#149: Det var mest en dårlig joke fra min side grundet din lidt sjove stavefejl. Beklager... :/ Hvis jeg skal komme med eksempler på, hvad jeg ikke synes fungerer, er jeg nødt til at gense filmen, da den ikke står så stærkt i min hukommelse, men overordnet set rummer Cravens idé større potentiale, end der bliver indfriet, og især i klimakset måtte de gode intentioner vige for en tåbelig slutning. Kun motorvejssekvensen husker jeg som effektiv og for alvor spændende.
Jeg havde nu heller ikke noget imod din joke. Synes faktisk den var ganske underholdende. :)
Mht. slutningen så er jeg som sagt ikke enig :
Craven bruger her eventyret om Hans & Grethe, (en af sønnens favorithistorier), i Heather/Nancy's jagt på sin søn ned i helvede og benytter efterfølgende fortælleformen, da Heather læser en godnathistorie/eventyr op for sin søn i den sidste scene. Eventyret der bliver læst op, er teksten der beskriver hele filmens indledning med Krueger.
Det synes jeg satme er genialt fundet på.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg kan nu også godt lide New Nightmare og synes helt klart det er en af de mere vellykkede efterfølgere i serien og specielt Kruegers mere dystre udseende sammen med hele meta handlingen i New er bare en af de mange ting der efter min mening, gør den til en underholdende affære.
hvor er alle dem som hader New nightmare jeg har kun hørt skidt om den herinde indtil nu, jeg synes det er den værste da den ødelægger lidt de 6 første A nightmare on Elm. street
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Igen så synes jeg, at de film jeg har set af dem du nævner, så er de alle gode:
Cruel Intentions - 5/6 (og jeg synes heller ikke slutningen er sentimental) Collateral - 4/6 Wes Craven's New Nightmare - 5/6 (helt klart den bedste af fortsættelserne.)
Når man i første omgang får øje på coveret til thrilleren “Vacancy” og ser det i forbindelse med en skuespiller som Luke Wilson, der primært gør sig i komedier af forskellig slags, tænker de fleste nok, at dette er en film man skal holde sig langt fra, da det umuligt kan være nogen vellykket kombination. Men har man fulgt ham siden starten i "Bottle Rocket" og videre i Wes Andersons øvrige nedtonede og excentriske sorte komedier, "Rushmore" og "The Royal Tennenbaums", ja så ved man også, at Wilson gemmer på et langt større og alsidigt talent, der klart overskygger brormand Owens. I ”Vacancy” der bedst kan beskrives som lige dele kammerspil, lige dele slasher/thriller, får man endnu et bevis på at det er tilfældet. Luke Wilson gør det kort og godt bragende godt i samtlige af instruktør Nimrod Antals ultra nervepirrende 82 min lange film, der åbner med en forrygende titelsekvens i bedste Hitchcock stil komplet med et score, der gør dennes hofkomponist Bernard Herman stor ære, inden der morfes elegant over i nummerpladen på det unge nyseparerede par Amy og Davids, (Kate Beckinsale & Luke Wilson), bil, mens de begiver sig hjemad via en snørklet landevej i nattens mulm og mørke.
Midt i et af mange skænderier kører de galt og ender, efter et kort ophold hos den lokale mekaniker, med at måtte tilbringe natten på et afsidesliggende motel som de eneste gæster, hvor de hurtigt erfarer, efter en mildt sagt frustrerende snak med den temmelig irriterende og provokerende forpagter Mason, (Frank Whaley), at der er noget uldent ved stedet. Lidt efter på hotelværelset bliver de bekræftet i deres mistanke, da de finder en række bånd indeholdende nogle brutale snuff-film, som til deres skræk viser sig at være optaget på selv samme værelse de befinder sig i. David spotter efterfølgende, at de bliver overvåget og pludselig befinder det unge par sig nu fanget mutters alene langt ude på bøhlandet med en flok psykopatiske mordere, der er i fuld kontrol med deres ofre. David og Amy er nu tvunget til at lægge fortiden og deres interne problemer bag sig og samarbejde, hvis de skal ha’ bare den mindste chance for at slippe fra rædslerne med livet i behold.
Nimrod Antal har kreeret en film, der starter ligeså kontant som den afsluttes. Der er ingen lang forhistorie og ingen lang efterrationalisering. Hvad han i stedet gør, er at la’ David og Amys fortid udspille sig i form af spydige kommentarer og hadefulde blikke mens filmen er i fremdrift, så det overlapper perfekt og hurtigt, uden at det dog virker forceret, med hovedplottet og kampen mod ondskaben, der muligvis kan vise sig at blive redningen på deres forhold. Om det så bliver til en løsning la’ Antal publikum om med en åben slutning, der lader spørgsmålet hænge frit i luften. Historien er som sagt ganske enkel og filmens location stort set holdt et sted og alligevel går det aldrig hen på noget tidspunkt og bliver kedeligt eller statisk. Nimrod Antal varierer nemlig kløgtigt sin handling, så det ikke kun bliver et indelukket psykologisk gys men også et fysisk, når han b. la. tager publikum på et par ture ned i nogle ufatteligt klaustrofobiske tunneller og drabelige jagter over gårdspladsen af det unge par, der er hamrende intense men omvendt kun er det, fordi opbygningen til dem er så fænomenalt godt udført.
Genskabelsen, eller forsøget på genskabelsen, af Amy og Davids liv sammen afhænger af konflikten med morderne i filmen, som der ikke bliver gjort noget for at mystificere. Det er nemlig også helt og aldeles ligegyldig, for den rolle de udgør er symbolet på kontrol frem for noget andet, bedst illustreret i form af stedets forpagter Mason som slår tonen an i scenen, hvor han tager imod det unge par i receptionen. Forløbet her virkede langsomt og lettere irriterende da jeg så filmen første gang, men jeg ku’ se ved andet gennemsyn, at det jo er helt bevidst den måde der bygges op på. Masons langsomme veksling af Davids sedler til mønter, bliver således ikke blot en understregning af hans karakter og hans handlinger senere hen, men af hele temaet om kontrol. Han nyder at styre dem rundt i manegen her og pisse dem af, også selv om det drejer sig om noget så simpelt som udveksling af småmønter. De to andre medskurke i filmen er stort set anonyme, men igen har det sin logiske årsag, da de er at betragte som Masons forlængede arm og værktøj som han bruger til at udføre sine perverse gerninger med.
Ud over at være godt spillet, mere end kompetent instrueret, og skrevet, (Mark L. Smith), nyder filmen stor gavn af fotografen Andrzej Sekula, hvis billeder er lækkert kræs for øjnene, både når det gælder de mere stemningsfulde scener som introen, de mange nervepirrende scener undervejs, samt den helt igennem forrygende og actionprægede finale. Hvis man sidder derude og mangler en fremragende thriller med et intelligent manuskript og toppræstationer både foran og bag kameraet, ja så gør jer selv den tjeneste at få fat på filmen, som kan fås til en billig penge de fleste steder. Det vil i ikke fortryde.
