Fra ungdomsoprør i 60’erne går turen nu tilbage til den støvede prærie og endnu en variant af slagsen i mesterinstruktøren John Fords utraditionelle pletskud af en western, der for første gang lod to af Hollywoods største ikoner stå overfor hinanden i en formidabel duel på gammeldags dyder kontra ideologisk overbevisning, samt brud på traditionel vanetænkning og forsøg på ændring af samfundsstrukturen, hvor til alle temaer fik en forøget ekstra intensitet grundet et mindre budget, som betød at filmen udelukkende blev lavet i studierne hos Paramount, hvilket dog set i forhold til at holde fokus udelukkende på budskaberne absolut kun var til fordel for den ellers normalt farverige og panorama-elskende John Ford.
Året er 1896 da den karismatiske US senator Ransom Stoddard, (James Stewart), og hans kone Hallie, (Vera Miles), rejser tilbage til byen Shinbone for at detalje i begravelsen af byens lokale helt Tom Doniphon, (John Wayne), der også var deres nære ven. Umiddelbart giver det dog ikke megen mening for byens avis og dennes stab, der staks begynder at undre sig over senatorens tilstedeværelse i deres forholdsvis beskedne landsby. Efter et mindre pres lader Stoddard sig overtale og vælger at fortælle hele sin forhistorie, som startede for godt og vel 20 år siden, da han som aspirerende advokat satte sig for at gøre karriere men undervejs på sin rejse rendte ind i store problemer som var nær ved at koste ham livet, da tilfældet ville det at han pludselig stod ansigt til ansigt med den djævelske Liberty Valance, (Lee Marvin), og hans skruppelløse bande, som han dumdristig forsøgte at sætte sig op imod. Efter at være blevet banket halvt ihjel bliver han fundet og bragt til Shinbone af Tom og hans makker Pompey, (Woody Strode), hvor Hallie, der er Toms øjesten, og hendes forældre, der bestyrer den lokale bodega, tager sig kærlig af ham selv om nervøsiteten er tydelig at spore, ligeså snart de hører hvem der har stået bag overfaldet. Ej heller er der nogen hjælp at hente hos den evigt madglade sherif, der nærmest synes at være tæt på at skide i bukserne af skræk blot over at høre navnet Liberty Valance og Stoddard indser derfor hurtigt, at det kun er Tom der har mod på at ta’ hånd om problemet. De to kan dog ikke blive enige om måden at få has på slynglen, så derfor siver oprørsstemningen ligeså langsomt ud i sandet under dem.
For at komme på fode igen tager Stoddard imod tilbuddet om at hjælpe til i bodegaen som opvasker og senere tjener, hvilket den lumske Valance og hans mænd straks ser som endnu en mulighed for at ydmyge tilflytteren og samtidig minde folk i byen om, hvem der sidder på magten. Den opvisningen er Tom dog fløjtende ligeglad med og udfordrer i stedet den gustne charlatan til en go gammeldags duel, som modsat får Stoddard helt op i det røde felt fordi det ødelægger hele hans filosofi om, at løsningen på kriminaliteten skal findes igennem de juridiske skrifter og ikke via det kolde stål. Mens Valance lurer i kulissen, beslutter Stoddard sig for at starte en skole op, der skal hjælpe byens borgere, heriblandt Pompey, om demokrati og forfatningen samtidig med at han også sætter sig for at hjælpe Hallie, der bliver mere og mere betaget af ham, med at læse og skrive. Den megen opmærksomhed begynder efterhånden at gå Tom på nerverne og da Valance, bakket op af kvægbaroner der er ude på at bevare kontrollen over områderne, for alvor strammer grebet og sætter hård mod hårdt foreslår Tom, da Stoddard indkalder til valg af delegerede til kongressen, at nytilflytteren selv melder sig, så han kan få ham ud af billedet og Hallie for sig selv. Uheldet vil det dog, at Valace også er interesseret i at få ravet pladsen som delegeret til sig, men det må han drømme langt efter da byens borgere, høje på Toms karisma og Stoddars formodede store evner som politiker, blank afviser og dermed latterliggøre den ellers tidligere dominerende slyngel. Ydmyget, rasende og desperat efter oprejsning udfordrer han nu Stoddard til en duel, der vil vise sig at få store konsekvenser for alle involverede.
"Hallie's your girl now. Go back in there and take that nomination. You taught her how to read and write; now give her something to read and write about!"
Skønt “The Man Who Shot Liberty Valance” indeholder op til flere klichéer i sin ydre ramme befolket med en dosis typisk munter og skæv humor fra en gruppe af spøjse personer, så som den enormt enfoldige sheriff Link Appleyard, (Andy Divine), den stærk alkoholiserede Doc. Willoughby, (Ken Murray), samt avisens redaktør anno 1876 den stangvisne Dutton Peabody, (Edmund O’Brien), og desuden drager nytte af klassisk kalkuleret sødmefyldt sentimentalitet som når John Ford f. eks. bevidst genbruger Alfred Newmans violintema, (fra "Young Mr. Lincoln"), som understregende effekt, ja så er filmens centrale historie, generelle budskaber og opfyldelse af dem, samt beskrivelse af hovedkarakterernes syn på verden, det stik modsatte og præget af en ofte tung sky af selvhad og pessimisme trods det at intentionerne bag deres handlinger umiddelbart virker oprigtige og selvopofrende.
