Så er det blevet tid til at få kridtet danseskoene, strammet korsettet, lagt make-up’en og smurt stemmebåndet, for nu står den på en vaskeægte kultklassiker i ultra flamboyant skikkelse med Jim Sharman & Richard O’Briens totalt hæmningsløse og skrupskøre rock n’roll musical, der camoufleret via en energisk homage til fortidens sci-fi og b-film blev et herligt løssluppent og kompromisløst symbol på den seksuelle revolution og udfordring af normalbegreberne for familiesammensætning og parforhold i datidens USA.
”Give yourself over to absolute pleasure. Swim the warm waters of sins of the flesh - erotic nightmares beyond any measure, and sensual daydreams to treasure forever. Can't you just see it? Don't dream it, be it. ”
Efter en veloverstået bryllupsceremoni for vennerne Betty og Ralph, griber Janet, (Susan Sarandon), brudebuketten og giver med det samme sin kæreste Brad, (Barry Bostwick), nervøse trækninger og bekymrede miner mht. fremtiden sammen, hvilket Ralph lynhurtigt opfatter og driller ham med. Da parret og gæsterne så småt har forladt kirken, beslutter Brad sig for at erklære sin kærlighed til sin udkårne, selvom han tydeligvis stadigvæk har svært ved at acceptere udsigten til et liv i fastlagte rammer, og i kulissen lusker det kryptiske personale rundt indikerende at noget skummelt er under opsejling. Og minsandten om det ikke går lige præcis som præsten prædiker, for under et voldsomt regnvejr senere på aftenen da de er på vej for at besøge Brads tidligere mentor professor Everett Scott, (Jonathan Adams), punkterer bilens ene dæk og tvinger de to turtelduer mod et mystisk slot, hvor de forhåbentlig kan låne en telefon og ringe efter hjælp. Da de lidt efter banker på døren, bliver de budt indenfor af den lettere spøjse butler Riff-Raff, (Richard O’Brien), og møder samtidig den ligeså spooky tjenestepige Magenta, (Patricia Quinn), samt den stepdansende assistent Columbia, (Nell Campbell), inden duoen pludselig befinder sig midt i et hæsblæsende party for fuld musik, hvilket bekræfter Brads mistanke om, at de højst sandsynligt er havnet hos en rig og dekadent excentriker.
Da musikken langt om længe har lagt sig igen og Brad & Janet forsøger at snige sig væk, bliver de pludselig charmeret tilbage ind i den store balsal af slottets ejer, transvestitten Dr. Frank N. Furter, (Tim Curry), som valser forførende ud af elevatoren bag dem og med sin dragende stemme overtaler de to forbløffede byboere til et besøg i hans laboratorium, hvor han vil fremvise sit nyeste eksperiment, skabelsen af det i hans øjne perfekte menneske, for den samlede flok af gæster. En teatralsk tale, en række dampende maskiner og et par klapsalver senere træder pragteksemplaret ved navn Rocky Horror, (Peter Hinwood), endelig op af støbeskeen og ud i rampelyset, men det er langt fra kærlighed ved første blik, da synet af den liderlige doktor møder ham og så må der et par yderligere frynsegoder på bordet for at få the boy wonder på krogen. Ligesom stemningen i lokalet synes allerbedst kommer der dog malurt i bægeret, da en tidligere forsøgsperson, bikeren Eddie, (Meatloaf), bryder ud af sin frostboks og lykkedes med at tiltrække sig så megen opmærksomhed, at Frank N. Furter mister besindelsen og går amok med det resultat at Janet til Brads store undren blot lader sig rive endnu mere med af de mildt sagt bizarre narrestreger, hvis seksuelle spændingsniveau når helt nye og faretruende orgasmiske højder for alle involverede efterhånden som nattens erotiske tryllestøv får frit spil til at udfolde sine magiske evner på.
”I'll tell you once, I won't tell you twice, you better wise up, Janet Weiss. Your apple pie don't taste too nice. You better wise up, Janet Weiss.”
Med stor forkærlighed for og inspiration af 30’ernes sci-fi og B-film via specifikke referencer til “Flash Gordon”, “King Kong” og især James Whale’s “Frankenstein”, fra æraen før den ultimativt puritanske censur lov også bedre kendt under navnet “The Hays Code“ eller “The Production Code” for alvor trådte i kraft, sørgede Jim Shaman & Richard O’Brien med stort overblik for at skabe en finurlig spundet rød tråd, præsenteret af en alvidende fortæller spillet af Charles Gray, om seksuel frigørelse leveringsdygtig i op til flere solide pointer trods det faktum at det regnbuefarvede garnnøgle som udgjorde handlingen, umiddelbart forekom som blot værende en mildt sagt diffus rodebutik af kulørte og musikalske indslag. Det var dog på ingen måde tilfældet, som den opfindsomme indledning også klart indikere ved introduktionen af filmens to moralsk plagede protagonister, der præsenteres i den første af mange legendariske sange, “Dammit, Janet”, som en herlig spoof over det forlorne, polerede og forkrampede Amerika kendetegnende for 40’erne og 50’erne. Mens skønsangen således klinger over skærmen sker der helt andre ting i baggrunden, hvor illusionen af den ideelle forestilling om the american dream, skildret i Grant Woods popkulturelle billede “American Gothic”, snedig pilles fra hinanden da selv samme figurer fra maleriet optræder i skikkelse af de omniseksuelle karakterer Riff-Raff og Magenta i forklædning, som efterfølgende og på genialt vis symbolsk placerer en kiste mellem Brad & Janet i sidste del af sangen illustrerende, at deres forhold allerede her står med det ene ben i graven.
På duoens videre stormfulde rejse mod professor Everett Scott, en spøjs type der med vilje er stærkt inspireret af Peter Sellers karakteren Dr. Strangelove, forlader de så småt den forrige periodes tidslomme som opfindsomt skildres, da de via bilradioen hører den reaktionære republikanske Richard Nixons afskedstale som præsident, der markerer en forandring i det amerikanske landskab og som de selv oplever på egen krop, da ved tilfældighedernes spil styres mod et limbo i det kryptisk dragende slot, hvor tidsperioder og identitet opløses og smelter sammen igen til tonerne af den ekstremt medrivende “Time Warp”. Og så er vi tilbage ved sammenhørigheden med både den homoseksuelle James Whale og hans måde at udtrykke sig, på trods af “The Hays Code“, gennem historien i “Frankenstein” om et ligeledes udstødt og fremmedgjort “monster”, da Sharman & O’Briens egen skabning Dr. Frank N. Furter melder sin ankomst, (fremført af en sublimt velspillende Tim Curry der er indbegrebet af camp), med det interessante tvist at hans monster i dette tilfælde fødes som et billedet på det umiddelbart perfekte og uskyldsrene menneske i det seksuelt frit flydende og i øvrigt fallisk indrettede laboratorium. Frit flydende forstået på den måde at dette blot er første del af Furters store sexperimentet, der efterfølgende transporterer Brad & Janet hele sex-paletten rundt i landet uden grænser på en dannelsesrejse mod en ny selvopfattelse og seksuel åbenbaring men som ikke er uden konsekvenser, hvilket vi som tilskuere gøres opmærksomme på set fra et voyeuristisk perspektiv gennem de forskellige karakterers betragtninger af hinanden på Furters overvågningsskærme.
Trods det at være en typisk vandvittig videnskabsmand har Furter dermed sin store del af æren for, at filmens to tilbageholdende desperadoer smider hæmningerne og udvider horisonten, herligt skildret i en af mine yndlings-sange, “Touch-a Touch-a Touch me“, hvilket åbenlyst er en sund og positiv ting. Modsat er vejen dertil helt afgjort af en hel anden negativ kaliber, og her er det vigtigt at være opmærksom på, at den afstraffelse han senere modtager i den store finale, hvor “King Kong” og “Flash Gordon” referencerne bruges som bizart underholdende punchline, ikke skal ses på baggrund af hans seksualitet og dennes indflydelse på karaktererne omkring ham, men for måden han skruppelløst vælger at træde i guds sko på i sin vej frem mod målet, med skabelsen af sit eget idealbillede i form af Rocky. Når støvet oven på det store opgør atter har lagt sig, kan man så meget passende reflektere over karakterernes fremtid og hvorledes oplevelserne har ændret deres syn på verden og muligvis påvirket ens egen opfattelse, alt imens soundtrackets bagkatalog for evigt vil hænge fast i hukommelsen som vidne om en fabelagtig tour-de-force af en musical, der fuldt fortjent siden premieren i 1975 har opnået kultstatus netop på grund af sin hæmningsløse historieformidling, over the top karakterer og skæppe skønne sange, som alt sammen den dag i dag stadig dyrkes på fuld kraft ved diverse arrangementer med stor entusiasme og ultimativ kærlighed.
