#131 - Hmm det lyder til gengæld mystisk, sådan husker jeg ikke at det var tilfældet med mine dvd'er, men nu er det også noget tid siden jeg sidst har set dem.
Kender i siden RateYourMusic.com? Der kan man også lave lister, og de har netop opstartet en film-del, hvor man også kan lave lister over sine yndlingsfilm. Jeg har intet med siden at gøre, ud over at jeg selv har en bruger der. Men det kunne da være sjovt også at se jeres lister på den side, hvor man kan have dem stående, og efterhånden opdatere dem som listen bliver offentliggjort på filmz. Og så er det også let at redigere i sin topliste, efterhånden som man får set flere film, som man synes fortjener en plads på sin egen liste. Bare et forslag. :D
Kender i siden RateYourMusic.com? Der kan man også lave lister, og de har netop opstartet en film-del, hvor man også kan lave lister over sine yndlingsfilm. Jeg har intet med siden at gøre, ud over at jeg selv har en bruger der. Men det kunne da være sjovt også at se jeres lister på den side, hvor man kan have dem stående, og efterhånden opdatere dem som listen bliver offentliggjort på filmz. Og så er det også let at redigere i sin topliste, efterhånden som man får set flere film, som man synes fortjener en plads på sin egen liste. Bare et forslag. :D
#135 Det var så lidt. Hvis man er interesseret, så har jeg i dag prøvet at lave en liste med mine yndlings gysere p RateYourMusic.com. Mit brugernavn er det samme som her.
Baseret på hvad man roligt kan kalde for Jane Austens mest populære bog, filmatiseret seks gange tidligere med bl.a. den noget ujævne Laurence Olivier version fra 1940 og senere med stor succes i den mere loyale Tv-serie fra 1995, besluttede Joe Wright sig for at gi’ den højt elskede fortælling om den rebelske Elizabeth Bennet endnu en chance på det store lærred. Og det skulle efterfølgende vise sig at være en usandsynlig god ide, for filmen blev taget overordentligt godt imod af både anmeldere samt publikum og gav desuden Wright en velfortjent BAFTA i Most promising newcomer kategorien.
Med tankerne på at de begge er oppe i årene og at tiden som forpagtere af gården Loungborn, der står til øjeblikkelig overtagelse af arvingen, den slibrige Mr. Collins, (Tom Hollander), gør Mrs. Bennet, (Brenda Blethyn), alt hvad hun kan for at få giftet deres fem døtre væk i tide, så de er sikret en fremtid i sikre rammer hos en mand, der kan forsøge dem begge. Den idé er de fire af pigerne omgående med på, da de i forvejen lige siden de var små brændende har ventet på, at dagen hvor de skulle giftes væk med prinsen på den hvide hest nærmest har været ubærlig. Til næsten alles undren deles samme begejstring dog på igen måde af Elizabeth, (Keira Knightly), der lettere små irriteret over de andres manglende fantasi og selvstændighed men modsat vilde lyst til blindt at følge det fastlagte regelsæt for fremtiden, nægter at følge sin mors ordre for i stedet, bakket op af hendes mere fleksible far, (Donald Sutherland), at gøre det klart og tydeligt at hun frem for at få sit liv dikteret hellere vil lade sit hjerte guide hende mod sin udkårne, hvem end det så måtte være, hvilket senere fører hende i armene på den charmerende men kryptiske rigmand Mr. Darcy, (Matthew Macfadyen), og hans omgangskreds af venner og fjender i et uforudsigeligt kærlighedsdrama af episke proportioner.
Joe Wrights ”Pride & Prejudice” er ganske enkel en formidabel god film i samtlige facetter og giver udtryk for en instruktør, der besidder et eminent stort talent og overblik for at kombinere det visuelle med det fortællermæssige på lige højt niveau, som han efterfølgende lige satte en tyk streg under med den endnu bedre ”Atonement”, ligeledes med en pragtpræstation af den smukke og karismatiske Keira Knightly i hovedrollen. Selv om hun i begge film er omgivet af et cast af fremragende skuespillere, ja så formår hun alligevel at stråle over dem alle på en måde, der gør filmen til en ekstra fortryllende og beundringsværdig oplevelse.
