Ja så er jeg nået halvvejs med listen, så her kommer filmene fra 200 - 101 :)
200. Friday The 13’th – Part II 199. Very Bad Things 198. Flirting With Disaster 197. DareDevil – Directors Cut 196. Dark of The Sun 195. Bad Lieutenant – 1992 194. Lulu On The Bridge 193. Happy Accidents 192. Midnight Run 191. Jason And The Argonauts 190. Planes, Traines And Automobiles 189. The Last Seduction 188. Way of The Gun 187. The Paper 186. Return of The Living Dead 185. Streets of Fire 184. Jeepers, Creepers 183. The Descent 182. Saving Face 181. Spartan 180. The Royal Tennenbaums 179. Alligator 178. Falling In Love 177. War of The Worlds – 1953 176. The Cell 175. Pump Up The Volume 174. Romeo + Juliet 173. Gentleman’s Agreement 172. Donnie Brasco 171. The Prisoner of Second Avenue 170. Nobody’s Fool 169. Ginger Snaps Back – The Beginning 168. Blue Velvet 167. The Fortune Cookie 166. Foreign Correspondent 165. The China Syndrome 164. Clueless 163. The Naked Spur 162. The King of Comedy 161. Child’s Play 160. Girl On The Bridge 159. Cop Land 158. Southland Tales 157. Midnight Cowboy 156. Fire 155. Fight Club 154. Glengary Glen Ross 153. Heathers 152. Cypher 151. Existenz
150. Shelter 149. Bound 148. Mystic River 147. Bananas 146. It’s All About Love 145. Savior 144. Titan A.E. 143. What’s Eating Gilbert Grape 142. The Stranger 141. The Killing Fields 140. Escape From New York 139. The 39 Steps 138. Gattaca 137. Benny & Joon 136. The Piano 135. Head On 134. The Apartment 133. Chicago 132. Sweet and Lowdown 131. Carrie 130. Grosse Point Blank 129. The Straight story 128. Crimes and Misdemeanors 127. Dancer In The Dark 126. The Incredible True Adventure of Two Girls In Love 125. The Manchurian Candidate - 1962 124. American Psycho 123. The Wild Bunch 122. Girl, Interrupted 121. If These Walls Could Talk 2 120. The Air I Breathe 119. Kissing Jessica Stein 118. Wrong Turn 117. 30 days of Night 116. Chance 115. Duel 114. Things You Can Tell Just By Looking at Her 113. Lethal Weapon 112. Shane 111. Lost and Delirious 110. Eyes Wide Shut 109. Charade 108. Scream 107. Thirteen Conversations About One Thing 106. Save Me 105. Pride & Prejudice - 2005 104. Reality Bites 103. The Motorcycle Diaries 102. Clerks 101. Christmas Vacation – Fars Fede Juleferie
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Med sin opdaterede fortolkning af den berømte franske novelle fra 1782, ”Les Liasons Dangereuses”, filmatiseret to gange tidligere tro mod tidsperioden med hhv. Stephen Frears fremragende ”Dangerous Liasons” fra 1988 og Milos Formans knap så overbevisende “Valmont” fra 1989, beviste Robert Kumble overfor alle skeptikere, at han sagtens ku’ placere historien i moderne high society omgivelser med et stort set udelukkende ungt cast og stadig beholde essensen af det, der gjorde den oprindelige fortælling så fascinerende. ”Cruel Intentions” blev i øvrigt også første gang at Sarah Michelle Gellar prøvede kræfter med en skurkerolle, og det må man sige hun gjorde særdeles godt, for hendes præstation her er i mine øjne det suverænt bedste hun har leveret på det store lærred.
I et nøje planlagt hævnforsøg rettet mod sin ekskæreste, som i stedet har forelsket sig i den charmerende kiksede Cecile, (Selma Blair), sætter den skruppelløse og dybt manipulerende rigmandsdatter Kathryn Merteuil, (Sarah Michelle Gellar), alle sejl til for at få ham og hans nye flamme ned med nakken og indleder derfor et venskab, der skal udnytte Ceciles naivitet og mangel på seksuel erfaring til at ødelægge hendes ry og samtidig gi’ Kathryns eks en lærestreg han sent vil glemme. Samtidig her hendes stedbror, den kvindebedårende Sebastian Valmont, (Ryan Phillippe), planer om forfølge en uimodståelig erobring i skikkelse af den smukke Annette, (Reese Witherspoon), og indgår lettere modvilligt et væddemål med sin lumre stedsøster, der lægger sig selv i vinderpuljen som han kan gøre med som han lyster hvis han vinder, men modsat må vinke farvel til sin vintage jaguar sportsbil i det tilfælde af at han sku’ tabe.
Ude af stand til at forestille sig at nogen sku’ ku’ modstå hans sexede charme, kaster Sebastian sig selvsikkert ud i at score sin udkårne, men uheldigvis for ham er hun allerede blevet advaret imod hans casanova agtige fremfærd igennem moderens veninde, som tilfældigvis viser sig at være Ceciles mor, og bliver derfor blankt afvist selv om både han og Annette tydeligvis har oprigtigt stærke følelser for hinanden. Hævngerrig over den fejlslagne mission slår han derfor pjalterne sammen med Kathryn for at destruere den stakkels uskyldige Cecile som straf for moderens afsløringer, men kan stadig ikke slippe tankerne ang. Annette, der pludselig indser at hun virkelig elsker ham, hvilket Kathryn opdager og gør alt for at sabotere i et nederdrægtigt og udspekuleret erotisk spil, der får store konsekvenser for alle involverede.
Som man sikkert kan fornemme, er der rigeligt med intriger og dobbeltspil i ”Cruel Intentions” til at holde ens opmærksomhed fanget og kan umiddelbart virke en kende forvirrende at holde redde på, men er det ikke så længe man vel at mærke sørger for at holde koncentrationen intakt. Historien er virkelig velskrevet og skuespillet endnu bedre ikke mindst fra de tre hovedroller, hvor især Sarah Michelle Gellar er helt igennem forrygende ondskabsfuld som den dampende erotiske Kathryn og levere sine replikker med skiftevis forførende attitude og overlegen arrogance, som man kender det bedst fra de klassiske femme fatales i filmnoir’ens storhedstid. Filmen er i øvrigt også kendt for det nu berømte og berygtede kys mellem Gellar og Selma Blair, som de to skuespillerinder efterfølgende vandt en MTV ”Best Kiss” Award for året efter.