Vi har altså her at gøre med hvad der ligner en klassisk fortælling i western-genren, hvor en fremmed kommer til et lille lukket og undertrykt samfund som behøver hjælp udefra for at ændre på tingene og plejer at få det på den kontante måde udregnet i kugler og blod, dog ikke i denne omgang for målet for filmens idealistiske protagonist er af langt større og episk format, hvor det ikke blot er formålet at ændre på tingenes tilstand her og nu, men på befolkningens generelle livssyn af sig selv, hinanden og samfundet på den lange bane. Og man må i høj grad ta’ cowboyhatten af for den måde John Ford får skabt en helt ny type helt på, der gør alt hvad han kan, men på sin helt unikke måde, for at ændre spillets regler i skikkelse af altid formidable og nærværende James Stewart hvis karakter Random Stoddard pure nægter at bruge våben som en løsning på problemerne, men i stedet søger at løse dem via ordets magt og de gode intentioner, som da han som den største selvfølge tager del i kvindens arbejde i bodegaen og senere åbner en skole der er helt fri for spekulationer om raceforskelle ved at byde alle ligegyldig hudfarve og social status velkommen indenfor.
Men holdningsændringer hverken i små eller store træk er sjældent noget der bliver set på med særligt positive øjne af dem der i forvejen sidder på magten og derfor sættes anarkisten og spradebassen Liberty Valance, som med sit flamboyante outfit og sadistiske fremfærd er en ærefrygtindgydende skurk, ind for at skabe kaos og håbløshed hvis bekæmpelse af for alvor bliver sat på den ultimative prøve, da han får de store pengemænd i ryggen hvis agenda er at holde al nytænkning nede og status quo i samfundet, så magten kan forblive hvor de mener den hører hjemme, nemlig i storkapitalens altdominerende hule hånd styret af gammeldags retorik og fastlåste traditioner. Ekstra interessant er det derfor at hjælpen til Stoddards overordnede mission kommer i skikkelse af den arketypiske western helt og machomand Tom Doniphon, hvis livsfilosofi netop er bygget på de gamle dyder og hvis ageren tidligere har slået gnister mellem de to mænds vidt forskellige opfattelse af hvordan problemerne skal løses i overensstemmelse med deres egen ideologiske overbevisning og romantiske fremtidsdrømme, hvor Stoddards tanker primært er fokuseret på en større politisk plan med Hallie ved sin side og Tom’s på et mere egoistisk plan set ud fra filosofien om the american dram, hvor lykken for ham er et godt og solidt liv med nok til at klare sig for og Hallie som sin kone. Men helt så simpelt er tingene heldigvis ikke skruet sammen og da filmens dramatiske duel mod Liberty Valance indtræffer forløber situationen på en måde så begge mænd både under og i kølvandet på episoden, hvor John Ford på genial vis udstiller det store politiske spil som en ren farce, må træffe et valg hvor målet godt nok helliger midlet men idealerne og fremtidsdrømmene til gengæld ender i graven.
John Ford har kreeret en bragende god og stærkt underholdende western, som indeholder noget for enhver smag. Masser af humor, romantik og dramatik leveret med overskud og stor indlevelsesevne fra samtlige medvirkende i en film, der elegant skifter tonen fra munter til grav alvorlig mens de mange lag i denne suverænt velskrevne historie åbenbarer sig og vokser i styrke på vej mod den uundgåelige konfrontation mellem idealisten, anarkisten og realisten.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#221 Fik først læst denne nu og ja for satan sgu da. Det er en fremragende western. En af de bedste genren kan byde på. John Ford var på sine toppe, en klasse instruktør.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Helt enig. Og så kan jeg samtidig afsløre, at der kommer én western mere på listen, (det bliver så også den sidste), som jeg er sikker på, at du også holder af. Den glæder jeg mig sgu rigtig meget til at skrive om. :)
Jeg læste i øvrigt, at der i sin tid var planlagt en sang til "The Man Who Shot Liberty Valance", som Burt Bacharach havde skrevet, men som John Ford heldigvis valgte at se bort fra i sidste ende. Det havde i mine øjne/ører også været et helt malplaceret indslag set i forhold til filmens overordnede seriøse tone.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Og så tager vi afsked med den støvede prærie og styrer nu mod 90’erne og det iskolde Pittsburgh i Harold Ramis herlige hjertevarme, evigt muntre og skarpt observerende film baseret på Danny Rubins enkle men dybt filosofiske historie med stærke religiøse undertoner om jagten på lykke og meningen med livet generelt, der fremført af en af hvor tids største talenter indenfor underspillet humor og med en handling placeret i en oldschool nostalgisk ramme med en fornøjelig feeling af Frank Capra over sig indeholder så mange elementer, hvis finurlige samspil lagde fundamentet for en af de bedste og mest eftertænksomme komedier, der nogensinde er lavet.