Efter at ha’ arbejdet på og omskrevet sit manuskript utallige gange over en længere årrække, lykkedes det endelig for Helen Childress, i samarbejde med den debuterende instruktør Ben Stiller, at få bakset en historie sammen som med tiden ikke blot ville opnå kultstatus, men også være en film der ville stå tilbage som den ultimative definition på 90’ernes generation X af drømmere, tvivlere, sofavælgere og generelle livsnydere i en selvreflekterende dannelsesrejse via fire unge midt i 20’ernes opgør med fortidens 80’er materialisme og popkultur, samt afklaring af deres ambivalente følelser om livet nu og her plus den alt for uoverskuelige fremtid.
Winona Ryder spiller produktionsassistenten Lelaina som, i de perioder hvor hun ikke enten hader sit job eller sin arrogante chef Grant Gubler, (John Mahoney), drømmer om en fremtid som dokumentarfilminstruktør, hvilket hun håbefuldt søger at nå med et parallelt hobby projekt i form af en videodagbog, der følger hendes tre venners, fra bofællesskabet, liv der bl.a. tæller slackeren, nihilisten og grunge-musikeren Troy, (Ethan Hawke), som hun er småforelsket i, salgsassistenten Vickie, (Jeanine Garafalo), der ikke kan få nogen af sine forhold til at fungere, og skuespileleven Sam, (Steve Zahn), der ud over at måtte kæmpe en trættende kamp for at få arbejde også lider et hårdt psykisk pres, fordi han stadig ikke er sprunget ud af skabet over for sine forældre. Da Lelaina ved et tilfælde støder ind i den åleglatte og kyniske tv-producer Michael, (Ben Stiller), der betragter verden udelukkende gennem kommercielle briller, la’ hun sig alligevel forføre af ham lidt i håb om, at han måske kan ta’ hende skridtet videre mod drømmejobbet. Men helt så nemt skal det selvfølgelig ikke komme til at gå, for pludselig melder den førhen så tilsyneladende ligeglade Troy sig på banen både for at vinde hendes hjerte men også for at sikre sig at hun, i overført betydning, ikke sælger sin sjæl til djævelen og forråder sig selv og sine venner hvis problemer efterhånden bliver større, da Sam endelig fortæller sin mor sandheden og Vickie får en ubehagelig besked om, at hun muligvis har fået AIDS.
Ben Stiller har, som jeg ser det, lavet en perfekt skildring af både tidsperioden og den generation han beskriver i en overbevisende blanding af drama og komedie med ægte, troværdige karakterer og problemstillinger vdr. karriere, kærlighed og generelt syn på fremtiden som jeg og sikkert mange andre der har set filmen og har samme alder, også vil kunne nikke genkendende til. Castet anført af en Winona Ryder, (der har beskrevet rollen, som den der ligner hende mest af alt hvad hun har lavet), og Ethan Hawke i topform, spiller alle særdeles fremragende og er selvfølgelig også en stor årsag til at filmen her 16 år senere stadig er stærkt anbefalelsesværdig.
Med både selvbiografien af samme navn og bogen ”Back On The Road : A Journey Through Latin America” af Alberto Granado under armen tog instruktør Walter Salles publikum med i sidevognen på en uforglemmelig roadmovie og dannelsesrejse gennem det eventyrlige men uforudsigelige sydamerikanske landskab, der via mange omveje og sideveje mod sin destination i Peru ville komme til at danne rammen for skabelseshistorien af en af de mest berømte revulotionshelte og marxister i skikkelse af frihedskæmperen Che Guevara og samtidig gi’ et indblik i den latinamerikanske folkesjæl.