På vej hjem i en taxa fra lufthavnen i Sydney fik den dengang kun 17 årige Stuart Beattie, inspireret af sin samtale med chaufføren, en ide til et film om en kynisk og udspekuleret lejemorder som senere da han læste på universitet blev finjusteret og udvidet til et komplet manuskript, hvilket han døbte ”The Last Domino”. Mange år senere efter at projektet først var blevet droppet af HBO for dernæst at blive opkøbt af Dreamworks og op til flere skuespillere og instruktører havde krydset dets vej, endte manuskriptet til sidst via Russell Crowe, som måtte springe fra igen pga. andre projekter, i hænderne på Michael Mann der straks tog kontakt til Tom Cruise, som ikke var mange sekunder om at takke ja til et samarbejde med den legendariske instruktør samt muligheden for endelig at ku’ udfolde sig i en skurkerolle. Resten af castingen faldt herefter på plads og den oprindelige location New York udskiftet med L.A., og så var scenen langt om længe sat for en af Mann og Cruises bedste præstationer.
For den hårdarbejdende taxa-chauffør Max, (Jamie Foxx), der håber på at få sin egen limousine udlejningsforretning, starter dagen ganske fredsommeligt da han samler sin første kunde, anklageren Annie Farrel, (Jada Pinkett-Smith), op. Undervejs på turen mod hendes advokatkontor falder de to hurtigt i en flirtende snak, hvor han fortæller hende om sine drømme og hun om en opslidende mafia sag som endelig ser ud til at gi’ bonus, da det er lykkedes at få overtalt en række betydningsfulde vidner. De skilles og hun gir ham smilende sit kort, hvorpå han fortsætter på sin rute og til sin næste kunde, ”forretningsmanden” Vincent, (Tom Cruise), der med sin charmerende fremtoning og mere end generøse tilbud om at hyre Max for resten af natten til en nøje udvalgt rute gennem byen, overbeviser den tvivlende chauffør der med tankerne på sin fremtidsplaner lader sig friste af de mange penge.
Men efter første stop der ender i hvad der umiddelbart ligner et selvmord går det op for Max, da Vincent efterfølgende bliver tvunget til at afsløre sin sande identitet, at han befinder sig midt i et omfattende mordkomplot, der ikke synes at være nogen vej ud af igen, specielt ikke med en pistolsvingende dræbermaskine som medpassager. Mens det umage makkerpar fortsætter derouten ud i det pulserende natteliv, der bl.a. involvere et møde med gangsterbossen Felix, (Javier Bardem), og undervejs udveksler filosofiske betragtninger om livet generelt, optager den ihærdige kriminalbetjent Fanning, (Mark Ruffalo), jagten på dem og lægger yderligere pres på, hvad der senere udvikler sig til at blive en både fysik og psykisk duel mellem de to enspændere, der under overfladen begge deler drømmen om en bedre tilværelse.
Til ”Collateral” valgte Michael Mann som et pionerisk eksperiment at bruge HD- kamera teknik til størstedelen af optagelserne for på den måde at gi’ filmen et mere råt, realistisk og dokumentarisk præg og det må siges at være godt tænkt, for det gir nemlig hele historien og spillet mellem de to hovedroller en ekstra snert af saft og kraft, som i høj grad bliver leveret af skuespillerne især Tom Cruise der af uforklarlige årsager, modsat kollegaen Jamie Foxx, blev skammeligt overset da der sku uddeles oscarnomineringer. Cruise er bragende god i rollen som lejemorderen Vincent og formår at skildre karakteren på så overbevisende en måde, at man både frygter og har stor sympati for ham, præcis som det også var tilfældet med Robert De Niros karakter i ”Heat”. Vi ser eksempler på de sympatiske træk i hans dialoger med Max, hvor man får fornemmelsen af hvor fortabt han i virkeligheden er og eksempler på det stik modsatte bedst illustreret i den klassiske action-scene sat i den koreanske natklub, hvor Cruise til tonerne af Paul Okenfeldts ”Ready, Steady, Go” skærer sig gennem mængden som en målrettet kampmaskine, der hårdt og brutalt eliminere samtlige trusler på sin vej. ”Collateral” er fremragende og intelligent udført action af højeste kaliber og hvis man ikke allerede har set denne perle, så anbefaler jeg at man fluks hiver dankortet frem og får den hjem til samlingen.
I starten af 90’erne blev slashergenren, efter utallige mindre succesfulde sequels til de tre førende serier ”Halloween”, ”Friday The 13’th” og ”Nightmare On Elm Street” samt op til flere middelmådige kloner af selv samme, mere eller mindre erklæret for stendød og udtømt for idéer, da en af genrens grundfaddere Wes Craven, som længe havde været stærkt utilfreds med den humoristiske retning hans ”Nightmare” serie havde taget, bestemte sig for at ville sætte et ordentligt punktum der efterfølgende skulle vise sig, med sine mange kreative input og meta-manuskript, også at blive det energiboost som atter ville bringe slasheren tilbage på sporet som en af de mest populære genre.
På settet til den 7’ende film i rækken om den overnaturlige barnemorder ender dagens optagelser i det totale kaos, da den nydesignede handske normalt placeret på Freddy Kruegers hånd pludselig får sit helt eget liv og går på et blodigt bersærker togt, der ender med at ta’ livet af den ene af de to speciel-effekt folk, der har kreeret den. I samme sekund som Wes Craven desperat forsøger at få styr på situationen, vågner hans final girl Heather Langenkamp op med et skrig hjemme hos sig selv efter at ha’ haft mareridt om den forrige hændelse samtidig med at et mindre jordskælv rammer L.A. og overbeviser sig selv om, da hun ser rifterne på hendes mands, der er en del af det tekniske hold på filmen, trøje, at det må være derfra skaderne er sket.