”RoboCop" er et fedt miks af western, sci-fi og action, krydret med Verhoevens typiske brug af en solid omgang kulsort humor, der især skinner igennem i de meget morsomme tv-spots for diverse legetøjsprodukter, så som det grotesk forherligende atombombe familiespil "Nuke'em", og i den iskolde og kyniske business verden, hvor penge er alt og tab af menneskeliv blot er noget man må leve med. Skuespillet er også helt i top og bestemt en stor grund til, at filmen fungerer så godt som den gjorde i sin tid og stadig gør den dag i dag. Peter Wellers præstation, skiftende fra den ultra coole og stålsatte gunslinger Murphy med mod og mandshjerte galore, til den køligt beregnende menneskemaskine, er noget der stadig gør stort indtryk på mig.
Ligeledes er skurkene på hver deres facon også et par interessante karakterer, der glimrende afspejler deres kontrast til helten og historiens tema generelt. Ronny Cox er herlig kynisk som den magtliderlig og griske vicedirektør Dick Jones fra firmaet OCP som næsten ejer hele Detroit hvor dramaet udspiller sig, og Kurtwood Smith er modbydelig ond som værktøjet/håndlangeren Clarence Boddicker, der ser en mulighed for at score kassen i en by og et land styret af grådighed. Således er grundkernen i filmen altså et opgør med menneskets sande værdier vs. magtbegær og materielle begær. Samtidig hersker der også en kamp om, at bevare og beskytte den menneskelige sjæl frem for at blive alt for afhængige af teknologien og prøve at gemme sig bag den. Et tema som bliver flot understreget af Robocop/Murphy's indre konflikt. Mennesket imod maskinen i en og samme krop.
"RoboCop" er en klassiker der fortjent har fået sin plads i filmhistorien, hvilket ikke blot skyldes at den fungerer fremragende som ren action/sci-fi film, men også fordi den ud over genre-sammensætningen og tidløs sort humor byder på en klassisk temalogi som jo stadig i år 2009 er ganske relevant.
Så snupper jeg endnu en western, og denne gang bliver det i skikkelse af George Roy Hills klassiker om to af det vilde vest mest charmerende bankrøvere og deres muntre liv og kontroverser med hinanden, lovens lange arm og ikke mindst den bolivianske hær i en film der bød på det første legendariske møde mellem to af Hollywoods mest respekterede skuespillere, for hvem rollen som Sundance Kid samtidig betød et gigantisk karriere boost for den ene af hovedrollerne.
Efter et veloverstået røveri mod den lokale bank erfarer Butch & Sundance, (Paul Newman & Robert Redford), at resten af medlemmerne i deres bande er blevet enige om, at tiden er inde til at en af de andre overtager ledelsen mest af alt på grund af deres ret så beskedne del af det samlede udbytte. Efter en kort duel med den enorme Logan hvor Butch ser stort på al form for fair play, er alt dog tilbage ved det gamle og kort efter snupper han sin udfordrers plan om et snedigt dobbeltrøveri af den samme pengetransport, der i første omgang går godt, hvilket bl.a. bliver fejret med Sundances kæreste Etta, (Katharine Ross), men efterfølgende ender i det totale kaos da Butch ubetænksomt fyrer lidt for godt op med dynamitten og sender togvognen med alle pengene i til konfetti, deres bande i alle mulige retninger og de to gavtyve selv på vild flugt, da sheriffens speciel udvalgte tropper samtidig pludselig dukker op gemt i et tog, der har ligget på lur efter pengetransporten.
Efter utallige omveje, smutveje og genveje, over stok og sten, gennem by og land, fra den støvede prærie til de høje tinder og ned igen med det jagtende og utrættelige koppel af dedikerede og topprofessionelle dusørjæger lige i hælene, må Butch & Sundance efterhånden indse at de sjove tider er ved at være forbi, da alvoren vedr. deres situation melder sin ankomst som en spand kold vand, eller i deres tilfælde en hel flod, lige i ansigtet. Tilbage igen hos Etta bliver trioen enige om, at stikke af til et sted hvor de kan være i fred og ender efter en længere rejse i det trøstesløse Bolivia, hvor de to stratenrøvere dumdristigt vælger at fortsætte deres karriere som kriminelle og bliver snart, dog først efter et par kiksede forsøg, kendt som Bandidos Yankies, som staten vil gøre alt for at få ramt på, hvilket hurtigt får de to lovløse til at indse, at det nok er klogest at skifte spor og forsøge at få sig et lovlydigt arbejde i håb om at interessen omkring dem vil dampe af. Men helt så let kommer tingene selvfølgelig ikke til at forløbe og ikke længe fremme i horisonten lurer der derfor en uundgåelig og blodig konfrontation af dimensioner.
Det bliver sgu bare ikke ret meget bedre end at se den formidable måde Redford og Newman gir hinanden modspil på, der sammen med deres herlige pingpong dialog og de imponerende stunts/shootouts alene gør filmen til et must i enhver filmelskers samling. Men derudover ligger der også et ganske interessant tema i filmen, hvor to verdener kolliderer med hinanden; poetisk og humørfyldt skildret i Butch & Sundances opfattelse af virkeligheden som værende en lang drengerøvstur af fest og ballade, (hvilket scenen med Newman og Ross cykeltur til tonerne af ”Raindrops Keep Falling On my Head” er et glimrende eksempel på), helt uden interesse i kedelige ting som ansvar og forpligtelser, der står i skærende kontrast til den uglamourøse og barske virkelighed symboliseret i deres forfølgere, som truer med at smadre deres illusion om den ultimative frihed og selvstændighed, hvilken de to drømmere, (og det har jeg altid syntes var en fed detalje), bliver ved med at holde fast i til den bitre ende.
Med udgangspunkt i Tom Perottas anmelderroste novelle af samme navn lykkedes det på fornemt vis den dengang debuterende instruktør Alexander Payne, (som de fleste bedst kender som manden bag succesen ”Sideways”), at forvandle bogens samfundskritiske materiale til ikke blot at være et hit inden for highschool/teenage subgenren, men også samtidig være en ultra skarp og meget morsom politisk komedie, der paradoksalt nok året efter sin premiere sku’ vise sig, dog med modsat fortegn at ramme skræmmende præcist i sin syrlige satire over magtkampen om verdens, ifølge amerikanerne selv, vigtigste embede.