På tv-stationen WPBH forløber dagen præcis som den plejer for den mildt sagt deprimerede metrolog Phil Connors, (Bill Murray), hvis humør er på det absolutte nulpunkt, ikke kun fordi han for 117 gang må igennem de sædvanlige rutiner foran sit vejrkort, men især fordi han ved at der efterfølgende venter ham endnu en tur til Pensylvanien og den lille by Punxsutawney, hvor han nu for 4 år i træk skal stå for dækningen af en, i hans øjne, tåbelig tradition hvor et jordegern måske/måske ikke vil give en indikation af, om vinterperioden vil blive forlænget med yderligere 6 uger. Det lysner dog en lille smule i horisonten ang. humøret, da Phil bliver præsenteret for stationens nye underskønne, storsmilende og lettere naive producer Rita, (Andie MacDowell), der skal assistere ham og fotografen Larry, (Chris Elliot), på turen mod forudsigelighedens højborg. Knap er trioen dog stået ud af vognen i Punxsutawney, før Phil gør det klart og tydeligt hvor meget stedet rager ham og arrogancen fortsætter ufortrødent tidligt næste morgen, da det lykkedes ham på rekordtid at latterliggøre både gæster og stedets ejer på det hyggelige bed & breakfast, hvor Rita har fået indlogeret primadonnaen. Lidt efter på vej mod rendevouz med de to andre ved rådhuspladsen, hvor folk har samlet sig for at fejre dagen, render Phil på den stærkt belastende highschool bekendte nu forsikringssælger Ned Ryerson, (Ted Tobolowsky), men får held til at ryste ham af sig og møder derfor ekstra negativ op til det store skue og lirer uengageret sin smøre af tilsat en god dosis sarkasme om det lille kræ og byens borgere. På vej hjem igen mod Pittsburgh render trioen ind i en nådesløs snestorm stik imod Phils forudsigelser tidligere og slukøret i den helt store stil må han derfor indse, at han bliver tvunget til at opholde sig et par dage yderligere i den simple landsby.
Efter en solid koger i baren på det lokale hotel daffer Phil i seng med forhåbninger om at alt nok skal ordne sig, men da han vågner næste dag til tonerne af den præcis samme sang og efterfølgende radioudsendelse, får han hurtig fornemmelsen af at der foregår noget mystisk, hvilket han blot bliver yderligere bekræftet i da hans samtaler med en anden gæst og stedets ejer også forløber parallelt med dagen før. Oven på endnu et sammenstød med Ned Ryerson dukker Phil op på rådhuspladsen med en sælsom følelse af deja-vu, som ingen af de andre dog synes at have oplevet og total forvirret begynder han nu at spekulere på, om han mon er blevet ramt af en sjælden sygdom. Senere på aftenen er der igen, som dagen før, intet varmt vand på hans bed & breakfast, og da han vågner næste morgen starter tingene atter forfra. Desperat efter at finde ud af hvad pokker der foregår, beslutter han sig for at bede Rita om hjælp. Hun tror han er ved at få et mentalt nervesammenbrud og anbefaler ham derfor at kigge forbi en læge eller psykolog. Løsningen på sine problemer finder han bare ikke her, så i stedet vælger han at udnytte den situation han er havnet i til at gøre lige hvad fanden han har lyst til og udlever selv de mest absurde drømme, da det alligevel ikke har nogen konsekvenser. Efter at ha’ ageret ultimativ scorekonge med samtlige piger i byen sætter han sig herefter for at gøre et forsøg med Rita, men trods utallige dage på repeat og mange forberedelser, bliver han ved med at gå galt i byen og så begynder en uundgåelig og tung depression at sætte ind, da alt Phil foretager sig ikke gir ham noget definitivt svar på, hvad der skal til for at bryde forbandelsen... hvis det altså i det hele taget er en forbandelse der er tale om.
”You like boats, but not the ocean. You go to a lake in the summer with your family up in the mountains. There's a long wooden dock and a boathouse with boards missing from the roof, and a place you used to crawl underneath to be alone. You're a sucker for French poetry and rhinestones. You're very generous. You're kind to strangers and children, and when you stand in the snow you look like an angel.”
