100. The Neverending Story (Wolfgang Petersen, 1984) Først så jeg filmen, siden hen læste jeg bogen. Da jeg havde læst bogen var jeg rigtig godt sur på filmen, men siden har jeg lært at værdsætte de valg, Wolfgang Petersen tog. Selv om Michael Endes vision delvist var gået tabt, så endte denne film med at være flot, stemningsfuld, sjov, spændende, lidt uhyggelig, rørende og med musik, der bliver hængende. Det skal selvfølgelig tages med i vurderingen, at den er til børn.
99. The Sixth Sense (M. Night Shyamalan, 1999) Spørg mig ikke hvorfor, men første gang jeg så denne film fandt jeg den virkelig, virkelig uhyggelig. Anden gang selvfølgelig ikke (på den måde er den meget ligesom "The Ring"). Der er flere ting, der gør denne film uforglemmelig. Haley Joel Osment, der spillede utrolig godt, muligvis den bedste barnepræstation, jeg har set. Historien er god, og finalen er perfekt og velsagtens grunden til filmens succes.
98. Changing Lanes (Roger Michell, 2002) Jeg ville nok egentlig ønske, jeg havde mere at sige om denne. Krydsilden mellem to fremmede mennesker, der pludselig bliver ondskabsfulde mod hinanden, er i sig selv interessant og sigende. Præstationerne er gode, og jeg må til at se den igen for at minde mig om, hvorfor jeg synes så godt om den...
97. A Perfect World (Clint Eastwood, 1993) Dette var i mange år på min top10 over yndlingsfilm. Kevin Costner er suveræn som en forbryder, der ikke er helt dum og hjerteløs, men som dog også langt fra er perfekt. Han kidnapper en lille Jehovas Vidnedreng, og sammen kører de på flugt fra myndighederne. Tragisk og gennemført historie.
96. Der Untergang (Oliver Hirschbiegel, 2004) Hvem skulle have troet, at en tysk film om Hitler, der ikke stod tilbage fra at fremstille nogle af hans mere sympatiske sider, skulle gå hen og blive en succes. Der Untergang er skræmmende af netop samme grund. Nazisterne fremstilles som idealister og martyrer, der gav deres liv (og deres børns liv) for en drøm om et stort rige, Hitler havde tænkt sig at skabe. Om Bruno Ganz rammer den egentlige Hitler, sådan som han virkelig var, det ved jeg ikke noget om, men hans fortolkning er ikke desto mindre interessant, tankevækkende og umanerligt skræmmende.
95. 12 Monkeys (Terry Gilliam, 1996) Uden på nogen måde at være en perfekt film -- den er snarere eksperimenterende og frivilligt mærkelig -- så er 12 Monkeys alligevel en film, der stadig gør indtryk på mig. Bruce Willis' karakter sendes tilbage i tiden, ikke for at redde verden fra en grum virus, som snart vil dræbe det meste af Jordens befolkning, men for at finde en modgift, han kan tage med hjem til fremtiden. Nutiden tager dog ikke pænt imod ham, og han ender blandt andet på et sindssygehospital med Brad Pitt, der forstår at spille galning. Endnu engang er det slutningen, der gør filmen mest interessant.
94. Total Recall (Paul Verhoeven, 1990) Fyldt til randen med sindssyge sci-fi elementer og Schwarzenegger one-liners er denne film noget af det mest underholdende, jeg nogensinde har set. Én af de bedre Philip K. Dick-film derude. Og så var jeg ved at kaste op over scenerne, hvor mennesker bliver udsat for Mars' atmosfære (eller mangel på samme) og øjnene er ved at blive suget ud. :)
93. Ray (Taylor Hackford, 2004) Jeg har aldrig været en fan af Ray Charles, men alligevel var jeg helt med på hans musik i denne film om hans liv. Udover at filmen viste, at Jamie Foxx til alles overraskelse kunne spille skuespil, så hyldede den sit musikalske forlæg på en helt speciel måde ved at implementere musikken i selve handlingen (som det bl.a. blev gjort med "[url= the Road Jack[/url]"). Jeg var godt underholdt og rørt i de mere dramatiske sekvenser.