Dagen efter erfarer hun under en samtale med sin man Chase, (David Newsom), i den anden ende af byen, at en af folkene på part 7’s produktion er fundet dræbt og da hun selv tidligere har været udsat for generende telefonopkald fra en med Kruegers stemme, samt hendes lille søn Dylan, (Miko Hughes), også har haft besynderlige mareridt, begynder hun så småt at spekulere på om hun er ved at blive sindssyg. Efter et talkshow hvor hende og Robert Englund, (klædt ud som Krueger), er blevet inviteret for at fejre seriens 10 års jubilæum, stiger nervøsiteten hos Heather da gyser ikonets skygge synes at gi’ udtryk for en hel ny, ondskabsfuld og mere udspekuleret variant som hun senere, efter samtaler med både Englund, producer Robert Shay og Wes Craven, erfarer alle har været plaget af mareridt fra the new evil under udarbejdelsen af Cravens manuskript, hvilket han er i færd med at skrive sideløbende med at Heather nu en allersidste gang må træde i karakter som ”Nightmare On Elm Streets” final girl Nancy Thompson, for at sikre sin egen families overlevelse i et epokegørende opgør mod Krueger midt imellem virkeligheden og fiktionens verden.
Man kan roligt sige, at Craven på ingen måde er sprunget over hvor gæret er lavest i dette afsluttende kapitel i ”Nightmare” sagaen med et plot, som ud over at ha’ masser af opfindsomme og veludførte referencer til den originale film integreret i handlingen, bliver ved med at udfordre tilskuerens opfattelsesevne i takt med at historiens koncept konstant skifter frem og tilbage mellem de to verdener, hvilket kræver fuld opmærksomhed for at undgå, at man føler sig total lost. I et manuskript så komplekst som dette tænkte jeg, at der selvfølgelig måtte være et plot-hul eller to. Men jeg har nu efter flere gennemsyn ikke ku’ få øje på nogen og det er der også en god grund til, for Craven havde nemlig siden 1986, (hvor han præsenterede en variant over 7’erens manus som dog blev afvist fordi New line Cinema synes det var for forvirrende), gået og finjusteret på historien og stod derfor klar i 1994 med et perfekt udført manuskript, som det på imponerende vis lykkedes ham at transformere til den mest opfindsomme og intelligente film i hel slashergenrens historie. En bedrift som selv Freddy Krueger måtte lette på hatten over.
Så er det blevet tid til en film fra John Sturges, (”The Magnificent Seven” og ”The Great Escape”), i skikkelse af hans post WWII klassiker der mikser de bedste elementer fra westerngenren med det traditionelle krimi/thriller mysterium man kender fra filmnoir genren på en elegant facon, som fornemt understøtter filmens humanistiske budskaber og samtidig sørger for at holde spændingsniveauet intakt hele vejen igennem den forholdsvis let genkendelige præmis, hvor en kryptisk fremmed dukker op nærmest ud af det blå og skaber ravage i et samfund, der for længst har givet op mod overmagten og som stille og roligt, dog modvilligt, har valgt at lade sig undertrykke.
Året er 1945, kort efter anden verdenskrigs afslutning, da veteranen John J. Macreedy, (Spencer Tracy), stiger af toget i den lille soveby Black Rock hvis fåtallige indbyggeres nysgerrighed omgående bliver vakt, da den mystiske fremmede klædt helt i sort gør sin entre på det lokale hotel. Da han efterfølgende forklarer, at han er kommet for at besøge en gammel soldater-kammerats far ved navn Komoko for at overrække ham sønnens æresmedalje i en aktion der redde Macreedys liv, skifter stemningen pludselig fra anspændt til ubehagelig, da byens selvudnævnte leder Reno Smidt, (Robert Ryan), og en af hans håndlangere, (Lee Marvin), lettere truende forsøger at overtale ham til at indstille sit forehavende ved at påstå, at japseren for længst er flyttet til en anden by.
Men den hårdhudede Macreedy er ikke lige sån at slå ud af kurs, så han fortsætter sin efterforskning sikker på at noget er rav ruskende galt og bliver hurtigt herefter bekræftet i sin mistanke, da han erfare at Komoko er død og at ingen tilsyneladende har hverken mod eller lyst til at forklare om de nærmere omstændigheder. Mens han frustreret prøver at få opbakning fra de skræmte borgere, gør Smidt og hans mænd, (der også tæller Ernest Bognine), sit til for at gøre hans ophold så besværligt som overhoved muligt og Macreedy må snart indse, at hans skæbne er overladt helt i egne hænder i hans jagt, der også bliver en personlig form for terapi, på af afdække mysteriet bag dødsfaldet som afsløres i al sin grusomme rædsel i det afsluttende opgør.
”Bad Day at Black Rock” fungerer upåklageligt som spændingsfilm, men mindst ligeså effektivt som en studie af efterkrigstidens psykiske ar hos de soldater der vendte hjem, (skildret med sublimt underspil af Spencer Tracy), sat op imod den efterfølgende racisme og forfølgelse rettet mod herboende japanere som fandt sted i USA, under påskud af at de sympatiserede med det japanske militær, der var i ledtog med nazisterne, hvilket afspejles i særdeleshed hos karakteren Reno Smidt, (Robert Ryan i endnu en stærkt spillet skurkerolle), hvis motiver udspringer af et for ham uforløst had. I linket til youtube har jeg fundet en af de bedste scener fra filmen frem som er forholdsvis traditionel, men hvis underliggende tema om had til det fremmede, i det her tilfælde det japanske, får en ekstra dimension ved det at Macreedy bruger en kampteknik fra fjenden til at slå sine egne landsmænd med.
I godt og vel 4 år havde instruktør Katherine Brooks og filmens ene hovedrolleindehaver Erin Kelly udvekslet utallige idéer med hinanden, inden det endelig lykkedes for dem at nå frem til et manuskript de begge helhjertet ku’ stå inde for og som i sidste ende var ventetiden værd, fordi det betød et værk der, trods sin fastlåste handling i tid og sted, viste sig at blive langt større i format både handlings og historiemæssig set i forhold til at reflektere Queer Cinema’s brogede tidslinje og udvikling fra pionererne Leontine Sagan & Carl Froelich’s lesbiske klassiker ”Mächen In Uniform” fra 1931, som ”Loving Annabelle” med vilje er inspireret af, og frem til Brooks nutidige samfundskritik af bl.a. religion og homofobi.