Umiddelbart lyder en komedie hvis omdrejningspunkt er en handling, der konstant gentager sig selv i det uendelige som en meget kedelig og forudsigelig affære. Men det bliver der heldigvis aldrig tale om her takket være Danny Rubin & Harold Ramis geniale manuskripts evigt udfordrende leg med at dissekere hverdagens trivielle trummerum og barske banaliteter på så opfindsom vis og med så elegant en rotation i sin variation, at det nærmer sig det guddommelige som kløgtigt tager sit parallelle udgangspunkt, naturligvis på et håndgribeligt fysisk plan, i skikkelse af filmens altoverskyggende hovedrolle, den voldsomt egocentriske og kyniske Phil Connors, der kval sit job som metrolog er det tætteste man kommer et menneske, som har evnen til at kontrollere de enorme kræfter der omgiver vores lille planet, men som må erkende, hvor smerteligt det end er, at hans liv blot er bygget på kunstigt skabte illusioner og på ingen måde i nærheden af at være larger than life, som han i virkeligheden stræber efter. Dermed bliver turen til Punxsutawney også ekstra pinefuld for den selvoptagede vejrmand, fordi han set ud fra sin synsvinkel og hvad der skræmmer ham mere end noget andet, pludselig befinder sig blandt middelmådigheden og mindet om, at han ligesom de folk han foragter, selv er et helt almindeligt menneske af kød og blod.
Det står hermed krystal klart, at der må tages drastiske midler i brug hvis der skal ændres på tingene, og når Phil helst ikke vil komme til Punxsutawney, ja så må Punxsutawney komme til Phil, der over natten ubevidst indfanges i en form for guddommelig indgriben, der placerer arrogancens og egoismens mester som lærling i en slags buddhistisk karruseltur, hvor Phil gennem repetition af forskellige udfordringer må starte helt fra bunden i livets skole og forsøge at se sine omgivelser, men mest af alt sig selv, i et nyt lys, hvis han vil have nogen forhåbninger om nogensinde at slippe ud af den tilsyneladende uendelige eftersidning han pludselig er havnet i, hvilket paradoksalt nok er suverænt hans egen skyld fordi hans ego i starten er så enormt, at han nægter at tro på at han evt. har taget fejl om et kommende snestorm. Gaven fra oven er dog ikke én der i første omgang bliver modtaget med nogen form for begejstring overhoved og gør tværtimod ikke andet en blot at understrege hvor gennemført bitter, usympatisk og selvcentreret en mand Phil i bund og grund er, fordi frustrationen over at sidde fastlåst i tid ikke udnyttes til noget fornuftigt, men i stedet bliver en undskyldning for ham til at fortsætte i samme nedladende spor for dernæst at bruge sine evner udelukkende for egen vindings skyld i en blanding af gerrighed og grådighed af materielle goder og utallige one night stands, hvoraf intet af det vel at mærke giver ham nogen oprigtig og længerevarende lykkefølelse og derfor lander han konstant tilbage ved sit udgangspunkt af tomhed og ligegyldighed med tilværelsen.
Phil er så at sige tilbage hvor han begyndte og så alligevel ikke helt, for de mange prøvelser undervejs giver ham både et indblik i hvad der ikke er løsningen på livets gåde og et mulig praj om hvad der måske er, ved ubevidst at guide ham i retning af den engle agtige Rita i et tredelt forløb, hvor Harold Ramis viser sit mesterlige touch som instruktør med et imponerende overblik ved først at kombinere en perlerække af humoristiske indslag, da Phil forgæves forsøger at få Rita til at falde for ham, efterfulgt af en meget seriøs og dybt deprimerende tone under de utallige selvmordsforsøg, for dernæst at lade sidste akt udspille sig i romantiske rammer uden, at filmen dermed bliver påtaget sentimental og svigter den foregående del af historien, fordi Ramis bevarer de forskellige lag af oplevelser af både positiv og negativ karakter fra Phils bevidsthed og sørger hermed for at tilskuerens syn på filmen også forbliver i samme filosofiske, religiøse og introspektive ånd, hvis pointer om både kontrol af den frie vilje og annullering af selvmordstanker begge sættes ind i en livsbekræftende kontekst, hvor hovedbudskabet er få det bedste ud af livet i en proces hvor det bedste resultat opnås, hvis man er villig til at erkende sine fejltagelser og lære af dem for på den måde at udvikle sig og i sidste ende stræbe efter at blive et bedre menneske, ikke blot i forhold til sig selv men i høj grad også i forhold til sine omgivelser.
Der er dog på ingen måde tale om en belærende og moralprædikende film for både budskaberne, hvilke kun er beundringsværdige, og det religiøse aspekt ligger alt sammen fornemt pakket ind i en blanding af subtekst og underspillet humor, som Harold Ramis højre hånd Bill Murray leverer til perfektion med små varianter og herlige finesser i sit skuespil, der både gør de mange ens scener vidt forskellige og uforudsigelige i sig selv, men også karakteren til en multilagret størrelse der reagerer på alting med dobbelttydige følelser og signaler, som gør rollen nem at relatere til og dermed skræmmende realistisk. “Groundhog Day” er kort og godt en genial komedie, som fungerer på så mange planer, at den aldrig bliver kedelig at se på og derfor er en film der kan ses igen, og igen, og igen, og igen, og igen, og igen, og...
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
“Groundhog Day” er kort og godt en genial komedie, som fungerer på så mange planer, at den aldrig bliver kedelig at se på og derfor er en film der kan ses igen, og igen, og igen, og igen, og igen, og igen, og...
#221 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0973614234...
