Så skal vi se nærmere på James Gray’s suverænt bedste film i skikkelse af hans både depressive men alligevel hjertevarme og svært romantiske drama, baseret på Dostoevsky’s novelle “White Nights”, om et klassisk trekantsforhold hvor filmens altoverskyggende hovedpersoner, i jagten på den ultimative kærlighed, må ud på en følelsesmæssigt rutsjebanetur af de helt store, styrende mod den endelige forløsning, hvor drømme brændes men håb trods alt tændes i et forunderligt sammensurium af omfavnende lykke og knuste hjerter.
”I love your hands, they are so gentile...Leonard...I wanna take care of you, I feel like i understand you. You’re different...you dont pretend to be something you’re not. So you dont have to worry abort anything. You don’t have to be embaressed.”
På vej hjem fra sit arbejde hos forældrenes tøjrenser-firma ved det jævnt trøsteløse Brighton Beach i Brooklyn, beslutter den pænt deprimerede Leonard, (Joaquin Phoenix), sig for endnu et selvmordsforsøg ved at kaste sig i havnen. Da døden så småt er ved at få fat på ham, ombestemmer han sig heldigvis i sidste sekund og hjælpes op af et par forbipasserende på molen, som dog ikke får den helt store tak, da Leonard samtidig er pinlig berørt over situationen og derfor skynder sig hastigt videre mod forældrenes lejlighed, hvor han er flyttet ind siden sin depression, der opstod efter hans kone forlod ham. Da Leonard lidt efter drivvåd forsøger at snige sig ind på sit værelse, mens hans forældre er i gang med at dække op til nogle bekendte som kommer på besøg, bliver han alligevel opdaget af sin mor, (Isabella Rossellini), og far, (Moni Moshonov), der ikke kan lade være med at skjule deres bekymring fortiden taget i betragtning. Selv om Leonard er tæt på grådens rand, forsikrer han dem om, at han er ok og lader sig overtale til at deltage i middags-arrangementet med faderes gamle ven, der desuden er interesseret i at overtage firmaet, og hans familie, som bl.a. tæller datteren Sandra, (Vinessa Shaw), hvem han efter lidt fumlen og tøven falder godt i snak med, da han tilskyndes af forældrene til at vise hende nogle fotografier han har taget som afstressende hobby. Hun falder omgående for hans lettere kejtede charme, og hendes far for Leonards evner som fotograf, og aftaler derfor at ses igen til hendes lillebrors bar mizva.
Forældrene kunne bare ikke være mere glade nu da alt synes at gå op i en højere enhed, men et par dage efter kommer der, ved tilfældighedernes spil, pludselig grus i maskineriet, da Leonard render på sin nabo Michelle, (Gwyneth Paltrow), ude i opgangen, da hun midlertidig er stukket af fra sin aggressive far, hvem hun deler lejlighed med. Han falder pladask for den blonde og super charmerende babe og inviterer hende derfor straks indenfor, så hun kan få et pusterum fra den højtråbende patriark. Leonards forældre hilser pænt på den uventede gæst, men undrer sig samtidig over hvorfor deres søn nu pludselig hænger ud med hende. Dagen efter da Leonard er på vej til arbejdet og en aftale med Sandra og hendes familie, opdager han Michelle ude på gaden og beslutter sig for at følge efter hende, da han ikke helt kan finde det rette øjeblik at tage kontakt til hende på. Ved togstationen fanger hun ham ud af øjenkrogen og heldigvis for Leonard er hun tydeligvis glad for at se ham igen, så de to følges efterfølgende ad til hendes arbejde i centrum, selv om han i virkeligheden skulle have været et helt andet sted. Hjemme igen er hans far pænt irriteret over sønnens mærkværdige fravær tidligere, så Leonard skynder sig straks at ringe til Sandra for at undskylde, men har mere end svært ved at koncentrere sig da han spotter Michelle, i vinduet over for, som er på vej i byen for at feste igennem. Da hun invitere ham med siger han straks ja, men som aftenen skrider frem finder Leonard ud af at Michelle skjuler en hel del knap så behagelig sider, inkl. en gift kæreste, (Elias Koteas), der står i skærende kontrast til den langt mere uskyldige Sandra som måske, måske ikke, vil vise sig at være et bedre valg for ham. Problemet er så bare at hjertet sjældent følger fornuften, som Leonard efterhånden må erfare på den værst tænkelige måde.
”You think if I got to know you, that I wouldn‘t love you...but I do know you, and I love you even more. I understand you Michelle. Im fucked up to. I will never walk away from you...never. He left you, I would never do that. I‘ll take care of you, because that‘s what you deserve...you deserve to be loved.”
Efter tre film i krimi-genren med hhv. “Little Odessa”, “The Yards” og “We Own The Night”, var det tid for instruktør James Gray til at skifte spor og prøve kræfter med en noget anden type film og genre, også selv om man tydeligt fornemmer, at han ikke helt slipper taget i den sammenlignelige mørke og melankolske stemning, både i visuelt udtryk og skuespil, fra de forrige værker som stadig hænger tungt i luften over “Two Lovers”, der i øvrigt blev Grays tredje i sit bund solide samarbejde med Joaquin Phoenix. I dette intet mindre end formidabelt opbyggede romantiske suckerpunch leverer mega-talentet i mine øjne en af karrierens allerbedste præstationer som den lettere kejtede og indelukkede, men utroligt charmerende og elskelige Leonard hvis gennemført realistiske og sympatiske portrættering gør, at man med legende lethed dels kan identificere sig fuldt ud med karakteren og dels ønsker, at han får det bedste ud af sit liv som overhoved muligt. Netop dette ønske fra tilskuerens side, som lynhurtigt opnås via Phoenix mesterligt afdæmpede og kontrollerede skuespil der forplanter sig videre ud i det ligeså suveræne cast han er omgivet af, er en af de vigtigste årsager til at filmen fungere så effektivt som den gør, er så ultimativt gribende, og er så fascinerede at følge på trods af en forholdsvis genkendelig og traditionel fortælling om en mand, der leder efter en udvej på sin personlige deroute i zigzag mellem to verdener af det fornufts og følelsesprægede, her guidet af to kvinder i skikkelse af den sobre Sandra og den turbulente Michelle.
Måden James Gray skildrer Leonards ageren på i de to verdener, er desuden også ganske interessant at observere og harmonere perfekt med den situation Leonard befinder sig i nu pludselig hjemvendt i familiens trygge rammer og sit gamle barndomsværelse, hvor detaljen med den manglende oprydning meget enkelt men fornemt illustrer hans sindstilstand. Her er tale om en person der så at sige, tvunget af omstændighederne, er fanget, selvom hans forældre absolut kun har de bedste hensigter, i en rolle hvor han både er voksen og teenager på én og samme tid, hvilket han på den ene side udlever gennem sine forpligtigelser via familiens firma og det modne stramt styrede forhold til Sandra, som han gør et ihærdigt forsøg på at elske, og på den anden side kæmper imod med det impulsive, rebelske og teenager kåde eventyr han har kørende med Michelle, som han derimod forelsker sig hovedkulds i. Og man forstår ham fuld ud, for Gwyneth Paltrow har næppe været mere knuselskelig, sød og sexet end hun er i de scener de har sammen, inden alvoren sætter ind, som er fyldt med små herlige ungdommelige detaljer og referencer, så som Phoenix indledende kluntede charmeoffensiv, de sene telefonopkald viskende til hinanden, deres samtaler tværs over gårdarealet, møderne på hustaget, og Leonard der må snige sig ud da de skal i byen. Senere da deres forhold tager en langt mere seriøs drejning, viser Paltrow hvor stærk og alsidig hun er, da Michelles problemer ikke længere kan udskydes og kollidere med Leonards romantiske forestillinger i to scener hen mod slutningen, hvor begge skuespillere krænger hele sjælen ud. Især den sidste scene mellem de to vil helt afgjort ta’ pusten fra de fleste. Jeg tror næppe jeg har grædt mere under en film, end jeg har gjort her.