Her har jeg fundet et klip frem med alle Buffy-fans darlings Amber Benson og Anthony Stewart Head, (der selv spillede Frank N. Furter i en opsætning af stykket i 1990), som giver deres version af hhv. “Touch-a Touch-a Touch me” og “Wise up Janet Weiss” fra VH1 25’th anniversary tribute, hvor stemningen er helt i top. :)
Og her en mini-dokumentar om filmens indflydelse :
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en seksuel dannelsesrejse gennem et transsylvansk tidslimbo går turen nu mod England anno 1748 i Jake Scotts hæsblæsende, eksplosive og moderne beretning om to charmerende gavtyves sofistikerede og nådesløse klassekamp, fyldt med penetrerende projektiler og dunkle dolkestød, for at få aristokratiets dekadence ned i sølet og korruptionen i det politiske system ned med nakken på én og samme tid, alt sammen visualiseret til tonerne af et frisk og sprudlende tidløst soundtrack.
”I hope they hang you in Tyburn for your bad French.”
”Merci Monsieur. I hope it rains every day of your fucking visit."
Efter endnu en gevaldig druktur i Londons gader havner den fallerede Captain James Macleane, (Jonny Lee Miller), i et lille usselt fængsel på landet, hvor han må sove rusen ud. Godt og grundigt på vej i drømmeland får han uventet en brat opvågning, da der pludselig sker ting og sager på vejen udenfor, hvor en karet og dens passagerer brutalt overfaldes af et par røvere, der kort efter selv kommer i store problemer, da de indhentes af regeringens skarpretter, den sadistiske Mr. Chance, (Ken Stott), og hans håndlangere. Mens den ene af tyvene, Will Plunkett, (Robert Carlyle), når at stikke af, går det knap så godt for hans søn og medhjælper, der ender i graven uden at hans banemænd dog er klar over, at han er i besiddelse af en temmelig værdifuld diamant. Da Chance og co. er væk igen, beslutter Macleane, som har overværet det hele, sig for at flygte og søger omgående mod kirkegården for at få fingre i skatten. Lige som han skal til og i gang med dissekeringen, dukker Plunkett op igen, ligeledes bekendt med diamanten, som han kort efter bliver tvunget til at sluge, da forfølgerne lykkedes med at omringe dem og dernæst slæber de to slyngler til et større fængsel i storbyen. Macleane som stadig har forbindelser til de højere lag får dog held med at slippe for yderligere straf, mens stakkels Plunkett må en tur i kachotten. Påvirket af de knap så hyggelige omgivelser beslutter han sig for, via diamanten, at bestikke Macleane til at slippe fri og foreslår ham efterfølgende, at de to slår pjalterne sammen.
Det forslag bider dog ikke umiddelbart på kaptajnen, men efter at ha’ været udsat for en mindre ydmygelse af to aristokrater, har han fået nok og går viljefast med på ideen om at integrere fjendens lejr, stjæle fra dem, få hævn over snobberne og samtidig hjælpe Plunkett med at få hævn over sin søns død. For at eventyret kan blive en realitet, må Macleane dog først ligne en mand af betydning, så efter et kort stop hos Plunkett, der har en pose penge liggende fra et tidligere togt, tager den dynamiske duo på en rask shoppetur og boligjagt, der vil skabe illusionen om kaptajnens nobilitet. Det alene er dog ikke nok til at få foden indenfor til de fornemme selskaber, så derfor kommer mødet med en gammel bekendt, den flamboyante Lord Rochester, (Alan Cumming), som sendt fra himlen. Ved det efterfølgende party introduceres Macleane på afstand for en af de rigeste gæster, overformynderen Lord Gibson, (Michael Gambon), men har mere end svært ved at holde koncentrationen, da hans øjne pludselig fanger den underskønne lady Rebbeca Gibson, (Liv Tyler), som han lidt senere har problemer med at skjule sine følelser overfor, da ham og Plunkett overfalder familien Gibsons karet og stjæler deres værdier. Macleane kan dog ikke få sig selv til at snuppe Rebeccas halskæde og mens de er på vej væk, er hun nu blevet temmelig charmeret af gentleman tyven. Efterhånden som røverierne tager til, bliver lovens lange arm mere og mere frustrerede, så derfor uddeles Mr. Chance carte blanche til for at fange slynglerne, der selv øger risikoen yderligere, da Macleane og Rebbeca’s forhold intensiveres.
”Well, we've had an exciting day, haven't we? Stiff drink and straight to bed for me. Back to the real world. I could quite get used to this... adventure lark.”
Tilbage i 1977 startede Ridley Scott sin karriere med en særdeles solid debut i skikkelse af det historiske drama “The Duellist”, og 22 år senere var det så tid for næste generation til at markere sig på det store lærred, da sønnen Jake Scott ligeledes, og i øvrigt ganske pudsigt, også valgte at indlede sin karriere og bevise talentet med en film hensat til selv samme genre og nogenlunde samme tidsperiode. Dog adskilte Scott juniors fortælling sig markant i måden at formidle handlingen på ved at drage fordel af sin fortid som musikvideo-instruktør, og dermed lykkedes det ham at kreere et moderne touch på både billede og lydsiden, man kun har set tilnærmelsesvis ligeså mesterligt udført i værker så som Baz Luhrmans “Romeo + Juliet” og Brian Helgelands “A Knights Tale“. Ligesom de to nævnte film overskygges “Plunkett & Macleane”’s historie dog heldigvis aldrig af sine visuelle spidsfindigheder og rebelske redigering, eller generes af sit energiske og stærkt varierende soundtrack, som alt sammen derimod styres med en perfekt balance der fornemt akkompagnere, underbygger og beskriver den situation de to uheldige helte befinder sig i, både fysisk men så sandelig også psykisk ved den jazzede “Going to Hell” og den blues-inspirerede “You’re a Whore”, og som de efterfølgende forsøger at gøre op med synkront i et miljø, der illustrerer verden af den gang på en befriende realistisk facon ved at fremstå grumset, grim og møgbeskidt.
Senere da etableringen af den dynamiske duos nye identitet finder sted og kærlighedshistorien mellem Macleane og Rebecca udvikler sig, elegant skrevet og udført parallelt i den del hvor deres skyggeside og nemesis Mr. Chance, som også er forelsket i selv samme kvinde, ligeledes søger mod en højere plads i hierarkiet ved modsat at få dem ned med nakken, træder Craig Armstrongs fremragende og stemningsfulde score virkelig i karakter og blander det klassiske med et tekno/dance inspireret track, (se link 2), som gradvist understreger tilvænningen i rollerne som løsslupne anarkister og udfordrere af systemets rangorden. Et angreb af udefrakommende er dog langtfra nok, så for at give de to gavtyves indsats ekstra slagside og filmen ekstra kulør på tilværelsen, introducerer Jake Scott tilskueren for en muldvarp og muntert sidekick i skikkelse af den flamboyante Lord Rochester. Han spilles med vanlig krukket charme og overskud af altid herlige Alan Cumming, som er med til at give Robert Carlyle og Jonny Lee Millers i forvejen stærkt underholdende Alfred/Bruce Wayne dynamik en ekstra dimension af familiært sammenhold på tværs af deres respektive status i samfundet, hvilken Rebecca, portrætteret med sødmefuld lune og übercool graciøsitet af Liv Tyler i en af sine bedste roller, yderligere er med til at opløse og gendanne i ny form, da hun slutter sig til teamet.
Hvis man lige står og er i humør til et godt gammeldags eventyr med glimt i øjet, masser af stemning og atmosfære, fremragende skuespilspræstationer, herlige replikker, samt en god portion action og kærlighed, ja så er “Plunkett & Macleane” et must til samlingen, der omskrevet en smule fra en af filmens mange fornøjelige replikker kan beskrives således :
”It was faboulous...and a bloody good laugh!” :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Vi bliver i den genremiksende gryde af sprudlende opfindsomhed, og skruer nu blusset helt op i det røde felt med Quentin Tarantinos højpotente, blodstænksdryppende, homage-beklædte cirkelspark af et episk mesterværk, som med en samuraisvingende blond babe og skarprettende gajin guide blev et af de mest tempofyldte og vildt underholdende rutsjebaneture gennem det filmhistoriske landskab, man aldrig havde det mage til før end den speedsnakkende gavflab og et ensemple-cast i aller højeste gear besluttede sig for at åbne Pandoras æske på vid gab i et sandt festfyrværkeri af fornøjelig fortælleglæde.
