Jeg kom lige i tanke om, at jeg havde en ret vigtig tilføjelse til "Emma". :)
Hvis man evt. skulle ha' fået lyst til at gi' filmen en chance, så skal man ikke købe den danske udgivelse, da Scanbox af uransagelige årsager har valgt et forket billedformat, nemlig 1.33:1 fullscreen.
Det er hovedrystende elendigt, og jeg kan derfor kun på det kraftigste anbefale, at man køber den engelske eller amerikanske udgave der begge er i 1.85:1 widescreen, som filmen i høj grad fortjener at blive set i.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en kvinde dansende rundt på en lyserød sky af uovertruffen kærlighed til livets mange udfordringer, skal vi nu helt ned i sølet på den møgbeskidte overflade og fordybe os i bagsiden af medaljen på selv samme følelsesmæssige forhindringsbane, hvor kult-instruktøren David Lynch igen med vanlig stilsikker foragt for konventionel vanetænkning kaster filmens kvindelige protagonister om på bagsædet af sin meta-lakerede limousine, og guider den, med et djævelsk smil, i zigzag kurs tværs igennem det hollywoodske landskab i forsøget på at finde både identitet, true love, og meningen med livet.
“When you see the girl in the picture that was shown to you earlier today, you will say, "this is the girl". The rest of the cast can stay, that's up to you. But that lead girl is "not" up to you. Now you will see me one more time, if you do good. You will see me, two more times, if you do bad. Good night.”
På vejene i det kuperede Hollywood hills reddes en mørkhåret skønhed, (Laura Elena Harring), i ellevte time fra at blive likvideret, da et biluheld sender de to overfaldsmænd i graven. Da støvet atter har lagt sig, beslutter hun rent instinktivt, selv om hun er pænt omtumlet og forvirret, at flygte i retning mod de illuminerede huse i dalen og ender til sidst ved et hus beliggende på Mulholland Drive, hvor hun søger i skjul efter at have overværet ejerens afrejse i en ventende taxa. Mens hun lidt senere hviler ud oven på nattens strabadser i solopgangens skær, er en mand i færd med at beskrive en grusom drøm han har haft til sin psykolog under morgenmaden på cafeen Wendys downtown. Under samtalen bliver han langsomt mere og mere nervøs, og da de forlader stedet får han pludselig så voldsom en deja-vu følelse, at han ender i bevidstløs tilstand. Imens i lufthavnen LAX ankommer den naive og dybt imponerede Betty, (Naomi Watts), for første gang til stjernernes by i selskab med et gammelt og lidt for venligt ægtepar, som ønsker hende al mulig held og lykke med at få opfyldt sine drømme. Et stykke tid efter når Betty frem til sin tantes hus, som hun har lejet, og har mere end svært ved at få armene ned af begejstring over det luksuriøse sted, men får sig så pludselig noget af en overraskelse da en mørkhåret kvinde åbenbarer sig for hendes øjne. Betty overbeviser dog hurtigt sig selv om, at kvinden må være en af tantens venner. Lidt efter, inspireret af en gammel filmplakat, præsentere hun sig selv som Rita og forklarer dernæst hendes tilstand i forbindelse med sit biluheld.
Klar over Ritas skrøbelige helbred lader Betty hende derfor sove ud på sengen, mens hun overvejer hvorledes hele situationen bedst kan løses. Imens nær downtown L.A i filmstudiet Ryan Entertainment må den unge instruktør Adam Kesher, (Justin Theroux), indordne sig under et møde med hans kommende films temmelig lyssky producenter, som vil tvinge ham til at hyre skuespilleren Camilla Rhodes til hovedrollen. Modvilligt må han se sig fuldstændig overhørt og går efterfølgende amok på deres limousine, inden han skynder sig at stikke af. Andetsteds har en lejemorder sine besværligheder med at få likvideret en alfons, som viser sig at ligge inde med en bog indeholdende blodige og saftige beviser mod en lang række af byens mest magtfulde mænd. Tilbage i Bettys lejlighed går det op for hende, under et telefonopkald til tanten, at hun ikke er bekendt med Rita, som Betty dog alligevel beslutter sig for at hjælpe, da hun erfarer hendes hukommelsestab. Da de to kvinder gennemsøger Ritas taske, finder de et større pengebeløb og en mystisk blå nøgle, der hurtigt bringer et par minder frem på nethinden, og Betty laver derefter straks en aftale med Rita om at hjælpe hende med at finde ud af hendes sande identitet. I mellemtiden eskalere tingene yderligere for Adam som frustreret bliver smidt ud af sit eget hjem på mest ydmygende facon af konens nye loverboy og nu i stedet må søge tilflugt på et ussel hotel. Mens lejemorderen er i færd med at opspore sit næste offer, en kvinde fra et biluheld, ringer Betty og Rita til hvad der muligvis er hendes rigtige navn og adresse, samtidig med at Adam kontaktes af filmselskabet der vil ha ham til at opsøge en troubleshooter kaldet The Cowboy. Måske vil disse to opkald vise sig at blive løsningen på alles respektive problemer, eller måske vil det hele blot vise sig at blive endnu værre...
“I'm sorry. I'm just so excited to be here. I mean I just came here from Deep River, Ontario, and now I'm in this dream place. Well, you can imagine how I feel.”
Efter et mislykket forsøg på at sælge sin nyeste historie som tv-serie til bosserne på ABC, måtte David Lynch skuffende og frustreret konstatere at forsøget på at gentage succesen fra de glorværdige “Twin Peaks” dage løb ud i sandet og fordampede med badevandet ved den californiske kræmmermarkeds kyniske kystlinje. Men på trods af de hovedansvarlige mænd i jakkesæts frygt for at guide seerne ud på dybt vand, med fare for at blive opslugt af en lumsk understrømning, nægtede Lynch at give op vel vidende at han, trods sit manuskripts fortællermæssige bølgegang og stormombruste sideskift konstant flydende mellem et syrligt kritisk blik på underholdningsindustrien og en dampende hed lesbisk lovestory, nok selv skulle sørge for at være i stand til både at holde skuden over vandet og bevare publikum indenbords. Jovist var det samtidigt givet på forhånd, at der undervejs filmens lange rejse var flere der ville få et slemt anfald af søsyge, men formåede man først at få et solidt fodfæste på dækket og bevare det kølige overblik, ja så ventende der en oplevelse af de hel store, der gjorde “Mulholland Drive” to sireners dragende sang af både hinanden og tilskueren til en sand fornøjelse at fordybe sig i.