92. Kill Bill vol. 2 (Quentin Tarantino, 2004) Til trods for et lidt tamt første kapitel (trods Uma Thurmans stærke lead), så var fortsættelsen interessant på rigtig mange måder, da den besvarede en masse spørgsmål og leverede en forhistorie, der på mange måder retfærdiggjorde al volden. Kampscenerne blev også mere kreative, og finalen med Bill (David Carradine) kunne ikke være blevet udført meget bedre.
91. Dumb and Dumber (Bobby & Peter Farrelly, 1994) Farrelly-brødrene har deres navn stående på meget lort (senest har jeg set The Heartbreak Kid og Stuck on You), og Judd Apatow er helt sikkert kommet for at tage deres plads som Hollywoods komediehåndværker. Men for længe siden lykkedes det faktisk Farrelly-brødrene at lave én fantastisk komedie om, ja, historien var sådan set ret ligegyldig, så sjovt som man havde det -- men jo, der var da én. Jim Carrey og Jeff Daniels (af alle skuespillere) komplementerer hinanden perfekt, og jeg griner stadig højt af denne film.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Uh, mange gode denne gang. Neverending Story er sublim... ligeså er Der Untergang, 12 Monkeys, Total Recall og Dumb And Dumber. Kill Bill Vol. 2 var dog alt for sødsuppe til mig, og A Perfect World grænsede også godt derop af. The Sixth Sense er en fin film, men jeg synes ikke at filmen holder særlig godt til repeated viewings, da det er en af de film, der lever på sit twist.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Samtlige af de film jeg har set denne gang, er rigtig gode. "Dumb and dumber" ville ligge højere hos mig og jeg er da lidt ked af, at du ikke fandt "Stuck on you" sjov, den er ganske udemærket IMO (og Eva mendez er god damn hot i den).
Men som du skriver om D&D så lyder det ikke som at der bliver plads til hverken "There's something about Mary" eller "Kingpin" på din liste, hvilket er ærgeligt da de hos mig rangerer højt :)
So, at last we meet for the first time for the last time.
#93 - Du har nok ret mht. The Sixth Sense. At man skal kunne gense filmen er dog ikke nødvendigvis et kriterium, jeg har udnyttet på denne liste. Ved første gennemsyn gjorde filmen et fantastisk indtryk.
#95 - Ben Stillers komik har aldrig sagt mig ret meget (måske med undtagelse af Zoolander) og da slet ikke Cameron Diaz, som jeg ikke engang har fundet tilnærmelsesvist lækker. Det er egentlig overraskende, at jeg har set "Something about Mary" så mange gange... "Kingpin" har jeg aldrig set.
The only way to beat a troll is to not play their game.
90. War of the Worlds (Steven Spielberg, 2005) Roland Emmerich siges at være disasterfilmenes mester. Wrong. Det er Steven Spielberg, og jeg inkluderer denne film på min top100 bare for at give Emmerich fingeren. Spielberg forstår ikke bare at lave effekterne, han forstår også at opbygge spændingen, vælge de rigtige skuespillere, give dem troværdige replikker og vinde vores sympati -- noget som 2012 på ingen måde formåede. Trods en tam slutning (der dog var tro mod bogen), så er denne film en af mine favoritter, i hvert fald indtil der kommer en god filmatisering af "The Tripods" bøgerne af John Christopher.
89. Spider-Man (Sam Raimi, 2002) Spider-Man er ikke banebrydende som sådan, den er bare en forunderlig vellykket oprindelseshistorie for min barndoms yndlingssuperhelt. Jeg har ikke læst ret mange Marvel-tegneserier (eller DC Comics for den sags skyld), men Spider-Man fangede mig, og filmen var et glædeligt gensyn. Tobey Maguire er og bliver godt castet, og de friheder, filmen tager i forhold til sit tegneserieforlæg, bydes hjerteligt velkommen. Den er efter min mening perfekt balanceret mellem drama (Onkel Ben-plottet) og action (Green Goblin-plottet). Den første film i serien er foreløbigt den mest vellykkede.
88. Closer (Mike Nichols, 2004) Fire menneskers mislykkede forsøg på at være intime - netop som de tror, de er ved at være der, viser det sig, at de har taget fuldstændig fejl af deres partner. Især Natalie Portman viser sit værd i denne film - og nej, jeg mener ikke bare hendes sex appeal. Kort sagt: Mike Nichols gør det igen.
