Fra den dunkle skov går turen nu mod det kulsorte gotiske Gotham city og et gensyn med nattens ridder i denne visuelt labre, yderst velspillende, nederdrægtige, herligt perverse og stærkt kontroversielle opfølger, hvor Tim Burton, efter en mindre slåskamp mod Warner bros, endegyldigt fjernede sit filter og lod Bob Kane’s legendariske superhelt gå planken helt ud side om side med sine modstandere i et yderst vellykket forsøg på at skildre karaktererne i Batman-universets mørkeste afkroge.
Året er 1969 og i et af Gotham Citys mere fashionable kvarterer venter et aristokratisk par deres første barn sammen. De må dog inden længe til deres store skræk konstatere, efter en barsk fødsel hvor lægen er tæt på at kaste op, at den lille ny er en grotesk vandskabning de på ingen måde kan acceptere. Da tålmodigheden med det lille bæst er sluppet op, vælger parret derfor resolut at smide sønnike ud med badevandet og ned i kloakken, hvor han til sidst ender hos en flok venligsindede pingviner. 33 år senere midt i juledagene prøver en af byens mest magtfulde mænd, charlatanen Max Shreck, (Christopher Walken), ihærdigt at overtale borgmesteren, som dog er pænt skeptisk, til at investere i hans nye el-kraft værk, selvfølgelig med henblik på selv at ville score en stor profit. Flottenhejmeren må dog indstille sine tilnærmelser, da de først bliver afbrudt af den kluntede sekretær Selina Kyle, (Michelle Pheiffer), og dernæst indkaldes til at indvie det store juletræ på rådshuspladsen, alt imens den sagnomspundne skurk The Penguin, (Danny de Vito), lurer i kulissen klar til at skabe skræk og rædsel i gaderne med sin bande af cirkus freaks. Politikommissær Gordon vælger prompte at sende bud efter en hjælpende hånd og mens Batman, (Michael Keaton), nakker klovne og jonglører til højre og venstre, kidnappes Shreck til The Penguins underjordiske hovedkvarter, hvor han afpresses til at assistere det monstrøse bæst, via et nøje planlagt mediestunt, med at genvinde sin sande identitet.
Efter aftalen er i hus opdager Shreck senere på aftenen, at Selina Kyle har snuset rundt i hans sager om det falske el-værk og gør herefter sit bedste for at slå hende ihjel. Men hun er langt mere hårdhudet end man umiddelbart sku’ tro og da hun atter er ved bevidsthed, planlægger hun nu et hævntogt ikke blot mod sin forhenværende chef, men mod samtlige mænd der tidligere har trådt hende ned i sølet og genfødes nu som den ultra-feministiske Catwoman. Lige som Shreck og The Penguin, nu under sit oprindelige navn Osvald Cobblepot, tror deres plan om at overtage magten i Gotham kører som den skal, er Bruce Wayne/Batman i færd med et større detektiv arbejde, der både vil afsløre de overordnede fuskerier, men også afsløre at Cobblepot i virkeligheden er en pervers børnemorder og leder af den bizarre bande Red Triangle, som har terroriseret byen. Senere under opklaringsarbejdet støder Batman for første gang ind i Catwoman som han, efter en kort duel hvor hun slipper væk, ikke kan undgå at føle sig en smule forelsket i. Frustreret over sit nederlag beslutter Catwoman sig modsat for at slå pjalterne sammen med den bestialske gnom The Penguin for at få has på ærkefjenden én gang for alle ved at anklage ham for mord. Imens konspirationen syder og bobler indleder Bruce Wayne et romantisk forhold til Selina Kyle og så er linjerne for alvor trukket op til den helt store konfrontation mellem godt og ondt i den mere end indviklede jagt på at få løst de hævnfulde intriger, kæmpet for at bevare den umulige kærlighed, samt forsøge at undgå en evigt truende identitetskrise.
Selina Kyle: ”A kiss under the mistletoe. You know, mistletoe can be deadly if you eat it.”
Bruce Wayne: ”But a kiss can be even deadlier... if you mean it.”
[silence as they realize each other's identities]
Selina Kyle: ”Oh, my God. Does this mean we have to start fighting?”
Bruce Wayne: ”Let's go outside.”
Hvor den originale films ultimative styrke lå i symbiosen mellem Bruce Wayne og gangsteren Jack Napier der samtidig betød skabelsen af hinandens respektive alter egoer Batman og The Joker, hvis duel fungerede som en slags terapeutisk bearbejdelse af fortidens traumatiske begivenheder fra barndommen, fortsætter Tim Burton her i sin endnu bedre opfølger den røde tråd fra sidst ved atter, men denne gang med en langt mere underfundig og psykologisk vinkel, at flette skurkenes skabelseshistorie ind i Bruce Waynes privatliv både som en parallel og spejlbillede på hans egen kamp mod sine indre dæmoner, samt den balancegang han søger at opretholde imellem sine to identiteter i skikkelse af det fornuftsprægede menneske kontra de ukontrollerbare dyriske drifter, illustreret på mesterlig facon af Burton i sin skildring af filmens to udfordrere i skikkelse af den hæsligt groteske The Penguin og den latexklædte skønhed Catwoman, der begge har umådeligt svært ved at acceptere deres sande jeg, og derfor lader deres ambivalente følelser gå ud over alt og alle i et forsøg på at få skabt en dominerende faktor i deres eget forrykte rollespil. Ligesom Batmans opstår denne konflikt dog ikke bare ud af den blå luft og det er bl.a. det som gør ”Returns” historie så fremragende, fordi den dermed gør en dyd ud af ikke at udstille sine skurke på en endimensionel måde, men i stedet tegner et portræt af to tragiske og dybt deprimerende skæbner, der er opstået på grund af andres manglende omsorg og respekt og som man derfor ikke kan undgå at få stor sympati for trods deres ugerninger.
På sin vis kan filmens tredje skurk, Max Shreck, i den sammenhæng synes ligegyldig, men er det på ingen måde, da han fungere som bindeled til de forskellige karakterer, hvad end det gælder den virkelige verden eller den hvor deres andet jeg tager over. Hans status som manipulator bliver derfor ikke kun vigtigt for fremdriften i handlingen, men så sandelig også i overført betydning ved det, at han bliver en katalysator for at kickstarte bearbejdelsen, som foregår vidt forskelligt person fra person, af de underliggende psykiske problemer som Batman efterfølgende må agere hårdhændet terapeut for selv om han er stærkt tvivlende ang. formålet med sin mission, fordi han lader sig påvirke af The Penguins barndomshistorie, (som i bund og grund er en worst case scenario over hans egen opvækst), og derfor føler sympati for ham et langt stykke hen ad vejen.
Næsten samme set-up gør sig gældende ang. Selina Kyle/Catwoman, endnu en ensom sjæl, men her er det væsentlig flere ting på spil pga. den spirende kærlighed imellem dem, som Tim Burton fornemt skaber en tyk kontrast på med de brutale og erotiske, ja nærmest orgasme artige slagudveklinger, præget i høj grad af stærke sadomasochistiske undertoner, på hustagene over Gotham city, kontra det gammeldags romantiske flirteri der finder sted efter, at de to forelskede har pillet latexhuden af igen. Udlevelsen af de undertrykte følelser og i samme omfang opgøret med det mandsdominerede miljø, er både en hjælp for Selina til at udvikle sig i den almindelige verden, men er samtidig også en voldsom belastning for hende, da hun i selv samme forløb er tæt på at miste sig selv, og her går spejlbilledet Bruce Wayne ind og får vital betydning for hendes mulige overlevelse, perfekt visualiseret i to afgørende scener for filmens tema om identitet, først ved det store maskebal hvor Bruce og Selina er de eneste der ikke bærer masker og igen ved den store finale, hvor symbolikken er endnu stærkere med den kontroversielle demaskering og totale identitetsopløsning,
“Batman Returns” er desuden fyldt med visuelt øjeguf i sin blanding af film noir og gotisk design, der kombineret med Danny Elfmans medrivende og stemningsfulde score, så afgjort er med til at gi’ filmen en ekstra dimension. Men det ultimative trumfkort og grunden til at jeg betegner dette som Tim Burtons absolutte mesterværk, ligger i måden han får formidlet det psykologiske spil blandt sine figurer på, hvilket er intet mindre end fænomenalt.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Tilbage i de gyldne 80’ere slog John Hughes sine folder som den ubestridte konge af ungdomsfilm med klassikere så som “The Breakfast Club”, “Ferris Buellers Day Off”, “Sixteen Candles”, “Weird Science” og “Pretty In Pink” der alle formåede, under indflydelse af en god portion humor, at skildre teenageres hverdagsproblemer med respekt og indsigt som ingen anden amerikansk instruktør er lykkedes med hverken før eller siden i ligeså stort omfang og med ligeså stor betydning ikke blot for datidens generation men så sandelig også nutidens generation af unge biografgængere og filmelskere, hvilket siger en hel del om styrken og holdbarheden ved Hughes ikoniske værker og hans forståelse for at tackle sine temaer ved hele tiden at være i øjenhøjde med det publikum han henvender sig til.
