Jeg vil bare lige række en virtuel hånd i vejret og sige at jeg holder øje med dig NightHawk, også selvom jeg ikke har været så flittig til at kommentere :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#399 Nu hvor Sweet Smell of Succes kommer på BD, så måske man kan håbe på, at en film som denne, Brute Force og Birdman of Alcatraz også kan få en lignende behandling.
Det lyder sgu godt mht. "Sweet Smell of Succes". Den vil jeg glæde mig til at gense på BD. "Brute Force" har jeg ikke set, men "Birdman of Alcatraz" er jo fremragende og er helt sikkert også en film, som de meget snart gerne må udgive på BD, og da meget gerne med en masse ekstraguf på.
Men et godt race tripple program endog med Poitier allesammen, kunne være denne, Guess Who's Coming to Dinner og In The Heat of the Night.
Helt enig. Og så er det vel nok tre af de bedste film fra den periode, der er lavet om det emne.
Jeg ved godt, jeg er i undertal mht. Ferris :) Kunne bedre lide Broderick i Election :)
Jeg synes også Broderick spiller helt suverænt godt i "Election" som desuden, i mine øjne, er en af de bedste Highschool/ungdomsfilm, der har været lavet siden 80'erne. Men som helhed så vil jeg altid elske "Ferris" højere. :)
Collateral (402) skrev:
Jeg vil bare lige række en virtuel hånd i vejret og sige at jeg holder øje med dig NightHawk, også selvom jeg ikke har været så flittig til at kommentere :)
Det er bare helt i orden. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Det er jo fedt at se, at det er Criterion der står bag udgivelsen. Så kan man da være helt sikker på, at få en udgave der er filmen værdig. Var lige inde på Axelmusic, og må sgu sige, at ekstramaterialet ser rigtig fedt ud.
* SPECIAL EDITION FEATURES * New, restored high-definition digital transfer, with uncompressed monaural soundtrack on the Blu-ray edition * New audio commentary by film scholar James Naremore * Mackendrick: The Man Who Walked Away, a 1986 documentary featuring interviews with director Alexander Mackendrick, actor Burt Lancaster, producer James Hill, and more * James Wong Howe: Cinematographer, a 1973 documentary about the Oscar-winning director of photography, featuring lighting tutorials with Howe * New video interview with film critic and historian Neil Gabler (Winchell: Gossip, Power and the Culture of Celebrity) about legendary columnist Walter Winchell, inspiration for the character J. J. Hunsecker * New video interview with filmmaker James Mangold about Mackendrick, his instructor and mentor * Original theatrical trailer * PLUS: A booklet featuring an essay by critic Gary Giddins, two short stories by Ernest Lehman featuring the characters from the film, notes about the film by Lehman, and an excerpt from Mackendrick?s book On Film-making
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Mht. "Brute Force", hvor ligger den så henne på 10 skalaen hos dig ? Jeg overvejer nemlig, om jeg skal ha' bestilt den hjem, da den lige umiddelbart ser ganske interessant ud.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra en fri fugls frihedskamp i Chicagos farvestrålende og konfettibelagte gader, skal vi nu et smut tilbage til koldkrigstidens paranoiabefængte 60’ere, og følge en umiddelbart fortabt mands indre konflikter og smertefulde forsøg på at bryde sin deroute, i den debuterende instruktør Tom Fords visuelt betagende og følelsesmæssig sublimt udførte homo-erotiske mesterværk, baseret på Queer ikonet Christopher Isherwoods novelle af samme navn.
”It takes time in the morning for me to become George, time to adjust to what is expected of George and how he is to behave. By the time I have dressed and put the final layer of polish on the now slightly stiff but quite perfect George I know fully what part I'm suppose to play.”
