Vi bliver i nogenlunde samme identitetssøgende boldgade, men efterlader nu Travis Bickles blodbestænkte hyrevogn med taxameteret oppe midt i storbyens twilight zone, og retter i stedet søgelyset mod et langt mere muntert univers med Alfred Hitchcock & manuskriptforfatter Ernest Lehmans hæsblæsende og kulørte skyggejagt, hvor filmens svært uheldige protagonist sendes over stok og sten i forsøget på at rense sit navn, og i samme åndedrag redde hele den vestlige verden fra en udefrakommende trussel af kolossale kuldegysende dimensioner.
”In the world of advertising, there's no such thing as a lie. There's only expedient exaggeration.”
For den supercharmerende og speedsnakkende marketingschef Roger Thornhill, (Cary Grant), starter dagen som sædvanlig i et rasende tempo på vej til et møde med en gruppe betydningsfulde klienter for firmaet. I farten glemmer han dog lige at informere sin forpustede assistent om et vigtig opkald, til hans mor, som hurtigt viser sig at skabe overraskende store problemer, da han senere på hotellet vil sende et telegram i stedet og uheldigvis forveksles med en mand ved navn George Kaplan, der betyder at den pænt forvirrede Thornhill pludselig må se sig selv bortført af et par lettere suspekte typer. Et stykke tid efter ankommer de til et større gods tilhørende den rige Mr. Townsend, (James Mason), der sammen med sin trofaste håndlanger Leonard, (Martin Landau), begynder at afhøre ham overbevidst om, at han trods sin undrende attitude må være en mesterspion udsendt for at få afsløret deres lyssky forretninger. Da Thornhill af gode grunde ikke aner hvad de snakker om, mister slynglerne tålmodigheden og forsøger i stedet at rydde ham af vejen ved at fingere en bilulykke, som han på mirakuløs vis slipper levende fra trods at være tvunget ud i en gevaldigt brandert. Under retssagen den efterfølgende dag, hvor han har fået selskab af sin advokat og sin pænt sarkastiske mor, (Jessie Roy Landis), prøver Thornhill at forklare sin opførsel, men har mere end svært ved at overbevise andre end sig selv om, at han har været udsat for en forbrydelse.
Det lykkedes ham dog alligevel at overtale politiet til at lave et opfølgende tjek hos Townsend, men besøget udvikler sig hurtigt til en pinlig affære da fruen på godset har held til at narre betjentene, der samtidig lader sig imponere over at hendes mand arbejder som diplomat. Thornhill må derfor bøje nakken, men det bliver kun midlertidigt, og irriteret over den uretfærdige behandling og latterliggørelsen beslutter han sig for, med lidt moderlig assistance, selv at få opklaret hvem i alverden denne mystiske George Kaplan egentlig er. Tilbage på hotellet igen finder han frem til spionens værelse, og opdager et billede at Townsend ved FN bygningen, som han straks må flygte videre til, da håndlangerne er lige i hælene på ham. Da konfrontationen med Townsend finder sted, dukker endnu en overraskelse op, da han viser sig ikke at være den samme person som stod bag bortførelsen, og før Thornhill kan finde hoved og hale på det hele, befinder han sig pludselig som den hovedmistænkte, da den rigtige Townsend pludselig likvideres. Da CIA, (der viser sig at stå bag den opdigtede Kaplan), læser om mordet, beslutter de sig for at udnytte situationen ved at lade Thornhill blive i sin ufrivillige rolle, og dermed fjerne opmærksomheden fra deres rigtige agent, som i forvejen er tæt inde på livet af forbrydernes leder, der i virkeligheden er bedre kendt som den skumle kunstsamler Phillip Vandamm. På desperat flugt for alt og alle sniger Thornhill sig resolut ombord på det første tog ud af byen, mod Kaplans næste destination i Chicago, og render her på den smukke Eve Kendall, (Eva Marie Saint), som han straks lader sig forføre af, og som måske vil vise sig af blive løsningen på alle hans mange problemer.
”Now you listen to me, I'm an advertising man, not a red herring. I've got a job, a secretary, a mother, two ex-wives and several bartenders that depend upon me, and I don't intend to disappoint them all by getting myself "slightly" killed.”