”Well, I like art, I work in a gas station, my best friend is a tomboy. These things don't fly too well in the American high school.”
Når man som Keith, (Eric Stoltz), tilhører den jævne del af middelklassen, interessere sig for kunst og poesi, har et ikke speciel fedt bijob som mekaniker med olie langt op ad armene, og heller ikke er i nærheden af at eje en cool dyt, ja hvad pokker gør man så for at score skolens labreste larve Amanda Jones, (Lea Thompson), ud af hænderne på hendes overlegne og arrogante kæreste Hardy, (Craig Sheffer). Ja, Keith vælger skam at trodse alle odds og ta’ kampen op alligevel, selv om han kun får opbakning fra sin allerbedste ven, den underskønne punker tøs Watts, (Mary Stuart Masterson), til hvad alle andre, inkl. hans egen vildt provokerende lillesøster, betragter som en ren suicide mission, samtidig med at han også har sit store besvær med at afvige sin fars, (John Ashton), nærgående spørgsmål om college og den store fremtid.
Mens Keith får samlet mod nok til at charmere Amanda, og undervejs i sin jagt danner et for ham selv højst overraskende venskab med skolen ubestridte lømmel Duncan, (Elias Koteas), har hun efterhånden fået nok af Hardys utallige sidespring og søger derfor desperat en vej ud af det dominerende forhold. Dermed kommer knægtens, fra den forkerte side af jernbanen, flirteri som sendt fra himlen, hvilket det dog ikke tager længe for den manipulerende Hardy at regne ud og straks sætter han sig nu for på mest udspekulerede vis ikke blot at få skovlen under sin uventede konkurrence men også at ydmyge ham på den allermest smertelige facon. For at komplicere tingene yderligere opdager Watts, at hun er dybt forelsket i Keith og kommer pludselig i konflikt med sig selv om, hvor langt hun skal gå for at hjælp sin bedste ven med at opnå det han ønsker, eller i stedet konfrontere ham med sandheden, forpurre hans chance for og succes og dermed risikere at miste ham for evigt.
”Because I'm driving you crazy and you're driving me crazy and I'd rather not see you and have you think good things about me than have you see me and hate me. 'Cause I can't afford to have you hate me, Keith. The only things I care about in this goddamn life are me and my drums and you.”
“Some Kind of Wonderful” var den sidste film fra John Hughes, der havde fokus udelukkende rettet mod hans elskede highschool miljø, men når jeg spørger rundt omkring på nettet eller i min omgangskreds, ja så bliver filmen her meget sjældent nævnt som en af folks favoritter fra denne enestående periode i amerikanske ungdomsfilm hvilket egentlig er temmelig underligt, for i mine øjne ligger den sig ind på en suveræn tredjeplads kun overgået af de to mesterværker “The Breakfast Club” og “Ferris Buellers Day Off”. Årsagen til den manglende status tror jeg først og fremmest skyldes, at Hughes i langt større grad end tidligere havde skåret drastisk ned for de mere humoristiske indslag, som dermed fik “SKOW” til at fremstå som en langt mere alvorlig og nedtonet drama, der yderligere forgrenede sig ud til samtlige fra castets måde at spille deres respektive roller på.
Den typiske comic relief karakter f. eks., i dette tilfælde punkeren Duncan, bliver her i Elias Koteas portrættering leveret på en herlig underspillet måde, også mht. dialogen, der gør ham vedkommende og troværdig, selv om det går stik imod hans bevidst rebelske look og fremtoning. Man finder et glimrende eksempel på dette i scenen, hvor Keith og Duncan under en eftersidning knytter et tæt venskab de to outsidere imellem via deres talent for at tegne på trods af, at det ligger milevidt fra hinanden i kunstnerisk udtryk. Samme gør sig gældende for filmens ubestridte skurk Hardy, som Craig Sheffer gør til noget helt specielt at sidde og betragte, skønt han følger en ganske traditionel arketype som dumt svin, fordi han også benytter sig af fornemt underspil i en præstation, der emmer af overskud, intelligens og kølig arrogance. Hans dueller mod Keith bliver aldrig fysiske men foregår, bortset fra en enkelt episode, igennem dialogen. Scenen Sheffer har over for Eric Stoltz i ateliet på skolen, hvor de to ser hinanden ad og truslerne leveres mellem linjerne, gav mig associationer til Michael Manns klassiske café scene i “Heat” mellem Robert De Niro og Al Pacino, hvor helten og skurken ligeledes høfligt pisser territoriet af.
Selv om både Duncan og Hardy har betydning for udfaldet af handlingen, ligger filmens fokus dog på trekantsdramaet mellem Keith, Amanda & Watts og det er her filmen har sin absolutte styrke i en historie der umiddelbart fremstår som værende ganske ordinær og banal, men som i virkeligheden har langt mere at byde på end først antaget, fordi Hughes tager nogle uventede drejninger på vej mod den store finale, som viser flere sider fra de tre karakterer, der gør os i tvivl om deres motiver og egentlige agenda i jagten på lykke og romantik som måske snarere bunder i egoistiske ønsker om en forbedret social status eller frigørelse af fastlagte rollemønstre end oprigtige følelser, hvis ambivalens i de forskellige scener spilles forbindtligt overbevisende af Lea Thompson og Eric Stoltz. Han har desuden et par forrygende og eksplosive men hamrende realistiske scener med sin far bragende solidt spillet af John Ashton, som de fleste sikkert vil huske fra “Beverly Hills Cop“. Oven over alle stråler skæppe skønne Mary Stuart Masterson dog som Watts, der ser med fra sidelinjen og sarkastisk dissekere kærlighedsdramaet med spydige og indsigtsfulde kommentarer i en imponerende syndflod af vittig, skarp og yderst velskrevet dialog, mens de mange emotionelle slag hun må ta’ imod undervejs oftest afspejles i en mesterlig ansigtsmimik, der gør ondt langt ind i hjertet at se på og som sjældent er set bedre udført i Hughes mange film.
“Some Kind of Wonderful” er fuld ud berettiget blevet sammenlignet med forgængeren “Pretty In Pink” som værende det mandlige modstykke til Molly Ringwalds, Andrew McCarthy og Jon Cryers trekantsdrama og i den sammenhæng nævnt som værende blot et opkog af den forriges succesfulde opskrift. Jeg vil nu tværtimod kalde “SKOW” for en langt bedre opgradering, der klart overskygger sin forgænger i samtlige facetter ikke mindst ved sit helt igennem formidable skuespil. Howard Deutch, der også instruerede “Pretty In Pink”, virker desuden i mine øjne klart skarpere i sin måde at fortælle historien på og det fornemmes tydeligt, at der er kommet mere nerve og kant over handlingen og beskrivelsen af karaktererne, suverænt visualiseret som understregende eksempel i “SKOW”s ultra cool intro hvor de forskellige verdener krydser hinanden, mens Mary Stuart Masterson slår tonen an med et hårdtslående beat symbolsk i rytme til et bankende hjerte, som kan ses i linket øverst oppe.
Hvis man skulle ha’ fået lyst til at se filmen, vil jeg klart anbefale “Collectors Edition” fra linket både pga. ekstramaterialet men også fordi filmen på billedsiden har fået et markant skarpere og lysere forbedring i forhold til den gamle og ubrugelige ekstra-free version.
Til nostalgikerne har jeg fundet en ret cool musikvideo frem. Den indeholder en del spoilers, så hvis man ikke har set filmen før, men har fået lyst til det, ja så bør man naturligvis ikke klikke på linket!
Til alle fans…Enjoy! :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Rigtig god anmeldelse af en af mine 80'er favoritfilm. Den er i mine øjne langt bedre end "Ferris Buellers Day Off" og også en kende bedre end "The Breakfast club". Og du rammer helt rigtigt med Masterson's præstation, for hun er aldeles fremragende.
Tror snart jeg vil sætte mig til at se den igen, det er efterhånden et par år siden.
So, at last we meet for the first time for the last time.
Jeg har placeret "Ferris Buellers Day Off" og "The Breakfast Club" længere oppe på min liste, men grunden til hvorfor jeg lige mener de rangere højere hos mig, må du vente lidt med at læse om. "Ferris" har f.eks. nogle elementer der var forud for sin tid...men mere om det senere. :)
Jeg skal i øvrigt også ha' bestilt soundtracket til "Some Kind of Wonderful" hjem inden længe. Der er masser af gode numre på.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#50: Fedt at se "Child's Play" på din liste. Er en sucker for den serie, og har alle pånær den jeg ellers anser for at være den bedste i serien, nemlig: "Bride of Chucky."
#86: Benny & Joon er også en lidt overset film i mine øjne. Sjov og charmerende.
#117: Også fedt at se ”Duel” på din liste. Stiftede bekendtskab med den for nylig, og var ret betaget af dens flotte billeder, og generelt velfungerende suspense og stærkt desert-agtige stemning.
