Så tager vi igen et smut ud på landevejen og denne gang bliver det i selskab med Duncan Tuckers anmelderroste og prisbelønnede roadmovie, der via en lang og snørklet vej gennem det brogede amerikanske landskab på imponerende vis og med en perfekt blanding af dyb respekt og underspillet humor formåede at skildre et detaljeret introspektivt billede af transseksualitetens mange smertelige psykiske faldgrupper, samt de utallige ydre og især indre kampe et menneske der befinder sig i dette problematiske gråzonefelt må slås med i den svære periode inden en evt. operation, hvor duellen de to køn imellem synes nærmest uoverskuelig.
”My body may be a work-in-progress, but there is nothing wrong with my soul.”
Mens solen ubekymret stiger og sænker sig over Los Angeles, har Bree Ossbourne/Stanley Schupac, (Felicity Hoffmann), mere end travlt med at holde styr på sin egen lille verden fyldt med daglig stemmetræning, hormonpåfyldning, stressfyldte jobs som servitrice og telefonsælger der skal betale for den nært forestående kønsskifteoperation, samt lettere irriterende men påkrævede samtaler med hhv. en læge og en psykolog, hvis undersøgelser af Bree er nødvendige for at hun kan få godkendt sit ønske om at skifte køn. Under en rundspørge til sine klienter som sælger, modtager hun pludselig et opkald fra en ung fyr der påstår at være Stanleys søn fra en affære 17 år tidligere, men det nægter Bree at tro på og lægger med det samme på igen. Da hun senere på dagen kigger forbi hos psykologen Margaret, (Elisabeth Pená), for at få sin dokumentation til operationen, kan hun ikke lade være med at fortælle om det overrumplende opkald, hvilket viser sig ikke at være nogen særlig smart ide for i stedet for at få udleveret sine papirer, bliver hun pludselig bedt om at ta’ til New York for at hente sønnen som sidder fængslet og på den måde få en ekstra tænkepause over, om hun nu også er helt sikker på, at hun vil gennemføre sin transformation til fuldblods kvinde. Efter lidt betænkningstid vælger Bree at flyve til New York, hvor hun erfarer at sønnen Toby, (Kevin Zegers), som hun ikke afslører nogle af sine identiteter overfor men i stedet bilder ind at hun er en missionær, lever et usselt liv som trækkerdreng og berørt af hans situation og endnu en samtale med Margaret, forbereder hun derfor en biltur til Los Angeles, for både at gøre noget godt for knægten og samtidig forsøge at lære ham bedre at kende.
Den udynamiske duo har dog ikke været længe på vejen før de begynder at mundhugges lidt, da ingen af dem helt ved hvordan de skal forholde sig til hinanden, og på det første motelbesøg må Bree være hurtig i opfattelsen og afvise Toby, som fuldstændig har misforstået de gode intentioner, fordi han automatisk tror at hans nye værge er ude på en hurtig omgang sex. Dagen efter, oven på en stille og rolig morgen, kommer der for alvor ridser i lakken mellem dem, da Bree uden Tobys viden er kørt til den lille flække Calcun for at besøge hans stedfar, hvilket bestemt ikke falder i god jord hos den frustrerede og chokerede knægt, der straks forsøger at flygte men overrumples af sin tidligere nabo, som overtaler dem til at tage med hjem og spise. Uheldigvis beslutter Bree sig for at invitere stedfaderen, som Toby har et mere end anstrengt forhold til, hvorpå det udvikler sig til et voldsomt slagsmål og et par ubehagelige sandheder ser dagens lys. Klar over at hun har kvajet sig, søger Bree at rette op på det kaotiske forløb de efterfølgende dage, men må snart indse at hun er på fuldstændig usikker grund hvad angår opdragelse og disciplin og kun et opkald til Margaret forhindrer hende i at bryde sammen og opgive sin mission. Med fornyet styrke og selvtillid vælger hun fornuftigt nok at fortsætte turen selv om et kort ophold hos en bekendt transseksuel, som hun troede holdt lav profil med sin identitet, er tæt på atter at bringe situationen ud af kontrol da de lander midt i en fest arrangement hvor ingen, bortset fra Bree, skammer sig over hvem de er. Oven på det hektiske døgn tror hun at det værste er overstået, men så begynder problemerne først for alvor at dukke op i en kædereaktion af uheld, der betyder at kløften mellem det umage makkerpar er enorm, da de sidst på turen krydser spor med den godmodige Calvin, (Graham Greene), der forelsker sig i den mystiske kvinde, inden de lander ved næstsidste stop hos Brees forældre, (Fionulla Flanagan & Burt Young), i Phoenix, hvor de mange frustrationer kulminere i et sandt inferno af følelser.
