Det' bare gas - fik nogle billeder af brændende fans og browncoats på mit indre biflærred. ;)
Hehe, ok. ;) Ja, den fangede jeg ikke lige i første omgang. :)
Men nej, har ikke læst nogle af de tegneserier - men hvis du gør det, skal du være meget velkommen til lige at smide et par ord om dem her på forummet. :)
Det er bare i orden. Jeg gir lige et heads up, lige så snart jeg får dem læst igennem. :)
Kruse (421) skrev:
Heads up! Så har jeg skrevet en anmeldelse af "Southland Tales" i "What-We-Saw-Tråden" :)
Og jeg kan godt afsløre med det samme, at jeg ikke har den store lyst til at høre kommentarsporet igennem ;)
Tak! :)
Så smutter jeg da lige over i den anden tråd, selv om jeg næsten kan gætte mig til, at "Southland Tales" ikke ligefrem var den bedste filmoplevelse. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så er der dømt bred ymer og knæhøj karse for alle pengene, når vi nu skal med om på bagsmækken af captain americas blankpolerede og højpotente jernhest, kørende lige ud af den psykedeliske landevej, i Dennis Hoppers herlige og melankolske syretrip som yderligere tilsat et übercool soundtrack af gåsehuds-fremkaldende rocksange og en ukuelig energi fra samtlige medvirkende, både dannede rammen om en af de største kult klassikere i filmhistorien og samtidig udgjorde det ultimative tidsbillede på slut 60’ernes hippiekultur og ungdomsoprør.
”No, I mean it, you've got a nice place. It's not every man that can live off the land, you know. You do your own thing in your own time. You should be proud.”
Efter en veloverstået narkohandel hos en mexicansk pusher og en efterfølgende deal med en velhavende pladeproducer pakker de to californiske lykkeriddere Wyatt, (Peter Fonda), og Billy, (Dennis Hopper), deres motorcykler med penge og hash i store mængder for at drage mod det forjættede land i New Orleans og dets berusende festivitas under det nært forestående Mardi Gras. De to frihedshungrende venner når dog ikke særlig langt ud af landevejen før deres rebelske udseende bliver en hæmsko for dem, da en gammel motel ejer panisk nægter de formodede ballademagere adgang, så derfor må de tilbringe natten under åben himmel i stedet med kun et flammende bål og et par ekstra store joints til at holde dem varme. Da solens stråler atter skinner på det støvede landskab, fortsættes rejsen der først tager dem forbi et hyggeligt ophold hos en ranch ejer og hans familie hvis selvstændighed og generelle åbenhed over for fremmede Wyatt er svært imponeret af. Et dækskifte senere befinder de to mænd sig igen på asfaltens meditative underlag, da en lettere spøjs blaffer, (Luke Askew), pludselig dukker op i horisonten. Kort efter slutter den omflakkende hippie sig til den dynamiske duo, som han temmelig kryptisk informere om et kollektiv i ødemarken, der skulle være et livsbekræftende alternativ til det forkrampede og kontrollerende bysamfund. Selv om Billy er lettere omtåget har han dog på fornemmelsen, at der på en eller anden måde er ugler i mosen, især med tanke på de mange penge de slæber rundt på, men bliver resolut affejet af Wyatt der lader sig forføre af blafferens utopiske projekt. Dagen efter befinder de sig derfor hos det lille blomsterbørns samfund, der umiddelbart lader til at være beboet af ganske fredsommelige mennesker.
Det viser sig dog efterhånden at Billy får ret i sin mistanke, for jo længere tid de to fremmede opholder sig på stedet begynder den brogede forsamling, hvis drøm om frihed åbenbares som værende noget nær kaos, at opføre sig mere og mere underligt i sådan en grad, at det går Billy så meget på nerverne, at han til sidst får overbevist Wyatt om at komme tilbage på sporet af deres oprindelige plan. Da de ankommer til en mindre landsby senere på dagen, render de dog endnu engang ind i problemer under en lokal parade, hvor politiet straks ser sit snit til at få spæret de to ”uromagere” bag lås og slå ene og alene pga. deres tilsyneladende provokerende attitude. I fængselscellen har Billy mere end svært ved at skjule sin harme over det tvungne ophold og kommer derfor til at vække deres medfange, byens jævnt berusede advokat George Hanson, (Jack Nicholson), der er havnet der efter en af sine utallige drukture. Efter lidt småskænder finder Billy dog ud af at George, til trods for sit akademiske erhverv, er en yderst cool dude som de er helt på bølgelængde med, og få minutter senere lykkedes det da også for deres nye allierede, at få dem alle løsladt igen. Som om det ikke er nok viser det sig desuden, at George kan skaffe dem adgang til New Orleans bedste horehus, og da han samtidig har en ønske om at opleve et Mardi Gras, inviterer Wyatt ham uden tøven med på den videre færd. Den positive indstilling og umiddelbare accept står til gengæld i skærende kontrast dagen efter, da trioen langt om længe krydser grænsen til den endegyldige destination i New Orleans, hvor et sammenstød på en cafe med en flok afstumpede og hadefulde rednecks for alvor bringer deres alternative livsstil på den ultimative prøve.
”They'll talk to ya and talk to ya and talk to ya about individual freedom. But they see a free individual, it's gonna scare 'em.”
Da de to venner Dennis Hopper og Peter Fonda tilbage i 1968, efter selv at have været en del af et ulmende oprør både i virkelighedens verden og på det hvide lærred, beslutter sig for at slå pjalterne sammen og ligge alt deres hjerteblod i det eksperimenterende, stærkt improviserede og sanse-berusende syretrip vi alle kender som “Easy Rider”, blev der på alle tænkelige måder tale om en film, der ville skrive sig ind i historiebøgerne som et af de største og mest markante frihedssymboler repræsenterende tidsperioden, og en søgen efter at bryde den faste vanetænkning i samfundet og revolutionere det amerikanske landskab, der nogensinde havde været visualiseret med hhv. ligeså stor både fremadrettet og retrospektiv slagside. Der er dog langt fra blot tale om en ren sort/hvid mentalitet her i skildringen af temaerne om jagten på den amerikanske drøm, længslen efter suveræn frihed og forsvaret af menneskets selvstændighed kontra de overordnede autoritetsenheders forsøg på ensretning og kontrol, da det hurtigt viser sig at Hopper & Fondas manuskriptet både åbenbarer sig i form af et nuanceret syn på den amerikanske befolkning, som de to protagonister møder undervejs, samt en befriende ærlig ambivalens i forhold til beskrivelsen af den kultur, som både de og de motorcyklende antihelte på hver deres facon alle sammen er en del af. I en perfekt udnyttelse af kontrasten mellem fortid og nutid bruger Dennis Hopper dertil intelligent det imponerende og for alles vedkommende frit tilgængelige nostalgiske landskab som baggrundskollage, alt imens et nyt og rebelsk soundtrack agerer introspektiv voice-over og musikalsk dukkefører for de to unge og autodidakte korsfareres meditative mission.
I “Easy Riders” indledning, efter de to narkohandler, ser man en typisk illustration på forskellen mellem den gamle og yngre generation i 60’erne. Dennis Hopper formøbler dog omgående tematisk filmens kliché med omtanke ved at lade scenen med motel ejeren agerer kontant stopklods for den positive stemning og blive et forvarsel mod protagonisternes vision, hvis musikalske og symbolske “Born To Be Wild” lakering her modtager de første ud af mange reaktionære ridser. Ikke længe efter foretages der dog både for variationens og troværdighedens skyld heldigvis to retningsskift, hvor det første illustrerer at der trods den enorme generationskløft er fællestræk der hænger ved i sammenholdets ånd, symboliseret i mødet med den gamle ranch ejer hvor dennes cowboyfilosofi og den tilbagelænede zenbudistiske Wyatts ditto livsanskuelser forenes i en stor frihedsmetafor og sammensmeltning med rødderne i det historiske landskab. Hvor hippie/biker kulturen her gennem Wyatt dermed udstiller sin sammenhørighed med resten af den befolkning der er i stand til at se hen over fordommenes mure, gør det modsatte sig gældende hos den mega paranoide Billy hvis konstante mistro overfor alt og alle, ikke mindst myndighederne, illustrere kulturen fra en knap så romantiserende side som det ses i mødet med kollektivet efterfølgende, da deres mangel på samspil med det etablerede system, modsat ranch ejerens tilgang, tydeligvis viser et samfund hvis livsdrøm er utopisk i måden de har valgt at indrette sig på, og som mere signalerer vanvid og håbløshed end noget andet med en tydelig understregning af, at frihedens pris ikke er uden konsekvenser.