Fra ungdomsoprør i 60’erne går turen nu tilbage til den støvede prærie og endnu en variant af slagsen i mesterinstruktøren John Fords utraditionelle pletskud af en western, der for første gang lod to af Hollywoods største ikoner stå overfor hinanden i en formidabel duel på gammeldags dyder kontra ideologisk overbevisning, samt brud på traditionel vanetænkning og forsøg på ændring af samfundsstrukturen, hvor til alle temaer fik en forøget ekstra intensitet grundet et mindre budget, som betød at filmen udelukkende blev lavet i studierne hos Paramount, hvilket dog set i forhold til at holde fokus udelukkende på budskaberne absolut kun var til fordel for den ellers normalt farverige og panorama-elskende John Ford.
Året er 1896 da den karismatiske US senator Ransom Stoddard, (James Stewart), og hans kone Hallie, (Vera Miles), rejser tilbage til byen Shinbone for at detalje i begravelsen af byens lokale helt Tom Doniphon, (John Wayne), der også var deres nære ven. Umiddelbart giver det dog ikke megen mening for byens avis og dennes stab, der staks begynder at undre sig over senatorens tilstedeværelse i deres forholdsvis beskedne landsby. Efter et mindre pres lader Stoddard sig overtale og vælger at fortælle hele sin forhistorie, som startede for godt og vel 20 år siden, da han som aspirerende advokat satte sig for at gøre karriere men undervejs på sin rejse rendte ind i store problemer som var nær ved at koste ham livet, da tilfældet ville det at han pludselig stod ansigt til ansigt med den djævelske Liberty Valance, (Lee Marvin), og hans skruppelløse bande, som han dumdristig forsøgte at sætte sig op imod. Efter at være blevet banket halvt ihjel bliver han fundet og bragt til Shinbone af Tom og hans makker Pompey, (Woody Strode), hvor Hallie, der er Toms øjesten, og hendes forældre, der bestyrer den lokale bodega, tager sig kærlig af ham selv om nervøsiteten er tydelig at spore, ligeså snart de hører hvem der har stået bag overfaldet. Ej heller er der nogen hjælp at hente hos den evigt madglade sherif, der nærmest synes at være tæt på at skide i bukserne af skræk blot over at høre navnet Liberty Valance og Stoddard indser derfor hurtigt, at det kun er Tom der har mod på at ta’ hånd om problemet. De to kan dog ikke blive enige om måden at få has på slynglen, så derfor siver oprørsstemningen ligeså langsomt ud i sandet under dem.
For at komme på fode igen tager Stoddard imod tilbuddet om at hjælpe til i bodegaen som opvasker og senere tjener, hvilket den lumske Valance og hans mænd straks ser som endnu en mulighed for at ydmyge tilflytteren og samtidig minde folk i byen om, hvem der sidder på magten. Den opvisningen er Tom dog fløjtende ligeglad med og udfordrer i stedet den gustne charlatan til en go gammeldags duel, som modsat får Stoddard helt op i det røde felt fordi det ødelægger hele hans filosofi om, at løsningen på kriminaliteten skal findes igennem de juridiske skrifter og ikke via det kolde stål. Mens Valance lurer i kulissen, beslutter Stoddard sig for at starte en skole op, der skal hjælpe byens borgere, heriblandt Pompey, om demokrati og forfatningen samtidig med at han også sætter sig for at hjælpe Hallie, der bliver mere og mere betaget af ham, med at læse og skrive. Den megen opmærksomhed begynder efterhånden at gå Tom på nerverne og da Valance, bakket op af kvægbaroner der er ude på at bevare kontrollen over områderne, for alvor strammer grebet og sætter hård mod hårdt foreslår Tom, da Stoddard indkalder til valg af delegerede til kongressen, at nytilflytteren selv melder sig, så han kan få ham ud af billedet og Hallie for sig selv. Uheldet vil det dog, at Valace også er interesseret i at få ravet pladsen som delegeret til sig, men det må han drømme langt efter da byens borgere, høje på Toms karisma og Stoddars formodede store evner som politiker, blank afviser og dermed latterliggøre den ellers tidligere dominerende slyngel. Ydmyget, rasende og desperat efter oprejsning udfordrer han nu Stoddard til en duel, der vil vise sig at få store konsekvenser for alle involverede.
"Hallie's your girl now. Go back in there and take that nomination. You taught her how to read and write; now give her something to read and write about!"
Skønt “The Man Who Shot Liberty Valance” indeholder op til flere klichéer i sin ydre ramme befolket med en dosis typisk munter og skæv humor fra en gruppe af spøjse personer, så som den enormt enfoldige sheriff Link Appleyard, (Andy Divine), den stærk alkoholiserede Doc. Willoughby, (Ken Murray), samt avisens redaktør anno 1876 den stangvisne Dutton Peabody, (Edmund O’Brien), og desuden drager nytte af klassisk kalkuleret sødmefyldt sentimentalitet som når John Ford f. eks. bevidst genbruger Alfred Newmans violintema, (fra "Young Mr. Lincoln"), som understregende effekt, ja så er filmens centrale historie, generelle budskaber og opfyldelse af dem, samt beskrivelse af hovedkarakterernes syn på verden, det stik modsatte og præget af en ofte tung sky af selvhad og pessimisme trods det at intentionerne bag deres handlinger umiddelbart virker oprigtige og selvopofrende.