”Bitch, you can stop right there. Just because I have no wish to murder you before the eyes of your daughter, does not mean parading her around in front of me is going to inspire sympathy. You and I have unfinished business. And not a goddamn fuckin' thing you've done in the past four years, including getting knocked up, is going to change that.”
Opsat på at samle det ultimativt mest hårdkogte team af nådesløse lejemordere under navnet The Deadly Viper Assassination Squad, sender klodens farligste mand Bill, (David Carradine), sine speciel udvalgte lærlinge til den ærefrygtindgydende kampsports-maistro og superfilosof Pai Mei, (Gordon Liu), i Japan. Det er dog langtfra alle elever, der har samme dedikerede respekt for den gamle hvidhårede og lettere provokerende guru og hans barske træningsmetoder som nyeste skud på stammen i skikkelse af den umiddelbart spinkle Beatrix Kiddo, (Uma Thurman), så selv om de to har op til flere kontroverser undervejs, vokser respekten alligevel imellem dem især fra Pai Meis side, der aner noget ud over det sædvanlige ved sin blonde protege. Efter opholdet er vel overstået sendes hun og de andre snigmordere på diverse opgaver kloden rundt, men efterhånden som tiden går synes Beatrix at køre sur i det hele, og da en pludselig graviditet melder sin ankomst midt i et heftigt shootout mod en af konkurrenterne, indser hun at det nu er på tide at sadle om og få noget mere ud af livet. Inden Bill eller nogen anden når at opfatte hvad der er sket, stikker hun af og går undercover med en ny identitet i sovebyen Pasadena, Texas, hvor hun falder pladask for musikbutiksejeren Tommy, som hun kort efter vælger at bliv gift med i forsøget på at starte på en frisk med et helt almindeligt liv.
Den svært forsmåede Bill betragter forsvindingsnummeret som det rene forræderi og sætter derfor alle sejl til for at opspore hende og få hævn med assistance fra sit team, der består af brormand Budd, (Michael Madsen), Vernita Green, (Vivica A. Fox), samt den enøjede psykopat Elle Driver, (Daryl Hannah), og den skruppelløse O-Ren Ishii, (Lucy Liu). Da de langt om længe finder Beatrix, som befinder sig midt i bryllupsforberedelserne, udvikler det sig til et sandt blodbad, der til sidst sender den blonde heltinde i et dybt koma. Undervejs hospitalsopholdet gør Elle et ihærdigt forsøg på at nakke sin tidligere makker, men bliver forhindret af Bill som mener hun har fortjent en mere ærefuldt død. Den beslutning skal han dog snart komme til at fortryde, for 4 år senere vågner Beatrix pludselig op igen med intet andet ønske end en nådesløs hævn over sine banemænd og deres gerninger, som i første omgang går ud over en af hospitalets pænt klamme mandlige sygeplejersker ved navn Buck, (who likes to fuck), og hans perverse kammesjuk. 13 timer senere på bagsædet af Bucks ”Pussywagon” er hendes ben endelig begyndt at virke igen, og nu går turen direkte mod Tokyo, hvor O-Ren Ishii i mellemtiden har slået sig ned som leder af yakuzaen, hvilket blot har gjort hende ekstra nem at lokalisere. For bare at ha’ en nogenlunde chance må Beatrix dog først et smut forbi øen Okinawa og forsøge at overtale våbensmeden Hatori Hanzo til at kreere et af hans berygtede samuraisværd.
Efter et dommedagsbrag af dimensioner mod O-Ren, hendes håndlangere The Crazy 88, samt livvagten Go-Go Yubari, (Chiaki Kuriyama), og assistenten Sofie Fatale, (Julie Dreyfuss), der efterlades som kombineret sendebud og advarsel til Bill, drager den blonde samurai tilbage til USA for at konfrontere Vernita Green, der har slået sig ned i et fredsommeligt parcelhuskvarter hvis grundvold straks udsættes for gevaldige rystelser, inden rejsen fortsættes videre mod Texas, hvor det mildt sagt går knap så fedt for den lettere afdankede Budd, der nu bor i en trailer og lever som udsmider på den lokale stripklub. Bill kigger forbi på et kort visit for at advare ham om den kommen trussel, men det synes ikke at røre Budd det mindste, da duellen mod Beatrix, hans nuværende situation taget i betragtning, kommer som sendt fra himlen og er en kærkommen påmindelse om fordums storhedstider som effektiv actionman. Beatrix må dog snart sande, at den drikfældige og bøvede Budd langtfra er så sløv i betrækket som han ser ud, så derfor ender hun højst uventet både udklaceret og levende begravet. Desperat og stærkt brug for ilt må hun nu prøve at bevare roen, fokusere og, paradoksalt nok set i forhold til hvor hun befinder sig, søge tilbage til rødderne af Pai Meis visdom, hvis hun skal ha’ bare den mindste chance for at vende tilbage fra de ”døde” og få udlevet sin determinerede hævnplan til sidste blodsdråbe.
”As you know, l'm quite keen on comic books. Especially the ones about superheroes. I find the whole mythology surrounding superheroes fascinating. Take my favorite superhero, Superman. Not a great comic book. Not particularly well-drawn. But the mythology... The mythology is not only great, it's unique.”
Quentin Tarantino, der byggede sin berømte og berygtede status på at hente godt med inspiration fra alverdens genrer og subgenrer gennem filmhistorien, kravlede i 2003 med en nyfunden entusiastisk kådhed og blodige hænder lige det sidste stykke op af rangstigen og lavede med ”Kill Bill - Vol. 1 & 2”, hvad jeg uden tøven vil betragte som hans absolut mest helstøbte og velfungerende film til dato. Ikke fordi Tarantino på nogen synderlig stor måde havde ændret sit genkendelige genrebrydende koncept og drilske fingerspidsgefül som referencernes ukronede konge, men fordi måden historien blev fortalt og ikke mindst visualiseret på var udført i en markant mere frigjort og rebelsk fremtoning end tidligere, hvilket da også hang uløseligt sammen med det faktum at man befandt sig med fødderne solidt plantet i et kulørt tegneserie-univers med så usandsynligt højt til loftet, at det sagtens kunne betragtes som værende ikke eksisterende. Dermed var scenen sat for en episk beretning om en superhelts skabelse fra vugge til grav, sågar endda af hele to omgange, hvor især det vildt klaustrofobiske ophold i kisten og naturligvis selve forløsningen på forhindringen, samt den forrygende, tempofylde og energiske splatter-extravaganza i restauranten House of Blue Leafs, begge bliver pragteksempler på den mytologiske og overnaturlige punchline som blev endegyldigt slået fast i det mexicanske sand, da opgøret med den hvide brud og den sorte ridder af mange omveje langt om længe oprinder.
Netop opbygning af den traditionelle fortælling om det gode mod det onde er der hvor Tarantino går ind og løfter niveauet i sin umiddelbart lige ud af landevejen revenge movie, da hans sublime smag for stilsikre referencer smelter sammen med den metafilosofiske ying og yang symbolik, der omgiver hans persongalleri. Således er alle de centrale karakterer, med undtagelse af Budd, dele af samme hævntema og filmhistoriske sammenhørighed, hvor Beatrix Kiddo fødes igennem Francois Truffauts “The Bride Wore Black”, og viser styrken via den gul/sorte dragt fra Bruce Lees “Game of Death”, som krydser klinger med O-Ren i sin homage til ført klassisk animé og sidenhen det japanske hævndrama “Lady Snowblood”. Efterfølgende står menuen så på typisk sassy dialog og kolde øretæver blaxploitation style ved Vernita Green, skåret over Pam Grier perler som “Coffy” og “Foxy Brown“, inden Beatrix til sidst træder i karakter som superhelt i en woman with no name rolle med stærke rødder til Sergio Leone, hvor opgøret med Elle Driver bliver et sammenstød mellem westerngenrens lone ranger og den svenske eksploitation film “They Call Her One Eye”. De to brødre derimod repræsenterer en noget anderledes funktion i forhold til beskrivelsen af filmens tema, hvor selv den kvabsede Budd tilstedeværelse er ganske interessant at følge, da han introducere en sjældent set ligeså ynkeligt beskrevet side af en superagent, hvis liv har ført til absolut ingenting.
