The Shining - 6/6 A History Of Violence - 5/6 Aliens - 6/6 Michael Clayton - 3/6 Kramer vs. Kramer - Har jeg ikke set (eller det har jeg, men jeg var barn, og husker ikke så meget som en scene) Master And Commander - Har jeg ikke set The Abyss - 5/6 The Dead Zone - Har jeg ikke set The Untouchables - 5/6 Dumbo - 5/6
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
The Shining - 3/6 A History Of Violence - 5/6 Aliens - 6/6 Michael Clayton - 3/6 Kramer vs. Kramer - Har jeg ikke set. Master And Commander - 6/6 The Abyss - 5/6 The Dead Zone - Har jeg ikke set The Untouchables - 3/6 Dumbo - Kan jeg ikke huske, da jeg så den som ret lille.
The Shining - 6/6 A History Of Violence - 4/6 Aliens - 6/6 Michael Clayton - 5/6 Kramer vs. Kramer 5/6 Master And Commander - 5/6 The Abyss - 5/6 The Dead Zone 5/6 The Untouchables (ikke set) Dumbo (kan ikke huske den)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Oh no, er det meningen, at listerne skal afsluttes nu hvor det er jul? ;P Well, her kommer i hvert fald lige 10 mere.
40. Apt Pupil (Bryan Singer, 1998) Jeg er absolut ingen fan af singer. Superman Returns og X-Men filmene sagde mig ikke ret meget, og Valkyrie var højst lidt over middel. Men for 10 års tid siden lavede han en perfekt lille film, om en skoleelev, der lod sig forføre af det onde, da han tvang en eks-bøddel fra en kz-lejr til at fortælle sin historie. Den psykologiske dybde, der karakteriserer Stephen Kings bedste bøger, træder tydeligt frem i denne filmfortolkning af hans historie og bliver siddende hos én et godt stykke tid efter rulleteksterne.
39. The Terminator (James Cameron, 1984) At tage en østrigsk bodybuilder, give ham læderjakke og solbriller på og få ham til at spille en dræbercyborg fra fremtiden er ét af de mest geniale træk i filmhistorien. Igen gør historien i Camerons film nøjagtig hvad den skal (og lidt til) uden i sig selv at være særlig banebrydende, men udførelsen er til gengæld bedre end godt håndværk. Cyborgen går fra at være en stor, stærk fyr til i finalen at blive en usårlig dæmon.
38. The Land Before Time (Don Bluth, 1988) Både George Lucas' og Steven Spielbergs fingeraftryk er at finde på denne lille korte tegnefilm om en rejse gennem en Roland Emmerich-lignende verden med lava, jordskælv and all the rest. Det er naturligvis det lille ensemble af forskellige dinosaurusser, der bærer filmen, og som stjal mit hjerte, da jeg første gang så filmen. Længslen efter den store dal og de mange skuffelser på vejen blev inspirerende for mig på et eksistentielt plan (her overdriver jeg ikke), hvor jeg også som kristen ser frem til en fornyet verden, hvor vi genforenes med vores kære og slipper for frygten, bekymringerne, intrigerne og skuffelserne, der lige nu omgiver os. Der findes en masse røvelendige fortsættelser til filmen, som man gør bedst i at lade som om ikke eksisterer.
37. Slumdog Millionaire (Danny Boyle, 2008) Jeg elsker film, hvor man følger en hel persons liv (altså mange år), hvis det vel og mærke bliver gjort ordentligt. Fortælleteknikken er i top i denne film, hvor historien, der foregår i Indiens værste kvarterer, fortælles gennem en omgang "Hvem vil være millionær". Der var både anledning til at grine og til at krumme tæer og (næsten) holde sig for øjnene - så medrivende var det. Alt alvoren lagt til side, så formår filmen dog alligevel at være en god gammel feel-good Hollywoodfilm, selv om den lugter af karry. Respekt til Boyle for at have stykket denne sammen.