Året er 1962, kun få måneder efter Cuba krisens begyndelse, da historielæreren George Falconer, (Colin Firth), vågner tidligt om morgenen i sin seng, badet i sved og med bankende hjerte, oven på endnu en traumatisk drøm om sin mangeårige partner og elsker Jim, (Matthew Goode), som han mistede 8 måneder tidligere i et biluheld. Efter per refleks at have rakt ud efter sin mand og skuffet kun fundet den tomme plads i sengen, sætter George gang i sine faste morgenrutiner der har holdt ham kunstigt i live det sidste lange stykke tid, mens han med mekaniske skridt bevæger sig rundt i det store tomme hus, der konstant får ham til at reflektere over sine stunder med Jim. Under den sædvanlig kop kaffe, hvor stilheden er øredøvende, vækkes han brat af sin slumren da telefonen pludselig ringer og øjeblikkeligt bringer minderne frem om den skæbnesvangre dag, hvor han modtog beskeden om det tragiske uheld. George vælger først at ignorere det nutidige opkald, men da den evindelige bimlen fortsætter, tager han den småirriteret til sidst vel vidende, at det blot er hans genbo og gamle ven, den fraskilte Charlotte, (Julianne Moore), der vil minde ham om et senere arrangement. Da arbejdet på Stanford Universitetet kalder, bliver samtalen derfor hurtigt afrundet og George pakker resolut sin taske, som denne gang dog også indeholder en pistol til et nøje afmålt forehavende om senere på dagen at begå selvmord.
Lidt senere ankommer han til campus men har mere end svært ved at finde motivationen frem og kun en hyggelig samtale med sekretæren, samt en overværelse af to halvnøgne og sveddryppende elevers tenniskamp, under en belæring fra en af de andre lærere om en potentiel atom krig mod russerne, forhindrer George i at være i alt for dårligt humør. Under sin forelæsning, på et spørgsmål om nazisternes ageren i forhold til jøderne, krakelere Georges polerede facade så småt, hvilket kulminere i et mindre vredesudbrud hvor han er nød til at få luft for sin egen sammenlignelige underkuede status i samfundet. Efter timen er slut og han atter har fået pulsen ned igen, bliver han kontaktet af en af sine elever, den charmerende og smukke Kenny Potter, (Nicholas Hoult), som han hurtigt fornemmer at være på bølgelængde med på flere fronter. På vej hjem ved parkeringspladsen mødes de to igen, men da Kenny forsøger at invitere George på en date, afviser han ham med tanke på sine selvmordplaner og fortsætter herefter til banken for at hæve sine kontoer. Oven på endnu et smertefuldt minde, da han finder Jims ring i sin boks, render han tilfældigvis på naboens datter Jennifer som på sin helt egen og meget direkte facon bringer smilet tilbage på Georges læber igen, selv om han er stålsat på at fortsætte sin mission. Et efterfølgende romantisk sammenstød ved en kiosk med en spansk hustler ved navn Carlos og et voldsomt men tiltrængt skænderi med Charlotte under deres middag, samt endnu et rendevoux med Kenny Potter får dog gradvist George væk fra sine depressive tanker og indikere, at der måske stadig er håb forude for en lykkelig tilværelse.
”There will be no time for sentiment when the Russians fire a missile at us.”
”If it's going to be a world with no time for sentiment, Grant, it's not a world that I want to live in.”