Tilbage står det store spørgsmål afslutningsvis så om Leonard har fundet lykken, og her vil jeg mene at slutningen er åben for fortolkning.
Nogle vil sikkert mene klart ja, mens andre, inkl. undertegnede, vil mene det modsatte grundet det blik og ansigtsudtryk hans mor signalere og det han selv signalere med øjnene efterfølgende i allersidste frame, som også er meget sigende generelt for en film, der ynder at udtrykke sig mest af alt gennem reaktioner, ansigtsudtryk og kropssprog og mindre i det verbale og umiddelbart definerbare.
“Two Lovers” kommer derfor med de varmeste anbefalinger, og er en film man bestemt ikke bør snyde sig selv for at se.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Tak for anmeldelsen - jeg har længe overvejet at få anskaffet "Two Lovers" men har haft fornemmelsen af at man skal være i humør til et tungt drama. Nu er jeg dog overbevist om at filmen skal skaffes...så må jeg jo se den når humøret melder sig ;)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Hvis i er ligeglade med danske tekster, men gerne vil ha' noget ekstramateriale med, så vil jeg anbefale jer at købe den engelske Blu-Ray udgivelse, som indeholder 3 slettede scener og et rigtig fedt kommentarspor med James Gray. :)
Den amerikanske version indeholder også et par featuretter, men de skulle ud fra hvad jeg har læst være temmelig overfladiske og meget korte, så man får derfor ikke noget ekstra ud af at købe den amerikanske.
Den danske DVD udgivelse er der absolut intet ekstraguf på.
I øvrigt kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor absurd det er, at "Two Lovers" aldrig har fået dansk biografpremiere, men blot har fået en sølle direct to DVD/Blu-Ray udgivelse, især når man tænker på, at filmen ligger på 83 % hos RottenTomatoes og 74 % hos MetaCritic og har fået flere topanmeldelser fra de de mest respekterede anmeldere i USA. Plus at filmen så også har to store Hollywood navne på plakaten, som alene ville ha' ku' trække folk i biografen. Hvis man så desuden ser på, hvad der ellers kommer op herhjemme, f.eks en film som "Dear John", der er blevet sablet ned af anmeldere verden over, ja så undrer jeg mig godt nok en hel del over de valg, der bliver truffet af dem der bestemmer hvad et dansk biografpublikum skal ha' muligheden for at se på det store lærred.
Arg, sorry, men jeg måtte lige af med et surt opstød. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en moderne klassiker af den melankolske og yderst realistiske slags skal vi nu have fat i en evigt fornøjelig filmperle og højt elsket eventyr fra de gode gamle dage fyldt med kulørte karakterer, storslåede sange, og et overflødighedshorn af nostalgisk tryllestøv i alle regnbuens farver, alt sammen fornemt styret med energisk panache af Victor Fleming i hans oscarbelønnede adaption af L. Frank Baum’s novelle “The Wonderful Wizard of Oz” fra 1900.
”A place where there isn't any trouble. Do you suppose there is such a place, Toto? There must be. It's not a place you can get to by a boat or a train. It's far, far away. Behind the moon, beyond the rain...”
Da Dorothy, (Judy Garland), og hendes trofaste følgesvend, hunden Toto, en dag er på vej hjem fra byen, må de atter se sig selv som jaget vildt af den emsige og dyrehadende nabo Miss Gulch, (Margaret Hamilton), som det lige akkurat lykkedes dem at undslippe. Lidt efter, og stadig med hjertet helt oppe i halsen, beretter Dorothy straks om hændelsen til sin tante Em og onkel Henry, (Clara Blandick & Charles Grapewin), i håbet om at de vil hjælpe hende med at få sat en stopper for den rædsomme kvinde, men det får hun absolut intet ud af, da de to godmodige farmere er travlt optaget med deres sysler på gården. Bedre går det ikke ligefrem da hun efterfølgende render på de tre fjollede medhjælpere Zeke, Hunk og Hickory, (Bert Lahr, Ray Bolger & Jack Haley), som trods en bunke af velmenende råd blot er mere forvirrende end noget andet. Pludselig kommandere Em dem i gang med noget mere arbejde og beder samtidig Dorothy om at glemme alt om at få Miss Gulch ned med nakken, og så ku’ den dag næppe blive mere skuffende, også selv om hun forsøger at glemme alt ved at ønske hun var et bedre sted. Det bliver dog hurtigt endnu værre, for kort efter dukker den hysteriske nabo op med en fuldmagt fra sheriffen for at hente Toto og få ham aflivet, hvilket Em og Henry modvilligt må bøje sig for. Dorothy er sønderknust, men heldigvis lykkedes det hunden at flygte og da han vender tilbage, beslutter hun sig for at stikke af fra gården. Efter et møde med den lurvede kvaksalver Professor Marvel, (Frank Morgan), som dog alligevel rammer plet da han ser i sin spåkugle, vælger hun at vende næsen hjemad igen, da en rasende storm pludselig skyller ind over landet.
Dorothy og Toto når lige akkurat i sikkerhed, men kun for en kort bemærkning, for snart løftes de og huset de befinder sig op af en voldsom hvirvelvind, der efter en rask flyvetur sender den dynamiske duo til en farvestrålende eventyrverden. Efter at have kigget sig lidt omkring, møder de heksen fra nord, Glinda, (Billie Burke), der forklare at de er landet i Dværgkøbing og allerede er beundret af dets indbyggere, fordi Dorothys hus tilfældigvis er landet oven på den onde heks fra øst, der nu er en saga blot. Før Dorothy kan nå at se om, bliver hun pludselig hyldet som national helt med fuld musik og parader i spandevis og får desuden som tak for bedriften de magiske røde rubin sko tilhørende heksen fra øst. Dorothy er stolt og glad, men hendes største ønske er nu engang at komme tilbage til Kansas og hende tante Em. For at det kan lykkedes, sender Glinda hende mod troldmanden fra oz, der befinder sig i den sagnomspundne Emeral City, som hun finder hvis hun blot følger den gule vej dertil. Inden hun begiver sig af sted på rejsen, dukker den onde heks fra vest op, sværger hævn over sin søster, og gør det samtid soleklart, at hun nok skal få fingrene i de magiske sko igen. Senere på vej mod krystalbyen møder Dorothy et par pudseløjerlige typer i skikkelse af et fugleskræmsel der mangler en hjerne, en tinmand der mangler et hjerte, og en løve som savner mod, og inden længe udgør de et trofast team, som hver især har deres at slås med men hvor alle til gengæld er villige til at ofre sig for hinanden, hvilket de får rig mulighed for da de i jagten på at få deres ønsker opfyldt må ud på en farefuld mission mod den nederdrægtige og skruppelløse onde heks fra vest.