Under de to bikeres ophold i det desorienterede morads af et hippie-kollektiv sker der desuden en ganske interessant ting, da Wyatt under sin afsluttende snak med blafferen modtager et mystisk og euforiserende pakke, der endegyldigt vil konkludere om deres sjælesøgende og spirituelle rejse har været en succes elle fiasko, når han på et endnu ubestemt tidspunkt i fremtiden vælger at benytte denne tvivlsomme åbenbaring af en gave. Svaret på dette, og underforstået om Billy og Wyatt så overhovedet har en chance i samfundet for at realisere indbegrebet af the american dream, får man et forvarslende og temmelig desillusionerende eksempel på, da George Hanson, suverænt portrætteret af Jack Nicholson, integreres i handlingen og via sin muntre, naive, dobbelttydige persona med et ben placeret i begge lejre hos hhv. det etablerede system og dem der søger et opgør med det, netop bliver symbolet på udfaldet af i form af hans skæbne, kontra det eksistentielle spørgsmål filmen søger at besvare i forhold til sine to hovedkarakterer og deres mission. Inden konfrontationerne med en række dommedagsrelaterede reaktionære rednecks finder sted af tre omgange og Wyatt & Billy gennemlever deres psykedeliske klarsyn, træder George Hanson nemlig i karakter som en anden filosof under de hash ombruste samtaler ved lejrbålet, hvor Dennis Hopper og Peter Fonda på manuskriptsiden udviser en herlig metaforisk munterhed i anekdoten om flyvende tallerkener og marsmænd, der dog stadigvæk er skarpt observerede i forhold til analysen af datidens problemer i samfundet og manglen på forståelse og respekt for hinanden generelt hos de to fronter på hver deres side af kultur og generationskløften.
Trods sine godt og vel 42 år på bagen er “Easy Rider” for undertegnedes vedkommende stadig en særdeles fremragende og dybt fascinerende film, som formår at overvinde sine low budget begrænsninger og sin minimalistiske handling med en historie, der via en dialog uden så meget snik snak alligevel lykkedes med at slå en masse fine pointer fast, og som desuden bliver hjulpet godt på vej af en trio af skuespillere med en allerhelvedes cool og charmerende attitude, og et fortællemæssigt kanvas af et syret soundtrack der i den grad sparker røv.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Vi bliver i det støvede, knastørre og korrumperende landskab, men skifter nu den amerikanske landevejs mystificerende ridt ud med det irakiske ørkensands grumsede uforudsigelighed i David O. Russells stilistiske og kontroversielle skarpretter af en kulørt krigsfilm, der via en herlig forfriskende indgangsvinkel til sit materiale og et sprudlende sammensurium af forskellige genrer, med masser af glimt i øjet og satirisk punch, øjeblikkeligt skød sig ind på hitlisten hos både anmeldere og filmentusiaster i samlet flok.
”My guess is he's divided these bricks into several different stashes. Just one of these stashes will be easy to take from Saddam's deserting army, and that will be enough to get us out of our day jobs. Unless, of course, you reservists are in love with your day jobs.
”I don't really have a day job, sir.”
Året er 1991, og den jævnt slumrende krig mod diktatoren Saddam Hussein og hans tropper i det golde og trøstesløse Irak langt om længe et overstået kapitel for de to diffuse soldaterkammerater Troy Barlow, (Mark Wahlberg), og Conrad Vig, (Spike Jonze), samt resten af den udstationerede amerikanske hær, der da heller ikke er sene til at fejre den tilsyneladende succesfulde sejr ved at feste igennem for fuld skrue. Da der stadig mangler et større oprydningsarbejde med at undersøge diverse dokumenter og forhøre adskillige tilfangetagne irakiske soldater, afbrydes løjerne dog prompte af en lettere mavesur overordnet, og derfor må Troy og Conrad. slukøret forberede sig på atter at skulle tage arbejds-handskerne på den efterfølgende dag og fortsætte den sure pligt. Under inspektionen af en modvillig fange begynder tingene dog paradoksalt nok at se betydeligt lysere ud, da de noget overraskende, gemt i hans røv, finder hvad der umiddelbart ligner et skattekort. Uden at informere andre om det beslutter Troy sig for, at de tager kontakt til hans ven sergent Elgin, (Ice Cube), som ud over at være ekstrem loyal, også ligger inde med samtlige kort over de områder i Kabbala, hvor Saddam Hussein ifølge rygterne skulle have et bjerg af guld liggende gemt, som han tidligere havde tilranet sig under invasionen af Kuwait.
Andetsteds i lejren erfarer den desillusionerede major Archie Gates, (George Clooney), via krigsreporteren Adriana Cruz, (Nora Dunn), hvem han må agere tvungen guide for, at en gruppe soldater er i besiddelse af det berygtede skattekort, og efter lidt tid lykkedes det ham da også at lokalisere teamet, som han overtaler til at lade sig blive en del af. Selvom de i første omgang ikke er meget for at dele informationerne, indser de dog fordelen ved at have en med Archies erfaring med ombord, og mens Cruz af logiske årsager sendes i den stik modsatte retning, sniger de fire skatte-jægere sig af sted på hvad der forhåbentlig bliver et indbringende eventyr af dimensioner, der vil ændre alles liv for det bedre. En kort træningsøvelse på vej mod Kabbala som er nær ved at sende hele teamet i graven giver dog en klar indikation om, at jagten på guld og grønne skove næppe bliver ligeså let som de umiddelbart troede, hvilket de efterfølgende erfarer på den hårde måde af to omgange, da det lykkedes dem at finde frem til det hemmelige skatkammer men pludselig indser at de stadig, trods krigens afslutning, befinder sig midt i orkanens øje med Saddams sadistiske tropper på den ene side og en undertrykt og panisk angst lokalbefolkning på den anden side. Da tyvetogtet udvikler sig med katastrofale og blodige konsekvenser til følge, må Archie og hans team tage deres oprindelige mission op til kraftig revision, alt imens den snarrådige Adriana Cruz har lugtet lunten og sporet sig frem til dem klar over, at en rigtig interessant historie lurer lige om hjørnet.
”Hey, I don't know if I can do this. I got a family. If I'm gonna shit in a bag for the rest of my life because I got shot after the war was over, that would be pretty fucking stupid wouldn't it, Major?”
Oven på en kontroversiel indledning ang. manuskriptets tilblivelse, hvor David O. Russell ragede uklar med dets oprindelige forfatter, og en større budgetmæssig uoverensstemmelse samt indblanding i den kreative proces mellem Russell og Warner Bros. i øvrigt brød ud undervejs i indspilningerne, hvor instruktøren med det iltre temperament desuden havde utallige højtråbende skænderier med stort set alle på settet inkl. et mindre slagsmål med George Clooney, er det alt opsummeret noget af et mirakel at ”Three Kings” i sidste ende ville udmunde sig som et vaskeægte mesterværk af det pureste guld inden for genren af moderne krigsfilm. På trods af at de mange kontroverser afgjort var en stor belastning for folkene bag og foran kameraet, lykkedes det på forunderlig vis alligevel for Russell at absorbere og herefter kanalisere al den negative energi om til et yderst brugbart værktøj, som i svær grad kan mærkes i den sitrende intensitet der dragende driver både den tempofyldte handling og de knivskarpe karismatiske skuespilpræstationer fremad. Dette krydres så yderligere side om side med en fabelagtig redigeringsproces og en kameraføring der slår svedige gnister i sin ultra realistiske billedflade, som ved første øjekast og i flere tilfælde bogstavelig talt sender tilskueren med helt ind under huden både fysisk og psykisk hos de fire hovedroller, hvis brogede flok af skuespillere på forunderlig vis formår at indgå i en fælles symbiose, baseret på en herlig kemi sammen, der med legende lethed gør, at man overbevises både ang. deres loyalitet overfor hinanden og når deres integritet som mennesker i det hele taget sættes op imod filmens barske temaer, der udspringer af Golfkrigens bagvedliggende forvirrende og håbløst absurde politiske agenda.
”Bush told the people to rise up against Saddam. They thought they'd have our support. They don't. Now they're getting slaughtered.”
Ved at benytte sig af en grotesk humoristisk tone i filmens grovkornede intro, og som yderligere ligger som en konstant understrøm generelt i “Three Kings”, får Russell på fornemmeste vis netop illustreret denne besynderlige absurditet af en krig de amerikanske tropper befandt sig i på daværende tidspunkt, da Troy og resten af kompagniet pludselig står ansigt til ansigt med fjenden, men ingen aner hvem der gør hvad eller hvorfor. Den kvalmende blodige situations stilhed forvandles derpå sekunderne efter over i en barok festivitas, som ender med at skabe en endnu mere effektfuld kontrast tilføjet det livsbekræftende optimistiske nummer “I Just Wanna Celebrate”. Det store spørgsmål er så, som George Clooneys frustrerede Major Archie Gates ligeledes undrende konkludere, hvad fanden der egentlig er at fejre. For selv om den republikanske regerings ønske, udstukket af George W. Bush Sr. og co., om at stabilisere situationen i mellemøsten på papiret så beundringsværdi ud, ja så handlede Golfkrigen såre simpelt ikke om andet end at bevare magt-indflydelsen i mellemøsten via netværket til Kuwaits naboland, og en anden af Iraks fjender, Saudi Arabien der samtidig sjovt nok lå og ligger inde med nogle af verdens største oliereserver. Både den kuwaitiske og irakiske lokalbefolkning blev i den samlede befrielsesaktion betragtet som 2., ja hvis ikke 3. eller 4. prioritet på dagsordenen, så ikke spor underligt at folkene på jorden, her repræsenteret ved Archie og hans team, havde svært ved at overskue sejrens størrelse/betydning, når Saddam Hussein efterfølgende stadig sad på magten og den irakiske lokalbefolkning stadig blev undertrygt.