Efter at være blevet smidt ud af to institutioner tidligere ankommer den trodsige senator datter Anabelle, (Erin Kelly), til en katolsk kostskole hvor hendes magtfulde forældre håber på, at hun langt om længe vil lære at indordne sig og blive en disciplineret ung kvinde, der ikke længere vil kaste skam over familien og forældrenes politiske karriere. Men den stædige Annabelle er ikke lige typen der gider at følge nogen faste spilleregler og vælger i stedet at gå stik imod al umiddelbar sund fornuft, da hun kaster sin ubestridte kærlighed på hendes lærerinde og vejleder den væsentligt ældre og afdæmpede Simone, (Diane Gaidry). I jagten på at vinde hendes hjerte må hun dog bryde med adskille tabuer, som hurtigt kommer til at sætte sindene i kog hos skolens rektor, Mother Imaculata, (Ilene Graff), der i forvejen ikke bryder sig om den unge rebels buddhistiske perlekrans som hun bærer, hvilken rektoren betragter som en torn i øjet på hendes religiøse overbevisning, og Annabelles roomates for hvem flirten skaber internt splid og misundelse.
På trods af aldersforskellen, formaninger fra flere sider og en traumatisk hændelse fra fortiden med en anden kvinde vælger den stærkt tvivlende Simone, som efterfølgende har været plaget af skyldfølelse samt pres fra skolens ledelse til at lade sig falde ind i acceptabelt heteroseksuelt forhold, at holde fast i sin oprindelige tiltrækning af sin unge elev og troen på kærligheden da hun, i en af filmens bedste scener, får sig en kærkommen snak med skolens godmodige præst, (Markus Flanagan), der trods Simones forsøg på at holde sin seksualitet hemmelig i al den tid hun har været lærer for længst har gennemskuet hende og derfor mellem linjerne, (han må jo ikke sige det officielt), anbefaler lærerinden at se stort på alle andres mening og i stedet lytte til sit hjerte. Chancen for at følge op på den spirende forelskelse får hun endelig da hende og Annabelle, i en weekend hvor alle andre er hjemme på ferie, har muligheden for at være sammen, men det løber så at sige ud i sandet da Simone bliver konfronteret med fortiden og pludselig ikke tør føre sine følelser ud i livet, hvilket afslutningsvis munder ud i en uundgåelig konflikt med både skolens bestyrelse og sin egen tvivl i et opgør, der definitivt vil afgøre hendes søgning efter identitet og seksualitet, som Annabelle fungerer som en evig udfordrende magnet for.
Umiddelbart synes Katherine Brooks romantiske fortælling at være let at gå til, men er på ingen måde nogen nem historie at genfortælle, da den kun 76 min. lange nyklassiker har op til flere lag gemt i handlingen, hvis interne/eksterne plot-tråde til både Queer Cinema og New Queer Cinema illustreres bedst i de to kvinders oplevelse af deres respektive fortid og de konflikter de har haft positive såvel som negative, hvilke opfindsomt bliver brugt både som en beskrivelse af den ældre generation af homoseksuelles kontroverser med det etablerede ”normale” samfund, og den yngre genrations, (symboliseret i skikkelse af Annabelle), måde at gøre oprør på ved at bruge deres fortid til at gøre op med den samlede homoseksuelle fortid og dermed gøre et forsøg på at sikre en bedre fremtid for alle generationer.
De to modsætningsforhold bliver fremragende skildret af filmens to hovedroller, spillet afdæmpet og med stor skrøbelighed af Diane Gaidry som Simone, og herlige Erin Kelly som Annabelle der spiller sin karakter som var hun en reinkarnation af ungdoms-ikonet James Dean. Men hvor han var a rebel without a cause, er Annabelle i høj grad a rebel with a cause, som Katherine Brooks på mesterlig vis forstår at videreformidle på en underspillet men stadigvæk hamrende effektiv måde.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Cruel Intentions - 3/6 (alt for meget af det gode, og slutningen var alt for sentimental for mig) New Nightmare - 3/6 (fin idé, men både opbygning og klimaks finder jeg forholdsvist kedeligt)
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
De to karakterer er jeg så slet ikke enig i og heller ikke i dine begrundelser.
Hvordan er slutningen for sentimental i "Cruel Intentions" ? Jeg synes både den er utrolig barsk og efterfølgende lige så udspekuleret og nederdrægtig som resten af filmen.
Jeg ligger selv på 5/6 her.
I "New Nightmare" synes jeg både indledningen og afslutningen er genialt udført, speciel sidstnævnte der i de allersidste scener på mesterlig vis linker tilbage til filmens start og dermed understreger Cravens opfindsomme og intelligente manuskripts meta-leg.
I mine øjne den bedste i "Nightmare" serien og en klar 6/6.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg er helt enig med Lord Beef Jerky, hvad "New Nightmare" angår. Flere steder er Craven afgjort "sprunget over hvor gæret er lavest". ;) Hvis han havde ladet dejen hæve lidt mere, inden han bagte på Krueger, ville han nok ikke have fået så mange metalsplinter i røven... øhm...
#145 Sådan er vi jo alle så forskellige. Mht. Cruel Intentions stod jeg fuldkomment af da
hovedpersonen døde.
Det var oversentimentalt udført og følelsesmanipulerende i en sådan grad, at jeg kun kunne smågrine lidt af pinligheden. Filmen var da som så underholdende nok, men karaktererne var alt for flade og uinteressante stereotyper til, at jeg kunne engagere mig nok til, at acceptere slutningen som en eftertænksom en af slagsen. Mht. New Nightmare er jeg også ret alene om min holdning, da jeg ved mange anser den som fantastisk. Jeg finder idéen rigtig interessant, men udførelsen byder ikke rigtig på nogle overraskelser, og jeg begyndte at kede mig undervejs.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Jeg har set "Cruel Intentions", "New Nightmare" og "Collateral"
Cruel Intentions er én af de film som mange hader, men som jeg synes er ganske underholdende. Jeg synes faktisk at slutningen var meget fed og ikke sentimental. 4/6
Collateral var en rigtig positiv overraskelse - havde ikke regnet med at den ville være så god. 5/6
New Nightmare var ret fed og virker på "begge" plan og humoren er jo genial - sammen med 1'eren klart den bedste ;) Dog er det en del år siden jeg så den - ud fra hukommelsen er det nok 4-5/6 hvor den første er 5/6
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Det er skam også helt ok med mig, at du har en anden mening. Jeg blev blot noget overrasket over, at du kaldte afslutningen på "Cruel Intentions" sentimental, da jeg aldrig selv har set det på den måde.
Det samme med "New Nightmare" som jeg, modsat dig, synes er fuldt af overraskelser og fede plot-tvist og ekstremt dygtigt udført.