Som man kender David Lynch bedst, lægger han fra borde i vanlig kryptisk stil med at understrege manuskriptets mørke og melankolske klang illustreret af det mislykkede mordforsøg på Rita/Camilla, som dermed gør seeren bevidst om, at der konstant gemmer sig en ulmende ondskab i kulissen bag den idylliske uskyld, som Betty repræsenterer og udstråler til overflod, da hun introduceres skabt som en baglæns projektion af sit rigtige jeg i skikkelse af den forsmåede elsker og fallerede skuespiller Diane Selwyn, der begge spilles helt forrygende af Naomi Watts. Her i denne placebo af en drømmeverden, (som opstår i timerne lige inden Dianes tanker om at begå selvmord efter Camilla har forladt hende til fordel for Adam, og skyldfølelsen samtidig har lagt sig fordi Diane efterfølgende planlægger at slå Camilla ihjel), får hun nu muligheden for at starte sit liv forfra som Betty og opdigter i den nye verden sin tidligere elsker som en kvinde, der har desperat brug for hendes hjælp. Men et eller andet sted i underbevidstheden er Rita godt klar over, at hun er fanget i en verden hun reelt ikke ønsker at være en del af og som skjuler noget faretruende, symboliseret først ved hendes drøm om manden på cafe Wendys og sidenhen ved mødet på selv samme sted med servitricen, der er navnesøster til Diane, samt mafiosoens håndlangere der har forbindelse til Adams verden og som dukker op i ny og næ under de to kvinders jagt på identitet, som vel at mærke tjener hver deres formål.
Det er dog først da Ritas egen drøm i drømmen ved at genskabe Adam, som forbliver i samme identitet fra den virkelige verden vi ser antydningen af til sidst, og hans turbulente forløb med filmselskabet og de mafioso lignende producenter at hendes egen vej ud synes mulig, da Adam tvinges, eller lokkes om man vil, til at udvælge en bestemt kvinde til sin film. En kvinde der pudsigt nok er identisk med Ritas sande jeg...Camilla Rhodes. Adams desperate gerrighed efter succes, og hans muligvis underbevidste behov for en tilbageerobring af sin elsker Camilla, bliver dermed både hans og hendes forløsning på én og samme tid. Men dermed ikke sagt at der så ligefrem er tale om en lykkelig forløsning, (og her bobler kritikken af underholdningsbranchen så op igen), for deres fælles træk og behov bunder i virkeligheden i prestige og selvtilfredsstillelse mere end noget andet, præget af det miljø de befinder sig i og som de begge grådigt lader sig opsluge, korrumpere og i sidste ende fordærve af, hvilket metaforisk set sagtens kunne projekteres over på det ældre ægtepar som Adam og Camilla i filmens slutning minder en hel del om med deres groteske latter. Selv samme forrådnelse er det som Diane i skikkelse af Betty søger at undgå, og hendes assistance til Rita bunder først og fremmest i en oprigtig kærlighedsfølelse, som dog aldrig bliver gengældt fuldt ud, skildret igennem hendes forberedelser til en rolle hun inderligt håber at kunne besætte.
Den manglede true love i de to for kvindernes forhold repræsentative og substituerende scener, først ved oplæsningen af manuskriptet og dernæst selve prøven der som sagt kun forbliver en illusion, har dog den effekt at de transportere Betty ind på Adams territorium, hvor hun beviser sit gode hjerte ved at tilsidesætte sine egne behov og i stedet vælger at ofre sig fuldt ud for Rita. I første omgang er selvopofrelsen det hele værd og opdagelsen af liget, som er Bettys rigtige jeg Diane, bliver et wake-up call for hende om at det er sidste udkald, hvis hun vil nå at genleve forholdet til Camilla/Rita inden timeglasset løber ud. Lykkeligvis for Betty/Diane gengældes hendes følelser da de to kvinder smelter sammen i en hed og dybt passioneret sex-scene, men det er frustrerende nok en stakket frist for denne tragiske kærlighedshistorie, der må se sig selv totalt elimineret under opholdet i Club Silencio til tonerne af en spansk version af Roy Orbisons “Crying”, der går lige i hjertet med sin både ufattelig smukke klang og ultra deprimerende stemning, som gør at undertegnede må knibe et par tårer hver eneste gang. Herfra skruer David Lynch så for alvor op for pessimismen og den depressive tone, da Rita ifører sig en blond paryk og assimilerer Betty, der opløses og vækkes som Diane af dødsenglen The Cowboy i en mere realistisk drøm, som klart understreger at hendes skæbne er uundgåelig.
Det ses endegyldigt da Diane afslutningsvis ankommer til middagsselskabet, der er gennemsyret af korruption og fortabelse bl.a. ved mafiabossens tilstedeværelse, Camillas kærlighed til sit eget spejlbillede, (her repræsenteret af samme skuespiller, Melissa George, som portrætterede Camilla i drømmelaget med Betty), og endelig det korte glimt af The Cowboy der betyder at Diane har set ham to gange, hvilket vi ved fra hans samtale tidligere med Adam ikke er nogen positiv ting. Summa summarum står det dermed klart at filmens to egoister belønnes, mens filmens heltinde straffes nådesløst, og selv om det ikke kunne være en mere kulsort afslutning, kan man alligevel trøste sig med at Diane for en stund fik lov til at være oprigtigt beundret og elsket, hvilket hun efter al sandsynlighed aldrig opnåede i det virkelige liv.
David Lynch udtalte i sin tid, ”Mine film skal ikke forstås, men fortolkes”, og det motto må man da i svær grad sige, at “Mulholland Drive” lever op til. Men det er så også det der gør det hele så fascinerende, fordi man hver især kan få noget vidt forskelligt ud af oplevelsen. Hvis man endnu ikke har set denne klassiker, ja så er det bare med fluks at få fat på den og komme i gang med fortolkningerne, som givetvis vil ændre sig en del jo flere gange man ser filmen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fantastisk film, intet mindre. I mine øjne Lynch bedste. Fattede hat første gang, men afkodning af introsekvensen og så var resten af filmen faktisk "forholdsvis nem".