Med formålet at udstille menneskets evne til at udvise næstekærlighed og empati kontra egoisme, gerrighed og ikke mindst grådighed i en parallel til hhv. regeringens og menigmands syn på krigen, sender Russell smart, men heldigvis aldrig pop smart, sine fire gæve gutter, og her igennem publikum, ud på et eventyrligt men usmageligt skattetogt efter guld i massevis, stinkende langt væk af kapitalismens grimme ansigt og en egocentricitet næsten ud over alle grænser. Da teamet først kommer på kollisionskurs med den irakiske hær og deres voldsudgydelser mod lokalbefolkningen, i den landsby hvor guldet ligger gemt, vender situationen dog 180 grader på det moralske kompas hvis blodbestænkte glas refleksion visualiseres med en æstetisk brutalitet, der slår dobbelt så hårdt i tilskuerens følelsesregister, fordi det opstår ud af ingenting og understreger at “Three Kings” på ingen måde er en film der bare er sjov og ballade, men virkelig har noget på hjerte i sin måde at skildre paradokset i amerikanernes tilstedeværelse på råt for usødet. Efter scenen i byen, samt to yderligere inkluderende en hektisk flugt og senere befrielsesaktion hvor Russell viser sin eminente finger-spitzgefühl for at skabe nervepirrende og stærkt medrivende action, er det imellem disse kinetiske sammenstød at handlingens tyngde og altoverskyggende budskaber leveres. Først i en godt nok traditionel men hamrende effektiv scene hvor menings-udvekslinger om et samarbejde baseret på fælles menneskelige værdier, kontra kulturel og politisk overbevisning, mellem Clooneys Archie Gates og oprørslederen finder sted, og dernæst i en diametral modsat og genial visuelt orienteret torturscene hvor Russell formår at nedbryde klichéerne og tage tilskueren med ind i hhv. i den tilfangetagne Troy Barlows tanker, (suverænt portrætteret af Mark Wahlberg), samt hans irakiske fangevogters, hvis paralleller om tab og forestilling om tab af den nærmeste familie på effektfuld vis sidestiller de to modstandere i et generelt perspektiv inde og ude for krigens rammer.
Alt sammen fører dette endegyldigt frem til den store finale, hvor Russell igen eminent eksekveret sætter en tyk blodrød streg under sit anti-krigs budskab ved at søge efter at sætte fællesskabets ånd højere end alverdens reaktionære restriktioner og dumdristige doktriner. På den måde giver han så samtidig sine, i filmen, amerikanske protagonisters tilstedeværelse den indflydelse soldaterne i virkelighedens Golfkrig forsøgte at finde, og som de burde have haft muligheden for at gennemføre ved bl.a. allerede tilbage i 1991 at have væltet Saddam Hussein ned fra tronen.
Har man stadig ”Three Kings” til gode, kommer filmen med de absolut varmeste anbefalinger herfra, og er derfor selvsagt et must own til samlingen.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Har den ikke på dvd men har set den et par gange og den er yderst seværdig. Filmen er bestemt ikke bare sjov og ballade ,som du påpeger, men stadig overordentligt underholdende.
Jep, det er sgu ret imponerende, at David O. Russell så let kan variere humor og alvor uden, at historiens fine pointer på nogen måde mister slagkraft. I sær er scenen med koen jo et fremragende eksempel på netop dette. Man kan på den ene side jo ikke lade være med at sidde og grine af det der sker, pga. den tegneserie agtige facon scenen udspiller sig på, men samtidig så får man også en alvorlig lektion ang. krigens rædsler, som afgjort giver stof til eftertanke.
Kom i øvrigt lige i tanke om, at jeg jo lovede dig at tage et kig på Kenneth Angers "Complete Magick Lantern Cycle" boxset, som jeg købte for noget tid siden. Satser på at se filmene her de næste par dage, så hold øje med "What we Saw" tråden i løbet af weekenden. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så er det blevet tid til at få rystet det sorthumoristiske ørkensand ud af støvlerne og få bragt den ophedede temperatur på guldfeber barometeret helt ned igen, for nu står menuen på Stephen Daldrys mørke og melankolske Queer relaterede drama, om isolation, kvindefrigørelse og sjælefulde længsel efter seksuel identitet og den sikre kærlighed, baseret på Michael Cunninghams prisvindende novelle “The Hours”, hvis handling er formet over en af feminismens største pionerer Virginia Woolf og hendes litterære mesterværk “Mrs. Dalloway”.
”This is my right; it is the right of every human being. I choose not the suffocating anesthetic of the suburbs, but the violent jolt of the Capital, that is my choice. The meanest patient, yes, even the very lowest is allowed some say in the matter of her own prescription. Thereby she defines her humanity. I wish, for your sake, Leonard, I could be happy in this quietness”.
Stedet er England, året 1923, og nær den lille idylliske landsby Richmond er forfatteren Virginia Woolf, (Nicole Kidman), i færd med at skrive sin næste bog “Mrs. Dalloway”, hvilket dog på ingen måde er nogen særlig nem opgave at gennemføre, da hun samtidig lider af en tung og udmattende depression, der kun bliver værre af at hendes kærlige men også alt for kontrollerende mand Leonard, (Stephen Dillane), påtvinger hende et hav af lægebesøg fra alverdens såkaldte eksperter. Med udsigten til samtidig også at skulle planlægge et nært forestående middags-arrangement med hendes søster Vanessa, (Miranda Richardson), og hendes børn, er den anspændte stemning der dominere i husets mørke korridorer, så småt ved at kvæle den frihedshungrende Virginia som i første omgang lader sine mange frustrationer gå ud over de stakkels tjenestefolk, for hvem hun kun opfattes af som værende en irriterende særling. Da Vanessa ankommer senere på dagen stiger Virginias humør dog lidt igen, selvom søsteren og børnenes tilstedeværelse samtidig smerteligt minder hende om alle de ting hun selv mangler i sit liv af både kærlighed og frihed. I et desperat forsøg på at udleve disse indebrændte følelser kommer Virginia til at gå over stregen og beslutter sig for såret og fortabt, at genfinde sig selv ved at forlade sin mand og tage tilbage til det langt mere tiltrækkende kunstnermiljø i hjembyen London.
Året er nu 1951, og i en solbeskinnet forstad til Los Angeles er den hjemmegående og højgravide, men samtidig håbløst fortabte husmoder, Laura Brown, (Julianne Moore), i færd med både at passe sin søn Richard, sine daglige pligter i huset, og forberede en fødselsdagskage til hendes mand Dan, (John C. Reily), inden han atter vender hjem fra sit arbejde. Selv om Laura gør sig rigtig store anstrengelser, bliver slutresultatet langt fra tilfredsstillende, men fiaskoen sættes dog midlertidigt i bero da genboen og hendes gode veninde Kitty, (Toni Collette), hvem hun også er tiltrukket af, kigger forbi på en kort visit. Under deres småsnak om hverdagens trivielle gøremål og deres sirlige pligt ud i at opfylde rollen som husmoder til perfektion, krakelerer Kittys polerede facade for en stund og de to kvinder ender pludselig i et passioneret kys, hvis moment dog hurtigt forvandles til en ganske anspændt atmosfære som får Kitty til fuldstændig at ignorere det just skete, og Lauras forhåbninger om at ændre sit liv til at smuldre totalt. I bar frustration går det efterfølgende ud over hendes søn, som har overværet hele episoden, og skræmt gemmer sig på sit værelse uforstående over for sin moders vredesudbrud. Da Laura lige har sundet sig lidt, er hun nu fast besluttet på at ville begå selvmord og kører derfor først sin søn til en barnepige, inden turen fortsætter mod et hotel hvor hun definitivt har tænkt sig at gøre en ende på sine lidelser.
Det er nu blevet 2001, og i et af New York Citys fashionable kvarterer, slumrende i sin dobbeltseng, kan forlagsredaktøren Clarissa Vaughn, (Meryl Streep), ikke lade være med at spekulerer over om hendes kæreste Sally, (Allison Janney), mon har en affære nu, da hun kommer luskende hjem meget tidligt om morgenen. Da Clarissa senere på dagen skal en tur hen til den lokale blomsterbutik, som led i en snarlig reception for hendes bedste ven, forfatteren Richard, (Ed Harris), der er dødeligt syg af aids, bliver forpligtigelserne et befriende pusterum væk fra de ubehagelige spekulationer på hjemmefronten. Det efterfølgende besøg hos den forståeligt frustrerede og bitre ven, der absolut ikke har lyst til at deltage i nogen form for festivitas sin tilstand taget i betragtning, udvikler sig dog slet ikke med den beroligende effekt hun kunne håbe på. I stedet ender Richards hudløst ærlige bemærkninger om festens egentlige formål med at blive et brat opvågning for Clarissa, der nu både må tage sin egen rolle som bekymrende ven og sit forhold til Sally op til kraftig revision, hvilket blot står endnu mere klart efter hun senere konfronteres med tre af gæsterne i skikkelse af en fælles bekendt, Richards tidligere elsker Louis Waters, (Jeff Daniels), sin datter Julia, (Claire Danes), samt et overrumplende besøg fra fortiden.