Året er 1952 da den unge lægestuderende Ernesto ”Che” Guevara, (Gael Garcia Barnal), og hans gode ven Albert Granado, (Rodrigo De La Serna), på en varm sommerdag et semester før afslutningen af deres uddannelser, beslutter sig for at pakke sydfrugterne for sammen, på en charmerende skrammelbunke af en motorcykel de filosofisk og humoristisk døber La Ponderosa, (The Mighty One), at ta’ ud for at udfordre sig selv og møde nye mennesker på deres vej mod en lejr for spedalske i Peru, der er det egentlige formål med den lange rejse, som de begge håber på vil gi’ dem brugbare erfaringer med hjem, hvilke de kan bruge til deres fortsatte studier. Men hvad der starter som en munter drengerøvstur, med vilde styrt af den slags man vil ku grine af senere og et møde med et par varmblodede latinas, udvikler motorcykelferien sig til en udmagrende test på viljestyrke, da maskinen nær afgår ved døden og sender de to ungersvende på en detour af flere omgange ud i det barske landskab og sammenstød med en række mennesker, der for alvor vil sætte især Che’s opfattelse af de fattiges levevilkår og behandling fra det etablerede system i relief, hvoraf specielt hans kontroverser med de andre læger i lejren for de spedalske og et møde med de peruvianske bjergbønder foretager en stor og uudslettelig ændring af hans ideologiske overbevisning.
Jeg må indrømme, at jeg faldt pladask for ”The Motorcycle Diaries” første gang jeg så filmen, med dens stemningsfulde poetiske landskabsbilleder, (sublimt fotograferet af Eric Gautier), samt Gael Carcia Barnal og Rodrigo De La Serna’s charmerende skuespil og kemi sammen som øjeblikkelig tiltrækningskraft ind i en historie, der bare blev bedre og bedre som tiden skred frem. Umiddelbart er det ikke nogen nem opgave at sku vælge yndlingsscener ud, men hvis jeg så alligevel sku gøre det ville valgene falde på de tre vilde og kaotiske styrt, der både er imponerende stunts, men også er fascinerende pga. den store symbolik der ligger i dem og de ting de føre med sig. Højdepunktet for mig er dog konflikten i lejren, hvor Che trodser alle odds og udfører en bedrift af sådan en størrelse, der efterfølgende gør det forståeligt hvordan han senere opnåede legende status.
Efter lang tids opsparing af vidt forskellig art der udmundede sig samlet i sølle 27.575 dollars, besluttede barndomsvennerne Kevin Smith og Scott Mosier sig for langt om længe, med fælles hjælp fra diverse venner og familiemedlemmer, at gå i gang med et drømmeprojekt baseret på deres eget liv og omgangskreds af slackers, bonghoveder og andre muntre typer med handlingen placeret i og omkring den lokale døgnkiosk i New Jersey, hvor Smith arbejdede både før og under filmen som nabo til en lille videobiks, som også kom til at spille en central rolle i ”Clerks”, der senere skulle vise sig at blive en mega succes på alle fronter og startskuddet på Smiths nu legendariske og højt elskede View Askew univers.
Da en af de ansatte i døgneren Quick Stop uheldigvis melder sig syg, bliver den altid let påvirkelige og pligtopfyldende Dante, (Brian O’Halloran), straks ringet op af sin chef og lader sig, dog lettere irriteret og småfrustreret, overtale til af afbryde sin fridag for at ta’ af sted og passe biksen i nogle timer. Fremme bliver frustrationerne ikke ligefrem mindre da han opdager, at nogen har saboteret låsen til bygningens jerngitter og hastigt må han derfor bakse et ”I Assure You We are Open” skilt sammen for at lokke kunder i butikken. Undervejs sin betjening af alle mulige mere eller mindre belastende personager af surpissere, støderkonger, og folk med skumle bagtanker, hvoraf det ene fører til en mindre slåskamp, fordriver Dante tiden med at filosofere over Star Wars universet og sit kaotiske kærlighedsliv med sin bedste ven og kollega, Randall, (Jeff Anderson), fra videobiksen ved siden af, som bliver groft forsømt på bekostning af hans evne til at fortabe sig i deres hylende morsomme diskussioner om alt fra dødstjernens mulige ofre af uskyldige bygningsarbejdere og betydningen af en veludført blowjob. Som timerne skrider frem udvikler dagen sig mere og mere dramatisk, da Dantes ubeslutsomhed over om han skal vælge sin eks Caitlin, (Lisa Spoohauer), eller sin nye flamme, lasagne-tøsen Veronica, (Marilyn Ghigliotti), fører en lavine af kaotiske hændelser med sig, der er tæt på at lægge både The Quick Stop og hans venskab med Randall i ruiner.