Vi har altså her at gøre med hvad der ligner en klassisk fortælling i western-genren, hvor en fremmed kommer til et lille lukket og undertrykt samfund som behøver hjælp udefra for at ændre på tingene og plejer at få det på den kontante måde udregnet i kugler og blod, dog ikke i denne omgang for målet for filmens idealistiske protagonist er af langt større og episk format, hvor det ikke blot er formålet at ændre på tingenes tilstand her og nu, men på befolkningens generelle livssyn af sig selv, hinanden og samfundet på den lange bane. Og man må i høj grad ta’ cowboyhatten af for den måde John Ford får skabt en helt ny type helt på, der gør alt hvad han kan, men på sin helt unikke måde, for at ændre spillets regler i skikkelse af altid formidable og nærværende James Stewart hvis karakter Random Stoddard pure nægter at bruge våben som en løsning på problemerne, men i stedet søger at løse dem via ordets magt og de gode intentioner, som da han som den største selvfølge tager del i kvindens arbejde i bodegaen og senere åbner en skole der er helt fri for spekulationer om raceforskelle ved at byde alle ligegyldig hudfarve og social status velkommen indenfor.
Men holdningsændringer hverken i små eller store træk er sjældent noget der bliver set på med særligt positive øjne af dem der i forvejen sidder på magten og derfor sættes anarkisten og spradebassen Liberty Valance, som med sit flamboyante outfit og sadistiske fremfærd er en ærefrygtindgydende skurk, ind for at skabe kaos og håbløshed hvis bekæmpelse af for alvor bliver sat på den ultimative prøve, da han får de store pengemænd i ryggen hvis agenda er at holde al nytænkning nede og status quo i samfundet, så magten kan forblive hvor de mener den hører hjemme, nemlig i storkapitalens altdominerende hule hånd styret af gammeldags retorik og fastlåste traditioner. Ekstra interessant er det derfor at hjælpen til Stoddards overordnede mission kommer i skikkelse af den arketypiske western helt og machomand Tom Doniphon, hvis livsfilosofi netop er bygget på de gamle dyder og hvis ageren tidligere har slået gnister mellem de to mænds vidt forskellige opfattelse af hvordan problemerne skal løses i overensstemmelse med deres egen ideologiske overbevisning og romantiske fremtidsdrømme, hvor Stoddards tanker primært er fokuseret på en større politisk plan med Hallie ved sin side og Tom’s på et mere egoistisk plan set ud fra filosofien om the american dram, hvor lykken for ham er et godt og solidt liv med nok til at klare sig for og Hallie som sin kone. Men helt så simpelt er tingene heldigvis ikke skruet sammen og da filmens dramatiske duel mod Liberty Valance indtræffer forløber situationen på en måde så begge mænd både under og i kølvandet på episoden, hvor John Ford på genial vis udstiller det store politiske spil som en ren farce, må træffe et valg hvor målet godt nok helliger midlet men idealerne og fremtidsdrømmene til gengæld ender i graven.
John Ford har kreeret en bragende god og stærkt underholdende western, som indeholder noget for enhver smag. Masser af humor, romantik og dramatik leveret med overskud og stor indlevelsesevne fra samtlige medvirkende i en film, der elegant skifter tonen fra munter til grav alvorlig mens de mange lag i denne suverænt velskrevne historie åbenbarer sig og vokser i styrke på vej mod den uundgåelige konfrontation mellem idealisten, anarkisten og realisten.
#222 filmz-Bruce 14 år siden
#223 NightHawk 14 år siden
Helt enig. Og så kan jeg samtidig afsløre, at der kommer én western mere på listen, (det bliver så også den sidste), som jeg er sikker på, at du også holder af. Den glæder jeg mig sgu rigtig meget til at skrive om. :)
Jeg læste i øvrigt, at der i sin tid var planlagt en sang til "The Man Who Shot Liberty Valance", som Burt Bacharach havde skrevet, men som John Ford heldigvis valgte at se bort fra i sidste ende. Det havde i mine øjne/ører også været et helt malplaceret indslag set i forhold til filmens overordnede seriøse tone.
#224 filmz-Bruce 14 år siden
Jeg holder meget af westerns, så jeg er sikker på, at den du nævner, er en jeg kan li' :)
#225 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433962264...
Og så tager vi afsked med den støvede prærie og styrer nu mod 90’erne og det iskolde Pittsburgh i Harold Ramis herlige hjertevarme, evigt muntre og skarpt observerende film baseret på Danny Rubins enkle men dybt filosofiske historie med stærke religiøse undertoner om jagten på lykke og meningen med livet generelt, der fremført af en af hvor tids største talenter indenfor underspillet humor og med en handling placeret i en oldschool nostalgisk ramme med en fornøjelig feeling af Frank Capra over sig indeholder så mange elementer, hvis finurlige samspil lagde fundamentet for en af de bedste og mest eftertænksomme komedier, der nogensinde er lavet.