Da han dukker op i vol. 2, er han i så kastreret tilstand, at han ikke engang formår at sige fra overfor sin klaphat af en chef, hvis birolle gir tyngde til Budds både fysiske og ikke mindst psykiske tilstand, og ydmyger totalt sit tidligere jeg da han uden at blinke skifter statussen som højt respekteret lejemorder ud med lokumsrenser, der sender ham helt ned på bunden med et øredøvende brag. Modsat forholder det sig med Beatrix og hendes konfrontation med en kvindelig shotgun skydende lejemorder, der ligeså har sin vigtighed i forhold til det samlede plot, da duellen symboliserer håbet om et opgør med den, for begge kvinder på dette tidspunkt, dødsspiral de er havnet i og samtidig håb for en bedre fremtid via graviditeten og det kommende barn. Vender man blikket mod superskurken Bill, som David Carradine meget passende portrætterer som den onde tvilling til sin egen karakter Kwai Chang Caine fra tv-serien “Kung-Fu”, og kombinerer det med faderfigurerne og ying/yang symbolikken i skikkelse af den ærefulde Pai Mei og den sadistiske alfons Esteban, dannes der et endegyldigt og herligt opfindsom sammenkog hvor alle elementer, store såvel som små, har lige stor betydning for understregningen af både Bill & Beatrix personlighed og skæbnebestemte roller som også stemmer helt overens med resultatet af konklusionen på deres duel, hvilken Pai Mei med sit snarrådige klarsyn om godt og ondt ender med et sted fra oven som en anden guddommelig indgriben at bestemme udfaldet af.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en sværdsvingende blond babe med krudt i cowboystøvlerne, står menuen nu på en apokalyptisk dommedags fortælling i blodig og halvrådden skikkelse med George A. Romeros legendariske zombiefilm, hvis intelligente brug af innovativ ironi, filosofiske karakterer og en socialkritisk slagside lige i solar plexus, for evigt indskrev sig i historiebøgerne som et uomtvisteligt mesterværk i gysergenren.
”Many have died, last week, on these streets. In the basement of this building you will find them. I have given Them the last rites. Now, you do what you will. You are stronger then us. But soon, I think they be stronger than you. When the dead walks, senores, we must stop the killing...or loose the war.”
På en tv-station i Philadelphia vågner journalisten Francine, (Gaylen Ross), op fra et sveddryppende mareridt blot for at konstatere, at hun befinder sig i et endnu værre et af slagsen, da den mystiske epidemi der har hærget landet de sidste mange måneder og forvandlet folk til levende døde, nu er blevet så omfattende at alt og alle befinder sig i en stemning af total kaos og panik. Mens nyhedsværten og en ekspert højlydt diskuterer situations håbløse udvikling og programchefen desperat søger at bevare seertallene oppe, kigger Francines kæreste, trafikreporteren Stephen, (David Emge), pludselig forbi studiet for at overtale hende til at stjæle stationens helikopter og flygte med ham til Canada. Andetsteds i et af slumkvarterene er politiets specialstyrker i færd med en større aktion mod en narkobande og ender højst uventet i store problemer, da en lidt for skydegal betjent går amok og uheldigvis ender med at være skyld i at en større hær af glubske zombier pludselig er løs i laksegade. Midt i det bloddryppende kaos render Peter, (Ken Foree), på SWAT-kollegaen Roger, (Scott H. Reiniger), og med fælles hjælp lykkedes det for duoen at få foreløbigt has på de kødædende mennesker.
Lidt senere mødes de to betjente med et par af Rogers venner, som tilfældigvis viser sig at være de to journalister Francine & Stephen, og efter lidt skærmydsler med en tyvebande lykkedes det til sidst for de fire at starte rejsen mod det forjættede land. Undervejs bliver de dog tvunget til at foretage en dristig landing for at fylde tanken op, hvilket er tæt på at få store konsekvenser, da Stephen under et zombieangreb, og grundet en manglende erfaring med våben, er tæt på at få likvideret Peter som i forvejen er i psykisk ubalance efter et sammenstød med to levende døde børn. Med en smule besvær lykkedes det at få afværget truslen og efter at ha’ fløjet videre et stykke tid, dukker et kæmpe storcenter pludselig op i horisonten, hvilket er yderst tiltrængt da benzinen så småt er ved at slippe op. Efter en kort gennemgang af stedet opdager de at det indeholder alt de har brug for, og de beslutter sig derfor til at forsøge at skabe et liv i det lille Utopia. Inden længe trues idyllen dog på flere fronter, da det viser sig at Francine er gravid, samtidig med at horden af zombier forøges og en sadistisk gruppe af skydeglade rockere pludselig melder deres ankomst udelukkende med det formål at rage til sig, ligegyldigt hvem det end måtte gå ud over.
”This isn't the Republicans versus the Democrats, where we're in a hole economically or... or we're in another war. This is more crucial than that. This is down to the line, folks, this is down to the line. There can be no more divisions among the living!”
Da George A. Romero tilbage i 1968 startede sin karriere og hermed introducerede verdens gyserhungrende publikum for “Night of The Living Dead”, der blev første skridt på vejen for ham mod tronen som zombie-genrens ukronede konge, gjorde han det samtidig klart, at han ikke blot var ude på at underholde men derimod i langt højere grad ønskede at bruge sine historier som et politisk redskab og budskab for datidens generation der, i perioden hvor han skabte sine to bedste værker, befandt sig midt i det store ungdoms oprør og dets efterdønninger. Hvor den første i serien var en skarpt skåret parallel over den amerikanske regerings koldkrigsbekæmpelse af den røde trussel i Vietnam, og som ganske overbevisende udstillede amerikanernes paranoia, racisme og generelle frygt for det ukendte, var opfølgeren “Dawn of The Dead” fra 1978 en storstilet opgradering der yderligere involverede et selvreflekterende indgreb i den menneskelige sjæl, ved at sætte det op imod et socialkritisk angreb på USA’s absurde våbenlov og forbrugersamfundets materielle grådighed som et udtryk for bagsiden af medaljen på the american dream.
Alle dele, eller legemsdele fristes man til at sige, symboliseres og kanaliseres dermed igennem zombierne som i bund og grund slet ikke er den reelle trussel men i stedet udgør et spejlbillede på den råddenskab, ligegyldighed, egotisme og kapitalisme, der potentielt gemmer sig hos os alle mennesker og som har det med at vise sit værste ansigt frem, når tingene spidser til specielt i en krigslignende tilstand hvor forvirringen og kynismen tager overhånd, og som gør sig udslagsgivende både i filmens indledende scener med SWAT-teamet og det afsluttende opgør mod rockerne. På trods af at de ekstreme blodsudgydelser primært gør sig gældende i de to perioder af filmen, falder den 127 minutter lange “Dawn of The Dead” aldrig ind i et slumrende dødvande netop fordi Romero på fornemmeste vis udnytter, sublimt akkompagneret af et creepy John Carpenter klingende synthesizer score, at man som tilskuer er blevet gjort bekendt med konsekvenserne af denne ulmende fare, der konstant ligger og lurer under overfladen hos menneskeheden ligeså snart troen på hinanden og håbet for en bedre fremtid begynder at krakelere, her illustreret ved de fire hovedpersoner og deres desperate forsøg på overlevelse både på rejsen mod og i deres selvskabte storcenter-paradis.
Umiddelbart lyder Romeros eskapader som en ultimativ deprimerende oplevelse, men er dog heldigvis ikke helt så gennemført pessimistisk som handlingen antyder, hvilket bl.a. skildres på befriende humoristisk facon med scenerne i storcenteret, hvor zombierne bruges som tilbagevendende eksempel på forbrugersamfundets ofte hjernedøde shoppekultur, fastlåst i de samme traditionsbundne rammer, på evig jagt efter et godt tilbud ved kasse 1 komplet med hypnotiserende polka muzzak i baggrunden, der bevist har til formål at undgå den helt store hjerneaktivitet fra at blomstre hos kunden. Mens musikken så småt fordamper op i luften, vender alvoren ligeså langsomt tilbage, da Romero bringer den håbløse og altødelæggende våbenpolitik på banen igen og pludselig åbenbarer en forretning i centeret, hvor skydevåben i alle mulige afskygninger er lige så let tilgængelige som var det en anden slikbutik, hvilket de tre mænd da også lader sig rive med af lige indtil de står ansigt til ansigt med deres værste fjende, nemlig dem selv, symboliseret i opgøret med de krigsliderlige og grådige bikere som frem for et samarbejde mod den ydre fjende ender med at være selvforskyldt i det efterfølgende kaos og anarki. Set i det lys står Romeros afsluttende statement i de allersidste scener derfor endnu stærkere og understreger i den grad betydningen og ikke mindst signalværdien ved dette intelligente, yderst velskrevne og evigt vedkommende mesterværk.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#311 chronaden 14 år siden
#312 wimmie 14 år siden
Men jeg er gift...og ifølge Nayze pr. definition kedelig :p
#313 chronaden 14 år siden
Her er en ny baggrundtil at cheer dig op! :)
http://dl.dropbox.com/u/11456935/creepy.jpg
#314 wimmie 14 år siden
#315 evermind 14 år siden
Til gengæld kommer du altid til Z-dag. Hvem er det nu, der ikke har været der én eneste gang so far? :P
#316 wimmie 14 år siden
True :)
#317 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Horror-Picture-Treatment-A...
http://www.amazon.co.uk/Rocky-Horror-Picture-Show-...