Jeg måtte også se filmen en del gange, før jeg ku' få nogen mening ud af galskaben, og har haft en række forskellige muligheder oppe og vende, som så viste sig ikke rigtigt at hænge sammen alligevel. Tror den fortolkning/analyse jeg er nået frem til nu, er den der giver mest mening for mig. :)
Er du enig i min vurdering, eller har du selv en anden vinkel på historien, så vil jeg meget gerne høre lidt om det. Også hvis det evt. blot er nogle brudstykker du ser på anderledes, eller nogle ting du synes jeg har overset.
Jeg må indrømme, at jeg havde en del problemer denne gang med at få omsat mine noter til en samlet tekst, der gav mening for andre end mig selv, så har brugt ekstra lang tid på "Mulholland Drive" end jeg plejer. Det var på den ene side ganske interessant at forsøge at redde trådene ud, men er også glad for at det nu endelig er overstået. De næste tre film er heldigvis væsentlig nemmere at gå til. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#354 Jeg er stødt på mange forskellige analyser/fortolkninger og min er slet ikke så dybdeborende som din. Hvorvidt alle Lynch's spor har en betydning, sammenhæng eller ej, det får man nok aldrig svar på. Det afgørende for min udredning var forståelsen af "puden" i intro sekvensen, så man fik styr på drømme/virkelighed. Dernæst at drømmens indhold skal tydes via Dianes projektion. Jeg ender op med en smule variation hver gang jeg ser den, men Lynchs 10 spor
1) Pay particular attention to the beginning of the film: at least two clues are revealed before the credits. 2) Notice appearances of the red lampshade. 3) Can you hear the title of the film that Adam Kesher is auditioning actresses for? Is it mentioned again? 4) An accident is a terrible event... Notice the location of the accident. 5) Who gives a key, and why? 6) Notice the robe, the ashtray, the coffee cup. 7) What is felt, realised and gathered at the club Silencio? 8) Did talent alone help Camilla? 9) Note the occurrences surrounding the man behind 'Winkies' 10) Where is Aunt Ruth?
er med til at fokusere vores indsats og give os svarene, men jeg er pænt enig med denne spekulation.
Kan huske i sin tid, da jeg første gang så David Lynchs 10 spor og forsøgte at se filmen igen med disse in mente, og det var umiddelbart lidt af en blandet fornøjelse forstået på den måde, at visse dele af “Mulholland Drive” pludselig stod krystal klart, mens andre ting forblev mindst ligeså forvirrende i en større kontekst, som de tidligere havde været.
Jeg vil klart mene, at den artikel du linker til er en endnu bedre hjælp, pga. de uddybende eksempler, for dem der ser filmen for første gang, eller stadig har problemer med finde en dybere mening med handlingen.
Hehe, ret underholdende at læse de forskellige anmelderes oplevelser i dit link til The Guardian. :)
Der er ting der går igen hos dem mht. måden historien er skruet sammen på, men man kan også samtidig fornemme, at selv de her erfarne anmeldere er temmelig forvirrede og det siger unægtelig en hel del om omfanget af David Lynchs imponerende historie.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en moralsk slingrekurs i sindelagets snørklede og følelsesmæssige ustabile vejsystem, styrende ind og ud mellem illusionernes tågedis af morderisk mareridt og kalkuleret kærlighed, parkere vi nu drømmekareten på Mulholland Drive i L.A. og stiger på en taxa til New York for at tage et nærmere kig i bakspejlet på Martin Scorseses kultklassiker om en fortabt sjæls deroute mod rendestenen, og efterfølgende opstigning mod de højere luftlag, bekæmpende alt fra polerede politikere og pulende pimps til sit eget uforudsigelige jeg
”Loneliness has followed me my whole life. Everywhere. In bars, in cars, sidewalks, stores, everywhere. There's no escape. I'm God's lonely man... June 8th. My life has taken another turn again. The days can go on with regularity over and over, one day indistinguishable from the next. A long continuous chain. Then suddenly, there is a change.”
Mens mørket lægger sig som en tung og beskidt dyne over storbyens pulserende natteliv, træder den tidligere marine-soldat Travis Bickle, (Robert De Niro), ind over dørtrinet til den lokale taxacentral for at søge et job, som forhåbentlig kan hjælpe ham med at overvinde hans evigt tilbagevendende søvnproblemer. Chefen, der selv er ex-soldat, fatter straks sympati for den unge mand og inden længe er den stærkt arbejdsafhængige Travis i gang med sin nye tjans blandt folk og fæ, ludere og lommetyve, i de neonlysbefængte kvarterer downtown. Efter et af sine utallige lange vagtskift og udrensning af diverse kropsvæsker fra vognens bagsæde står menuen på den sædvanlig tur til den nærmeste pornobiograf, hvor Travis forsøger at charmere sig ind hos kvinden i slikboden, som dog pure afviser den lettere påtrængende chauffør. Frem for at lade sig gå på af nederlaget vælger enspænderen i stedet at kaste sin uforbeholdne kærlighed på den unge og smukke Betsy, (Cybill Shepherd), som arbejder på en kampagne, der skal sikre politikeren Charles Palantine posten som præsident. Umiddelbart har den konfliktsky Travis ikke lige det mod der skal til for at invitere hende ud, men oven på lidt socialt snik-snak med sine kolleger senere på dagen tager han sig sammen den efterfølgende dag og lykkedes overraskende, ikke mindst for sig selv, med en sikker scoring, da Betsy sige ja til hans invitation.