”Oh, it's about this woman who's incredibly - well, she's a hostess and she's incredibly confident and she's going to give a party. And, maybe because she's confident, everyone thinks she's fine... but she isn't.”
Da den biseksuelle forfatterinde Virginia Woolf tilbage i 1925 udgiver sin legendariske novelle “Mrs. Dalloway”, om en kvindes bestræbelser på at tilfredsstille alle andre end sig selv ved at kreere det perfekte middagsselskab mens hun samtidigt filosoferede over sit både nuværende fastlåste og forudbestemte ægteskab kontra en tidligere affære og en udefinerbar erotisk længsel, fløj handlingens underliggende temaer om selvstændighed og homoseksualitet hen over hovedet på langt de fleste af datidens læsere og understregede, at Woolf i sit syn på kvindens rolle og livet generelt var langt forud for sin tid. Skønt de mange ord ekvilibristiske udfordringer af normerne var en sten i skoen på den etablerede og mandsdominerede samfundsstruktur, lykkedes det dog alligevel for Virginia Woolf som årene gik, og længe efter sin død i 1941, at få snoet sine feministiske synspunkter uden om de mange metaforiske dæmninger og spredt sin lyriske visdom som håbefulde og opmuntrende ringe i vandet for fremtidens generation af lesbiske og biseksuelle, hvilket for alvor kommer til udtryk i fuldt flor, da selv samme subtekst baserede budskaber mange år senere i 1998 på genial og meget opfindsom vis integreres af Michael Cunningham i hans egen litterære tidsrejse “The Hours”.
Retter man blikket mod det visuelt orienterede, er det ganske interessant at se en lignende stærkt inspireret historie udfolde sig i HBO dramaet fra 2000 “If These Walls Could Talk 2”, (nr. 121 på listen), der på samme facon over forskellige tidsperioder på forbindtlig vis forstod at illustrere og sammenflette hhv. den lesbiske selvforståelse og den sideløbende samfundsmæssige udvikling og reaktion på dette. I instruktør Stephen Daldrys hænder bliver Cunninghams pendant hertil dog et endnu bedre visualiseret supplement til Queer cinemas opblomstring i det nye årtusinde, og i den forbindelse markant forbedrede og troværdige repræsentation af homoseksuelles følelsesmæssige indre turbulens og generelle vilkår, (hvor man i både 20’erne og 50’erne blev betragtet som værende psykisk syg og/eller kriminel), pga. dens elegante leg med overlappene mellem sine tre tidsperioder og sammensmeltning af sine tre hovedrollers dilemmaer, som gør LGBT udviklingen let forståelig ved det, at Virginia Woolf nu agerer en slags altseende meta-guide der på forunderlig vis er i stand til at beskrive fremtiden igennem sin delvist selvbiografiske bog.
I alle tre historier cirkulerer temaet om at være underlagt andres ønsker og behov der, specielt hvad angår de to første tidsperioder, sublimt udstiller den enorme forskel som gjorde sig gældende for hhv. mandens og kvindens status i samfundet, der forbinder den feministiske opstand med den lesbiske identitet som i store træk, uden at generalisere totalt, hænger uløseligt sammen og som nåede sin forløsning i slutningen af 60’erne. Men selv om der er identiske træk mellem Virginia Woolfs situation og Laura Browns ditto, er der samtidig tale om to vidt forskellige måder at illustrere dette oprør imod og opgør med kønsrollemønstret på som gør, at filmen aldrig føles statisk eller triviel ikke mindst takket være to skuespilpræstationer i verdensklasse. Nicole Kidman f.eks., der fortjent vandt en Oscar, er perfekt i sin dybt beundringsværdige assimilerende portrættering af Woolf, fordi hun formår at omsætte sin karakters indre konflikter og kamp for at blive accepteret, som den person hun i virkeligheden ønsker at være, igennem de mange små nuancer i sit kropsprog, ansigtsmimik og dialekt til en samlet detaljerigdom, som ender med at udstråle en så imponerende poetisk skrøbelighed der er både smuk, tragisk, nærværende og dybt gribende at overvære. Specielt i tre scener, (da hun f.eks. snakker med Vanessas datter Angelica om liv og død, samt selve afskeden med Vanessa), transcenderer Kidman desperationen og frustrationen hos Woolf, der for alvor når sit store klimaks i scenen på togstationen, som gir mig tårer i øjnene hver evigt eneste gang.
”I remember one morning getting up at dawn, there was such a sense of possibility. You know, that feeling? And I remember thinking to myself: So, this is the beginning of happiness. This is where it starts. And of course there will always be more. It never occurred to me it wasn't the beginning. It was happiness. It was the moment. Right then.”
I samme verbale slagsmål viser Stephen Daldry og Michael Cunninghams personskildringer samtidig styrken i “The Hours” historie, som dermed helt undgår at blive en kedsommelig og ensidig affære ved også at inddrage den mandlige modparts reaktioner på de for ham ligeså smertelige og følelsesmæssigt frustrerende komplikationer det samfundsdikterede og forpligtende forhold har udmundet sig i, hvilket på befriende vis eliminere den oplagte endimensionelle modstander og gør de underliggende budskaber langt mere nuancerede og dermed mere vedkommende. Ej heller er Laura Browns mand, godmodigt spillet af John C. Reily, noget mandchauvinistisk monster, snarere tværtimod, og det gøres derfor, efterhånden som handlingen udfolder sig, klart at det egentlig ikke er deres mænd, men normerne, vanetænkningen og det medfølgende psykiske fængsel af forudsigelighed i sig selv der forsøges destrueret, fornemt illustreret i scenen med Kitty, hvor den sterile sniksnak om de dræbende kedelige forpligtelser og “Mrs. Dalloway” bogen som repræsentativ frihedssymbol sættes op mod hinanden.
Her introduceres tilskueren efterfølgende yderligere for endnu en negativ effekt af løsrivelses-processen, i tragisk skikkelse af sønnen Richard, som bestemt havde været lettere at acceptere i forhold til Lauras valg, men som er en yderst vital, om end brutal lektion, at få serveret for at forstå konsekvenserne når der først er børn involveret i ligningen. Resultatet ses i den nyeste tidslinje af lesbiske hos Clarissa, (navnesøster til hovedpersonen i Woolfs ”Mrs. Dalloway”), hvis forhold til den nu voksne søn mest af alt, på trods af de tidligere har haft en affære, er kørt fast i en, grundet Richards traumatiske fortid, dybt afhængig og katastrofal moderbinding som hun modsat holder fast i af frygt for paradoksalt nok, at ryge ind i samme trivielle levevis som generationerne før hende har forsøgt at ændre på. Dermed risikerer hun at miste det forhold, som i virkeligheden er bedst for hende understreget af hendes samtale med Louis om Richards for alle parters, dybt tragiske og destruktive afhængighed. Midt i al den følelsesmæssige elendighed tændes der dog afslutningsvis et lys i mørket, da Michael Cunninghams brillante historie, i en fornem homage til ”Mrs. Dalloway”, forvandler hovedpersonens dengang uopnåelige seksuelle længsler til den forbudte kærlighed, repræsenteret ved karakteren Sally Seton, til det ønskede og realiserede forhold i nutidens USA mellem Clarissa og hendes partner Sally. Det store spørgsmål er så bare, om Clarissa forstår at gribe den mulighed for lykke, som hun nu er blevet givet.
På trods af at ”The Hours” gennemgående er præget af en meget deprimerende og pessimistisk tone, er det en film som jeg elsker højt pga. sin overlegne historieformidling og redigering, de sublime skuespilspræstationer, som selv ned i de mindre biroller alle gør det fremragende, samt derudover Phillip Glass smukke og stemningsfulde score, der fornem akkompagnere de forskellige sindelag i denne perle af en film.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg er glad for at høre, at du har fået lyst til at se filmen, hvor du som sagt bl.a. skal glæde dig til at nyde de her helt fantastisk redigerede flydende overlap, der bliver lavet imellem de tre tidsperioder. Hele introen hvor de tre kvinder præsenteres er i sig selv et lille mesterværk ved den måde det bliver visualiseret på og gør at man omgående bliver grebet og dybt fascineret af historien.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#427 - Jeg må også krybe til korset og indrømme at jeg aldrig har set den, til trods for at den har stået på hylden noget tid. Den er taget ned og skal ses her i weekenden. En kanon gennemgang af filmen, som virkelig har givet mig lyst til at se den.