Man kan vist roligt sige at Kevin Smiths charmerende bramfri sort/hvide komedie, (der var skræmmende tæt på at ha’ mistet et større publikum pga. en latterlig NC-17 rating som efter lidt juridisk tovtrækkeri heldigvis blev ændret til en R-rating), har vist sin klasse ved her 16 år efter stadig at ku’ få mig til at hulke af grin, specielt mht. til forløbet lige inden, under og efter scenerne med den gamle mand og pornobladet der udspiller sig som bragende godt bevis på Smiths evne til at time en joke og levere en punchline, men dog mest af alt pga. sin ekstremt velskrevne og veludførte dialog fremført med imponerende overbevisning af O’Halloran og ikke mindst debutanten Anderson, der holder de små vignetter sammen på mesterlig vis så filmen, trods at være fragmenteret, på intet tidspunkt virker hverken klodset eller rodet fortalt. ”Clerks” indskriver sig dermed som en af de bedste komedier fra starten af 90’erne og klassiker statusen er derfor fuld ud berettiget.
Med kombinationen af tre generationer af skuespillere ; hhv. garvede veteraner, datidens stjernenavne, plus to stortalenter på vej, samt underlægningsmusik af David Lynch hofkomponist Angelo Badalamenti og ikke mindst et verdensklasse manuskript af John Hughes, havde instruktør Jeremiah Chechik i slutningen af 80’erne samlet alle de rigtige ingredienser til at fremtrylle én af, ja hvis ikke den absolut bedste julekomedie nogensinde lavet som samtidig også, efter min mening, var den bedste og sjoveste i serien om den spektakulært uheldige familien Grisworld.
Det allerførste man skal ha’ på plads for at sikre sig, at man kommer i den rette stemning er på klassisk traditionel vis et hyggeligt og grandduftende juletræ og helst et af den slags der oser af nybyggeri og vild natur. Så derfor beslutter familiens godmodige patriark Clark, (Chevy Chase), at slæbe sin kone Ellen, (Beverly D’Angelo), samt børnene Russ & Audrey, (Johnny Galecki og Juliet Lewis), med ud på bøhlandet hvor de hurtigt kommer i problemer, da Clark provokere et par rednecks til at køre om kap. Efter et mindre flyve og vandretur der er den ene af to referencer til 1’eren, (den anden omhandler en swimmingpool og nøgensvømning), er de på mirakuløs vis hjemme igen med træet, og så er det ellers blevet tid til at få fyret godt op i pejsen, købt de sidste par gaver og sat skik på huset inden bedsteforældrene dukker op for at tilbringe juledagene hos dem. 25.000! små besværlige el-pærer senere, et par nærdødsoplevelser på taget, plus diverse skænderier med de snoppede naboer Todd & Margo, er Clark og co. endelig klar til den store aften som bliver yderligere beriget, eller snare forværret, da både den luddovne Fætter Eddie, (Randy Quaid), og hans familie, samt den svært negative Onkel Lewis, den totalt senile tante Bethany og en surprise guest star dukker op og skaber nærmest apokalyptiske tilstande, samtidig med at Clark i al hemmelighed mere end anspændt går og venter på at den store julebonus fra firmaet popper ind af brevsprækken.
”Fars Fede Juleferie” er i al sin enkelthed en fremragende og langtidsholdbar komedie, skrevet med skarp observans af John Hughes der, trods det at flere scener naturligvis bliver kørt ud på overdrevet, rammer plet i sine beskrivelser af julens hyggelige men ofte hektiske, stressfyldte og kaotiske dage især i de scener hvor den øvrige del af familien kigger forbi. Selv om Randy Quaid’s Fætter Eddie unægtelig er en herlig karakter der fylder godt i billedet, ja så holder jeg nu alligevel mest af Chevy Chases skuespil i filmen, som er noget af det bedste og sjoveste han har præsteret, med Clarks afsluttende monolog/raserianfald som en klassisk scene af den slags man vil huske for evigt med et kæmpe smil. :D
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#131 MOVIE1000 14 år siden
#132 Herrguth 14 år siden
Scream - 5/6
Eyes Wide Shut - 4/6
Thirteen conversations about one thing - 4/6
#133 Bobby Singer 14 år siden
Undskylder lige for off-topic. :)
#134 Herrguth 14 år siden
Kender i siden RateYourMusic.com?