På cafeen forløber deres date perfekt, især for Travis, der viser sig at have en unik evne til at læse Betsys tanker, så hun lader sig hurtig forføre og aftaler derfor at de mødes igen. Senere på aftenen vil tilfældighedernes spil at den åleglatte Palantine, (Leonard Harris), pludselig viser sig at være næste kunde i taxaen og Travis, der nu sprudler af overskud, ser omgående chancen for at give udtryk for både sin beundring af senatoren samt sine holdninger til samfundet, som dog hurtigt viser sig at være lige lovligt fanatiske. Kort efter Palantine er sat af bliver Travis vidne til et pænt ubehageligt opgør mellem den kun 12 årlige luder Iris, (Jodie Forster), og hendes voldelig alfons Matthew, (Harvey Keitel), der kun gør ham endnu mere frustreret. Men da episoden udspiller sig, vælger han i stedet at lade sig bestikke og lukke øjnene. Da den næste date med Betsy kører helt af sporet og Travis efterfølgende har en række dårlige oplevelser på jobbet, beder han den erfarne kollega kaldet The Wizard, (Peter Boyle), om hjælp klar over, at han mentalt er på vej mod afgrunden. De velmenende råd gør dog ikke den store forskel, så Travis beslutter sig for at der må stærkere ting på bordet og tager i stedet kontakt til en våbenhandler, der kan levere det fornødne sæt hjælpemidler han har så hårdt brug for til at få renset luften omkring sig til det bedre. Utallige træningsøvelser senere er Travis nu endelig klar til at træde i karakter og planlægger, bevæbnet til tænderne, at føre sin mission ud i livet ved at forsøge at redde den fortabte Iris fra sin perverse alfons og hans kumpaner.
”June twenty-ninth. I gotta get in shape. Too much sitting has ruined my body. Too much abuse has gone on for too long. From now on there will be 50 pushups each morning, 50 pullups. There will be no more pills, no more bad food, no more destroyers of my body. From now on will be total organization. Every muscle must be tight.”
Trods utallige films udnyttelse af det populære vigilante tema hvor en ensom hævner tager affære og sætter slynglerne godt og grundigt på plads, er det de færreste som over årene har formået at stå distancen på samme overbevisende måde som Martin Scorsese & Paul Schraders “Taxi Driver“. Men egentlig er det nu slet ikke så underligt endda, for bag det forholdsvis simple set-up gemmer der sig nemlig en beretning, som byder på flere lag i forhold til den samlede handling og dens hovedkarakter end man normalt ser i denne genre, der gør at den hæver sig langt over gennemsnittet. I skabelsen af selvtægtmanden Travis Bickle, som Robert De Niro spiller med en bizar blanding af charmerende naivitet og emsig attitude der gør at rollen fremstår både lettere frastødende men alligevel sympatisk, gør Scorsese noget genialt ved at bruge Travis fortid fra Vietnam som drivkraft i forhold til hans nuværende situation hjemvendt fra en krig som Amerika var den helt store taber i og som for de udsendte og stærkt traumatiserede soldater ikke førte meget andet med sig end svigt fra regeringen og mangel på respekt fra befolkningen. Således er Travis Bickles job som taxa chauffør logisk i forhold til hans desperate behov for anerkendelse og kontakt med omverden, og samtidig et emotionelt udstillingsvindue for en mand som grundet sin fortid har usandsynligt svært ved at opnå nogen former for langtidsholdbare følelsesmæssige relationer. Scorseses brugt af voice-over synes jeg fungerer til perfektion her. Det bliver aldrig for meget, for højtravende, eller påtaget. Derimod giver det filmen et forfriskende film noir agtigt præg over sig der gør at turen ned i samfundets skraldespand bliver langt mere attraktiv, fordi man får sat ord på selvtægtmandens indgangsvinkel til sine omgivelser.
Hverken Travis ture i pornobiografen eller konfrontationerne med kunderne bliver nogensinde mere end ren distraktion, og som dagene går forvandles de til ren frustration over den mentale blokering, der spærrer for en vej ud af mørket og håbløsheden lige indtil mødet med Betsy finder sted, og hvis handlingsforløb er et nøglepunkt i filmen, fordi Travis lige akkurat når at føle sig elsket og værdsat længe nok til det slår klik for ham, da forholdet desværre mislykkedes. Hvad værre er, er at det efterfølgende får store konsekvenser mht. opfattelsen af Betsys chef senator Palantine, der nu pludselig danner substitut for Travis i forvejen anstrengte forhold til regeringen fra sin tid som soldat, da Palantine af to omgange i taxaen afsløres som en mand der ikke just lever op til hverken sit slogan eller sine valgløfter om at forbedre verden. Da Travis senere langsomt forvandler sig fra filosof til pragmatiker bevares håbet i filmen for en bedre fremtid dog stadigvæk via Betsy, så det element kontra det depressive og melankolske stadig er tilstede undervejs derouten mod selvtægten, som er mesterligt skildret i tre montager hvor Travis betragter sit tv. Først et indslag med Palantine der snakker løs uden at sige noget konkret, så danseshowet der minder Travis om en intimitet han brændende ønsker sig men frustreret og vred ikke kan opnå, (symboliseret i det opgivende blik og hans magnum 44), og endelig øjeblikket hvor han under en soap-serie, der minder ham om det mislykkede forhold til Betsy, ender med at smadre sit tv og dermed illusionen om den ideelle virkelighed, hvortil han grædende udbryder ;"What have I done, what have I done…“. Da den oprindelige mission derefter kikser, bliver jagten på at få respekten og meningen med livet tilbage søgt opnået i sit ultravoldelig, stærkt blodige og selvdestruktive forsøg på at redde luderen Iris fra sine alfons, der efterlader tilskueren uklar over, efter det store shootout har udspillet sig, om de afsluttende scener virkelig sker, eller om det hele blot er Travis Bickles drømmevision af den virkelige verden og hans egen genfødsel.
”He's a prophet and a pusher, partly truth, partly fiction. A walking contradiction.”
Ud over et fantastisk manuskript og skuespil i verdensklasse fra Robert De Niro, er “Taxi Driver” også en sand fornøjelse visuelt set og fyldt med fascinerende kameratricks, hvor især køreturene gennem nattelivet med Travis Bickles blik inspicerende gaderne og det endelige opgør i gangster bulen, som bl.a. bliver filmet ovenfra, skal fremhæves. Alt sammen kombinere Scorsese desuden med damp, dis og neonfarver, samt Bernard Hermanns djævelsk udfordrende lumske jazzscore og får på den måde skabt en helt unik stemning, der passer perfekt ind i hovedpersonens tanker og følelser ang. sin tragiske isolation, hvilket samlet set betyder at “Taxi Driver” her 24 år senere stadig for undertegnede står som Martin Scorseses ubestridte mesterværk.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Nu har jeg ikke rigtig fået kommenteret denne tråd endnu, omend jeg har læst med længe! Men jeg må sige, at dine anmeldelser er særdeles velskrevede og spændende. Selvom dine anmeldelser er ret længe, er det nogle interessante synspunkter, du kommer med.
