Gode film! Jeg har dog (og desværre) kun set 3 af dem.
The Air I Breathe - 5/6 Wrong Turn - 5/6 30 Days of Night - 4/6
Jeg ville meget gerne se Chance, da jeg er meget spændt på at opleve Amber Benson som instruktør.
Som jeg har sagt tidligere, så synes jeg det er en meget spændende liste, og jeg har sat mange af filmene på min ønskeliste. Men i det hele taget elsker jeg liste, og følger godt med i alle de dejlige lister filmz-brugerne poster i øjeblikket. :D
Fedt at se Crimes and Misdemeanours på din listse. Uden tvivl en af Allens bedste film. Kombinationen af drama og komik er helt perfekt, skuespillerne er fabelagtige (især Martin Landau og Alan Alda) og filmfotografen Sven Nykvist (Bergmans go-to-guy) leverer nogle virkelig smukke billeder.
I don't love you, but you are the only women for whom I have no contempt.
Jeg genså lige "The Air I Breathe" i går og fatter stadig intet af, hvorfor filmen ikke fik biografpremiere, men i stedet blot blev udgivet direkte på DVD. Med det cast ku' man da snildt ha' lokket både et yngre og ældre publikum i biografen. Og ud over det, ja så er det jo slet og ret bare en fremragende film, hvor det hele går op i en højere enhed.
Det her er blot endnu et glimrende eksempel på at en films omsætning i USA, bestemt ikke er ensbetydende med dens kvalitetsniveau.
Nu håber jeg snart, at vi får chancen for at se "Veronica Decides To Die". :)
# 114 -
Sætter det lige i en spoiler, bare for god ordens skyld ;
Scenen hvor f. eks. Alan Alda's karakter bliver sammenlignet med Mussolini, er blot en af mange små meget morsomme genistreger, der ligger gemt i filmen og en af grundende til at jeg holder så meget af den. :)
Og er helt enig mht. Sven Nykvist. Det er som altid sublimt håndværk det han laver. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#115 Ja, Veronika Decides to Die må meget gerne snart få premiere, enten i bio eller på DVD. Den er jeg spændt på at se. Er i øjeblikket i gang med bogen, og den er i hvert fald god, men jeg er spændt på hvordan de får oversat den til film, da jeg ikke helt kan se det for mig.
Da den aspirerende og debuterende instruktør Steven Spielberg for nu cirka 39 år siden lavede en aftale med tv-stationen ABC om, at producere en thriller som værende blot endnu et bidrag til den sædvanlige weekendunderholdning havde ingen, bortset fra Spielberg selv, i deres vildeste fantasi kunnet forestille sig, at denne minimalistiske chasemovie ville blive så populær, at man ikke længe efter premieren på tv opgraderede den til biograf distribution hvilket efterfølgende sikrede ”Duel” en fortjent plads i filmhistorien og samtidig gav Spielberg det springbræt, der kom til at danne fundamentet for hans senere status som en af de mest beundrede og elskede instruktører. Dennis Weaver, (bedst kendt fra tv-krimiserien ”McCloud”), spiller sælgeren David Mann, en ganske ordinær og lettere halvkedelig mand, der på vej til et møde via de støvede Californiske landeveje pludselig ender i en drabelig og nervepirrende kamp med en osende, beskidt, provokerende og monstrøst udseende lastbil, hvis chauffør man aldrig ser ansigtet af og hvis årsager for angrebet aldrig bliver forklaret, (og heraf bliver gyset blot endnu bedre), udfordrer den forundrede Mann’s intelligens, samt hans ”våben”, (en beskeden Plymouth Valiant), til en duel hvor kun den stærkeste og mest snedige overlever.
Temaet om den lille mands kamp mod overmagten, (symbolsk overført i Spielbergs tilfælde med jødernes kamp mod nazismen), der gik igen senere i film som ”Jaws” og ”Jurassic Park” med et ligeledes altødelæggende og følelseskoldt monster som hovedskurk, er i ”Duel” skåret helt ind til benet handlingsmæssigt set og hvor fokus 95 % af tiden er rettet mod de to duellanters ofte lange jagter, der dog aldrig på noget tidspunkt falder i spændingsniveau eller intensitet.
Det skyldes primært tre ting ; Spielbergs formidable fotografering og redigering som med nemhed kan måle sig med nutidens biljagter, Weavers, (der stort set ene mand bær filmen skuespilmæssigt), suveræne og troværdige portrættering af en helt almindelig mand, der først forsøger at tænke sig rationelt ud af problemerne, men som senere går i nærmest hysterisk panik, da han indser situationens alvor, og sidst men ikke mindst Billy Goldenberg der med sit Hitchcock inspirerede score pacer og presser stemningen af suspense helt op i det røde felt, så man næsten glemmer at trække vejret.