#421 Kruse 13 år siden
Og jeg kan godt afsløre med det samme, at jeg ikke har den store lyst til at høre kommentarsporet igennem ;)
#422 NightHawk 13 år siden
Hehe, ok. ;) Ja, den fangede jeg ikke lige i første omgang. :)
Det er bare i orden. Jeg gir lige et heads up, lige så snart jeg får dem læst igennem. :)
Tak! :)
Så smutter jeg da lige over i den anden tråd, selv om jeg næsten kan gætte mig til, at "Southland Tales" ikke ligefrem var den bedste filmoplevelse. :)
#423 NightHawk 13 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433962953...
http://www.amazon.co.uk/Easy-Rider-Performed-Motio...
Så er der dømt bred ymer og knæhøj karse for alle pengene, når vi nu skal med om på bagsmækken af captain americas blankpolerede og højpotente jernhest, kørende lige ud af den psykedeliske landevej, i Dennis Hoppers herlige og melankolske syretrip som yderligere tilsat et übercool soundtrack af gåsehuds-fremkaldende rocksange og en ukuelig energi fra samtlige medvirkende, både dannede rammen om en af de største kult klassikere i filmhistorien og samtidig udgjorde det ultimative tidsbillede på slut 60’ernes hippiekultur og ungdomsoprør.
”No, I mean it, you've got a nice place. It's not every man that can live off the land, you know. You do your own thing in your own time. You should be proud.”
Efter en veloverstået narkohandel hos en mexicansk pusher og en efterfølgende deal med en velhavende pladeproducer pakker de to californiske lykkeriddere Wyatt, (Peter Fonda), og Billy, (Dennis Hopper), deres motorcykler med penge og hash i store mængder for at drage mod det forjættede land i New Orleans og dets berusende festivitas under det nært forestående Mardi Gras. De to frihedshungrende venner når dog ikke særlig langt ud af landevejen før deres rebelske udseende bliver en hæmsko for dem, da en gammel motel ejer panisk nægter de formodede ballademagere adgang, så derfor må de tilbringe natten under åben himmel i stedet med kun et flammende bål og et par ekstra store joints til at holde dem varme. Da solens stråler atter skinner på det støvede landskab, fortsættes rejsen der først tager dem forbi et hyggeligt ophold hos en ranch ejer og hans familie hvis selvstændighed og generelle åbenhed over for fremmede Wyatt er svært imponeret af. Et dækskifte senere befinder de to mænd sig igen på asfaltens meditative underlag, da en lettere spøjs blaffer, (Luke Askew), pludselig dukker op i horisonten. Kort efter slutter den omflakkende hippie sig til den dynamiske duo, som han temmelig kryptisk informere om et kollektiv i ødemarken, der skulle være et livsbekræftende alternativ til det forkrampede og kontrollerende bysamfund. Selv om Billy er lettere omtåget har han dog på fornemmelsen, at der på en eller anden måde er ugler i mosen, især med tanke på de mange penge de slæber rundt på, men bliver resolut affejet af Wyatt der lader sig forføre af blafferens utopiske projekt. Dagen efter befinder de sig derfor hos det lille blomsterbørns samfund, der umiddelbart lader til at være beboet af ganske fredsommelige mennesker.
Det viser sig dog efterhånden at Billy får ret i sin mistanke, for jo længere tid de to fremmede opholder sig på stedet begynder den brogede forsamling, hvis drøm om frihed åbenbares som værende noget nær kaos, at opføre sig mere og mere underligt i sådan en grad, at det går Billy så meget på nerverne, at han til sidst får overbevist Wyatt om at komme tilbage på sporet af deres oprindelige plan. Da de ankommer til en mindre landsby senere på dagen, render de dog endnu engang ind i problemer under en lokal parade, hvor politiet straks ser sit snit til at få spæret de to ”uromagere” bag lås og slå ene og alene pga. deres tilsyneladende provokerende attitude. I fængselscellen har Billy mere end svært ved at skjule sin harme over det tvungne ophold og kommer derfor til at vække deres medfange, byens jævnt berusede advokat George Hanson, (Jack Nicholson), der er havnet der efter en af sine utallige drukture. Efter lidt småskænder finder Billy dog ud af at George, til trods for sit akademiske erhverv, er en yderst cool dude som de er helt på bølgelængde med, og få minutter senere lykkedes det da også for deres nye allierede, at få dem alle løsladt igen. Som om det ikke er nok viser det sig desuden, at George kan skaffe dem adgang til New Orleans bedste horehus, og da han samtidig har en ønske om at opleve et Mardi Gras, inviterer Wyatt ham uden tøven med på den videre færd. Den positive indstilling og umiddelbare accept står til gengæld i skærende kontrast dagen efter, da trioen langt om længe krydser grænsen til den endegyldige destination i New Orleans, hvor et sammenstød på en cafe med en flok afstumpede og hadefulde rednecks for alvor bringer deres alternative livsstil på den ultimative prøve.
”They'll talk to ya and talk to ya and talk to ya about individual freedom. But they see a free individual, it's gonna scare 'em.”
Da de to venner Dennis Hopper og Peter Fonda tilbage i 1968, efter selv at have været en del af et ulmende oprør både i virkelighedens verden og på det hvide lærred, beslutter sig for at slå pjalterne sammen og ligge alt deres hjerteblod i det eksperimenterende, stærkt improviserede og sanse-berusende syretrip vi alle kender som “Easy Rider”, blev der på alle tænkelige måder tale om en film, der ville skrive sig ind i historiebøgerne som et af de største og mest markante frihedssymboler repræsenterende tidsperioden, og en søgen efter at bryde den faste vanetænkning i samfundet og revolutionere det amerikanske landskab, der nogensinde havde været visualiseret med hhv. ligeså stor både fremadrettet og retrospektiv slagside. Der er dog langt fra blot tale om en ren sort/hvid mentalitet her i skildringen af temaerne om jagten på den amerikanske drøm, længslen efter suveræn frihed og forsvaret af menneskets selvstændighed kontra de overordnede autoritetsenheders forsøg på ensretning og kontrol, da det hurtigt viser sig at Hopper & Fondas manuskriptet både åbenbarer sig i form af et nuanceret syn på den amerikanske befolkning, som de to protagonister møder undervejs, samt en befriende ærlig ambivalens i forhold til beskrivelsen af den kultur, som både de og de motorcyklende antihelte på hver deres facon alle sammen er en del af. I en perfekt udnyttelse af kontrasten mellem fortid og nutid bruger Dennis Hopper dertil intelligent det imponerende og for alles vedkommende frit tilgængelige nostalgiske landskab som baggrundskollage, alt imens et nyt og rebelsk soundtrack agerer introspektiv voice-over og musikalsk dukkefører for de to unge og autodidakte korsfareres meditative mission.
I “Easy Riders” indledning, efter de to narkohandler, ser man en typisk illustration på forskellen mellem den gamle og yngre generation i 60’erne. Dennis Hopper formøbler dog omgående tematisk filmens kliché med omtanke ved at lade scenen med motel ejeren agerer kontant stopklods for den positive stemning og blive et forvarsel mod protagonisternes vision, hvis musikalske og symbolske “Born To Be Wild” lakering her modtager de første ud af mange reaktionære ridser. Ikke længe efter foretages der dog både for variationens og troværdighedens skyld heldigvis to retningsskift, hvor det første illustrerer at der trods den enorme generationskløft er fællestræk der hænger ved i sammenholdets ånd, symboliseret i mødet med den gamle ranch ejer hvor dennes cowboyfilosofi og den tilbagelænede zenbudistiske Wyatts ditto livsanskuelser forenes i en stor frihedsmetafor og sammensmeltning med rødderne i det historiske landskab. Hvor hippie/biker kulturen her gennem Wyatt dermed udstiller sin sammenhørighed med resten af den befolkning der er i stand til at se hen over fordommenes mure, gør det modsatte sig gældende hos den mega paranoide Billy hvis konstante mistro overfor alt og alle, ikke mindst myndighederne, illustrere kulturen fra en knap så romantiserende side som det ses i mødet med kollektivet efterfølgende, da deres mangel på samspil med det etablerede system, modsat ranch ejerens tilgang, tydeligvis viser et samfund hvis livsdrøm er utopisk i måden de har valgt at indrette sig på, og som mere signalerer vanvid og håbløshed end noget andet med en tydelig understregning af, at frihedens pris ikke er uden konsekvenser.
