Jeg har faktisk ikke fået set nogen af dem endnu, men har helt afgjort fået ekstra lyst til det efter at ha' set "Victim". De ryger fluks på min wish List hos Amazon.
Tak for anbefalingerne. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Nu hopper vi op i Alfa Romeoen og tager et smut tilbage til 60’erne med Mike Nichols mesterlige drama-komedie, baseret på Charles Webbs novelle af samme navn, om universelle temaer som ungdommens svære kår, forventningspres og meningen med livet i store træk, der båret frem på en fatamorgana lignede drømmesky af velskrevet pop-poesi fra den legendariske duo Simon & Garfunkel på forbindtlig vis akkompagnere filmens pointer og budskaber fyldt med skarp satirisk vid og sansemotorisk billedopsætning som understregende effekt, der alt lagt sammen og fuldt fortjent har gjort filmen til en udødelig klassiker.
Efter at ha’ bestået college med bravur og oven i hatten modtaget et betydningsfuldt legat vender den næsten 21 årige Benjamin Braddock, (Dustin Hoffman), hjem til sin fødeby i Pasadena Californien for at blive fejret af sine pavestolte forældre, der overstadige af begejstring har valgt at invitere samtlige i nabolaget for at lykønske the golden boy med hans imponerende bedrifter og diskutere hans fremtidsplaner, hvilket der ikke går længe med inden al den omklarende ros og de mange spørgsmål begynder at hænge ham langt ud af halsen. Derfor kommer den lettere beduggede Mrs. Robinsons, (Anne Bancroft), anmodning om at gi’ hende et lift hjem umiddelbart som sendt fra himlen og en kærkommen mulighed for at få det hele lidt på afstand. Men knap er ungersvenden trådt inden for døren hos den langt ældre forstadsfrue, før hun forsøger at lokke ham i kanen og så er gode råd dyre for den lettere forfjamskede og forvirrede Benjamin, der heldigvis når at besinde sig og dermed med nød og næppe undgår at blive rodet ind i et trekantsdrama med Mr. Robinson, (Murray Hamilton), som pludselig vender hjem fra festen, men heldigvis er mere optaget af whisky og Benjamins potentielle score-evner hos de unge tøser end noget andet.
Et par dage efter hos sin familie modtager Benjamin en fødselsdagsgave, der får dråben til at flyde over og han beslutter sig derfor resolut at ændre på den forudsigelige dagligdag hvor forældrene styrer showet, ved at ta’ kontakt til Mrs. Robinson og opsøge muligheden for en affære fyldt med forbudt kærlighed og tiltrængt spænding, der så at sige kan lette trykket fra omverdenens forventningspres til ham. Som dagene langsomt skrider fremad med skiftevis sex og hygge ved poolen, gør det usynlige oprør sit indhug i bevidstheden hos den nu selvsikre unge mand, hvis drivert artige attitude er tæt på at få hans forældre helt op i det røde felt af frustration. Men efterhånden begynder affæren med Mrs. Robinson også at blive lettere triviel og bortset fra en enkelt anekdote fra hendes fortabte fortid, indser Benjamin at de to intet har tilfældes og søger derfor desperat en vej ud af forholdet, hvilket han får en gylden mulighed for da hans forældre arrangere en date med familien Robinsons nuttede datter Elaine, (Katharine Ross), som han trods hendes mors trusler om at afsløre alt alligevel tager i byen med og opdager, at hun måske i virkeligheden er the one end only hvis kærlighed han er villig til at gøre alt for at vinde, ligegyldig hvor mange forhindringer fra omgivelserne han end måtte støde på undervejs.
”For god's sake, Mrs. Robinson. Here we are. You got me into your house. You give me a drink. You… put on music. Now you start opening up your personal life to me and tell me your husband won't be home for hours. Mrs. Robinson, you're trying to seduce me. Aren't you?”
”Would you like me to seduce you? Is that what you're trying to tell me?”
Da “The Graduate” havde premiere i sin tid, kom filmen på et tidspunkt hvor kløften mellem den ældre konservativt tænkende generation og deres teenagebørn var enorm, hvilket resulterede i et tiltrængt ungdomsoprør der hurtigt blomstrede på fuld kraft med store forventninger og forhåbninger om at nedbryde de fastlagte normer i samfundet og få gjort op med de gammeldags traditionelle livsfilosofier. Hvor en film som Dennis Hoppers “Easy Rider” fra 1969 var et loyalt spejlbillede af tidsånden både i billedsprog og beskrivelse af sine karakterer, var Mike Nichols rebelske mission en langt mere underfundig en af slagsen hvis protagonist og modstandere, hvad angår udseende, var identiske men derimod adskilte sig markant i opfattelse af selv samme tid og rum de befandt sig i mht. reaktioner og handlinger, der bombastisk symboliserede og skabte modsætningsforholdene mellem den unge generations verden og den ældre.