I 1935 lavede mesterinstruktøren Alfred Hitchcock, i skikkelse af den stærkt underholdende ”The 39 Steps”, (nr. 139 her på listen), sin første film omhandlende temaet hvori en helt almindelig mand ved tilfældighedernes spil pludselig ender som midtpunkt i en speget affære af internationale proportioner, alt imens den vilde jagt sættes ind fra både helten og skurkenes side på at erhverve sig et objekt, der højst sandsynligt ville afgøre duellen mellem godt og ondt. Hitchcock betegnede dette objekt som en ”MacGuffin”, der underforstået var en metafor for en samlet manuskriptmæssig pakke, hvor de forskellige dele af indpakningen, frem for selve indholdet af den, i virkeligheden var filmens omdrejningspunkt. I forbindelse hertil er introduktion af den uheldige helt i ”North By Northwest” genialt udtænkt af Hitchcock & Lehman, som kløgtigt placerer karakteren i et stilfuldt jakkesæt tilhørende en af branchens bedste marketingsfolk spillet fortræffeligt af Cary Grant, der elegant og med stort overskud benytter sig af hele repertoiret af de forskellige både hårde, bløde og humoristiske typer der har kendetegnet hans lange karriere, og som han ofte og med stor succes formåede at mikse indenfor samme film. I ”North By Northwest” er det absolut ingen undtagelse, og netop de mange skift får dermed automatisk den ønskede effekt, fordi de både gør figuren troværdig i forhold til måden han reagerer på, og samtidig illustrere en person der kval sit job som den største selvfølge hele tiden, og når det kræves, er i stand til at tilpasse sig omgivelserne for at kunne få solgt varen bedst muligt, hvilket i dette tilfælde først og fremmest gælder egen overlevelse ved at adaptere en hemmelig agents måde at tænke og handle på.
Men i en verden hvor alle gemmer på flere identiteter og skjulte dagsordener, fornemt symboliseret over tidsperioden hvor den kolde krig mellem de to supermagter USA og Rusland var på sit højeste, står det hurtigt klart, at den gode Roger Thornhill er kommet på sit livs hårdeste opgave, der kun bliver endnu mere besværlig at afkode og finde løsningen på, da hans indre GPS er noget nær en kortslutning pga. mødet med den uforudsigelige kærlighed i form af den smækre Eve Kendall. Præcis som det også var tilfældet med Grant, spiller Eva Marie Saint hendes rolle til perfektion og får overlappene mellem hendes tvetydige udstråling, som hhv. forførende femme og kynisk karrierekvinde, til at se ud som en leg. Bedst er hun dog uden tvivl i undertegnedes øjne i de to scener som følger lige efter den klassiske jagt med flyet, hvor hendes sande følelser for Roger trænger igennem facaden med først et lettelsens suk på hotelværelset og derefter et tårevædet øjeblik ved auktionen, i et ganske interessant forløb hvor rollefordelingen byttes om og Cary Grants lettere famlende karakter nu forvandles til en hårdhudet og bitter kyniker, der her i overført betydning mister troen på det gode i menneskets sjæl. Det bliver der dog efterfølgende rettet op på i filmens sidste akt, hvor Hitchcock & Lehmans motivationsfaktor for helten beslutningsproces sender et klart humanistisk budskab af sted mod alt hvad koldkrigsperioden repræsenterede af misforstået patriotisme, der gjorde sig udslagsgivende i så svær en grad af mistro og mistænkeliggørelse af hinanden, at det frem for at samle den amerikanske befolkning i stedet var skyld i en opdeling som landet aldrig helt er kommet sig over.
”If you fellows can't whip the VanDamm's of this world without asking girls like her to bed down with them and probably never come back, perhaps you should lose a few cold wars.”
”North By Northwest” er stadigvæk en fremragende og hamrende underholdende film, som med en ligeværdig brug af humor og alvor fremført af et herligt cast i verdensklasse, der samtidig akkompagneres af hofkomponist Bernard Hermans forrygende score, får filmens 130 min. til at suse forbi. Det er kort og godt Alfred Hitchcock når han er allerbedst og derfor naturligvis et klart must own til samlingen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#361 Se nu rammer du lige i hjertehulen med en herlig anmeldelse. Det er simpelthen kickstarteren til actionfilm æraen. Tak for den :) Denne gang læste jeg alt til ende ;) Og fed replik du nævner!
Det var ikke Cary Grants skyld at han blev begavet med et ansigt, som får Sean Connery til at ligne Steve Buscemi. Cary er maskulint uvirkelig smuk. Jeg kender kun ham og Elvis, som har besiddet det næsten for perfekte udseende. I starten af Cary's karriere var det nærmest en hæmsko. Manden kunne alt. Komedie, stunts og alvorlige roller, men hans udseende stod næsten mellem hans præstationer og publikum. Men talentet kom frem og det er idag tydeligt, at manden var en fantastisk skuespiller og med en karisma man sjældent har set mage til siden. Hans timing i NBNW er ligeså uforglemmelig, som hans replikker, Hitchcocks cinematografi og Herrmanns musik. Jeg har stadig Notorious som min favorit Cary film, men denne er lige i hælene.