#124: Faldt selv ret tilfældigt over "Thirteen Conversations...", og med dens uinspirerede cover, var den nær ikke kommet med i mine indkøb, men det gjorde den altså, og husker den som en rigtig interessant film, som jeg nok snart burde få set igen.
#165: ”The Crow” er super god og er på mange måder forgængeren for den mørke superhelte bølge, som vi har oplevet efter ”The Dark Knight.” Historien er simpel, men god, og frem for alt velfortalt. Rigtig godt valg til en 88. plads. Btw også en fantastisk guitarsolo der er i den film.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Og nu til hvad der i dag betragtes som en banebrydende film og klassiker inden for Queer Cinema men som dengang i 60’ernes England, hvor det var ulovligt at være bøsse eller lesbisk, blev set på som værende yderst kontroversiel og en torn i øjet på det etablerede samfunds værdinormer grundet sin bramfrie og åbenlyse diskussion om homoseksualitet, som på dette tidspunkt var langt foran sin tids kontrollerende og diktatoriske censurnævn, der da også gjorde sit for at genere instruktør Basil Dearden og filmen generelt ved at tvinge dem til at klippe flere scener ud og herefter gennemtrumfe en X-rating selv om “Victim” ikke indeholdt én eneste sex-scene. I USA hvor den ligeledes diskriminerende “Production Code”/”Hays Code” huserede i perioden 1930 - 1968 hvor det i øvrigt også var ulovligt at være Queer, udskudte man “Victim‘s” oprindelige premiere alene pga. at ordet homosexual blev nævnt i filmen, men det blev dog heldigvis kun for en kort periode, da cencurnævnet i løbet af 60’erne efterhånden begyndte at løsne grebet som nævnt længere oppe i anmeldelsen af “The Children‘s Hour“.
Efter at have vundet en prestigefuld sag og hermed fået sin klient fra overklassen frikendt for mord, stiger forsvarsadvokat Melvin Farr, (Dirk Bogarde), i graderne og ikke længe efter går rygterne på at han nærmest allerede er sikret en plads som højesteretsdommer især taget i betragtning af, at han også nyder stor respekt fra sine kolleger og har et bagland hvor alt tilsyneladende ånder fred og idyl i hans ægteskab med hustruen Laura, (Sylvia Syms). Da den unge murersvend Barret, (Peter McEvey), som er på flugt fra politiet efter at ha stjålet 2000 pund fra sin arbejdsgiver, pludselig dukker op for at bede om hjælp, afvises han blankt da Farr, bekymret over at få sit liv og sin karriere smadret for evigt, tror Barret kun er ude på at afpresse ham grundet en tidligere kort affære, de to har haft sammen. Kort efter bliver Barret anholdt af politiet hvor det afsløres, at han selv har været udsat for trusler via et fatalt billede fra en kynisk duo af kriminelle, der har sat sig for øje at afpresse alle homoseksuelle de kan komme af sted med i London.
Da de to betjente på sagen, den erfarne Harris, (John Barrie), og hans stræbsomme protege Bridie, (John Cairney), begynder at presse den unge og nervøse Barrett til at afsløre hvem han var sammen med, vælger han over natten at begå selvmord for at beskytte Farr fra rampelysets nådesløse dom. Da Farr bliver klar over hvad der er sket og sammenhængen bag får han staks samvittighedskvaler, men i stedet for at gemme sig og håbe på at episoden driver over, beslutter han sig for at nok må være nok og går mod al sund fornuft i offensiven i håbet om at få opbakning fra andre i det skjulte bøsse-miljø og med deres hjælp få optrevlet netværket af slyngler og udstillet dem samt resten af samfundets for deres hhv. skumle hensigter og diffuse hykleri. Farr må dog hurtigt indse at han, med undtagelse af Barretts ven Eddy Stone, (Donald Churhill), står mutters alene i kampen for retfærdighed, da ingen andre tør sætte sig op imod hverken forbryderne eller loven, og alt imens duellen intensiveres begynder Laura at spørge ind til forbindelsen mellem hendes mand og Barrett i en konfrontation, hvor Farr bliver nød til at lægge alle kortene på bordet muligvis med store konsekvenser til følge.
“I can't help the way I am, but the law says that I’m a criminal. I’ve been to prison four times, I couldn’t go through that again, not in my age. I’m going to Canada. I’ve made up my mind to be sensibel, as a prison doctor use to say…who care how lonely…but sensible. Can’t stand any more trouble. I’m sorry about Barrett but he’s dead, finished, nothing can help him now...I’m not going to say another word to you Mr. Farr...You’ve got a big position, they’ll listend to you. You ought to be able to state our case. Tell them there’s no magic cure for how we are, certainly not behind prison bars.”
Som nævnt i starten af denne anmeldelse var homoseksualitet ikke ligefrem et populært emne at ta’ under behandling i 60’erne og hvis man skulle gøre forsøget, ja så var det bestemt ikke ved at skildre det fra en seriøs vinkel som folk ubekendt med miljøet rent faktisk havde alvorligt brug for at blive oplyst omkring og dermed lære noget af. Derfor var instruktør Basil Dearden umiddelbart også tvunget til at tænke i helt andre baner da historien skulle udarbejdes, hvilket resulterede i at “Victim” et langt stykke hen ad vejen foregav at være en rendyrket thriller med en mystisk ukendt trussel hængende i luften over sine karakterer på en så effektiv og stemningsfuld vis, at publikum ikke kunne undgå at blive grebet af det, for dernæst endelig at afsløre filmens virkelig plot og sande budskaber på en måde man skulle være usandsynlig kynisk for ikke at få sympati for og som pludselig slog ekstra hårdt, fordi man som tilskuer nu var klar over, med tilbagevirkende kraft, hvad der lå til grund for Jack Barretts desperate flugt fra politiet, frustrationen og håbløsheden over at blive afvist af bekendte i miljøet, samt hvorfor de forskellige karakterer reagerede med en nærmest absurd form for panisk angst for at blive afsløret, bedst skildret i en scene midtvejs hvor filmens protagonist Melvin Farr har en hjerteskærende samtale med en gammel frisør Henry, der har levet i alt for mange år under fuldstændig urimelige vilkår udelukke grundet hans seksuelle orientering.
Da Barretts selvmord indtræffer, skifter filmen stil til hvad man kunne betegne som en klassisk revenge-movie, men det er gjort med thriller/krimi-mysteriet intakt og leveret på en kølig underspillet passiv-aggressiv facon helt i tråd med filmens altoverskyggende hovedrolle portrætteret af en helt igennem sublim Dirk Bogarde hvis personlige engagement i karakteren virkelig skinner igennem som værende et brændende behov fra hans side og mulighed for med beundringsværdigt mod, at gi’ udtryk for sit eget liv og de frustrationer han selv måtte leve med ved at være i skabet i samme periode, hvor alle andre store navne ikke ville røre projekter af denne slags med en ildtang af frygt for selv at få ødelagt deres respektive karriere, præcis som det var tilfældet for karakteren i filmen til at starte med. Ligeledes er sammenfletningerne i “Victim”s handling særdeles overbevisende kreeret, og jo længere hen mod afsløringen af de lumske bagmænd man kommer, jo stærkere bliver selve skildringen af historiens tema, da man i kølvandet på Eddy Stone og Melvin Farr’s detektivarbejde ikke blot inddrager synspunkter fra bøsse-miljøet i sig selv men også, og hvad der er mindst ligeså vigtigt, fra dets modstandere i skikkelse af politiet, først med Harris og Bridie’s ambivalente holdninger til udførelsen af deres job kontra logikken i lovgivningen, samt, og det jeg fandt absolut mest fascinerende, skildringen af Lauras oplevelse af hendes mands manglende kærlighed til hende, hvor hun dog alligevel gør alt hvad hun kan for at forstå hans seksualitet, sensibelt, nuanceret og stærkt fremført af Sylvia Syms der fuld ud matcher Bogarde i deres scener sammen, som Basil Dearden håndtere helt uden melodrama men med stor troværdighed og realisme.
“Victim” er en fremragende film der fungerer perfekt både isoleret set som thriller/krimi, men ligeså imponerende som socialrealistisk/socialkritisk drama og historisk tilbageblik med yderst vigtige pointer om homoseksuelles absurde vilkår, beskrevet i en fornemt balance så det hverken bliver for tamt eller for meget af det gode. Dearden og Bogarde plus alle andre involverede kan med rette være mega stolte over denne film, som ikke blot er en milepæl i LGBT genren, men også var en vigtig medfaktor til at få sat fokus på og diskuteret lovgivningen der heldigvis blev ændret i 1967, så bøsser og lesbiske ikke længere automatisk blev kategoriseret som værende kriminelle.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Vi bliver i den deprimerende afdeling, men tager nu et dyk yderligere ned i mørket med engelske Nancy Mecklers ultra dystre, erotiske og psykologiske drama baseret på Wendy Kesselmans nyfortolkning, “My Sister In This House”, der lod sig inspirere af virkelige begivenheder i 30’ernes Frankrig vdr. en af landets mest omtalte mordsager og to søstres mystiske kærlighedsaffære. Den bizarre historie blev allerede i 1949 omsat af Jean Genet til teaterstykket “The Maids”, som senere blev filmatiseret i 1974 under samme navn, og i år 2000 dukkede så minsandten endnu en variant op i skikkelse af den franske film “Murderous Maids” baseret på bogen “L'Affaire Papin”.