”As for you, my galvanized friend, you want a heart. You don't know how lucky you are not to have one. Hearts will never be practical until they can be made unbreakable. ”
Tager man et tilbageblik på skabelsen af “The Wizard of Oz”, forekommer det som værende nærmest mirakuløst, at det i sidste ende skulle lykkedes for Victor Fleming og co. at få færdiggjort en film, der på ingen måde virker hverken fragmenteret eller forceret og ej heller er plaget af mystiske hovsaløsninger desperat placeret for at bringe heltene mod målet, men derimod stråler af en ubesværet sammenhørighed der lader tilskueren yderligere forføre med maleriske penselstrøg fra den helt store bøtte af det pureste technicolor guld, som trods datidens teknologiske besværligheder alt sammen blev udnyttet og formidabelt integreret i historieformidlingen og endegyldigt satte en tyk streg under hvilken mesterlig bedrift filmen i bund og grund var udfaldet af. Det lå nemlig på ingen måde i kortene, at dette skulle blive tilfældet oven på en masse interne problemer hos MGM og kaotiske udfordringer i form af utallige omskrivninger af manuskriptet, flere udskiftninger på både instruktør og skuespillersiden, samt uheld på settet, der ironisk nok sendte den oprindelige tin-mand Buddy Ebsen på hospitalet i en jernlunge pga. hans aluminiums make-up, og Margaret Hamilton, (Heksen fra vest), samme sted med svære brandsår, da teknikken pludselig drillede under optagelserne af hendes exit i Dværgkøbing. Dog lod man sig ikke gå på af den megen modgang men valgte i stedet at bevare det gode humør, sammenholdet og troen på succes, hvilket på finurlig vis gik helt i tråd med historiens overordnede filosofi og heltinden Dorothy’s kampgejst i særdeleshed.
Da den lille pige med rottehalerne og det melankolske ansigtsudtryk, perfekt portrætteret af Judy Garland i en fascinerende og samtidig foruroligende selvreflekterende rolle, introduceres for tilskueren, befinder man sig nemlig i en temmelig grå og trist udseende verden, hvor hverdagens barske realiteter af både små og store problemer hænger som en deprimerende dis over de fortærskede marker, Dorothy har sin vante gang på. Ind på scenen træder så den traditionelle magtfulde og altdominerende storkapitalistiske superskurk, på alle måder repræsentativ for den megen modgang, i skikkelse af den kyniske Miss Gulch, (og efterfølgende onde heks fra vest), som uheldigvis for hende træder godt og grundigt i spinaten, da hun går over grænsen med sine magtbeføjelser og synker ned på så usselt et plan, hvor selv barndommens naive uskyld og glæde skal destrueres her ved elimineringen af hunden Toto. I den virkelige verden har Dorothys mening ingen chance for at blive taget alvorligt, så indeni tager oprøret mod den øverste autoritetsfigur til i fuld styrke og da stormen metaforisk set har lagt sig igen, får hun nu en gylden mulighed for at træde i karakter i den parallelle verden af spirende optimisme, specielt da hun krydser spor med sine tre soulmates, fugleskræmslet, tinmanden og løven, for hvem hjælpen om at opnå en højere intelligens og skarpere overblik, et bankende hjerte af sejrfast vilje, og et overdådigt mod af uhørte dimensioner bliver symbolsk med de ting hun selv har behov for at assimileres med i dannelsesrejsen og jagten på at opnå større selvsikkerhed og selvstændighed på den anden side af regnbuen, hvor den virkelige verdens alvor atter melder sin ankomst.
Ud fra de betragtninger der været lavet i sammenligningen mellem filmen og L. Frank Baums oprindelige novelle, skulle Dorothy være beskrevet som en langt mere selvstændig og egenrådig karakter i bogen end i filmen, hvor det antydes at hun skulle forestille at være en, typisk for tiden og lettere nedladende, “damsell in distress”, underforstået en kvinde som er stærkt afhængig af andres hjælp for at klare skærene. Den observans kan jeg dog på ingen måde følge, for selv om Dorothy ikke ligner eller umiddelbart fremstår som en klassisk sej og selvstændig pige, så er hun bag al sin renskurede uskyld og naive fremgangsmetode stadig at betragte som et feministisk ikon. For selv om hun får assistance fra den øvrige del af teamet, ja så hersker der ingen tvivl om hendes status som leder, da det er hende der undervejs samler og motivere holdet, og hende der går forrest i skudlinjen da hun først sætter den åbenlyst stærkere løve på plads og senere forsøger det samme, da de to store opgør mod autoriteterne finder sted i konfrontationen med troldmanden i Emeral City og senere mod heksen på dennes borg i bjergene. Summa summarum er det derfor egentlig heller ikke så underligt igen, at både “The Wizard of Oz” og Dorothy med hende omfavnelse og hyldest til mangfoldighedens mange ansigter her mange år senere, stadig har så stor en plads i mange filmelskeres hjerter, da eventyret og dets kvindelige protagonist står for noget tidløst, universelt og let identificerbart for børn og voksne i alle aldre, som på et eller andet tidspunkt gennem livet har følt sig ignoreret og ligegyldiggjort eller sat ud på sidelinjen som identitetsløs outsider men som her, ved at lade sig fortrylle af det magiske univers, kan lade sig opsluge i en verden hvor den lille bliver den store og det alternative definere det normale.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så er det på med cowboyhatten og op på hesten, for nu forlader vi den magiske eventyrverden og sadler godt og grundigt om til endnu et vildt ridt ud over prærien, og denne gang bliver det i superhyggeligt og hjertevarmt selskab med Ron Underwood’s klukkende morsomme moderne western om tre lettere fortabte storbymænds duel mod midtvejskrisen, jagt på livsværdier og den store søgen efter den ene ting i livet, der gør alle besværlighederne værd at gå igennem.
”Hey you know, the first time I tried to talk to you, you embarrassed me. So I teased you a little bit which maybe I shouldn't have done, so I'm sorry. And now you're sitting over there playing with your knife, trying to frighten me - which you're doing a good job. But if you're gonna kill me, get on with it; if not, shut the hell up - I'm on vacation.”
Under en ferie til Pamplona, hvor det traditionelle tyre løb finder sted, må de tre gamle venner og fumlende vovehalse, den godmodige Mitch, (Billy Crystal), den evige scorekarl Ed, (Bruno Kirby), og den underkuede Phil, (Daniel Stern), ud i en desperat flugt fra de vilde bæster, som uheldigvis for Mitch ender med en tur på hospitalet og et pinligt ar, der hvor solen aldrig skinner. På vej hjem i flyveren, siddende på en ispose, har han efterhånden fået nok af de mange udfordringer og forklarer Ed, at han mener de nu har nået den alder, hvor de hellere må ta’ den lidt med ro, hvis de ikke skal stille træskoene i utide. Den beslutning er de to andre dog ikke helt enige i. 1 år senere oprinder dagen så hvor Mitch fylder 39 år med den sædvanlige kærlige og kiksede morgenhilsen fra hans gamle mor, som dog ikke ændrer noget på den jævnt deprimerende tilstand han befinder sig i pga. den tyngende alder. Hans kone Barbara, (Patricia Wettig), som efterhånden har vænnet sig til den evigt tilbagevendende krise tager dog det hele med ophøjet ro og Mitch drager derfor lettere slukøret af sted på arbejde til endnu en kedelig dag på kontoret, hvor chefen har fået nok af hans indstilling og derfor belønner ham med en mindre degradering. Bedre bliver det ikke senere på dagen til career day på sønnens skole, hvor Mitch’s tale udvikler sig til noget, der ville ha’ gjort sig bedre i en Ingmar Bergman film.