87. The Prince of Egypt (Brenda Chapman, 1998) Selv om det kan diskuteres om denne fortolkning af Moses-historien egentlig fanger, hvad narrativen oprindeligt handlede om, så er store dele af plottet gengivet med stor respekt for forlægget. Filmens største styrke er formodentlig dens musikalske side med følelsesvækkende og humoristiske tekster, der aldrig forfalder til Disney-pjat. Plotmæssigt ligger filmens appel klart i brødreforholdet mellem Moses og Rameses (et element, vi dog ikke finder belæg for i bibelhistorien). Det er blevet sagt, at dette er en "voksen" tegnefilm, og jeg er helt enig. Jeg har formodentlig set den 10-15 gange og holder stadig meget af den.
86. Raiders of the Lost Ark (Steven Spielberg, 1981) Vi bliver lidt i det gammeltestamentlige, men denne gang er interessen gledet mere over i eventyr, action og humor. Det fantastiske ved Indiana Jones er, at han udover at kunne det hele er underligt uduelig og menneskelig. Harrison Ford var fed som Han Solo, men det var som Indiana Jones, at han for alvor fik lov at skinne. Selv om manden var god i stunts, så var hans absolutte styrke helt sikkert hans skuespil. I øvrigt får Spielberg/Lucas anledning til at introducere en stærk heltinde med ben i næsen og en naziskurk, der giver en utrolig dårlig smag i munden (og for at fremkalde publikums ypperligste had ligner han ham den nørdede unge, vi alle mobbede i skolen som børn). Fed slutning med sindssyge 1981-effekter. Og bare rolig, 4'eren kommer ikke til at rangere på denne liste...
85. Good Will Hunting (Gus Van Sant, 1998) Det er faldet mig ind, at flere af filmene inkluderes på grund af enkelte scener, der bare står tilbage i hukommelsen. Der er mange fede øjeblikke i Good Will Hunting, og de er naturligvis bedst, når de er oplevet i kontekst. Matt Damon vandt min respekt for hans præstation i [url= scene[/url] (don't click if you haven't watched the movie ... but if you do, it's not your fault) - og samtidig gjorde han filmen uforglemmelig for mit vedkommende.
84. South Park: Bigger, Longer & Uncut (Trey Parker, 1999) En canadisk film får Kyles mor til at få hele Amerika med i krig mod Canada, mens Satan og hans bøsseven Saddam Hussein planlægger at overtage verdensherredømmet. Hvad man dog virkelig må beundre ved denne film er det helt fantastiske score, der med sine referencer til Disney og Les Miserables (og sikkert mange andre ting) stimulerer både latter- og stemmemusker (da man bare blir nødt til at synge med). Fuck Team America og giv mig en ny South Park-film på højde med denne. Dette er den sjoveste animationsfilm, jeg nogensinde har set.
83. Star Wars: Episode III - Revenge of the Sith (George Lucas, 2005) Folk vil formodentlig protestere mod denne her, men jeg må sige, at jeg var fuldstændig revet med. Efter 2 skuffende nye kapitler havde jeg ellers næsten afskrevet en genoplivning af Star Wars-universet, men denne episode tog et skridt i den helt rigtige retning. Den havde udseende og stemning, fantastisk rum-action og lyssværd-kampe, og den tragiske finale, hvor Anakin for alvor blir til Darth Vader kunne ikke være blevet gjort meget bedre. Nogle kritiserer den for at tage lidt for let og overfladisk på Anakins omvendelse til den mørke side, men jeg accepterede forklaringen fra Yoda i Empire Strikes Back om hvor forførende den mørke side af kraften er. Kort sagt: Jeg fik, hvad jeg havde håbet på, og efter denne episode så jeg meget gerne endnu et kapitel af sagaen, selv om det nok ville være gavnligt, om George Lucas fik lidt hjælp med dialogen næste gang. Nå ja, og så var det i det hele taget bare fedt at se Hayden Christensen blive lemlæstet.