Med tidsperioden sat i Amerikas paranoiabefængte og koldkrigsforskrækkede 60’ere lykkedes det til perfektion for modedesigneren og perfektionisten Tom Ford, (manden bag succes serien “Mad Men”), via et ultra skarpt observerende øje og en sanseberusende detaljerigdom i hvert eneste billede at kreere en beskrivelse af homoseksuelles levevilkår på en måde, hvor ved stereotyper og fordomme blev dekonstrueret men væremåde og familierelationer til gengæld blev visualiseret på præcis samme måde, som et hvilket som helst andet traditionelt heteroseksuelt par eller familie ville have været det. En skildring der står i skærende kontrast til datidens usynliggørelse og fremmedgørelse af queers i al almindelighed, og som derfor er af stor historisk betydning i dag for LGBT miljøet generelt. I den forbindelse gør Tom Ford samtidig, på befriende vis, intet forsøg på at underspille eller negligere homoerotikken i filmen og følger trofast forlægget fra forfatter Christopher Isherwood der, forud for sin tid, ville have været stolt af i dag, at kunne se sit største værk visualiseret på det store lærred på så direkte og graciøs en facon. Ford hylder nemlig i svær grad den nøgne mandekrop løbende gennem handlingen men sørger hele tiden bevidst for med sin æstetiske ekvilibrisme, frem for at være for eksplicit, at holde en poetisk og længselsfuld stemning i samme momenter disse billeder opstår på nethinden af filmens protagonist George, sublimt illustreret via Colin Firth afdæmpede præstation, der gør et bredt publikum i stand til langt lettere at forstå hans tanker og følelser og dermed indleve sig fuld ud i tiltrækningen af hans livs kærlighed uden, at Ford behøver at gå på kompromis med sin homoseksuelle objektivisering. Og hvor er det dog i øvrigt fedt at se en film af denne type, hvor man ikke er bange for at kæle for og dvæle ved detaljen. Selvom minderne om Jim og de forskellige crusing øjeblikke, hvor George lader sig midlertidigt mentalt opmuntre af skønhederne omkring sig, primært ligger efter den skæbnesvangre besked om at han har mistet sin elskede, betyder det intet mht. en forringelse af selve effekten af det tab der opstår hvor hans egen verden fuldstændig kollapser.
Tværtimod er det retrospektivt set kun en fordel, da det perfekt udstiller Georges indre smerte imens han som en poleret og veldresseret zombie vandrer rundt i livets trædemølle på jagt efter en eller anden form for mening med tilværelsen, som han konstant er forhindret i at give udtryk for kval samfundets syn på homoseksuelle. Et syn der vel at mærke var gennemsyret af panik, baseret på en mulig atomkrig mod Sovjetunionen rødglødende kommunistdiktatur og forstærket via opstillingen af missiler på det ligeledes kommunistiske Cuba, fordi det på rygtebørsen hed sig af folk der levede i skjul med deres seksualitet, hvilket størstedelen gjorde på dette tidspunkt, var lette at afpresse og dermed oplagte spioner for kommunisterne, hvilket betød at det fra omgivelsernes side, nærmere bestemt regering og efterretningsvæsnet, var oplagt at lave en sammenkædning mellem homoseksualitet og den røde supermagt. Det var derfor også fuldt ud forståeligt, at folk måtte gå ekstra stille med dørene i det meste af 60’erne, hvilket Tom Ford og Colin Firth elegant udstiller problematikken ved i scenen, hvor George under en lektion giver udtryk for sine frustrationer, som dog går hen over hoved på alle, undtagen Kenny Potter, fordi resten enten ikke aner hvad han snakker om, eller ikke tør tilkendegive at de ved det. Alt sammen en kombinationen af manglende viden og en dikteret frygt for det ukendte og anderledes.
”If one is not enjoying one's present, there isn't a great deal to suggest that the future should be any better.”
Trods det at scenen på universitetet både er fyldt med tragedie og pathos, er det den efterfølgende korte romantiske scene med Kenny og erhvervelsen af de to hhv. gule og blå blyantspidsere som leder op til det senere møde med den smækre Carlos, der både hvad farvesymbolik og tematisk billedcollage angår, er en sand genistreg af Tom Ford. Ved at placere George og Carlos, (der godt nok er spanier men ligeså nemt ku’ være cubaner), foran en kæmpe plakat for filmen “Psycho”, i samme blå og gule farver, lykkedes det Ford på mesterlig vis at forbinde og illustrere de to temaer frygt og håb inden for samme ramme. Brugen af plakaten skal ikke ses som en kritik af hverken Alfred Hitchcock eller “Psycho” generelt, men som en kritik af den svært uheldige repræsentationen en karakter som bl.a. Norman Bates udgjorde, der per automatik blev benyttet som en legitim vinkel i Hollywood når queer relaterede personer skulle involveres i handlingen og bunder i den oldgamle fordom om, at homo-seksualitet naturligvis måtte gå hånd i hånd med diverse afstumpede, afvigende og kriminelle typer. Tom Ford afviser på fornemmeste vis samtidig denne absurde og latterlige påstand ved at lade de to mænd, med vidt forskellig etnicitet, ignorere baggrunden og i stedet holde fokus på hinanden, kærligheden imellem dem, og den orangerøde romantiske horisont, der signalerer at der er håb forude trods omgivelsernes modstand.