Der kan man også lave lister, og de har netop opstartet en film-del, hvor man også kan lave lister over sine yndlingsfilm.
Jeg har intet med siden at gøre, ud over at jeg selv har en bruger der. Men det kunne da være sjovt også at se jeres lister på den side, hvor man kan have dem stående, og efterhånden opdatere dem som listen bliver offentliggjort på filmz.
Og så er det også let at redigere i sin topliste, efterhånden som man får set flere film, som man synes fortjener en plads på sin egen liste.
Bare et forslag. :D
#135 BN 14 år siden
Tak for tippet. :-)
#136 Herrguth 14 år siden
Hvis man er interesseret, så har jeg i dag prøvet at lave en liste med mine yndlings gysere p RateYourMusic.com.
Mit brugernavn er det samme som her.
#137 filmz-Bruce 14 år siden
#138 Lord Beef Jerky 14 år siden
Scream - 4-5/6
Rigtig fine film!
#139 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0251950217...
Baseret på hvad man roligt kan kalde for Jane Austens mest populære bog, filmatiseret seks gange tidligere med bl.a. den noget ujævne Laurence Olivier version fra 1940 og senere med stor succes i den mere loyale Tv-serie fra 1995, besluttede Joe Wright sig for at gi’ den højt elskede fortælling om den rebelske Elizabeth Bennet endnu en chance på det store lærred. Og det skulle efterfølgende vise sig at være en usandsynlig god ide, for filmen blev taget overordentligt godt imod af både anmeldere samt publikum og gav desuden Wright en velfortjent BAFTA i Most promising newcomer kategorien.
Med tankerne på at de begge er oppe i årene og at tiden som forpagtere af gården Loungborn, der står til øjeblikkelig overtagelse af arvingen, den slibrige Mr. Collins, (Tom Hollander), gør Mrs. Bennet, (Brenda Blethyn), alt hvad hun kan for at få giftet deres fem døtre væk i tide, så de er sikret en fremtid i sikre rammer hos en mand, der kan forsøge dem begge. Den idé er de fire af pigerne omgående med på, da de i forvejen lige siden de var små brændende har ventet på, at dagen hvor de skulle giftes væk med prinsen på den hvide hest nærmest har været ubærlig. Til næsten alles undren deles samme begejstring dog på igen måde af Elizabeth, (Keira Knightly), der lettere små irriteret over de andres manglende fantasi og selvstændighed men modsat vilde lyst til blindt at følge det fastlagte regelsæt for fremtiden, nægter at følge sin mors ordre for i stedet, bakket op af hendes mere fleksible far, (Donald Sutherland), at gøre det klart og tydeligt at hun frem for at få sit liv dikteret hellere vil lade sit hjerte guide hende mod sin udkårne, hvem end det så måtte være, hvilket senere fører hende i armene på den charmerende men kryptiske rigmand Mr. Darcy, (Matthew Macfadyen), og hans omgangskreds af venner og fjender i et uforudsigeligt kærlighedsdrama af episke proportioner.
Joe Wrights ”Pride & Prejudice” er ganske enkel en formidabel god film i samtlige facetter og giver udtryk for en instruktør, der besidder et eminent stort talent og overblik for at kombinere det visuelle med det fortællermæssige på lige højt niveau, som han efterfølgende lige satte en tyk streg under med den endnu bedre ”Atonement”, ligeledes med en pragtpræstation af den smukke og karismatiske Keira Knightly i hovedrollen. Selv om hun i begge film er omgivet af et cast af fremragende skuespillere, ja så formår hun alligevel at stråle over dem alle på en måde, der gør filmen til en ekstra fortryllende og beundringsværdig oplevelse.
(104) : Reality Bites, 1994
http://www.axelmusic.com/productDetails/0251923827...
http://www.axelmusic.com/productDetails/8869748927...