På tv-stationen WPBH forløber dagen præcis som den plejer for den mildt sagt deprimerede metrolog Phil Connors, (Bill Murray), hvis humør er på det absolutte nulpunkt, ikke kun fordi han for 117 gang må igennem de sædvanlige rutiner foran sit vejrkort, men især fordi han ved at der efterfølgende venter ham endnu en tur til Pensylvanien og den lille by Punxsutawney, hvor han nu for 4 år i træk skal stå for dækningen af en, i hans øjne, tåbelig tradition hvor et jordegern måske/måske ikke vil give en indikation af, om vinterperioden vil blive forlænget med yderligere 6 uger. Det lysner dog en lille smule i horisonten ang. humøret, da Phil bliver præsenteret for stationens nye underskønne, storsmilende og lettere naive producer Rita, (Andie MacDowell), der skal assistere ham og fotografen Larry, (Chris Elliot), på turen mod forudsigelighedens højborg. Knap er trioen dog stået ud af vognen i Punxsutawney, før Phil gør det klart og tydeligt hvor meget stedet rager ham og arrogancen fortsætter ufortrødent tidligt næste morgen, da det lykkedes ham på rekordtid at latterliggøre både gæster og stedets ejer på det hyggelige bed & breakfast, hvor Rita har fået indlogeret primadonnaen. Lidt efter på vej mod rendevouz med de to andre ved rådhuspladsen, hvor folk har samlet sig for at fejre dagen, render Phil på den stærkt belastende highschool bekendte nu forsikringssælger Ned Ryerson, (Ted Tobolowsky), men får held til at ryste ham af sig og møder derfor ekstra negativ op til det store skue og lirer uengageret sin smøre af tilsat en god dosis sarkasme om det lille kræ og byens borgere. På vej hjem igen mod Pittsburgh render trioen ind i en nådesløs snestorm stik imod Phils forudsigelser tidligere og slukøret i den helt store stil må han derfor indse, at han bliver tvunget til at opholde sig et par dage yderligere i den simple landsby.
Efter en solid koger i baren på det lokale hotel daffer Phil i seng med forhåbninger om at alt nok skal ordne sig, men da han vågner næste dag til tonerne af den præcis samme sang og efterfølgende radioudsendelse, får han hurtig fornemmelsen af at der foregår noget mystisk, hvilket han blot bliver yderligere bekræftet i da hans samtaler med en anden gæst og stedets ejer også forløber parallelt med dagen før. Oven på endnu et sammenstød med Ned Ryerson dukker Phil op på rådhuspladsen med en sælsom følelse af deja-vu, som ingen af de andre dog synes at have oplevet og total forvirret begynder han nu at spekulere på, om han mon er blevet ramt af en sjælden sygdom. Senere på aftenen er der igen, som dagen før, intet varmt vand på hans bed & breakfast, og da han vågner næste morgen starter tingene atter forfra. Desperat efter at finde ud af hvad pokker der foregår, beslutter han sig for at bede Rita om hjælp. Hun tror han er ved at få et mentalt nervesammenbrud og anbefaler ham derfor at kigge forbi en læge eller psykolog. Løsningen på sine problemer finder han bare ikke her, så i stedet vælger han at udnytte den situation han er havnet i til at gøre lige hvad fanden han har lyst til og udlever selv de mest absurde drømme, da det alligevel ikke har nogen konsekvenser. Efter at ha’ ageret ultimativ scorekonge med samtlige piger i byen sætter han sig herefter for at gøre et forsøg med Rita, men trods utallige dage på repeat og mange forberedelser, bliver han ved med at gå galt i byen og så begynder en uundgåelig og tung depression at sætte ind, da alt Phil foretager sig ikke gir ham noget definitivt svar på, hvad der skal til for at bryde forbandelsen... hvis det altså i det hele taget er en forbandelse der er tale om.
”You like boats, but not the ocean. You go to a lake in the summer with your family up in the mountains. There's a long wooden dock and a boathouse with boards missing from the roof, and a place you used to crawl underneath to be alone. You're a sucker for French poetry and rhinestones. You're very generous. You're kind to strangers and children, and when you stand in the snow you look like an angel.”