Men som med alt andet er det jo en smagsag, om man synes noget er fantastisk eller middelmådigt. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#141 NightHawk 14 år siden
200. Friday The 13’th – Part II
199. Very Bad Things
198. Flirting With Disaster
197. DareDevil – Directors Cut
196. Dark of The Sun
195. Bad Lieutenant – 1992
194. Lulu On The Bridge
193. Happy Accidents
192. Midnight Run
191. Jason And The Argonauts
190. Planes, Traines And Automobiles
189. The Last Seduction
188. Way of The Gun
187. The Paper
186. Return of The Living Dead
185. Streets of Fire
184. Jeepers, Creepers
183. The Descent
182. Saving Face
181. Spartan
180. The Royal Tennenbaums
179. Alligator
178. Falling In Love
177. War of The Worlds – 1953
176. The Cell
175. Pump Up The Volume
174. Romeo + Juliet
173. Gentleman’s Agreement
172. Donnie Brasco
171. The Prisoner of Second Avenue
170. Nobody’s Fool
169. Ginger Snaps Back – The Beginning
168. Blue Velvet
167. The Fortune Cookie
166. Foreign Correspondent
165. The China Syndrome
164. Clueless
163. The Naked Spur
162. The King of Comedy
161. Child’s Play
160. Girl On The Bridge
159. Cop Land
158. Southland Tales
157. Midnight Cowboy
156. Fire
155. Fight Club
154. Glengary Glen Ross
153. Heathers
152. Cypher
151. Existenz
150. Shelter
149. Bound
148. Mystic River
147. Bananas
146. It’s All About Love
145. Savior
144. Titan A.E.
143. What’s Eating Gilbert Grape
142. The Stranger
141. The Killing Fields
140. Escape From New York
139. The 39 Steps
138. Gattaca
137. Benny & Joon
136. The Piano
135. Head On
134. The Apartment
133. Chicago
132. Sweet and Lowdown
131. Carrie
130. Grosse Point Blank
129. The Straight story
128. Crimes and Misdemeanors
127. Dancer In The Dark
126. The Incredible True Adventure of Two Girls In Love
125. The Manchurian Candidate - 1962
124. American Psycho
123. The Wild Bunch
122. Girl, Interrupted
121. If These Walls Could Talk 2
120. The Air I Breathe
119. Kissing Jessica Stein
118. Wrong Turn
117. 30 days of Night
116. Chance
115. Duel
114. Things You Can Tell Just By Looking at Her
113. Lethal Weapon
112. Shane
111. Lost and Delirious
110. Eyes Wide Shut
109. Charade
108. Scream
107. Thirteen Conversations About One Thing
106. Save Me
105. Pride & Prejudice - 2005
104. Reality Bites
103. The Motorcycle Diaries
102. Clerks
101. Christmas Vacation – Fars Fede Juleferie
#142 Lord Beef Jerky 14 år siden
The Motorcycle Diaries - 4/6
Clerks - 6/6
National Lampoon's Christmas Vacation - 6/6
Alle fine film. Det er ved at være sjældent, at jeg brokker mig over de her lister =)
#143 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433960382...
Med sin opdaterede fortolkning af den berømte franske novelle fra 1782, ”Les Liasons Dangereuses”, filmatiseret to gange tidligere tro mod tidsperioden med hhv. Stephen Frears fremragende ”Dangerous Liasons” fra 1988 og Milos Formans knap så overbevisende “Valmont” fra 1989, beviste Robert Kumble overfor alle skeptikere, at han sagtens ku’ placere historien i moderne high society omgivelser med et stort set udelukkende ungt cast og stadig beholde essensen af det, der gjorde den oprindelige fortælling så fascinerende. ”Cruel Intentions” blev i øvrigt også første gang at Sarah Michelle Gellar prøvede kræfter med en skurkerolle, og det må man sige hun gjorde særdeles godt, for hendes præstation her er i mine øjne det suverænt bedste hun har leveret på det store lærred.
I et nøje planlagt hævnforsøg rettet mod sin ekskæreste, som i stedet har forelsket sig i den charmerende kiksede Cecile, (Selma Blair), sætter den skruppelløse og dybt manipulerende rigmandsdatter Kathryn Merteuil, (Sarah Michelle Gellar), alle sejl til for at få ham og hans nye flamme ned med nakken og indleder derfor et venskab, der skal udnytte Ceciles naivitet og mangel på seksuel erfaring til at ødelægge hendes ry og samtidig gi’ Kathryns eks en lærestreg han sent vil glemme. Samtidig her hendes stedbror, den kvindebedårende Sebastian Valmont, (Ryan Phillippe), planer om forfølge en uimodståelig erobring i skikkelse af den smukke Annette, (Reese Witherspoon), og indgår lettere modvilligt et væddemål med sin lumre stedsøster, der lægger sig selv i vinderpuljen som han kan gøre med som han lyster hvis han vinder, men modsat må vinke farvel til sin vintage jaguar sportsbil i det tilfælde af at han sku’ tabe.
Ude af stand til at forestille sig at nogen sku’ ku’ modstå hans sexede charme, kaster Sebastian sig selvsikkert ud i at score sin udkårne, men uheldigvis for ham er hun allerede blevet advaret imod hans casanova agtige fremfærd igennem moderens veninde, som tilfældigvis viser sig at være Ceciles mor, og bliver derfor blankt afvist selv om både han og Annette tydeligvis har oprigtigt stærke følelser for hinanden. Hævngerrig over den fejlslagne mission slår han derfor pjalterne sammen med Kathryn for at destruere den stakkels uskyldige Cecile som straf for moderens afsløringer, men kan stadig ikke slippe tankerne ang. Annette, der pludselig indser at hun virkelig elsker ham, hvilket Kathryn opdager og gør alt for at sabotere i et nederdrægtigt og udspekuleret erotisk spil, der får store konsekvenser for alle involverede.
Som man sikkert kan fornemme, er der rigeligt med intriger og dobbeltspil i ”Cruel Intentions” til at holde ens opmærksomhed fanget og kan umiddelbart virke en kende forvirrende at holde redde på, men er det ikke så længe man vel at mærke sørger for at holde koncentrationen intakt. Historien er virkelig velskrevet og skuespillet endnu bedre ikke mindst fra de tre hovedroller, hvor især Sarah Michelle Gellar er helt igennem forrygende ondskabsfuld som den dampende erotiske Kathryn og levere sine replikker med skiftevis forførende attitude og overlegen arrogance, som man kender det bedst fra de klassiske femme fatales i filmnoir’ens storhedstid. Filmen er i øvrigt også kendt for det nu berømte og berygtede kys mellem Gellar og Selma Blair, som de to skuespillerinder efterfølgende vandt en MTV ”Best Kiss” Award for året efter.