Efter at ha’ arbejdet på og omskrevet sit manuskript utallige gange over en længere årrække, lykkedes det endelig for Helen Childress, i samarbejde med den debuterende instruktør Ben Stiller, at få bakset en historie sammen som med tiden ikke blot ville opnå kultstatus, men også være en film der ville stå tilbage som den ultimative definition på 90’ernes generation X af drømmere, tvivlere, sofavælgere og generelle livsnydere i en selvreflekterende dannelsesrejse via fire unge midt i 20’ernes opgør med fortidens 80’er materialisme og popkultur, samt afklaring af deres ambivalente følelser om livet nu og her plus den alt for uoverskuelige fremtid.
Winona Ryder spiller produktionsassistenten Lelaina som, i de perioder hvor hun ikke enten hader sit job eller sin arrogante chef Grant Gubler, (John Mahoney), drømmer om en fremtid som dokumentarfilminstruktør, hvilket hun håbefuldt søger at nå med et parallelt hobby projekt i form af en videodagbog, der følger hendes tre venners, fra bofællesskabet, liv der bl.a. tæller slackeren, nihilisten og grunge-musikeren Troy, (Ethan Hawke), som hun er småforelsket i, salgsassistenten Vickie, (Jeanine Garafalo), der ikke kan få nogen af sine forhold til at fungere, og skuespileleven Sam, (Steve Zahn), der ud over at måtte kæmpe en trættende kamp for at få arbejde også lider et hårdt psykisk pres, fordi han stadig ikke er sprunget ud af skabet over for sine forældre. Da Lelaina ved et tilfælde støder ind i den åleglatte og kyniske tv-producer Michael, (Ben Stiller), der betragter verden udelukkende gennem kommercielle briller, la’ hun sig alligevel forføre af ham lidt i håb om, at han måske kan ta’ hende skridtet videre mod drømmejobbet. Men helt så nemt skal det selvfølgelig ikke komme til at gå, for pludselig melder den førhen så tilsyneladende ligeglade Troy sig på banen både for at vinde hendes hjerte men også for at sikre sig at hun, i overført betydning, ikke sælger sin sjæl til djævelen og forråder sig selv og sine venner hvis problemer efterhånden bliver større, da Sam endelig fortæller sin mor sandheden og Vickie får en ubehagelig besked om, at hun muligvis har fået AIDS.
Ben Stiller har, som jeg ser det, lavet en perfekt skildring af både tidsperioden og den generation han beskriver i en overbevisende blanding af drama og komedie med ægte, troværdige karakterer og problemstillinger vdr. karriere, kærlighed og generelt syn på fremtiden som jeg og sikkert mange andre der har set filmen og har samme alder, også vil kunne nikke genkendende til. Castet anført af en Winona Ryder, (der har beskrevet rollen, som den der ligner hende mest af alt hvad hun har lavet), og Ethan Hawke i topform, spiller alle særdeles fremragende og er selvfølgelig også en stor årsag til at filmen her 16 år senere stadig er stærkt anbefalelsesværdig.
(103) : The Motorcycle Diaries, 2004
http://www.axelmusic.com/productDetails/0659352078...
Med både selvbiografien af samme navn og bogen ”Back On The Road : A Journey Through Latin America” af Alberto Granado under armen tog instruktør Walter Salles publikum med i sidevognen på en uforglemmelig roadmovie og dannelsesrejse gennem det eventyrlige men uforudsigelige sydamerikanske landskab, der via mange omveje og sideveje mod sin destination i Peru ville komme til at danne rammen for skabelseshistorien af en af de mest berømte revulotionshelte og marxister i skikkelse af frihedskæmperen Che Guevara og samtidig gi’ et indblik i den latinamerikanske folkesjæl.
Året er 1952 da den unge lægestuderende Ernesto ”Che” Guevara, (Gael Garcia Barnal), og hans gode ven Albert Granado, (Rodrigo De La Serna), på en varm sommerdag et semester før afslutningen af deres uddannelser, beslutter sig for at pakke sydfrugterne for sammen, på en charmerende skrammelbunke af en motorcykel de filosofisk og humoristisk døber La Ponderosa, (The Mighty One), at ta’ ud for at udfordre sig selv og møde nye mennesker på deres vej mod en lejr for spedalske i Peru, der er det egentlige formål med den lange rejse, som de begge håber på vil gi’ dem brugbare erfaringer med hjem, hvilke de kan bruge til deres fortsatte studier. Men hvad der starter som en munter drengerøvstur, med vilde styrt af den slags man vil ku grine af senere og et møde med et par varmblodede latinas, udvikler motorcykelferien sig til en udmagrende test på viljestyrke, da maskinen nær afgår ved døden og sender de to ungersvende på en detour af flere omgange ud i det barske landskab og sammenstød med en række mennesker, der for alvor vil sætte især Che’s opfattelse af de fattiges levevilkår og behandling fra det etablerede system i relief, hvoraf specielt hans kontroverser med de andre læger i lejren for de spedalske og et møde med de peruvianske bjergbønder foretager en stor og uudslettelig ændring af hans ideologiske overbevisning.