Matthew Broderick spiller historielæreren Jim McAllister, hvis engagement til sit job betydeligt overstiger hans jævnt frustrerede hverdag med sin småsure kone, så derfor kommer det forestående valg til elevrådet samt dets formand som en mere end kærkommen lejlighed for at undgå al for meget af den hjemlige ”hygge”. På skolen begynder hans humør dog hurtigt at smuldre, da McAllister erfarer at den selvglade og dybt manipulerende superstræber Tracy Flick, (Reese Witherspoon), som han nærer et indædt had til fordi hun tidligere fik en af hans kollegaer fyret efter hun selv havde indledt den skæbnesvangre affære, stiller op uden nogen konkurrence og derfor som den største selvfølgelighed regner med at sejren på forhånd er sikret.
Irriteret og provokeret over den nævenyttige tøs selvfede attitude beslutter han sig for at gi´ hende kamp til stregen og udvælger derfor strategisk skolens mest populære elev, quaterbacken Paul Metzler, (Chris Klein), der til gengæld ikke er den mest intelligente fyr men på den måde nem at manipulere med, som hendes modkandidat. Pga. en skade i knæet som Paul ikke ved om han kommer sig over, lader han sig overtale til at gøre et forsøg, selv om han egentlig ikke er synderligt interesseret. Tracy har for længst opfattet hvad det hele går ud på, men kommer sig hurtigt over chokket og beslutter sig nu mere ihærdig end nogensinde før at ta´ udforingen op koste hvad det vil. Midt i konflikten melder endnu en kandidat sig pludselig på banen i skikkelse af Pauls slacker søster Tammy, (Jessica Campbell), der vil hævne sig på ham for at ha’ stjålet hendes kæreste Lisa, og så begynder lavinen for alvor at skride helt ud af kontrol for McAllister, der må kæmpe en brav kamp for at få kontrol over situationen og sit eget liv generelt.
Alexander Payne har med ”Election” lavet en klukkende morsom og yderst velskrevet sort komedie, som efter min mening også er klart hans bedste film og en af den slags jeg kan se igen og igen pga. den multilagrede handling og ikke mindst skuespillet som er bragende godt fra de to hovedroller, der er en sand fornøjelse at følge både hver for sig, men i særdeleshed også i de scener de har sammen. Witherspoon er fantastisk at se på i en rolle mange meget rammende har beskrevet som en ung Sarah Palin, (altså lige med den forskel at Tracy Flick er lynende intelligent), og Broderick i en af sine bedste præstationer matcher hende perfekt med sit herligt afvekslende miks af en mand der forsøger at fremstå tålmodig og med overskud, men som inden i danser den mexicanske hattedans af bar frustration over sit selvforskyldte kaotiske liv.
Sidste film i denne omgang bliver William Wylers remake af hans og forfatter Lillian Hellmans ”These Three” fra 1936, der dengang var underlagt censur i form af MPPDA’s, (det man i dag kender som MPAA), for at sige det mildt, pænt diskriminerende Hays Code, hvilket betød at manuskriptets oprindelige homoseksuelle tema måtte ændres til at omhandle en mere acceptabel kærlighedsaffære/trekantsdram mellem de to lærerinder og den enes mandlige kæreste. Selvom The Hays Code først officielt blev afskaffet i 1968, var man så småt begyndt at løsne grebet i starten af 60’erne, dog primært af kommercielle hensyn og bestemt ikke ideologiske, som gjorde det muligt for manuskriptforfatter John Michael Hays at lave et nyt udkast, der var langt mere tro mod Lillian Hellmans originale historie, dog med det forbehold at det lesbiske tema forblev som subtekst i størstedelen af filmen.
På en privatskole for piger i New England, ledet af de to barndomsvenner Martha og Karen, (Shirley MacLaine & Audrey Hepburn), forløber alt i tilsyneladende skønneste orden. Men bag idyllen og den pæne facade raser stærke, forbudte og lidenskabelige følelser der er skræmmende tæt på at bringe Martha ud på randen af et følelsesmæssigt kollaps, fordi hun ikke kan give udtryk for sin kærlighed uden samtidig at afsløre sin sande identitet, hvilket hun ved der ikke hersker nogen form for forståelse eller accept af i det fordomsfulde samfund de er omgivet af. I de stunder hun kan være alene med Karen, der til at starte med aner intet om hvordan Martha tænker og føler, er verdenen for nogle få korte øjeblikke perfekt, men den illusionen brydes dog omgående hver gang Karens forlovede, den charmerende Dr. Joe Cardin, (James Garner), dukker op som forstyrrende element og minder Martha om alt det hun gerne vil ha’, men højst sandsynligt aldrig kan få, hvilket kun gør hende endnu mere frustreret og irritabel ikke mindst i forhold til Karen.
Selv om hun ikke er meget for det accepterer hun tingene som de er, men mister alligevel selvkontrollen i et skænderi med sin tante Lilly, (Miriam Hopkins), der trods det at undervise i korrekt formulering udtaler sig mere end tåbeligt, da hun nedladende bemærker at Marthas forhold til Karen lige siden de var børn, altid har været betragtet som et alt for stærkt og dermed unaturligt tæt venskab. Tilfældet vil det uheldigvis, at to af eleverne overhører diskussionen og fortæller den halve vind videre til deres roommate, den møgforkælede og dybt manipulerende Mary Tillford, (Karen Balkin), der i forvejen er raget uklar med de to lærerinder og som derfor straks ser sin chance for at ta’ en grusom hævn over dem begge ved at bilde sin rige farmor, og en af skolens vigtigste støtter, ind at de har gang i en hed affære. Og kort efter ruller lavinen der, selvom den ikke er baseret på andet end løgn, hurtigt udstiller samfundet fra sin mest fordomsfulde og værste side.
Rygterne fortæller, at William Wyler klippede flere scener ud der mere åbenlyst viste det lesbiske tema i ”The Children’s Hour”, for på den måde at omgås de hysteriske censur regler. Det har nu ikke gjort filmen dårligere i mine øjne, men derimod gjort den bedre forstået på den måde, at Wyler hermed tvinger tilskueren til at sidde og være opmærksom på alt hvad de to hovedroller siger og gør, også selv om den pågældende scene ikke umiddelbart handler om deres ambivalente forhold/følelser for hinanden og dem selv. Subteksten betyder nemlig at der er så mange fede detaljer at sidde og spotte, især mht. kropssproget/ reaktioner som jeg fandt meget fascinerende at tolke på. Ta’ f. eks scenen hvor Karen annoncere, at hun højst sandsynligt har tænkt sig at gifte sig med Joe og den efterfølgende aggressive måde Martha reagere på, eller da Martha i en meget sød scene i filmens start detaljeret beskriver en episode fra da de var 9 år gamle om Karen.
