Fra at have bevæget os rundt i mageløse muntre erotiske sfære af hårdtslående kærlighed og romantiske rap i rumpen, skal vi nu have smæk for skillingen på en helt anderledes facon, når dommedagsdebutanten Ruben Fleischer på vidunderlig løssluppen vis folder sit sorthumoristiske og blodstængsbefængte menukort ud for at byde på et herligt vandvittigt miks af vulgære zombie løjer og klassisk road movie, med hjertet helt ude på tøjet og masser af grumme glimt i øjet.
”In those moments where you're not quite sure if the undead are really dead, dead, don't get all stingy with your bullets. I mean, one more clean shot to the head, and this lady could have avoided becoming a human Happy Meal. Woulda... coulda... Shoulda.”
Da en madglad kunde ved en tilfældighed spiser en burger på den lokale fastfood restaurant, sluger han samtidigt en bøf fyldt med kogalskab og blot få dage senere hærges Amerika pludselig af en grusom virus, der har forvandlet størstedelen af borgerne til frådende zombier på jagt efter friskt menneskekød. Som en af kun ganske få der stadig er ved sine fulde fem har den nørdede ungersvend Columbus, (Jesse Eisenberg), ved hjælp af et fast regelsæt han har fulgt til punkt og prikke over en længere periode, dog haft held til at undgå at ende som hakket fars, og har kun måttet lide overlast i ny og næ når nerverne og tarmsystemet er gået i hårdknude. Efter endnu et blodigt rendevouz med et par glubske zombier, der fejt har forsøgt at æde ham i hans forsøg på at finde et lokum, beslutter den ensomme ulv Columbus sig for at rejse tilbage til sin fødeby og blive genforenet med sine forældre, som han stadig håber er i live. Flere kilometer senere, vandrende ind og ud mellem en endeløs række af efterladte og smadrede biler, brydes stilheden dog pludselig da en truck med en sneplov monteret dukker op i det fjerne. Kort efter befinder Columbus sig nu ansigt til ansigt og shotgun til shotgun med den barske cowboy Tallahassee, (Woody Harrelson), der dog går med til en våbenhvile, da den splejsede nørd viser sig kun at være interesseret i at få et lift. På trods af knægtens jævnt irriterende mumlen løs om dit og dat vælger Tallahassee, der viser sig at være nærmest fanatisk opsat på at sætte sine sliksultne tænder i en saftig twinkie kage, at tage ham med på slæb og sammen drager det umage makkerpar nu mod det forjættede land et sted i horisonten. Efter at have kørt et stykke tid gør de stop ved et supermarked for at skaffe flere forsyninger og forhåbentlig et bjerg af twinkies, men ender i stedet blot med at finde flere sultne zombies.
Da Tallahassee heldigvis er formand i zombie røvsparker klubben lykkedes det snildt at manøvrere rundt i gangene, men alligevel kommer duoen kort efter i nye problemer, da de overraskende render på to andre overlevende i skikkelse af den smækre Wichita, (Emma Stone), og hendes lillesøster Little Rock, (Abigail Breslin), som desværre lader til at være inficeret af virussen og derfor absolut nødvendig at få ryddet af vejen så hurtig som muligt, hvor nådesløst det end måtte være. Af ren og skær empati går Tallahassee og Columbus med til at lade Wichita klare opgaven selv, men må så på det usmageligste pludselig se deres gode hjerter trådt på godt og grundigt, da tøserne i stedet tager røven på dem, stjæler både deres våben og deres trofast bil, og efterlader duoen til fods midt i ingenmandsland. Oven på en længere vandretur ender de to mænd i en mindre by og bliver atter tilsmilet af lykkens gudinde, da en hummer proppet med store guns åbenbarer sig for deres øjne og sender især den forståeligt bitre og hævngerrige Tallahassee i den syvende himmel klar til at optage jagten på de to svindlere. Efter en omgang forviklinger de to teams imellem har fundet sted, bliver Columbus til sidst så træt af deres skærmydsler, at han får et mindre anfald og de andre indser derfor, at det nok er på tide at samarbejde i stedet for at bekrige hinanden, hvis de skal have chancen for at nå frem til forlystelsesparken Pacific Playland i L.A., der er søstrenes destination og som ifølge rygterne skulle være zombie frit område. Et kaotisk besøg i en souvenir butik og en masse snik snak senere når de endelig frem til det solbeskinnede Californien, der ikke ligefrem skorter på kødædere og Tallahassee foreslår derfor, at de slår sig ned i et af de top sikre luksusvillaer i Beverly hills. Her bliver mødet med stedets excentriske ejer Bill Murray en tiltrængt pause fra ondskaben, der dog på ingen måde har i sinde at lade de fire tapre helte have al mor(d)skaben for sig selv...
”There's a box of Twinkies in that grocery store. Not just any box of Twinkies, the last box of Twinkies that anyone will enjoy in the whole universe. Believe it or not, Twinkies have an expiration date. Some day very soon, Life's little Twinkie gauge is gonna go... Empty.”
Efter blot at have været vidne til de indledende scener i Ruben Fleischers “Zombieland”, hvor hovedpersonens nøgternt analyserende og sarkastiske voiceover elegant erstattes af en helt igennem vandvittigt underholdende og visuelt velsmurt genistreg af en intro, som ruller hen over skærmen i et inferno af grotesk morsom og bloddryppende kaos af rædsel og terror, er det svært helt at kapere at der rent faktisk er tale om en debutant i instruktørstolen og bag filmens manuskript. Og heldigvis viser det sig da også ganske hurtigt, at der ikke blot er tale om spil for galleriet, men at vi her har at gøre med et plot der afslører en bagvedliggende kreativ opfindsomhed og sammenhørighed med sine herlige karakterer og sin historie, som er ganske imponerede set i lyset af den efterhånden temmelig slidte genres mangel på nytænkning. Til at opretholde den fornemt afbalancerede blanding af humor, horror og drama, der mesterligt excelleres i undervejs protagonisternes lange makabre rejse mod det kulørte utopiske paradis i symbolsk skikkelse af Pacific Playland, drager Fleischer stor fordel af sit talentfulde cast og deres nuancerede skuespilpræstationer, der indledningsvis kommer til udtryk via Jesse Eisenbergs nørdede karakter med de nervøse trækninger, som snildt i en knap så sofistikeret instruktørs hænder kunne have været endt som en omvandrende kliché, udelukkende i en funktion som comic relief. Dette er dog ingenlunde tilfældet her, som det så glimrende illustreres i hans oprindelseshistorie der med humoristiske undertoner, men stadig seriøs i skildringen af hans isolation fra omverdenen og sine forældre samt hvorledes det har påvirket ham, er med til at give karakteren dybde og et sørgmodigt skær over sig, forstærket af hans romantiske møde med den hotte nabo, (med det bevidst anonyme navn 406), der giver ham et lille håb om en bedre tilværelse, blot for brutalt og deprimerende at tage håbet fra ham igen. Og således er fundamentet lagt for substansen i det videre eventyr for den sympatiske nørd, der qua sit meget rammende øgenavn Columbus sætter gang i at genopdage det nu forfaldne Amerika og derigennem forsøge at genfinde og reetablere det tabte håb for menneskeheden.