Denne episode er en vigtig brik i det store puslespil, der udgør Georges følelsesmæssige skrøbelige panser og som afslutningsvis overbeviser ham om at sænke paraderne og forkaste sin omklamrende og kvælende samfundsdikterede persona, (et tema der også går igen i større og mindre grad hos både Charlotte og Georges nabo Mrs. Strunk), og sine selvmordstanker til fordel for den tilbagevendende og livsbekræftende Kenny Potter. Tom Ford er dog grundet sin overrumplende finale flere steder blevet beskyldt for at være for pessimistisk og i den forbindelse miste grebet om sin historie, da formålet for nogen har virket lettere mudret. Jeg mener nu på ingen måde det skulle forholde sig således, for selvom omstændighederne er dybt tragiske og pænt deprimerende, så leveres der samtidig et meget smukt og positivt budskab videre til den unge Potter, som under sit møde og sine samtaler med den erfarne George finder den inspirationskilde han som homoseksuel har savnet, og som er med til at give denne fremtidens mand, med et kommende Stonewall oprør inden for rækkevidde, modet til at turde tro på, at det trods mange forhindringer er muligt at ændre på tingenes tilstand og kæmpe for en minoritet, der har ligeså stor værdi i samfundet som alle andre.
”For the first time in my life I can't see my future. Everyday goes by in a haze, but today I have decided will be different.”
Mht. Christopher Isherwood, udkommer der d. 28 februar filmen Christopher and His Kind, der er en version over hans selvbiografi af samme navn. I hovedrollen ses Matt Smith, der lige i øjeblikket har stor succes som den 12. Doktor i BBC’s nyeste udgave af sci-fi serien “Doctor Who”.
#409 Fantastisk film! Er helt enig i dine anskuelser! Mht. slutningen så
er hjerteslag som udgang på historien, måske nok pessimistisk, men værre for mig, en oddsmæssig lidt for usandsynlig tilfældighed især set i relief til hans egne aktuelle selvmordstanker og hændelserne denne dag. Et lille irritationsmoment, men det kan ikke på nogen måde fravriste filmen at være et af sidste års tre bedste film
.
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
#401 Åkepool 13 år siden
Du er nu ikke helt alene, den film har heller aldrig rigtigt fanget mig.
Ditto :)
#402 Collateral 13 år siden
#403 NightHawk 13 år siden
Det lyder sgu godt mht. "Sweet Smell of Succes". Den vil jeg glæde mig til at gense på BD. "Brute Force" har jeg ikke set, men "Birdman of Alcatraz" er jo fremragende og er helt sikkert også en film, som de meget snart gerne må udgive på BD, og da meget gerne med en masse ekstraguf på.
Helt enig. Og så er det vel nok tre af de bedste film fra den periode, der er lavet om det emne.
Jeg synes også Broderick spiller helt suverænt godt i "Election" som desuden, i mine øjne, er en af de bedste Highschool/ungdomsfilm, der har været lavet siden 80'erne. Men som helhed så vil jeg altid elske "Ferris" højere. :)
Det er bare helt i orden. :)
#404 Bruce 13 år siden
#405 NightHawk 13 år siden
Tak for linket/billedet. :)
Det er jo fedt at se, at det er Criterion der står bag udgivelsen. Så kan man da være helt sikker på, at få en udgave der er filmen værdig. Var lige inde på Axelmusic, og må sgu sige, at ekstramaterialet ser rigtig fedt ud.
