Jeg lever heldigvis i en ikke helt lille bobbel, så jeg dør aldrig og føler heller ingen smerte, meget praktisk. For mig at se handler livet om at leve så let som muligt, uden naturens, til dato, indblanding og de alment gældende vilkår, som forfaldet og de dertilhørende muligheder for perspektiv og nuancering over det at være en eksistens indebærer, jeg skal heldigvis ikke bekymre mig om den slags vedhængninger. Jeg har desuden ikke tænkt mig at involvere mig så meget i mennesker, at jeg skal komme til at føle det som et tab, når de ikke har sikkerhedsforanstaltet sig nok, primitive bæster, for den slags kompleksistet, som "modenhed" (hah, bare et andet ord for psykologisk eskapisme) anskueliggør. Ah, det er da frihed, biomekanik med skæbnen i helt egne hænder, mums. Ikke at det egentlig betyder noget for mig, for så ville jeg jo kunne miste min anskuelse og den skrøbelighed har jeg da ikke tænkt mig at udsætte mig for, tsk, primitive afhængigheder. Så slipper jeg også så lykkeligvisende at skulle tage hensyn til andres tåbelige adfærd.
Bah, jeg har mistet i mit liv, har fået ar og snask på krop og sjæl og det var ikke så sjovt da det stod på, men ganske lærerigt på længere sigt. Men jeg er på den anden side heller ikke blevet bitter (omend jeg da endnu kan nå at tilegne mig den egenskab) af mine skader. Jeg kommer til at miste meget mere endnu, jeg kommer til at miste alt, alt overhovedet, uanset hvor meget jeg belejrer mig imod forfaldet. Men indtil det sker, vil jeg til stadighed ønske mig til stadighed at være i stand til at være så fri, at jeg ikke er afhængig af at skulle være heldig i livet, sådan at mit liv har en grundlæggende værdi baseret ikke på hvor høj en produktions- eller normalitetsfaktor jeg kan bidrage med, men på det blot at være menneske, at indeholde liv. Samme værdi anser jeg så andres liv for at have og det at respektere mine medmennesker betyder så også at jeg tillader dem at træffe nogle for mig at se knapt så konstruktive valg.
På den anden side har jeg heller ikke tænkt mig at begå mord ved ikke at donere mine organer? Eller hvorfor skulle Staten ellers gå ind og være dommer over hvordan mit legeme skal administreres?
Kort sagt: Mit legeme er ikke mit, det er ingens, for dem som skulle få dele af mit legeme, de dør også, uanset hvor meget de end prøver at trække den. Men nu har jeg alligevel en bevidsthed og en personlighed og jeg ser ikke det rimelige i at nogen tiltvinger sig en magt over mig, når jeg ikke har overgivet mig til deres forgodtbefindende. Hurra for den frihed, mener jeg. Men mit legeme er spøjst nok kun i min magt indtil nogen som er stærkere end mig fratager mig min magt... Lad gribbene slås om mit lig, de dør alligevel også før eller siden. Selv træer ender som støv.
Dette indlæg er nok mere en tøven end en konkluderen.
#67 Jo men det ændrer ikke på at det er fundamentalt forkert at jeg ikke ejer min organer fra jeg fødes. Desuden er der utrolig mange mennesker som ikke har fået taget stilling og eller bare ikke kan blive afklaret. Spørgsmålet om at donere organer er ikke simpelt. Det er ikke ja/nej. Læs Highland Parks indlæg #64 :-)
Kunne man så forestille sig en kombi, hvor man fra man er 18 bliver bedt om at tage stilling. Hvis man ikke siger klart ja eller nej (fordi man er i tvivl), bliver man spurgt en gang om året, indtil man siger enten ja eller nej, og indtil man har taget dette valg, forbliver man i "nej"-kassen, i tilfælde af at man rammes af et uheld? Ville det kunne komme forbi dine principper?
Diplomacy is the art of saying "Nice doggie" until you can find a rock.
To mennesker har brug for et af dine organer. Du er døende og skal vælge hvem af dem der skal have det. De to personers behov er lige stort og de er ens på alle områder undtagen et. Den ene af dem har sagt nej til selv, under nogen omstændigheder, at give organer når han dør.
1) Hvem af de to ville du vælge?
"jeg ville ikke vælge, jeg ville trække lod"
2a) Hvis lodtrækningen var til "nægterens" fordel, tror du så at du ville føle bare en smule ærgelse - føle at det et eller andet sted var uretfærdigt? 2b) Uanset hvad, ville du så synes at en person der valgte at give sit organ til "giveren", og ikke trække lod, handlede uetisk?