Ind på den blodige scene introducerer filmens anden store kapacitet sig herefter i skikkelse af gode gamle Woody Harrelson, som over årene har opnået kultstatus med sit lange og brogede cv, hvilket i dette tilfælde dog netop er perfekt med henblik på at få skabt den rå autenticitet og übercool tilbagelænede ironisk underspillede attitude, som den karismatiske stratenrøver og zombiejæger lægger for dagen under de første samtaler med sin nye makker. Men bag den klukkende morsomme karl smart artige machofacade, og det der for mit vedkommende gør rollen både fascinerende og vedkommende, er når selv samme facade begynder at krakelere og Tallahassees bagvedliggende tragiske fortid med jævne mellemrum skinner igennem, afslørende en sammenlignelig ensomhed med Columbus der danner grundlaget for de familiære bånd de på hver deres facon begge længes efter at genskabe i det kaotiske landskab af fordærv, grådighed og paranoia de befinder sig i. Således bliver Tallahassees absurd komiske jagt på noget så banalt som en twinkie både særdeles vigtigt som en McGuffin lignende repræsentation af fortidens nostalgiske minder om det gamle liv post zombie apokalypsen, og en gul tråd der styrker broderskabet imellem de to mænd, der guider dem videre hen i favnen på de to tøser med den tvivlsomme moral i en scene, som på flere måder tager røven på sit publikum og samtidig illustrerer alsidigheden i skuespilpræstationerne, samt Ruben Fleischers formidable evne til at skifte den følelsesmæssige tone på ganske få sekunder. Da duellen efterfølgende optages imellem de to teams, der igen med to forskellige indgangsvinkler fra de to herrer udfolder sig i form af hævn og kærlighed, gør sidstnævnte i skikkelse af Columbus stormende forelskelse i Wichita, (der spilles af en underskøn og bad ass sexet Emma Stone), og positivt for signalværdien i historien, sig på skønneste og mest livsbekræftende facon gældende, mens den udefrakommende trussel fra de mange materie slubrende zombier, brugt i den helt rigtige dosis, på traditionel vis fungerer som pressionsmiddel til at ryste det umage og dog på bundlinjen ens team af helte og heltinder sammen, med henblik på skabelsen af en ny og alternativ familie.
“Zombieland” har i den periode af filmen der udspiller sig i kølvandet på teamets herlige ping-pong i bilturen mod L.A., (en situation alle der har været ude og rejse med et klukkende grin kan nikke genkendende til), blevet kritiseret for at miste momentum og køre i tomgang, hvilket har trukket ned hos visse anmeldere. Men den negative synsvinkel er jeg på ingen måde enig i. Ud over at der bl.a. bydes på en herlig syrlig kommentar fra Ruben Fleischers side rettet mod det moderne Amerikas popsmarte latterliggørelse og platte profilering af det gamle Amerikas oprindelige indianske folkefærd, (da teamet smadret en souvenir butik til atomer og dermed på trods af det foregår som en ubevidst handling fra deres side søger at hylde de gammeldags værdier), er scenerne her, som mest af alt er centreret i Bill Murrays palæ, tværtimod med til at styrke sammenhørigheden blandt karaktererne. Columbus umiddelbart klichéagtige charmerende highschool flirt med Wichita, og Tallahassees far/datter forhold til Little Rock der dannes her, oplever jeg derimod udelukkende som værende til filmens fordel fremadrettet mod det blodige klimaks i forlystelsesparken, der dermed bliver mere medrivende fordi man er blevet engageret i de forskellige karakterer og deres forsøg på at redde hinanden, både direkte og i overført betydning, fra den altødelæggende og ensomheds skabende ondskab. Desuden mener jeg, at det er et ganske fornuftigt træk fra Ruben Fleischers side at trække i den tempo og actionmæssige håndbremse midtvejs for netop at undgå, at filmen brænder ud for tidligt og man ender med at være mæt lang tid før festmåltidet bliver sat på bordet. I stedet bliver der som sagt givet god tid og plads til karaktererne, hvor især Woody Harrelson brilliere i en både hjerteskærende og morsom scene ang. fortidens tragiske omstændigheder, hvis reelle betydning endelig går op for Columbus blot for at blive fulgt op at en reference til “Titanic”, der fornemt, uden at det dog går ud over det dramatiske og seriøse touch, bevarer den humoristiske vinkel der grundlæggende hersker i filmen.
Kirsebærret på toppen af lagkagen i den sammenhæng dukker dog op i forbindelse med Bill Murrays suveræne og underspillede gæsteoptræden/selvparodi, hvor turen rundt i hans absurd krukkede og overdådigt selvhøjtidelige luksus palæ i sig selv er hylende morsomt grundet de mange detaljer, der bl.a. tæller en hjemmebiograf hvor han kun viser sine egne film. Det er bl.a. grundet opfindsomme og ekstremt underholdende påfund som Casa Murray, samt måden det bliver integreret på i den samlede kontekst med karakterernes dannelsesrejse placeret midt i en klassisk zombieformular, der gør “Zombieland” til en unik oplevelse for mig, og en film der bliver bedre og bedre, jo flere gange jeg ser den. Og for lige at understrege Ruben Fleischers genistreg, så synes jeg lige at vi skal gense filmens sublime intro, hvor han både viser sit visuelle talent og sit skarpe øje for små sjove detaljer. Læg især godt mærke til gæsten i den blå skjorte der flygter fra stripklubben, men stadig har overskud nok til at tage sin øl med sig på flugten. Det er sgu suveræn humor, præcis ligesom “Zombieland” er og forbliver en helt igennem suveræn film.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Læser lige hele anmeldelsen når jeg er lidt mere vågen, men er sgu overrasket må jeg sige. Ikke at filmen ikke er fantastisk fed, havde bare ikke lige set den så højt på din liste :) Men en positiv overraskelse. Fed film jeg helt sikkert kan støtte op om, særligt pga. dens fine underlæggende budskab om at man skaber sin egen familie.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Læser lige hele anmeldelsen når jeg er lidt mere vågen.
Det er bare i orden. :) Og du må meget gerne skrive lidt yderligere kommentarer, hvis du har lyst, når du har læst anmeldelsen igennem. :)
Fed film jeg helt sikkert kan støtte op om, særligt pga. dens fine underlæggende budskab om at man skaber sin egen familie.
Budskabet ang. familien er også en af de ting ved "Zombieland", som jeg sætter stor pris på. Det er virkelig fremragende eksekveret af Ruben Fleischer.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så har jeg læst anmeldelsen ordentligt, og har ærlig talt svært ved at finde på noget at tilføje. Jeg giver dig ret hele vejen, og sætter ligesom du stor pris på den megen plads karaktererne tildeles, og det er for mig også en smule svært at få øje på nogle egentligt svage momenter i filmen - måske netop fordi jeg bliver så engageret i karaktererne, og føler mig i godt selskab. Og så er det altid dejligt med en film der sluttes af, således at tilskueren, som du vist også selv nævner, efterlades tilbage med et ønske om mere.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Zombieland er en film, som jeg nyder hele vejen igennem, og som jeg rigtig godt kan lide. Men når filmen er slut, er det ikke en film, som jeg tænker tilbage på eller overhovedet har i tankerne på nogen måde. Den underholder en på fremragende vis, men mere end god underholdning synes jeg ikke, den er. :)
Så lige "Secretary" i går og læste din anmeldelse bagefter. Meget spændende læsning, der fungerede som en fin afrunding på en god filmoplevelse. Har selv skrevet lidt om filmen i 'WWS' tråden, men ikke noget videre omfattende :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Så har jeg læst anmeldelsen ordentligt, og har ærlig talt svært ved at finde på noget at tilføje. Jeg giver dig ret hele vejen, og sætter ligesom du stor pris på den megen plads karaktererne tildeles, og det er for mig også en smule svært at få øje på nogle egentligt svage momenter i filmen - måske netop fordi jeg bliver så engageret i karaktererne, og føler mig i godt selskab. Og så er det altid dejligt med en film der sluttes af, således at tilskueren, som du vist også selv nævner, efterlades tilbage med et ønske om mere.