Humøret stiger dog betydeligt til den store fødselsdagsfest om aftenen, hvor vennerne Ed og Phil overrasker ham med en gave, der består af et to ugers ophold som kvægdrivende cowboy mellem New Mexico og Colorado. Mitch takker i første omgang nej, men lader sig senere overtale da Barbara får ham til at indse, at turen i det vilde vest er en gylden chance til at bryde depressionen. Få dage senere ankommer trioen til ranchen, hvor de møder de andre deltagere, der bl.a. tæller far og søn tandlægerne Ben og Steven, (Bill Henderson & Phil Lewis), flødeis-opfinderne og brødreparret Ira og Barry, (David Palmer & Josh Mostel), samt den smækre Bonnie Rayburn, (Helen Slater). Efter en kort introduktion og en række indledende øvelser med god stemning, kommer der desværre grus i maskineriet da to af ranchens medhjælpere går over stregen, hvilket der dog hurtigt bliver rådet bod på, da turens guide den hårdhudede Curley, (Jack Palance), pludselig dukker op og med effektiv machoattitude sætter en tyk streg under, hvem der har bukserne på i det vilde vest. Mitch er både vildt imponeret og skræmt i sådan en grad, at han ikke kan styre sit mundtøj og kommer derfor senere på aftenen uheldigvis til at fornærme Curley lige før det store kvægdriver-eventyr skal begynde. Der er dermed lagt i kakkelovnen til masser af intriger og djævelske udfordringer, som for alvor vil presse trioen til det yderste i deres jagt på at genfinde lykken og glæden ved livet generelt.
”I'm 14 and my mother and father are fighting again... y'know, because she caught him again. Caught him... This time the girl drove by the house to pick him up. And I finally realized, he wasn't just cheating on my mother, he was cheating us. So I told him, I said, "You're bad to us. We don't love you. I'll take care of my mother and my sister. We don't need you any more." And he made like he was gonna hit me, but I didn't budge. And he turned around and he left. He never bothered us again. Well, I took care of my mother and my sister from that day on. That's my best day.”
”What was you're worst day?”
”Same day.”
Ved første øjekast kunne en film som “City Slickers” umiddelbart meget nemt komme til at fremstå som en typisk og lige ud af landevejen Hollywood komedie med letkøbte grin i spandevis, taget fra side 1 i klichéernes håndbog og hevet direkte ud af afsnittet hvor to traditionelle modsætninger mødes, her i skikkelse af den materialistisk afhængige, konforme byboer og den gammeldags, naturalistisk betonede karakter fra landet. Heldigvis får disse standardisere og ofte påklistrede kontroverser kun med yderst beskedne undtagelser lov at markere sig undervejs, hvilket bl.a. er en af de væsentligste grunde til at Ron Underwoods herlige og livsbekræftende film hæver sig langt over gennemsnittet inden for genren og her 20 år senere stadig står distancen som et samlet værk af allerhøjeste kaliber. Substansen i “City Slickers” består nemlig først og fremmest i Ron Howard og Billy Crystal-veteranerne Lowell Ganz og Babaloo Mandell’s utroligt velskrevne, veltimede og følelsesmæssige pletskud af et manuskript som på befriende vis, og med fast anker blandt de store slapstick-numre på prærien, elegant sørger for at holde fokus rettet mod de tre altoverskyggende karakterer og deres respektive midtvejskriser, der via en herlig realistisk og afvæbnende dialog alle behandles med en sjældent set seriøsitet og nærværd for en amerikansk mainstream komedie, hvis skift imellem det hjerteskærende drama og den kække humor leveres af tre skuespillere der understregede, at de var på deres absolut højeste niveau i karrieren.
Allerede få scener inde i filmen får man en par suveræne eksempler på manuskriptets og skuespillets hårfine balance mellem det tragiske og morsomme, hvor man ikke helt ved om man skal grine eller græde men ender med at gøre lidt af begge dele. I sær beskrivelsen af en depression skildret gennem Mitch ageren i forhold til at ta’ på arbejde, og det senere håbløst opgivende foredrag på skolen, er ramt spot on af Billy Crystal med perfekt blanding af melankolsk attitude og underspillet humor. Ligeså gør det samme sig gældende med Daniel Stern der næppe er set bedre end her, hvor han krydser sine sædvanlige over-the-top raserianfald med en mand som konstant er på randen af et nervøst sammenbrud, presset til bristepunktet af en rædsom kone, utroskab og en dominerende svigerfar. Og endelig er der Bruno Kirby, (stærkt savnet af undertegnede), som scorekarlen i evig fornægtelse af sin egen alder der pludselig kommer i problemer, da den nyeste og langt yngre kæreste vil giftes og ha’ børn, hvilket naturligvis for ham medfører et ubehageligt ansvar og en hel ny identitet.
Tidligere i livet har de tre mænd kunnet flygte fra virkelighedens problemer via Ed’s mange vilde påfund som et hurtigt overstået no-brainer adrenalinsus, men den går bare ikke denne gang hvor det langsomme tempo, de store åbne og øde vider, samt længden af turen presser dem til at se realiteterne i øjnene og konfrontere deres indre dæmoner én gang for alle, da de åbenbares både i form af et par dramatiske episoder undervejs men mest af alt gennem filosofiske dialoger hvor både de store universelle spørgsmål så vel som de personlige historier, fyldt med både barndomstraumer, baseball anekdoter og umiddelbart fjollede diskussioner, tildeles lige stor betydning i måden de, og vel i virkeligheden alle mennesker, reflekterer over livet på og hvad der har gjort os til den person vi er, samt evt. hvordan vi bruger de erfaringer til at løse diverse problemer og ser fremad, forhåbentlig med en positiv indstilling. Præcis som Jack Palance’s Curly meget banalt, men samtidig meget rammende, forklarer Billy Crystal’s Mitch i en af filmens mest vidunderlige og poetisk rørende scener, mens solens stråler sænker sig over det smukke prærielandskab til tonerne af Marc Shaimans nostalgisk klingende score, som vil sætte enhver i et ovenud fabelagtigt godt humør.
“City Slickers” er en ideel film at smide i afspilleren nu, hvor de iskolde vinterdage lurer lige om hjørnet, og kommer derfor med de varmeste anbefalinger herfra. Og hvis det ikke er nok, så kommer der her et par ekstra af slagsen fra Mr. Billy Crystal og Little Brown. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Er flov over at sige jeg først lige har fundet den her tråd :O - Men nu jeg har, må jeg tage hatten af for dine anmeldelser. Det er tydeligt at se du ikke går op i at "cater" til de konstant nævnte populære film, du har taget de film du personligt godt kan lide. Uanset om jeg ryster på hovedet af nogle, og er enig i andre, så er det dælme en god og grundig godt forklaret liste.
Er især glad for du har titler som: "Heavenly Creatures" "Jason and The Argonauts" "Re-Animator" "Predator" "Groundhog Day" "The Abyss" "Atonement" "Bram Stoker’s Dracula" "Eyes Wide Shut" "Pride & Prejudice" "Gattaca" "Blue Velvet" "Donnie Brasco" "Return Of The Living Dead"
Granted, der er nogle få af dine film på listen jeg ikke har fået set endnu, og en DEL jeg slet ikke fatter hvad laver på din liste :P Men alt ialt, tager jeg hatten af for smag og måde og udtrykke den smag på, og nu har du fanme også givet mig blod på tanden til at lave min egen "Top xxx" tråd, selvom jeg dog ingen planer har om at uddybe hver eneste film SÅ meget som du har præsteret! :]
Men generelt er det fannerme herligt at se en kvinde være glad for horror-genren! Min faste (kvindelige) gyser partner, er ved at dø hver gang jeg sætter en gyser på! :P
#301 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Two-Lovers-Blu-ray-Bob-Ari...