I to ud af filmens tre første scener eksekveres denne kontrast på mesterlig vis ved at placere Benjamin, (charmerende kejtet spillet af Dustin Hoffman), i filosofisk fritænkning på vej ud af lufthavnen og efterfølgende på sit gamle værelse foran akvariet med den meditative boblen i baggrunden, for herefter at kaste ham for løverne da han konfrontere familiens gæster hvis omklamring og påduttelse af egne værdisæt illustreres ved en klaustrofobisk kameraføring tilsat utallige nærgående close-ups, som også gør sig gældende da manden i centrum senere påtvinges en fødselsdagsgave han har ingen interesse i og nærmest ydmygende må gå the walk of shame, inden han langt om længe kan få lov til at trække vejret igen og være i fred paradoksalt nok bedst alene på bunden af svømmepølen, der i overført betydning bringer den moderate rebel tilbage foran sit beroligende akvarium og forstærker de i forvejen eksisterende tanker om en eller anden form for oprør.
Og her er det så at den erfarne og smækre Mrs. Robinson, (Anne Bancroft der veksler fornemt mellem deprimeret forstadsfrue og sexet femme fatale), kommer ind i billedet, for mødet med hende bliver lige præcis den udfordring Benjamin har brug for til at slippe tøjlerne skønt det, at hans udfordring af forældrenes og samfundet livssyn forbliver i det skjulte pga. affæren. Den underspillede form betyder dog på ingen måde, at konflikterne mister deres effekt eller styrke i budskabet om frigørelse overordnet set. Affæren har dog også en anden side, en bagside om man vil af sexmedaljen, der også gør sig udslagsgivende i at illustrere håbløsheden over den forspildte ungdom og fastlåsheden i de traditionsbundne rammer, som Mrs. Robinson frustreret for længst har opgivet håbet om at lave om på, da hun endelig blotter sjælen for sin unge elsker og beskriver sin tidlige graviditet med Elaine og de efterfølgende knuste fremtidsdrømme som kunststuderende, for hvem den desperate griben efter the glory days og healing af de bristede illusioner, Benjamin bliver et objekt for, hvilket han heldigvis opdager i tide og kommer ud af igen, da Elaine fanger hans øje.
Derpå er scenen sat til den store finale, hvor alle Mike Nichols temaer og interne personkonflikter krydser hinanden og går op i en højere enhed, der udmunder sig i en af de mest underholdende og medrivende jagter på den store kærlighed og opgør med traditionerne, som på alle tænkelige måder får et solidt spark i kirkeklokkerne og fortrænger den fordybende sound of silence med et rungende sound of greatness.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Ud over "The Graduate", har jeg set alle hans film fra "Silkwood" til "Closer" og er helt enig med dig i, at der er flere rigtig gode film i blandt. Har dog sån et lidt had/kærlighedsforhold til "Closer", som jeg nok bude ta' og gi' en chance mere.
Største minus mht. Mike Nichols er dog, at jeg mangler at se "Who's Afraid of Virginia Wolf" og "Catch-22".
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#204 Jeg så først Closer for 3-4 måneder siden. På en eller anden måde, havde jeg fået overbevist mig om, at det "ikke var mig". Men de gode udtalelser om filmen blev ved med at dukke op og så læste jeg først, at Nichols var instruktør og så fik jeg den set :) Jeg var meget overrasket og jeg har ikke noget dårligt at sige om den. 9/10.
Jeg mangler Charlie Wilsons War. Du kan godt glæde dig til de to. Who's ... er forrygende.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
The Graduate er en fremragende film. Closer synes jeg også er blandt hans bedste film. En af de film som har gjort det største indtryk på mig i det seneste årti, især fordi jeg ikke var klar over hvad jeg gik ind til. Nichols har ellers været ned i en bølgedal i 90erne, men er vendt stærkt tilbage i 00erne først med Wit, så med den fremragende Angels in America. Charlie Wilson's War er også en ganske sjov film, men ikke en film der kan måle sig med hans bedste. Teaterstykker er hans helt store styrke.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#201 NightHawk 14 år siden
Jeg har faktisk ikke fået set nogen af dem endnu, men har helt afgjort fået ekstra lyst til det efter at ha' set "Victim". De ryger fluks på min wish List hos Amazon.