Under de to bikeres ophold i det desorienterede morads af et hippie-kollektiv sker der desuden en ganske interessant ting, da Wyatt under sin afsluttende snak med blafferen modtager et mystisk og euforiserende pakke, der endegyldigt vil konkludere om deres sjælesøgende og spirituelle rejse har været en succes elle fiasko, når han på et endnu ubestemt tidspunkt i fremtiden vælger at benytte denne tvivlsomme åbenbaring af en gave. Svaret på dette, og underforstået om Billy og Wyatt så overhovedet har en chance i samfundet for at realisere indbegrebet af the american dream, får man et forvarslende og temmelig desillusionerende eksempel på, da George Hanson, suverænt portrætteret af Jack Nicholson, integreres i handlingen og via sin muntre, naive, dobbelttydige persona med et ben placeret i begge lejre hos hhv. det etablerede system og dem der søger et opgør med det, netop bliver symbolet på udfaldet af i form af hans skæbne, kontra det eksistentielle spørgsmål filmen søger at besvare i forhold til sine to hovedkarakterer og deres mission. Inden konfrontationerne med en række dommedagsrelaterede reaktionære rednecks finder sted af tre omgange og Wyatt & Billy gennemlever deres psykedeliske klarsyn, træder George Hanson nemlig i karakter som en anden filosof under de hash ombruste samtaler ved lejrbålet, hvor Dennis Hopper og Peter Fonda på manuskriptsiden udviser en herlig metaforisk munterhed i anekdoten om flyvende tallerkener og marsmænd, der dog stadigvæk er skarpt observerede i forhold til analysen af datidens problemer i samfundet og manglen på forståelse og respekt for hinanden generelt hos de to fronter på hver deres side af kultur og generationskløften.
Trods sine godt og vel 42 år på bagen er “Easy Rider” for undertegnedes vedkommende stadig en særdeles fremragende og dybt fascinerende film, som formår at overvinde sine low budget begrænsninger og sin minimalistiske handling med en historie, der via en dialog uden så meget snik snak alligevel lykkedes med at slå en masse fine pointer fast, og som desuden bliver hjulpet godt på vej af en trio af skuespillere med en allerhelvedes cool og charmerende attitude, og et fortællemæssigt kanvas af et syret soundtrack der i den grad sparker røv.
#424 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Three-Kings-Blu-ray-George...
Vi bliver i det støvede, knastørre og korrumperende landskab, men skifter nu den amerikanske landevejs mystificerende ridt ud med det irakiske ørkensands grumsede uforudsigelighed i David O. Russells stilistiske og kontroversielle skarpretter af en kulørt krigsfilm, der via en herlig forfriskende indgangsvinkel til sit materiale og et sprudlende sammensurium af forskellige genrer, med masser af glimt i øjet og satirisk punch, øjeblikkeligt skød sig ind på hitlisten hos både anmeldere og filmentusiaster i samlet flok.
”My guess is he's divided these bricks into several different stashes. Just one of these stashes will be easy to take from Saddam's deserting army, and that will be enough to get us out of our day jobs. Unless, of course, you reservists are in love with your day jobs.
”I don't really have a day job, sir.”
Året er 1991, og den jævnt slumrende krig mod diktatoren Saddam Hussein og hans tropper i det golde og trøstesløse Irak langt om længe et overstået kapitel for de to diffuse soldaterkammerater Troy Barlow, (Mark Wahlberg), og Conrad Vig, (Spike Jonze), samt resten af den udstationerede amerikanske hær, der da heller ikke er sene til at fejre den tilsyneladende succesfulde sejr ved at feste igennem for fuld skrue. Da der stadig mangler et større oprydningsarbejde med at undersøge diverse dokumenter og forhøre adskillige tilfangetagne irakiske soldater, afbrydes løjerne dog prompte af en lettere mavesur overordnet, og derfor må Troy og Conrad. slukøret forberede sig på atter at skulle tage arbejds-handskerne på den efterfølgende dag og fortsætte den sure pligt. Under inspektionen af en modvillig fange begynder tingene dog paradoksalt nok at se betydeligt lysere ud, da de noget overraskende, gemt i hans røv, finder hvad der umiddelbart ligner et skattekort. Uden at informere andre om det beslutter Troy sig for, at de tager kontakt til hans ven sergent Elgin, (Ice Cube), som ud over at være ekstrem loyal, også ligger inde med samtlige kort over de områder i Kabbala, hvor Saddam Hussein ifølge rygterne skulle have et bjerg af guld liggende gemt, som han tidligere havde tilranet sig under invasionen af Kuwait.
Andetsteds i lejren erfarer den desillusionerede major Archie Gates, (George Clooney), via krigsreporteren Adriana Cruz, (Nora Dunn), hvem han må agere tvungen guide for, at en gruppe soldater er i besiddelse af det berygtede skattekort, og efter lidt tid lykkedes det ham da også at lokalisere teamet, som han overtaler til at lade sig blive en del af. Selvom de i første omgang ikke er meget for at dele informationerne, indser de dog fordelen ved at have en med Archies erfaring med ombord, og mens Cruz af logiske årsager sendes i den stik modsatte retning, sniger de fire skatte-jægere sig af sted på hvad der forhåbentlig bliver et indbringende eventyr af dimensioner, der vil ændre alles liv for det bedre. En kort træningsøvelse på vej mod Kabbala som er nær ved at sende hele teamet i graven giver dog en klar indikation om, at jagten på guld og grønne skove næppe bliver ligeså let som de umiddelbart troede, hvilket de efterfølgende erfarer på den hårde måde af to omgange, da det lykkedes dem at finde frem til det hemmelige skatkammer men pludselig indser at de stadig, trods krigens afslutning, befinder sig midt i orkanens øje med Saddams sadistiske tropper på den ene side og en undertrykt og panisk angst lokalbefolkning på den anden side. Da tyvetogtet udvikler sig med katastrofale og blodige konsekvenser til følge, må Archie og hans team tage deres oprindelige mission op til kraftig revision, alt imens den snarrådige Adriana Cruz har lugtet lunten og sporet sig frem til dem klar over, at en rigtig interessant historie lurer lige om hjørnet.
”Hey, I don't know if I can do this. I got a family. If I'm gonna shit in a bag for the rest of my life because I got shot after the war was over, that would be pretty fucking stupid wouldn't it, Major?”
Oven på en kontroversiel indledning ang. manuskriptets tilblivelse, hvor David O. Russell ragede uklar med dets oprindelige forfatter, og en større budgetmæssig uoverensstemmelse samt indblanding i den kreative proces mellem Russell og Warner Bros. i øvrigt brød ud undervejs i indspilningerne, hvor instruktøren med det iltre temperament desuden havde utallige højtråbende skænderier med stort set alle på settet inkl. et mindre slagsmål med George Clooney, er det alt opsummeret noget af et mirakel at ”Three Kings” i sidste ende ville udmunde sig som et vaskeægte mesterværk af det pureste guld inden for genren af moderne krigsfilm. På trods af at de mange kontroverser afgjort var en stor belastning for folkene bag og foran kameraet, lykkedes det på forunderlig vis alligevel for Russell at absorbere og herefter kanalisere al den negative energi om til et yderst brugbart værktøj, som i svær grad kan mærkes i den sitrende intensitet der dragende driver både den tempofyldte handling og de knivskarpe karismatiske skuespilpræstationer fremad. Dette krydres så yderligere side om side med en fabelagtig redigeringsproces og en kameraføring der slår svedige gnister i sin ultra realistiske billedflade, som ved første øjekast og i flere tilfælde bogstavelig talt sender tilskueren med helt ind under huden både fysisk og psykisk hos de fire hovedroller, hvis brogede flok af skuespillere på forunderlig vis formår at indgå i en fælles symbiose, baseret på en herlig kemi sammen, der med legende lethed gør, at man overbevises både ang. deres loyalitet overfor hinanden og når deres integritet som mennesker i det hele taget sættes op imod filmens barske temaer, der udspringer af Golfkrigens bagvedliggende forvirrende og håbløst absurde politiske agenda.
”Bush told the people to rise up against Saddam. They thought they'd have our support. They don't. Now they're getting slaughtered.”
Ved at benytte sig af en grotesk humoristisk tone i filmens grovkornede intro, og som yderligere ligger som en konstant understrøm generelt i “Three Kings”, får Russell på fornemmeste vis netop illustreret denne besynderlige absurditet af en krig de amerikanske tropper befandt sig i på daværende tidspunkt, da Troy og resten af kompagniet pludselig står ansigt til ansigt med fjenden, men ingen aner hvem der gør hvad eller hvorfor. Den kvalmende blodige situations stilhed forvandles derpå sekunderne efter over i en barok festivitas, som ender med at skabe en endnu mere effektfuld kontrast tilføjet det livsbekræftende optimistiske nummer “I Just Wanna Celebrate”. Det store spørgsmål er så, som George Clooneys frustrerede Major Archie Gates ligeledes undrende konkludere, hvad fanden der egentlig er at fejre. For selv om den republikanske regerings ønske, udstukket af George W. Bush Sr. og co., om at stabilisere situationen i mellemøsten på papiret så beundringsværdi ud, ja så handlede Golfkrigen såre simpelt ikke om andet end at bevare magt-indflydelsen i mellemøsten via netværket til Kuwaits naboland, og en anden af Iraks fjender, Saudi Arabien der samtidig sjovt nok lå og ligger inde med nogle af verdens største oliereserver. Både den kuwaitiske og irakiske lokalbefolkning blev i den samlede befrielsesaktion betragtet som 2., ja hvis ikke 3. eller 4. prioritet på dagsordenen, så ikke spor underligt at folkene på jorden, her repræsenteret ved Archie og hans team, havde svært ved at overskue sejrens størrelse/betydning, når Saddam Hussein efterfølgende stadig sad på magten og den irakiske lokalbefolkning stadig blev undertrygt.