Umiddelbart lyder en komedie hvis omdrejningspunkt er en handling, der konstant gentager sig selv i det uendelige som en meget kedelig og forudsigelig affære. Men det bliver der heldigvis aldrig tale om her takket være Danny Rubin & Harold Ramis geniale manuskripts evigt udfordrende leg med at dissekere hverdagens trivielle trummerum og barske banaliteter på så opfindsom vis og med så elegant en rotation i sin variation, at det nærmer sig det guddommelige som kløgtigt tager sit parallelle udgangspunkt, naturligvis på et håndgribeligt fysisk plan, i skikkelse af filmens altoverskyggende hovedrolle, den voldsomt egocentriske og kyniske Phil Connors, der kval sit job som metrolog er det tætteste man kommer et menneske, som har evnen til at kontrollere de enorme kræfter der omgiver vores lille planet, men som må erkende, hvor smerteligt det end er, at hans liv blot er bygget på kunstigt skabte illusioner og på ingen måde i nærheden af at være larger than life, som han i virkeligheden stræber efter. Dermed bliver turen til Punxsutawney også ekstra pinefuld for den selvoptagede vejrmand, fordi han set ud fra sin synsvinkel og hvad der skræmmer ham mere end noget andet, pludselig befinder sig blandt middelmådigheden og mindet om, at han ligesom de folk han foragter, selv er et helt almindeligt menneske af kød og blod.
Det står hermed krystal klart, at der må tages drastiske midler i brug hvis der skal ændres på tingene, og når Phil helst ikke vil komme til Punxsutawney, ja så må Punxsutawney komme til Phil, der over natten ubevidst indfanges i en form for guddommelig indgriben, der placerer arrogancens og egoismens mester som lærling i en slags buddhistisk karruseltur, hvor Phil gennem repetition af forskellige udfordringer må starte helt fra bunden i livets skole og forsøge at se sine omgivelser, men mest af alt sig selv, i et nyt lys, hvis han vil have nogen forhåbninger om nogensinde at slippe ud af den tilsyneladende uendelige eftersidning han pludselig er havnet i, hvilket paradoksalt nok er suverænt hans egen skyld fordi hans ego i starten er så enormt, at han nægter at tro på at han evt. har taget fejl om et kommende snestorm. Gaven fra oven er dog ikke én der i første omgang bliver modtaget med nogen form for begejstring overhoved og gør tværtimod ikke andet en blot at understrege hvor gennemført bitter, usympatisk og selvcentreret en mand Phil i bund og grund er, fordi frustrationen over at sidde fastlåst i tid ikke udnyttes til noget fornuftigt, men i stedet bliver en undskyldning for ham til at fortsætte i samme nedladende spor for dernæst at bruge sine evner udelukkende for egen vindings skyld i en blanding af gerrighed og grådighed af materielle goder og utallige one night stands, hvoraf intet af det vel at mærke giver ham nogen oprigtig og længerevarende lykkefølelse og derfor lander han konstant tilbage ved sit udgangspunkt af tomhed og ligegyldighed med tilværelsen.
Phil er så at sige tilbage hvor han begyndte og så alligevel ikke helt, for de mange prøvelser undervejs giver ham både et indblik i hvad der ikke er løsningen på livets gåde og et mulig praj om hvad der måske er, ved ubevidst at guide ham i retning af den engle agtige Rita i et tredelt forløb, hvor Harold Ramis viser sit mesterlige touch som instruktør med et imponerende overblik ved først at kombinere en perlerække af humoristiske indslag, da Phil forgæves forsøger at få Rita til at falde for ham, efterfulgt af en meget seriøs og dybt deprimerende tone under de utallige selvmordsforsøg, for dernæst at lade sidste akt udspille sig i romantiske rammer uden, at filmen dermed bliver påtaget sentimental og svigter den foregående del af historien, fordi Ramis bevarer de forskellige lag af oplevelser af både positiv og negativ karakter fra Phils bevidsthed og sørger hermed for at tilskuerens syn på filmen også forbliver i samme filosofiske, religiøse og introspektive ånd, hvis pointer om både kontrol af den frie vilje og annullering af selvmordstanker begge sættes ind i en livsbekræftende kontekst, hvor hovedbudskabet er få det bedste ud af livet i en proces hvor det bedste resultat opnås, hvis man er villig til at erkende sine fejltagelser og lære af dem for på den måde at udvikle sig og i sidste ende stræbe efter at blive et bedre menneske, ikke blot i forhold til sig selv men i høj grad også i forhold til sine omgivelser.
Der er dog på ingen måde tale om en belærende og moralprædikende film for både budskaberne, hvilke kun er beundringsværdige, og det religiøse aspekt ligger alt sammen fornemt pakket ind i en blanding af subtekst og underspillet humor, som Harold Ramis højre hånd Bill Murray leverer til perfektion med små varianter og herlige finesser i sit skuespil, der både gør de mange ens scener vidt forskellige og uforudsigelige i sig selv, men også karakteren til en multilagret størrelse der reagerer på alting med dobbelttydige følelser og signaler, som gør rollen nem at relatere til og dermed skræmmende realistisk. “Groundhog Day” er kort og godt en genial komedie, som fungerer på så mange planer, at den aldrig bliver kedelig at se på og derfor er en film der kan ses igen, og igen, og igen, og igen, og igen, og igen, og...
#226 BN 14 år siden
Touché! :-)
#227 filmz-Bruce 14 år siden
#228 evermind 14 år siden
#229 filmz-Bruce 14 år siden
#230 Lord Beef Jerky 14 år siden