Vi kan vist roligt konkludere her, at vi begge elsker den film meget højt. :)
Tak for dine kommentarer. :)
Foeller (565) skrev:
Zombieland er en film, som jeg nyder hele vejen igennem, og som jeg rigtig godt kan lide. Men når filmen er slut, er det ikke en film, som jeg tænker tilbage på eller overhovedet har i tankerne på nogen måde. Den underholder en på fremragende vis, men mere end god underholdning synes jeg ikke, den er. :)
Nu er det jo ikke for at tvinge dig til at ændre holdning til filmen, men jeg mener så modsat, at "Zombieland" netop er mere end blot ren underholdning, da jeg synes det er meget tydeligt at Ruben Fleischer har nogle seriøse budskaber, som han gerne vil ud med. "Zombieland" er i mine øjne et pragteksemplar på, at man sagtens kan formidle seriøse budskaber på trods af, at filmens handling er centreret i et setup af kulørt ramasjang. Filmen er jo i allerhøjeste grad bl.a. et opgør med den forlorne filosofi om "the american dream", hvor en hver er sig selv nærmest i jagten på den profit og prestige, der ifølge denne filosofi repræsenterer de sande livsværdier. Denne opfattelse/indstilling til livet er Wichita og Little Rock i store dele af filmen et symbol på, hvilket så ændrer sig i deres møde med de to diementrale modsætninger i skikkelse af Columbus og Tallahassee. Her bliver fællesstrækket for alles vedkommende et opgør med ensomheden og derefter en etableringen af de familie-lignende bånd, hvor menneskeheden så at sige bliver enige om at samarbejde frem for at være sin egen lykkes smed. Dermed bliver det som sagt et meget effektivt eksekveret opgør med "the american dream" filosofien og på bundlinjen et meget smukt og vigtigt budskab Ruben Fleischer lægger for dagen samtidig med, at han også formår at underholde med syrede humoristiske indslag og blodige actionsekvenser.
Det er jo f.eks. heller ingen tilfældighed, at Jesse Eisenbergs karakter lige præcis bliver tildelt øgenavnet Columbus, ligesom det heller ikke er tilfældigt, at de andre karaktere har navne efter stater. Den nye "Christopher" Columbus får derfor, qua navnet, på den måde til opgave at samle USA igen, der her repræsenteres via de tre andre karakterer. Til sidst er der så også en fornem pointe her ang. afstanden/anonymiteten mellem folk, som karakterenes øgenavne repræsentere, da Wichita afslører sit rigtige navn til Columbus og dermed konfirmerer seriøsiteten i det fællesskab der er dannet. :)
Collateral (566) skrev:
Så lige "Secretary" i går og læste din anmeldelse bagefter. Meget spændende læsning, der fungerede som en fin afrunding på en god filmoplevelse. Har selv skrevet lidt om filmen i 'WWS' tråden, men ikke noget videre omfattende :)
Jeg er glad for at høre, at du blev inspireret af min anmeldelse og fik lyst til at se filmen, som jeg kunne se i What We Saw tråden, at du havde en rigtig god oplevelse med. Det varmer bestemt mit filmhjerte at læse så positive kommentarer, når det er en film som jeg selv holder rigtig meget af. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Efter at have indtaget de levende døde døgenigtes hærgen rundt i det apokalyptiske landskab af ligdele og luftige kager, skifter vi nu den humoristiske tone ud med adrenalin-pumpende action og sveddryppende suspense i spandevis, når vi her skal med om bord på en nervepirrende, tempofyldt og ultimativ heroisk ekspreselevator styrende direkte mod helvedes forgård, i skikkelse af James Camerons bragende effektive og særdeles velskrevne sci-fi mesterværk.
”God damn it, that's not all! Because if one of those things gets down here then that will be all! Then all this - this bullshit that you think is so important, you can just kiss all that goodbye!”
Oven på de gruopvækkende og kaotiske hændelser på fragtskibet Nostromo 57 år tidligere vågner besætningsmedlemmet Ellen Ripley, (Sigourney Weaver), endelig op fra sin dvale lignende tilstand i hendes flugtfartøjs nedfrysningsboks, da hun tilfældigvis bliver samlet op af redningsmandskabet fra en rumstation, som hun efter et grufuldt mareridt erfarer tilhører hendes gamle arbejdsgiver The Weyland-Yutani Corperation. Efter et længerevarende ophold på stationens hospitalsafdeling fordriver Ripley herefter ventetiden på hologramdækket, hvor hun forsøger at få styr på sine tanker. Her bliver freden dog kort efter forstyrret af firmaets udsendte repræsentant Robert Burke, (Paul Reiser), der ud over at kunne overbringe den tragiske og absurde nyhed om hendes 85 årige datters død, informere Ripley om et forestående møde med firmaets skeptiske bestyrelse. Under den temmelig ubehagelige redegørelse for de makabre hændelser på Nostromo der førte til skibets destruktion, erfarer hun efterhånden hvor det bærer hen ad, da hendes forklaringer om at et fremmed væsen skulle have været skyld i ulykken, preller af på ledelsen der i stedet vælger at give hende skylden og som foreløbig straf derfor inddrager hendes pilot licens. Hvad der dog viser sig at være endnu værre er, da hun til sin rædsel hører fra firmaets chef Don Luen at planeten LV-426, hvor Nostromo i sin tid samlede det altødelæggende bæst op, nu er beboet af flere familier der arbejder på at gøre stedet beboeligt. Ripley beder ham derfor hurtigst muligt undersøge hvorvidt stedet er blevet inficeret, hvilket han lige umiddelbart dog ikke ser nogen grund til at bruge tid på. Imens på planeten sendes et ægtepar fra stedets laboratorieafdeling ud i det stormombruste landskab med deres to børn på slæb, og efter lidt tid kan de pludselig skimte et mystisk nedstyrtet rumskib i horisonten. Noget går dog grueligt galt da forældrene beslutter sig for at undersøge skibet, og da de vender tilbage til bilen, har faderen et bizart gespenst klistret til ansigtet, hvilket får deres datter Newt, (Carrie Henn), til at gå i chok.
Da rumstationen pludselig mister kontakten til beboerne fra LV-426, ombestemmer firmaets ledelse sig dog og sender Burke samt militærets løjtnant Gorman, (William Hope), af sted i håbet om at overtale Ripley til at vende tilbage til planeten som observatør og rådgiver i selskab med et team af militærets mest hårdføre soldater. Men det er hun forståeligt nok ikke umiddelbart interesseret i grundet fortidens traumatiske oplevelser. Da den sleske Burke skruer op for retorikken og lover Ripley, at hun både kan få sit gamle job tilbage og blive renset for alle anklager, acceptere hun til sidst noget modvilligt sin mission og bliver dagen efter præsenteret for den harske sergent Apone, (Al Matthews), og hans team af selvsikre soldater, som hurtigt giver udtryk for en total mangel på respekt trods hendes viden om rædslerne, der venter dem forude. Efter et skænderi har fundet sted i kantinen på militærets fartøj Sulaco mellem Ripley og cyborgen Bishop, (Lance Henriksen), falder der dog ro over tingene under forberedelserne til landingen på LV-426, da Ripley vælger at hjælpe til og vinder respekt fra både Apone samt korporal Hicks, (Michael Biehn). Under nedstigningen til planetens regntunge overflade forsøger den krigsliderlige Hudson, (Bill Paxton), modsat at imponere hende med en opremsning af militærets overlegne styrke og en fremvisning af det tunge våbenarsenal, hvilket hun dog ikke har særlig meget til over for, vel vidende hvad modstanderne har at byde på. Efter en ransagning af basens hærgede bygninger og tunnel-system finder de ikke skyggen af mennesker men til gengæld flere parasitter i laboratoriets glasmontrer og efterfølgende den lille pige Newt, som tilsyneladende er den eneste overlevende. Ved at tjekke det elektroniske kort over platformen nærmere efter opdager de pludselig, at der ifølge beboernes indbyggede scannere skulle befinde sig flere af dem nær basens reaktorsystem. Gorman og sergent Apone iværksætter derfor straks en ny redningsmission, der dog ender i en total fiasko, da soldaterne overrumples af en større flok sultne og brutale bæster, der flår enheden i stumper og stykker og efterlader dem i så svækket en tilstand, at det nu er op til Ripley at træde i karakter, hvis de overlevne skal have bare den mindste chance for at slippe fra planeten med livet i behold...