(99) : Collateral, 2004
http://www.axelmusic.com/productDetails/6781491734...
På vej hjem i en taxa fra lufthavnen i Sydney fik den dengang kun 17 årige Stuart Beattie, inspireret af sin samtale med chaufføren, en ide til et film om en kynisk og udspekuleret lejemorder som senere da han læste på universitet blev finjusteret og udvidet til et komplet manuskript, hvilket han døbte ”The Last Domino”. Mange år senere efter at projektet først var blevet droppet af HBO for dernæst at blive opkøbt af Dreamworks og op til flere skuespillere og instruktører havde krydset dets vej, endte manuskriptet til sidst via Russell Crowe, som måtte springe fra igen pga. andre projekter, i hænderne på Michael Mann der straks tog kontakt til Tom Cruise, som ikke var mange sekunder om at takke ja til et samarbejde med den legendariske instruktør samt muligheden for endelig at ku’ udfolde sig i en skurkerolle. Resten af castingen faldt herefter på plads og den oprindelige location New York udskiftet med L.A., og så var scenen langt om længe sat for en af Mann og Cruises bedste præstationer.
For den hårdarbejdende taxa-chauffør Max, (Jamie Foxx), der håber på at få sin egen limousine udlejningsforretning, starter dagen ganske fredsommeligt da han samler sin første kunde, anklageren Annie Farrel, (Jada Pinkett-Smith), op. Undervejs på turen mod hendes advokatkontor falder de to hurtigt i en flirtende snak, hvor han fortæller hende om sine drømme og hun om en opslidende mafia sag som endelig ser ud til at gi’ bonus, da det er lykkedes at få overtalt en række betydningsfulde vidner. De skilles og hun gir ham smilende sit kort, hvorpå han fortsætter på sin rute og til sin næste kunde, ”forretningsmanden” Vincent, (Tom Cruise), der med sin charmerende fremtoning og mere end generøse tilbud om at hyre Max for resten af natten til en nøje udvalgt rute gennem byen, overbeviser den tvivlende chauffør der med tankerne på sin fremtidsplaner lader sig friste af de mange penge.
Men efter første stop der ender i hvad der umiddelbart ligner et selvmord går det op for Max, da Vincent efterfølgende bliver tvunget til at afsløre sin sande identitet, at han befinder sig midt i et omfattende mordkomplot, der ikke synes at være nogen vej ud af igen, specielt ikke med en pistolsvingende dræbermaskine som medpassager. Mens det umage makkerpar fortsætter derouten ud i det pulserende natteliv, der bl.a. involvere et møde med gangsterbossen Felix, (Javier Bardem), og undervejs udveksler filosofiske betragtninger om livet generelt, optager den ihærdige kriminalbetjent Fanning, (Mark Ruffalo), jagten på dem og lægger yderligere pres på, hvad der senere udvikler sig til at blive en både fysik og psykisk duel mellem de to enspændere, der under overfladen begge deler drømmen om en bedre tilværelse.
Til ”Collateral” valgte Michael Mann som et pionerisk eksperiment at bruge HD- kamera teknik til størstedelen af optagelserne for på den måde at gi’ filmen et mere råt, realistisk og dokumentarisk præg og det må siges at være godt tænkt, for det gir nemlig hele historien og spillet mellem de to hovedroller en ekstra snert af saft og kraft, som i høj grad bliver leveret af skuespillerne især Tom Cruise der af uforklarlige årsager, modsat kollegaen Jamie Foxx, blev skammeligt overset da der sku uddeles oscarnomineringer. Cruise er bragende god i rollen som lejemorderen Vincent og formår at skildre karakteren på så overbevisende en måde, at man både frygter og har stor sympati for ham, præcis som det også var tilfældet med Robert De Niros karakter i ”Heat”. Vi ser eksempler på de sympatiske træk i hans dialoger med Max, hvor man får fornemmelsen af hvor fortabt han i virkeligheden er og eksempler på det stik modsatte bedst illustreret i den klassiske action-scene sat i den koreanske natklub, hvor Cruise til tonerne af Paul Okenfeldts ”Ready, Steady, Go” skærer sig gennem mængden som en målrettet kampmaskine, der hårdt og brutalt eliminere samtlige trusler på sin vej. ”Collateral” er fremragende og intelligent udført action af højeste kaliber og hvis man ikke allerede har set denne perle, så anbefaler jeg at man fluks hiver dankortet frem og får den hjem til samlingen.
(98) : Wes Craven’s New Nightmare, 1994
http://www.axelmusic.com/productDetails/7940435022...
I starten af 90’erne blev slashergenren, efter utallige mindre succesfulde sequels til de tre førende serier ”Halloween”, ”Friday The 13’th” og ”Nightmare On Elm Street” samt op til flere middelmådige kloner af selv samme, mere eller mindre erklæret for stendød og udtømt for idéer, da en af genrens grundfaddere Wes Craven, som længe havde været stærkt utilfreds med den humoristiske retning hans ”Nightmare” serie havde taget, bestemte sig for at ville sætte et ordentligt punktum der efterfølgende skulle vise sig, med sine mange kreative input og meta-manuskript, også at blive det energiboost som atter ville bringe slasheren tilbage på sporet som en af de mest populære genre.
På settet til den 7’ende film i rækken om den overnaturlige barnemorder ender dagens optagelser i det totale kaos, da den nydesignede handske normalt placeret på Freddy Kruegers hånd pludselig får sit helt eget liv og går på et blodigt bersærker togt, der ender med at ta’ livet af den ene af de to speciel-effekt folk, der har kreeret den. I samme sekund som Wes Craven desperat forsøger at få styr på situationen, vågner hans final girl Heather Langenkamp op med et skrig hjemme hos sig selv efter at ha’ haft mareridt om den forrige hændelse samtidig med at et mindre jordskælv rammer L.A. og overbeviser sig selv om, da hun ser rifterne på hendes mands, der er en del af det tekniske hold på filmen, trøje, at det må være derfra skaderne er sket.