(114) : Things You Can Tell Just By Looking At Her, 2000
Efter “Things You Can Tell…” oprindelige premiere på Sundance måtte den debuterende instruktør Rodrigo Garcia Barcha efterfølgende frustreret se på at MGM, (trods positive tilkendegivelser fra publikum og anmeldere, samt det faktum at filmen bestod af et imponerende ensemble cast), ikke havde den store tiltro til projektet og derfor valgte ikke at sende filmen til hverken almindelig biografdistribution, eller sågar begrænset premiere som en del af art-house udbudet. I stedet måtte Barchas værk lide den skæbne først at blive syltet, for derefter kun at blive udgivet direkte på DVD, hvoraf man igen blot kan konstatere, at det næppe kan være de skarpeste knive i skuffen der ofte huserer i filmselskaberne. Jeg har i hvert fald mere end svært ved, at ku’ få øje på nogen logisk forklaring mht. de valg der blev truffet på filmens bekostning. I den første af 5 små historier, hvis røde tråd handler om omsorg, ensomhed og kærlighed i forskellige afskygninger, søger gynækologen Elaine, (Glenn Glose), hvis liv er opslugt at hhv. sit job og pasningen af hendes senile mor, trøst og råd hos en clairvoyant, Christine, (Calista Flockhart), i håbet om at få vished om en knap så ensom fremtid. I anden del bydes der på et uforudsigeligt og ubehagelig trekantsdrama, hvor den karrefiksere bankmanager, Rebecca, (Holly Hunter), må håndtere sine ambivalente følelser over den gifte mand hun har en affære med, (Gregory Hines), og ligeså sin voldsomt flirtende kollega, Walter, (Matt Craven), samt en uventet og overrumplende graviditet.
I part III løsner Barcha op for den alvorlige og deprimerende tone i det mest humoristiske indslag, hvori børnebogsforfatteren og den enlige mor, Rose, (Kathy Baker), skal håndtere hendes teenage søns behov for selvstændighed og frigørelse fra hende, samtidig med at hun forelsker sig i den nye nabo, hvilket der kommer flere pinlige men meget morsomme situationer ud af. Behovet for at slippe tøjlerne, (uden at det dog på nogen måde fjerner seriøsiteten ved det afsnit eller resten af filmen), viser sig i den efterfølgende del som værende et yderst fornuftigt træk, for historien om Christine, (fremragende spillet af Flockhart), der må ta’ sig af sin kræftsyge kæreste Lily, (Valeria Golino), der ligger på dødens rand, er godt nok en af de mest triste og deprimerende af slagsen, som kombineret med det poetiske og nærværende skuespil går lige i hjertet og bliver siddende der længe efter filmen er slut. I link nr. 2 kan man se scenen, hvor Christine genfortæller om den gang hun blev forelsket i Lily.
Efterdønningerne af den romantiske tragedie hænger fast videre ind i sidste del, hvor kriminalbetjenten, Kathy, (Amy Brenneman), og en retsmediciner, (Miguel Sandoval), som har et godt øje til hende, skal forsøge at fastslå årsagen til en enlig ung kvindes, (der løbende i filmen optræder som et fikspunkt i de 5 historier), pludselige død. Kærligheden må Kathy dog ligesom offeret se langt efter, da omfanget af hendes job og omsorgen for hendes blinde søster Carol, (Cameron Diaz), optager alt hendes tid, hvilken søsteren så modsat, (der trods sit handicap er gudesmuk og derfor ombejlet af mange mænd), nyder godt af så hun har tid til at gå på adskillige dates. Carol indser dog efter en fejlslagen en af slagsen, at hun er præcis ligeså ensom som sin søster og vælger derfor at ta’ en rask beslutning, der vil ændre begges måde at leve på. Afslutningsvis samler Garcia det hele op i en flot eksekveret finale, hvor betydningen af de forskellige karakterers tilfældige sammenstød undervejs flettes sammen, dog uden at der bliver givet noget endegyldigt svar på deres fremtid eller løsning på deres respektive problemer.
Så tager vi et markant skifte i genre og et ordentlig hop tilbage i tid til de gyldne 80’ere med Richard Donners klassiske actionbrag og den første del i sagaen, (baseret på den debuterende manuskript forfatter Shane Blacks historie fra 1985), om det umage makkerpar, betjentene Murtaugh & Riggs, (Danny Glover & Mel Gibson hvis venskab og teamwork uden for settet med alt tydelighed skinner igennem), der ud over med jævne mellemrum at komme på kollisionskurs med hinanden, grundet deres vidt forskellige baggrund og arbejdsmetoder, også må ta’ et opgør med en skummel og magtfuld narkoorganisation, der for begges vedkommende forgrener sig ind i deres fortid som soldater i Vietnam krigen. Selv om ”Lethal Weapon” først og fremmest vil blive husket for sine imponerende effektive, banebrydende og hårdtslående actionscener og vilde stunts, (tjek link nr. 2 ud for en klassisk scene), med den afsluttende jiu-jitsu kamp i silende regnvejr mellem Riggs og håndlageren Mr. Joshua, ( en nederdrægtig satan meget overbevisende spillet af Gary Busey), som det absolutte højdepunkt, ja så er det mindst ligeså meget Donners evne til, midt i den eksplosive handling via action elementet, at få gjort sine to hovedroller til multilagrede karakterer, hvis følelsesmæssige traumer og problemstillinger både Glover og Gibson formår at omsætte, så de fremstår som troværdige ægte mennesker og ikke som udødelige og følelseskolde supermænd a’la Steven Seagal.