”You know, Burke, I don't know which species is worse. You don't see them fucking each other over for a goddamn percentage.”
Med Ridley Scotts mesterligt eksekverede sci-fi gyser “Alien” stående som en milepæl i den yderst velfungerende sammensmeltning af de to genrer, må det immervæk have været noget af en mundfuld for enhver instruktør at skulle forsøge at leve op til det tårnhøje niveau, der blev lagt for dagen tilbage i 1979 og især for en ung en af slagsen som James Cameron, der kun havde en enkelt film på cv’et, inden han blev hyret til at skulle stå bag roret på den, gældende for enhver filmserie, svære opfølger og samtidig modstå det enorme forventningspres, der automatisk fulgte med. Men når man til gengæld har så overbevisende en debut med i bagagen som “The Terminator”, er det nu slet ikke så overraskende igen, at Cameron havde tro nok på egne evner til at få sit projekt til at lykkedes på trods af op til flere kontroverser med det meste af Scotts tilbagevendende engelske filmhold, der langtfra brød sig om den amerikanske outsider og hans måde at føre sig frem på. Med god hjælp fra sin producer, og på daværende tidspunkt ægtefælle, Gale Ann Hurt kom der dog efterhånden styr på uoverensstemmelserne mellem parterne og via kombinationen af det feminine diplomati, James Camerons determinerede jernvilje og filmholdets efterfølgende mandfolkeindsats, projekterede det sig i sidste ende som en samlet analogisk saltvandsindsprøjtning over i “Aliens”, der nu podet med en næsten ubeskrivelig intensitet, nerve og drive indskrev sig i historiebøgerne som en af de allerbedste fortsættelser nogensinde. Ved desuden at have Pinewood studierne som legeplads, plus den fænomenale og mangeårige James Bond produktion designer Peter Lamont, samt special effekt & make-up mesteren Stan Winston med ombord, lykkedes det at få skabt en forrygende sequel der var på mere end fuld højde med dens oprindelige inspirationskilde, som i øvrigt elegant bliver smeltet ind i “Aliens” iskolde intro og efterfølgende genopstår side om side med filmens protagonist i kølig men på ingen måde følelseskold skikkelse af Sigourney Weavers evigt fightende og omsorgsfulde Ellen Ripley.
Som en rød tråd fra “Alien” bevares outsideren, fritænkeren og humanistens konfrontation og duel med det korrumperede, menneskefjendske og kapitalistisk filosoferende system, repræsenteret af The Weyland-Yutari corporation, intakt hele vejen gennem filmens handling, med udgangspunkt i afhøringen af Ellen Ripley og senere under de utallige sammenstød med firmaets mand, den åleglatte, sleske og storsælgende Robert Burke. Men med den følelsesmæssigt stærke scene i rumstationens hologramdæk hvor protagonisten Ripley må erkende tabet af sin datter, og den lille pige Newt samtidig i et reference agtigt setup til den originale film mister sin familie, tilsat den efterfølgende introduktion af den militære enhed og dets pompøse våbenarsenal, illustrerer James Cameron det ganske klart og tydeligt, at han har mere på hjerte ved at tilføje de ekstra lag på den traditionelle opbygning der, efterhånden som handlingen eskalerer mere og mere, i stedet må agere baggrunds-tæppe for et markant antikrigs budskab og hovedkarakterens personlige udvikling dannet gennem en mor/datter symbiose, der for begge af de nye tiltags vedkommende udvikles i en ganske interessant visualiseret parallel til de altødelæggende monstre. Efter de indledende scener hvor Ripleys traumatiske fortid udspiller sig, skiftes der i den anden genopstandelse fra køleboksenes montre mærkbart i filmens stemning undervejs soldaternes klichéfyldte kommunikerende jargon og selvsikre måde at opildne hinanden på, og umiddelbart virker “Aliens” som en propagandafilm for det amerikanske militær og deres våbenteknologiske overlegenhed, personificeret med kvalmende arrogance af Hudson hvis overgearede machoattitude dog ikke efterlader andet end et skeptisk blik fra vores heltinde der snildt, og ganske herligt i forhold til persontegningen af outsiderens betydning, har gennemskuet den tomme tønder buldre mest retorik, der lægges for dagen.
Men som situationen udvikler sig på LV-426, (efter Cameron på smukkeste vis i et af filmens få åndehuller skaber det følelsesmæssig bånd mellem Ripley og Newt, der udgør hjertet og håbet i filmen), viser det store pompøse patos pumpede militære islæt sig at besidde en helt anden agenda fra Camerons side, ligesom nuancerne blandt det militære personel også træder frem i lyset, da det først antagende uovervindelige bad ass team pludselig kommer i store problemer under deres første møde med de blodtørstige bæster. Midt i kampen, mod den usynlige fjende, der udvikler sig til et inferno af desperate skrig, blodsudgydelser, forvirring, panik og endegyldigt det totale kaos, tages pynten nemlig fuldstændig af den glorificerende oppustede facade, og i stedet udstilles soldaterne samt deres unge og håbløst uerfarne leder Gormans arrogance, og deraf manglende overblik og forståelse af fjendens måde at kæmpe på, i et skarpt upoleret kritisk lys via en soleklar allegori over amerikanernes fejlslagne krig i Vietnam. Da pulsen efterfølgende er dalet og tempoet sat ned igen oven på Ripleys hæsblæsende redningsaktion, hvor outsiderens erfaring, viljestyrke og uovertrufne overlevelsesinstinkt folder sig ud på mest medrivende vis, hvilket fornemt understøtter karakterens ageren senere hen, er det interessant at følge hvorledes magtfordelingen nu har rykket sig blandt de overlevne i den amputerede situation, som de pludselig befinder sig i. I efterdønningerne på de blodige slagudvekslinger der ligeledes har elimineret heltenes umiddelbare overlegenhed, hvilket desuden er et taktisk genialt træk fra James Camerons side med henblik på at få skabt suspense i det videre handlingsforløb, fremstår den før hen så selvsikre og rapkæftede Hudson nu f.eks. i en tilstand af hysterisk panik, med angsten lysende ud af hver pore i kroppen, afslørende en person hvis tidligere facade ikke var andet end ren luftkastel for at dække over, at han i virkeligheden var den af de udvalgte soldater med de dårligste nerver og den største usikkerhed.
Og havde det ikke været for Ripley, samt den mest openmindede fra elitestyrken i skikkelse af Michael Biehns køligt afbalancerede og diametralt modsat tænkende korporal Hicks snarrådighed og evne til at omstille sig uden for de militære stringente retningslinjer, var Hudson endt med et mentalt kollaps af dimensioner. Det bliver dog ingenlunde, og positivt for nuancerne, tilfældet i “Aliens”, for selv om Cameron forholder sig kritisk i sit syn på militæret, er han ikke ude på at latterliggøre sine karakterer ved at holde dem fastlåst i et stereotypt greb. I stedet lykkedes han med stor overbevisning modsat, mens det nye team forsøger at udmanøvrere den monstrøse overmagt, at tilføre både Hudson og Gorman en ny kampgejst og moralsk styrke vundet gennem viljen til at ville omstille sig og samarbejde i et alternativt fællesskab, der også udgør første led i skabelsen af den familie Ripley ender med at få via sin moderbinding til Newt og sin spirende forelskelse i Hicks, som hun vil gøre alt for at forsvare. Hvad begge følelsesmæssige påvirkninger angår, får de ekstra substans i Directors cut versionen, som dermed giver Ripleys motivation til sidst endnu mere tyngde og gør hendes personlige duel endnu mere intens. Kombineret med alle de øvrige elementer der udgjorde de bærende kræfter i form af den sublime fotografering og redigering, de stærke og nuancerede skuespilpræstationer, samt ikke mindst James Horners hæsblæsende score og Stan Winstons monster effekter, fik James Cameron alt til at gå op i en højere enhed og skabte dermed ikke blot sin bedste film i karrieren men også den bedste film i hele “Alien” franchisen .