Så skal vi se nærmere på James Gray’s suverænt bedste film i skikkelse af hans både depressive men alligevel hjertevarme og svært romantiske drama, baseret på Dostoevsky’s novelle “White Nights”, om et klassisk trekantsforhold hvor filmens altoverskyggende hovedpersoner, i jagten på den ultimative kærlighed, må ud på en følelsesmæssigt rutsjebanetur af de helt store, styrende mod den endelige forløsning, hvor drømme brændes men håb trods alt tændes i et forunderligt sammensurium af omfavnende lykke og knuste hjerter.
”I love your hands, they are so gentile...Leonard...I wanna take care of you, I feel like i understand you. You’re different...you dont pretend to be something you’re not. So you dont have to worry abort anything. You don’t have to be embaressed.”
På vej hjem fra sit arbejde hos forældrenes tøjrenser-firma ved det jævnt trøsteløse Brighton Beach i Brooklyn, beslutter den pænt deprimerede Leonard, (Joaquin Phoenix), sig for endnu et selvmordsforsøg ved at kaste sig i havnen. Da døden så småt er ved at få fat på ham, ombestemmer han sig heldigvis i sidste sekund og hjælpes op af et par forbipasserende på molen, som dog ikke får den helt store tak, da Leonard samtidig er pinlig berørt over situationen og derfor skynder sig hastigt videre mod forældrenes lejlighed, hvor han er flyttet ind siden sin depression, der opstod efter hans kone forlod ham. Da Leonard lidt efter drivvåd forsøger at snige sig ind på sit værelse, mens hans forældre er i gang med at dække op til nogle bekendte som kommer på besøg, bliver han alligevel opdaget af sin mor, (Isabella Rossellini), og far, (Moni Moshonov), der ikke kan lade være med at skjule deres bekymring fortiden taget i betragtning. Selv om Leonard er tæt på grådens rand, forsikrer han dem om, at han er ok og lader sig overtale til at deltage i middags-arrangementet med faderes gamle ven, der desuden er interesseret i at overtage firmaet, og hans familie, som bl.a. tæller datteren Sandra, (Vinessa Shaw), hvem han efter lidt fumlen og tøven falder godt i snak med, da han tilskyndes af forældrene til at vise hende nogle fotografier han har taget som afstressende hobby. Hun falder omgående for hans lettere kejtede charme, og hendes far for Leonards evner som fotograf, og aftaler derfor at ses igen til hendes lillebrors bar mizva.
Forældrene kunne bare ikke være mere glade nu da alt synes at gå op i en højere enhed, men et par dage efter kommer der, ved tilfældighedernes spil, pludselig grus i maskineriet, da Leonard render på sin nabo Michelle, (Gwyneth Paltrow), ude i opgangen, da hun midlertidig er stukket af fra sin aggressive far, hvem hun deler lejlighed med. Han falder pladask for den blonde og super charmerende babe og inviterer hende derfor straks indenfor, så hun kan få et pusterum fra den højtråbende patriark. Leonards forældre hilser pænt på den uventede gæst, men undrer sig samtidig over hvorfor deres søn nu pludselig hænger ud med hende. Dagen efter da Leonard er på vej til arbejdet og en aftale med Sandra og hendes familie, opdager han Michelle ude på gaden og beslutter sig for at følge efter hende, da han ikke helt kan finde det rette øjeblik at tage kontakt til hende på. Ved togstationen fanger hun ham ud af øjenkrogen og heldigvis for Leonard er hun tydeligvis glad for at se ham igen, så de to følges efterfølgende ad til hendes arbejde i centrum, selv om han i virkeligheden skulle have været et helt andet sted. Hjemme igen er hans far pænt irriteret over sønnens mærkværdige fravær tidligere, så Leonard skynder sig straks at ringe til Sandra for at undskylde, men har mere end svært ved at koncentrere sig da han spotter Michelle, i vinduet over for, som er på vej i byen for at feste igennem. Da hun invitere ham med siger han straks ja, men som aftenen skrider frem finder Leonard ud af at Michelle skjuler en hel del knap så behagelig sider, inkl. en gift kæreste, (Elias Koteas), der står i skærende kontrast til den langt mere uskyldige Sandra som måske, måske ikke, vil vise sig at være et bedre valg for ham. Problemet er så bare at hjertet sjældent følger fornuften, som Leonard efterhånden må erfare på den værst tænkelige måde.
”You think if I got to know you, that I wouldn‘t love you...but I do know you, and I love you even more. I understand you Michelle. Im fucked up to. I will never walk away from you...never. He left you, I would never do that. I‘ll take care of you, because that‘s what you deserve...you deserve to be loved.”
Efter tre film i krimi-genren med hhv. “Little Odessa”, “The Yards” og “We Own The Night”, var det tid for instruktør James Gray til at skifte spor og prøve kræfter med en noget anden type film og genre, også selv om man tydeligt fornemmer, at han ikke helt slipper taget i den sammenlignelige mørke og melankolske stemning, både i visuelt udtryk og skuespil, fra de forrige værker som stadig hænger tungt i luften over “Two Lovers”, der i øvrigt blev Grays tredje i sit bund solide samarbejde med Joaquin Phoenix. I dette intet mindre end formidabelt opbyggede romantiske suckerpunch leverer mega-talentet i mine øjne en af karrierens allerbedste præstationer som den lettere kejtede og indelukkede, men utroligt charmerende og elskelige Leonard hvis gennemført realistiske og sympatiske portrættering gør, at man med legende lethed dels kan identificere sig fuldt ud med karakteren og dels ønsker, at han får det bedste ud af sit liv som overhoved muligt. Netop dette ønske fra tilskuerens side, som lynhurtigt opnås via Phoenix mesterligt afdæmpede og kontrollerede skuespil der forplanter sig videre ud i det ligeså suveræne cast han er omgivet af, er en af de vigtigste årsager til at filmen fungere så effektivt som den gør, er så ultimativt gribende, og er så fascinerede at følge på trods af en forholdsvis genkendelig og traditionel fortælling om en mand, der leder efter en udvej på sin personlige deroute i zigzag mellem to verdener af det fornufts og følelsesprægede, her guidet af to kvinder i skikkelse af den sobre Sandra og den turbulente Michelle.
Måden James Gray skildrer Leonards ageren på i de to verdener, er desuden også ganske interessant at observere og harmonere perfekt med den situation Leonard befinder sig i nu pludselig hjemvendt i familiens trygge rammer og sit gamle barndomsværelse, hvor detaljen med den manglende oprydning meget enkelt men fornemt illustrer hans sindstilstand. Her er tale om en person der så at sige, tvunget af omstændighederne, er fanget, selvom hans forældre absolut kun har de bedste hensigter, i en rolle hvor han både er voksen og teenager på én og samme tid, hvilket han på den ene side udlever gennem sine forpligtigelser via familiens firma og det modne stramt styrede forhold til Sandra, som han gør et ihærdigt forsøg på at elske, og på den anden side kæmper imod med det impulsive, rebelske og teenager kåde eventyr han har kørende med Michelle, som han derimod forelsker sig hovedkulds i. Og man forstår ham fuld ud, for Gwyneth Paltrow har næppe været mere knuselskelig, sød og sexet end hun er i de scener de har sammen, inden alvoren sætter ind, som er fyldt med små herlige ungdommelige detaljer og referencer, så som Phoenix indledende kluntede charmeoffensiv, de sene telefonopkald viskende til hinanden, deres samtaler tværs over gårdarealet, møderne på hustaget, og Leonard der må snige sig ud da de skal i byen. Senere da deres forhold tager en langt mere seriøs drejning, viser Paltrow hvor stærk og alsidig hun er, da Michelles problemer ikke længere kan udskydes og kollidere med Leonards romantiske forestillinger i to scener hen mod slutningen, hvor begge skuespillere krænger hele sjælen ud. Især den sidste scene mellem de to vil helt afgjort ta’ pusten fra de fleste. Jeg tror næppe jeg har grædt mere under en film, end jeg har gjort her.