Med formålet at udstille menneskets evne til at udvise næstekærlighed og empati kontra egoisme, gerrighed og ikke mindst grådighed i en parallel til hhv. regeringens og menigmands syn på krigen, sender Russell smart, men heldigvis aldrig pop smart, sine fire gæve gutter, og her igennem publikum, ud på et eventyrligt men usmageligt skattetogt efter guld i massevis, stinkende langt væk af kapitalismens grimme ansigt og en egocentricitet næsten ud over alle grænser. Da teamet først kommer på kollisionskurs med den irakiske hær og deres voldsudgydelser mod lokalbefolkningen, i den landsby hvor guldet ligger gemt, vender situationen dog 180 grader på det moralske kompas hvis blodbestænkte glas refleksion visualiseres med en æstetisk brutalitet, der slår dobbelt så hårdt i tilskuerens følelsesregister, fordi det opstår ud af ingenting og understreger at “Three Kings” på ingen måde er en film der bare er sjov og ballade, men virkelig har noget på hjerte i sin måde at skildre paradokset i amerikanernes tilstedeværelse på råt for usødet. Efter scenen i byen, samt to yderligere inkluderende en hektisk flugt og senere befrielsesaktion hvor Russell viser sin eminente finger-spitzgefühl for at skabe nervepirrende og stærkt medrivende action, er det imellem disse kinetiske sammenstød at handlingens tyngde og altoverskyggende budskaber leveres. Først i en godt nok traditionel men hamrende effektiv scene hvor menings-udvekslinger om et samarbejde baseret på fælles menneskelige værdier, kontra kulturel og politisk overbevisning, mellem Clooneys Archie Gates og oprørslederen finder sted, og dernæst i en diametral modsat og genial visuelt orienteret torturscene hvor Russell formår at nedbryde klichéerne og tage tilskueren med ind i hhv. i den tilfangetagne Troy Barlows tanker, (suverænt portrætteret af Mark Wahlberg), samt hans irakiske fangevogters, hvis paralleller om tab og forestilling om tab af den nærmeste familie på effektfuld vis sidestiller de to modstandere i et generelt perspektiv inde og ude for krigens rammer.
Alt sammen fører dette endegyldigt frem til den store finale, hvor Russell igen eminent eksekveret sætter en tyk blodrød streg under sit anti-krigs budskab ved at søge efter at sætte fællesskabets ånd højere end alverdens reaktionære restriktioner og dumdristige doktriner. På den måde giver han så samtidig sine, i filmen, amerikanske protagonisters tilstedeværelse den indflydelse soldaterne i virkelighedens Golfkrig forsøgte at finde, og som de burde have haft muligheden for at gennemføre ved bl.a. allerede tilbage i 1991 at have væltet Saddam Hussein ned fra tronen.
Har man stadig ”Three Kings” til gode, kommer filmen med de absolut varmeste anbefalinger herfra, og er derfor selvsagt et must own til samlingen.
#425 jessup 13 år siden
#426 NightHawk 13 år siden
Jep, det er sgu ret imponerende, at David O. Russell så let kan variere humor og alvor uden, at historiens fine pointer på nogen måde mister slagkraft. I sær er scenen med koen jo et fremragende eksempel på netop dette. Man kan på den ene side jo ikke lade være med at sidde og grine af det der sker, pga. den tegneserie agtige facon scenen udspiller sig på, men samtidig så får man også en alvorlig lektion ang. krigens rædsler, som afgjort giver stof til eftertanke.
Kom i øvrigt lige i tanke om, at jeg jo lovede dig at tage et kig på Kenneth Angers "Complete Magick Lantern Cycle" boxset, som jeg købte for noget tid siden. Satser på at se filmene her de næste par dage, så hold øje med "What we Saw" tråden i løbet af weekenden. :)
#427 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Hours-DVD-Meryl-Streep/dp/...
Så er det blevet tid til at få rystet det sorthumoristiske ørkensand ud af støvlerne og få bragt den ophedede temperatur på guldfeber barometeret helt ned igen, for nu står menuen på Stephen Daldrys mørke og melankolske Queer relaterede drama, om isolation, kvindefrigørelse og sjælefulde længsel efter seksuel identitet og den sikre kærlighed, baseret på Michael Cunninghams prisvindende novelle “The Hours”, hvis handling er formet over en af feminismens største pionerer Virginia Woolf og hendes litterære mesterværk “Mrs. Dalloway”.
”This is my right; it is the right of every human being. I choose not the suffocating anesthetic of the suburbs, but the violent jolt of the Capital, that is my choice. The meanest patient, yes, even the very lowest is allowed some say in the matter of her own prescription. Thereby she defines her humanity. I wish, for your sake, Leonard, I could be happy in this quietness”.
Stedet er England, året 1923, og nær den lille idylliske landsby Richmond er forfatteren Virginia Woolf, (Nicole Kidman), i færd med at skrive sin næste bog “Mrs. Dalloway”, hvilket dog på ingen måde er nogen særlig nem opgave at gennemføre, da hun samtidig lider af en tung og udmattende depression, der kun bliver værre af at hendes kærlige men også alt for kontrollerende mand Leonard, (Stephen Dillane), påtvinger hende et hav af lægebesøg fra alverdens såkaldte eksperter. Med udsigten til samtidig også at skulle planlægge et nært forestående middags-arrangement med hendes søster Vanessa, (Miranda Richardson), og hendes børn, er den anspændte stemning der dominere i husets mørke korridorer, så småt ved at kvæle den frihedshungrende Virginia som i første omgang lader sine mange frustrationer gå ud over de stakkels tjenestefolk, for hvem hun kun opfattes af som værende en irriterende særling. Da Vanessa ankommer senere på dagen stiger Virginias humør dog lidt igen, selvom søsteren og børnenes tilstedeværelse samtidig smerteligt minder hende om alle de ting hun selv mangler i sit liv af både kærlighed og frihed. I et desperat forsøg på at udleve disse indebrændte følelser kommer Virginia til at gå over stregen og beslutter sig for såret og fortabt, at genfinde sig selv ved at forlade sin mand og tage tilbage til det langt mere tiltrækkende kunstnermiljø i hjembyen London.
Året er nu 1951, og i en solbeskinnet forstad til Los Angeles er den hjemmegående og højgravide, men samtidig håbløst fortabte husmoder, Laura Brown, (Julianne Moore), i færd med både at passe sin søn Richard, sine daglige pligter i huset, og forberede en fødselsdagskage til hendes mand Dan, (John C. Reily), inden han atter vender hjem fra sit arbejde. Selv om Laura gør sig rigtig store anstrengelser, bliver slutresultatet langt fra tilfredsstillende, men fiaskoen sættes dog midlertidigt i bero da genboen og hendes gode veninde Kitty, (Toni Collette), hvem hun også er tiltrukket af, kigger forbi på en kort visit. Under deres småsnak om hverdagens trivielle gøremål og deres sirlige pligt ud i at opfylde rollen som husmoder til perfektion, krakelerer Kittys polerede facade for en stund og de to kvinder ender pludselig i et passioneret kys, hvis moment dog hurtigt forvandles til en ganske anspændt atmosfære som får Kitty til fuldstændig at ignorere det just skete, og Lauras forhåbninger om at ændre sit liv til at smuldre totalt. I bar frustration går det efterfølgende ud over hendes søn, som har overværet hele episoden, og skræmt gemmer sig på sit værelse uforstående over for sin moders vredesudbrud. Da Laura lige har sundet sig lidt, er hun nu fast besluttet på at ville begå selvmord og kører derfor først sin søn til en barnepige, inden turen fortsætter mod et hotel hvor hun definitivt har tænkt sig at gøre en ende på sine lidelser.
Det er nu blevet 2001, og i et af New York Citys fashionable kvarterer, slumrende i sin dobbeltseng, kan forlagsredaktøren Clarissa Vaughn, (Meryl Streep), ikke lade være med at spekulerer over om hendes kæreste Sally, (Allison Janney), mon har en affære nu, da hun kommer luskende hjem meget tidligt om morgenen. Da Clarissa senere på dagen skal en tur hen til den lokale blomsterbutik, som led i en snarlig reception for hendes bedste ven, forfatteren Richard, (Ed Harris), der er dødeligt syg af aids, bliver forpligtigelserne et befriende pusterum væk fra de ubehagelige spekulationer på hjemmefronten. Det efterfølgende besøg hos den forståeligt frustrerede og bitre ven, der absolut ikke har lyst til at deltage i nogen form for festivitas sin tilstand taget i betragtning, udvikler sig dog slet ikke med den beroligende effekt hun kunne håbe på. I stedet ender Richards hudløst ærlige bemærkninger om festens egentlige formål med at blive et brat opvågning for Clarissa, der nu både må tage sin egen rolle som bekymrende ven og sit forhold til Sally op til kraftig revision, hvilket blot står endnu mere klart efter hun senere konfronteres med tre af gæsterne i skikkelse af en fælles bekendt, Richards tidligere elsker Louis Waters, (Jeff Daniels), sin datter Julia, (Claire Danes), samt et overrumplende besøg fra fortiden.