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Er ret uenig. :) For mig er Aliens en rigtig god actionfilm, som underholder mig langt det meste af vejen, men når alt kommer til alt, så er den heller ikke mere end det for mig. Det er ikke en film, som jeg har planer om at gense... Så vil jeg klart hellere se 1'eren igen, som jeg - ligesom så mange andre - føler er bedre. :)
#561 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Zombieland-Blu-ray-Region-...
Fra at have bevæget os rundt i mageløse muntre erotiske sfære af hårdtslående kærlighed og romantiske rap i rumpen, skal vi nu have smæk for skillingen på en helt anderledes facon, når dommedagsdebutanten Ruben Fleischer på vidunderlig løssluppen vis folder sit sorthumoristiske og blodstængsbefængte menukort ud for at byde på et herligt vandvittigt miks af vulgære zombie løjer og klassisk road movie, med hjertet helt ude på tøjet og masser af grumme glimt i øjet.
”In those moments where you're not quite sure if the undead are really dead, dead, don't get all stingy with your bullets. I mean, one more clean shot to the head, and this lady could have avoided becoming a human Happy Meal. Woulda... coulda... Shoulda.”
Da en madglad kunde ved en tilfældighed spiser en burger på den lokale fastfood restaurant, sluger han samtidigt en bøf fyldt med kogalskab og blot få dage senere hærges Amerika pludselig af en grusom virus, der har forvandlet størstedelen af borgerne til frådende zombier på jagt efter friskt menneskekød. Som en af kun ganske få der stadig er ved sine fulde fem har den nørdede ungersvend Columbus, (Jesse Eisenberg), ved hjælp af et fast regelsæt han har fulgt til punkt og prikke over en længere periode, dog haft held til at undgå at ende som hakket fars, og har kun måttet lide overlast i ny og næ når nerverne og tarmsystemet er gået i hårdknude. Efter endnu et blodigt rendevouz med et par glubske zombier, der fejt har forsøgt at æde ham i hans forsøg på at finde et lokum, beslutter den ensomme ulv Columbus sig for at rejse tilbage til sin fødeby og blive genforenet med sine forældre, som han stadig håber er i live. Flere kilometer senere, vandrende ind og ud mellem en endeløs række af efterladte og smadrede biler, brydes stilheden dog pludselig da en truck med en sneplov monteret dukker op i det fjerne. Kort efter befinder Columbus sig nu ansigt til ansigt og shotgun til shotgun med den barske cowboy Tallahassee, (Woody Harrelson), der dog går med til en våbenhvile, da den splejsede nørd viser sig kun at være interesseret i at få et lift. På trods af knægtens jævnt irriterende mumlen løs om dit og dat vælger Tallahassee, der viser sig at være nærmest fanatisk opsat på at sætte sine sliksultne tænder i en saftig twinkie kage, at tage ham med på slæb og sammen drager det umage makkerpar nu mod det forjættede land et sted i horisonten. Efter at have kørt et stykke tid gør de stop ved et supermarked for at skaffe flere forsyninger og forhåbentlig et bjerg af twinkies, men ender i stedet blot med at finde flere sultne zombies.
Da Tallahassee heldigvis er formand i zombie røvsparker klubben lykkedes det snildt at manøvrere rundt i gangene, men alligevel kommer duoen kort efter i nye problemer, da de overraskende render på to andre overlevende i skikkelse af den smækre Wichita, (Emma Stone), og hendes lillesøster Little Rock, (Abigail Breslin), som desværre lader til at være inficeret af virussen og derfor absolut nødvendig at få ryddet af vejen så hurtig som muligt, hvor nådesløst det end måtte være. Af ren og skær empati går Tallahassee og Columbus med til at lade Wichita klare opgaven selv, men må så på det usmageligste pludselig se deres gode hjerter trådt på godt og grundigt, da tøserne i stedet tager røven på dem, stjæler både deres våben og deres trofast bil, og efterlader duoen til fods midt i ingenmandsland. Oven på en længere vandretur ender de to mænd i en mindre by og bliver atter tilsmilet af lykkens gudinde, da en hummer proppet med store guns åbenbarer sig for deres øjne og sender især den forståeligt bitre og hævngerrige Tallahassee i den syvende himmel klar til at optage jagten på de to svindlere. Efter en omgang forviklinger de to teams imellem har fundet sted, bliver Columbus til sidst så træt af deres skærmydsler, at han får et mindre anfald og de andre indser derfor, at det nok er på tide at samarbejde i stedet for at bekrige hinanden, hvis de skal have chancen for at nå frem til forlystelsesparken Pacific Playland i L.A., der er søstrenes destination og som ifølge rygterne skulle være zombie frit område. Et kaotisk besøg i en souvenir butik og en masse snik snak senere når de endelig frem til det solbeskinnede Californien, der ikke ligefrem skorter på kødædere og Tallahassee foreslår derfor, at de slår sig ned i et af de top sikre luksusvillaer i Beverly hills. Her bliver mødet med stedets excentriske ejer Bill Murray en tiltrængt pause fra ondskaben, der dog på ingen måde har i sinde at lade de fire tapre helte have al mor(d)skaben for sig selv...
”There's a box of Twinkies in that grocery store. Not just any box of Twinkies, the last box of Twinkies that anyone will enjoy in the whole universe. Believe it or not, Twinkies have an expiration date. Some day very soon, Life's little Twinkie gauge is gonna go... Empty.”
Efter blot at have været vidne til de indledende scener i Ruben Fleischers “Zombieland”, hvor hovedpersonens nøgternt analyserende og sarkastiske voiceover elegant erstattes af en helt igennem vandvittigt underholdende og visuelt velsmurt genistreg af en intro, som ruller hen over skærmen i et inferno af grotesk morsom og bloddryppende kaos af rædsel og terror, er det svært helt at kapere at der rent faktisk er tale om en debutant i instruktørstolen og bag filmens manuskript. Og heldigvis viser det sig da også ganske hurtigt, at der ikke blot er tale om spil for galleriet, men at vi her har at gøre med et plot der afslører en bagvedliggende kreativ opfindsomhed og sammenhørighed med sine herlige karakterer og sin historie, som er ganske imponerede set i lyset af den efterhånden temmelig slidte genres mangel på nytænkning. Til at opretholde den fornemt afbalancerede blanding af humor, horror og drama, der mesterligt excelleres i undervejs protagonisternes lange makabre rejse mod det kulørte utopiske paradis i symbolsk skikkelse af Pacific Playland, drager Fleischer stor fordel af sit talentfulde cast og deres nuancerede skuespilpræstationer, der indledningsvis kommer til udtryk via Jesse Eisenbergs nørdede karakter med de nervøse trækninger, som snildt i en knap så sofistikeret instruktørs hænder kunne have været endt som en omvandrende kliché, udelukkende i en funktion som comic relief. Dette er dog ingenlunde tilfældet her, som det så glimrende illustreres i hans oprindelseshistorie der med humoristiske undertoner, men stadig seriøs i skildringen af hans isolation fra omverdenen og sine forældre samt hvorledes det har påvirket ham, er med til at give karakteren dybde og et sørgmodigt skær over sig, forstærket af hans romantiske møde med den hotte nabo, (med det bevidst anonyme navn 406), der giver ham et lille håb om en bedre tilværelse, blot for brutalt og deprimerende at tage håbet fra ham igen. Og således er fundamentet lagt for substansen i det videre eventyr for den sympatiske nørd, der qua sit meget rammende øgenavn Columbus sætter gang i at genopdage det nu forfaldne Amerika og derigennem forsøge at genfinde og reetablere det tabte håb for menneskeheden.