Som børn er de to søstre Christine, (Joely Richardson), og Lea, (Jodhi May), uadskillelige og knytter et så stærkt bånd imellem sig, at man allerede fra start af frygter det værste, da Christine bliver sendt væk fra hjemmet af sin moder med henblik på at tjene penge ind til den fattige familie, der kun lige akkurat har til dagen og vejen. Flere år senere efter at ha’ arbejdet som tjenestepige for den snobbede Madame Danzard, (Julie Walters), og hendes underkuede datter Isabelle, (Sophie Thursfield), lykkedes det Christine via en masse anbefalinger at få sin lillesøster ansat i huset og langt om længe er de to unge kvinder nu atter genforenet. Men ikke længe efter sin ankomst opdager Lea, at det gælder om at træde yderst varsomt i det nærmest sterile overklasse miljø, hvor hverken husets frue eller en temmelig indebrændt og frustreret Christine tillader nogen form for fejltagelser.
Som dagene går, skiftevis mellem det ugentlige besøg hos deres pengegriske mor, samt med at udføre hårdt og udmattende arbejde i det uendelige alt imens Madame Danzards kontrollerende overvågning, hånlige blikke og kommentarer bliver mere og mere nærgående, stiger anspændtheden så småt i det klaustrofobiske hus, hvor kun søstrenes drømmende hyggesnak og den enlige fridag de tilbringer i den lokale park, er de eneste ting der holder humøret oppe og sindet i ro. Den konstante påmindelse om moderens krav på at kontrollere Lea hjemmefra gør dog, at Christines temperament koger over og pludselig udvikler de to søstres platoniske bånd sig til en dragende tiltrækning, der udvikler sig til en erotisk besættelse hvis farlige og forbudte affære bliver livstruende for dem, da den snarrådige og jaloux Isabelle får færten af, at de to har haft fingrene lidt for langt fremme i hinandens kagedåse.
”When you was just a tiny thing, mama sent me out one day to get bread. You came with me the way you allways did, and as we‘re walking you let go of my hand an ran into the street. It was a long narrowed street, you remeber, on a hil, the top of a hill. A horse an carrot was galloping down right towards you, I ran into the street, I pulled you across, I pussed you down in the gutter with me. What noise the horse made, an everyone was screaming. An when we stod up, we were both bleeding…It was the same wound, it started on my arm an went down across you‘re whist. Look…we have it still. There bound for life the gypsy said…bound in blood.”
Allerede i filmes fornemt eksekverede sort/hvide intro lægger instruktør Nancy Meckler fundamentet for den intense atmosfære i filmen, som følger de to Papin søstre på deres dannelsesrejse mod selvstændighed, og gir dermed publikum en fornemmelse af at dette langt fra blot er endnu et simpelt drama om underklassens kamp mod overklassen, men derimod bag facaden mere er en psykologisk thriller om kvindens frigørelse af sin modersymbiose, der i samme omfang også i denne historie bliver en søgning efter seksuel identitet, som alt sammen udspringer af omsorgsvigt, diktatorisk kontrol og generel mangel på kærlighed fra samtlige autoritetsfigurer i søstrenes liv, hvad enten det gælder deres egen mor eller de nonner der har stået for deres undervisning på det følelseskolde kloster, man ser glimt af undervejs i Christines flashback til hendes angstfyldte barndom, hvor kun lillesøster Lea har været eneste lyspunkt i en trist tilværelse af kontrol og afmagt, som går igen i begge søstres voksenliv da de bliver genforenet som tjenestepiger hos familien Danzard.
Her i denne klaustrofobiske lukkede verden som huset udgør, hvor resten af handlingen udspiller sig, laver Nancy Meckler en sand genistreg og slår to fluer med et smæk ved at bruge Madame Danzard og datteren Isabelles konflikter som et spejlbillede på Christine og Leas anstrengte og underkuede forhold til deres egen mor, som de søger at gøre oprør imod præcis som Isabelle også ønsker at løsrive sig fra sin dominerende mor, der udnytter enhver situation til at ydmyge og umyndiggøre sin datter, der nærmest bliver behandlet som et lille barn skønt det at hun er cirka 20 år. Der er op til flere ubehagelige eksempler undervejs i filmen, hvor fødselsdagscenen dog helt klart tager førstepladsen i hvor hensynsløst moderens opførsel er, fremført på en så usmagelig og dybt absurd facon at man får lyst til at skrige til himlen.
Den tommetykke stemning af kontrol og perfektion forplanter sig efterhånden mere og mere hos de to søstre hvis traumatiske fortid dermed nægter at gå i glemmebogen, hvilket især går Christine på nerverne fordi hun helst så sin mor elimineret i hendes egen opfattelse af jagten på frihed og lykke i skikkelse af Lea, som hun søger at blive en ny og mere kærlig mor for, (den mor de aldrig selv havde). Det gengælder Lea så modsat ved at elske hende ligeså meget igen, hvilket betyder at de tidligere ekstremt stærke følelser af afmagt og mangel på omsorg nu forvandles til en seksuel og uimodståelig magnetisme, som udskifter søskendeforholdet til både et par og mor/datter forhold på én og samme tid, der overtager den gamle og traditionelle symbiose med en helt ny og mere fleksibel en af slagsen som de begge hver især, og hvad der mest vigtigt, selv er i kontrol med og hvis skabelse af bliver sublimt visualiseret i et tre nøglescener, der symboliserer bruddet med moderen, (en tæppe Lea har fået med som bliver revet over), accepten af forholdet, (da Lea prøver hvad der minder om en brudekjole og Christine indser hun elsker hende), og stiftelsen af den ny familie, (seancen hvor Lea og Christine får taget et fotografi af dem sammen).
Situationen trues dog yderligere af det miljø de opholder sig i, og årsagen til at begge ønsker at være så perfekte som muligt skyldes på ingen måde respekt for Madam Danzard, men derimod en panisk angst for igen at blive adskilt, som da Lea uheldigvis vælter en vase, hvilket fører parallellen om frihed tilbage på Isabelle som overværer situationen men ikke til at starte med reagere på den, da søstrene for hende kommer til at repræsentere det hun selv så brændende ønsker. Efterhånden som parforholdet vokser i styrke, kommer de to dog uforvarende til at adskille sig fra det traditionelle billede Madama Danzard har af af sine ansatte og da hun fornemmer magtbalance er ved at skride fører det afslutningsvis til den uundgåelige konfrontation, hvor Nancy Meckler lader sit tidligere subtile touch træde i baggrunden til fordel for rendyrket horror i en brutal og blodig scene, der vil få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste.
“Sister My sister” er ud over at være utrolig flot og stemningsfuldt filmet og redigeret et fremragende studie ud i kammerspil når det er allerbedst, her i skikkelse af fire skuespilspræstationer der med hvert sit udtryk er svært imponerende at se på. Som Christine er Joely Richardson så intens i skildringen af alle sine følelser, at hendes indlevelsesevne næsten er skræmmende, og som den diementrale modsætning Lea leverer skønne Jodhie May en præstation, der besidder al hendes sædvanlige afvæbnende charme og naive uskyldighed som gør, at man selv med glæde ville ta’ en kugle eller to for hende. Som Madame Danzard levere Julie Walter i den grad varen med en præstation der taler for sig selv i ondskabsfuld nederdrægtighed, fremført med en mesterlig ansigtsmimik og timing i dialogen som giver dette gennemført rædsomme menneske en ekstra syrlig og sarkastisk kant, der vil få enhver til at hade hende som pesten, hvilket Sophie Thursfield som den stakkels Isabelle ikke har problemer med at spille op imod.
Da filmen kun er at finde i en rædsom DVD udgivelse uden ekstramateriale og i det forkerte billedformat, et beskåret 4:3 frem for det originale 1.85 widescreen, vil jeg i stedet anbefale at man tjekker “Sister My Sister” ud på youtube, (link 2), og sparer pengene til den dag, hvor en eller anden fornuftig sjæl får øjnene op for dette mesterværk, som helt afgjort har fortjent en bedre skæbne på DVD/Blu-Ray.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#198 - Jeg er enig i at Victim er en rigtig god film og Bogarde er virklig vokset i i min bevidsthed de senere par år som en af de bedste britiske skuespillere gennem tiden.
Check også Mind Benders, The Accident og The Servant ud hvis du ikke har set dem.
#191 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0125694321...