Med hensyn til Taxi Driver er jeg helt enig, og du formår at ramme filmen rigtig godt. Der er ikke så meget at tilføje der. ;)
Nu siger du, at Taxi Driver er Scorseses ubestridte mesterværk, så jeg må lige høre, om du har set The King of Comedy. Efter min mening er det nemlig en af Scorseses mest undervurderede film, og jeg er ret overbevist om, at man vil synes godt om den, hvis man også kan lide Taxi Driver.
Jeg har i øvrigt set "The King of Comedy" og er helt enig med dig i, at det er en rigtig god film, som desværre sjældent får den opmærksomhed den har fortjent. Jeg har filmen liggende på plads nr. 162 her på listen, hvis du vil se hvad jeg har skrevet om den. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#351 NightHawk 14 år siden
Hvis man evt. skulle ha' fået lyst til at gi' filmen en chance, så skal man ikke købe den danske udgivelse, da Scanbox af uransagelige årsager har valgt et forket billedformat, nemlig 1.33:1 fullscreen.
Det er hovedrystende elendigt, og jeg kan derfor kun på det kraftigste anbefale, at man køber den engelske eller amerikanske udgave der begge er i 1.85:1 widescreen, som filmen i høj grad fortjener at blive set i.
#352 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Mulholland-Drive-Special-D...
Fra en kvinde dansende rundt på en lyserød sky af uovertruffen kærlighed til livets mange udfordringer, skal vi nu helt ned i sølet på den møgbeskidte overflade og fordybe os i bagsiden af medaljen på selv samme følelsesmæssige forhindringsbane, hvor kult-instruktøren David Lynch igen med vanlig stilsikker foragt for konventionel vanetænkning kaster filmens kvindelige protagonister om på bagsædet af sin meta-lakerede limousine, og guider den, med et djævelsk smil, i zigzag kurs tværs igennem det hollywoodske landskab i forsøget på at finde både identitet, true love, og meningen med livet.
“When you see the girl in the picture that was shown to you earlier today, you will say, "this is the girl". The rest of the cast can stay, that's up to you. But that lead girl is "not" up to you. Now you will see me one more time, if you do good. You will see me, two more times, if you do bad. Good night.”
På vejene i det kuperede Hollywood hills reddes en mørkhåret skønhed, (Laura Elena Harring), i ellevte time fra at blive likvideret, da et biluheld sender de to overfaldsmænd i graven. Da støvet atter har lagt sig, beslutter hun rent instinktivt, selv om hun er pænt omtumlet og forvirret, at flygte i retning mod de illuminerede huse i dalen og ender til sidst ved et hus beliggende på Mulholland Drive, hvor hun søger i skjul efter at have overværet ejerens afrejse i en ventende taxa. Mens hun lidt senere hviler ud oven på nattens strabadser i solopgangens skær, er en mand i færd med at beskrive en grusom drøm han har haft til sin psykolog under morgenmaden på cafeen Wendys downtown. Under samtalen bliver han langsomt mere og mere nervøs, og da de forlader stedet får han pludselig så voldsom en deja-vu følelse, at han ender i bevidstløs tilstand. Imens i lufthavnen LAX ankommer den naive og dybt imponerede Betty, (Naomi Watts), for første gang til stjernernes by i selskab med et gammelt og lidt for venligt ægtepar, som ønsker hende al mulig held og lykke med at få opfyldt sine drømme. Et stykke tid efter når Betty frem til sin tantes hus, som hun har lejet, og har mere end svært ved at få armene ned af begejstring over det luksuriøse sted, men får sig så pludselig noget af en overraskelse da en mørkhåret kvinde åbenbarer sig for hendes øjne. Betty overbeviser dog hurtigt sig selv om, at kvinden må være en af tantens venner. Lidt efter, inspireret af en gammel filmplakat, præsentere hun sig selv som Rita og forklarer dernæst hendes tilstand i forbindelse med sit biluheld.
Klar over Ritas skrøbelige helbred lader Betty hende derfor sove ud på sengen, mens hun overvejer hvorledes hele situationen bedst kan løses. Imens nær downtown L.A i filmstudiet Ryan Entertainment må den unge instruktør Adam Kesher, (Justin Theroux), indordne sig under et møde med hans kommende films temmelig lyssky producenter, som vil tvinge ham til at hyre skuespilleren Camilla Rhodes til hovedrollen. Modvilligt må han se sig fuldstændig overhørt og går efterfølgende amok på deres limousine, inden han skynder sig at stikke af. Andetsteds har en lejemorder sine besværligheder med at få likvideret en alfons, som viser sig at ligge inde med en bog indeholdende blodige og saftige beviser mod en lang række af byens mest magtfulde mænd. Tilbage i Bettys lejlighed går det op for hende, under et telefonopkald til tanten, at hun ikke er bekendt med Rita, som Betty dog alligevel beslutter sig for at hjælpe, da hun erfarer hendes hukommelsestab. Da de to kvinder gennemsøger Ritas taske, finder de et større pengebeløb og en mystisk blå nøgle, der hurtigt bringer et par minder frem på nethinden, og Betty laver derefter straks en aftale med Rita om at hjælpe hende med at finde ud af hendes sande identitet. I mellemtiden eskalere tingene yderligere for Adam som frustreret bliver smidt ud af sit eget hjem på mest ydmygende facon af konens nye loverboy og nu i stedet må søge tilflugt på et ussel hotel. Mens lejemorderen er i færd med at opspore sit næste offer, en kvinde fra et biluheld, ringer Betty og Rita til hvad der muligvis er hendes rigtige navn og adresse, samtidig med at Adam kontaktes af filmselskabet der vil ha ham til at opsøge en troubleshooter kaldet The Cowboy. Måske vil disse to opkald vise sig at blive løsningen på alles respektive problemer, eller måske vil det hele blot vise sig at blive endnu værre...
“I'm sorry. I'm just so excited to be here. I mean I just came here from Deep River, Ontario, and now I'm in this dream place. Well, you can imagine how I feel.”