Ind på den blodige scene introducerer filmens anden store kapacitet sig herefter i skikkelse af gode gamle Woody Harrelson, som over årene har opnået kultstatus med sit lange og brogede cv, hvilket i dette tilfælde dog netop er perfekt med henblik på at få skabt den rå autenticitet og übercool tilbagelænede ironisk underspillede attitude, som den karismatiske stratenrøver og zombiejæger lægger for dagen under de første samtaler med sin nye makker. Men bag den klukkende morsomme karl smart artige machofacade, og det der for mit vedkommende gør rollen både fascinerende og vedkommende, er når selv samme facade begynder at krakelere og Tallahassees bagvedliggende tragiske fortid med jævne mellemrum skinner igennem, afslørende en sammenlignelig ensomhed med Columbus der danner grundlaget for de familiære bånd de på hver deres facon begge længes efter at genskabe i det kaotiske landskab af fordærv, grådighed og paranoia de befinder sig i. Således bliver Tallahassees absurd komiske jagt på noget så banalt som en twinkie både særdeles vigtigt som en McGuffin lignende repræsentation af fortidens nostalgiske minder om det gamle liv post zombie apokalypsen, og en gul tråd der styrker broderskabet imellem de to mænd, der guider dem videre hen i favnen på de to tøser med den tvivlsomme moral i en scene, som på flere måder tager røven på sit publikum og samtidig illustrerer alsidigheden i skuespilpræstationerne, samt Ruben Fleischers formidable evne til at skifte den følelsesmæssige tone på ganske få sekunder. Da duellen efterfølgende optages imellem de to teams, der igen med to forskellige indgangsvinkler fra de to herrer udfolder sig i form af hævn og kærlighed, gør sidstnævnte i skikkelse af Columbus stormende forelskelse i Wichita, (der spilles af en underskøn og bad ass sexet Emma Stone), og positivt for signalværdien i historien, sig på skønneste og mest livsbekræftende facon gældende, mens den udefrakommende trussel fra de mange materie slubrende zombier, brugt i den helt rigtige dosis, på traditionel vis fungerer som pressionsmiddel til at ryste det umage og dog på bundlinjen ens team af helte og heltinder sammen, med henblik på skabelsen af en ny og alternativ familie.
“Zombieland” har i den periode af filmen der udspiller sig i kølvandet på teamets herlige ping-pong i bilturen mod L.A., (en situation alle der har været ude og rejse med et klukkende grin kan nikke genkendende til), blevet kritiseret for at miste momentum og køre i tomgang, hvilket har trukket ned hos visse anmeldere. Men den negative synsvinkel er jeg på ingen måde enig i. Ud over at der bl.a. bydes på en herlig syrlig kommentar fra Ruben Fleischers side rettet mod det moderne Amerikas popsmarte latterliggørelse og platte profilering af det gamle Amerikas oprindelige indianske folkefærd, (da teamet smadret en souvenir butik til atomer og dermed på trods af det foregår som en ubevidst handling fra deres side søger at hylde de gammeldags værdier), er scenerne her, som mest af alt er centreret i Bill Murrays palæ, tværtimod med til at styrke sammenhørigheden blandt karaktererne. Columbus umiddelbart klichéagtige charmerende highschool flirt med Wichita, og Tallahassees far/datter forhold til Little Rock der dannes her, oplever jeg derimod udelukkende som værende til filmens fordel fremadrettet mod det blodige klimaks i forlystelsesparken, der dermed bliver mere medrivende fordi man er blevet engageret i de forskellige karakterer og deres forsøg på at redde hinanden, både direkte og i overført betydning, fra den altødelæggende og ensomheds skabende ondskab. Desuden mener jeg, at det er et ganske fornuftigt træk fra Ruben Fleischers side at trække i den tempo og actionmæssige håndbremse midtvejs for netop at undgå, at filmen brænder ud for tidligt og man ender med at være mæt lang tid før festmåltidet bliver sat på bordet. I stedet bliver der som sagt givet god tid og plads til karaktererne, hvor især Woody Harrelson brilliere i en både hjerteskærende og morsom scene ang. fortidens tragiske omstændigheder, hvis reelle betydning endelig går op for Columbus blot for at blive fulgt op at en reference til “Titanic”, der fornemt, uden at det dog går ud over det dramatiske og seriøse touch, bevarer den humoristiske vinkel der grundlæggende hersker i filmen.
Kirsebærret på toppen af lagkagen i den sammenhæng dukker dog op i forbindelse med Bill Murrays suveræne og underspillede gæsteoptræden/selvparodi, hvor turen rundt i hans absurd krukkede og overdådigt selvhøjtidelige luksus palæ i sig selv er hylende morsomt grundet de mange detaljer, der bl.a. tæller en hjemmebiograf hvor han kun viser sine egne film. Det er bl.a. grundet opfindsomme og ekstremt underholdende påfund som Casa Murray, samt måden det bliver integreret på i den samlede kontekst med karakterernes dannelsesrejse placeret midt i en klassisk zombieformular, der gør “Zombieland” til en unik oplevelse for mig, og en film der bliver bedre og bedre, jo flere gange jeg ser den. Og for lige at understrege Ruben Fleischers genistreg, så synes jeg lige at vi skal gense filmens sublime intro, hvor han både viser sit visuelle talent og sit skarpe øje for små sjove detaljer. Læg især godt mærke til gæsten i den blå skjorte der flygter fra stripklubben, men stadig har overskud nok til at tage sin øl med sig på flugten. Det er sgu suveræn humor, præcis ligesom “Zombieland” er og forbliver en helt igennem suveræn film.
#562 Collateral 13 år siden
#563 NightHawk 13 år siden
Det er bare i orden. :) Og du må meget gerne skrive lidt yderligere kommentarer, hvis du har lyst, når du har læst anmeldelsen igennem. :)
Budskabet ang. familien er også en af de ting ved "Zombieland", som jeg sætter stor pris på. Det er virkelig fremragende eksekveret af Ruben Fleischer.
#564 Collateral 13 år siden
#565 MMB 13 år siden
#566 Collateral 13 år siden
#567 NightHawk 13 år siden
Vi kan vist roligt konkludere her, at vi begge elsker den film meget højt. :)
Tak for dine kommentarer. :)
Nu er det jo ikke for at tvinge dig til at ændre holdning til filmen, men jeg mener så modsat, at "Zombieland" netop er mere end blot ren underholdning, da jeg synes det er meget tydeligt at Ruben Fleischer har nogle seriøse budskaber, som han gerne vil ud med. "Zombieland" er i mine øjne et pragteksemplar på, at man sagtens kan formidle seriøse budskaber på trods af, at filmens handling er centreret i et setup af kulørt ramasjang. Filmen er jo i allerhøjeste grad bl.a. et opgør med den forlorne filosofi om "the american dream", hvor en hver er sig selv nærmest i jagten på den profit og prestige, der ifølge denne filosofi repræsenterer de sande livsværdier. Denne opfattelse/indstilling til livet er Wichita og Little Rock i store dele af filmen et symbol på, hvilket så ændrer sig i deres møde med de to diementrale modsætninger i skikkelse af Columbus og Tallahassee. Her bliver fællesstrækket for alles vedkommende et opgør med ensomheden og derefter en etableringen af de familie-lignende bånd, hvor menneskeheden så at sige bliver enige om at samarbejde frem for at være sin egen lykkes smed. Dermed bliver det som sagt et meget effektivt eksekveret opgør med "the american dream" filosofien og på bundlinjen et meget smukt og vigtigt budskab Ruben Fleischer lægger for dagen samtidig med, at han også formår at underholde med syrede humoristiske indslag og blodige actionsekvenser.