Begge scener er mesterlige eksempler på det centrale i historien, som i virkeligheden slet ikke handler så meget om de ydre omstændigheder, der dog alligevel har stor betydning i forhold til at nå frem til det bagvedliggende, nemlig at beskrive de to kvinders forståelse og accept af deres egen seksualitet, der når vidt forskellig konklusion i den dramatiske afslutning. Dem der har set filmen, vil måske stille sig skeptiske mht. om der overhoved er belæg for at påstå, at Audrey Hepburns karakter søger imod en lesbisk identitet, men det mener jeg godt man kan tolke det som med baggrund i hendes evige udskydelse af sit giftemål med Joe, (der har stået på i 2 år), som hun bliver ved med at finde på undskyldninger for at omgå, (måske i virkeligheden pga. Martha), og i de sidste scener hvor det er hende der insistere på, trods al modstanden udefra, at de bliver sammen, måske med det formål at få bekræftet om hun er lesbisk eller ej. Jeg føler mig dog rimelig sikker på, at hun under sin vandretur til sidst har besluttet sig for hvad hun vil, men det er så blot min fortolkning.
Det er vel nærmest overflødigt at nævne det, men MacLaine og Hepburn spiller begge fremragende og med stor indlevelsesevne som den hhv. kærlighedshungrende Martha, der er ved at imploderer af undertrykte følelser som for det meste kun kommer til udtryk i form af vredesudbrud og et enormt selvhad fordi ingen, med undtagelse af Karen, vil prøve at forstå hvad hun gennemgår eller acceptere hende for det. Hepburn gør modsat det hun er så bragende god til, nemlig at gi’ sine roller en hel unik form for poetisk skønhed og skrøbelighed, der her undergår en forvandling til en fåmælt, viljefast kvinde leveret med fornem brug af underspil af højeste karat i en fantastisk god film, som jeg fælder mindst et par tårer over hver gang de sidste scener udspiller sig.
Tjek evt. musikvideoen ud i linket som er meget stemningsfuld og smuk lavet og som modsat den originale trailer er redigeret, så man undgår at se slutningen udpenslet fuldstændig.
Hvis man derudover sku' fået lyst til at vide mere om perioden, filmen blev indspillet i med henblik på kampen mod cencurnævnets regler, kan jeg anbefale Vito Russos bog "The Celluiod Closet - Homosexuallity in The Movies", og/eller dokumantarfilmen af samme navn.
Så blev det tid til endnu en film fra stortalentet Joe Wrights hånd i skikkelse af hans Oscar og BAFTA vindende kærlighedsdrama, baseret på forfatter Ian McEwens novelle af samme navn, der igen drager fordel af at ha' den gudesmukke Kiera Knightley i hovedrollen, denne gang dog langt fra forrige rebelske Elisabeth Bennets væremåde. Med en historie fordelt over tre tidsperioder og betragtet fra forskellige synsvinkler tager Wright publikum med på en fortryllende og brutal rejse ind i to unges turbulente forelskelse, der må gå så grueligt meget igennem fordi the eye of the beholder og roden til tragedien ikke formår at skelne fiktion og virkelighed fra hinanden.
Året er 1935 midt om sommeren og på godset, ejet af den velhavende familie Tannis, hygger dennes yngste datter og forfatterspire Briony, (Saoirse Ronan), sig med at forsøge en opsætning af en af hendes yndlingsbøger "The Trials of Arebella", som en mindre forestilling for sine forældre og storesøster Cecilia, (Kiera Knightly), med hjælp fra sin ferierende kusine og sine to uduelige fætre som dog ikke rigtig forstår hvad det hele går ud på, hvilket driver Briony til vanvid, skønt hun i virkeligheden heller ikke selv er gammel nok til at ku' forstå kærlighedsintrigerne i stykket på den rigtige måde. Yderligere komplikationer støder gradvist til hendes frustrationer, da hendes bror dukker op på godset med sin gode ven Paul Marshall, (Benedicht Cumberbach), der viser sig at være noget af en klam stodder, som straks kaster sit ulveblik på den kun 15 årige kusine, der til gengæld lader sig charmere af den lumre charlatan. Forvirret over de mange indtryk fra en voksen verden hun endnu ikke tilhører, lader Briony efterfølgende sin fantasi træde i forgrunden og ender med at misforstå flere situationer mellem Cecilia og hendes udkårne Robbie Turner, (James McAvoy), og dermed fejltolker de hede og passionerede følelser, som de to har for hinanden i sådan grad, at hun til sidst efter endnu en misforståelse hvor kusinen voldtages og Marshall forveksles med Robbie overbeviser sig selv og dernæst resten af familien, med undtagelse af Cecilia der udvikler en bitter afsky over for hende, om at han må være en pervers sexgalning. Kort efter må den lamslåede Robbie uretfærdigt se sig selv ydmyget og sat bag tremmer.
5 år senere befinder Robbie sig, efter at ha’ lavet en deal med fængslet, i Frankrig under WWII sammen med to andre soldater, som alle er blevet væk fra deres enhed og nu må ta’ turen til fods mod rendevouz punktet nær strandbredden ved Dunkirk, alt imens hans tanker falder tilbage på den mellemliggende periode hvor den nu 18 årige Briony, (Romola Garai), arbejdende på samme hospital som Cecilia, forgæves har søgt forsoning med sin søster, der stadigvæk intet vil ha' at gøre med hverken hende eller resten af familien. Mens Briony tager sig af en såret fransk soldat i England, venter Robbie på at blive evakueret fra Dunkirk, som afslører krigen i al sin absurditet af død og ødelæggelse, (imponerende flot filmet i et cirka. 10 min. langt onetake), inden det langt om længe lykkedes for de tre involverede parter at genforenes og få renset luften imellem dem. Et interview i 1999 til et talkshow med den nu 87 årige Briony, (Vanessa Redgrave), om hendes bestseller baseret på hele miseren afslører dog at dele af det skrevne var ren fiktion, men hvilke dele og hvorfor skal ikke afsløres her.
"Antonement" er ikke nogen nem historie at genfortælle med sine mange flashbacks og synsvinkler på samme scener, men det er så til gengæld også en af filmens absolutte styrker, da det er med til at holde tilskuerens koncentration skærpet og interessen for karakterernes gøren og laden fanget i en jerngreb hele vejen igennem Christopher Hamptons yderst velskrevne og detaljerede manuskript, hvis dramatiske udfoldelser af romantikken stepdanser hen over sanserne som en hårdtarbejdende skrivemaskine og lige ind i hjertet på en både betagende, poetisk og nådesløs måde, akkompagneret af filmteknisk håndværk fra toppen af superligaen i form af hhv. Seamus McGarveys fotografering og Paul Tothill's redigering, der solidt understøttes af Dario Marianelli's formidable underlægningsmusik. Som Briony, der portrætteres af tre skuespillere, gør hhv. Saoirse Ronan, Romola Garai og Vanessa Redgrave alle det særdeles fremragende, men det er nu stadigvæk Kiera Knightley og James McAvoy, der stjæler billedet med et par præstationer emmende af nerve og nærvær, der springer lærredet og omfavner tilskueren i hver eneste scene de er med i.