82. The Shawshank Redemption (Frank Darabont, 1994) Mange flere herinde kan formodentlig tilslutte sig, at jeg inkluderer det alsidige fængselsdrama, der har domineret IMDb's liste meget længe. Det er generelt en feel-good film, hvor plottet har sine ups and downs (meget lig virkelighedens verden), men med en ganske forførende slutning, der efterlader én med et nærmest begejstret smil på læben. "Hahaha, der fik han godt nok taget røven på dem alle sammen!"
81. Indiana Jones and the Last Crusade (Steven Spielberg, 1989) Der er skruet op for humoren, da Indy denne gang er på jagt efter den hellige gral i selskab med sin gnavne gamle far, der portrætteres ganske forrygende af Sean Connery. Der leges her med lidt kristen mysticisme, hvilket naturligvis også er sjovt at se for en teologistuderende. Det her er topunderholdning, selv 20 år senere. Meget mere behøves der vist ikke siges.
The only way to beat a troll is to not play their game.
jeg er enig med Star Wars III og de 2 Indiana Jones film især at det er Indiana Jones and the last crusade der er den bedste.
Delvis enig Spider man den var ok men ikke en jeg vil tage ind på min liste da jeg synes den virkede alt for forudsigelig og kunstig, med hensyn til kostumer. War of the worlds en fed invasions film, men blev lidt for meget af det samme om og om igen.
ueing med The Shawshank Redemption jeg havde hørt så meget godt om den at jeg nok havde for høje forventninger til den, men den skuffede lidt jeg synes godt der kunne have sket noget mere i selve fængslet (problemer).
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Wow, genindspilningen af War Of The Worlds fandt jeg direkte forfærdelig. Fint lydbillede, men historien fungerede på ingen måde for mig. Spider-Man er en fin film, men jeg foretrækker bestemt to'eren, da den fandt grænselandet imellem at være tro mod tegneserien og stadig være en velfungerende film bedst (3'eren var jo komplet ligesom tegneserien, men det er ikke helt så godt at se på film). SW III er klart den bedste i den nye trilogi, og en ganske undervurderet lille film. Good Will Hunting er den kedeligste Van Sant film jeg endnu har set, da det hele virker så sterilt og anonymt i instruktionen, og selve historien er flad og ligegyldig. Og hele to Indy film denne gang? Min foretrukne er dog Raiders, men de er begge mesterlige film fra før Spielberg blev ligegyldig. Shawshank Redemption er også fremragende, og som det er med de fleste serier-bliver-til synes jeg bestemt meget bedre om South Park serien end filmen.. den er dog en fin introduktion til South Park, men der er mange jokes der går igen fra serien, og det synes jeg er synd.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Hm, jeg tror nok, de fleste vil være uenig med dig i, at selve historien til Good Will Hunting er flad og ligegyldig ;) men det skal så siges, jeg ikke er så bekendt med Van Sant's andre film heller. Når det gælder SP, så har det virkelig gået op og ned med serien (og gør det stadig), men filmen vinder for mit vedkommende på sit soundtrack. Men hvad med The Prince of Egypt og Closer? :)
The only way to beat a troll is to not play their game.
#91 MOVIE1000 14 år siden
#92 Riqon 14 år siden
Først så jeg filmen, siden hen læste jeg bogen. Da jeg havde læst bogen var jeg rigtig godt sur på filmen, men siden har jeg lært at værdsætte de valg, Wolfgang Petersen tog. Selv om Michael Endes vision delvist var gået tabt, så endte denne film med at være flot, stemningsfuld, sjov, spændende, lidt uhyggelig, rørende og med musik, der bliver hængende. Det skal selvfølgelig tages med i vurderingen, at den er til børn.
99. The Sixth Sense (M. Night Shyamalan, 1999)
Spørg mig ikke hvorfor, men første gang jeg så denne film fandt jeg den virkelig, virkelig uhyggelig. Anden gang selvfølgelig ikke (på den måde er den meget ligesom "The Ring"). Der er flere ting, der gør denne film uforglemmelig. Haley Joel Osment, der spillede utrolig godt, muligvis den bedste barnepræstation, jeg har set. Historien er god, og finalen er perfekt og velsagtens grunden til filmens succes.