Desværre tog serien en efter min mening lettere uheldig drejning delvis startende allerede med part 2, hvor humoren tog overhånd og actionsekvenserne blev lidt for tegneseriefilms agtige. Så for mit vedkommende er det stadig 1’eren, der er den klart bedste i serien. ”Im too old for this shit!” siger Murthaug på et tidspunkt i filmen, men samme kommentar vil aldrig falde over mine læber, når snakken falder på “Lethal Weapon”. Den film bliver man nemlig aldrig for gammel til at se.
Og nu et smut ud på prærien med George Stevens legendariske og storslåede western der med rette er at finde i historiebøgerne som en af de bedste i genren. Det kan måske godt undre lidt, for den overordnede historie følger i bund og grund en ganske traditionel fortælleform hvor en magtfuld, arrogant og kynisk kvægbaron, (herlig udspekuleret spillet af Emile Meyer), med vold og trusler forsøger at overtage en flok hårdarbejde nybyggeres landområder og score en stor profit på trods af de skæbnesvangre menneskelige omkostninger det fører med sig. Der er dog håb forude for de fortvivlede farmere, da en mystisk fremmed ved navn Shane, (Alan Ladd i en ikonisk rolle), pludselig dukker op, nærmest ud af det blå, og tilbyder sin hjælp med at få dem på fode igen. Og her er det, at historien for alvor begynder at blive interessant. For efterhånden som tiden går åbenbares det for de godtroende landsbyfolk, at Shane langtfra er den frelser de har drømt om, men i virkeligheden er en dybt traumatiseret og livsfarlig mand, der trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig på sin rejse væk fra fortiden og flugt fra sit alter egos næsten altopslugende skyggesider, som han søger at løse i forbindelse med den alliance han får skabt med Joe & Marian Starett, (Van Heflin, Jean Arthur), der tager imod ham med åbne arme.
Og her udspiller der sig så endnu et lag i filmen som gør den ekstra fascinerende, da George Stevens pludselig skifter over i et melodramatisk og uforudsigeligt trekantsdrama, hvor Joe bliver sat ud på sidelinjen, samt hans rolle som familiens beskytter og overhoved nærmest ligegyldiggjort, da Marian forelsker sig i Shane, som desuden bliver idoliseret i svær grad af deres knægt Joey, (Brandon DeWilde).
Situationen optrappes blot yderligere, da kvægbaronen hyrer gunslingeren Wilson, (Jack Palance), som ekstra forstærkning, hvilket Joe ser som en chance for at bevise sit værd overfor familien i et opgør der betyder, at Shane må træffe en række valg der får store personlige konsekvenser for ham ikke blot på det fysiske men også det efterfølgende spirituelle plan, som gennemsyre filmen i en støvsky af brillant ”skrevet” subtekst.
Lea Pool har med ”Lost and Delirious” lavet en helt igennem fantastisk film om den store forelskelse og det store svigt der på én og samme tid bliver nøgleordene i hende og manuskriptforfatter Judith Thompson beskrivelse af den ultimative og universelle kærlighed set igennem øjnene af tre teenager piger på en kostskole, hvis alder klart er en fordel i visualiseringen af de to hovedtemaers konsekvenser da følelserne i denne periode af et menneskes liv er af en ekstra følsom størrelse. Pool lægger ud i den romantiske del af filmen med at la’ svigtet/savnet af forældrene være det der binder de to karakterer Paulie og Victoria sammen, (noget der dog er sket før man møder dem i filmen), og det der gør dem tæt knyttet til Mary, som modsat ender med at føle præcis det samme for dem, suverænt stærkt skildret i scenen hvor de tre piger forestiller sig, hvad de vil skrive ang. deres følelser om deres forældre.
Én ud af flere scener vel at mærke hvor jeg måtte knibe mindst et par tårer, men det er ingenting i forhold til når filmen går ind i sin anden del, hvor bruddet mellem Paulie og Victoria og det helt store svigt finder sted. Inden da sørger Lea Pool elegant for, at man som tilskuer kommer helt ind under huden på parret og bliver fulgt fortrolig med hvor stærkt de to føler for hinanden. Først med scenen i klasselokalet hvor Paulie uden at tænke på sig selv blander sig for at beskytte Victoria, (læg her mærke til det smil hun næsten ikke kan holde tilbage bag lærerens ryg, da denne bortviser Paulie fra klassen. Det er så fed en detalje). Dernæst følger scenen med koret hvor de to tøser i takt med skiftet i melodien via et par meget smittende smil illustrerer den totale lykkefølelse i forholdet, som efterfølgende bliver godt og grundigt understreget i den smukke og stilfulde sexscene, der er ligeså romantisk som den er erotisk lavet.