36. The Green Mile (Frank Darabont, 1999) Persongalleriet i denne film er simpelthen fantastisk, og ligesom med Shawshank Redemption, så er der ikke her tale om én historie, men en masse historier bundet op om forskellige enkeltsituationer, der opstår (sådan som Stephen King siger, at han skriver sine bøger). Uretfærdigheden sker fyldest i denne Jesus-lignelse om en stor sort mand, der bliver sat på en dødsgang, hvor fangerne på tur venter på at blive sat i stolen. Men dette er ikke bare en gloomy fortælling om folk, der dør på stribe -- den fortæller om et mirakel, der midt i al ondskaben, giver håb til dem der lider. Fantastisk film. Det er nærmest ubegribeligt, at Darabont, der lavede denne og Shawshank Redemption, også lavede den flade, uvedkommende og næsten latterlige "The Mist".
35. Regarding Henry (Mike Nichols, 1991) Al respekt for Harrison Fords utallige actionfilm, men det har aldrig været nogen hemmelighed, at mandens største styrke ikke var, at han lavede sine egne stunts -- men hans talent for skuespil. Det er skuespillet, der gør Indiana Jones morsom og Han Solo interessant. Ansigtsudtrykkene, han laver, når han blir overrasket, når han griner skævt, når han bli'r fornærmet ... og derfor skulle det heller ikke undre nogen, at én af de bedste film, han har lavet, faktisk er 100% drama (0% action). I denne film spiller han en advokat, der får en hjerneskade og dermed får en slags ny fødsel. Efter genoptræningen går han i gang med at lære sig selv, sin kone og sit barn at kende og prøver at komme tilbage til det liv, som folk fortæller ham, at han havde før, men som han ikke kan huske. Denne film er fyldt til randen med følelsesmæssigt stærke øjeblikke på den rejse, han foretager sig, alt imens han lærer mere om sig selv, om hvem han var, og hvem han er. Igen tager jeg hatten af for Mike Nichols.
34. The Empire Strikes Back (Irvin Kershner, 1980) Ét af problemerne med de nyere Star Wars-film er, at de simpelthen indeholder for meget. George Lucas har aldrig fattet den simple regel "less is more", og derfor bliver hans seneste produktioner lidt svære at sluge. Denne film var dog perfekt opbygget med sin indledende manøvrer på Hoth, Jedi-træningen hos Yoda og den ventede konfrontation med Darth Vader hos Lando Calrissian. Folk har kritiseret Mark Hamills skuespil i slutscenen, men jeg må indrømme, at jeg altid har følt mig helt revet med, da den gruopvækkende afsløring ("I am your father") kommer. Musikken er fremragende, og så er Leia naturligvis stadig geek babe no. 1.
33. The Curious Case of Benjamin Button (David Fincher, 2008) Mange var skuffet over Finchers seneste film, men personligt var jeg meget begejstret, da jeg så den i biografen med min kæreste. At få hele livshistorien i dens forskellige stadier, men med det twist, at Benjamin ældes bagvendt, var en oplevelse, der overgik næsten alle andre livsrejser, jeg har oplevet på film. Fincher billierer igen med sin sans for billeder, og Cate Blanchett spiller sin rolle utroligt overbevisende (karakterens personlighedstype minder om min kærestes). Frem for alt er filmen sørgelig, især sådan som vægten lægges på, at intet godt i livet er vedvarende. Det er barsk sandhed, der er svær at sluge. (Nogen af os tror så naturligvis, at der er mere end det, vi ser.)
32. Batman Begins (Christopher Nolan, 2005) "Why do we fall?" Den første af Nolans Batmanfilm forklarede meget overbevisende, hvad der får en mand til at tage et kostume på og slås med forbrydere og bekæmpe korruption og kriminalitet. Det er den psykologiske troværdighed, der gør filmen så speciel, og så var det naturligvis også bare suveræn god underholdning, stærke skuespilpræstationer og et nogenlunde plot. Det bedste øjeblik i hele filmen er dog naturligvis, da Kommisær Gordon overrækker Batman et visitkort fra Jokeren. Denne film lagde det helt perfekte og nødvendige grundlag for sin efterfølger.