Efter et mislykket forsøg på at sælge sin nyeste historie som tv-serie til bosserne på ABC, måtte David Lynch skuffende og frustreret konstatere at forsøget på at gentage succesen fra de glorværdige “Twin Peaks” dage løb ud i sandet og fordampede med badevandet ved den californiske kræmmermarkeds kyniske kystlinje. Men på trods af de hovedansvarlige mænd i jakkesæts frygt for at guide seerne ud på dybt vand, med fare for at blive opslugt af en lumsk understrømning, nægtede Lynch at give op vel vidende at han, trods sit manuskripts fortællermæssige bølgegang og stormombruste sideskift konstant flydende mellem et syrligt kritisk blik på underholdningsindustrien og en dampende hed lesbisk lovestory, nok selv skulle sørge for at være i stand til både at holde skuden over vandet og bevare publikum indenbords. Jovist var det samtidigt givet på forhånd, at der undervejs filmens lange rejse var flere der ville få et slemt anfald af søsyge, men formåede man først at få et solidt fodfæste på dækket og bevare det kølige overblik, ja så ventende der en oplevelse af de hel store, der gjorde “Mulholland Drive” to sireners dragende sang af både hinanden og tilskueren til en sand fornøjelse at fordybe sig i.
Det er dog først da Ritas egen drøm i drømmen ved at genskabe Adam, som forbliver i samme identitet fra den virkelige verden vi ser antydningen af til sidst, og hans turbulente forløb med filmselskabet og de mafioso lignende producenter at hendes egen vej ud synes mulig, da Adam tvinges, eller lokkes om man vil, til at udvælge en bestemt kvinde til sin film. En kvinde der pudsigt nok er identisk med Ritas sande jeg...Camilla Rhodes. Adams desperate gerrighed efter succes, og hans muligvis underbevidste behov for en tilbageerobring af sin elsker Camilla, bliver dermed både hans og hendes forløsning på én og samme tid. Men dermed ikke sagt at der så ligefrem er tale om en lykkelig forløsning, (og her bobler kritikken af underholdningsbranchen så op igen), for deres fælles træk og behov bunder i virkeligheden i prestige og selvtilfredsstillelse mere end noget andet, præget af det miljø de befinder sig i og som de begge grådigt lader sig opsluge, korrumpere og i sidste ende fordærve af, hvilket metaforisk set sagtens kunne projekteres over på det ældre ægtepar som Adam og Camilla i filmens slutning minder en hel del om med deres groteske latter. Selv samme forrådnelse er det som Diane i skikkelse af Betty søger at undgå, og hendes assistance til Rita bunder først og fremmest i en oprigtig kærlighedsfølelse, som dog aldrig bliver gengældt fuldt ud, skildret igennem hendes forberedelser til en rolle hun inderligt håber at kunne besætte.
Den manglede true love i de to for kvindernes forhold repræsentative og substituerende scener, først ved oplæsningen af manuskriptet og dernæst selve prøven der som sagt kun forbliver en illusion, har dog den effekt at de transportere Betty ind på Adams territorium, hvor hun beviser sit gode hjerte ved at tilsidesætte sine egne behov og i stedet vælger at ofre sig fuldt ud for Rita. I første omgang er selvopofrelsen det hele værd og opdagelsen af liget, som er Bettys rigtige jeg Diane, bliver et wake-up call for hende om at det er sidste udkald, hvis hun vil nå at genleve forholdet til Camilla/Rita inden timeglasset løber ud. Lykkeligvis for Betty/Diane gengældes hendes følelser da de to kvinder smelter sammen i en hed og dybt passioneret sex-scene, men det er frustrerende nok en stakket frist for denne tragiske kærlighedshistorie, der må se sig selv totalt elimineret under opholdet i Club Silencio til tonerne af en spansk version af Roy Orbisons “Crying”, der går lige i hjertet med sin både ufattelig smukke klang og ultra deprimerende stemning, som gør at undertegnede må knibe et par tårer hver eneste gang. Herfra skruer David Lynch så for alvor op for pessimismen og den depressive tone, da Rita ifører sig en blond paryk og assimilerer Betty, der opløses og vækkes som Diane af dødsenglen The Cowboy i en mere realistisk drøm, som klart understreger at hendes skæbne er uundgåelig.
Det ses endegyldigt da Diane afslutningsvis ankommer til middagsselskabet, der er gennemsyret af korruption og fortabelse bl.a. ved mafiabossens tilstedeværelse, Camillas kærlighed til sit eget spejlbillede, (her repræsenteret af samme skuespiller, Melissa George, som portrætterede Camilla i drømmelaget med Betty), og endelig det korte glimt af The Cowboy der betyder at Diane har set ham to gange, hvilket vi ved fra hans samtale tidligere med Adam ikke er nogen positiv ting. Summa summarum står det dermed klart at filmens to egoister belønnes, mens filmens heltinde straffes nådesløst, og selv om det ikke kunne være en mere kulsort afslutning, kan man alligevel trøste sig med at Diane for en stund fik lov til at være oprigtigt beundret og elsket, hvilket hun efter al sandsynlighed aldrig opnåede i det virkelige liv.
David Lynch udtalte i sin tid, ”Mine film skal ikke forstås, men fortolkes”, og det motto må man da i svær grad sige, at “Mulholland Drive” lever op til. Men det er så også det der gør det hele så fascinerende, fordi man hver især kan få noget vidt forskelligt ud af oplevelsen. Hvis man endnu ikke har set denne klassiker, ja så er det bare med fluks at få fat på den og komme i gang med fortolkningerne, som givetvis vil ændre sig en del jo flere gange man ser filmen.
#353 filmz-Myrepip 13 år siden
#354 NightHawk 13 år siden
Jeg måtte også se filmen en del gange, før jeg ku' få nogen mening ud af galskaben, og har haft en række forskellige muligheder oppe og vende, som så viste sig ikke rigtigt at hænge sammen alligevel. Tror den fortolkning/analyse jeg er nået frem til nu, er den der giver mest mening for mig. :)
Er du enig i min vurdering, eller har du selv en anden vinkel på historien, så vil jeg meget gerne høre lidt om det. Også hvis det evt. blot er nogle brudstykker du ser på anderledes, eller nogle ting du synes jeg har overset.