Fra at ha’ været helt oppe og ringe på amoriner, genindfører Lea Pool temaet om svigt, da bruddet i mellem de to piger finder sted. Igen som det var tilfældet før, er det blot med til at forstærke følelserne især hos Paulie som den efterladte, der helt uforstående pludselig får revet hjertet ud fordi Victoria ikke er stærk nok til at følge sit eget hjerte og i stedet forsøger at overbevise sig selv om, at hun er heteroseksuel, skønt Paulie er den person hun virkelig elsker, som hun med al tydelighed viser i scenen hvor hun lyver overfor lillesøsteren for at undgå forholdet bliver kendt, men sekunder senere er opløst i tårer over, fordi hun på det groveste har svigtet sin egen overbevisning og Paulie i særdeleshed.
Senere i biblioteket gør hun det også klart over for Mary, hvad hun virkelig føler men ikke tør vise, i en scene der er så frustrerende at se på, fordi hun burde være ligeglad med alle andres mening, men i stedet desværre modsat lader sig styre og kontrollere af dem. Paulie nægter dog at gi’ op, selvom hun konstant løber panden mod en mur og ender derfor med langsomt, via oplæsninger af store litterære værker som Shakespeares Lady McBeth i engelsktimerne, kombineret med savnet af Victoria, at sløre grænsen mellem fiktion og virkelighed i hendes opfattelse af jagten på at genvinde kærligheden. Man ku’ sagtens tro at filmen dermed bliver svær at forholde sig til, når den midt i handlingen involverer storladne kærlighedscitater samt symbolik mellem Paulie og et såret rovdyr, (en såret falk som hun på mirakuløs vis får på vingerne igen), i hvad man ku’ betegne som en slags gotisk melodrama. Dette bliver dog aldrig tilfældet, fordi begge ting præcist beskriver hvor stærkt Paulie føler for sin udkårne.
Skiftet i følelser formår Lea Pool med største lethed at afveksle med hinanden solidt bakket op af sin fotograf, der skaber både meget varme og stemningsfulde, såvel som dramatiske og barske scener med lige del imponerende effekt, i fællesskab med filmens enkle men smukke score, der i sig selv er en udsøgt fornøjelse. Det der dog i mine øjne gør filmen til en hel unik oplevelse, (ud over alle de andre elementer som også fungere upåklageligt), er de tre hovedroller spillet af Mischa Barton, (underspillet og skrøbeligt men også stærk og karakterfast), som Mary ”Mouse” Bedford ; bindeledet til det ulykkelige par. Som Victoria spiller Jessica Paré rollen med knuselskelig varme til at starte med af, men er senere meget svær at holde af som filmen skrider frem, trods det at Lea Pool gir hende et par scener, der bevarer en hvis form for sympati med karakteren, selv om den dæleme var svær at finde frem hos mig. Oven over dem alle stråler dog én person hvis præstation der næsten ikke kan findes nok superlativer frem om, nemlig den helt fantastiske Piper Perabo som den forsmåede Paulie.
I hver eneste scene hun er med i, og især dem i anden del, er hendes måde at spille på så stærk og intens, at man stort set glemmer at trække vejret. I forvejen er alle de nederlag man ser hun går igennem som at få en solid mavepuster, men ender med grundet den måde hvorpå Perabo krænger hele sjælen ud, yderligere at føles som om man også får et hårdt dolkestød lige i hjertet. Sådan havde jeg det undervejs. Det er bestemt fascinerende og dybt imponerende at se på, men hold op hvor det samtidig også slider på følelsesregistret i sådan en grad, at jeg fik helt ondt langt ind i sjælen. I 4 scener måtte jeg la’ tårerne få frit løb, fordi de ting der sker for Paulie her er så umenneskelig hårdt, at ingen fortjener at blive behandlet på den måde. Jeg vil gerne høre fra dem som helt ærlig kan sige, at de ikke blev rørt af bl.a. scenen hvor Paulie raser ud i engelsktimen første gang, for slet ikke at snakke om da hun modtager brev/svar fra sin biologiske mor, (noget som ku’ ha fået hende tilbage på ret kurs), eller selve afslutningsfesten, hvor man får et kort men godt indtryk af Victorias reaktionære og snobbede far, der ikke har andet end afsky til overs for Paulie.
”Lost and Delirious” er kort og godt en fremragende film i alle facetter, som efterlod mig i en tilstand af uhørt forbløffelse og nærmest chok over at ha’ været vidne til en så stærk fortalt historie, (der er ikke én overflødig scene i filmen), og så suveræne skuespilpræstationer, især fra den magiske og vildt imponerende Piper Perabo, som er en karaktertype jeg elsker højt.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#111 Herrguth 14 år siden
The Air I Breathe - 5/6
Wrong Turn - 5/6
30 Days of Night - 4/6
Jeg ville meget gerne se Chance, da jeg er meget spændt på at opleve Amber Benson som instruktør.