Kig forbi i morgen, hvis i har lyst. Her dukker en filmperle fra Greg Araki op på plads # 89.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#151 filmz-Martychris 14 år siden
#152 NightHawk 14 år siden
Fordi Directors Cut udgaven i mine øjne er en af de bedste superhelte filmatiseringer. :)
#153 Highland Park 14 år siden
Hvis jeg skal komme med eksempler på, hvad jeg ikke synes fungerer, er jeg nødt til at gense filmen, da den ikke står så stærkt i min hukommelse, men overordnet set rummer Cravens idé større potentiale, end der bliver indfriet, og især i klimakset måtte de gode intentioner vige for en tåbelig slutning.
Kun motorvejssekvensen husker jeg som effektiv og for alvor spændende.
#154 NightHawk 14 år siden
Jeg havde nu heller ikke noget imod din joke. Synes faktisk den var ganske underholdende. :)
Mht. slutningen så er jeg som sagt ikke enig :
Det synes jeg satme er genialt fundet på.
#155 Bobby Singer 14 år siden
#156 MOVIE1000 14 år siden
#157 Herrguth 14 år siden
Cruel Intentions - 5/6 (og jeg synes heller ikke slutningen er sentimental)
Collateral - 4/6
Wes Craven's New Nightmare - 5/6 (helt klart den bedste af fortsættelserne.)
#158 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433961828...
Når man i første omgang får øje på coveret til thrilleren “Vacancy” og ser det i forbindelse med en skuespiller som Luke Wilson, der primært gør sig i komedier af forskellig slags, tænker de fleste nok, at dette er en film man skal holde sig langt fra, da det umuligt kan være nogen vellykket kombination. Men har man fulgt ham siden starten i "Bottle Rocket" og videre i Wes Andersons øvrige nedtonede og excentriske sorte komedier, "Rushmore" og "The Royal Tennenbaums", ja så ved man også, at Wilson gemmer på et langt større og alsidigt talent, der klart overskygger brormand Owens. I ”Vacancy” der bedst kan beskrives som lige dele kammerspil, lige dele slasher/thriller, får man endnu et bevis på at det er tilfældet. Luke Wilson gør det kort og godt bragende godt i samtlige af instruktør Nimrod Antals ultra nervepirrende 82 min lange film, der åbner med en forrygende titelsekvens i bedste Hitchcock stil komplet med et score, der gør dennes hofkomponist Bernard Herman stor ære, inden der morfes elegant over i nummerpladen på det unge nyseparerede par Amy og Davids, (Kate Beckinsale & Luke Wilson), bil, mens de begiver sig hjemad via en snørklet landevej i nattens mulm og mørke.
Midt i et af mange skænderier kører de galt og ender, efter et kort ophold hos den lokale mekaniker, med at måtte tilbringe natten på et afsidesliggende motel som de eneste gæster, hvor de hurtigt erfarer, efter en mildt sagt frustrerende snak med den temmelig irriterende og provokerende forpagter Mason, (Frank Whaley), at der er noget uldent ved stedet. Lidt efter på hotelværelset bliver de bekræftet i deres mistanke, da de finder en række bånd indeholdende nogle brutale snuff-film, som til deres skræk viser sig at være optaget på selv samme værelse de befinder sig i. David spotter efterfølgende, at de bliver overvåget og pludselig befinder det unge par sig nu fanget mutters alene langt ude på bøhlandet med en flok psykopatiske mordere, der er i fuld kontrol med deres ofre. David og Amy er nu tvunget til at lægge fortiden og deres interne problemer bag sig og samarbejde, hvis de skal ha’ bare den mindste chance for at slippe fra rædslerne med livet i behold.
Nimrod Antal har kreeret en film, der starter ligeså kontant som den afsluttes. Der er ingen lang forhistorie og ingen lang efterrationalisering. Hvad han i stedet gør, er at la’ David og Amys fortid udspille sig i form af spydige kommentarer og hadefulde blikke mens filmen er i fremdrift, så det overlapper perfekt og hurtigt, uden at det dog virker forceret, med hovedplottet og kampen mod ondskaben, der muligvis kan vise sig at blive redningen på deres forhold. Om det så bliver til en løsning la’ Antal publikum om med en åben slutning, der lader spørgsmålet hænge frit i luften. Historien er som sagt ganske enkel og filmens location stort set holdt et sted og alligevel går det aldrig hen på noget tidspunkt og bliver kedeligt eller statisk. Nimrod Antal varierer nemlig kløgtigt sin handling, så det ikke kun bliver et indelukket psykologisk gys men også et fysisk, når han b. la. tager publikum på et par ture ned i nogle ufatteligt klaustrofobiske tunneller og drabelige jagter over gårdspladsen af det unge par, der er hamrende intense men omvendt kun er det, fordi opbygningen til dem er så fænomenalt godt udført.
Genskabelsen, eller forsøget på genskabelsen, af Amy og Davids liv sammen afhænger af konflikten med morderne i filmen, som der ikke bliver gjort noget for at mystificere. Det er nemlig også helt og aldeles ligegyldig, for den rolle de udgør er symbolet på kontrol frem for noget andet, bedst illustreret i form af stedets forpagter Mason som slår tonen an i scenen, hvor han tager imod det unge par i receptionen. Forløbet her virkede langsomt og lettere irriterende da jeg så filmen første gang, men jeg ku’ se ved andet gennemsyn, at det jo er helt bevidst den måde der bygges op på. Masons langsomme veksling af Davids sedler til mønter, bliver således ikke blot en understregning af hans karakter og hans handlinger senere hen, men af hele temaet om kontrol. Han nyder at styre dem rundt i manegen her og pisse dem af, også selv om det drejer sig om noget så simpelt som udveksling af småmønter. De to andre medskurke i filmen er stort set anonyme, men igen har det sin logiske årsag, da de er at betragte som Masons forlængede arm og værktøj som han bruger til at udføre sine perverse gerninger med.
Ud over at være godt spillet, mere end kompetent instrueret, og skrevet, (Mark L. Smith), nyder filmen stor gavn af fotografen Andrzej Sekula, hvis billeder er lækkert kræs for øjnene, både når det gælder de mere stemningsfulde scener som introen, de mange nervepirrende scener undervejs, samt den helt igennem forrygende og actionprægede finale. Hvis man sidder derude og mangler en fremragende thriller med et intelligent manuskript og toppræstationer både foran og bag kameraet, ja så gør jer selv den tjeneste at få fat på filmen, som kan fås til en billig penge de fleste steder. Det vil i ikke fortryde.
(94) : RoboCop, 1987
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276160799...
”RoboCop" er et fedt miks af western, sci-fi og action, krydret med Verhoevens typiske brug af en solid omgang kulsort humor, der især skinner igennem i de meget morsomme tv-spots for diverse legetøjsprodukter, så som det grotesk forherligende atombombe familiespil "Nuke'em", og i den iskolde og kyniske business verden, hvor penge er alt og tab af menneskeliv blot er noget man må leve med. Skuespillet er også helt i top og bestemt en stor grund til, at filmen fungerer så godt som den gjorde i sin tid og stadig gør den dag i dag. Peter Wellers præstation, skiftende fra den ultra coole og stålsatte gunslinger Murphy med mod og mandshjerte galore, til den køligt beregnende menneskemaskine, er noget der stadig gør stort indtryk på mig.