Dagen efter erfarer hun under en samtale med sin man Chase, (David Newsom), i den anden ende af byen, at en af folkene på part 7’s produktion er fundet dræbt og da hun selv tidligere har været udsat for generende telefonopkald fra en med Kruegers stemme, samt hendes lille søn Dylan, (Miko Hughes), også har haft besynderlige mareridt, begynder hun så småt at spekulere på om hun er ved at blive sindssyg. Efter et talkshow hvor hende og Robert Englund, (klædt ud som Krueger), er blevet inviteret for at fejre seriens 10 års jubilæum, stiger nervøsiteten hos Heather da gyser ikonets skygge synes at gi’ udtryk for en hel ny, ondskabsfuld og mere udspekuleret variant som hun senere, efter samtaler med både Englund, producer Robert Shay og Wes Craven, erfarer alle har været plaget af mareridt fra the new evil under udarbejdelsen af Cravens manuskript, hvilket han er i færd med at skrive sideløbende med at Heather nu en allersidste gang må træde i karakter som ”Nightmare On Elm Streets” final girl Nancy Thompson, for at sikre sin egen families overlevelse i et epokegørende opgør mod Krueger midt imellem virkeligheden og fiktionens verden.
Man kan roligt sige, at Craven på ingen måde er sprunget over hvor gæret er lavest i dette afsluttende kapitel i ”Nightmare” sagaen med et plot, som ud over at ha’ masser af opfindsomme og veludførte referencer til den originale film integreret i handlingen, bliver ved med at udfordre tilskuerens opfattelsesevne i takt med at historiens koncept konstant skifter frem og tilbage mellem de to verdener, hvilket kræver fuld opmærksomhed for at undgå, at man føler sig total lost. I et manuskript så komplekst som dette tænkte jeg, at der selvfølgelig måtte være et plot-hul eller to. Men jeg har nu efter flere gennemsyn ikke ku’ få øje på nogen og det er der også en god grund til, for Craven havde nemlig siden 1986, (hvor han præsenterede en variant over 7’erens manus som dog blev afvist fordi New line Cinema synes det var for forvirrende), gået og finjusteret på historien og stod derfor klar i 1994 med et perfekt udført manuskript, som det på imponerende vis lykkedes ham at transformere til den mest opfindsomme og intelligente film i hel slashergenrens historie. En bedrift som selv Freddy Krueger måtte lette på hatten over.
(97) : Bad Day At Black Rock, 1954
http://www.axelmusic.com/productDetails/0125696902...
Så er det blevet tid til en film fra John Sturges, (”The Magnificent Seven” og ”The Great Escape”), i skikkelse af hans post WWII klassiker der mikser de bedste elementer fra westerngenren med det traditionelle krimi/thriller mysterium man kender fra filmnoir genren på en elegant facon, som fornemt understøtter filmens humanistiske budskaber og samtidig sørger for at holde spændingsniveauet intakt hele vejen igennem den forholdsvis let genkendelige præmis, hvor en kryptisk fremmed dukker op nærmest ud af det blå og skaber ravage i et samfund, der for længst har givet op mod overmagten og som stille og roligt, dog modvilligt, har valgt at lade sig undertrykke.
Året er 1945, kort efter anden verdenskrigs afslutning, da veteranen John J. Macreedy, (Spencer Tracy), stiger af toget i den lille soveby Black Rock hvis fåtallige indbyggeres nysgerrighed omgående bliver vakt, da den mystiske fremmede klædt helt i sort gør sin entre på det lokale hotel. Da han efterfølgende forklarer, at han er kommet for at besøge en gammel soldater-kammerats far ved navn Komoko for at overrække ham sønnens æresmedalje i en aktion der redde Macreedys liv, skifter stemningen pludselig fra anspændt til ubehagelig, da byens selvudnævnte leder Reno Smidt, (Robert Ryan), og en af hans håndlangere, (Lee Marvin), lettere truende forsøger at overtale ham til at indstille sit forehavende ved at påstå, at japseren for længst er flyttet til en anden by.
Men den hårdhudede Macreedy er ikke lige sån at slå ud af kurs, så han fortsætter sin efterforskning sikker på at noget er rav ruskende galt og bliver hurtigt herefter bekræftet i sin mistanke, da han erfare at Komoko er død og at ingen tilsyneladende har hverken mod eller lyst til at forklare om de nærmere omstændigheder. Mens han frustreret prøver at få opbakning fra de skræmte borgere, gør Smidt og hans mænd, (der også tæller Ernest Bognine), sit til for at gøre hans ophold så besværligt som overhoved muligt og Macreedy må snart indse, at hans skæbne er overladt helt i egne hænder i hans jagt, der også bliver en personlig form for terapi, på af afdække mysteriet bag dødsfaldet som afsløres i al sin grusomme rædsel i det afsluttende opgør.
”Bad Day at Black Rock” fungerer upåklageligt som spændingsfilm, men mindst ligeså effektivt som en studie af efterkrigstidens psykiske ar hos de soldater der vendte hjem, (skildret med sublimt underspil af Spencer Tracy), sat op imod den efterfølgende racisme og forfølgelse rettet mod herboende japanere som fandt sted i USA, under påskud af at de sympatiserede med det japanske militær, der var i ledtog med nazisterne, hvilket afspejles i særdeleshed hos karakteren Reno Smidt, (Robert Ryan i endnu en stærkt spillet skurkerolle), hvis motiver udspringer af et for ham uforløst had. I linket til youtube har jeg fundet en af de bedste scener fra filmen frem som er forholdsvis traditionel, men hvis underliggende tema om had til det fremmede, i det her tilfælde det japanske, får en ekstra dimension ved det at Macreedy bruger en kampteknik fra fjenden til at slå sine egne landsmænd med.
(96) : Loving Annabelle, 2006
http://www.axelmusic.com/productDetails/7547037627...
I godt og vel 4 år havde instruktør Katherine Brooks og filmens ene hovedrolleindehaver Erin Kelly udvekslet utallige idéer med hinanden, inden det endelig lykkedes for dem at nå frem til et manuskript de begge helhjertet ku’ stå inde for og som i sidste ende var ventetiden værd, fordi det betød et værk der, trods sin fastlåste handling i tid og sted, viste sig at blive langt større i format både handlings og historiemæssig set i forhold til at reflektere Queer Cinema’s brogede tidslinje og udvikling fra pionererne Leontine Sagan & Carl Froelich’s lesbiske klassiker ”Mächen In Uniform” fra 1931, som ”Loving Annabelle” med vilje er inspireret af, og frem til Brooks nutidige samfundskritik af bl.a. religion og homofobi.