#406 Bruce 13 år siden
#407 NightHawk 13 år siden
Herlige klip. :)
Mht. "Brute Force", hvor ligger den så henne på 10 skalaen hos dig ? Jeg overvejer nemlig, om jeg skal ha' bestilt den hjem, da den lige umiddelbart ser ganske interessant ud.
#408 Bruce 13 år siden
#409 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Single-Man-Blu-ray-Colin-F...
Fra en fri fugls frihedskamp i Chicagos farvestrålende og konfettibelagte gader, skal vi nu et smut tilbage til koldkrigstidens paranoiabefængte 60’ere, og følge en umiddelbart fortabt mands indre konflikter og smertefulde forsøg på at bryde sin deroute, i den debuterende instruktør Tom Fords visuelt betagende og følelsesmæssig sublimt udførte homo-erotiske mesterværk, baseret på Queer ikonet Christopher Isherwoods novelle af samme navn.
”It takes time in the morning for me to become George, time to adjust to what is expected of George and how he is to behave. By the time I have dressed and put the final layer of polish on the now slightly stiff but quite perfect George I know fully what part I'm suppose to play.”
Året er 1962, kun få måneder efter Cuba krisens begyndelse, da historielæreren George Falconer, (Colin Firth), vågner tidligt om morgenen i sin seng, badet i sved og med bankende hjerte, oven på endnu en traumatisk drøm om sin mangeårige partner og elsker Jim, (Matthew Goode), som han mistede 8 måneder tidligere i et biluheld. Efter per refleks at have rakt ud efter sin mand og skuffet kun fundet den tomme plads i sengen, sætter George gang i sine faste morgenrutiner der har holdt ham kunstigt i live det sidste lange stykke tid, mens han med mekaniske skridt bevæger sig rundt i det store tomme hus, der konstant får ham til at reflektere over sine stunder med Jim. Under den sædvanlig kop kaffe, hvor stilheden er øredøvende, vækkes han brat af sin slumren da telefonen pludselig ringer og øjeblikkeligt bringer minderne frem om den skæbnesvangre dag, hvor han modtog beskeden om det tragiske uheld. George vælger først at ignorere det nutidige opkald, men da den evindelige bimlen fortsætter, tager han den småirriteret til sidst vel vidende, at det blot er hans genbo og gamle ven, den fraskilte Charlotte, (Julianne Moore), der vil minde ham om et senere arrangement. Da arbejdet på Stanford Universitetet kalder, bliver samtalen derfor hurtigt afrundet og George pakker resolut sin taske, som denne gang dog også indeholder en pistol til et nøje afmålt forehavende om senere på dagen at begå selvmord.
Lidt senere ankommer han til campus men har mere end svært ved at finde motivationen frem og kun en hyggelig samtale med sekretæren, samt en overværelse af to halvnøgne og sveddryppende elevers tenniskamp, under en belæring fra en af de andre lærere om en potentiel atom krig mod russerne, forhindrer George i at være i alt for dårligt humør. Under sin forelæsning, på et spørgsmål om nazisternes ageren i forhold til jøderne, krakelere Georges polerede facade så småt, hvilket kulminere i et mindre vredesudbrud hvor han er nød til at få luft for sin egen sammenlignelige underkuede status i samfundet. Efter timen er slut og han atter har fået pulsen ned igen, bliver han kontaktet af en af sine elever, den charmerende og smukke Kenny Potter, (Nicholas Hoult), som han hurtigt fornemmer at være på bølgelængde med på flere fronter. På vej hjem ved parkeringspladsen mødes de to igen, men da Kenny forsøger at invitere George på en date, afviser han ham med tanke på sine selvmordplaner og fortsætter herefter til banken for at hæve sine kontoer. Oven på endnu et smertefuldt minde, da han finder Jims ring i sin boks, render han tilfældigvis på naboens datter Jennifer som på sin helt egen og meget direkte facon bringer smilet tilbage på Georges læber igen, selv om han er stålsat på at fortsætte sin mission. Et efterfølgende romantisk sammenstød ved en kiosk med en spansk hustler ved navn Carlos og et voldsomt men tiltrængt skænderi med Charlotte under deres middag, samt endnu et rendevoux med Kenny Potter får dog gradvist George væk fra sine depressive tanker og indikere, at der måske stadig er håb forude for en lykkelig tilværelse.