Det er jo f.eks. heller ingen tilfældighed, at Jesse Eisenbergs karakter lige præcis bliver tildelt øgenavnet Columbus, ligesom det heller ikke er tilfældigt, at de andre karaktere har navne efter stater. Den nye "Christopher" Columbus får derfor, qua navnet, på den måde til opgave at samle USA igen, der her repræsenteres via de tre andre karakterer. Til sidst er der så også en fornem pointe her ang. afstanden/anonymiteten mellem folk, som karakterenes øgenavne repræsentere, da Wichita afslører sit rigtige navn til Columbus og dermed konfirmerer seriøsiteten i det fællesskab der er dannet. :)
Jeg er glad for at høre, at du blev inspireret af min anmeldelse og fik lyst til at se filmen, som jeg kunne se i What We Saw tråden, at du havde en rigtig god oplevelse med. Det varmer bestemt mit filmhjerte at læse så positive kommentarer, når det er en film som jeg selv holder rigtig meget af. :)
#568 NightHawk 13 år siden
http://www.amazon.co.uk/Alien-Anthology-Blu-ray-Si...
Efter at have indtaget de levende døde døgenigtes hærgen rundt i det apokalyptiske landskab af ligdele og luftige kager, skifter vi nu den humoristiske tone ud med adrenalin-pumpende action og sveddryppende suspense i spandevis, når vi her skal med om bord på en nervepirrende, tempofyldt og ultimativ heroisk ekspreselevator styrende direkte mod helvedes forgård, i skikkelse af James Camerons bragende effektive og særdeles velskrevne sci-fi mesterværk.
”God damn it, that's not all! Because if one of those things gets down here then that will be all! Then all this - this bullshit that you think is so important, you can just kiss all that goodbye!”
Oven på de gruopvækkende og kaotiske hændelser på fragtskibet Nostromo 57 år tidligere vågner besætningsmedlemmet Ellen Ripley, (Sigourney Weaver), endelig op fra sin dvale lignende tilstand i hendes flugtfartøjs nedfrysningsboks, da hun tilfældigvis bliver samlet op af redningsmandskabet fra en rumstation, som hun efter et grufuldt mareridt erfarer tilhører hendes gamle arbejdsgiver The Weyland-Yutani Corperation. Efter et længerevarende ophold på stationens hospitalsafdeling fordriver Ripley herefter ventetiden på hologramdækket, hvor hun forsøger at få styr på sine tanker. Her bliver freden dog kort efter forstyrret af firmaets udsendte repræsentant Robert Burke, (Paul Reiser), der ud over at kunne overbringe den tragiske og absurde nyhed om hendes 85 årige datters død, informere Ripley om et forestående møde med firmaets skeptiske bestyrelse. Under den temmelig ubehagelige redegørelse for de makabre hændelser på Nostromo der førte til skibets destruktion, erfarer hun efterhånden hvor det bærer hen ad, da hendes forklaringer om at et fremmed væsen skulle have været skyld i ulykken, preller af på ledelsen der i stedet vælger at give hende skylden og som foreløbig straf derfor inddrager hendes pilot licens. Hvad der dog viser sig at være endnu værre er, da hun til sin rædsel hører fra firmaets chef Don Luen at planeten LV-426, hvor Nostromo i sin tid samlede det altødelæggende bæst op, nu er beboet af flere familier der arbejder på at gøre stedet beboeligt. Ripley beder ham derfor hurtigst muligt undersøge hvorvidt stedet er blevet inficeret, hvilket han lige umiddelbart dog ikke ser nogen grund til at bruge tid på. Imens på planeten sendes et ægtepar fra stedets laboratorieafdeling ud i det stormombruste landskab med deres to børn på slæb, og efter lidt tid kan de pludselig skimte et mystisk nedstyrtet rumskib i horisonten. Noget går dog grueligt galt da forældrene beslutter sig for at undersøge skibet, og da de vender tilbage til bilen, har faderen et bizart gespenst klistret til ansigtet, hvilket får deres datter Newt, (Carrie Henn), til at gå i chok.
Da rumstationen pludselig mister kontakten til beboerne fra LV-426, ombestemmer firmaets ledelse sig dog og sender Burke samt militærets løjtnant Gorman, (William Hope), af sted i håbet om at overtale Ripley til at vende tilbage til planeten som observatør og rådgiver i selskab med et team af militærets mest hårdføre soldater. Men det er hun forståeligt nok ikke umiddelbart interesseret i grundet fortidens traumatiske oplevelser. Da den sleske Burke skruer op for retorikken og lover Ripley, at hun både kan få sit gamle job tilbage og blive renset for alle anklager, acceptere hun til sidst noget modvilligt sin mission og bliver dagen efter præsenteret for den harske sergent Apone, (Al Matthews), og hans team af selvsikre soldater, som hurtigt giver udtryk for en total mangel på respekt trods hendes viden om rædslerne, der venter dem forude. Efter et skænderi har fundet sted i kantinen på militærets fartøj Sulaco mellem Ripley og cyborgen Bishop, (Lance Henriksen), falder der dog ro over tingene under forberedelserne til landingen på LV-426, da Ripley vælger at hjælpe til og vinder respekt fra både Apone samt korporal Hicks, (Michael Biehn). Under nedstigningen til planetens regntunge overflade forsøger den krigsliderlige Hudson, (Bill Paxton), modsat at imponere hende med en opremsning af militærets overlegne styrke og en fremvisning af det tunge våbenarsenal, hvilket hun dog ikke har særlig meget til over for, vel vidende hvad modstanderne har at byde på. Efter en ransagning af basens hærgede bygninger og tunnel-system finder de ikke skyggen af mennesker men til gengæld flere parasitter i laboratoriets glasmontrer og efterfølgende den lille pige Newt, som tilsyneladende er den eneste overlevende. Ved at tjekke det elektroniske kort over platformen nærmere efter opdager de pludselig, at der ifølge beboernes indbyggede scannere skulle befinde sig flere af dem nær basens reaktorsystem. Gorman og sergent Apone iværksætter derfor straks en ny redningsmission, der dog ender i en total fiasko, da soldaterne overrumples af en større flok sultne og brutale bæster, der flår enheden i stumper og stykker og efterlader dem i så svækket en tilstand, at det nu er op til Ripley at træde i karakter, hvis de overlevne skal have bare den mindste chance for at slippe fra planeten med livet i behold...
”You know, Burke, I don't know which species is worse. You don't see them fucking each other over for a goddamn percentage.”