Tilbage står det store spørgsmål afslutningsvis så om Leonard har fundet lykken, og her vil jeg mene at slutningen er åben for fortolkning.
#302 wimmie 14 år siden
#303 Kiksmann 14 år siden
#304 NightHawk 14 år siden
Mange tak for de pæne ord. :)
Hvis i er ligeglade med danske tekster, men gerne vil ha' noget ekstramateriale med, så vil jeg anbefale jer at købe den engelske Blu-Ray udgivelse, som indeholder 3 slettede scener og et rigtig fedt kommentarspor med James Gray. :)
Den amerikanske version indeholder også et par featuretter, men de skulle ud fra hvad jeg har læst være temmelig overfladiske og meget korte, så man får derfor ikke noget ekstra ud af at købe den amerikanske.
Den danske DVD udgivelse er der absolut intet ekstraguf på.
I øvrigt kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor absurd det er, at "Two Lovers" aldrig har fået dansk biografpremiere, men blot har fået en sølle direct to DVD/Blu-Ray udgivelse, især når man tænker på, at filmen ligger på 83 % hos RottenTomatoes og 74 % hos MetaCritic og har fået flere topanmeldelser fra de de mest respekterede anmeldere i USA. Plus at filmen så også har to store Hollywood navne på plakaten, som alene ville ha' ku' trække folk i biografen. Hvis man så desuden ser på, hvad der ellers kommer op herhjemme, f.eks en film som "Dear John", der er blevet sablet ned af anmeldere verden over, ja så undrer jeg mig godt nok en hel del over de valg, der bliver truffet af dem der bestemmer hvad et dansk biografpublikum skal ha' muligheden for at se på det store lærred.
Arg, sorry, men jeg måtte lige af med et surt opstød. :)
#305 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/8839291011...
Fra en moderne klassiker af den melankolske og yderst realistiske slags skal vi nu have fat i en evigt fornøjelig filmperle og højt elsket eventyr fra de gode gamle dage fyldt med kulørte karakterer, storslåede sange, og et overflødighedshorn af nostalgisk tryllestøv i alle regnbuens farver, alt sammen fornemt styret med energisk panache af Victor Fleming i hans oscarbelønnede adaption af L. Frank Baum’s novelle “The Wonderful Wizard of Oz” fra 1900.
”A place where there isn't any trouble. Do you suppose there is such a place, Toto? There must be. It's not a place you can get to by a boat or a train. It's far, far away. Behind the moon, beyond the rain...”
Da Dorothy, (Judy Garland), og hendes trofaste følgesvend, hunden Toto, en dag er på vej hjem fra byen, må de atter se sig selv som jaget vildt af den emsige og dyrehadende nabo Miss Gulch, (Margaret Hamilton), som det lige akkurat lykkedes dem at undslippe. Lidt efter, og stadig med hjertet helt oppe i halsen, beretter Dorothy straks om hændelsen til sin tante Em og onkel Henry, (Clara Blandick & Charles Grapewin), i håbet om at de vil hjælpe hende med at få sat en stopper for den rædsomme kvinde, men det får hun absolut intet ud af, da de to godmodige farmere er travlt optaget med deres sysler på gården. Bedre går det ikke ligefrem da hun efterfølgende render på de tre fjollede medhjælpere Zeke, Hunk og Hickory, (Bert Lahr, Ray Bolger & Jack Haley), som trods en bunke af velmenende råd blot er mere forvirrende end noget andet. Pludselig kommandere Em dem i gang med noget mere arbejde og beder samtidig Dorothy om at glemme alt om at få Miss Gulch ned med nakken, og så ku’ den dag næppe blive mere skuffende, også selv om hun forsøger at glemme alt ved at ønske hun var et bedre sted. Det bliver dog hurtigt endnu værre, for kort efter dukker den hysteriske nabo op med en fuldmagt fra sheriffen for at hente Toto og få ham aflivet, hvilket Em og Henry modvilligt må bøje sig for. Dorothy er sønderknust, men heldigvis lykkedes det hunden at flygte og da han vender tilbage, beslutter hun sig for at stikke af fra gården. Efter et møde med den lurvede kvaksalver Professor Marvel, (Frank Morgan), som dog alligevel rammer plet da han ser i sin spåkugle, vælger hun at vende næsen hjemad igen, da en rasende storm pludselig skyller ind over landet.
Dorothy og Toto når lige akkurat i sikkerhed, men kun for en kort bemærkning, for snart løftes de og huset de befinder sig op af en voldsom hvirvelvind, der efter en rask flyvetur sender den dynamiske duo til en farvestrålende eventyrverden. Efter at have kigget sig lidt omkring, møder de heksen fra nord, Glinda, (Billie Burke), der forklare at de er landet i Dværgkøbing og allerede er beundret af dets indbyggere, fordi Dorothys hus tilfældigvis er landet oven på den onde heks fra øst, der nu er en saga blot. Før Dorothy kan nå at se om, bliver hun pludselig hyldet som national helt med fuld musik og parader i spandevis og får desuden som tak for bedriften de magiske røde rubin sko tilhørende heksen fra øst. Dorothy er stolt og glad, men hendes største ønske er nu engang at komme tilbage til Kansas og hende tante Em. For at det kan lykkedes, sender Glinda hende mod troldmanden fra oz, der befinder sig i den sagnomspundne Emeral City, som hun finder hvis hun blot følger den gule vej dertil. Inden hun begiver sig af sted på rejsen, dukker den onde heks fra vest op, sværger hævn over sin søster, og gør det samtid soleklart, at hun nok skal få fingrene i de magiske sko igen. Senere på vej mod krystalbyen møder Dorothy et par pudseløjerlige typer i skikkelse af et fugleskræmsel der mangler en hjerne, en tinmand der mangler et hjerte, og en løve som savner mod, og inden længe udgør de et trofast team, som hver især har deres at slås med men hvor alle til gengæld er villige til at ofre sig for hinanden, hvilket de får rig mulighed for da de i jagten på at få deres ønsker opfyldt må ud på en farefuld mission mod den nederdrægtige og skruppelløse onde heks fra vest.
”As for you, my galvanized friend, you want a heart. You don't know how lucky you are not to have one. Hearts will never be practical until they can be made unbreakable. ”
Tager man et tilbageblik på skabelsen af “The Wizard of Oz”, forekommer det som værende nærmest mirakuløst, at det i sidste ende skulle lykkedes for Victor Fleming og co. at få færdiggjort en film, der på ingen måde virker hverken fragmenteret eller forceret og ej heller er plaget af mystiske hovsaløsninger desperat placeret for at bringe heltene mod målet, men derimod stråler af en ubesværet sammenhørighed der lader tilskueren yderligere forføre med maleriske penselstrøg fra den helt store bøtte af det pureste technicolor guld, som trods datidens teknologiske besværligheder alt sammen blev udnyttet og formidabelt integreret i historieformidlingen og endegyldigt satte en tyk streg under hvilken mesterlig bedrift filmen i bund og grund var udfaldet af. Det lå nemlig på ingen måde i kortene, at dette skulle blive tilfældet oven på en masse interne problemer hos MGM og kaotiske udfordringer i form af utallige omskrivninger af manuskriptet, flere udskiftninger på både instruktør og skuespillersiden, samt uheld på settet, der ironisk nok sendte den oprindelige tin-mand Buddy Ebsen på hospitalet i en jernlunge pga. hans aluminiums make-up, og Margaret Hamilton, (Heksen fra vest), samme sted med svære brandsår, da teknikken pludselig drillede under optagelserne af hendes exit i Dværgkøbing. Dog lod man sig ikke gå på af den megen modgang men valgte i stedet at bevare det gode humør, sammenholdet og troen på succes, hvilket på finurlig vis gik helt i tråd med historiens overordnede filosofi og heltinden Dorothy’s kampgejst i særdeleshed.