Det var ikke Cary Grants skyld at han blev begavet med et ansigt, som får Sean Connery til at ligne Steve Buscemi. Cary er maskulint uvirkelig smuk. Jeg kender kun ham og Elvis, som har besiddet det næsten for perfekte udseende. I starten af Cary's karriere var det nærmest en hæmsko. Manden kunne alt. Komedie, stunts og alvorlige roller, men hans udseende stod næsten mellem hans præstationer og publikum. Men talentet kom frem og det er idag tydeligt, at manden var en fantastisk skuespiller og med en karisma man sjældent har set mage til siden. Hans timing i NBNW er ligeså uforglemmelig, som hans replikker, Hitchcocks cinematografi og Herrmanns musik.
Well said!
Cary Grant vil altid stå som den ene af mine yndlingsskuespillere fra den ældre æra.
#366 Ja der er en dokumentar med på BD udgaven om ham, som er meget oplysende. Han havde en virkelig fattig barndom i England og måtte bogstavelig talt kæmpe sig frem og der hjalp udseendet. Men der er en god del beskrivelse om hans "tidlige dage" her, som Archibald Leach.
Tænkte nok at det var en film, som i ville blive glade for at se på listen, og jeg kan så godt afsløre nu, at der kort efter efter jul vil dukke endnu en Cary Grant film op, som i godt kan glæde jer til. :)
Myrepip (363) skrev:
Det var ikke Cary Grants skyld at han blev begavet med et ansigt, som får Sean Connery til at ligne Steve Buscemi. Cary er maskulint uvirkelig smuk. Jeg kender kun ham og Elvis, som har besiddet det næsten for perfekte udseende. I starten af Cary's karriere var det nærmest en hæmsko. Manden kunne alt. Komedie, stunts og alvorlige roller, men hans udseende stod næsten mellem hans præstationer og publikum. Men talentet kom frem og det er idag tydeligt, at manden var en fantastisk skuespiller og med en karisma man sjældent har set mage til siden. Hans timing i NBNW er ligeså uforglemmelig, som hans replikker, Hitchcocks cinematografi og Herrmanns musik. Jeg har stadig Notorious som min favorit Cary film, men denne er lige i hælene.
Det er meget præcist beskrevet, og jeg naturligvis helt enig. Cary Grant var en fantastisk og meget alsidig skuespiller. Nu vi snakker om de her skift mellem det humoristiske og det alvorlige, som han mestrer så suverænt, så vil jeg lige høre dig ad, om du har fået set "The Talk of The Town" fra 1942. Hvis ikke så kan den varmt anbefales. Det er en af mine yndlingsfilm med med ham, selv om den ikke er kommet med på listen.
Skal lige ha' læst dit link i #369, men det bliver dog først imorgen, da jeg egentlig var midt i at se et par afsnit af tv-serien "Bones". :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#361 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/8839290649...
Vi bliver i nogenlunde samme identitetssøgende boldgade, men efterlader nu Travis Bickles blodbestænkte hyrevogn med taxameteret oppe midt i storbyens twilight zone, og retter i stedet søgelyset mod et langt mere muntert univers med Alfred Hitchcock & manuskriptforfatter Ernest Lehmans hæsblæsende og kulørte skyggejagt, hvor filmens svært uheldige protagonist sendes over stok og sten i forsøget på at rense sit navn, og i samme åndedrag redde hele den vestlige verden fra en udefrakommende trussel af kolossale kuldegysende dimensioner.
”In the world of advertising, there's no such thing as a lie. There's only expedient exaggeration.”
For den supercharmerende og speedsnakkende marketingschef Roger Thornhill, (Cary Grant), starter dagen som sædvanlig i et rasende tempo på vej til et møde med en gruppe betydningsfulde klienter for firmaet. I farten glemmer han dog lige at informere sin forpustede assistent om et vigtig opkald, til hans mor, som hurtigt viser sig at skabe overraskende store problemer, da han senere på hotellet vil sende et telegram i stedet og uheldigvis forveksles med en mand ved navn George Kaplan, der betyder at den pænt forvirrede Thornhill pludselig må se sig selv bortført af et par lettere suspekte typer. Et stykke tid efter ankommer de til et større gods tilhørende den rige Mr. Townsend, (James Mason), der sammen med sin trofaste håndlanger Leonard, (Martin Landau), begynder at afhøre ham overbevidst om, at han trods sin undrende attitude må være en mesterspion udsendt for at få afsløret deres lyssky forretninger. Da Thornhill af gode grunde ikke aner hvad de snakker om, mister slynglerne tålmodigheden og forsøger i stedet at rydde ham af vejen ved at fingere en bilulykke, som han på mirakuløs vis slipper levende fra trods at være tvunget ud i en gevaldigt brandert. Under retssagen den efterfølgende dag, hvor han har fået selskab af sin advokat og sin pænt sarkastiske mor, (Jessie Roy Landis), prøver Thornhill at forklare sin opførsel, men har mere end svært ved at overbevise andre end sig selv om, at han har været udsat for en forbrydelse.