Med Ridley Scotts mesterligt eksekverede sci-fi gyser “Alien” stående som en milepæl i den yderst velfungerende sammensmeltning af de to genrer, må det immervæk have været noget af en mundfuld for enhver instruktør at skulle forsøge at leve op til det tårnhøje niveau, der blev lagt for dagen tilbage i 1979 og især for en ung en af slagsen som James Cameron, der kun havde en enkelt film på cv’et, inden han blev hyret til at skulle stå bag roret på den, gældende for enhver filmserie, svære opfølger og samtidig modstå det enorme forventningspres, der automatisk fulgte med. Men når man til gengæld har så overbevisende en debut med i bagagen som “The Terminator”, er det nu slet ikke så overraskende igen, at Cameron havde tro nok på egne evner til at få sit projekt til at lykkedes på trods af op til flere kontroverser med det meste af Scotts tilbagevendende engelske filmhold, der langtfra brød sig om den amerikanske outsider og hans måde at føre sig frem på. Med god hjælp fra sin producer, og på daværende tidspunkt ægtefælle, Gale Ann Hurt kom der dog efterhånden styr på uoverensstemmelserne mellem parterne og via kombinationen af det feminine diplomati, James Camerons determinerede jernvilje og filmholdets efterfølgende mandfolkeindsats, projekterede det sig i sidste ende som en samlet analogisk saltvandsindsprøjtning over i “Aliens”, der nu podet med en næsten ubeskrivelig intensitet, nerve og drive indskrev sig i historiebøgerne som en af de allerbedste fortsættelser nogensinde. Ved desuden at have Pinewood studierne som legeplads, plus den fænomenale og mangeårige James Bond produktion designer Peter Lamont, samt special effekt & make-up mesteren Stan Winston med ombord, lykkedes det at få skabt en forrygende sequel der var på mere end fuld højde med dens oprindelige inspirationskilde, som i øvrigt elegant bliver smeltet ind i “Aliens” iskolde intro og efterfølgende genopstår side om side med filmens protagonist i kølig men på ingen måde følelseskold skikkelse af Sigourney Weavers evigt fightende og omsorgsfulde Ellen Ripley.
Som en rød tråd fra “Alien” bevares outsideren, fritænkeren og humanistens konfrontation og duel med det korrumperede, menneskefjendske og kapitalistisk filosoferende system, repræsenteret af The Weyland-Yutari corporation, intakt hele vejen gennem filmens handling, med udgangspunkt i afhøringen af Ellen Ripley og senere under de utallige sammenstød med firmaets mand, den åleglatte, sleske og storsælgende Robert Burke. Men med den følelsesmæssigt stærke scene i rumstationens hologramdæk hvor protagonisten Ripley må erkende tabet af sin datter, og den lille pige Newt samtidig i et reference agtigt setup til den originale film mister sin familie, tilsat den efterfølgende introduktion af den militære enhed og dets pompøse våbenarsenal, illustrerer James Cameron det ganske klart og tydeligt, at han har mere på hjerte ved at tilføje de ekstra lag på den traditionelle opbygning der, efterhånden som handlingen eskalerer mere og mere, i stedet må agere baggrunds-tæppe for et markant antikrigs budskab og hovedkarakterens personlige udvikling dannet gennem en mor/datter symbiose, der for begge af de nye tiltags vedkommende udvikles i en ganske interessant visualiseret parallel til de altødelæggende monstre. Efter de indledende scener hvor Ripleys traumatiske fortid udspiller sig, skiftes der i den anden genopstandelse fra køleboksenes montre mærkbart i filmens stemning undervejs soldaternes klichéfyldte kommunikerende jargon og selvsikre måde at opildne hinanden på, og umiddelbart virker “Aliens” som en propagandafilm for det amerikanske militær og deres våbenteknologiske overlegenhed, personificeret med kvalmende arrogance af Hudson hvis overgearede machoattitude dog ikke efterlader andet end et skeptisk blik fra vores heltinde der snildt, og ganske herligt i forhold til persontegningen af outsiderens betydning, har gennemskuet den tomme tønder buldre mest retorik, der lægges for dagen.
Men som situationen udvikler sig på LV-426, (efter Cameron på smukkeste vis i et af filmens få åndehuller skaber det følelsesmæssig bånd mellem Ripley og Newt, der udgør hjertet og håbet i filmen), viser det store pompøse patos pumpede militære islæt sig at besidde en helt anden agenda fra Camerons side, ligesom nuancerne blandt det militære personel også træder frem i lyset, da det først antagende uovervindelige bad ass team pludselig kommer i store problemer under deres første møde med de blodtørstige bæster. Midt i kampen, mod den usynlige fjende, der udvikler sig til et inferno af desperate skrig, blodsudgydelser, forvirring, panik og endegyldigt det totale kaos, tages pynten nemlig fuldstændig af den glorificerende oppustede facade, og i stedet udstilles soldaterne samt deres unge og håbløst uerfarne leder Gormans arrogance, og deraf manglende overblik og forståelse af fjendens måde at kæmpe på, i et skarpt upoleret kritisk lys via en soleklar allegori over amerikanernes fejlslagne krig i Vietnam. Da pulsen efterfølgende er dalet og tempoet sat ned igen oven på Ripleys hæsblæsende redningsaktion, hvor outsiderens erfaring, viljestyrke og uovertrufne overlevelsesinstinkt folder sig ud på mest medrivende vis, hvilket fornemt understøtter karakterens ageren senere hen, er det interessant at følge hvorledes magtfordelingen nu har rykket sig blandt de overlevne i den amputerede situation, som de pludselig befinder sig i. I efterdønningerne på de blodige slagudvekslinger der ligeledes har elimineret heltenes umiddelbare overlegenhed, hvilket desuden er et taktisk genialt træk fra James Camerons side med henblik på at få skabt suspense i det videre handlingsforløb, fremstår den før hen så selvsikre og rapkæftede Hudson nu f.eks. i en tilstand af hysterisk panik, med angsten lysende ud af hver pore i kroppen, afslørende en person hvis tidligere facade ikke var andet end ren luftkastel for at dække over, at han i virkeligheden var den af de udvalgte soldater med de dårligste nerver og den største usikkerhed.
Og havde det ikke været for Ripley, samt den mest openmindede fra elitestyrken i skikkelse af Michael Biehns køligt afbalancerede og diametralt modsat tænkende korporal Hicks snarrådighed og evne til at omstille sig uden for de militære stringente retningslinjer, var Hudson endt med et mentalt kollaps af dimensioner. Det bliver dog ingenlunde, og positivt for nuancerne, tilfældet i “Aliens”, for selv om Cameron forholder sig kritisk i sit syn på militæret, er han ikke ude på at latterliggøre sine karakterer ved at holde dem fastlåst i et stereotypt greb. I stedet lykkedes han med stor overbevisning modsat, mens det nye team forsøger at udmanøvrere den monstrøse overmagt, at tilføre både Hudson og Gorman en ny kampgejst og moralsk styrke vundet gennem viljen til at ville omstille sig og samarbejde i et alternativt fællesskab, der også udgør første led i skabelsen af den familie Ripley ender med at få via sin moderbinding til Newt og sin spirende forelskelse i Hicks, som hun vil gøre alt for at forsvare. Hvad begge følelsesmæssige påvirkninger angår, får de ekstra substans i Directors cut versionen, som dermed giver Ripleys motivation til sidst endnu mere tyngde og gør hendes personlige duel endnu mere intens. Kombineret med alle de øvrige elementer der udgjorde de bærende kræfter i form af den sublime fotografering og redigering, de stærke og nuancerede skuespilpræstationer, samt ikke mindst James Horners hæsblæsende score og Stan Winstons monster effekter, fik James Cameron alt til at gå op i en højere enhed og skabte dermed ikke blot sin bedste film i karrieren men også den bedste film i hele “Alien” franchisen .
#569 MMB 13 år siden
For mig er Aliens en rigtig god actionfilm, som underholder mig langt det meste af vejen, men når alt kommer til alt, så er den heller ikke mere end det for mig. Det er ikke en film, som jeg har planer om at gense... Så vil jeg klart hellere se 1'eren igen, som jeg - ligesom så mange andre - føler er bedre. :)
Men den er nok til 7/10 i min bog. :)
#570 Bruce 13 år siden