Ligeledes er skurkene på hver deres facon også et par interessante karakterer, der glimrende afspejler deres kontrast til helten og historiens tema generelt. Ronny Cox er herlig kynisk som den magtliderlig og griske vicedirektør Dick Jones fra firmaet OCP som næsten ejer hele Detroit hvor dramaet udspiller sig, og Kurtwood Smith er modbydelig ond som værktøjet/håndlangeren Clarence Boddicker, der ser en mulighed for at score kassen i en by og et land styret af grådighed. Således er grundkernen i filmen altså et opgør med menneskets sande værdier vs. magtbegær og materielle begær. Samtidig hersker der også en kamp om, at bevare og beskytte den menneskelige sjæl frem for at blive alt for afhængige af teknologien og prøve at gemme sig bag den. Et tema som bliver flot understreget af Robocop/Murphy's indre konflikt. Mennesket imod maskinen i en og samme krop.
"RoboCop" er en klassiker der fortjent har fået sin plads i filmhistorien, hvilket ikke blot skyldes at den fungerer fremragende som ren action/sci-fi film, men også fordi den ud over genre-sammensætningen og tidløs sort humor byder på en klassisk temalogi som jo stadig i år 2009 er ganske relevant.
(93) : Butch Cassidy & The Sundance Kid, 1969
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245432445...
Så snupper jeg endnu en western, og denne gang bliver det i skikkelse af George Roy Hills klassiker om to af det vilde vest mest charmerende bankrøvere og deres muntre liv og kontroverser med hinanden, lovens lange arm og ikke mindst den bolivianske hær i en film der bød på det første legendariske møde mellem to af Hollywoods mest respekterede skuespillere, for hvem rollen som Sundance Kid samtidig betød et gigantisk karriere boost for den ene af hovedrollerne.
Efter et veloverstået røveri mod den lokale bank erfarer Butch & Sundance, (Paul Newman & Robert Redford), at resten af medlemmerne i deres bande er blevet enige om, at tiden er inde til at en af de andre overtager ledelsen mest af alt på grund af deres ret så beskedne del af det samlede udbytte. Efter en kort duel med den enorme Logan hvor Butch ser stort på al form for fair play, er alt dog tilbage ved det gamle og kort efter snupper han sin udfordrers plan om et snedigt dobbeltrøveri af den samme pengetransport, der i første omgang går godt, hvilket bl.a. bliver fejret med Sundances kæreste Etta, (Katharine Ross), men efterfølgende ender i det totale kaos da Butch ubetænksomt fyrer lidt for godt op med dynamitten og sender togvognen med alle pengene i til konfetti, deres bande i alle mulige retninger og de to gavtyve selv på vild flugt, da sheriffens speciel udvalgte tropper samtidig pludselig dukker op gemt i et tog, der har ligget på lur efter pengetransporten.
Efter utallige omveje, smutveje og genveje, over stok og sten, gennem by og land, fra den støvede prærie til de høje tinder og ned igen med det jagtende og utrættelige koppel af dedikerede og topprofessionelle dusørjæger lige i hælene, må Butch & Sundance efterhånden indse at de sjove tider er ved at være forbi, da alvoren vedr. deres situation melder sin ankomst som en spand kold vand, eller i deres tilfælde en hel flod, lige i ansigtet. Tilbage igen hos Etta bliver trioen enige om, at stikke af til et sted hvor de kan være i fred og ender efter en længere rejse i det trøstesløse Bolivia, hvor de to stratenrøvere dumdristigt vælger at fortsætte deres karriere som kriminelle og bliver snart, dog først efter et par kiksede forsøg, kendt som Bandidos Yankies, som staten vil gøre alt for at få ramt på, hvilket hurtigt får de to lovløse til at indse, at det nok er klogest at skifte spor og forsøge at få sig et lovlydigt arbejde i håb om at interessen omkring dem vil dampe af. Men helt så let kommer tingene selvfølgelig ikke til at forløbe og ikke længe fremme i horisonten lurer der derfor en uundgåelig og blodig konfrontation af dimensioner.
Det bliver sgu bare ikke ret meget bedre end at se den formidable måde Redford og Newman gir hinanden modspil på, der sammen med deres herlige pingpong dialog og de imponerende stunts/shootouts alene gør filmen til et must i enhver filmelskers samling. Men derudover ligger der også et ganske interessant tema i filmen, hvor to verdener kolliderer med hinanden; poetisk og humørfyldt skildret i Butch & Sundances opfattelse af virkeligheden som værende en lang drengerøvstur af fest og ballade, (hvilket scenen med Newman og Ross cykeltur til tonerne af ”Raindrops Keep Falling On my Head” er et glimrende eksempel på), helt uden interesse i kedelige ting som ansvar og forpligtelser, der står i skærende kontrast til den uglamourøse og barske virkelighed symboliseret i deres forfølgere, som truer med at smadre deres illusion om den ultimative frihed og selvstændighed, hvilken de to drømmere, (og det har jeg altid syntes var en fed detalje), bliver ved med at holde fast i til den bitre ende.
(92) : Election, 1999
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973633403...
Med udgangspunkt i Tom Perottas anmelderroste novelle af samme navn lykkedes det på fornemt vis den dengang debuterende instruktør Alexander Payne, (som de fleste bedst kender som manden bag succesen ”Sideways”), at forvandle bogens samfundskritiske materiale til ikke blot at være et hit inden for highschool/teenage subgenren, men også samtidig være en ultra skarp og meget morsom politisk komedie, der paradoksalt nok året efter sin premiere sku’ vise sig, dog med modsat fortegn at ramme skræmmende præcist i sin syrlige satire over magtkampen om verdens, ifølge amerikanerne selv, vigtigste embede.
Matthew Broderick spiller historielæreren Jim McAllister, hvis engagement til sit job betydeligt overstiger hans jævnt frustrerede hverdag med sin småsure kone, så derfor kommer det forestående valg til elevrådet samt dets formand som en mere end kærkommen lejlighed for at undgå al for meget af den hjemlige ”hygge”. På skolen begynder hans humør dog hurtigt at smuldre, da McAllister erfarer at den selvglade og dybt manipulerende superstræber Tracy Flick, (Reese Witherspoon), som han nærer et indædt had til fordi hun tidligere fik en af hans kollegaer fyret efter hun selv havde indledt den skæbnesvangre affære, stiller op uden nogen konkurrence og derfor som den største selvfølgelighed regner med at sejren på forhånd er sikret.