31. E.T. The Extra-Terrestrial (Steven Spielberg, 1982) "E.T. Phone Home!" Hvis nogen har præsteret filmmagi, så er det naturligvis Spielberg, og det gælder især, da han introducerede det sjove lille planteglade rumvæsen, der etablerede en særlig forbindelse med Elliot. Dette venskab mellem menneske og rumvæsen var helt i top og gav mig selv ønsket om at få besøg af et rumvæsen. Drew Barrymore ses i hendes livs flotteste præstation (no kidding) i denne morsomme, hjertevarmende, spændende og stemningsfulde familiefilm, der her, næsten 30 år senere, langt overgår de film, der i dag laves til samme aldersgruppe.
The only way to beat a troll is to not play their game.
#161 Riqon 14 år siden
#162 BN 14 år siden
100 procent enig. Det er kun Director's Cut, der forklarer
#163 Lord Beef Jerky 14 år siden
The Shining - 6/6
A History Of Violence - 5/6
Aliens - 6/6
Michael Clayton - 3/6
Kramer vs. Kramer - Har jeg ikke set (eller det har jeg, men jeg var barn, og husker ikke så meget som en scene)
Master And Commander - Har jeg ikke set
The Abyss - 5/6
The Dead Zone - Har jeg ikke set
The Untouchables - 5/6
Dumbo - 5/6
#164 MuManden 14 år siden
A History Of Violence - 5/6
Aliens - 6/6
Michael Clayton - 3/6
Kramer vs. Kramer - Har jeg ikke set.
Master And Commander - 6/6
The Abyss - 5/6
The Dead Zone - Har jeg ikke set
The Untouchables - 3/6
Dumbo - Kan jeg ikke huske, da jeg så den som ret lille.
#165 MOVIE1000 14 år siden
#166 filmz-Bruce 14 år siden
#167 Lord Beef Jerky 14 år siden
#168 wimmie 14 år siden
The Shining - 6/6
A History Of Violence - 4/6
Aliens - 6/6
Michael Clayton - 5/6
Kramer vs. Kramer 5/6
Master And Commander - 5/6
The Abyss - 5/6
The Dead Zone 5/6
The Untouchables (ikke set)
Dumbo (kan ikke huske den)
#169 Riqon 14 år siden
#170 Riqon 14 år siden
Well, her kommer i hvert fald lige 10 mere.
40. Apt Pupil (Bryan Singer, 1998)
Jeg er absolut ingen fan af singer. Superman Returns og X-Men filmene sagde mig ikke ret meget, og Valkyrie var højst lidt over middel. Men for 10 års tid siden lavede han en perfekt lille film, om en skoleelev, der lod sig forføre af det onde, da han tvang en eks-bøddel fra en kz-lejr til at fortælle sin historie. Den psykologiske dybde, der karakteriserer Stephen Kings bedste bøger, træder tydeligt frem i denne filmfortolkning af hans historie og bliver siddende hos én et godt stykke tid efter rulleteksterne.
39. The Terminator (James Cameron, 1984)
At tage en østrigsk bodybuilder, give ham læderjakke og solbriller på og få ham til at spille en dræbercyborg fra fremtiden er ét af de mest geniale træk i filmhistorien. Igen gør historien i Camerons film nøjagtig hvad den skal (og lidt til) uden i sig selv at være særlig banebrydende, men udførelsen er til gengæld bedre end godt håndværk. Cyborgen går fra at være en stor, stærk fyr til i finalen at blive en usårlig dæmon.
38. The Land Before Time (Don Bluth, 1988)
Både George Lucas' og Steven Spielbergs fingeraftryk er at finde på denne lille korte tegnefilm om en rejse gennem en Roland Emmerich-lignende verden med lava, jordskælv and all the rest. Det er naturligvis det lille ensemble af forskellige dinosaurusser, der bærer filmen, og som stjal mit hjerte, da jeg første gang så filmen. Længslen efter den store dal og de mange skuffelser på vejen blev inspirerende for mig på et eksistentielt plan (her overdriver jeg ikke), hvor jeg også som kristen ser frem til en fornyet verden, hvor vi genforenes med vores kære og slipper for frygten, bekymringerne, intrigerne og skuffelserne, der lige nu omgiver os. Der findes en masse røvelendige fortsættelser til filmen, som man gør bedst i at lade som om ikke eksisterer.