“The american psyciatric association kategorises gender disforay as a very serious mental disorder”.
”After my operation not even a gynecologist would be able to detect anything out of the ordinary about my body. I will be a woman. Don’t you find it odd that plastic surgery can cure a mental disorder?”
Det er nok de færreste, der sådan for alvor kender det helt store til hvad det egentlig vil sige at leve som transseksuel og allerede ved at bruge den betegnelse, er man så at sige gået galt i byen, for der er nemlig slet ikke tale om en seksuel identitet i stil med resten af LGBT miljøet, forstået på den måde at man er tiltrukket af det samme køn, men mere om et generelt skifte i både krop og sind som stræber efter en heteroseksuel selvopfattelse, uden at det dermed skal indikeres at der ikke også findes eksempler på det modsatte, og derfor blev det gamle label altså ændret til nu i stedet at hedde transgendered, hvilket uden tvivl også er en klart mere logisk observans af hvad det i virkeligheden handler om, for en person der befinder sig i den ekstremt svære situation mellem mand og kvinde, hvor det for de fleste nok er temmelig svært helt at ku’ forstå alvoren i, både hvad angår følelsen som outsider fra begge miljøer, samt de nedslidende psykiske bump på vejen i form af manglende selvtillid og selvrespekt der kun bliver yderligere forstærket i kraft af den megen bureaukrati fra de offentlige systemer, som holder fast i udgangspunktet, at et ønske om kønsskifte automatisk må være det samme som af at være offer for en psykisk lidelse. Men som med alt andet i Duncan Tucker og skuespiller William H. Macy’s fornemt nuancerede manuskript, og det der generelt gør filmen så helt igennem fremragende, er at intet her bliver beskrevet som værende sort/hvidt, sublimt illustreret ved hhv. lægen og psykologens forskellige synspunkter, der ligesom Brees families ytringer sidst i filmen blot er en ganske naturlig og troværdig reaktion fra dem som ikke selv befinder sig midt i orkanens øje.
I centrum af det hele stråler Felicity Hoffmann, (der fuldt fortjent vandt en Golden Globe for sin formidable præstation), i en krævende rolle som en mand der gør sit bedste for at leve op til de kvindelige idealer han stræber efter, men dermed samtidig ubevidst kommer til at overdrive sin feminine ageren i både tøjstil og væremåde, så det mest af alt minder om en idyllisk forstadsfrue fra 1950’erne med sirligt tjek på tingene, hvilket ikke ligefrem stemmer overens med den moderne og fandenivoldske kvindetype anno 2005, men når alt kommer til alt i princippet er ligegyldigt fordi Brees assimilering af de gammeldags dyder stemmer fuldstændig overens med de idealer hun var i besiddelse af til at starte med og som desuden gør, at hun trods alt langt nemmere kan bevare en hvis struktur i hverdagen og i det billede hun er i færd med at opbygge af sit nye jeg. Den skemalagte trummerum fungerer dog kun perfekt så længe Bree forbliver i sin egen lille verden i L.A., hvor hun nærmest synes at være indgået i en form for underforstået outsider symbiose med de mexicanske indvandrere hun er nabo til og arbejder sammen med på det ene af sine to jobs, og derfor presser hendes psykolog også ekstra hårdt på, da nyheden om sønnen pludselig dukker op, for at sende Bree på hvad man ku’ kalde for en dannelsesrejse ud i den “virkelige verden” af uforudsigelige prøvelser, der vil vise om hun i bund og grund er mand nok til at blive en rigtig kvinde.
