvæle ved filmens personer og hjælper indlevelsen i dem. Men selv uden de scener, der gentages et par gange i løbet af filmen, vil der ingen problemer være med indlevelsen, dette takket være de to fantastiske skuespillere og Darren Aronofskys særlige måde at fortælle historien på.

Dog er skuespil, musik og historien ikke det eneste, der er væsentligt at fremhæve i filmen. Lyset bliver brugt i sammenhæng med tematikken. Den næsten del kommer dog i spoilertag, da dette er noget værd selv at spekulere over, har man ikke set filmen endnu. Mit hint er dog, læg mærke til, hvad der er essentielt for de scener, hvor der rent faktisk er lyst.

Selveste cinematografien er også i den grad unik og fantastisk. Lige når man ser den døende stjerne i tidslinjen med munken og tror det er CGI, så bliver man overrasket. Alt det støv og stjernetåge man ser i filmen er rent faktisk forskellige væsker filmet i mikroskop. Der er dog lidt CGI i de scener med boblen/rumskibet. Dette overraskede mig big time, da jeg så ekstramaterialet og Darren Aronofsky har nu min dybeste respekt for at trække sådan et nummer ud af ærmet, når man mindst venter det. Visuelt er det også klart de flotteste scener, sammen med dem, hvor conquistadoren

Når alt det er sagt, så er The Fountain den mest følelsesladede filmoplevelse jeg nogensinde har haft. Begge bange vel og mærke. Det er en film helt uden lige, og i går skrev jeg om The assassination of Jesse James by the coward Robert Ford, at de to film mere eller mindre er lige gode. Efter at have skrevet denne anmeldelse, vil jeg gerne tage de ord i mig igen, for The Fountain er simpelthen noget ingen kan trumfe i det næste lange stykke tid. Jeg tvivler endda på, Aronofskys egen Black Swan vil kunne formå det. For tiden, min definitive yndlingsfilm og ud fra de film jeg har set i mit liv, verdens bedste. Dette ændrer sig måske på et tidspunkt, men når man har med en så sælsom og kraftig film som The Fountain at gøre, kommer der til at gå meget lang tid, inden det finder sted.

Endnu engang tak, fordi I så troligt gad følge med og glædelig jul til jer alle. Dog vil jeg lige påminde Jer om den næste uges tid, vil hver dag komme en film, der var tæt på, men lige og lige ikke nåede med på listen. De er dog i vilkårlig rækkefølge og der følger kun få ord med dem, hvis nogen overhovedet.

YES, sådan. The Fountain ligger også meget, meget højt på min TOP250...nr. 6 for at være helt præcis.

Fantastisk afslutning på en liste, der ellers er skæmmet af Gladiator og Bourne :P

#237 - hehe, helt enig.