Da den lille pige med rottehalerne og det melankolske ansigtsudtryk, perfekt portrætteret af Judy Garland i en fascinerende og samtidig foruroligende selvreflekterende rolle, introduceres for tilskueren, befinder man sig nemlig i en temmelig grå og trist udseende verden, hvor hverdagens barske realiteter af både små og store problemer hænger som en deprimerende dis over de fortærskede marker, Dorothy har sin vante gang på. Ind på scenen træder så den traditionelle magtfulde og altdominerende storkapitalistiske superskurk, på alle måder repræsentativ for den megen modgang, i skikkelse af den kyniske Miss Gulch, (og efterfølgende onde heks fra vest), som uheldigvis for hende træder godt og grundigt i spinaten, da hun går over grænsen med sine magtbeføjelser og synker ned på så usselt et plan, hvor selv barndommens naive uskyld og glæde skal destrueres her ved elimineringen af hunden Toto. I den virkelige verden har Dorothys mening ingen chance for at blive taget alvorligt, så indeni tager oprøret mod den øverste autoritetsfigur til i fuld styrke og da stormen metaforisk set har lagt sig igen, får hun nu en gylden mulighed for at træde i karakter i den parallelle verden af spirende optimisme, specielt da hun krydser spor med sine tre soulmates, fugleskræmslet, tinmanden og løven, for hvem hjælpen om at opnå en højere intelligens og skarpere overblik, et bankende hjerte af sejrfast vilje, og et overdådigt mod af uhørte dimensioner bliver symbolsk med de ting hun selv har behov for at assimileres med i dannelsesrejsen og jagten på at opnå større selvsikkerhed og selvstændighed på den anden side af regnbuen, hvor den virkelige verdens alvor atter melder sin ankomst.
Ud fra de betragtninger der været lavet i sammenligningen mellem filmen og L. Frank Baums oprindelige novelle, skulle Dorothy være beskrevet som en langt mere selvstændig og egenrådig karakter i bogen end i filmen, hvor det antydes at hun skulle forestille at være en, typisk for tiden og lettere nedladende, “damsell in distress”, underforstået en kvinde som er stærkt afhængig af andres hjælp for at klare skærene. Den observans kan jeg dog på ingen måde følge, for selv om Dorothy ikke ligner eller umiddelbart fremstår som en klassisk sej og selvstændig pige, så er hun bag al sin renskurede uskyld og naive fremgangsmetode stadig at betragte som et feministisk ikon. For selv om hun får assistance fra den øvrige del af teamet, ja så hersker der ingen tvivl om hendes status som leder, da det er hende der undervejs samler og motivere holdet, og hende der går forrest i skudlinjen da hun først sætter den åbenlyst stærkere løve på plads og senere forsøger det samme, da de to store opgør mod autoriteterne finder sted i konfrontationen med troldmanden i Emeral City og senere mod heksen på dennes borg i bjergene. Summa summarum er det derfor egentlig heller ikke så underligt igen, at både “The Wizard of Oz” og Dorothy med hende omfavnelse og hyldest til mangfoldighedens mange ansigter her mange år senere, stadig har så stor en plads i mange filmelskeres hjerter, da eventyret og dets kvindelige protagonist står for noget tidløst, universelt og let identificerbart for børn og voksne i alle aldre, som på et eller andet tidspunkt gennem livet har følt sig ignoreret og ligegyldiggjort eller sat ud på sidelinjen som identitetsløs outsider men som her, ved at lade sig fortrylle af det magiske univers, kan lade sig opsluge i en verden hvor den lille bliver den store og det alternative definere det normale.
#306 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/8839041078...
Så er det på med cowboyhatten og op på hesten, for nu forlader vi den magiske eventyrverden og sadler godt og grundigt om til endnu et vildt ridt ud over prærien, og denne gang bliver det i superhyggeligt og hjertevarmt selskab med Ron Underwood’s klukkende morsomme moderne western om tre lettere fortabte storbymænds duel mod midtvejskrisen, jagt på livsværdier og den store søgen efter den ene ting i livet, der gør alle besværlighederne værd at gå igennem.
”Hey you know, the first time I tried to talk to you, you embarrassed me. So I teased you a little bit which maybe I shouldn't have done, so I'm sorry. And now you're sitting over there playing with your knife, trying to frighten me - which you're doing a good job. But if you're gonna kill me, get on with it; if not, shut the hell up - I'm on vacation.”
Under en ferie til Pamplona, hvor det traditionelle tyre løb finder sted, må de tre gamle venner og fumlende vovehalse, den godmodige Mitch, (Billy Crystal), den evige scorekarl Ed, (Bruno Kirby), og den underkuede Phil, (Daniel Stern), ud i en desperat flugt fra de vilde bæster, som uheldigvis for Mitch ender med en tur på hospitalet og et pinligt ar, der hvor solen aldrig skinner. På vej hjem i flyveren, siddende på en ispose, har han efterhånden fået nok af de mange udfordringer og forklarer Ed, at han mener de nu har nået den alder, hvor de hellere må ta’ den lidt med ro, hvis de ikke skal stille træskoene i utide. Den beslutning er de to andre dog ikke helt enige i. 1 år senere oprinder dagen så hvor Mitch fylder 39 år med den sædvanlige kærlige og kiksede morgenhilsen fra hans gamle mor, som dog ikke ændrer noget på den jævnt deprimerende tilstand han befinder sig i pga. den tyngende alder. Hans kone Barbara, (Patricia Wettig), som efterhånden har vænnet sig til den evigt tilbagevendende krise tager dog det hele med ophøjet ro og Mitch drager derfor lettere slukøret af sted på arbejde til endnu en kedelig dag på kontoret, hvor chefen har fået nok af hans indstilling og derfor belønner ham med en mindre degradering. Bedre bliver det ikke senere på dagen til career day på sønnens skole, hvor Mitch’s tale udvikler sig til noget, der ville ha’ gjort sig bedre i en Ingmar Bergman film.
Humøret stiger dog betydeligt til den store fødselsdagsfest om aftenen, hvor vennerne Ed og Phil overrasker ham med en gave, der består af et to ugers ophold som kvægdrivende cowboy mellem New Mexico og Colorado. Mitch takker i første omgang nej, men lader sig senere overtale da Barbara får ham til at indse, at turen i det vilde vest er en gylden chance til at bryde depressionen. Få dage senere ankommer trioen til ranchen, hvor de møder de andre deltagere, der bl.a. tæller far og søn tandlægerne Ben og Steven, (Bill Henderson & Phil Lewis), flødeis-opfinderne og brødreparret Ira og Barry, (David Palmer & Josh Mostel), samt den smækre Bonnie Rayburn, (Helen Slater). Efter en kort introduktion og en række indledende øvelser med god stemning, kommer der desværre grus i maskineriet da to af ranchens medhjælpere går over stregen, hvilket der dog hurtigt bliver rådet bod på, da turens guide den hårdhudede Curley, (Jack Palance), pludselig dukker op og med effektiv machoattitude sætter en tyk streg under, hvem der har bukserne på i det vilde vest. Mitch er både vildt imponeret og skræmt i sådan en grad, at han ikke kan styre sit mundtøj og kommer derfor senere på aftenen uheldigvis til at fornærme Curley lige før det store kvægdriver-eventyr skal begynde. Der er dermed lagt i kakkelovnen til masser af intriger og djævelske udfordringer, som for alvor vil presse trioen til det yderste i deres jagt på at genfinde lykken og glæden ved livet generelt.