Én ting er at blive udfordret af fremmede og opretholde en facade, noget helt andet og væsentligt mere krævende er det straks, når det er ens egen familie der pludselig skal integreres, for så kommer paraderne ofte hurtigt op mht. at bekende kulør specielt hvis man er i en situation som Brees, hvor det er endnu sværere at være åben pga. frygten for at ødelægge illusionen om den person man ønsker at se sig selv som, hvilket man får et glimrende eksempel på i scenen hos den transseksuelle bekendte. Efter en række opslidende omgange på landevejen med Toby hvor mødet med den klamme og voldelige stedfar er et af nøglepunkterne, bliver Bree endelig klar over hvor meget de to egentlig har brug for hinanden og gør derfor en ekstra indsats for, på en venlig måde, at indføre noget disciplin i den rebelske knægt, der til gengæld ikke umiddelbart tager det til sig fordi manglen på omsorg tidligere har gjort at respekten for autoriteterne er total fraværende, hvilket på lang sigt dog kun er en fordel for Bree, da konfrontationerne med teenageren i høj grad hjælper hende til at træde i karakter som forælder på trods af at de mange emotionelle slag tit og ofte rammer under bæltestedet.
Langsomt vokser respekten alligevel hos Toby men en episode, hvor han bogstaveligt talt griber Bree med bukserne nede, gør pludselig forholdet mere end anspændt, ikke pga. af selve afsløringen men mere at han igen føler sig svigtet, fordi hun har løjet for ham, hvorpå tilliden atter skal opbygges og bliver forsøgt på det helt synkront med filmens tilbagelænede og realistiske fortælleform, hvor det umage pars møde med indianeren Calvin bliver af vital betydning for begges selvopfattelse da han, uden dog at sige det direkte, med vilje ignorere at Bree i virkeligheden er en mand og viser at hans kærlighed er rettet mod den person som Bree foretrækker at være og ikke den person der ligger bagved, hvilket viser sig at blive en åbenbaring der betyder, at de to protagonister i det afsluttende rendevouz med hendes til tider skrupskøre familie som splitter dem ad er stærke nok til at klare sig igennem og måske også stærke nok til i sidste ende at genfinde hinanden i en nyt og forbedret sammenhold.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jep, du bør helt afgjort gi' "Groundhog Day" en chance til. Der ligger nemlig så mange lag i handlingen, at den kræver mindst et par gennemsyn. Det er helt klart en film, der bliver bedre og bedre jo flere gange du ser den. :)
Felicity Huffman burde egenlig også ha' vundet Oscaren for sin præstation, som i mine øjne er klart bedre end Reese Witherspoons i "Walk The Line".
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Groundhog Day fandt jeg overvurderet da jeg så den....men det er også omkring 12-13 år siden, så måske jeg skulle give den en chance igen? ;)
Mon det er nødvendigt? Jeg har aldrig brudt mig synderligt meget om den film, og det har gensyn ikke ændret på. Men jeg forstår godt andres begejstring for den. Den gør bare langt fra samme indtryk på mig.
#236: Det er nu mest, fordi jeg stiller spørgsmålstegn ved behovet for at gense film, man ikke brød sig særlig meget om første gang. Livet er nu engang for kort til at gense alle film, blot fordi andre er begejstrede for dem, og derfor er det nødvendigt at prioritere. Men i visse tilfælde kan det selvfølgelig give pote med et gensyn (jeg har selv oplevet det med f.eks. Cronenbergs "Crash"), og hvis hun har lyst til at gense den, skal hun naturligvis gøre det. :)
Jeg kender skam til masser af film som jeg tvivler på vil vinde ved et gensyn (f.eks. Cronenberg's "Crash") - ofte er det de film som af mange bliver skamrost herinde der giver mig lyst til at give filmen en chance til - især hvis det er en film som jeg ikke har set i mange år.
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Ellers tak, den film var bare slet ikke min kop the - og jeg kan ellers normalt godt lide Cronenberg ;) Desuden er det ikke så mange år siden jeg så den - tror mindst jeg venter 10 år endnu ;)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#231 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7960197903...