Efter at være blevet smidt ud af to institutioner tidligere ankommer den trodsige senator datter Anabelle, (Erin Kelly), til en katolsk kostskole hvor hendes magtfulde forældre håber på, at hun langt om længe vil lære at indordne sig og blive en disciplineret ung kvinde, der ikke længere vil kaste skam over familien og forældrenes politiske karriere. Men den stædige Annabelle er ikke lige typen der gider at følge nogen faste spilleregler og vælger i stedet at gå stik imod al umiddelbar sund fornuft, da hun kaster sin ubestridte kærlighed på hendes lærerinde og vejleder den væsentligt ældre og afdæmpede Simone, (Diane Gaidry). I jagten på at vinde hendes hjerte må hun dog bryde med adskille tabuer, som hurtigt kommer til at sætte sindene i kog hos skolens rektor, Mother Imaculata, (Ilene Graff), der i forvejen ikke bryder sig om den unge rebels buddhistiske perlekrans som hun bærer, hvilken rektoren betragter som en torn i øjet på hendes religiøse overbevisning, og Annabelles roomates for hvem flirten skaber internt splid og misundelse.
På trods af aldersforskellen, formaninger fra flere sider og en traumatisk hændelse fra fortiden med en anden kvinde vælger den stærkt tvivlende Simone, som efterfølgende har været plaget af skyldfølelse samt pres fra skolens ledelse til at lade sig falde ind i acceptabelt heteroseksuelt forhold, at holde fast i sin oprindelige tiltrækning af sin unge elev og troen på kærligheden da hun, i en af filmens bedste scener, får sig en kærkommen snak med skolens godmodige præst, (Markus Flanagan), der trods Simones forsøg på at holde sin seksualitet hemmelig i al den tid hun har været lærer for længst har gennemskuet hende og derfor mellem linjerne, (han må jo ikke sige det officielt), anbefaler lærerinden at se stort på alle andres mening og i stedet lytte til sit hjerte. Chancen for at følge op på den spirende forelskelse får hun endelig da hende og Annabelle, i en weekend hvor alle andre er hjemme på ferie, har muligheden for at være sammen, men det løber så at sige ud i sandet da Simone bliver konfronteret med fortiden og pludselig ikke tør føre sine følelser ud i livet, hvilket afslutningsvis munder ud i en uundgåelig konflikt med både skolens bestyrelse og sin egen tvivl i et opgør, der definitivt vil afgøre hendes søgning efter identitet og seksualitet, som Annabelle fungerer som en evig udfordrende magnet for.
Umiddelbart synes Katherine Brooks romantiske fortælling at være let at gå til, men er på ingen måde nogen nem historie at genfortælle, da den kun 76 min. lange nyklassiker har op til flere lag gemt i handlingen, hvis interne/eksterne plot-tråde til både Queer Cinema og New Queer Cinema illustreres bedst i de to kvinders oplevelse af deres respektive fortid og de konflikter de har haft positive såvel som negative, hvilke opfindsomt bliver brugt både som en beskrivelse af den ældre generation af homoseksuelles kontroverser med det etablerede ”normale” samfund, og den yngre genrations, (symboliseret i skikkelse af Annabelle), måde at gøre oprør på ved at bruge deres fortid til at gøre op med den samlede homoseksuelle fortid og dermed gøre et forsøg på at sikre en bedre fremtid for alle generationer.
De to modsætningsforhold bliver fremragende skildret af filmens to hovedroller, spillet afdæmpet og med stor skrøbelighed af Diane Gaidry som Simone, og herlige Erin Kelly som Annabelle der spiller sin karakter som var hun en reinkarnation af ungdoms-ikonet James Dean. Men hvor han var a rebel without a cause, er Annabelle i høj grad a rebel with a cause, som Katherine Brooks på mesterlig vis forstår at videreformidle på en underspillet men stadigvæk hamrende effektiv måde.
#144 Lord Beef Jerky 14 år siden
Cruel Intentions - 3/6 (alt for meget af det gode, og slutningen var alt for sentimental for mig)
New Nightmare - 3/6 (fin idé, men både opbygning og klimaks finder jeg forholdsvist kedeligt)
#145 NightHawk 14 år siden
De to karakterer er jeg så slet ikke enig i og heller ikke i dine begrundelser.
Hvordan er slutningen for sentimental i "Cruel Intentions" ? Jeg synes både den er utrolig barsk og efterfølgende lige så udspekuleret og nederdrægtig som resten af filmen.
Jeg ligger selv på 5/6 her.
I "New Nightmare" synes jeg både indledningen og afslutningen er genialt udført, speciel sidstnævnte der i de allersidste scener på mesterlig vis linker tilbage til filmens start og dermed understreger Cravens opfindsomme og intelligente manuskripts meta-leg.
I mine øjne den bedste i "Nightmare" serien og en klar 6/6.
#146 Highland Park 14 år siden
Hvis han havde ladet dejen hæve lidt mere, inden han bagte på Krueger, ville han nok ikke have fået så mange metalsplinter i røven... øhm...
#147 Lord Beef Jerky 14 år siden
#148 wimmie 14 år siden
Cruel Intentions er én af de film som mange hader, men som jeg synes er ganske underholdende. Jeg synes faktisk at slutningen var meget fed og ikke sentimental. 4/6
Collateral var en rigtig positiv overraskelse - havde ikke regnet med at den ville være så god. 5/6
New Nightmare var ret fed og virker på "begge" plan og humoren er jo genial - sammen med 1'eren klart den bedste ;)
Dog er det en del år siden jeg så den - ud fra hukommelsen er det nok 4-5/6 hvor den første er 5/6
#149 NightHawk 14 år siden
Hvor synes du han springer over hvor gærdet, (sorry for stavefejlen tidligere :)), er lavest ? Prøv at nævne et par eksempler.
#150 NightHawk 14 år siden
Det er skam også helt ok med mig, at du har en anden mening. Jeg blev blot noget overrasket over, at du kaldte afslutningen på "Cruel Intentions" sentimental, da jeg aldrig selv har set det på den måde.
Det samme med "New Nightmare" som jeg, modsat dig, synes er fuldt af overraskelser og fede plot-tvist og ekstremt dygtigt udført.
Men som med alt andet er det jo en smagsag, om man synes noget er fantastisk eller middelmådigt. :)