Det lykkedes ham dog alligevel at overtale politiet til at lave et opfølgende tjek hos Townsend, men besøget udvikler sig hurtigt til en pinlig affære da fruen på godset har held til at narre betjentene, der samtidig lader sig imponere over at hendes mand arbejder som diplomat. Thornhill må derfor bøje nakken, men det bliver kun midlertidigt, og irriteret over den uretfærdige behandling og latterliggørelsen beslutter han sig for, med lidt moderlig assistance, selv at få opklaret hvem i alverden denne mystiske George Kaplan egentlig er. Tilbage på hotellet igen finder han frem til spionens værelse, og opdager et billede at Townsend ved FN bygningen, som han straks må flygte videre til, da håndlangerne er lige i hælene på ham. Da konfrontationen med Townsend finder sted, dukker endnu en overraskelse op, da han viser sig ikke at være den samme person som stod bag bortførelsen, og før Thornhill kan finde hoved og hale på det hele, befinder han sig pludselig som den hovedmistænkte, da den rigtige Townsend pludselig likvideres. Da CIA, (der viser sig at stå bag den opdigtede Kaplan), læser om mordet, beslutter de sig for at udnytte situationen ved at lade Thornhill blive i sin ufrivillige rolle, og dermed fjerne opmærksomheden fra deres rigtige agent, som i forvejen er tæt inde på livet af forbrydernes leder, der i virkeligheden er bedre kendt som den skumle kunstsamler Phillip Vandamm. På desperat flugt for alt og alle sniger Thornhill sig resolut ombord på det første tog ud af byen, mod Kaplans næste destination i Chicago, og render her på den smukke Eve Kendall, (Eva Marie Saint), som han straks lader sig forføre af, og som måske vil vise sig af blive løsningen på alle hans mange problemer.
”Now you listen to me, I'm an advertising man, not a red herring. I've got a job, a secretary, a mother, two ex-wives and several bartenders that depend upon me, and I don't intend to disappoint them all by getting myself "slightly" killed.”
I 1935 lavede mesterinstruktøren Alfred Hitchcock, i skikkelse af den stærkt underholdende ”The 39 Steps”, (nr. 139 her på listen), sin første film omhandlende temaet hvori en helt almindelig mand ved tilfældighedernes spil pludselig ender som midtpunkt i en speget affære af internationale proportioner, alt imens den vilde jagt sættes ind fra både helten og skurkenes side på at erhverve sig et objekt, der højst sandsynligt ville afgøre duellen mellem godt og ondt. Hitchcock betegnede dette objekt som en ”MacGuffin”, der underforstået var en metafor for en samlet manuskriptmæssig pakke, hvor de forskellige dele af indpakningen, frem for selve indholdet af den, i virkeligheden var filmens omdrejningspunkt. I forbindelse hertil er introduktion af den uheldige helt i ”North By Northwest” genialt udtænkt af Hitchcock & Lehman, som kløgtigt placerer karakteren i et stilfuldt jakkesæt tilhørende en af branchens bedste marketingsfolk spillet fortræffeligt af Cary Grant, der elegant og med stort overskud benytter sig af hele repertoiret af de forskellige både hårde, bløde og humoristiske typer der har kendetegnet hans lange karriere, og som han ofte og med stor succes formåede at mikse indenfor samme film. I ”North By Northwest” er det absolut ingen undtagelse, og netop de mange skift får dermed automatisk den ønskede effekt, fordi de både gør figuren troværdig i forhold til måden han reagerer på, og samtidig illustrere en person der kval sit job som den største selvfølge hele tiden, og når det kræves, er i stand til at tilpasse sig omgivelserne for at kunne få solgt varen bedst muligt, hvilket i dette tilfælde først og fremmest gælder egen overlevelse ved at adaptere en hemmelig agents måde at tænke og handle på.
