Er også organdonor - hvis der er nogle der kan bruge det, når jeg ikke skal bruge det mere er det helt fint med mig.
Min mor så gerne at jeg blev bloddonor, fordi hun selv har været det, men jeg er simpelthen for bange for nåle/sprøjter til at jeg kaster mig ud i det. Af samme grund er jeg ikke knoglemarvs donor, men hvis nogen i familien have brug for det, ville jeg selvfølgelig springe til.
Jeg er også både bloddonor og organdonor. Bliver hentet ca. hver 3-6 måned og kørt hen på donorklinikken på blegdamsvej da jeg har en af de lidt sjældnere blodtyper (kan ikke lige på stående fod huske den). Mener jeg er oppe på 13-14 tapninger. Forstår godt at folk kan være bange for nåle og så er det fint de springer over, men hvis det bare er fordi folk synes stikket er lidt generende, så synes jeg ærligt talt de burde mande sig lidt op - det drejer sig trods alt om at redde andres - og måske dit eget - liv.
Jeg ved ikke om jeg helt forstår alle grundende til hvorfor man skulle fravælge organdonor muligheden, men det vigtigste er efter min mening sådan set at man tager stilling. Så kan det ene i princippet være ligeså godt som det andet.
Efter jeg meldte mig som organdonor tog jeg en snak med mine forældre og søster og forklarede dem om mit valg. Mine forældre har ikke helt taget stilling til det selv, men jeg syntes at det var vigtigt at de kender mit ønske i tilfælde af jeg skulle stille træskoene for tidligt. Når alt kommer til alt, så vil det jo være de efterladte der står i den formentligt meget væmmelige situation at skulle slukke for en respirator el.lign. - på det tidspunkt har jeg jo ikke så meget at sige længere. Men nu kender de mit ønske og det kan - forhåbentligt - gøre beslutningen eller accepten lidt lettere.
Men tag stilling til det - så har du gjort hvad jeg mener er en minimumsindsats og det vil være tilstrækkeligt uanset hvad du vælger.
Hvis man er i tvivl mht. organdonation pga. hvordan det påvirker ens efterladte, skulle man måske tænke på, om det ikke netop hjælper ens familie at vide, at ens organer måske har været med til at redde/forbedre andres liv?
#12 ja - hvis man er blod donor kan man melde sig som knoglemarvs donor. Det er vist nemt nok at melde sig, men hvis der bliver brug for en, er det vist en meget smertefuld proces. Men så redder man også liv.
#12 ja - hvis man er blod donor kan man melde sig som knoglemarvs donor. Det er vist nemt nok at melde sig, men hvis der bliver brug for en, er det vist en meget smertefuld proces. Men så redder man også liv.
Jeg har ikke rigtig nogle gode grunde til mit valg (ikke at jeg behøver), men jeg finder det bare underligt at tænke på ens krop som et reservelager, og så dét, at en krop kan bestå af organer fra flere forskellige kroppe.
Derudover vil jeg heller ikke være glad for at donere organer til den næste Adolf Hitler....
Jeg har så også gjort op med mig selv, at jeg ikke kan tage imod organer, hvis jeg en dag skulle få brug for det. Det er ikke et krav at man skal det, men jeg finder det urimeligt at man kan sige nej til at give, men ja til at modtage. Jeg håber så bare, at jeg så også siger nej tak, hvis jeg en dag skulle stå i en situation, hvor jeg virkelig har brug for andres organer.
#17 Dine venner og familie ville nok elske, hvis du en dag takker nej til et potentielt livreddende organ, fordi du synes det ville være underligt selv at være donor.
Jeg er både blod-og organdonor - de kan snuppe alt hvad de vil...jeg regner alligevel med at skulle kremeres, så det vil vel være lidt et hån at futte (forhåbentlig) gode organer af ;)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#11 tiany 14 år siden
Min mor så gerne at jeg blev bloddonor, fordi hun selv har været det, men jeg er simpelthen for bange for nåle/sprøjter til at jeg kaster mig ud i det. Af samme grund er jeg ikke knoglemarvs donor, men hvis nogen i familien have brug for det, ville jeg selvfølgelig springe til.
#12 chandler75 14 år siden
#13 McPeter 14 år siden
Jeg ved ikke om jeg helt forstår alle grundende til hvorfor man skulle fravælge organdonor muligheden, men det vigtigste er efter min mening sådan set at man tager stilling. Så kan det ene i princippet være ligeså godt som det andet.
Efter jeg meldte mig som organdonor tog jeg en snak med mine forældre og søster og forklarede dem om mit valg. Mine forældre har ikke helt taget stilling til det selv, men jeg syntes at det var vigtigt at de kender mit ønske i tilfælde af jeg skulle stille træskoene for tidligt. Når alt kommer til alt, så vil det jo være de efterladte der står i den formentligt meget væmmelige situation at skulle slukke for en respirator el.lign. - på det tidspunkt har jeg jo ikke så meget at sige længere. Men nu kender de mit ønske og det kan - forhåbentligt - gøre beslutningen eller accepten lidt lettere.
Men tag stilling til det - så har du gjort hvad jeg mener er en minimumsindsats og det vil være tilstrækkeligt uanset hvad du vælger.
#14 natterjack 14 år siden
#15 tiany 14 år siden
#16 tiany 14 år siden
#17 Popeye 14 år siden
Jeg har ikke rigtig nogle gode grunde til mit valg (ikke at jeg behøver), men jeg finder det bare underligt at tænke på ens krop som et reservelager, og så dét, at en krop kan bestå af organer fra flere forskellige kroppe.
Derudover vil jeg heller ikke være glad for at donere organer til den næste Adolf Hitler....
Jeg har så også gjort op med mig selv, at jeg ikke kan tage imod organer, hvis jeg en dag skulle få brug for det. Det er ikke et krav at man skal det, men jeg finder det urimeligt at man kan sige nej til at give, men ja til at modtage. Jeg håber så bare, at jeg så også siger nej tak, hvis jeg en dag skulle stå i en situation, hvor jeg virkelig har brug for andres organer.
#18 natterjack 14 år siden
#19 wimmie 14 år siden
#20 Nicki52 14 år siden
Min mors venindes mand er knoglemarvdonor. Han siger det gør allerhelvedes ondt.