Jeg må indrømme, at jeg faldt pladask for ”The Motorcycle Diaries” første gang jeg så filmen, med dens stemningsfulde poetiske landskabsbilleder, (sublimt fotograferet af Eric Gautier), samt Gael Carcia Barnal og Rodrigo De La Serna’s charmerende skuespil og kemi sammen som øjeblikkelig tiltrækningskraft ind i en historie, der bare blev bedre og bedre som tiden skred frem. Umiddelbart er det ikke nogen nem opgave at sku vælge yndlingsscener ud, men hvis jeg så alligevel sku gøre det ville valgene falde på de tre vilde og kaotiske styrt, der både er imponerende stunts, men også er fascinerende pga. den store symbolik der ligger i dem og de ting de føre med sig. Højdepunktet for mig er dog konflikten i lejren, hvor Che trodser alle odds og udfører en bedrift af sådan en størrelse, der efterfølgende gør det forståeligt hvordan han senere opnåede legende status.
(102) : Clerks, 1994
http://www.axelmusic.com/productDetails/7869362391...
Efter lang tids opsparing af vidt forskellig art der udmundede sig samlet i sølle 27.575 dollars, besluttede barndomsvennerne Kevin Smith og Scott Mosier sig for langt om længe, med fælles hjælp fra diverse venner og familiemedlemmer, at gå i gang med et drømmeprojekt baseret på deres eget liv og omgangskreds af slackers, bonghoveder og andre muntre typer med handlingen placeret i og omkring den lokale døgnkiosk i New Jersey, hvor Smith arbejdede både før og under filmen som nabo til en lille videobiks, som også kom til at spille en central rolle i ”Clerks”, der senere skulle vise sig at blive en mega succes på alle fronter og startskuddet på Smiths nu legendariske og højt elskede View Askew univers.
Da en af de ansatte i døgneren Quick Stop uheldigvis melder sig syg, bliver den altid let påvirkelige og pligtopfyldende Dante, (Brian O’Halloran), straks ringet op af sin chef og lader sig, dog lettere irriteret og småfrustreret, overtale til af afbryde sin fridag for at ta’ af sted og passe biksen i nogle timer. Fremme bliver frustrationerne ikke ligefrem mindre da han opdager, at nogen har saboteret låsen til bygningens jerngitter og hastigt må han derfor bakse et ”I Assure You We are Open” skilt sammen for at lokke kunder i butikken. Undervejs sin betjening af alle mulige mere eller mindre belastende personager af surpissere, støderkonger, og folk med skumle bagtanker, hvoraf det ene fører til en mindre slåskamp, fordriver Dante tiden med at filosofere over Star Wars universet og sit kaotiske kærlighedsliv med sin bedste ven og kollega, Randall, (Jeff Anderson), fra videobiksen ved siden af, som bliver groft forsømt på bekostning af hans evne til at fortabe sig i deres hylende morsomme diskussioner om alt fra dødstjernens mulige ofre af uskyldige bygningsarbejdere og betydningen af en veludført blowjob. Som timerne skrider frem udvikler dagen sig mere og mere dramatisk, da Dantes ubeslutsomhed over om han skal vælge sin eks Caitlin, (Lisa Spoohauer), eller sin nye flamme, lasagne-tøsen Veronica, (Marilyn Ghigliotti), fører en lavine af kaotiske hændelser med sig, der er tæt på at lægge både The Quick Stop og hans venskab med Randall i ruiner.