Fra den dunkle skov går turen nu mod det kulsorte gotiske Gotham city og et gensyn med nattens ridder i denne visuelt labre, yderst velspillende, nederdrægtige, herligt perverse og stærkt kontroversielle opfølger, hvor Tim Burton, efter en mindre slåskamp mod Warner bros, endegyldigt fjernede sit filter og lod Bob Kane’s legendariske superhelt gå planken helt ud side om side med sine modstandere i et yderst vellykket forsøg på at skildre karaktererne i Batman-universets mørkeste afkroge.
Året er 1969 og i et af Gotham Citys mere fashionable kvarterer venter et aristokratisk par deres første barn sammen. De må dog inden længe til deres store skræk konstatere, efter en barsk fødsel hvor lægen er tæt på at kaste op, at den lille ny er en grotesk vandskabning de på ingen måde kan acceptere. Da tålmodigheden med det lille bæst er sluppet op, vælger parret derfor resolut at smide sønnike ud med badevandet og ned i kloakken, hvor han til sidst ender hos en flok venligsindede pingviner. 33 år senere midt i juledagene prøver en af byens mest magtfulde mænd, charlatanen Max Shreck, (Christopher Walken), ihærdigt at overtale borgmesteren, som dog er pænt skeptisk, til at investere i hans nye el-kraft værk, selvfølgelig med henblik på selv at ville score en stor profit. Flottenhejmeren må dog indstille sine tilnærmelser, da de først bliver afbrudt af den kluntede sekretær Selina Kyle, (Michelle Pheiffer), og dernæst indkaldes til at indvie det store juletræ på rådshuspladsen, alt imens den sagnomspundne skurk The Penguin, (Danny de Vito), lurer i kulissen klar til at skabe skræk og rædsel i gaderne med sin bande af cirkus freaks. Politikommissær Gordon vælger prompte at sende bud efter en hjælpende hånd og mens Batman, (Michael Keaton), nakker klovne og jonglører til højre og venstre, kidnappes Shreck til The Penguins underjordiske hovedkvarter, hvor han afpresses til at assistere det monstrøse bæst, via et nøje planlagt mediestunt, med at genvinde sin sande identitet.
Efter aftalen er i hus opdager Shreck senere på aftenen, at Selina Kyle har snuset rundt i hans sager om det falske el-værk og gør herefter sit bedste for at slå hende ihjel. Men hun er langt mere hårdhudet end man umiddelbart sku’ tro og da hun atter er ved bevidsthed, planlægger hun nu et hævntogt ikke blot mod sin forhenværende chef, men mod samtlige mænd der tidligere har trådt hende ned i sølet og genfødes nu som den ultra-feministiske Catwoman. Lige som Shreck og The Penguin, nu under sit oprindelige navn Osvald Cobblepot, tror deres plan om at overtage magten i Gotham kører som den skal, er Bruce Wayne/Batman i færd med et større detektiv arbejde, der både vil afsløre de overordnede fuskerier, men også afsløre at Cobblepot i virkeligheden er en pervers børnemorder og leder af den bizarre bande Red Triangle, som har terroriseret byen. Senere under opklaringsarbejdet støder Batman for første gang ind i Catwoman som han, efter en kort duel hvor hun slipper væk, ikke kan undgå at føle sig en smule forelsket i. Frustreret over sit nederlag beslutter Catwoman sig modsat for at slå pjalterne sammen med den bestialske gnom The Penguin for at få has på ærkefjenden én gang for alle ved at anklage ham for mord. Imens konspirationen syder og bobler indleder Bruce Wayne et romantisk forhold til Selina Kyle og så er linjerne for alvor trukket op til den helt store konfrontation mellem godt og ondt i den mere end indviklede jagt på at få løst de hævnfulde intriger, kæmpet for at bevare den umulige kærlighed, samt forsøge at undgå en evigt truende identitetskrise.
Selina Kyle: ”A kiss under the mistletoe. You know, mistletoe can be deadly if you eat it.”
Bruce Wayne: ”But a kiss can be even deadlier... if you mean it.”
[silence as they realize each other's identities]
Selina Kyle: ”Oh, my God. Does this mean we have to start fighting?”
Bruce Wayne: ”Let's go outside.”
Hvor den originale films ultimative styrke lå i symbiosen mellem Bruce Wayne og gangsteren Jack Napier der samtidig betød skabelsen af hinandens respektive alter egoer Batman og The Joker, hvis duel fungerede som en slags terapeutisk bearbejdelse af fortidens traumatiske begivenheder fra barndommen, fortsætter Tim Burton her i sin endnu bedre opfølger den røde tråd fra sidst ved atter, men denne gang med en langt mere underfundig og psykologisk vinkel, at flette skurkenes skabelseshistorie ind i Bruce Waynes privatliv både som en parallel og spejlbillede på hans egen kamp mod sine indre dæmoner, samt den balancegang han søger at opretholde imellem sine to identiteter i skikkelse af det fornuftsprægede menneske kontra de ukontrollerbare dyriske drifter, illustreret på mesterlig facon af Burton i sin skildring af filmens to udfordrere i skikkelse af den hæsligt groteske The Penguin og den latexklædte skønhed Catwoman, der begge har umådeligt svært ved at acceptere deres sande jeg, og derfor lader deres ambivalente følelser gå ud over alt og alle i et forsøg på at få skabt en dominerende faktor i deres eget forrykte rollespil. Ligesom Batmans opstår denne konflikt dog ikke bare ud af den blå luft og det er bl.a. det som gør ”Returns” historie så fremragende, fordi den dermed gør en dyd ud af ikke at udstille sine skurke på en endimensionel måde, men i stedet tegner et portræt af to tragiske og dybt deprimerende skæbner, der er opstået på grund af andres manglende omsorg og respekt og som man derfor ikke kan undgå at få stor sympati for trods deres ugerninger.
På sin vis kan filmens tredje skurk, Max Shreck, i den sammenhæng synes ligegyldig, men er det på ingen måde, da han fungere som bindeled til de forskellige karakterer, hvad end det gælder den virkelige verden eller den hvor deres andet jeg tager over. Hans status som manipulator bliver derfor ikke kun vigtigt for fremdriften i handlingen, men så sandelig også i overført betydning ved det, at han bliver en katalysator for at kickstarte bearbejdelsen, som foregår vidt forskelligt person fra person, af de underliggende psykiske problemer som Batman efterfølgende må agere hårdhændet terapeut for selv om han er stærkt tvivlende ang. formålet med sin mission, fordi han lader sig påvirke af The Penguins barndomshistorie, (som i bund og grund er en worst case scenario over hans egen opvækst), og derfor føler sympati for ham et langt stykke hen ad vejen.
Næsten samme set-up gør sig gældende ang. Selina Kyle/Catwoman, endnu en ensom sjæl, men her er det væsentlig flere ting på spil pga. den spirende kærlighed imellem dem, som Tim Burton fornemt skaber en tyk kontrast på med de brutale og erotiske, ja nærmest orgasme artige slagudveklinger, præget i høj grad af stærke sadomasochistiske undertoner, på hustagene over Gotham city, kontra det gammeldags romantiske flirteri der finder sted efter, at de to forelskede har pillet latexhuden af igen. Udlevelsen af de undertrykte følelser og i samme omfang opgøret med det mandsdominerede miljø, er både en hjælp for Selina til at udvikle sig i den almindelige verden, men er samtidig også en voldsom belastning for hende, da hun i selv samme forløb er tæt på at miste sig selv, og her går spejlbilledet Bruce Wayne ind og får vital betydning for hendes mulige overlevelse, perfekt visualiseret i to afgørende scener for filmens tema om identitet, først ved det store maskebal hvor Bruce og Selina er de eneste der ikke bærer masker og igen ved den store finale, hvor symbolikken er endnu stærkere med den kontroversielle demaskering og totale identitetsopløsning,
“Batman Returns” er desuden fyldt med visuelt øjeguf i sin blanding af film noir og gotisk design, der kombineret med Danny Elfmans medrivende og stemningsfulde score, så afgjort er med til at gi’ filmen en ekstra dimension. Men det ultimative trumfkort og grunden til at jeg betegner dette som Tim Burtons absolutte mesterværk, ligger i måden han får formidlet det psykologiske spil blandt sine figurer på, hvilket er intet mindre end fænomenalt.
#192 NightHawk 14 år siden
http://www.laserdisken.dk/html/visvare.dna?DO=vis&...
Tilbage i de gyldne 80’ere slog John Hughes sine folder som den ubestridte konge af ungdomsfilm med klassikere så som “The Breakfast Club”, “Ferris Buellers Day Off”, “Sixteen Candles”, “Weird Science” og “Pretty In Pink” der alle formåede, under indflydelse af en god portion humor, at skildre teenageres hverdagsproblemer med respekt og indsigt som ingen anden amerikansk instruktør er lykkedes med hverken før eller siden i ligeså stort omfang og med ligeså stor betydning ikke blot for datidens generation men så sandelig også nutidens generation af unge biografgængere og filmelskere, hvilket siger en hel del om styrken og holdbarheden ved Hughes ikoniske værker og hans forståelse for at tackle sine temaer ved hele tiden at være i øjenhøjde med det publikum han henvender sig til.