98. Changing Lanes (Roger Michell, 2002)
Jeg ville nok egentlig ønske, jeg havde mere at sige om denne. Krydsilden mellem to fremmede mennesker, der pludselig bliver ondskabsfulde mod hinanden, er i sig selv interessant og sigende. Præstationerne er gode, og jeg må til at se den igen for at minde mig om, hvorfor jeg synes så godt om den...
97. A Perfect World (Clint Eastwood, 1993)
Dette var i mange år på min top10 over yndlingsfilm. Kevin Costner er suveræn som en forbryder, der ikke er helt dum og hjerteløs, men som dog også langt fra er perfekt. Han kidnapper en lille Jehovas Vidnedreng, og sammen kører de på flugt fra myndighederne. Tragisk og gennemført historie.
96. Der Untergang (Oliver Hirschbiegel, 2004)
Hvem skulle have troet, at en tysk film om Hitler, der ikke stod tilbage fra at fremstille nogle af hans mere sympatiske sider, skulle gå hen og blive en succes. Der Untergang er skræmmende af netop samme grund. Nazisterne fremstilles som idealister og martyrer, der gav deres liv (og deres børns liv) for en drøm om et stort rige, Hitler havde tænkt sig at skabe. Om Bruno Ganz rammer den egentlige Hitler, sådan som han virkelig var, det ved jeg ikke noget om, men hans fortolkning er ikke desto mindre interessant, tankevækkende og umanerligt skræmmende.
95. 12 Monkeys (Terry Gilliam, 1996)
Uden på nogen måde at være en perfekt film -- den er snarere eksperimenterende og frivilligt mærkelig -- så er 12 Monkeys alligevel en film, der stadig gør indtryk på mig. Bruce Willis' karakter sendes tilbage i tiden, ikke for at redde verden fra en grum virus, som snart vil dræbe det meste af Jordens befolkning, men for at finde en modgift, han kan tage med hjem til fremtiden. Nutiden tager dog ikke pænt imod ham, og han ender blandt andet på et sindssygehospital med Brad Pitt, der forstår at spille galning. Endnu engang er det slutningen, der gør filmen mest interessant.
94. Total Recall (Paul Verhoeven, 1990)
Fyldt til randen med sindssyge sci-fi elementer og Schwarzenegger one-liners er denne film noget af det mest underholdende, jeg nogensinde har set. Én af de bedre Philip K. Dick-film derude. Og så var jeg ved at kaste op over scenerne, hvor mennesker bliver udsat for Mars' atmosfære (eller mangel på samme) og øjnene er ved at blive suget ud. :)
93. Ray (Taylor Hackford, 2004)
Jeg har aldrig været en fan af Ray Charles, men alligevel var jeg helt med på hans musik i denne film om hans liv. Udover at filmen viste, at Jamie Foxx til alles overraskelse kunne spille skuespil, så hyldede den sit musikalske forlæg på en helt speciel måde ved at implementere musikken i selve handlingen (som det bl.a. blev gjort med "[url= the Road Jack[/url]"). Jeg var godt underholdt og rørt i de mere dramatiske sekvenser.
92. Kill Bill vol. 2 (Quentin Tarantino, 2004)
Til trods for et lidt tamt første kapitel (trods Uma Thurmans stærke lead), så var fortsættelsen interessant på rigtig mange måder, da den besvarede en masse spørgsmål og leverede en forhistorie, der på mange måder retfærdiggjorde al volden. Kampscenerne blev også mere kreative, og finalen med Bill (David Carradine) kunne ikke være blevet udført meget bedre.
91. Dumb and Dumber (Bobby & Peter Farrelly, 1994)
Farrelly-brødrene har deres navn stående på meget lort (senest har jeg set The Heartbreak Kid og Stuck on You), og Judd Apatow er helt sikkert kommet for at tage deres plads som Hollywoods komediehåndværker. Men for længe siden lykkedes det faktisk Farrelly-brødrene at lave én fantastisk komedie om, ja, historien var sådan set ret ligegyldig, så sjovt som man havde det -- men jo, der var da én. Jim Carrey og Jeff Daniels (af alle skuespillere) komplementerer hinanden perfekt, og jeg griner stadig højt af denne film.