”Oh, it's about this woman who's incredibly - well, she's a hostess and she's incredibly confident and she's going to give a party. And, maybe because she's confident, everyone thinks she's fine... but she isn't.”
Da den biseksuelle forfatterinde Virginia Woolf tilbage i 1925 udgiver sin legendariske novelle “Mrs. Dalloway”, om en kvindes bestræbelser på at tilfredsstille alle andre end sig selv ved at kreere det perfekte middagsselskab mens hun samtidigt filosoferede over sit både nuværende fastlåste og forudbestemte ægteskab kontra en tidligere affære og en udefinerbar erotisk længsel, fløj handlingens underliggende temaer om selvstændighed og homoseksualitet hen over hovedet på langt de fleste af datidens læsere og understregede, at Woolf i sit syn på kvindens rolle og livet generelt var langt forud for sin tid. Skønt de mange ord ekvilibristiske udfordringer af normerne var en sten i skoen på den etablerede og mandsdominerede samfundsstruktur, lykkedes det dog alligevel for Virginia Woolf som årene gik, og længe efter sin død i 1941, at få snoet sine feministiske synspunkter uden om de mange metaforiske dæmninger og spredt sin lyriske visdom som håbefulde og opmuntrende ringe i vandet for fremtidens generation af lesbiske og biseksuelle, hvilket for alvor kommer til udtryk i fuldt flor, da selv samme subtekst baserede budskaber mange år senere i 1998 på genial og meget opfindsom vis integreres af Michael Cunningham i hans egen litterære tidsrejse “The Hours”.
Retter man blikket mod det visuelt orienterede, er det ganske interessant at se en lignende stærkt inspireret historie udfolde sig i HBO dramaet fra 2000 “If These Walls Could Talk 2”, (nr. 121 på listen), der på samme facon over forskellige tidsperioder på forbindtlig vis forstod at illustrere og sammenflette hhv. den lesbiske selvforståelse og den sideløbende samfundsmæssige udvikling og reaktion på dette. I instruktør Stephen Daldrys hænder bliver Cunninghams pendant hertil dog et endnu bedre visualiseret supplement til Queer cinemas opblomstring i det nye årtusinde, og i den forbindelse markant forbedrede og troværdige repræsentation af homoseksuelles følelsesmæssige indre turbulens og generelle vilkår, (hvor man i både 20’erne og 50’erne blev betragtet som værende psykisk syg og/eller kriminel), pga. dens elegante leg med overlappene mellem sine tre tidsperioder og sammensmeltning af sine tre hovedrollers dilemmaer, som gør LGBT udviklingen let forståelig ved det, at Virginia Woolf nu agerer en slags altseende meta-guide der på forunderlig vis er i stand til at beskrive fremtiden igennem sin delvist selvbiografiske bog.
I alle tre historier cirkulerer temaet om at være underlagt andres ønsker og behov der, specielt hvad angår de to første tidsperioder, sublimt udstiller den enorme forskel som gjorde sig gældende for hhv. mandens og kvindens status i samfundet, der forbinder den feministiske opstand med den lesbiske identitet som i store træk, uden at generalisere totalt, hænger uløseligt sammen og som nåede sin forløsning i slutningen af 60’erne. Men selv om der er identiske træk mellem Virginia Woolfs situation og Laura Browns ditto, er der samtidig tale om to vidt forskellige måder at illustrere dette oprør imod og opgør med kønsrollemønstret på som gør, at filmen aldrig føles statisk eller triviel ikke mindst takket være to skuespilpræstationer i verdensklasse. Nicole Kidman f.eks., der fortjent vandt en Oscar, er perfekt i sin dybt beundringsværdige assimilerende portrættering af Woolf, fordi hun formår at omsætte sin karakters indre konflikter og kamp for at blive accepteret, som den person hun i virkeligheden ønsker at være, igennem de mange små nuancer i sit kropsprog, ansigtsmimik og dialekt til en samlet detaljerigdom, som ender med at udstråle en så imponerende poetisk skrøbelighed der er både smuk, tragisk, nærværende og dybt gribende at overvære. Specielt i tre scener, (da hun f.eks. snakker med Vanessas datter Angelica om liv og død, samt selve afskeden med Vanessa), transcenderer Kidman desperationen og frustrationen hos Woolf, der for alvor når sit store klimaks i scenen på togstationen, som gir mig tårer i øjnene hver evigt eneste gang.
”I remember one morning getting up at dawn, there was such a sense of possibility. You know, that feeling? And I remember thinking to myself: So, this is the beginning of happiness. This is where it starts. And of course there will always be more. It never occurred to me it wasn't the beginning. It was happiness. It was the moment. Right then.”
I samme verbale slagsmål viser Stephen Daldry og Michael Cunninghams personskildringer samtidig styrken i “The Hours” historie, som dermed helt undgår at blive en kedsommelig og ensidig affære ved også at inddrage den mandlige modparts reaktioner på de for ham ligeså smertelige og følelsesmæssigt frustrerende komplikationer det samfundsdikterede og forpligtende forhold har udmundet sig i, hvilket på befriende vis eliminere den oplagte endimensionelle modstander og gør de underliggende budskaber langt mere nuancerede og dermed mere vedkommende. Ej heller er Laura Browns mand, godmodigt spillet af John C. Reily, noget mandchauvinistisk monster, snarere tværtimod, og det gøres derfor, efterhånden som handlingen udfolder sig, klart at det egentlig ikke er deres mænd, men normerne, vanetænkningen og det medfølgende psykiske fængsel af forudsigelighed i sig selv der forsøges destrueret, fornemt illustreret i scenen med Kitty, hvor den sterile sniksnak om de dræbende kedelige forpligtelser og “Mrs. Dalloway” bogen som repræsentativ frihedssymbol sættes op mod hinanden.
Her introduceres tilskueren efterfølgende yderligere for endnu en negativ effekt af løsrivelses-processen, i tragisk skikkelse af sønnen Richard, som bestemt havde været lettere at acceptere i forhold til Lauras valg, men som er en yderst vital, om end brutal lektion, at få serveret for at forstå konsekvenserne når der først er børn involveret i ligningen. Resultatet ses i den nyeste tidslinje af lesbiske hos Clarissa, (navnesøster til hovedpersonen i Woolfs ”Mrs. Dalloway”), hvis forhold til den nu voksne søn mest af alt, på trods af de tidligere har haft en affære, er kørt fast i en, grundet Richards traumatiske fortid, dybt afhængig og katastrofal moderbinding som hun modsat holder fast i af frygt for paradoksalt nok, at ryge ind i samme trivielle levevis som generationerne før hende har forsøgt at ændre på. Dermed risikerer hun at miste det forhold, som i virkeligheden er bedst for hende understreget af hendes samtale med Louis om Richards for alle parters, dybt tragiske og destruktive afhængighed. Midt i al den følelsesmæssige elendighed tændes der dog afslutningsvis et lys i mørket, da Michael Cunninghams brillante historie, i en fornem homage til ”Mrs. Dalloway”, forvandler hovedpersonens dengang uopnåelige seksuelle længsler til den forbudte kærlighed, repræsenteret ved karakteren Sally Seton, til det ønskede og realiserede forhold i nutidens USA mellem Clarissa og hendes partner Sally. Det store spørgsmål er så bare, om Clarissa forstår at gribe den mulighed for lykke, som hun nu er blevet givet.
På trods af at ”The Hours” gennemgående er præget af en meget deprimerende og pessimistisk tone, er det en film som jeg elsker højt pga. sin overlegne historieformidling og redigering, de sublime skuespilspræstationer, som selv ned i de mindre biroller alle gør det fremragende, samt derudover Phillip Glass smukke og stemningsfulde score, der fornem akkompagnere de forskellige sindelag i denne perle af en film.
#428 Bruce 13 år siden
#429 NightHawk 13 år siden
You're welcome. :)
Jeg er glad for at høre, at du har fået lyst til at se filmen, hvor du som sagt bl.a. skal glæde dig til at nyde de her helt fantastisk redigerede flydende overlap, der bliver lavet imellem de tre tidsperioder. Hele introen hvor de tre kvinder præsenteres er i sig selv et lille mesterværk ved den måde det bliver visualiseret på og gør at man omgående bliver grebet og dybt fascineret af historien.
#430 Kiksmann 13 år siden
En kanon gennemgang af filmen, som virkelig har givet mig lyst til at se den.