Jeg må indrømme, at jeg havde en del problemer denne gang med at få omsat mine noter til en samlet tekst, der gav mening for andre end mig selv, så har brugt ekstra lang tid på "Mulholland Drive" end jeg plejer. Det var på den ene side ganske interessant at forsøge at redde trådene ud, men er også glad for at det nu endelig er overstået. De næste tre film er heldigvis væsentlig nemmere at gå til. :)
#355 filmz-Myrepip 13 år siden
1) Pay particular attention to the beginning of the film: at least two clues are revealed before the credits.
2) Notice appearances of the red lampshade.
3) Can you hear the title of the film that Adam Kesher is auditioning actresses for? Is it mentioned again?
4) An accident is a terrible event... Notice the location of the accident.
5) Who gives a key, and why?
6) Notice the robe, the ashtray, the coffee cup.
7) What is felt, realised and gathered at the club Silencio?
8) Did talent alone help Camilla?
9) Note the occurrences surrounding the man behind 'Winkies'
10) Where is Aunt Ruth?
er med til at fokusere vores indsats og give os svarene, men jeg er pænt enig med denne spekulation.
Iøvrigt sjovt at læse denne fra Guardian.
#356 NightHawk 13 år siden
Kan huske i sin tid, da jeg første gang så David Lynchs 10 spor og forsøgte at se filmen igen med disse in mente, og det var umiddelbart lidt af en blandet fornøjelse forstået på den måde, at visse dele af “Mulholland Drive” pludselig stod krystal klart, mens andre ting forblev mindst ligeså forvirrende i en større kontekst, som de tidligere havde været.
Jeg vil klart mene, at den artikel du linker til er en endnu bedre hjælp, pga. de uddybende eksempler, for dem der ser filmen for første gang, eller stadig har problemer med finde en dybere mening med handlingen.
Hehe, ret underholdende at læse de forskellige anmelderes oplevelser i dit link til The Guardian. :)
Der er ting der går igen hos dem mht. måden historien er skruet sammen på, men man kan også samtidig fornemme, at selv de her erfarne anmeldere er temmelig forvirrede og det siger unægtelig en hel del om omfanget af David Lynchs imponerende historie.
#357 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433961740...
Fra en moralsk slingrekurs i sindelagets snørklede og følelsesmæssige ustabile vejsystem, styrende ind og ud mellem illusionernes tågedis af morderisk mareridt og kalkuleret kærlighed, parkere vi nu drømmekareten på Mulholland Drive i L.A. og stiger på en taxa til New York for at tage et nærmere kig i bakspejlet på Martin Scorseses kultklassiker om en fortabt sjæls deroute mod rendestenen, og efterfølgende opstigning mod de højere luftlag, bekæmpende alt fra polerede politikere og pulende pimps til sit eget uforudsigelige jeg
”Loneliness has followed me my whole life. Everywhere. In bars, in cars, sidewalks, stores, everywhere. There's no escape. I'm God's lonely man... June 8th. My life has taken another turn again. The days can go on with regularity over and over, one day indistinguishable from the next. A long continuous chain. Then suddenly, there is a change.”
Mens mørket lægger sig som en tung og beskidt dyne over storbyens pulserende natteliv, træder den tidligere marine-soldat Travis Bickle, (Robert De Niro), ind over dørtrinet til den lokale taxacentral for at søge et job, som forhåbentlig kan hjælpe ham med at overvinde hans evigt tilbagevendende søvnproblemer. Chefen, der selv er ex-soldat, fatter straks sympati for den unge mand og inden længe er den stærkt arbejdsafhængige Travis i gang med sin nye tjans blandt folk og fæ, ludere og lommetyve, i de neonlysbefængte kvarterer downtown. Efter et af sine utallige lange vagtskift og udrensning af diverse kropsvæsker fra vognens bagsæde står menuen på den sædvanlig tur til den nærmeste pornobiograf, hvor Travis forsøger at charmere sig ind hos kvinden i slikboden, som dog pure afviser den lettere påtrængende chauffør. Frem for at lade sig gå på af nederlaget vælger enspænderen i stedet at kaste sin uforbeholdne kærlighed på den unge og smukke Betsy, (Cybill Shepherd), som arbejder på en kampagne, der skal sikre politikeren Charles Palantine posten som præsident. Umiddelbart har den konfliktsky Travis ikke lige det mod der skal til for at invitere hende ud, men oven på lidt socialt snik-snak med sine kolleger senere på dagen tager han sig sammen den efterfølgende dag og lykkedes overraskende, ikke mindst for sig selv, med en sikker scoring, da Betsy sige ja til hans invitation.
På cafeen forløber deres date perfekt, især for Travis, der viser sig at have en unik evne til at læse Betsys tanker, så hun lader sig hurtig forføre og aftaler derfor at de mødes igen. Senere på aftenen vil tilfældighedernes spil at den åleglatte Palantine, (Leonard Harris), pludselig viser sig at være næste kunde i taxaen og Travis, der nu sprudler af overskud, ser omgående chancen for at give udtryk for både sin beundring af senatoren samt sine holdninger til samfundet, som dog hurtigt viser sig at være lige lovligt fanatiske. Kort efter Palantine er sat af bliver Travis vidne til et pænt ubehageligt opgør mellem den kun 12 årlige luder Iris, (Jodie Forster), og hendes voldelig alfons Matthew, (Harvey Keitel), der kun gør ham endnu mere frustreret. Men da episoden udspiller sig, vælger han i stedet at lade sig bestikke og lukke øjnene. Da den næste date med Betsy kører helt af sporet og Travis efterfølgende har en række dårlige oplevelser på jobbet, beder han den erfarne kollega kaldet The Wizard, (Peter Boyle), om hjælp klar over, at han mentalt er på vej mod afgrunden. De velmenende råd gør dog ikke den store forskel, så Travis beslutter sig for at der må stærkere ting på bordet og tager i stedet kontakt til en våbenhandler, der kan levere det fornødne sæt hjælpemidler han har så hårdt brug for til at få renset luften omkring sig til det bedre. Utallige træningsøvelser senere er Travis nu endelig klar til at træde i karakter og planlægger, bevæbnet til tænderne, at føre sin mission ud i livet ved at forsøge at redde den fortabte Iris fra sin perverse alfons og hans kumpaner.