Så er det blevet tid til at få kridtet danseskoene, strammet korsettet, lagt make-up’en og smurt stemmebåndet, for nu står den på en vaskeægte kultklassiker i ultra flamboyant skikkelse med Jim Sharman & Richard O’Briens totalt hæmningsløse og skrupskøre rock n’roll musical, der camoufleret via en energisk homage til fortidens sci-fi og b-film blev et herligt løssluppent og kompromisløst symbol på den seksuelle revolution og udfordring af normalbegreberne for familiesammensætning og parforhold i datidens USA.
”Give yourself over to absolute pleasure. Swim the warm waters of sins of the flesh - erotic nightmares beyond any measure, and sensual daydreams to treasure forever. Can't you just see it? Don't dream it, be it. ”
Efter en veloverstået bryllupsceremoni for vennerne Betty og Ralph, griber Janet, (Susan Sarandon), brudebuketten og giver med det samme sin kæreste Brad, (Barry Bostwick), nervøse trækninger og bekymrede miner mht. fremtiden sammen, hvilket Ralph lynhurtigt opfatter og driller ham med. Da parret og gæsterne så småt har forladt kirken, beslutter Brad sig for at erklære sin kærlighed til sin udkårne, selvom han tydeligvis stadigvæk har svært ved at acceptere udsigten til et liv i fastlagte rammer, og i kulissen lusker det kryptiske personale rundt indikerende at noget skummelt er under opsejling. Og minsandten om det ikke går lige præcis som præsten prædiker, for under et voldsomt regnvejr senere på aftenen da de er på vej for at besøge Brads tidligere mentor professor Everett Scott, (Jonathan Adams), punkterer bilens ene dæk og tvinger de to turtelduer mod et mystisk slot, hvor de forhåbentlig kan låne en telefon og ringe efter hjælp. Da de lidt efter banker på døren, bliver de budt indenfor af den lettere spøjse butler Riff-Raff, (Richard O’Brien), og møder samtidig den ligeså spooky tjenestepige Magenta, (Patricia Quinn), samt den stepdansende assistent Columbia, (Nell Campbell), inden duoen pludselig befinder sig midt i et hæsblæsende party for fuld musik, hvilket bekræfter Brads mistanke om, at de højst sandsynligt er havnet hos en rig og dekadent excentriker.
Da musikken langt om længe har lagt sig igen og Brad & Janet forsøger at snige sig væk, bliver de pludselig charmeret tilbage ind i den store balsal af slottets ejer, transvestitten Dr. Frank N. Furter, (Tim Curry), som valser forførende ud af elevatoren bag dem og med sin dragende stemme overtaler de to forbløffede byboere til et besøg i hans laboratorium, hvor han vil fremvise sit nyeste eksperiment, skabelsen af det i hans øjne perfekte menneske, for den samlede flok af gæster. En teatralsk tale, en række dampende maskiner og et par klapsalver senere træder pragteksemplaret ved navn Rocky Horror, (Peter Hinwood), endelig op af støbeskeen og ud i rampelyset, men det er langt fra kærlighed ved første blik, da synet af den liderlige doktor møder ham og så må der et par yderligere frynsegoder på bordet for at få the boy wonder på krogen. Ligesom stemningen i lokalet synes allerbedst kommer der dog malurt i bægeret, da en tidligere forsøgsperson, bikeren Eddie, (Meatloaf), bryder ud af sin frostboks og lykkedes med at tiltrække sig så megen opmærksomhed, at Frank N. Furter mister besindelsen og går amok med det resultat at Janet til Brads store undren blot lader sig rive endnu mere med af de mildt sagt bizarre narrestreger, hvis seksuelle spændingsniveau når helt nye og faretruende orgasmiske højder for alle involverede efterhånden som nattens erotiske tryllestøv får frit spil til at udfolde sine magiske evner på.
”I'll tell you once, I won't tell you twice, you better wise up, Janet Weiss. Your apple pie don't taste too nice. You better wise up, Janet Weiss.”
Med stor forkærlighed for og inspiration af 30’ernes sci-fi og B-film via specifikke referencer til “Flash Gordon”, “King Kong” og især James Whale’s “Frankenstein”, fra æraen før den ultimativt puritanske censur lov også bedre kendt under navnet “The Hays Code“ eller “The Production Code” for alvor trådte i kraft, sørgede Jim Shaman & Richard O’Brien med stort overblik for at skabe en finurlig spundet rød tråd, præsenteret af en alvidende fortæller spillet af Charles Gray, om seksuel frigørelse leveringsdygtig i op til flere solide pointer trods det faktum at det regnbuefarvede garnnøgle som udgjorde handlingen, umiddelbart forekom som blot værende en mildt sagt diffus rodebutik af kulørte og musikalske indslag. Det var dog på ingen måde tilfældet, som den opfindsomme indledning også klart indikere ved introduktionen af filmens to moralsk plagede protagonister, der præsenteres i den første af mange legendariske sange, “Dammit, Janet”, som en herlig spoof over det forlorne, polerede og forkrampede Amerika kendetegnende for 40’erne og 50’erne. Mens skønsangen således klinger over skærmen sker der helt andre ting i baggrunden, hvor illusionen af den ideelle forestilling om the american dream, skildret i Grant Woods popkulturelle billede “American Gothic”, snedig pilles fra hinanden da selv samme figurer fra maleriet optræder i skikkelse af de omniseksuelle karakterer Riff-Raff og Magenta i forklædning, som efterfølgende og på genialt vis symbolsk placerer en kiste mellem Brad & Janet i sidste del af sangen illustrerende, at deres forhold allerede her står med det ene ben i graven.
På duoens videre stormfulde rejse mod professor Everett Scott, en spøjs type der med vilje er stærkt inspireret af Peter Sellers karakteren Dr. Strangelove, forlader de så småt den forrige periodes tidslomme som opfindsomt skildres, da de via bilradioen hører den reaktionære republikanske Richard Nixons afskedstale som præsident, der markerer en forandring i det amerikanske landskab og som de selv oplever på egen krop, da ved tilfældighedernes spil styres mod et limbo i det kryptisk dragende slot, hvor tidsperioder og identitet opløses og smelter sammen igen til tonerne af den ekstremt medrivende “Time Warp”. Og så er vi tilbage ved sammenhørigheden med både den homoseksuelle James Whale og hans måde at udtrykke sig, på trods af “The Hays Code“, gennem historien i “Frankenstein” om et ligeledes udstødt og fremmedgjort “monster”, da Sharman & O’Briens egen skabning Dr. Frank N. Furter melder sin ankomst, (fremført af en sublimt velspillende Tim Curry der er indbegrebet af camp), med det interessante tvist at hans monster i dette tilfælde fødes som et billedet på det umiddelbart perfekte og uskyldsrene menneske i det seksuelt frit flydende og i øvrigt fallisk indrettede laboratorium. Frit flydende forstået på den måde at dette blot er første del af Furters store sexperimentet, der efterfølgende transporterer Brad & Janet hele sex-paletten rundt i landet uden grænser på en dannelsesrejse mod en ny selvopfattelse og seksuel åbenbaring men som ikke er uden konsekvenser, hvilket vi som tilskuere gøres opmærksomme på set fra et voyeuristisk perspektiv gennem de forskellige karakterers betragtninger af hinanden på Furters overvågningsskærme.
Trods det at være en typisk vandvittig videnskabsmand har Furter dermed sin store del af æren for, at filmens to tilbageholdende desperadoer smider hæmningerne og udvider horisonten, herligt skildret i en af mine yndlings-sange, “Touch-a Touch-a Touch me“, hvilket åbenlyst er en sund og positiv ting. Modsat er vejen dertil helt afgjort af en hel anden negativ kaliber, og her er det vigtigt at være opmærksom på, at den afstraffelse han senere modtager i den store finale, hvor “King Kong” og “Flash Gordon” referencerne bruges som bizart underholdende punchline, ikke skal ses på baggrund af hans seksualitet og dennes indflydelse på karaktererne omkring ham, men for måden han skruppelløst vælger at træde i guds sko på i sin vej frem mod målet, med skabelsen af sit eget idealbillede i form af Rocky. Når støvet oven på det store opgør atter har lagt sig, kan man så meget passende reflektere over karakterernes fremtid og hvorledes oplevelserne har ændret deres syn på verden og muligvis påvirket ens egen opfattelse, alt imens soundtrackets bagkatalog for evigt vil hænge fast i hukommelsen som vidne om en fabelagtig tour-de-force af en musical, der fuldt fortjent siden premieren i 1975 har opnået kultstatus netop på grund af sin hæmningsløse historieformidling, over the top karakterer og skæppe skønne sange, som alt sammen den dag i dag stadig dyrkes på fuld kraft ved diverse arrangementer med stor entusiasme og ultimativ kærlighed.