”There will be no time for sentiment when the Russians fire a missile at us.”
”If it's going to be a world with no time for sentiment, Grant, it's not a world that I want to live in.”
Med tidsperioden sat i Amerikas paranoiabefængte og koldkrigsforskrækkede 60’ere lykkedes det til perfektion for modedesigneren og perfektionisten Tom Ford, (manden bag succes serien “Mad Men”), via et ultra skarpt observerende øje og en sanseberusende detaljerigdom i hvert eneste billede at kreere en beskrivelse af homoseksuelles levevilkår på en måde, hvor ved stereotyper og fordomme blev dekonstrueret men væremåde og familierelationer til gengæld blev visualiseret på præcis samme måde, som et hvilket som helst andet traditionelt heteroseksuelt par eller familie ville have været det. En skildring der står i skærende kontrast til datidens usynliggørelse og fremmedgørelse af queers i al almindelighed, og som derfor er af stor historisk betydning i dag for LGBT miljøet generelt. I den forbindelse gør Tom Ford samtidig, på befriende vis, intet forsøg på at underspille eller negligere homoerotikken i filmen og følger trofast forlægget fra forfatter Christopher Isherwood der, forud for sin tid, ville have været stolt af i dag, at kunne se sit største værk visualiseret på det store lærred på så direkte og graciøs en facon. Ford hylder nemlig i svær grad den nøgne mandekrop løbende gennem handlingen men sørger hele tiden bevidst for med sin æstetiske ekvilibrisme, frem for at være for eksplicit, at holde en poetisk og længselsfuld stemning i samme momenter disse billeder opstår på nethinden af filmens protagonist George, sublimt illustreret via Colin Firth afdæmpede præstation, der gør et bredt publikum i stand til langt lettere at forstå hans tanker og følelser og dermed indleve sig fuld ud i tiltrækningen af hans livs kærlighed uden, at Ford behøver at gå på kompromis med sin homoseksuelle objektivisering. Og hvor er det dog i øvrigt fedt at se en film af denne type, hvor man ikke er bange for at kæle for og dvæle ved detaljen.
Selvom minderne om Jim og de forskellige crusing øjeblikke, hvor George lader sig midlertidigt mentalt opmuntre af skønhederne omkring sig, primært ligger efter den skæbnesvangre besked om at han har mistet sin elskede, betyder det intet mht. en forringelse af selve effekten af det tab der opstår hvor hans egen verden fuldstændig kollapser.
Tværtimod er det retrospektivt set kun en fordel, da det perfekt udstiller Georges indre smerte imens han som en poleret og veldresseret zombie vandrer rundt i livets trædemølle på jagt efter en eller anden form for mening med tilværelsen, som han konstant er forhindret i at give udtryk for kval samfundets syn på homoseksuelle. Et syn der vel at mærke var gennemsyret af panik, baseret på en mulig atomkrig mod Sovjetunionen rødglødende kommunistdiktatur og forstærket via opstillingen af missiler på det ligeledes kommunistiske Cuba, fordi det på rygtebørsen hed sig af folk der levede i skjul med deres seksualitet, hvilket størstedelen gjorde på dette tidspunkt, var lette at afpresse og dermed oplagte spioner for kommunisterne, hvilket betød at det fra omgivelsernes side, nærmere bestemt regering og efterretningsvæsnet, var oplagt at lave en sammenkædning mellem homoseksualitet og den røde supermagt. Det var derfor også fuldt ud forståeligt, at folk måtte gå ekstra stille med dørene i det meste af 60’erne, hvilket Tom Ford og Colin Firth elegant udstiller problematikken ved i scenen, hvor George under en lektion giver udtryk for sine frustrationer, som dog går hen over hoved på alle, undtagen Kenny Potter, fordi resten enten ikke aner hvad han snakker om, eller ikke tør tilkendegive at de ved det. Alt sammen en kombinationen af manglende viden og en dikteret frygt for det ukendte og anderledes.