”June twenty-ninth. I gotta get in shape. Too much sitting has ruined my body. Too much abuse has gone on for too long. From now on there will be 50 pushups each morning, 50 pullups. There will be no more pills, no more bad food, no more destroyers of my body. From now on will be total organization. Every muscle must be tight.”
Trods utallige films udnyttelse af det populære vigilante tema hvor en ensom hævner tager affære og sætter slynglerne godt og grundigt på plads, er det de færreste som over årene har formået at stå distancen på samme overbevisende måde som Martin Scorsese & Paul Schraders “Taxi Driver“. Men egentlig er det nu slet ikke så underligt endda, for bag det forholdsvis simple set-up gemmer der sig nemlig en beretning, som byder på flere lag i forhold til den samlede handling og dens hovedkarakter end man normalt ser i denne genre, der gør at den hæver sig langt over gennemsnittet. I skabelsen af selvtægtmanden Travis Bickle, som Robert De Niro spiller med en bizar blanding af charmerende naivitet og emsig attitude der gør at rollen fremstår både lettere frastødende men alligevel sympatisk, gør Scorsese noget genialt ved at bruge Travis fortid fra Vietnam som drivkraft i forhold til hans nuværende situation hjemvendt fra en krig som Amerika var den helt store taber i og som for de udsendte og stærkt traumatiserede soldater ikke førte meget andet med sig end svigt fra regeringen og mangel på respekt fra befolkningen. Således er Travis Bickles job som taxa chauffør logisk i forhold til hans desperate behov for anerkendelse og kontakt med omverden, og samtidig et emotionelt udstillingsvindue for en mand som grundet sin fortid har usandsynligt svært ved at opnå nogen former for langtidsholdbare følelsesmæssige relationer. Scorseses brugt af voice-over synes jeg fungerer til perfektion her. Det bliver aldrig for meget, for højtravende, eller påtaget. Derimod giver det filmen et forfriskende film noir agtigt præg over sig der gør at turen ned i samfundets skraldespand bliver langt mere attraktiv, fordi man får sat ord på selvtægtmandens indgangsvinkel til sine omgivelser.
Hverken Travis ture i pornobiografen eller konfrontationerne med kunderne bliver nogensinde mere end ren distraktion, og som dagene går forvandles de til ren frustration over den mentale blokering, der spærrer for en vej ud af mørket og håbløsheden lige indtil mødet med Betsy finder sted, og hvis handlingsforløb er et nøglepunkt i filmen, fordi Travis lige akkurat når at føle sig elsket og værdsat længe nok til det slår klik for ham, da forholdet desværre mislykkedes. Hvad værre er, er at det efterfølgende får store konsekvenser mht. opfattelsen af Betsys chef senator Palantine, der nu pludselig danner substitut for Travis i forvejen anstrengte forhold til regeringen fra sin tid som soldat, da Palantine af to omgange i taxaen afsløres som en mand der ikke just lever op til hverken sit slogan eller sine valgløfter om at forbedre verden. Da Travis senere langsomt forvandler sig fra filosof til pragmatiker bevares håbet i filmen for en bedre fremtid dog stadigvæk via Betsy, så det element kontra det depressive og melankolske stadig er tilstede undervejs derouten mod selvtægten, som er mesterligt skildret i tre montager hvor Travis betragter sit tv. Først et indslag med Palantine der snakker løs uden at sige noget konkret, så danseshowet der minder Travis om en intimitet han brændende ønsker sig men frustreret og vred ikke kan opnå, (symboliseret i det opgivende blik og hans magnum 44), og endelig øjeblikket hvor han under en soap-serie, der minder ham om det mislykkede forhold til Betsy, ender med at smadre sit tv og dermed illusionen om den ideelle virkelighed, hvortil han grædende udbryder ;"What have I done, what have I done…“. Da den oprindelige mission derefter kikser, bliver jagten på at få respekten og meningen med livet tilbage søgt opnået i sit ultravoldelig, stærkt blodige og selvdestruktive forsøg på at redde luderen Iris fra sine alfons, der efterlader tilskueren uklar over, efter det store shootout har udspillet sig, om de afsluttende scener virkelig sker, eller om det hele blot er Travis Bickles drømmevision af den virkelige verden og hans egen genfødsel.
”He's a prophet and a pusher, partly truth, partly fiction. A walking contradiction.”
Ud over et fantastisk manuskript og skuespil i verdensklasse fra Robert De Niro, er “Taxi Driver” også en sand fornøjelse visuelt set og fyldt med fascinerende kameratricks, hvor især køreturene gennem nattelivet med Travis Bickles blik inspicerende gaderne og det endelige opgør i gangster bulen, som bl.a. bliver filmet ovenfra, skal fremhæves. Alt sammen kombinere Scorsese desuden med damp, dis og neonfarver, samt Bernard Hermanns djævelsk udfordrende lumske jazzscore og får på den måde skabt en helt unik stemning, der passer perfekt ind i hovedpersonens tanker og følelser ang. sin tragiske isolation, hvilket samlet set betyder at “Taxi Driver” her 24 år senere stadig for undertegnede står som Martin Scorseses ubestridte mesterværk.
#358 MMB 13 år siden
Nu har jeg ikke rigtig fået kommenteret denne tråd endnu, omend jeg har læst med længe! Men jeg må sige, at dine anmeldelser er særdeles velskrevede og spændende. Selvom dine anmeldelser er ret længe, er det nogle interessante synspunkter, du kommer med.
Med hensyn til Taxi Driver er jeg helt enig, og du formår at ramme filmen rigtig godt. Der er ikke så meget at tilføje der. ;)
Nu siger du, at Taxi Driver er Scorseses ubestridte mesterværk, så jeg må lige høre, om du har set The King of Comedy. Efter min mening er det nemlig en af Scorseses mest undervurderede film, og jeg er ret overbevist om, at man vil synes godt om den, hvis man også kan lide Taxi Driver.
#359 NightHawk 13 år siden
Mange tak, for de pæne ord. :)
Jeg har i øvrigt set "The King of Comedy" og er helt enig med dig i, at det er en rigtig god film, som desværre sjældent får den opmærksomhed den har fortjent. Jeg har filmen liggende på plads nr. 162 her på listen, hvis du vil se hvad jeg har skrevet om den. :)
#360 MMB 13 år siden
Ah, det havde jeg helt overset. :)