Som jeg har sagt tidligere, så synes jeg det er en meget spændende liste, og jeg har sat mange af filmene på min ønskeliste.
Men i det hele taget elsker jeg liste, og følger godt med i alle de dejlige lister filmz-brugerne poster i øjeblikket. :D
#112 dyg 14 år siden
#113 Herrguth 14 år siden
http://www.loversliarsandlunatics.com/
#114 sluppermand 14 år siden
#115 NightHawk 14 år siden
Jeg genså lige "The Air I Breathe" i går og fatter stadig intet af, hvorfor filmen ikke fik biografpremiere, men i stedet blot blev udgivet direkte på DVD. Med det cast ku' man da snildt ha' lokket både et yngre og ældre publikum i biografen. Og ud over det, ja så er det jo slet og ret bare en fremragende film, hvor det hele går op i en højere enhed.
Det her er blot endnu et glimrende eksempel på at en films omsætning i USA, bestemt ikke er ensbetydende med dens kvalitetsniveau.
Nu håber jeg snart, at vi får chancen for at se "Veronica Decides To Die". :)
# 114 -
Sætter det lige i en spoiler, bare for god ordens skyld ;
Og er helt enig mht. Sven Nykvist. Det er som altid sublimt håndværk det han laver. :)
#116 Herrguth 14 år siden
Ja, Veronika Decides to Die må meget gerne snart få premiere, enten i bio eller på DVD. Den er jeg spændt på at se. Er i øjeblikket i gang med bogen, og den er i hvert fald god, men jeg er spændt på hvordan de får oversat den til film, da jeg ikke helt kan se det for mig.
#117 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0251921976...
Da den aspirerende og debuterende instruktør Steven Spielberg for nu cirka 39 år siden lavede en aftale med tv-stationen ABC om, at producere en thriller som værende blot endnu et bidrag til den sædvanlige weekendunderholdning havde ingen, bortset fra Spielberg selv, i deres vildeste fantasi kunnet forestille sig, at denne minimalistiske chasemovie ville blive så populær, at man ikke længe efter premieren på tv opgraderede den til biograf distribution hvilket efterfølgende sikrede ”Duel” en fortjent plads i filmhistorien og samtidig gav Spielberg det springbræt, der kom til at danne fundamentet for hans senere status som en af de mest beundrede og elskede instruktører. Dennis Weaver, (bedst kendt fra tv-krimiserien ”McCloud”), spiller sælgeren David Mann, en ganske ordinær og lettere halvkedelig mand, der på vej til et møde via de støvede Californiske landeveje pludselig ender i en drabelig og nervepirrende kamp med en osende, beskidt, provokerende og monstrøst udseende lastbil, hvis chauffør man aldrig ser ansigtet af og hvis årsager for angrebet aldrig bliver forklaret, (og heraf bliver gyset blot endnu bedre), udfordrer den forundrede Mann’s intelligens, samt hans ”våben”, (en beskeden Plymouth Valiant), til en duel hvor kun den stærkeste og mest snedige overlever.
Temaet om den lille mands kamp mod overmagten, (symbolsk overført i Spielbergs tilfælde med jødernes kamp mod nazismen), der gik igen senere i film som ”Jaws” og ”Jurassic Park” med et ligeledes altødelæggende og følelseskoldt monster som hovedskurk, er i ”Duel” skåret helt ind til benet handlingsmæssigt set og hvor fokus 95 % af tiden er rettet mod de to duellanters ofte lange jagter, der dog aldrig på noget tidspunkt falder i spændingsniveau eller intensitet.
Det skyldes primært tre ting ; Spielbergs formidable fotografering og redigering som med nemhed kan måle sig med nutidens biljagter, Weavers, (der stort set ene mand bær filmen skuespilmæssigt), suveræne og troværdige portrættering af en helt almindelig mand, der først forsøger at tænke sig rationelt ud af problemerne, men som senere går i nærmest hysterisk panik, da han indser situationens alvor, og sidst men ikke mindst Billy Goldenberg der med sit Hitchcock inspirerede score pacer og presser stemningen af suspense helt op i det røde felt, så man næsten glemmer at trække vejret.
(114) : Things You Can Tell Just By Looking At Her, 2000
http://www.amazon.com/Things-You-Tell-Just-Looking...