#93 Lord Beef Jerky 14 år siden
#94 MOVIE1000 14 år siden
#95 Åkepool 14 år siden
Men som du skriver om D&D så lyder det ikke som at der bliver plads til hverken "There's something about Mary" eller "Kingpin" på din liste, hvilket er ærgeligt da de hos mig rangerer højt :)
#96 Riqon 14 år siden
#95 - Ben Stillers komik har aldrig sagt mig ret meget (måske med undtagelse af Zoolander) og da slet ikke Cameron Diaz, som jeg ikke engang har fundet tilnærmelsesvist lækker. Det er egentlig overraskende, at jeg har set "Something about Mary" så mange gange... "Kingpin" har jeg aldrig set.
#97 Riqon 14 år siden
Roland Emmerich siges at være disasterfilmenes mester. Wrong. Det er Steven Spielberg, og jeg inkluderer denne film på min top100 bare for at give Emmerich fingeren. Spielberg forstår ikke bare at lave effekterne, han forstår også at opbygge spændingen, vælge de rigtige skuespillere, give dem troværdige replikker og vinde vores sympati -- noget som 2012 på ingen måde formåede. Trods en tam slutning (der dog var tro mod bogen), så er denne film en af mine favoritter, i hvert fald indtil der kommer en god filmatisering af "The Tripods" bøgerne af John Christopher.
89. Spider-Man (Sam Raimi, 2002)
Spider-Man er ikke banebrydende som sådan, den er bare en forunderlig vellykket oprindelseshistorie for min barndoms yndlingssuperhelt. Jeg har ikke læst ret mange Marvel-tegneserier (eller DC Comics for den sags skyld), men Spider-Man fangede mig, og filmen var et glædeligt gensyn. Tobey Maguire er og bliver godt castet, og de friheder, filmen tager i forhold til sit tegneserieforlæg, bydes hjerteligt velkommen. Den er efter min mening perfekt balanceret mellem drama (Onkel Ben-plottet) og action (Green Goblin-plottet). Den første film i serien er foreløbigt den mest vellykkede.
88. Closer (Mike Nichols, 2004)
Fire menneskers mislykkede forsøg på at være intime - netop som de tror, de er ved at være der, viser det sig, at de har taget fuldstændig fejl af deres partner. Især Natalie Portman viser sit værd i denne film - og nej, jeg mener ikke bare hendes sex appeal. Kort sagt: Mike Nichols gør det igen.
87. The Prince of Egypt (Brenda Chapman, 1998)
Selv om det kan diskuteres om denne fortolkning af Moses-historien egentlig fanger, hvad narrativen oprindeligt handlede om, så er store dele af plottet gengivet med stor respekt for forlægget. Filmens største styrke er formodentlig dens musikalske side med følelsesvækkende og humoristiske tekster, der aldrig forfalder til Disney-pjat. Plotmæssigt ligger filmens appel klart i brødreforholdet mellem Moses og Rameses (et element, vi dog ikke finder belæg for i bibelhistorien). Det er blevet sagt, at dette er en "voksen" tegnefilm, og jeg er helt enig. Jeg har formodentlig set den 10-15 gange og holder stadig meget af den.
86. Raiders of the Lost Ark (Steven Spielberg, 1981)
Vi bliver lidt i det gammeltestamentlige, men denne gang er interessen gledet mere over i eventyr, action og humor. Det fantastiske ved Indiana Jones er, at han udover at kunne det hele er underligt uduelig og menneskelig. Harrison Ford var fed som Han Solo, men det var som Indiana Jones, at han for alvor fik lov at skinne. Selv om manden var god i stunts, så var hans absolutte styrke helt sikkert hans skuespil. I øvrigt får Spielberg/Lucas anledning til at introducere en stærk heltinde med ben i næsen og en naziskurk, der giver en utrolig dårlig smag i munden (og for at fremkalde publikums ypperligste had ligner han ham den nørdede unge, vi alle mobbede i skolen som børn). Fed slutning med sindssyge 1981-effekter. Og bare rolig, 4'eren kommer ikke til at rangere på denne liste...