”I'm 14 and my mother and father are fighting again... y'know, because she caught him again. Caught him... This time the girl drove by the house to pick him up. And I finally realized, he wasn't just cheating on my mother, he was cheating us. So I told him, I said, "You're bad to us. We don't love you. I'll take care of my mother and my sister. We don't need you any more." And he made like he was gonna hit me, but I didn't budge. And he turned around and he left. He never bothered us again. Well, I took care of my mother and my sister from that day on. That's my best day.”
”What was you're worst day?”
”Same day.”
Ved første øjekast kunne en film som “City Slickers” umiddelbart meget nemt komme til at fremstå som en typisk og lige ud af landevejen Hollywood komedie med letkøbte grin i spandevis, taget fra side 1 i klichéernes håndbog og hevet direkte ud af afsnittet hvor to traditionelle modsætninger mødes, her i skikkelse af den materialistisk afhængige, konforme byboer og den gammeldags, naturalistisk betonede karakter fra landet. Heldigvis får disse standardisere og ofte påklistrede kontroverser kun med yderst beskedne undtagelser lov at markere sig undervejs, hvilket bl.a. er en af de væsentligste grunde til at Ron Underwoods herlige og livsbekræftende film hæver sig langt over gennemsnittet inden for genren og her 20 år senere stadig står distancen som et samlet værk af allerhøjeste kaliber. Substansen i “City Slickers” består nemlig først og fremmest i Ron Howard og Billy Crystal-veteranerne Lowell Ganz og Babaloo Mandell’s utroligt velskrevne, veltimede og følelsesmæssige pletskud af et manuskript som på befriende vis, og med fast anker blandt de store slapstick-numre på prærien, elegant sørger for at holde fokus rettet mod de tre altoverskyggende karakterer og deres respektive midtvejskriser, der via en herlig realistisk og afvæbnende dialog alle behandles med en sjældent set seriøsitet og nærværd for en amerikansk mainstream komedie, hvis skift imellem det hjerteskærende drama og den kække humor leveres af tre skuespillere der understregede, at de var på deres absolut højeste niveau i karrieren.
Allerede få scener inde i filmen får man en par suveræne eksempler på manuskriptets og skuespillets hårfine balance mellem det tragiske og morsomme, hvor man ikke helt ved om man skal grine eller græde men ender med at gøre lidt af begge dele. I sær beskrivelsen af en depression skildret gennem Mitch ageren i forhold til at ta’ på arbejde, og det senere håbløst opgivende foredrag på skolen, er ramt spot on af Billy Crystal med perfekt blanding af melankolsk attitude og underspillet humor. Ligeså gør det samme sig gældende med Daniel Stern der næppe er set bedre end her, hvor han krydser sine sædvanlige over-the-top raserianfald med en mand som konstant er på randen af et nervøst sammenbrud, presset til bristepunktet af en rædsom kone, utroskab og en dominerende svigerfar. Og endelig er der Bruno Kirby, (stærkt savnet af undertegnede), som scorekarlen i evig fornægtelse af sin egen alder der pludselig kommer i problemer, da den nyeste og langt yngre kæreste vil giftes og ha’ børn, hvilket naturligvis for ham medfører et ubehageligt ansvar og en hel ny identitet.
Tidligere i livet har de tre mænd kunnet flygte fra virkelighedens problemer via Ed’s mange vilde påfund som et hurtigt overstået no-brainer adrenalinsus, men den går bare ikke denne gang hvor det langsomme tempo, de store åbne og øde vider, samt længden af turen presser dem til at se realiteterne i øjnene og konfrontere deres indre dæmoner én gang for alle, da de åbenbares både i form af et par dramatiske episoder undervejs men mest af alt gennem filosofiske dialoger hvor både de store universelle spørgsmål så vel som de personlige historier, fyldt med både barndomstraumer, baseball anekdoter og umiddelbart fjollede diskussioner, tildeles lige stor betydning i måden de, og vel i virkeligheden alle mennesker, reflekterer over livet på og hvad der har gjort os til den person vi er, samt evt. hvordan vi bruger de erfaringer til at løse diverse problemer og ser fremad, forhåbentlig med en positiv indstilling. Præcis som Jack Palance’s Curly meget banalt, men samtidig meget rammende, forklarer Billy Crystal’s Mitch i en af filmens mest vidunderlige og poetisk rørende scener, mens solens stråler sænker sig over det smukke prærielandskab til tonerne af Marc Shaimans nostalgisk klingende score, som vil sætte enhver i et ovenud fabelagtigt godt humør.
“City Slickers” er en ideel film at smide i afspilleren nu, hvor de iskolde vinterdage lurer lige om hjørnet, og kommer derfor med de varmeste anbefalinger herfra. Og hvis det ikke er nok, så kommer der her et par ekstra af slagsen fra Mr. Billy Crystal og Little Brown. :)
#307 chronaden 14 år siden
Er flov over at sige jeg først lige har fundet den her tråd :O - Men nu jeg har, må jeg tage hatten af for dine anmeldelser. Det er tydeligt at se du ikke går op i at "cater" til de konstant nævnte populære film, du har taget de film du personligt godt kan lide. Uanset om jeg ryster på hovedet af nogle, og er enig i andre, så er det dælme en god og grundig godt forklaret liste.
Er især glad for du har titler som:
"Heavenly Creatures"
"Jason and The Argonauts"
"Re-Animator"
"Predator"
"Groundhog Day"
"The Abyss"
"Atonement"
"Bram Stoker’s Dracula"
"Eyes Wide Shut"
"Pride & Prejudice"
"Gattaca"
"Blue Velvet"
"Donnie Brasco"
"Return Of The Living Dead"
Granted, der er nogle få af dine film på listen jeg ikke har fået set endnu, og en DEL jeg slet ikke fatter hvad laver på din liste :P
Men alt ialt, tager jeg hatten af for smag og måde og udtrykke den smag på, og nu har du fanme også givet mig blod på tanden til at lave min egen "Top xxx" tråd, selvom jeg dog ingen planer har om at uddybe hver eneste film SÅ meget som du har præsteret! :]
Men generelt er det fannerme herligt at se en kvinde være glad for horror-genren!
Min faste (kvindelige) gyser partner, er ved at dø hver gang jeg sætter en gyser på! :P
Keep it up!
#308 NightHawk 14 år siden
Jeg takker mange gange, og fedt at høre du kan li' det meste på min liste. :)
Klart at der altid vil være nogle film som ikke falder i alles smag, men det havde jeg heller ikke forventet.
Hehe, jeg er altså ked af at måtte skuffe dig, men jeg er nu en mand, som der også står på min profil.
Billedet er af Sarah Michelle Gellar som Buffy, da det er min yndlings-serie. :)
#309 chronaden 14 år siden
Damn, elsker ellers når kvinder er vild med horror :P
#310 wimmie 14 år siden
Så har jeg en glædelig meddelelse til dig... :D