Efter “Things You Can Tell…” oprindelige premiere på Sundance måtte den debuterende instruktør Rodrigo Garcia Barcha efterfølgende frustreret se på at MGM, (trods positive tilkendegivelser fra publikum og anmeldere, samt det faktum at filmen bestod af et imponerende ensemble cast), ikke havde den store tiltro til projektet og derfor valgte ikke at sende filmen til hverken almindelig biografdistribution, eller sågar begrænset premiere som en del af art-house udbudet. I stedet måtte Barchas værk lide den skæbne først at blive syltet, for derefter kun at blive udgivet direkte på DVD, hvoraf man igen blot kan konstatere, at det næppe kan være de skarpeste knive i skuffen der ofte huserer i filmselskaberne. Jeg har i hvert fald mere end svært ved, at ku’ få øje på nogen logisk forklaring mht. de valg der blev truffet på filmens bekostning. I den første af 5 små historier, hvis røde tråd handler om omsorg, ensomhed og kærlighed i forskellige afskygninger, søger gynækologen Elaine, (Glenn Glose), hvis liv er opslugt at hhv. sit job og pasningen af hendes senile mor, trøst og råd hos en clairvoyant, Christine, (Calista Flockhart), i håbet om at få vished om en knap så ensom fremtid. I anden del bydes der på et uforudsigeligt og ubehagelig trekantsdrama, hvor den karrefiksere bankmanager, Rebecca, (Holly Hunter), må håndtere sine ambivalente følelser over den gifte mand hun har en affære med, (Gregory Hines), og ligeså sin voldsomt flirtende kollega, Walter, (Matt Craven), samt en uventet og overrumplende graviditet.
I part III løsner Barcha op for den alvorlige og deprimerende tone i det mest humoristiske indslag, hvori børnebogsforfatteren og den enlige mor, Rose, (Kathy Baker), skal håndtere hendes teenage søns behov for selvstændighed og frigørelse fra hende, samtidig med at hun forelsker sig i den nye nabo, hvilket der kommer flere pinlige men meget morsomme situationer ud af. Behovet for at slippe tøjlerne, (uden at det dog på nogen måde fjerner seriøsiteten ved det afsnit eller resten af filmen), viser sig i den efterfølgende del som værende et yderst fornuftigt træk, for historien om Christine, (fremragende spillet af Flockhart), der må ta’ sig af sin kræftsyge kæreste Lily, (Valeria Golino), der ligger på dødens rand, er godt nok en af de mest triste og deprimerende af slagsen, som kombineret med det poetiske og nærværende skuespil går lige i hjertet og bliver siddende der længe efter filmen er slut. I link nr. 2 kan man se scenen, hvor Christine genfortæller om den gang hun blev forelsket i Lily.
Efterdønningerne af den romantiske tragedie hænger fast videre ind i sidste del, hvor kriminalbetjenten, Kathy, (Amy Brenneman), og en retsmediciner, (Miguel Sandoval), som har et godt øje til hende, skal forsøge at fastslå årsagen til en enlig ung kvindes, (der løbende i filmen optræder som et fikspunkt i de 5 historier), pludselige død. Kærligheden må Kathy dog ligesom offeret se langt efter, da omfanget af hendes job og omsorgen for hendes blinde søster Carol, (Cameron Diaz), optager alt hendes tid, hvilken søsteren så modsat, (der trods sit handicap er gudesmuk og derfor ombejlet af mange mænd), nyder godt af så hun har tid til at gå på adskillige dates. Carol indser dog efter en fejlslagen en af slagsen, at hun er præcis ligeså ensom som sin søster og vælger derfor at ta’ en rask beslutning, der vil ændre begges måde at leve på. Afslutningsvis samler Garcia det hele op i en flot eksekveret finale, hvor betydningen af de forskellige karakterers tilfældige sammenstød undervejs flettes sammen, dog uden at der bliver givet noget endegyldigt svar på deres fremtid eller løsning på deres respektive problemer.
(113) : Lethal Weapon, 1987
http://www.axelmusic.com/productDetails/0853916289...
Så tager vi et markant skifte i genre og et ordentlig hop tilbage i tid til de gyldne 80’ere med Richard Donners klassiske actionbrag og den første del i sagaen, (baseret på den debuterende manuskript forfatter Shane Blacks historie fra 1985), om det umage makkerpar, betjentene Murtaugh & Riggs, (Danny Glover & Mel Gibson hvis venskab og teamwork uden for settet med alt tydelighed skinner igennem), der ud over med jævne mellemrum at komme på kollisionskurs med hinanden, grundet deres vidt forskellige baggrund og arbejdsmetoder, også må ta’ et opgør med en skummel og magtfuld narkoorganisation, der for begges vedkommende forgrener sig ind i deres fortid som soldater i Vietnam krigen. Selv om ”Lethal Weapon” først og fremmest vil blive husket for sine imponerende effektive, banebrydende og hårdtslående actionscener og vilde stunts, (tjek link nr. 2 ud for en klassisk scene), med den afsluttende jiu-jitsu kamp i silende regnvejr mellem Riggs og håndlageren Mr. Joshua, ( en nederdrægtig satan meget overbevisende spillet af Gary Busey), som det absolutte højdepunkt, ja så er det mindst ligeså meget Donners evne til, midt i den eksplosive handling via action elementet, at få gjort sine to hovedroller til multilagrede karakterer, hvis følelsesmæssige traumer og problemstillinger både Glover og Gibson formår at omsætte, så de fremstår som troværdige ægte mennesker og ikke som udødelige og følelseskolde supermænd a’la Steven Seagal.