Så tager vi igen et smut ud på landevejen og denne gang bliver det i selskab med Duncan Tuckers anmelderroste og prisbelønnede roadmovie, der via en lang og snørklet vej gennem det brogede amerikanske landskab på imponerende vis og med en perfekt blanding af dyb respekt og underspillet humor formåede at skildre et detaljeret introspektivt billede af transseksualitetens mange smertelige psykiske faldgrupper, samt de utallige ydre og især indre kampe et menneske der befinder sig i dette problematiske gråzonefelt må slås med i den svære periode inden en evt. operation, hvor duellen de to køn imellem synes nærmest uoverskuelig.
”My body may be a work-in-progress, but there is nothing wrong with my soul.”
Mens solen ubekymret stiger og sænker sig over Los Angeles, har Bree Ossbourne/Stanley Schupac, (Felicity Hoffmann), mere end travlt med at holde styr på sin egen lille verden fyldt med daglig stemmetræning, hormonpåfyldning, stressfyldte jobs som servitrice og telefonsælger der skal betale for den nært forestående kønsskifteoperation, samt lettere irriterende men påkrævede samtaler med hhv. en læge og en psykolog, hvis undersøgelser af Bree er nødvendige for at hun kan få godkendt sit ønske om at skifte køn. Under en rundspørge til sine klienter som sælger, modtager hun pludselig et opkald fra en ung fyr der påstår at være Stanleys søn fra en affære 17 år tidligere, men det nægter Bree at tro på og lægger med det samme på igen. Da hun senere på dagen kigger forbi hos psykologen Margaret, (Elisabeth Pená), for at få sin dokumentation til operationen, kan hun ikke lade være med at fortælle om det overrumplende opkald, hvilket viser sig ikke at være nogen særlig smart ide for i stedet for at få udleveret sine papirer, bliver hun pludselig bedt om at ta’ til New York for at hente sønnen som sidder fængslet og på den måde få en ekstra tænkepause over, om hun nu også er helt sikker på, at hun vil gennemføre sin transformation til fuldblods kvinde. Efter lidt betænkningstid vælger Bree at flyve til New York, hvor hun erfarer at sønnen Toby, (Kevin Zegers), som hun ikke afslører nogle af sine identiteter overfor men i stedet bilder ind at hun er en missionær, lever et usselt liv som trækkerdreng og berørt af hans situation og endnu en samtale med Margaret, forbereder hun derfor en biltur til Los Angeles, for både at gøre noget godt for knægten og samtidig forsøge at lære ham bedre at kende.
Den udynamiske duo har dog ikke været længe på vejen før de begynder at mundhugges lidt, da ingen af dem helt ved hvordan de skal forholde sig til hinanden, og på det første motelbesøg må Bree være hurtig i opfattelsen og afvise Toby, som fuldstændig har misforstået de gode intentioner, fordi han automatisk tror at hans nye værge er ude på en hurtig omgang sex. Dagen efter, oven på en stille og rolig morgen, kommer der for alvor ridser i lakken mellem dem, da Bree uden Tobys viden er kørt til den lille flække Calcun for at besøge hans stedfar, hvilket bestemt ikke falder i god jord hos den frustrerede og chokerede knægt, der straks forsøger at flygte men overrumples af sin tidligere nabo, som overtaler dem til at tage med hjem og spise. Uheldigvis beslutter Bree sig for at invitere stedfaderen, som Toby har et mere end anstrengt forhold til, hvorpå det udvikler sig til et voldsomt slagsmål og et par ubehagelige sandheder ser dagens lys. Klar over at hun har kvajet sig, søger Bree at rette op på det kaotiske forløb de efterfølgende dage, men må snart indse at hun er på fuldstændig usikker grund hvad angår opdragelse og disciplin og kun et opkald til Margaret forhindrer hende i at bryde sammen og opgive sin mission. Med fornyet styrke og selvtillid vælger hun fornuftigt nok at fortsætte turen selv om et kort ophold hos en bekendt transseksuel, som hun troede holdt lav profil med sin identitet, er tæt på atter at bringe situationen ud af kontrol da de lander midt i en fest arrangement hvor ingen, bortset fra Bree, skammer sig over hvem de er. Oven på det hektiske døgn tror hun at det værste er overstået, men så begynder problemerne først for alvor at dukke op i en kædereaktion af uheld, der betyder at kløften mellem det umage makkerpar er enorm, da de sidst på turen krydser spor med den godmodige Calvin, (Graham Greene), der forelsker sig i den mystiske kvinde, inden de lander ved næstsidste stop hos Brees forældre, (Fionulla Flanagan & Burt Young), i Phoenix, hvor de mange frustrationer kulminere i et sandt inferno af følelser.