Irriteret og provokeret over den nævenyttige tøs selvfede attitude beslutter han sig for at gi´ hende kamp til stregen og udvælger derfor strategisk skolens mest populære elev, quaterbacken Paul Metzler, (Chris Klein), der til gengæld ikke er den mest intelligente fyr men på den måde nem at manipulere med, som hendes modkandidat. Pga. en skade i knæet som Paul ikke ved om han kommer sig over, lader han sig overtale til at gøre et forsøg, selv om han egentlig ikke er synderligt interesseret. Tracy har for længst opfattet hvad det hele går ud på, men kommer sig hurtigt over chokket og beslutter sig nu mere ihærdig end nogensinde før at ta´ udforingen op koste hvad det vil. Midt i konflikten melder endnu en kandidat sig pludselig på banen i skikkelse af Pauls slacker søster Tammy, (Jessica Campbell), der vil hævne sig på ham for at ha’ stjålet hendes kæreste Lisa, og så begynder lavinen for alvor at skride helt ud af kontrol for McAllister, der må kæmpe en brav kamp for at få kontrol over situationen og sit eget liv generelt.
Alexander Payne har med ”Election” lavet en klukkende morsom og yderst velskrevet sort komedie, som efter min mening også er klart hans bedste film og en af den slags jeg kan se igen og igen pga. den multilagrede handling og ikke mindst skuespillet som er bragende godt fra de to hovedroller, der er en sand fornøjelse at følge både hver for sig, men i særdeleshed også i de scener de har sammen. Witherspoon er fantastisk at se på i en rolle mange meget rammende har beskrevet som en ung Sarah Palin, (altså lige med den forskel at Tracy Flick er lynende intelligent), og Broderick i en af sine bedste præstationer matcher hende perfekt med sit herligt afvekslende miks af en mand der forsøger at fremstå tålmodig og med overskud, men som inden i danser den mexicanske hattedans af bar frustration over sit selvforskyldte kaotiske liv.
(91) : The Children’s Hour, 1961
http://www.amazon.co.uk/Childrens-Hour-DVD-Audrey-...
Sidste film i denne omgang bliver William Wylers remake af hans og forfatter Lillian Hellmans ”These Three” fra 1936, der dengang var underlagt censur i form af MPPDA’s, (det man i dag kender som MPAA), for at sige det mildt, pænt diskriminerende Hays Code, hvilket betød at manuskriptets oprindelige homoseksuelle tema måtte ændres til at omhandle en mere acceptabel kærlighedsaffære/trekantsdram mellem de to lærerinder og den enes mandlige kæreste. Selvom The Hays Code først officielt blev afskaffet i 1968, var man så småt begyndt at løsne grebet i starten af 60’erne, dog primært af kommercielle hensyn og bestemt ikke ideologiske, som gjorde det muligt for manuskriptforfatter John Michael Hays at lave et nyt udkast, der var langt mere tro mod Lillian Hellmans originale historie, dog med det forbehold at det lesbiske tema forblev som subtekst i størstedelen af filmen.
På en privatskole for piger i New England, ledet af de to barndomsvenner Martha og Karen, (Shirley MacLaine & Audrey Hepburn), forløber alt i tilsyneladende skønneste orden. Men bag idyllen og den pæne facade raser stærke, forbudte og lidenskabelige følelser der er skræmmende tæt på at bringe Martha ud på randen af et følelsesmæssigt kollaps, fordi hun ikke kan give udtryk for sin kærlighed uden samtidig at afsløre sin sande identitet, hvilket hun ved der ikke hersker nogen form for forståelse eller accept af i det fordomsfulde samfund de er omgivet af. I de stunder hun kan være alene med Karen, der til at starte med aner intet om hvordan Martha tænker og føler, er verdenen for nogle få korte øjeblikke perfekt, men den illusionen brydes dog omgående hver gang Karens forlovede, den charmerende Dr. Joe Cardin, (James Garner), dukker op som forstyrrende element og minder Martha om alt det hun gerne vil ha’, men højst sandsynligt aldrig kan få, hvilket kun gør hende endnu mere frustreret og irritabel ikke mindst i forhold til Karen.
Selv om hun ikke er meget for det accepterer hun tingene som de er, men mister alligevel selvkontrollen i et skænderi med sin tante Lilly, (Miriam Hopkins), der trods det at undervise i korrekt formulering udtaler sig mere end tåbeligt, da hun nedladende bemærker at Marthas forhold til Karen lige siden de var børn, altid har været betragtet som et alt for stærkt og dermed unaturligt tæt venskab. Tilfældet vil det uheldigvis, at to af eleverne overhører diskussionen og fortæller den halve vind videre til deres roommate, den møgforkælede og dybt manipulerende Mary Tillford, (Karen Balkin), der i forvejen er raget uklar med de to lærerinder og som derfor straks ser sin chance for at ta’ en grusom hævn over dem begge ved at bilde sin rige farmor, og en af skolens vigtigste støtter, ind at de har gang i en hed affære. Og kort efter ruller lavinen der, selvom den ikke er baseret på andet end løgn, hurtigt udstiller samfundet fra sin mest fordomsfulde og værste side.
Rygterne fortæller, at William Wyler klippede flere scener ud der mere åbenlyst viste det lesbiske tema i ”The Children’s Hour”, for på den måde at omgås de hysteriske censur regler. Det har nu ikke gjort filmen dårligere i mine øjne, men derimod gjort den bedre forstået på den måde, at Wyler hermed tvinger tilskueren til at sidde og være opmærksom på alt hvad de to hovedroller siger og gør, også selv om den pågældende scene ikke umiddelbart handler om deres ambivalente forhold/følelser for hinanden og dem selv. Subteksten betyder nemlig at der er så mange fede detaljer at sidde og spotte, især mht. kropssproget/ reaktioner som jeg fandt meget fascinerende at tolke på. Ta’ f. eks scenen hvor Karen annoncere, at hun højst sandsynligt har tænkt sig at gifte sig med Joe og den efterfølgende aggressive måde Martha reagere på, eller da Martha i en meget sød scene i filmens start detaljeret beskriver en episode fra da de var 9 år gamle om Karen.
Begge scener er mesterlige eksempler på det centrale i historien, som i virkeligheden slet ikke handler så meget om de ydre omstændigheder, der dog alligevel har stor betydning i forhold til at nå frem til det bagvedliggende, nemlig at beskrive de to kvinders forståelse og accept af deres egen seksualitet, der når vidt forskellig konklusion i den dramatiske afslutning. Dem der har set filmen, vil måske stille sig skeptiske mht. om der overhoved er belæg for at påstå, at Audrey Hepburns karakter søger imod en lesbisk identitet, men det mener jeg godt man kan tolke det som med baggrund i hendes evige udskydelse af sit giftemål med Joe, (der har stået på i 2 år), som hun bliver ved med at finde på undskyldninger for at omgå, (måske i virkeligheden pga. Martha), og i de sidste scener hvor det er hende der insistere på, trods al modstanden udefra, at de bliver sammen, måske med det formål at få bekræftet om hun er lesbisk eller ej. Jeg føler mig dog rimelig sikker på, at hun under sin vandretur til sidst har besluttet sig for hvad hun vil, men det er så blot min fortolkning.