Desværre tog serien en efter min mening lettere uheldig drejning delvis startende allerede med part 2, hvor humoren tog overhånd og actionsekvenserne blev lidt for tegneseriefilms agtige. Så for mit vedkommende er det stadig 1’eren, der er den klart bedste i serien. ”Im too old for this shit!” siger Murthaug på et tidspunkt i filmen, men samme kommentar vil aldrig falde over mine læber, når snakken falder på “Lethal Weapon”. Den film bliver man nemlig aldrig for gammel til at se.
(112) : Shane, 1953
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973606522...
Og nu et smut ud på prærien med George Stevens legendariske og storslåede western der med rette er at finde i historiebøgerne som en af de bedste i genren. Det kan måske godt undre lidt, for den overordnede historie følger i bund og grund en ganske traditionel fortælleform hvor en magtfuld, arrogant og kynisk kvægbaron, (herlig udspekuleret spillet af Emile Meyer), med vold og trusler forsøger at overtage en flok hårdarbejde nybyggeres landområder og score en stor profit på trods af de skæbnesvangre menneskelige omkostninger det fører med sig. Der er dog håb forude for de fortvivlede farmere, da en mystisk fremmed ved navn Shane, (Alan Ladd i en ikonisk rolle), pludselig dukker op, nærmest ud af det blå, og tilbyder sin hjælp med at få dem på fode igen. Og her er det, at historien for alvor begynder at blive interessant. For efterhånden som tiden går åbenbares det for de godtroende landsbyfolk, at Shane langtfra er den frelser de har drømt om, men i virkeligheden er en dybt traumatiseret og livsfarlig mand, der trækker et spor af død og ødelæggelse efter sig på sin rejse væk fra fortiden og flugt fra sit alter egos næsten altopslugende skyggesider, som han søger at løse i forbindelse med den alliance han får skabt med Joe & Marian Starett, (Van Heflin, Jean Arthur), der tager imod ham med åbne arme.
Og her udspiller der sig så endnu et lag i filmen som gør den ekstra fascinerende, da George Stevens pludselig skifter over i et melodramatisk og uforudsigeligt trekantsdrama, hvor Joe bliver sat ud på sidelinjen, samt hans rolle som familiens beskytter og overhoved nærmest ligegyldiggjort, da Marian forelsker sig i Shane, som desuden bliver idoliseret i svær grad af deres knægt Joey, (Brandon DeWilde).
Situationen optrappes blot yderligere, da kvægbaronen hyrer gunslingeren Wilson, (Jack Palance), som ekstra forstærkning, hvilket Joe ser som en chance for at bevise sit værd overfor familien i et opgør der betyder, at Shane må træffe en række valg der får store personlige konsekvenser for ham ikke blot på det fysiske men også det efterfølgende spirituelle plan, som gennemsyre filmen i en støvsky af brillant ”skrevet” subtekst.
(111) : Lost and Delirious, 2001
http://www.axelmusic.com/productDetails/7742121104...
Lea Pool har med ”Lost and Delirious” lavet en helt igennem fantastisk film om den store forelskelse og det store svigt der på én og samme tid bliver nøgleordene i hende og manuskriptforfatter Judith Thompson beskrivelse af den ultimative og universelle kærlighed set igennem øjnene af tre teenager piger på en kostskole, hvis alder klart er en fordel i visualiseringen af de to hovedtemaers konsekvenser da følelserne i denne periode af et menneskes liv er af en ekstra følsom størrelse. Pool lægger ud i den romantiske del af filmen med at la’ svigtet/savnet af forældrene være det der binder de to karakterer Paulie og Victoria sammen, (noget der dog er sket før man møder dem i filmen), og det der gør dem tæt knyttet til Mary, som modsat ender med at føle præcis det samme for dem, suverænt stærkt skildret i scenen hvor de tre piger forestiller sig, hvad de vil skrive ang. deres følelser om deres forældre.
Én ud af flere scener vel at mærke hvor jeg måtte knibe mindst et par tårer, men det er ingenting i forhold til når filmen går ind i sin anden del, hvor bruddet mellem Paulie og Victoria og det helt store svigt finder sted. Inden da sørger Lea Pool elegant for, at man som tilskuer kommer helt ind under huden på parret og bliver fulgt fortrolig med hvor stærkt de to føler for hinanden. Først med scenen i klasselokalet hvor Paulie uden at tænke på sig selv blander sig for at beskytte Victoria, (læg her mærke til det smil hun næsten ikke kan holde tilbage bag lærerens ryg, da denne bortviser Paulie fra klassen. Det er så fed en detalje). Dernæst følger scenen med koret hvor de to tøser i takt med skiftet i melodien via et par meget smittende smil illustrerer den totale lykkefølelse i forholdet, som efterfølgende bliver godt og grundigt understreget i den smukke og stilfulde sexscene, der er ligeså romantisk som den er erotisk lavet.