”Well, I like art, I work in a gas station, my best friend is a tomboy. These things don't fly too well in the American high school.”
Når man som Keith, (Eric Stoltz), tilhører den jævne del af middelklassen, interessere sig for kunst og poesi, har et ikke speciel fedt bijob som mekaniker med olie langt op ad armene, og heller ikke er i nærheden af at eje en cool dyt, ja hvad pokker gør man så for at score skolens labreste larve Amanda Jones, (Lea Thompson), ud af hænderne på hendes overlegne og arrogante kæreste Hardy, (Craig Sheffer). Ja, Keith vælger skam at trodse alle odds og ta’ kampen op alligevel, selv om han kun får opbakning fra sin allerbedste ven, den underskønne punker tøs Watts, (Mary Stuart Masterson), til hvad alle andre, inkl. hans egen vildt provokerende lillesøster, betragter som en ren suicide mission, samtidig med at han også har sit store besvær med at afvige sin fars, (John Ashton), nærgående spørgsmål om college og den store fremtid.
Mens Keith får samlet mod nok til at charmere Amanda, og undervejs i sin jagt danner et for ham selv højst overraskende venskab med skolen ubestridte lømmel Duncan, (Elias Koteas), har hun efterhånden fået nok af Hardys utallige sidespring og søger derfor desperat en vej ud af det dominerende forhold. Dermed kommer knægtens, fra den forkerte side af jernbanen, flirteri som sendt fra himlen, hvilket det dog ikke tager længe for den manipulerende Hardy at regne ud og straks sætter han sig nu for på mest udspekulerede vis ikke blot at få skovlen under sin uventede konkurrence men også at ydmyge ham på den allermest smertelige facon. For at komplicere tingene yderligere opdager Watts, at hun er dybt forelsket i Keith og kommer pludselig i konflikt med sig selv om, hvor langt hun skal gå for at hjælp sin bedste ven med at opnå det han ønsker, eller i stedet konfrontere ham med sandheden, forpurre hans chance for og succes og dermed risikere at miste ham for evigt.
”Because I'm driving you crazy and you're driving me crazy and I'd rather not see you and have you think good things about me than have you see me and hate me. 'Cause I can't afford to have you hate me, Keith. The only things I care about in this goddamn life are me and my drums and you.”
“Some Kind of Wonderful” var den sidste film fra John Hughes, der havde fokus udelukkende rettet mod hans elskede highschool miljø, men når jeg spørger rundt omkring på nettet eller i min omgangskreds, ja så bliver filmen her meget sjældent nævnt som en af folks favoritter fra denne enestående periode i amerikanske ungdomsfilm hvilket egentlig er temmelig underligt, for i mine øjne ligger den sig ind på en suveræn tredjeplads kun overgået af de to mesterværker “The Breakfast Club” og “Ferris Buellers Day Off”. Årsagen til den manglende status tror jeg først og fremmest skyldes, at Hughes i langt større grad end tidligere havde skåret drastisk ned for de mere humoristiske indslag, som dermed fik “SKOW” til at fremstå som en langt mere alvorlig og nedtonet drama, der yderligere forgrenede sig ud til samtlige fra castets måde at spille deres respektive roller på.
Den typiske comic relief karakter f. eks., i dette tilfælde punkeren Duncan, bliver her i Elias Koteas portrættering leveret på en herlig underspillet måde, også mht. dialogen, der gør ham vedkommende og troværdig, selv om det går stik imod hans bevidst rebelske look og fremtoning. Man finder et glimrende eksempel på dette i scenen, hvor Keith og Duncan under en eftersidning knytter et tæt venskab de to outsidere imellem via deres talent for at tegne på trods af, at det ligger milevidt fra hinanden i kunstnerisk udtryk. Samme gør sig gældende for filmens ubestridte skurk Hardy, som Craig Sheffer gør til noget helt specielt at sidde og betragte, skønt han følger en ganske traditionel arketype som dumt svin, fordi han også benytter sig af fornemt underspil i en præstation, der emmer af overskud, intelligens og kølig arrogance. Hans dueller mod Keith bliver aldrig fysiske men foregår, bortset fra en enkelt episode, igennem dialogen. Scenen Sheffer har over for Eric Stoltz i ateliet på skolen, hvor de to ser hinanden ad og truslerne leveres mellem linjerne, gav mig associationer til Michael Manns klassiske café scene i “Heat” mellem Robert De Niro og Al Pacino, hvor helten og skurken ligeledes høfligt pisser territoriet af.
Selv om både Duncan og Hardy har betydning for udfaldet af handlingen, ligger filmens fokus dog på trekantsdramaet mellem Keith, Amanda & Watts og det er her filmen har sin absolutte styrke i en historie der umiddelbart fremstår som værende ganske ordinær og banal, men som i virkeligheden har langt mere at byde på end først antaget, fordi Hughes tager nogle uventede drejninger på vej mod den store finale, som viser flere sider fra de tre karakterer, der gør os i tvivl om deres motiver og egentlige agenda i jagten på lykke og romantik som måske snarere bunder i egoistiske ønsker om en forbedret social status eller frigørelse af fastlagte rollemønstre end oprigtige følelser, hvis ambivalens i de forskellige scener spilles forbindtligt overbevisende af Lea Thompson og Eric Stoltz. Han har desuden et par forrygende og eksplosive men hamrende realistiske scener med sin far bragende solidt spillet af John Ashton, som de fleste sikkert vil huske fra “Beverly Hills Cop“. Oven over alle stråler skæppe skønne Mary Stuart Masterson dog som Watts, der ser med fra sidelinjen og sarkastisk dissekere kærlighedsdramaet med spydige og indsigtsfulde kommentarer i en imponerende syndflod af vittig, skarp og yderst velskrevet dialog, mens de mange emotionelle slag hun må ta’ imod undervejs oftest afspejles i en mesterlig ansigtsmimik, der gør ondt langt ind i hjertet at se på og som sjældent er set bedre udført i Hughes mange film.
“Some Kind of Wonderful” er fuld ud berettiget blevet sammenlignet med forgængeren “Pretty In Pink” som værende det mandlige modstykke til Molly Ringwalds, Andrew McCarthy og Jon Cryers trekantsdrama og i den sammenhæng nævnt som værende blot et opkog af den forriges succesfulde opskrift. Jeg vil nu tværtimod kalde “SKOW” for en langt bedre opgradering, der klart overskygger sin forgænger i samtlige facetter ikke mindst ved sit helt igennem formidable skuespil. Howard Deutch, der også instruerede “Pretty In Pink”, virker desuden i mine øjne klart skarpere i sin måde at fortælle historien på og det fornemmes tydeligt, at der er kommet mere nerve og kant over handlingen og beskrivelsen af karaktererne, suverænt visualiseret som understregende eksempel i “SKOW”s ultra cool intro hvor de forskellige verdener krydser hinanden, mens Mary Stuart Masterson slår tonen an med et hårdtslående beat symbolsk i rytme til et bankende hjerte, som kan ses i linket øverst oppe.
Hvis man skulle ha’ fået lyst til at se filmen, vil jeg klart anbefale “Collectors Edition” fra linket både pga. ekstramaterialet men også fordi filmen på billedsiden har fået et markant skarpere og lysere forbedring i forhold til den gamle og ubrugelige ekstra-free version.
Til nostalgikerne har jeg fundet en ret cool musikvideo frem. Den indeholder en del spoilers, så hvis man ikke har set filmen før, men har fået lyst til det, ja så bør man naturligvis ikke klikke på linket!
Til alle fans…Enjoy! :)
#193 Åkepool 14 år siden
Tror snart jeg vil sætte mig til at se den igen, det er efterhånden et par år siden.
#194 NightHawk 14 år siden
Mange tak for de pæne ord. :)
Jeg har placeret "Ferris Buellers Day Off" og "The Breakfast Club" længere oppe på min liste, men grunden til hvorfor jeg lige mener de rangere højere hos mig, må du vente lidt med at læse om. "Ferris" har f.eks. nogle elementer der var forud for sin tid...men mere om det senere. :)
Jeg skal i øvrigt også ha' bestilt soundtracket til "Some Kind of Wonderful" hjem inden længe. Der er masser af gode numre på.
#195 NightHawk 14 år siden
Edit : Og det samme er også sket i "Evil Dead 2" og "Batman Returns" ???
Og det samme gælder ang. de nye links jeg har lagt ind på min profil. Virkede fint i går og idag fungere de pludselig ikke?
Jeg ville sætte stor pris på, hvis i på Filmz ville gå ind og ændre i linkene, så de alle sammen virker igen.
På forhånd tak. :)
#196 Collateral 14 år siden
#86: Benny & Joon er også en lidt overset film i mine øjne. Sjov og charmerende.