Her har jeg fundet et klip frem med alle Buffy-fans darlings Amber Benson og Anthony Stewart Head, (der selv spillede Frank N. Furter i en opsætning af stykket i 1990), som giver deres version af hhv. “Touch-a Touch-a Touch me” og “Wise up Janet Weiss” fra VH1 25’th anniversary tribute, hvor stemningen er helt i top. :)
Og her en mini-dokumentar om filmens indflydelse :
#318 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Plunkett-Macleane-DVD-Jonn...
Fra en seksuel dannelsesrejse gennem et transsylvansk tidslimbo går turen nu mod England anno 1748 i Jake Scotts hæsblæsende, eksplosive og moderne beretning om to charmerende gavtyves sofistikerede og nådesløse klassekamp, fyldt med penetrerende projektiler og dunkle dolkestød, for at få aristokratiets dekadence ned i sølet og korruptionen i det politiske system ned med nakken på én og samme tid, alt sammen visualiseret til tonerne af et frisk og sprudlende tidløst soundtrack.
”I hope they hang you in Tyburn for your bad French.”
”Merci Monsieur. I hope it rains every day of your fucking visit."
Efter endnu en gevaldig druktur i Londons gader havner den fallerede Captain James Macleane, (Jonny Lee Miller), i et lille usselt fængsel på landet, hvor han må sove rusen ud. Godt og grundigt på vej i drømmeland får han uventet en brat opvågning, da der pludselig sker ting og sager på vejen udenfor, hvor en karet og dens passagerer brutalt overfaldes af et par røvere, der kort efter selv kommer i store problemer, da de indhentes af regeringens skarpretter, den sadistiske Mr. Chance, (Ken Stott), og hans håndlangere. Mens den ene af tyvene, Will Plunkett, (Robert Carlyle), når at stikke af, går det knap så godt for hans søn og medhjælper, der ender i graven uden at hans banemænd dog er klar over, at han er i besiddelse af en temmelig værdifuld diamant. Da Chance og co. er væk igen, beslutter Macleane, som har overværet det hele, sig for at flygte og søger omgående mod kirkegården for at få fingre i skatten. Lige som han skal til og i gang med dissekeringen, dukker Plunkett op igen, ligeledes bekendt med diamanten, som han kort efter bliver tvunget til at sluge, da forfølgerne lykkedes med at omringe dem og dernæst slæber de to slyngler til et større fængsel i storbyen. Macleane som stadig har forbindelser til de højere lag får dog held med at slippe for yderligere straf, mens stakkels Plunkett må en tur i kachotten. Påvirket af de knap så hyggelige omgivelser beslutter han sig for, via diamanten, at bestikke Macleane til at slippe fri og foreslår ham efterfølgende, at de to slår pjalterne sammen.
Det forslag bider dog ikke umiddelbart på kaptajnen, men efter at ha’ været udsat for en mindre ydmygelse af to aristokrater, har han fået nok og går viljefast med på ideen om at integrere fjendens lejr, stjæle fra dem, få hævn over snobberne og samtidig hjælpe Plunkett med at få hævn over sin søns død. For at eventyret kan blive en realitet, må Macleane dog først ligne en mand af betydning, så efter et kort stop hos Plunkett, der har en pose penge liggende fra et tidligere togt, tager den dynamiske duo på en rask shoppetur og boligjagt, der vil skabe illusionen om kaptajnens nobilitet. Det alene er dog ikke nok til at få foden indenfor til de fornemme selskaber, så derfor kommer mødet med en gammel bekendt, den flamboyante Lord Rochester, (Alan Cumming), som sendt fra himlen. Ved det efterfølgende party introduceres Macleane på afstand for en af de rigeste gæster, overformynderen Lord Gibson, (Michael Gambon), men har mere end svært ved at holde koncentrationen, da hans øjne pludselig fanger den underskønne lady Rebbeca Gibson, (Liv Tyler), som han lidt senere har problemer med at skjule sine følelser overfor, da ham og Plunkett overfalder familien Gibsons karet og stjæler deres værdier. Macleane kan dog ikke få sig selv til at snuppe Rebeccas halskæde og mens de er på vej væk, er hun nu blevet temmelig charmeret af gentleman tyven. Efterhånden som røverierne tager til, bliver lovens lange arm mere og mere frustrerede, så derfor uddeles Mr. Chance carte blanche til for at fange slynglerne, der selv øger risikoen yderligere, da Macleane og Rebbeca’s forhold intensiveres.
”Well, we've had an exciting day, haven't we? Stiff drink and straight to bed for me. Back to the real world. I could quite get used to this... adventure lark.”
Tilbage i 1977 startede Ridley Scott sin karriere med en særdeles solid debut i skikkelse af det historiske drama “The Duellist”, og 22 år senere var det så tid for næste generation til at markere sig på det store lærred, da sønnen Jake Scott ligeledes, og i øvrigt ganske pudsigt, også valgte at indlede sin karriere og bevise talentet med en film hensat til selv samme genre og nogenlunde samme tidsperiode. Dog adskilte Scott juniors fortælling sig markant i måden at formidle handlingen på ved at drage fordel af sin fortid som musikvideo-instruktør, og dermed lykkedes det ham at kreere et moderne touch på både billede og lydsiden, man kun har set tilnærmelsesvis ligeså mesterligt udført i værker så som Baz Luhrmans “Romeo + Juliet” og Brian Helgelands “A Knights Tale“. Ligesom de to nævnte film overskygges “Plunkett & Macleane”’s historie dog heldigvis aldrig af sine visuelle spidsfindigheder og rebelske redigering, eller generes af sit energiske og stærkt varierende soundtrack, som alt sammen derimod styres med en perfekt balance der fornemt akkompagnere, underbygger og beskriver den situation de to uheldige helte befinder sig i, både fysisk men så sandelig også psykisk ved den jazzede “Going to Hell” og den blues-inspirerede “You’re a Whore”, og som de efterfølgende forsøger at gøre op med synkront i et miljø, der illustrerer verden af den gang på en befriende realistisk facon ved at fremstå grumset, grim og møgbeskidt.
Senere da etableringen af den dynamiske duos nye identitet finder sted og kærlighedshistorien mellem Macleane og Rebecca udvikler sig, elegant skrevet og udført parallelt i den del hvor deres skyggeside og nemesis Mr. Chance, som også er forelsket i selv samme kvinde, ligeledes søger mod en højere plads i hierarkiet ved modsat at få dem ned med nakken, træder Craig Armstrongs fremragende og stemningsfulde score virkelig i karakter og blander det klassiske med et tekno/dance inspireret track, (se link 2), som gradvist understreger tilvænningen i rollerne som løsslupne anarkister og udfordrere af systemets rangorden. Et angreb af udefrakommende er dog langtfra nok, så for at give de to gavtyves indsats ekstra slagside og filmen ekstra kulør på tilværelsen, introducerer Jake Scott tilskueren for en muldvarp og muntert sidekick i skikkelse af den flamboyante Lord Rochester. Han spilles med vanlig krukket charme og overskud af altid herlige Alan Cumming, som er med til at give Robert Carlyle og Jonny Lee Millers i forvejen stærkt underholdende Alfred/Bruce Wayne dynamik en ekstra dimension af familiært sammenhold på tværs af deres respektive status i samfundet, hvilken Rebecca, portrætteret med sødmefuld lune og übercool graciøsitet af Liv Tyler i en af sine bedste roller, yderligere er med til at opløse og gendanne i ny form, da hun slutter sig til teamet.
Hvis man lige står og er i humør til et godt gammeldags eventyr med glimt i øjet, masser af stemning og atmosfære, fremragende skuespilspræstationer, herlige replikker, samt en god portion action og kærlighed, ja så er “Plunkett & Macleane” et must til samlingen, der omskrevet en smule fra en af filmens mange fornøjelige replikker kan beskrives således :
”It was faboulous...and a bloody good laugh!” :)
#319 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7869367155...
http://www.axelmusic.com/productDetails/7869367671...
Vi bliver i den genremiksende gryde af sprudlende opfindsomhed, og skruer nu blusset helt op i det røde felt med Quentin Tarantinos højpotente, blodstænksdryppende, homage-beklædte cirkelspark af et episk mesterværk, som med en samuraisvingende blond babe og skarprettende gajin guide blev et af de mest tempofyldte og vildt underholdende rutsjebaneture gennem det filmhistoriske landskab, man aldrig havde det mage til før end den speedsnakkende gavflab og et ensemple-cast i aller højeste gear besluttede sig for at åbne Pandoras æske på vid gab i et sandt festfyrværkeri af fornøjelig fortælleglæde.