Fra at ha’ været helt oppe og ringe på amoriner, genindfører Lea Pool temaet om svigt, da bruddet i mellem de to piger finder sted. Igen som det var tilfældet før, er det blot med til at forstærke følelserne især hos Paulie som den efterladte, der helt uforstående pludselig får revet hjertet ud fordi Victoria ikke er stærk nok til at følge sit eget hjerte og i stedet forsøger at overbevise sig selv om, at hun er heteroseksuel, skønt Paulie er den person hun virkelig elsker, som hun med al tydelighed viser i scenen hvor hun lyver overfor lillesøsteren for at undgå forholdet bliver kendt, men sekunder senere er opløst i tårer over, fordi hun på det groveste har svigtet sin egen overbevisning og Paulie i særdeleshed.
Senere i biblioteket gør hun det også klart over for Mary, hvad hun virkelig føler men ikke tør vise, i en scene der er så frustrerende at se på, fordi hun burde være ligeglad med alle andres mening, men i stedet desværre modsat lader sig styre og kontrollere af dem. Paulie nægter dog at gi’ op, selvom hun konstant løber panden mod en mur og ender derfor med langsomt, via oplæsninger af store litterære værker som Shakespeares Lady McBeth i engelsktimerne, kombineret med savnet af Victoria, at sløre grænsen mellem fiktion og virkelighed i hendes opfattelse af jagten på at genvinde kærligheden. Man ku’ sagtens tro at filmen dermed bliver svær at forholde sig til, når den midt i handlingen involverer storladne kærlighedscitater samt symbolik mellem Paulie og et såret rovdyr, (en såret falk som hun på mirakuløs vis får på vingerne igen), i hvad man ku’ betegne som en slags gotisk melodrama. Dette bliver dog aldrig tilfældet, fordi begge ting præcist beskriver hvor stærkt Paulie føler for sin udkårne.
Skiftet i følelser formår Lea Pool med største lethed at afveksle med hinanden solidt bakket op af sin fotograf, der skaber både meget varme og stemningsfulde, såvel som dramatiske og barske scener med lige del imponerende effekt, i fællesskab med filmens enkle men smukke score, der i sig selv er en udsøgt fornøjelse. Det der dog i mine øjne gør filmen til en hel unik oplevelse, (ud over alle de andre elementer som også fungere upåklageligt), er de tre hovedroller spillet af Mischa Barton, (underspillet og skrøbeligt men også stærk og karakterfast), som Mary ”Mouse” Bedford ; bindeledet til det ulykkelige par. Som Victoria spiller Jessica Paré rollen med knuselskelig varme til at starte med af, men er senere meget svær at holde af som filmen skrider frem, trods det at Lea Pool gir hende et par scener, der bevarer en hvis form for sympati med karakteren, selv om den dæleme var svær at finde frem hos mig. Oven over dem alle stråler dog én person hvis præstation der næsten ikke kan findes nok superlativer frem om, nemlig den helt fantastiske Piper Perabo som den forsmåede Paulie.
I hver eneste scene hun er med i, og især dem i anden del, er hendes måde at spille på så stærk og intens, at man stort set glemmer at trække vejret. I forvejen er alle de nederlag man ser hun går igennem som at få en solid mavepuster, men ender med grundet den måde hvorpå Perabo krænger hele sjælen ud, yderligere at føles som om man også får et hårdt dolkestød lige i hjertet. Sådan havde jeg det undervejs. Det er bestemt fascinerende og dybt imponerende at se på, men hold op hvor det samtidig også slider på følelsesregistret i sådan en grad, at jeg fik helt ondt langt ind i sjælen. I 4 scener måtte jeg la’ tårerne få frit løb, fordi de ting der sker for Paulie her er så umenneskelig hårdt, at ingen fortjener at blive behandlet på den måde. Jeg vil gerne høre fra dem som helt ærlig kan sige, at de ikke blev rørt af bl.a. scenen hvor Paulie raser ud i engelsktimen første gang, for slet ikke at snakke om da hun modtager brev/svar fra sin biologiske mor, (noget som ku’ ha fået hende tilbage på ret kurs), eller selve afslutningsfesten, hvor man får et kort men godt indtryk af Victorias reaktionære og snobbede far, der ikke har andet end afsky til overs for Paulie.
”Lost and Delirious” er kort og godt en fremragende film i alle facetter, som efterlod mig i en tilstand af uhørt forbløffelse og nærmest chok over at ha’ været vidne til en så stærk fortalt historie, (der er ikke én overflødig scene i filmen), og så suveræne skuespilpræstationer, især fra den magiske og vildt imponerende Piper Perabo, som er en karaktertype jeg elsker højt.
#118 Lord Beef Jerky 14 år siden
#119 Åkepool 14 år siden
#120 wimmie 14 år siden
Er enig omkring "Lost and delirious" - en fin lille overset film med rigtig godt skuespil.