#117: Også fedt at se ”Duel” på din liste. Stiftede bekendtskab med den for nylig, og var ret betaget af dens flotte billeder, og generelt velfungerende suspense og stærkt desert-agtige stemning.
#124: Faldt selv ret tilfældigt over "Thirteen Conversations...", og med dens uinspirerede cover, var den nær ikke kommet med i mine indkøb, men det gjorde den altså, og husker den som en rigtig interessant film, som jeg nok snart burde få set igen.
#165: ”The Crow” er super god og er på mange måder forgængeren for den mørke superhelte bølge, som vi har oplevet efter ”The Dark Knight.” Historien er simpel, men god, og frem for alt velfortalt. Rigtig godt valg til en 88. plads. Btw også en fantastisk guitarsolo der er i den film.
#197 NightHawk 14 år siden
Sorry jeg var så lang tid om at svare, men tak for kommentarerne begge to. :)
#198 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0374291670...
Og nu til hvad der i dag betragtes som en banebrydende film og klassiker inden for Queer Cinema men som dengang i 60’ernes England, hvor det var ulovligt at være bøsse eller lesbisk, blev set på som værende yderst kontroversiel og en torn i øjet på det etablerede samfunds værdinormer grundet sin bramfrie og åbenlyse diskussion om homoseksualitet, som på dette tidspunkt var langt foran sin tids kontrollerende og diktatoriske censurnævn, der da også gjorde sit for at genere instruktør Basil Dearden og filmen generelt ved at tvinge dem til at klippe flere scener ud og herefter gennemtrumfe en X-rating selv om “Victim” ikke indeholdt én eneste sex-scene. I USA hvor den ligeledes diskriminerende “Production Code”/”Hays Code” huserede i perioden 1930 - 1968 hvor det i øvrigt også var ulovligt at være Queer, udskudte man “Victim‘s” oprindelige premiere alene pga. at ordet homosexual blev nævnt i filmen, men det blev dog heldigvis kun for en kort periode, da cencurnævnet i løbet af 60’erne efterhånden begyndte at løsne grebet som nævnt længere oppe i anmeldelsen af “The Children‘s Hour“.
Efter at have vundet en prestigefuld sag og hermed fået sin klient fra overklassen frikendt for mord, stiger forsvarsadvokat Melvin Farr, (Dirk Bogarde), i graderne og ikke længe efter går rygterne på at han nærmest allerede er sikret en plads som højesteretsdommer især taget i betragtning af, at han også nyder stor respekt fra sine kolleger og har et bagland hvor alt tilsyneladende ånder fred og idyl i hans ægteskab med hustruen Laura, (Sylvia Syms). Da den unge murersvend Barret, (Peter McEvey), som er på flugt fra politiet efter at ha stjålet 2000 pund fra sin arbejdsgiver, pludselig dukker op for at bede om hjælp, afvises han blankt da Farr, bekymret over at få sit liv og sin karriere smadret for evigt, tror Barret kun er ude på at afpresse ham grundet en tidligere kort affære, de to har haft sammen. Kort efter bliver Barret anholdt af politiet hvor det afsløres, at han selv har været udsat for trusler via et fatalt billede fra en kynisk duo af kriminelle, der har sat sig for øje at afpresse alle homoseksuelle de kan komme af sted med i London.
Da de to betjente på sagen, den erfarne Harris, (John Barrie), og hans stræbsomme protege Bridie, (John Cairney), begynder at presse den unge og nervøse Barrett til at afsløre hvem han var sammen med, vælger han over natten at begå selvmord for at beskytte Farr fra rampelysets nådesløse dom. Da Farr bliver klar over hvad der er sket og sammenhængen bag får han staks samvittighedskvaler, men i stedet for at gemme sig og håbe på at episoden driver over, beslutter han sig for at nok må være nok og går mod al sund fornuft i offensiven i håbet om at få opbakning fra andre i det skjulte bøsse-miljø og med deres hjælp få optrevlet netværket af slyngler og udstillet dem samt resten af samfundets for deres hhv. skumle hensigter og diffuse hykleri. Farr må dog hurtigt indse at han, med undtagelse af Barretts ven Eddy Stone, (Donald Churhill), står mutters alene i kampen for retfærdighed, da ingen andre tør sætte sig op imod hverken forbryderne eller loven, og alt imens duellen intensiveres begynder Laura at spørge ind til forbindelsen mellem hendes mand og Barrett i en konfrontation, hvor Farr bliver nød til at lægge alle kortene på bordet muligvis med store konsekvenser til følge.
“I can't help the way I am, but the law says that I’m a criminal. I’ve been to prison four times, I couldn’t go through that again, not in my age. I’m going to Canada. I’ve made up my mind to be sensibel, as a prison doctor use to say…who care how lonely…but sensible. Can’t stand any more trouble. I’m sorry about Barrett but he’s dead, finished, nothing can help him now...I’m not going to say another word to you Mr. Farr...You’ve got a big position, they’ll listend to you. You ought to be able to state our case. Tell them there’s no magic cure for how we are, certainly not behind prison bars.”
Som nævnt i starten af denne anmeldelse var homoseksualitet ikke ligefrem et populært emne at ta’ under behandling i 60’erne og hvis man skulle gøre forsøget, ja så var det bestemt ikke ved at skildre det fra en seriøs vinkel som folk ubekendt med miljøet rent faktisk havde alvorligt brug for at blive oplyst omkring og dermed lære noget af. Derfor var instruktør Basil Dearden umiddelbart også tvunget til at tænke i helt andre baner da historien skulle udarbejdes, hvilket resulterede i at “Victim” et langt stykke hen ad vejen foregav at være en rendyrket thriller med en mystisk ukendt trussel hængende i luften over sine karakterer på en så effektiv og stemningsfuld vis, at publikum ikke kunne undgå at blive grebet af det, for dernæst endelig at afsløre filmens virkelig plot og sande budskaber på en måde man skulle være usandsynlig kynisk for ikke at få sympati for og som pludselig slog ekstra hårdt, fordi man som tilskuer nu var klar over, med tilbagevirkende kraft, hvad der lå til grund for Jack Barretts desperate flugt fra politiet, frustrationen og håbløsheden over at blive afvist af bekendte i miljøet, samt hvorfor de forskellige karakterer reagerede med en nærmest absurd form for panisk angst for at blive afsløret, bedst skildret i en scene midtvejs hvor filmens protagonist Melvin Farr har en hjerteskærende samtale med en gammel frisør Henry, der har levet i alt for mange år under fuldstændig urimelige vilkår udelukke grundet hans seksuelle orientering.
Da Barretts selvmord indtræffer, skifter filmen stil til hvad man kunne betegne som en klassisk revenge-movie, men det er gjort med thriller/krimi-mysteriet intakt og leveret på en kølig underspillet passiv-aggressiv facon helt i tråd med filmens altoverskyggende hovedrolle portrætteret af en helt igennem sublim Dirk Bogarde hvis personlige engagement i karakteren virkelig skinner igennem som værende et brændende behov fra hans side og mulighed for med beundringsværdigt mod, at gi’ udtryk for sit eget liv og de frustrationer han selv måtte leve med ved at være i skabet i samme periode, hvor alle andre store navne ikke ville røre projekter af denne slags med en ildtang af frygt for selv at få ødelagt deres respektive karriere, præcis som det var tilfældet for karakteren i filmen til at starte med. Ligeledes er sammenfletningerne i “Victim”s handling særdeles overbevisende kreeret, og jo længere hen mod afsløringen af de lumske bagmænd man kommer, jo stærkere bliver selve skildringen af historiens tema, da man i kølvandet på Eddy Stone og Melvin Farr’s detektivarbejde ikke blot inddrager synspunkter fra bøsse-miljøet i sig selv men også, og hvad der er mindst ligeså vigtigt, fra dets modstandere i skikkelse af politiet, først med Harris og Bridie’s ambivalente holdninger til udførelsen af deres job kontra logikken i lovgivningen, samt, og det jeg fandt absolut mest fascinerende, skildringen af Lauras oplevelse af hendes mands manglende kærlighed til hende, hvor hun dog alligevel gør alt hvad hun kan for at forstå hans seksualitet, sensibelt, nuanceret og stærkt fremført af Sylvia Syms der fuld ud matcher Bogarde i deres scener sammen, som Basil Dearden håndtere helt uden melodrama men med stor troværdighed og realisme.
“Victim” er en fremragende film der fungerer perfekt både isoleret set som thriller/krimi, men ligeså imponerende som socialrealistisk/socialkritisk drama og historisk tilbageblik med yderst vigtige pointer om homoseksuelles absurde vilkår, beskrevet i en fornemt balance så det hverken bliver for tamt eller for meget af det gode. Dearden og Bogarde plus alle andre involverede kan med rette være mega stolte over denne film, som ikke blot er en milepæl i LGBT genren, men også var en vigtig medfaktor til at få sat fokus på og diskuteret lovgivningen der heldigvis blev ændret i 1967, så bøsser og lesbiske ikke længere automatisk blev kategoriseret som værende kriminelle.