Tak for anbefalingerne. :)
#202 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276160750...
Nu hopper vi op i Alfa Romeoen og tager et smut tilbage til 60’erne med Mike Nichols mesterlige drama-komedie, baseret på Charles Webbs novelle af samme navn, om universelle temaer som ungdommens svære kår, forventningspres og meningen med livet i store træk, der båret frem på en fatamorgana lignede drømmesky af velskrevet pop-poesi fra den legendariske duo Simon & Garfunkel på forbindtlig vis akkompagnere filmens pointer og budskaber fyldt med skarp satirisk vid og sansemotorisk billedopsætning som understregende effekt, der alt lagt sammen og fuldt fortjent har gjort filmen til en udødelig klassiker.
Efter at ha’ bestået college med bravur og oven i hatten modtaget et betydningsfuldt legat vender den næsten 21 årige Benjamin Braddock, (Dustin Hoffman), hjem til sin fødeby i Pasadena Californien for at blive fejret af sine pavestolte forældre, der overstadige af begejstring har valgt at invitere samtlige i nabolaget for at lykønske the golden boy med hans imponerende bedrifter og diskutere hans fremtidsplaner, hvilket der ikke går længe med inden al den omklarende ros og de mange spørgsmål begynder at hænge ham langt ud af halsen. Derfor kommer den lettere beduggede Mrs. Robinsons, (Anne Bancroft), anmodning om at gi’ hende et lift hjem umiddelbart som sendt fra himlen og en kærkommen mulighed for at få det hele lidt på afstand. Men knap er ungersvenden trådt inden for døren hos den langt ældre forstadsfrue, før hun forsøger at lokke ham i kanen og så er gode råd dyre for den lettere forfjamskede og forvirrede Benjamin, der heldigvis når at besinde sig og dermed med nød og næppe undgår at blive rodet ind i et trekantsdrama med Mr. Robinson, (Murray Hamilton), som pludselig vender hjem fra festen, men heldigvis er mere optaget af whisky og Benjamins potentielle score-evner hos de unge tøser end noget andet.
Et par dage efter hos sin familie modtager Benjamin en fødselsdagsgave, der får dråben til at flyde over og han beslutter sig derfor resolut at ændre på den forudsigelige dagligdag hvor forældrene styrer showet, ved at ta’ kontakt til Mrs. Robinson og opsøge muligheden for en affære fyldt med forbudt kærlighed og tiltrængt spænding, der så at sige kan lette trykket fra omverdenens forventningspres til ham. Som dagene langsomt skrider fremad med skiftevis sex og hygge ved poolen, gør det usynlige oprør sit indhug i bevidstheden hos den nu selvsikre unge mand, hvis drivert artige attitude er tæt på at få hans forældre helt op i det røde felt af frustration. Men efterhånden begynder affæren med Mrs. Robinson også at blive lettere triviel og bortset fra en enkelt anekdote fra hendes fortabte fortid, indser Benjamin at de to intet har tilfældes og søger derfor desperat en vej ud af forholdet, hvilket han får en gylden mulighed for da hans forældre arrangere en date med familien Robinsons nuttede datter Elaine, (Katharine Ross), som han trods hendes mors trusler om at afsløre alt alligevel tager i byen med og opdager, at hun måske i virkeligheden er the one end only hvis kærlighed han er villig til at gøre alt for at vinde, ligegyldig hvor mange forhindringer fra omgivelserne han end måtte støde på undervejs.
”For god's sake, Mrs. Robinson. Here we are. You got me into your house. You give me a drink. You… put on music. Now you start opening up your personal life to me and tell me your husband won't be home for hours. Mrs. Robinson, you're trying to seduce me. Aren't you?”
”Would you like me to seduce you? Is that what you're trying to tell me?”