85. Good Will Hunting (Gus Van Sant, 1998)
Det er faldet mig ind, at flere af filmene inkluderes på grund af enkelte scener, der bare står tilbage i hukommelsen. Der er mange fede øjeblikke i Good Will Hunting, og de er naturligvis bedst, når de er oplevet i kontekst. Matt Damon vandt min respekt for hans præstation i [url= scene[/url] (don't click if you haven't watched the movie ... but if you do, it's not your fault) - og samtidig gjorde han filmen uforglemmelig for mit vedkommende.
84. South Park: Bigger, Longer & Uncut (Trey Parker, 1999)
En canadisk film får Kyles mor til at få hele Amerika med i krig mod Canada, mens Satan og hans bøsseven Saddam Hussein planlægger at overtage verdensherredømmet. Hvad man dog virkelig må beundre ved denne film er det helt fantastiske score, der med sine referencer til Disney og Les Miserables (og sikkert mange andre ting) stimulerer både latter- og stemmemusker (da man bare blir nødt til at synge med). Fuck Team America og giv mig en ny South Park-film på højde med denne. Dette er den sjoveste animationsfilm, jeg nogensinde har set.
83. Star Wars: Episode III - Revenge of the Sith (George Lucas, 2005)
Folk vil formodentlig protestere mod denne her, men jeg må sige, at jeg var fuldstændig revet med. Efter 2 skuffende nye kapitler havde jeg ellers næsten afskrevet en genoplivning af Star Wars-universet, men denne episode tog et skridt i den helt rigtige retning. Den havde udseende og stemning, fantastisk rum-action og lyssværd-kampe, og den tragiske finale, hvor Anakin for alvor blir til Darth Vader kunne ikke være blevet gjort meget bedre. Nogle kritiserer den for at tage lidt for let og overfladisk på Anakins omvendelse til den mørke side, men jeg accepterede forklaringen fra Yoda i Empire Strikes Back om hvor forførende den mørke side af kraften er. Kort sagt: Jeg fik, hvad jeg havde håbet på, og efter denne episode så jeg meget gerne endnu et kapitel af sagaen, selv om det nok ville være gavnligt, om George Lucas fik lidt hjælp med dialogen næste gang. Nå ja, og så var det i det hele taget bare fedt at se Hayden Christensen blive lemlæstet.
82. The Shawshank Redemption (Frank Darabont, 1994)
Mange flere herinde kan formodentlig tilslutte sig, at jeg inkluderer det alsidige fængselsdrama, der har domineret IMDb's liste meget længe. Det er generelt en feel-good film, hvor plottet har sine ups and downs (meget lig virkelighedens verden), men med en ganske forførende slutning, der efterlader én med et nærmest begejstret smil på læben. "Hahaha, der fik han godt nok taget røven på dem alle sammen!"
81. Indiana Jones and the Last Crusade (Steven Spielberg, 1989)
Der er skruet op for humoren, da Indy denne gang er på jagt efter den hellige gral i selskab med sin gnavne gamle far, der portrætteres ganske forrygende af Sean Connery. Der leges her med lidt kristen mysticisme, hvilket naturligvis også er sjovt at se for en teologistuderende. Det her er topunderholdning, selv 20 år senere. Meget mere behøves der vist ikke siges.
#98 MOVIE1000 14 år siden
Delvis enig Spider man den var ok men ikke en jeg vil tage ind på min liste da jeg synes den virkede alt for forudsigelig og kunstig, med hensyn til kostumer.
War of the worlds en fed invasions film, men blev lidt for meget af det samme om og om igen.
ueing med The Shawshank Redemption jeg havde hørt så meget godt om den at jeg nok havde for høje forventninger til den, men den skuffede lidt jeg synes godt der kunne have sket noget mere i selve fængslet (problemer).
#99 Lord Beef Jerky 14 år siden
#100 Riqon 14 år siden
Hm, jeg tror nok, de fleste vil være uenig med dig i, at selve historien til Good Will Hunting er flad og ligegyldig ;) men det skal så siges, jeg ikke er så bekendt med Van Sant's andre film heller. Når det gælder SP, så har det virkelig gået op og ned med serien (og gør det stadig), men filmen vinder for mit vedkommende på sit soundtrack. Men hvad med The Prince of Egypt og Closer? :)