#199 NightHawk 14 år siden
Vi bliver i den deprimerende afdeling, men tager nu et dyk yderligere ned i mørket med engelske Nancy Mecklers ultra dystre, erotiske og psykologiske drama baseret på Wendy Kesselmans nyfortolkning, “My Sister In This House”, der lod sig inspirere af virkelige begivenheder i 30’ernes Frankrig vdr. en af landets mest omtalte mordsager og to søstres mystiske kærlighedsaffære. Den bizarre historie blev allerede i 1949 omsat af Jean Genet til teaterstykket “The Maids”, som senere blev filmatiseret i 1974 under samme navn, og i år 2000 dukkede så minsandten endnu en variant op i skikkelse af den franske film “Murderous Maids” baseret på bogen “L'Affaire Papin”.
Som børn er de to søstre Christine, (Joely Richardson), og Lea, (Jodhi May), uadskillelige og knytter et så stærkt bånd imellem sig, at man allerede fra start af frygter det værste, da Christine bliver sendt væk fra hjemmet af sin moder med henblik på at tjene penge ind til den fattige familie, der kun lige akkurat har til dagen og vejen. Flere år senere efter at ha’ arbejdet som tjenestepige for den snobbede Madame Danzard, (Julie Walters), og hendes underkuede datter Isabelle, (Sophie Thursfield), lykkedes det Christine via en masse anbefalinger at få sin lillesøster ansat i huset og langt om længe er de to unge kvinder nu atter genforenet. Men ikke længe efter sin ankomst opdager Lea, at det gælder om at træde yderst varsomt i det nærmest sterile overklasse miljø, hvor hverken husets frue eller en temmelig indebrændt og frustreret Christine tillader nogen form for fejltagelser.
Som dagene går, skiftevis mellem det ugentlige besøg hos deres pengegriske mor, samt med at udføre hårdt og udmattende arbejde i det uendelige alt imens Madame Danzards kontrollerende overvågning, hånlige blikke og kommentarer bliver mere og mere nærgående, stiger anspændtheden så småt i det klaustrofobiske hus, hvor kun søstrenes drømmende hyggesnak og den enlige fridag de tilbringer i den lokale park, er de eneste ting der holder humøret oppe og sindet i ro. Den konstante påmindelse om moderens krav på at kontrollere Lea hjemmefra gør dog, at Christines temperament koger over og pludselig udvikler de to søstres platoniske bånd sig til en dragende tiltrækning, der udvikler sig til en erotisk besættelse hvis farlige og forbudte affære bliver livstruende for dem, da den snarrådige og jaloux Isabelle får færten af, at de to har haft fingrene lidt for langt fremme i hinandens kagedåse.
”When you was just a tiny thing, mama sent me out one day to get bread. You came with me the way you allways did, and as we‘re walking you let go of my hand an ran into the street. It was a long narrowed street, you remeber, on a hil, the top of a hill. A horse an carrot was galloping down right towards you, I ran into the street, I pulled you across, I pussed you down in the gutter with me. What noise the horse made, an everyone was screaming. An when we stod up, we were both bleeding…It was the same wound, it started on my arm an went down across you‘re whist. Look…we have it still. There bound for life the gypsy said…bound in blood.”
Allerede i filmes fornemt eksekverede sort/hvide intro lægger instruktør Nancy Meckler fundamentet for den intense atmosfære i filmen, som følger de to Papin søstre på deres dannelsesrejse mod selvstændighed, og gir dermed publikum en fornemmelse af at dette langt fra blot er endnu et simpelt drama om underklassens kamp mod overklassen, men derimod bag facaden mere er en psykologisk thriller om kvindens frigørelse af sin modersymbiose, der i samme omfang også i denne historie bliver en søgning efter seksuel identitet, som alt sammen udspringer af omsorgsvigt, diktatorisk kontrol og generel mangel på kærlighed fra samtlige autoritetsfigurer i søstrenes liv, hvad enten det gælder deres egen mor eller de nonner der har stået for deres undervisning på det følelseskolde kloster, man ser glimt af undervejs i Christines flashback til hendes angstfyldte barndom, hvor kun lillesøster Lea har været eneste lyspunkt i en trist tilværelse af kontrol og afmagt, som går igen i begge søstres voksenliv da de bliver genforenet som tjenestepiger hos familien Danzard.
Her i denne klaustrofobiske lukkede verden som huset udgør, hvor resten af handlingen udspiller sig, laver Nancy Meckler en sand genistreg og slår to fluer med et smæk ved at bruge Madame Danzard og datteren Isabelles konflikter som et spejlbillede på Christine og Leas anstrengte og underkuede forhold til deres egen mor, som de søger at gøre oprør imod præcis som Isabelle også ønsker at løsrive sig fra sin dominerende mor, der udnytter enhver situation til at ydmyge og umyndiggøre sin datter, der nærmest bliver behandlet som et lille barn skønt det at hun er cirka 20 år. Der er op til flere ubehagelige eksempler undervejs i filmen, hvor fødselsdagscenen dog helt klart tager førstepladsen i hvor hensynsløst moderens opførsel er, fremført på en så usmagelig og dybt absurd facon at man får lyst til at skrige til himlen.
Den tommetykke stemning af kontrol og perfektion forplanter sig efterhånden mere og mere hos de to søstre hvis traumatiske fortid dermed nægter at gå i glemmebogen, hvilket især går Christine på nerverne fordi hun helst så sin mor elimineret i hendes egen opfattelse af jagten på frihed og lykke i skikkelse af Lea, som hun søger at blive en ny og mere kærlig mor for, (den mor de aldrig selv havde). Det gengælder Lea så modsat ved at elske hende ligeså meget igen, hvilket betyder at de tidligere ekstremt stærke følelser af afmagt og mangel på omsorg nu forvandles til en seksuel og uimodståelig magnetisme, som udskifter søskendeforholdet til både et par og mor/datter forhold på én og samme tid, der overtager den gamle og traditionelle symbiose med en helt ny og mere fleksibel en af slagsen som de begge hver især, og hvad der mest vigtigt, selv er i kontrol med og hvis skabelse af bliver sublimt visualiseret i et tre nøglescener, der symboliserer bruddet med moderen, (en tæppe Lea har fået med som bliver revet over), accepten af forholdet, (da Lea prøver hvad der minder om en brudekjole og Christine indser hun elsker hende), og stiftelsen af den ny familie, (seancen hvor Lea og Christine får taget et fotografi af dem sammen).
Situationen trues dog yderligere af det miljø de opholder sig i, og årsagen til at begge ønsker at være så perfekte som muligt skyldes på ingen måde respekt for Madam Danzard, men derimod en panisk angst for igen at blive adskilt, som da Lea uheldigvis vælter en vase, hvilket fører parallellen om frihed tilbage på Isabelle som overværer situationen men ikke til at starte med reagere på den, da søstrene for hende kommer til at repræsentere det hun selv så brændende ønsker. Efterhånden som parforholdet vokser i styrke, kommer de to dog uforvarende til at adskille sig fra det traditionelle billede Madama Danzard har af af sine ansatte og da hun fornemmer magtbalance er ved at skride fører det afslutningsvis til den uundgåelige konfrontation, hvor Nancy Meckler lader sit tidligere subtile touch træde i baggrunden til fordel for rendyrket horror i en brutal og blodig scene, der vil få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste.
“Sister My sister” er ud over at være utrolig flot og stemningsfuldt filmet og redigeret et fremragende studie ud i kammerspil når det er allerbedst, her i skikkelse af fire skuespilspræstationer der med hvert sit udtryk er svært imponerende at se på. Som Christine er Joely Richardson så intens i skildringen af alle sine følelser, at hendes indlevelsesevne næsten er skræmmende, og som den diementrale modsætning Lea leverer skønne Jodhie May en præstation, der besidder al hendes sædvanlige afvæbnende charme og naive uskyldighed som gør, at man selv med glæde ville ta’ en kugle eller to for hende. Som Madame Danzard levere Julie Walter i den grad varen med en præstation der taler for sig selv i ondskabsfuld nederdrægtighed, fremført med en mesterlig ansigtsmimik og timing i dialogen som giver dette gennemført rædsomme menneske en ekstra syrlig og sarkastisk kant, der vil få enhver til at hade hende som pesten, hvilket Sophie Thursfield som den stakkels Isabelle ikke har problemer med at spille op imod.
Da filmen kun er at finde i en rædsom DVD udgivelse uden ekstramateriale og i det forkerte billedformat, et beskåret 4:3 frem for det originale 1.85 widescreen, vil jeg i stedet anbefale at man tjekker “Sister My Sister” ud på youtube, (link 2), og sparer pengene til den dag, hvor en eller anden fornuftig sjæl får øjnene op for dette mesterværk, som helt afgjort har fortjent en bedre skæbne på DVD/Blu-Ray.
#200 jessup 14 år siden
Check også Mind Benders, The Accident og The Servant ud hvis du ikke har set dem.