Man kan vist roligt sige at Kevin Smiths charmerende bramfri sort/hvide komedie, (der var skræmmende tæt på at ha’ mistet et større publikum pga. en latterlig NC-17 rating som efter lidt juridisk tovtrækkeri heldigvis blev ændret til en R-rating), har vist sin klasse ved her 16 år efter stadig at ku’ få mig til at hulke af grin, specielt mht. til forløbet lige inden, under og efter scenerne med den gamle mand og pornobladet der udspiller sig som bragende godt bevis på Smiths evne til at time en joke og levere en punchline, men dog mest af alt pga. sin ekstremt velskrevne og veludførte dialog fremført med imponerende overbevisning af O’Halloran og ikke mindst debutanten Anderson, der holder de små vignetter sammen på mesterlig vis så filmen, trods at være fragmenteret, på intet tidspunkt virker hverken klodset eller rodet fortalt. ”Clerks” indskriver sig dermed som en af de bedste komedier fra starten af 90’erne og klassiker statusen er derfor fuld ud berettiget.
(101) : Fars Fede Juleferie, 1989
http://www.axelmusic.com/productDetails/8839290749...
Med kombinationen af tre generationer af skuespillere ; hhv. garvede veteraner, datidens stjernenavne, plus to stortalenter på vej, samt underlægningsmusik af David Lynch hofkomponist Angelo Badalamenti og ikke mindst et verdensklasse manuskript af John Hughes, havde instruktør Jeremiah Chechik i slutningen af 80’erne samlet alle de rigtige ingredienser til at fremtrylle én af, ja hvis ikke den absolut bedste julekomedie nogensinde lavet som samtidig også, efter min mening, var den bedste og sjoveste i serien om den spektakulært uheldige familien Grisworld.
Det allerførste man skal ha’ på plads for at sikre sig, at man kommer i den rette stemning er på klassisk traditionel vis et hyggeligt og grandduftende juletræ og helst et af den slags der oser af nybyggeri og vild natur. Så derfor beslutter familiens godmodige patriark Clark, (Chevy Chase), at slæbe sin kone Ellen, (Beverly D’Angelo), samt børnene Russ & Audrey, (Johnny Galecki og Juliet Lewis), med ud på bøhlandet hvor de hurtigt kommer i problemer, da Clark provokere et par rednecks til at køre om kap. Efter et mindre flyve og vandretur der er den ene af to referencer til 1’eren, (den anden omhandler en swimmingpool og nøgensvømning), er de på mirakuløs vis hjemme igen med træet, og så er det ellers blevet tid til at få fyret godt op i pejsen, købt de sidste par gaver og sat skik på huset inden bedsteforældrene dukker op for at tilbringe juledagene hos dem. 25.000! små besværlige el-pærer senere, et par nærdødsoplevelser på taget, plus diverse skænderier med de snoppede naboer Todd & Margo, er Clark og co. endelig klar til den store aften som bliver yderligere beriget, eller snare forværret, da både den luddovne Fætter Eddie, (Randy Quaid), og hans familie, samt den svært negative Onkel Lewis, den totalt senile tante Bethany og en surprise guest star dukker op og skaber nærmest apokalyptiske tilstande, samtidig med at Clark i al hemmelighed mere end anspændt går og venter på at den store julebonus fra firmaet popper ind af brevsprækken.
”Fars Fede Juleferie” er i al sin enkelthed en fremragende og langtidsholdbar komedie, skrevet med skarp observans af John Hughes der, trods det at flere scener naturligvis bliver kørt ud på overdrevet, rammer plet i sine beskrivelser af julens hyggelige men ofte hektiske, stressfyldte og kaotiske dage især i de scener hvor den øvrige del af familien kigger forbi. Selv om Randy Quaid’s Fætter Eddie unægtelig er en herlig karakter der fylder godt i billedet, ja så holder jeg nu alligevel mest af Chevy Chases skuespil i filmen, som er noget af det bedste og sjoveste han har præsteret, med Clarks afsluttende monolog/raserianfald som en klassisk scene af den slags man vil huske for evigt med et kæmpe smil. :D
#140 wimmie 14 år siden
Pride & Prejudice fandt jeg deværre ikke så interessant...ikke dårlig, bare lidt kedelig (måske genren bare ikke er mig?)
Fars fede juleferie er dejlig fjollet - og naturligvis en juleklassiker.