”Bitch, you can stop right there. Just because I have no wish to murder you before the eyes of your daughter, does not mean parading her around in front of me is going to inspire sympathy. You and I have unfinished business. And not a goddamn fuckin' thing you've done in the past four years, including getting knocked up, is going to change that.”
Opsat på at samle det ultimativt mest hårdkogte team af nådesløse lejemordere under navnet The Deadly Viper Assassination Squad, sender klodens farligste mand Bill, (David Carradine), sine speciel udvalgte lærlinge til den ærefrygtindgydende kampsports-maistro og superfilosof Pai Mei, (Gordon Liu), i Japan. Det er dog langtfra alle elever, der har samme dedikerede respekt for den gamle hvidhårede og lettere provokerende guru og hans barske træningsmetoder som nyeste skud på stammen i skikkelse af den umiddelbart spinkle Beatrix Kiddo, (Uma Thurman), så selv om de to har op til flere kontroverser undervejs, vokser respekten alligevel imellem dem især fra Pai Meis side, der aner noget ud over det sædvanlige ved sin blonde protege. Efter opholdet er vel overstået sendes hun og de andre snigmordere på diverse opgaver kloden rundt, men efterhånden som tiden går synes Beatrix at køre sur i det hele, og da en pludselig graviditet melder sin ankomst midt i et heftigt shootout mod en af konkurrenterne, indser hun at det nu er på tide at sadle om og få noget mere ud af livet. Inden Bill eller nogen anden når at opfatte hvad der er sket, stikker hun af og går undercover med en ny identitet i sovebyen Pasadena, Texas, hvor hun falder pladask for musikbutiksejeren Tommy, som hun kort efter vælger at bliv gift med i forsøget på at starte på en frisk med et helt almindeligt liv.
Den svært forsmåede Bill betragter forsvindingsnummeret som det rene forræderi og sætter derfor alle sejl til for at opspore hende og få hævn med assistance fra sit team, der består af brormand Budd, (Michael Madsen), Vernita Green, (Vivica A. Fox), samt den enøjede psykopat Elle Driver, (Daryl Hannah), og den skruppelløse O-Ren Ishii, (Lucy Liu). Da de langt om længe finder Beatrix, som befinder sig midt i bryllupsforberedelserne, udvikler det sig til et sandt blodbad, der til sidst sender den blonde heltinde i et dybt koma. Undervejs hospitalsopholdet gør Elle et ihærdigt forsøg på at nakke sin tidligere makker, men bliver forhindret af Bill som mener hun har fortjent en mere ærefuldt død. Den beslutning skal han dog snart komme til at fortryde, for 4 år senere vågner Beatrix pludselig op igen med intet andet ønske end en nådesløs hævn over sine banemænd og deres gerninger, som i første omgang går ud over en af hospitalets pænt klamme mandlige sygeplejersker ved navn Buck, (who likes to fuck), og hans perverse kammesjuk. 13 timer senere på bagsædet af Bucks ”Pussywagon” er hendes ben endelig begyndt at virke igen, og nu går turen direkte mod Tokyo, hvor O-Ren Ishii i mellemtiden har slået sig ned som leder af yakuzaen, hvilket blot har gjort hende ekstra nem at lokalisere. For bare at ha’ en nogenlunde chance må Beatrix dog først et smut forbi øen Okinawa og forsøge at overtale våbensmeden Hatori Hanzo til at kreere et af hans berygtede samuraisværd.
Efter et dommedagsbrag af dimensioner mod O-Ren, hendes håndlangere The Crazy 88, samt livvagten Go-Go Yubari, (Chiaki Kuriyama), og assistenten Sofie Fatale, (Julie Dreyfuss), der efterlades som kombineret sendebud og advarsel til Bill, drager den blonde samurai tilbage til USA for at konfrontere Vernita Green, der har slået sig ned i et fredsommeligt parcelhuskvarter hvis grundvold straks udsættes for gevaldige rystelser, inden rejsen fortsættes videre mod Texas, hvor det mildt sagt går knap så fedt for den lettere afdankede Budd, der nu bor i en trailer og lever som udsmider på den lokale stripklub. Bill kigger forbi på et kort visit for at advare ham om den kommen trussel, men det synes ikke at røre Budd det mindste, da duellen mod Beatrix, hans nuværende situation taget i betragtning, kommer som sendt fra himlen og er en kærkommen påmindelse om fordums storhedstider som effektiv actionman. Beatrix må dog snart sande, at den drikfældige og bøvede Budd langtfra er så sløv i betrækket som han ser ud, så derfor ender hun højst uventet både udklaceret og levende begravet. Desperat og stærkt brug for ilt må hun nu prøve at bevare roen, fokusere og, paradoksalt nok set i forhold til hvor hun befinder sig, søge tilbage til rødderne af Pai Meis visdom, hvis hun skal ha’ bare den mindste chance for at vende tilbage fra de ”døde” og få udlevet sin determinerede hævnplan til sidste blodsdråbe.
”As you know, l'm quite keen on comic books. Especially the ones about superheroes. I find the whole mythology surrounding superheroes fascinating. Take my favorite superhero, Superman. Not a great comic book. Not particularly well-drawn. But the mythology... The mythology is not only great, it's unique.”
Quentin Tarantino, der byggede sin berømte og berygtede status på at hente godt med inspiration fra alverdens genrer og subgenrer gennem filmhistorien, kravlede i 2003 med en nyfunden entusiastisk kådhed og blodige hænder lige det sidste stykke op af rangstigen og lavede med ”Kill Bill - Vol. 1 & 2”, hvad jeg uden tøven vil betragte som hans absolut mest helstøbte og velfungerende film til dato. Ikke fordi Tarantino på nogen synderlig stor måde havde ændret sit genkendelige genrebrydende koncept og drilske fingerspidsgefül som referencernes ukronede konge, men fordi måden historien blev fortalt og ikke mindst visualiseret på var udført i en markant mere frigjort og rebelsk fremtoning end tidligere, hvilket da også hang uløseligt sammen med det faktum at man befandt sig med fødderne solidt plantet i et kulørt tegneserie-univers med så usandsynligt højt til loftet, at det sagtens kunne betragtes som værende ikke eksisterende. Dermed var scenen sat for en episk beretning om en superhelts skabelse fra vugge til grav, sågar endda af hele to omgange, hvor især det vildt klaustrofobiske ophold i kisten og naturligvis selve forløsningen på forhindringen, samt den forrygende, tempofylde og energiske splatter-extravaganza i restauranten House of Blue Leafs, begge bliver pragteksempler på den mytologiske og overnaturlige punchline som blev endegyldigt slået fast i det mexicanske sand, da opgøret med den hvide brud og den sorte ridder af mange omveje langt om længe oprinder.
Netop opbygning af den traditionelle fortælling om det gode mod det onde er der hvor Tarantino går ind og løfter niveauet i sin umiddelbart lige ud af landevejen revenge movie, da hans sublime smag for stilsikre referencer smelter sammen med den metafilosofiske ying og yang symbolik, der omgiver hans persongalleri. Således er alle de centrale karakterer, med undtagelse af Budd, dele af samme hævntema og filmhistoriske sammenhørighed, hvor Beatrix Kiddo fødes igennem Francois Truffauts “The Bride Wore Black”, og viser styrken via den gul/sorte dragt fra Bruce Lees “Game of Death”, som krydser klinger med O-Ren i sin homage til ført klassisk animé og sidenhen det japanske hævndrama “Lady Snowblood”. Efterfølgende står menuen så på typisk sassy dialog og kolde øretæver blaxploitation style ved Vernita Green, skåret over Pam Grier perler som “Coffy” og “Foxy Brown“, inden Beatrix til sidst træder i karakter som superhelt i en woman with no name rolle med stærke rødder til Sergio Leone, hvor opgøret med Elle Driver bliver et sammenstød mellem westerngenrens lone ranger og den svenske eksploitation film “They Call Her One Eye”. De to brødre derimod repræsenterer en noget anderledes funktion i forhold til beskrivelsen af filmens tema, hvor selv den kvabsede Budd tilstedeværelse er ganske interessant at følge, da han introducere en sjældent set ligeså ynkeligt beskrevet side af en superagent, hvis liv har ført til absolut ingenting.