”If one is not enjoying one's present, there isn't a great deal to suggest that the future should be any better.”
Trods det at scenen på universitetet både er fyldt med tragedie og pathos, er det den efterfølgende korte romantiske scene med Kenny og erhvervelsen af de to hhv. gule og blå blyantspidsere som leder op til det senere møde med den smækre Carlos, der både hvad farvesymbolik og tematisk billedcollage angår, er en sand genistreg af Tom Ford. Ved at placere George og Carlos, (der godt nok er spanier men ligeså nemt ku’ være cubaner), foran en kæmpe plakat for filmen “Psycho”, i samme blå og gule farver, lykkedes det Ford på mesterlig vis at forbinde og illustrere de to temaer frygt og håb inden for samme ramme. Brugen af plakaten skal ikke ses som en kritik af hverken Alfred Hitchcock eller “Psycho” generelt, men som en kritik af den svært uheldige repræsentationen en karakter som bl.a. Norman Bates udgjorde, der per automatik blev benyttet som en legitim vinkel i Hollywood når queer relaterede personer skulle involveres i handlingen og bunder i den oldgamle fordom om, at homo-seksualitet naturligvis måtte gå hånd i hånd med diverse afstumpede, afvigende og kriminelle typer. Tom Ford afviser på fornemmeste vis samtidig denne absurde og latterlige påstand ved at lade de to mænd, med vidt forskellig etnicitet, ignorere baggrunden og i stedet holde fokus på hinanden, kærligheden imellem dem, og den orangerøde romantiske horisont, der signalerer at der er håb forude trods omgivelsernes modstand.
Denne episode er en vigtig brik i det store puslespil, der udgør Georges følelsesmæssige skrøbelige panser og som afslutningsvis overbeviser ham om at sænke paraderne og forkaste sin omklamrende og kvælende samfundsdikterede persona, (et tema der også går igen i større og mindre grad hos både Charlotte og Georges nabo Mrs. Strunk), og sine selvmordstanker til fordel for den tilbagevendende og livsbekræftende Kenny Potter. Tom Ford er dog grundet sin overrumplende finale flere steder blevet beskyldt for at være for pessimistisk og i den forbindelse miste grebet om sin historie, da formålet for nogen har virket lettere mudret. Jeg mener nu på ingen måde det skulle forholde sig således, for selvom omstændighederne er dybt tragiske og pænt deprimerende, så leveres der samtidig et meget smukt og positivt budskab videre til den unge Potter, som under sit møde og sine samtaler med den erfarne George finder den inspirationskilde han som homoseksuel har savnet, og som er med til at give denne fremtidens mand, med et kommende Stonewall oprør inden for rækkevidde, modet til at turde tro på, at det trods mange forhindringer er muligt at ændre på tingenes tilstand og kæmpe for en minoritet, der har ligeså stor værdi i samfundet som alle andre.
”For the first time in my life I can't see my future. Everyday goes by in a haze, but today I have decided will be different.”
Mht. Christopher Isherwood, udkommer der d. 28 februar filmen Christopher and His Kind, der er en version over hans selvbiografi af samme navn. I hovedrollen ses Matt Smith, der lige i øjeblikket har stor succes som den 12. Doktor i BBC’s nyeste udgave af sci-fi serien “Doctor Who”.
http://www.amazon.co.uk/Christopher-His-Kind-Matt-...
#410 Bruce 13 år siden