For det første ville jeg som donor aldrig være stillet overfor det dilemma at skulle vælge. Men jeg har svaret på spørgsmålet før. Hvis jeg var donor ville jeg donere mine organer og ikke forholde mig til hvem de gik til. Måske vil de ende i en der ikke selv er donor - fint - måske vil mine lunger ende i en person der har røget hele livet og dermed selv ødelagt sine lunger - fint. Organdonation er som tidligere sagt ikke en bytteklub. Hvis du kun er donor pga. dårlig samvittighed, så synes jeg at det er forkert!
Kan du ikke lige uddybe denne naturlige ret til at bestemme over egen krop (særligt når den er død)?
Død eller ej, min krop er stadig min krop. Måske betyder det noget for mennesker at deres krop ikke skilles ad og fordeles til højre og venstre når de dør, men at de dør med alle de organer de er blevet bragt her til verden med. Det behøver ikke at indebære religion og en tro på at de rent faktisk skal bruge dem i et liv efter døden, bare den ret det er at dø på en måde de finder mest rigtig.
Og så kan du jo sige, at de bare kan melde sig fra. Men hvad så med de mennesker som aldrig får sagt fra selvom de ikke ønsker at donere, eller bare er i tvivl til sidste øjeblik? De risikerer at blive organdonerer alligevel! Synes du virkelig ikke at det er en ubehagelig og forkastelig tanke at tage organer fra mennesker som virkelig ikke har ønsket at donere dem?
#72 hehe, måske. Der mangler dog "Ved ikke". Nogle mennesker ønsker simpelthen bare ikke at tage stilling. Nogle vælger ikke at vælge, og det skal de da have lov til. Men det er selvfølgelig også et tab at nogle mennesker egentlig ønsker at donere, men bare aldrig får meldt sig..
Det følger af de nævnte bestemmelser, at der lægges afgørende vægt på den pågældendes eget frie og oplyste samtykke, men at forudsætningerne for afgivelsen af samtykket skal tages i betragtning.
[...]
3. Forslag til lov om ændring af lov nr. 402 af 13. juni 1990 om ligsyn, obduktion og transplantation mv. (Afdødes bestemmelse om organdonation og lægevidenskabelig obduktion, L 22) Det er Centrets holdning, at lovforslaget styrker den enkeltes mulighed for at tage stilling til organdonation og lægelig obduktion, ligesom det er en forbedring, at det gøres muligt at betinge samtykket af de pårørendes accept.
Selvom afdødes retsstilling ikke umiddelbart er reguleret i de internationale menneskeretlige instrumenter, finder Centret, at de nævne ændringer, der sætter den afdødes egen vilje i fokus stemmer overens med de principper, der kan udledes af de gældende internationale menneskeretsstandarder, herunder især principperne i Europarådets Konvention om Menneskerettigheder og Biomedecin af 4. april 1997, Artiklerne 5, 6 og 9. Det er imidlertid afgørende, at der foretages en vurdering af det enkelte samtykke, hvor tidspunktet for afgivelsen af samtykket og forudsætningerne herfor tages i betragtning.
Muligheden for at vælge mellem et fuldstændigt og et betinget samtykke og konsekvenserne heraf bør gøres klart for den pågældende i forbindelse med afgivelsen af samtykket.
Centret finder endelig, at afskæringen af de pårørendes mulighed for at modsætte sig afdødes informerede samtykke til organdonation eller lægelig obduktion, ikke strider mod internationale menneskeretlige standarder.
Nej, det kaldes at satirisere. Din argumentation kan bruges til at retfærdiggøre, at formodet samtykke også gælder blod, knoglemarv og andet brugbart og genanvendeligt kropsmateriale.
Nej, det kan den ikke. Du lagde op til at de kunne bruge materialet "når det passede dem" hvilket mine argumenter bestemt ikke kan bruges til.
Satire er fint, men hvis der ikke kan demonstreres nogen plausibel forbindelse til virkeligheden, så er det sjovt, tankevækkende måske, men næppe et argument i en etisk debat.
For det første ville jeg som donor aldrig være stillet overfor det dilemma at skulle vælge.
Jeg beklager jeg ikke gjorde formålet klart, men der var tale om et filosofisk tankeeksperiment. Den slags kan være gode til at udfordre ens umiddelbare fornemmelser for rigtigt og forkert. Det kræver naturligvis at man leger med og forsøger at forholde sig så nærværende til det som muligt. Du sagde at du blev vred over mit indlæg og jeg følte jeg ville prøve at få dig til at forstå grundlaget for mine holdninger. Men det er nok også meget godt, da eksperimentet var en del af en længere "samtale" som jeg ikke får tid til at gennemføre på tekst :)
#71 Muldgraver 14 år siden
Bah, jeg har mistet i mit liv, har fået ar og snask på krop og sjæl og det var ikke så sjovt da det stod på, men ganske lærerigt på længere sigt. Men jeg er på den anden side heller ikke blevet bitter (omend jeg da endnu kan nå at tilegne mig den egenskab) af mine skader. Jeg kommer til at miste meget mere endnu, jeg kommer til at miste alt, alt overhovedet, uanset hvor meget jeg belejrer mig imod forfaldet. Men indtil det sker, vil jeg til stadighed ønske mig til stadighed at være i stand til at være så fri, at jeg ikke er afhængig af at skulle være heldig i livet, sådan at mit liv har en grundlæggende værdi baseret ikke på hvor høj en produktions- eller normalitetsfaktor jeg kan bidrage med, men på det blot at være menneske, at indeholde liv. Samme værdi anser jeg så andres liv for at have og det at respektere mine medmennesker betyder så også at jeg tillader dem at træffe nogle for mig at se knapt så konstruktive valg.