Men i en verden hvor alle gemmer på flere identiteter og skjulte dagsordener, fornemt symboliseret over tidsperioden hvor den kolde krig mellem de to supermagter USA og Rusland var på sit højeste, står det hurtigt klart, at den gode Roger Thornhill er kommet på sit livs hårdeste opgave, der kun bliver endnu mere besværlig at afkode og finde løsningen på, da hans indre GPS er noget nær en kortslutning pga. mødet med den uforudsigelige kærlighed i form af den smækre Eve Kendall. Præcis som det også var tilfældet med Grant, spiller Eva Marie Saint hendes rolle til perfektion og får overlappene mellem hendes tvetydige udstråling, som hhv. forførende femme og kynisk karrierekvinde, til at se ud som en leg. Bedst er hun dog uden tvivl i undertegnedes øjne i de to scener som følger lige efter den klassiske jagt med flyet, hvor hendes sande følelser for Roger trænger igennem facaden med først et lettelsens suk på hotelværelset og derefter et tårevædet øjeblik ved auktionen, i et ganske interessant forløb hvor rollefordelingen byttes om og Cary Grants lettere famlende karakter nu forvandles til en hårdhudet og bitter kyniker, der her i overført betydning mister troen på det gode i menneskets sjæl. Det bliver der dog efterfølgende rettet op på i filmens sidste akt, hvor Hitchcock & Lehmans motivationsfaktor for helten beslutningsproces sender et klart humanistisk budskab af sted mod alt hvad koldkrigsperioden repræsenterede af misforstået patriotisme, der gjorde sig udslagsgivende i så svær en grad af mistro og mistænkeliggørelse af hinanden, at det frem for at samle den amerikanske befolkning i stedet var skyld i en opdeling som landet aldrig helt er kommet sig over.
”If you fellows can't whip the VanDamm's of this world without asking girls like her to bed down with them and probably never come back, perhaps you should lose a few cold wars.”
”North By Northwest” er stadigvæk en fremragende og hamrende underholdende film, som med en ligeværdig brug af humor og alvor fremført af et herligt cast i verdensklasse, der samtidig akkompagneres af hofkomponist Bernard Hermans forrygende score, får filmens 130 min. til at suse forbi. Det er kort og godt Alfred Hitchcock når han er allerbedst og derfor naturligvis et klart must own til samlingen.
#362 BN 13 år siden
Det er god filmsmag, det dér! :-)
#363 filmz-Myrepip 13 år siden
Det var ikke Cary Grants skyld at han blev begavet med et ansigt, som får Sean Connery til at ligne Steve Buscemi. Cary er maskulint uvirkelig smuk. Jeg kender kun ham og Elvis, som har besiddet det næsten for perfekte udseende. I starten af Cary's karriere var det nærmest en hæmsko. Manden kunne alt. Komedie, stunts og alvorlige roller, men hans udseende stod næsten mellem hans præstationer og publikum. Men talentet kom frem og det er idag tydeligt, at manden var en fantastisk skuespiller og med en karisma man sjældent har set mage til siden. Hans timing i NBNW er ligeså uforglemmelig, som hans replikker, Hitchcocks cinematografi og Herrmanns musik. Jeg har stadig Notorious som min favorit Cary film, men denne er lige i hælene.
#364 BN 13 år siden
Well said!
Cary Grant vil altid stå som den ene af mine yndlingsskuespillere fra den ældre æra.
#365 filmz-Myrepip 13 år siden
#366 filmz-jonasgr 13 år siden
'Cause I'm evil"
#367 BN 13 år siden
Arghhh, jeg kom til at kigge!
#368 MMB 13 år siden
#369 filmz-Myrepip 13 år siden
#367 Ja ... hvem ellers :)
#369 Så vil jeg gerne være en skumfidus!
#370 NightHawk 13 år siden
Mange tak for de pæne ord. :)
Tænkte nok at det var en film, som i ville blive glade for at se på listen, og jeg kan så godt afsløre nu, at der kort efter efter jul vil dukke endnu en Cary Grant film op, som i godt kan glæde jer til. :)
Det er meget præcist beskrevet, og jeg naturligvis helt enig. Cary Grant var en fantastisk og meget alsidig skuespiller. Nu vi snakker om de her skift mellem det humoristiske og det alvorlige, som han mestrer så suverænt, så vil jeg lige høre dig ad, om du har fået set "The Talk of The Town" fra 1942. Hvis ikke så kan den varmt anbefales. Det er en af mine yndlingsfilm med med ham, selv om den ikke er kommet med på listen.
Skal lige ha' læst dit link i #369, men det bliver dog først imorgen, da jeg egentlig var midt i at se et par afsnit af tv-serien "Bones". :)