Da “The Graduate” havde premiere i sin tid, kom filmen på et tidspunkt hvor kløften mellem den ældre konservativt tænkende generation og deres teenagebørn var enorm, hvilket resulterede i et tiltrængt ungdomsoprør der hurtigt blomstrede på fuld kraft med store forventninger og forhåbninger om at nedbryde de fastlagte normer i samfundet og få gjort op med de gammeldags traditionelle livsfilosofier. Hvor en film som Dennis Hoppers “Easy Rider” fra 1969 var et loyalt spejlbillede af tidsånden både i billedsprog og beskrivelse af sine karakterer, var Mike Nichols rebelske mission en langt mere underfundig en af slagsen hvis protagonist og modstandere, hvad angår udseende, var identiske men derimod adskilte sig markant i opfattelse af selv samme tid og rum de befandt sig i mht. reaktioner og handlinger, der bombastisk symboliserede og skabte modsætningsforholdene mellem den unge generations verden og den ældre.
I to ud af filmens tre første scener eksekveres denne kontrast på mesterlig vis ved at placere Benjamin, (charmerende kejtet spillet af Dustin Hoffman), i filosofisk fritænkning på vej ud af lufthavnen og efterfølgende på sit gamle værelse foran akvariet med den meditative boblen i baggrunden, for herefter at kaste ham for løverne da han konfrontere familiens gæster hvis omklamring og påduttelse af egne værdisæt illustreres ved en klaustrofobisk kameraføring tilsat utallige nærgående close-ups, som også gør sig gældende da manden i centrum senere påtvinges en fødselsdagsgave han har ingen interesse i og nærmest ydmygende må gå the walk of shame, inden han langt om længe kan få lov til at trække vejret igen og være i fred paradoksalt nok bedst alene på bunden af svømmepølen, der i overført betydning bringer den moderate rebel tilbage foran sit beroligende akvarium og forstærker de i forvejen eksisterende tanker om en eller anden form for oprør.
Og her er det så at den erfarne og smækre Mrs. Robinson, (Anne Bancroft der veksler fornemt mellem deprimeret forstadsfrue og sexet femme fatale), kommer ind i billedet, for mødet med hende bliver lige præcis den udfordring Benjamin har brug for til at slippe tøjlerne skønt det, at hans udfordring af forældrenes og samfundet livssyn forbliver i det skjulte pga. affæren. Den underspillede form betyder dog på ingen måde, at konflikterne mister deres effekt eller styrke i budskabet om frigørelse overordnet set. Affæren har dog også en anden side, en bagside om man vil af sexmedaljen, der også gør sig udslagsgivende i at illustrere håbløsheden over den forspildte ungdom og fastlåsheden i de traditionsbundne rammer, som Mrs. Robinson frustreret for længst har opgivet håbet om at lave om på, da hun endelig blotter sjælen for sin unge elsker og beskriver sin tidlige graviditet med Elaine og de efterfølgende knuste fremtidsdrømme som kunststuderende, for hvem den desperate griben efter the glory days og healing af de bristede illusioner, Benjamin bliver et objekt for, hvilket han heldigvis opdager i tide og kommer ud af igen, da Elaine fanger hans øje.
Derpå er scenen sat til den store finale, hvor alle Mike Nichols temaer og interne personkonflikter krydser hinanden og går op i en højere enhed, der udmunder sig i en af de mest underholdende og medrivende jagter på den store kærlighed og opgør med traditionerne, som på alle tænkelige måder får et solidt spark i kirkeklokkerne og fortrænger den fordybende sound of silence med et rungende sound of greatness.
#203 filmz-Bruce 14 år siden
#204 NightHawk 14 år siden
Ud over "The Graduate", har jeg set alle hans film fra "Silkwood" til "Closer" og er helt enig med dig i, at der er flere rigtig gode film i blandt. Har dog sån et lidt had/kærlighedsforhold til "Closer", som jeg nok bude ta' og gi' en chance mere.
Største minus mht. Mike Nichols er dog, at jeg mangler at se "Who's Afraid of Virginia Wolf" og "Catch-22".
#205 filmz-Bruce 14 år siden
Jeg mangler Charlie Wilsons War. Du kan godt glæde dig til de to. Who's ... er forrygende.
#206 NightHawk 14 år siden
Vil prøve at se om jeg kan finde 2 disc udgaven af "Who's Afraid of Virginia Wolf", næste gang jeg tager et smut forbi Fona2000. :)
#207 filmz-jonasgr 14 år siden
Teaterstykker er hans helt store styrke.
'Cause I'm evil"
#208 Skeloboy 14 år siden
Angels in America er helt suveræn
#209 jessup 14 år siden
#210 filmz-jonasgr 14 år siden
'Cause I'm evil"