Da han dukker op i vol. 2, er han i så kastreret tilstand, at han ikke engang formår at sige fra overfor sin klaphat af en chef, hvis birolle gir tyngde til Budds både fysiske og ikke mindst psykiske tilstand, og ydmyger totalt sit tidligere jeg da han uden at blinke skifter statussen som højt respekteret lejemorder ud med lokumsrenser, der sender ham helt ned på bunden med et øredøvende brag. Modsat forholder det sig med Beatrix og hendes konfrontation med en kvindelig shotgun skydende lejemorder, der ligeså har sin vigtighed i forhold til det samlede plot, da duellen symboliserer håbet om et opgør med den, for begge kvinder på dette tidspunkt, dødsspiral de er havnet i og samtidig håb for en bedre fremtid via graviditeten og det kommende barn. Vender man blikket mod superskurken Bill, som David Carradine meget passende portrætterer som den onde tvilling til sin egen karakter Kwai Chang Caine fra tv-serien “Kung-Fu”, og kombinerer det med faderfigurerne og ying/yang symbolikken i skikkelse af den ærefulde Pai Mei og den sadistiske alfons Esteban, dannes der et endegyldigt og herligt opfindsom sammenkog hvor alle elementer, store såvel som små, har lige stor betydning for understregningen af både Bill & Beatrix personlighed og skæbnebestemte roller som også stemmer helt overens med resultatet af konklusionen på deres duel, hvilken Pai Mei med sit snarrådige klarsyn om godt og ondt ender med et sted fra oven som en anden guddommelig indgriben at bestemme udfaldet af.
#320 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0131312167...
Fra en sværdsvingende blond babe med krudt i cowboystøvlerne, står menuen nu på en apokalyptisk dommedags fortælling i blodig og halvrådden skikkelse med George A. Romeros legendariske zombiefilm, hvis intelligente brug af innovativ ironi, filosofiske karakterer og en socialkritisk slagside lige i solar plexus, for evigt indskrev sig i historiebøgerne som et uomtvisteligt mesterværk i gysergenren.
”Many have died, last week, on these streets. In the basement of this building you will find them. I have given Them the last rites. Now, you do what you will. You are stronger then us. But soon, I think they be stronger than you. When the dead walks, senores, we must stop the killing...or loose the war.”
På en tv-station i Philadelphia vågner journalisten Francine, (Gaylen Ross), op fra et sveddryppende mareridt blot for at konstatere, at hun befinder sig i et endnu værre et af slagsen, da den mystiske epidemi der har hærget landet de sidste mange måneder og forvandlet folk til levende døde, nu er blevet så omfattende at alt og alle befinder sig i en stemning af total kaos og panik. Mens nyhedsværten og en ekspert højlydt diskuterer situations håbløse udvikling og programchefen desperat søger at bevare seertallene oppe, kigger Francines kæreste, trafikreporteren Stephen, (David Emge), pludselig forbi studiet for at overtale hende til at stjæle stationens helikopter og flygte med ham til Canada. Andetsteds i et af slumkvarterene er politiets specialstyrker i færd med en større aktion mod en narkobande og ender højst uventet i store problemer, da en lidt for skydegal betjent går amok og uheldigvis ender med at være skyld i at en større hær af glubske zombier pludselig er løs i laksegade. Midt i det bloddryppende kaos render Peter, (Ken Foree), på SWAT-kollegaen Roger, (Scott H. Reiniger), og med fælles hjælp lykkedes det for duoen at få foreløbigt has på de kødædende mennesker.
Lidt senere mødes de to betjente med et par af Rogers venner, som tilfældigvis viser sig at være de to journalister Francine & Stephen, og efter lidt skærmydsler med en tyvebande lykkedes det til sidst for de fire at starte rejsen mod det forjættede land. Undervejs bliver de dog tvunget til at foretage en dristig landing for at fylde tanken op, hvilket er tæt på at få store konsekvenser, da Stephen under et zombieangreb, og grundet en manglende erfaring med våben, er tæt på at få likvideret Peter som i forvejen er i psykisk ubalance efter et sammenstød med to levende døde børn. Med en smule besvær lykkedes det at få afværget truslen og efter at ha’ fløjet videre et stykke tid, dukker et kæmpe storcenter pludselig op i horisonten, hvilket er yderst tiltrængt da benzinen så småt er ved at slippe op. Efter en kort gennemgang af stedet opdager de at det indeholder alt de har brug for, og de beslutter sig derfor til at forsøge at skabe et liv i det lille Utopia. Inden længe trues idyllen dog på flere fronter, da det viser sig at Francine er gravid, samtidig med at horden af zombier forøges og en sadistisk gruppe af skydeglade rockere pludselig melder deres ankomst udelukkende med det formål at rage til sig, ligegyldigt hvem det end måtte gå ud over.
”This isn't the Republicans versus the Democrats, where we're in a hole economically or... or we're in another war. This is more crucial than that. This is down to the line, folks, this is down to the line. There can be no more divisions among the living!”
Da George A. Romero tilbage i 1968 startede sin karriere og hermed introducerede verdens gyserhungrende publikum for “Night of The Living Dead”, der blev første skridt på vejen for ham mod tronen som zombie-genrens ukronede konge, gjorde han det samtidig klart, at han ikke blot var ude på at underholde men derimod i langt højere grad ønskede at bruge sine historier som et politisk redskab og budskab for datidens generation der, i perioden hvor han skabte sine to bedste værker, befandt sig midt i det store ungdoms oprør og dets efterdønninger. Hvor den første i serien var en skarpt skåret parallel over den amerikanske regerings koldkrigsbekæmpelse af den røde trussel i Vietnam, og som ganske overbevisende udstillede amerikanernes paranoia, racisme og generelle frygt for det ukendte, var opfølgeren “Dawn of The Dead” fra 1978 en storstilet opgradering der yderligere involverede et selvreflekterende indgreb i den menneskelige sjæl, ved at sætte det op imod et socialkritisk angreb på USA’s absurde våbenlov og forbrugersamfundets materielle grådighed som et udtryk for bagsiden af medaljen på the american dream.
Alle dele, eller legemsdele fristes man til at sige, symboliseres og kanaliseres dermed igennem zombierne som i bund og grund slet ikke er den reelle trussel men i stedet udgør et spejlbillede på den råddenskab, ligegyldighed, egotisme og kapitalisme, der potentielt gemmer sig hos os alle mennesker og som har det med at vise sit værste ansigt frem, når tingene spidser til specielt i en krigslignende tilstand hvor forvirringen og kynismen tager overhånd, og som gør sig udslagsgivende både i filmens indledende scener med SWAT-teamet og det afsluttende opgør mod rockerne. På trods af at de ekstreme blodsudgydelser primært gør sig gældende i de to perioder af filmen, falder den 127 minutter lange “Dawn of The Dead” aldrig ind i et slumrende dødvande netop fordi Romero på fornemmeste vis udnytter, sublimt akkompagneret af et creepy John Carpenter klingende synthesizer score, at man som tilskuer er blevet gjort bekendt med konsekvenserne af denne ulmende fare, der konstant ligger og lurer under overfladen hos menneskeheden ligeså snart troen på hinanden og håbet for en bedre fremtid begynder at krakelere, her illustreret ved de fire hovedpersoner og deres desperate forsøg på overlevelse både på rejsen mod og i deres selvskabte storcenter-paradis.
Umiddelbart lyder Romeros eskapader som en ultimativ deprimerende oplevelse, men er dog heldigvis ikke helt så gennemført pessimistisk som handlingen antyder, hvilket bl.a. skildres på befriende humoristisk facon med scenerne i storcenteret, hvor zombierne bruges som tilbagevendende eksempel på forbrugersamfundets ofte hjernedøde shoppekultur, fastlåst i de samme traditionsbundne rammer, på evig jagt efter et godt tilbud ved kasse 1 komplet med hypnotiserende polka muzzak i baggrunden, der bevist har til formål at undgå den helt store hjerneaktivitet fra at blomstre hos kunden. Mens musikken så småt fordamper op i luften, vender alvoren ligeså langsomt tilbage, da Romero bringer den håbløse og altødelæggende våbenpolitik på banen igen og pludselig åbenbarer en forretning i centeret, hvor skydevåben i alle mulige afskygninger er lige så let tilgængelige som var det en anden slikbutik, hvilket de tre mænd da også lader sig rive med af lige indtil de står ansigt til ansigt med deres værste fjende, nemlig dem selv, symboliseret i opgøret med de krigsliderlige og grådige bikere som frem for et samarbejde mod den ydre fjende ender med at være selvforskyldt i det efterfølgende kaos og anarki. Set i det lys står Romeros afsluttende statement i de allersidste scener derfor endnu stærkere og understreger i den grad betydningen og ikke mindst signalværdien ved dette intelligente, yderst velskrevne og evigt vedkommende mesterværk.