“The american psyciatric association kategorises gender disforay as a very serious mental disorder”.
”After my operation not even a gynecologist would be able to detect anything out of the ordinary about my body. I will be a woman. Don’t you find it odd that plastic surgery can cure a mental disorder?”
Det er nok de færreste, der sådan for alvor kender det helt store til hvad det egentlig vil sige at leve som transseksuel og allerede ved at bruge den betegnelse, er man så at sige gået galt i byen, for der er nemlig slet ikke tale om en seksuel identitet i stil med resten af LGBT miljøet, forstået på den måde at man er tiltrukket af det samme køn, men mere om et generelt skifte i både krop og sind som stræber efter en heteroseksuel selvopfattelse, uden at det dermed skal indikeres at der ikke også findes eksempler på det modsatte, og derfor blev det gamle label altså ændret til nu i stedet at hedde transgendered, hvilket uden tvivl også er en klart mere logisk observans af hvad det i virkeligheden handler om, for en person der befinder sig i den ekstremt svære situation mellem mand og kvinde, hvor det for de fleste nok er temmelig svært helt at ku’ forstå alvoren i, både hvad angår følelsen som outsider fra begge miljøer, samt de nedslidende psykiske bump på vejen i form af manglende selvtillid og selvrespekt der kun bliver yderligere forstærket i kraft af den megen bureaukrati fra de offentlige systemer, som holder fast i udgangspunktet, at et ønske om kønsskifte automatisk må være det samme som af at være offer for en psykisk lidelse. Men som med alt andet i Duncan Tucker og skuespiller William H. Macy’s fornemt nuancerede manuskript, og det der generelt gør filmen så helt igennem fremragende, er at intet her bliver beskrevet som værende sort/hvidt, sublimt illustreret ved hhv. lægen og psykologens forskellige synspunkter, der ligesom Brees families ytringer sidst i filmen blot er en ganske naturlig og troværdig reaktion fra dem som ikke selv befinder sig midt i orkanens øje.
I centrum af det hele stråler Felicity Hoffmann, (der fuldt fortjent vandt en Golden Globe for sin formidable præstation), i en krævende rolle som en mand der gør sit bedste for at leve op til de kvindelige idealer han stræber efter, men dermed samtidig ubevidst kommer til at overdrive sin feminine ageren i både tøjstil og væremåde, så det mest af alt minder om en idyllisk forstadsfrue fra 1950’erne med sirligt tjek på tingene, hvilket ikke ligefrem stemmer overens med den moderne og fandenivoldske kvindetype anno 2005, men når alt kommer til alt i princippet er ligegyldigt fordi Brees assimilering af de gammeldags dyder stemmer fuldstændig overens med de idealer hun var i besiddelse af til at starte med og som desuden gør, at hun trods alt langt nemmere kan bevare en hvis struktur i hverdagen og i det billede hun er i færd med at opbygge af sit nye jeg. Den skemalagte trummerum fungerer dog kun perfekt så længe Bree forbliver i sin egen lille verden i L.A., hvor hun nærmest synes at være indgået i en form for underforstået outsider symbiose med de mexicanske indvandrere hun er nabo til og arbejder sammen med på det ene af sine to jobs, og derfor presser hendes psykolog også ekstra hårdt på, da nyheden om sønnen pludselig dukker op, for at sende Bree på hvad man ku’ kalde for en dannelsesrejse ud i den “virkelige verden” af uforudsigelige prøvelser, der vil vise om hun i bund og grund er mand nok til at blive en rigtig kvinde.