På den anden side har jeg heller ikke tænkt mig at begå mord ved ikke at donere mine organer? Eller hvorfor skulle Staten ellers gå ind og være dommer over hvordan mit legeme skal administreres?
Kort sagt: Mit legeme er ikke mit, det er ingens, for dem som skulle få dele af mit legeme, de dør også, uanset hvor meget de end prøver at trække den. Men nu har jeg alligevel en bevidsthed og en personlighed og jeg ser ikke det rimelige i at nogen tiltvinger sig en magt over mig, når jeg ikke har overgivet mig til deres forgodtbefindende. Hurra for den frihed, mener jeg. Men mit legeme er spøjst nok kun i min magt indtil nogen som er stærkere end mig fratager mig min magt... Lad gribbene slås om mit lig, de dør alligevel også før eller siden. Selv træer ender som støv.
Dette indlæg er nok mere en tøven end en konkluderen.
#72 Fynboen 14 år siden
Kunne man så forestille sig en kombi, hvor man fra man er 18 bliver bedt om at tage stilling. Hvis man ikke siger klart ja eller nej (fordi man er i tvivl), bliver man spurgt en gang om året, indtil man siger enten ja eller nej, og indtil man har taget dette valg, forbliver man i "nej"-kassen, i tilfælde af at man rammes af et uheld? Ville det kunne komme forbi dine principper?
#73 AP 14 år siden
For det første ville jeg som donor aldrig være stillet overfor det dilemma at skulle vælge. Men jeg har svaret på spørgsmålet før. Hvis jeg var donor ville jeg donere mine organer og ikke forholde mig til hvem de gik til. Måske vil de ende i en der ikke selv er donor - fint - måske vil mine lunger ende i en person der har røget hele livet og dermed selv ødelagt sine lunger - fint. Organdonation er som tidligere sagt ikke en bytteklub. Hvis du kun er donor pga. dårlig samvittighed, så synes jeg at det er forkert!
Død eller ej, min krop er stadig min krop. Måske betyder det noget for mennesker at deres krop ikke skilles ad og fordeles til højre og venstre når de dør, men at de dør med alle de organer de er blevet bragt her til verden med. Det behøver ikke at indebære religion og en tro på at de rent faktisk skal bruge dem i et liv efter døden, bare den ret det er at dø på en måde de finder mest rigtig.
Og så kan du jo sige, at de bare kan melde sig fra. Men hvad så med de mennesker som aldrig får sagt fra selvom de ikke ønsker at donere, eller bare er i tvivl til sidste øjeblik? De risikerer at blive organdonerer alligevel! Synes du virkelig ikke at det er en ubehagelig og forkastelig tanke at tage organer fra mennesker som virkelig ikke har ønsket at donere dem?
#74 AP 14 år siden
#75 Fynboen 14 år siden
Jeg tænkte det kunne være et kompromi, hvor folk blev stillet overfor valget, men ikke tvunget, heller ikke af deres passivitet/glemsomhed...
#76 Highland Park 14 år siden
#77 Highland Park 14 år siden
#78 Fynboen 14 år siden
Jeg er solgt... den skal ses...
#79 tiany 14 år siden
Kritik af småbørn som donorer
#80 Patriarch 14 år siden
Satire er fint, men hvis der ikke kan demonstreres nogen plausibel forbindelse til virkeligheden, så er det sjovt, tankevækkende måske, men næppe et argument i en etisk debat.
Jeg beklager jeg ikke gjorde formålet klart, men der var tale om et filosofisk tankeeksperiment. Den slags kan være gode til at udfordre ens umiddelbare fornemmelser for rigtigt og forkert. Det kræver naturligvis at man leger med og forsøger at forholde sig så nærværende til det som muligt. Du sagde at du blev vred over mit indlæg og jeg følte jeg ville prøve at få dig til at forstå grundlaget for mine holdninger. Men det er nok også meget godt, da eksperimentet var en del af en længere "samtale" som jeg ikke får tid til at gennemføre på tekst :)
Weekenden er slut :(