Det er vel nærmest overflødigt at nævne det, men MacLaine og Hepburn spiller begge fremragende og med stor indlevelsesevne som den hhv. kærlighedshungrende Martha, der er ved at imploderer af undertrykte følelser som for det meste kun kommer til udtryk i form af vredesudbrud og et enormt selvhad fordi ingen, med undtagelse af Karen, vil prøve at forstå hvad hun gennemgår eller acceptere hende for det. Hepburn gør modsat det hun er så bragende god til, nemlig at gi’ sine roller en hel unik form for poetisk skønhed og skrøbelighed, der her undergår en forvandling til en fåmælt, viljefast kvinde leveret med fornem brug af underspil af højeste karat i en fantastisk god film, som jeg fælder mindst et par tårer over hver gang de sidste scener udspiller sig.
Tjek evt. musikvideoen ud i linket som er meget stemningsfuld og smuk lavet og som modsat den originale trailer er redigeret, så man undgår at se slutningen udpenslet fuldstændig.
Hvis man derudover sku' fået lyst til at vide mere om perioden, filmen blev indspillet i med henblik på kampen mod cencurnævnets regler, kan jeg anbefale Vito Russos bog "The Celluiod Closet - Homosexuallity in The Movies", og/eller dokumantarfilmen af samme navn.
http://www.amazon.co.uk/Celluloid-Closet-Homosexua...
http://www.amazon.co.uk/Celluloid-Closet-Jeffrey-F...
#159 NightHawk 14 år siden
The Celluiod Closet - Trailer :
The Children's Hour - Shirley MacLaine & Susie Bright :
#160 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0251933285...
Så blev det tid til endnu en film fra stortalentet Joe Wrights hånd i skikkelse af hans Oscar og BAFTA vindende kærlighedsdrama, baseret på forfatter Ian McEwens novelle af samme navn, der igen drager fordel af at ha' den gudesmukke Kiera Knightley i hovedrollen, denne gang dog langt fra forrige rebelske Elisabeth Bennets væremåde. Med en historie fordelt over tre tidsperioder og betragtet fra forskellige synsvinkler tager Wright publikum med på en fortryllende og brutal rejse ind i to unges turbulente forelskelse, der må gå så grueligt meget igennem fordi the eye of the beholder og roden til tragedien ikke formår at skelne fiktion og virkelighed fra hinanden.
Året er 1935 midt om sommeren og på godset, ejet af den velhavende familie Tannis, hygger dennes yngste datter og forfatterspire Briony, (Saoirse Ronan), sig med at forsøge en opsætning af en af hendes yndlingsbøger "The Trials of Arebella", som en mindre forestilling for sine forældre og storesøster Cecilia, (Kiera Knightly), med hjælp fra sin ferierende kusine og sine to uduelige fætre som dog ikke rigtig forstår hvad det hele går ud på, hvilket driver Briony til vanvid, skønt hun i virkeligheden heller ikke selv er gammel nok til at ku' forstå kærlighedsintrigerne i stykket på den rigtige måde. Yderligere komplikationer støder gradvist til hendes frustrationer, da hendes bror dukker op på godset med sin gode ven Paul Marshall, (Benedicht Cumberbach), der viser sig at være noget af en klam stodder, som straks kaster sit ulveblik på den kun 15 årige kusine, der til gengæld lader sig charmere af den lumre charlatan. Forvirret over de mange indtryk fra en voksen verden hun endnu ikke tilhører, lader Briony efterfølgende sin fantasi træde i forgrunden og ender med at misforstå flere situationer mellem Cecilia og hendes udkårne Robbie Turner, (James McAvoy), og dermed fejltolker de hede og passionerede følelser, som de to har for hinanden i sådan grad, at hun til sidst efter endnu en misforståelse hvor kusinen voldtages og Marshall forveksles med Robbie overbeviser sig selv og dernæst resten af familien, med undtagelse af Cecilia der udvikler en bitter afsky over for hende, om at han må være en pervers sexgalning. Kort efter må den lamslåede Robbie uretfærdigt se sig selv ydmyget og sat bag tremmer.
5 år senere befinder Robbie sig, efter at ha’ lavet en deal med fængslet, i Frankrig under WWII sammen med to andre soldater, som alle er blevet væk fra deres enhed og nu må ta’ turen til fods mod rendevouz punktet nær strandbredden ved Dunkirk, alt imens hans tanker falder tilbage på den mellemliggende periode hvor den nu 18 årige Briony, (Romola Garai), arbejdende på samme hospital som Cecilia, forgæves har søgt forsoning med sin søster, der stadigvæk intet vil ha' at gøre med hverken hende eller resten af familien. Mens Briony tager sig af en såret fransk soldat i England, venter Robbie på at blive evakueret fra Dunkirk, som afslører krigen i al sin absurditet af død og ødelæggelse, (imponerende flot filmet i et cirka. 10 min. langt onetake), inden det langt om længe lykkedes for de tre involverede parter at genforenes og få renset luften imellem dem. Et interview i 1999 til et talkshow med den nu 87 årige Briony, (Vanessa Redgrave), om hendes bestseller baseret på hele miseren afslører dog at dele af det skrevne var ren fiktion, men hvilke dele og hvorfor skal ikke afsløres her.
"Antonement" er ikke nogen nem historie at genfortælle med sine mange flashbacks og synsvinkler på samme scener, men det er så til gengæld også en af filmens absolutte styrker, da det er med til at holde tilskuerens koncentration skærpet og interessen for karakterernes gøren og laden fanget i en jerngreb hele vejen igennem Christopher Hamptons yderst velskrevne og detaljerede manuskript, hvis dramatiske udfoldelser af romantikken stepdanser hen over sanserne som en hårdtarbejdende skrivemaskine og lige ind i hjertet på en både betagende, poetisk og nådesløs måde, akkompagneret af filmteknisk håndværk fra toppen af superligaen i form af hhv. Seamus McGarveys fotografering og Paul Tothill's redigering, der solidt understøttes af Dario Marianelli's formidable underlægningsmusik. Som Briony, der portrætteres af tre skuespillere, gør hhv. Saoirse Ronan, Romola Garai og Vanessa Redgrave alle det særdeles fremragende, men det er nu stadigvæk Kiera Knightley og James McAvoy, der stjæler billedet med et par præstationer emmende af nerve og nærvær, der springer lærredet og omfavner tilskueren i hver eneste scene de er med i.
Kig forbi i morgen, hvis i har lyst. Her dukker en filmperle fra Greg Araki op på plads # 89.