Én ting er at blive udfordret af fremmede og opretholde en facade, noget helt andet og væsentligt mere krævende er det straks, når det er ens egen familie der pludselig skal integreres, for så kommer paraderne ofte hurtigt op mht. at bekende kulør specielt hvis man er i en situation som Brees, hvor det er endnu sværere at være åben pga. frygten for at ødelægge illusionen om den person man ønsker at se sig selv som, hvilket man får et glimrende eksempel på i scenen hos den transseksuelle bekendte. Efter en række opslidende omgange på landevejen med Toby hvor mødet med den klamme og voldelige stedfar er et af nøglepunkterne, bliver Bree endelig klar over hvor meget de to egentlig har brug for hinanden og gør derfor en ekstra indsats for, på en venlig måde, at indføre noget disciplin i den rebelske knægt, der til gengæld ikke umiddelbart tager det til sig fordi manglen på omsorg tidligere har gjort at respekten for autoriteterne er total fraværende, hvilket på lang sigt dog kun er en fordel for Bree, da konfrontationerne med teenageren i høj grad hjælper hende til at træde i karakter som forælder på trods af at de mange emotionelle slag tit og ofte rammer under bæltestedet.
Langsomt vokser respekten alligevel hos Toby men en episode, hvor han bogstaveligt talt griber Bree med bukserne nede, gør pludselig forholdet mere end anspændt, ikke pga. af selve afsløringen men mere at han igen føler sig svigtet, fordi hun har løjet for ham, hvorpå tilliden atter skal opbygges og bliver forsøgt på det helt synkront med filmens tilbagelænede og realistiske fortælleform, hvor det umage pars møde med indianeren Calvin bliver af vital betydning for begges selvopfattelse da han, uden dog at sige det direkte, med vilje ignorere at Bree i virkeligheden er en mand og viser at hans kærlighed er rettet mod den person som Bree foretrækker at være og ikke den person der ligger bagved, hvilket viser sig at blive en åbenbaring der betyder, at de to protagonister i det afsluttende rendevouz med hendes til tider skrupskøre familie som splitter dem ad er stærke nok til at klare sig igennem og måske også stærke nok til i sidste ende at genfinde hinanden i en nyt og forbedret sammenhold.
#232 wimmie 14 år siden
Helt enig omkring Transamerica - Felicity Huffman er helt genial i den rolle :)
#233 BN 14 år siden
Ja! ;-)
#234 NightHawk 14 år siden
Jep, du bør helt afgjort gi' "Groundhog Day" en chance til. Der ligger nemlig så mange lag i handlingen, at den kræver mindst et par gennemsyn. Det er helt klart en film, der bliver bedre og bedre jo flere gange du ser den. :)
Felicity Huffman burde egenlig også ha' vundet Oscaren for sin præstation, som i mine øjne er klart bedre end Reese Witherspoons i "Walk The Line".
#235 Highland Park 14 år siden
Mon det er nødvendigt? Jeg har aldrig brudt mig synderligt meget om den film, og det har gensyn ikke ændret på. Men jeg forstår godt andres begejstring for den. Den gør bare langt fra samme indtryk på mig.
#236 BN 14 år siden
Ja, det er. ;-)
Hvis nu Wimmie sommetider har det ligesom mig, altså med at en film vokser ved gensyn, eller opleves anderledes end da man var lidt yngre.
#237 Highland Park 14 år siden
#238 wimmie 14 år siden
Jeg kender skam til masser af film som jeg tvivler på vil vinde ved et gensyn (f.eks. Cronenberg's "Crash") - ofte er det de film som af mange bliver skamrost herinde der giver mig lyst til at give filmen en chance til - især hvis det er en film som jeg ikke har set i mange år.
#239 Highland Park 14 år siden
#240 wimmie 14 år siden
Ellers tak, den film var bare slet ikke min kop the - og jeg kan ellers normalt godt lide Cronenberg ;)
Desuden er det ikke så mange år siden jeg så den - tror mindst jeg venter 10 år endnu ;)