37. Slumdog Millionaire (Danny Boyle, 2008)
Jeg elsker film, hvor man følger en hel persons liv (altså mange år), hvis det vel og mærke bliver gjort ordentligt. Fortælleteknikken er i top i denne film, hvor historien, der foregår i Indiens værste kvarterer, fortælles gennem en omgang "Hvem vil være millionær". Der var både anledning til at grine og til at krumme tæer og (næsten) holde sig for øjnene - så medrivende var det. Alt alvoren lagt til side, så formår filmen dog alligevel at være en god gammel feel-good Hollywoodfilm, selv om den lugter af karry. Respekt til Boyle for at have stykket denne sammen.
36. The Green Mile (Frank Darabont, 1999)
Persongalleriet i denne film er simpelthen fantastisk, og ligesom med Shawshank Redemption, så er der ikke her tale om én historie, men en masse historier bundet op om forskellige enkeltsituationer, der opstår (sådan som Stephen King siger, at han skriver sine bøger). Uretfærdigheden sker fyldest i denne Jesus-lignelse om en stor sort mand, der bliver sat på en dødsgang, hvor fangerne på tur venter på at blive sat i stolen. Men dette er ikke bare en gloomy fortælling om folk, der dør på stribe -- den fortæller om et mirakel, der midt i al ondskaben, giver håb til dem der lider. Fantastisk film. Det er nærmest ubegribeligt, at Darabont, der lavede denne og Shawshank Redemption, også lavede den flade, uvedkommende og næsten latterlige "The Mist".
35. Regarding Henry (Mike Nichols, 1991)
Al respekt for Harrison Fords utallige actionfilm, men det har aldrig været nogen hemmelighed, at mandens største styrke ikke var, at han lavede sine egne stunts -- men hans talent for skuespil. Det er skuespillet, der gør Indiana Jones morsom og Han Solo interessant. Ansigtsudtrykkene, han laver, når han blir overrasket, når han griner skævt, når han bli'r fornærmet ... og derfor skulle det heller ikke undre nogen, at én af de bedste film, han har lavet, faktisk er 100% drama (0% action). I denne film spiller han en advokat, der får en hjerneskade og dermed får en slags ny fødsel. Efter genoptræningen går han i gang med at lære sig selv, sin kone og sit barn at kende og prøver at komme tilbage til det liv, som folk fortæller ham, at han havde før, men som han ikke kan huske. Denne film er fyldt til randen med følelsesmæssigt stærke øjeblikke på den rejse, han foretager sig, alt imens han lærer mere om sig selv, om hvem han var, og hvem han er. Igen tager jeg hatten af for Mike Nichols.
34. The Empire Strikes Back (Irvin Kershner, 1980)
Ét af problemerne med de nyere Star Wars-film er, at de simpelthen indeholder for meget. George Lucas har aldrig fattet den simple regel "less is more", og derfor bliver hans seneste produktioner lidt svære at sluge. Denne film var dog perfekt opbygget med sin indledende manøvrer på Hoth, Jedi-træningen hos Yoda og den ventede konfrontation med Darth Vader hos Lando Calrissian. Folk har kritiseret Mark Hamills skuespil i slutscenen, men jeg må indrømme, at jeg altid har følt mig helt revet med, da den gruopvækkende afsløring ("I am your father") kommer. Musikken er fremragende, og så er Leia naturligvis stadig geek babe no. 1.
33. The Curious Case of Benjamin Button (David Fincher, 2008)
Mange var skuffet over Finchers seneste film, men personligt var jeg meget begejstret, da jeg så den i biografen med min kæreste. At få hele livshistorien i dens forskellige stadier, men med det twist, at Benjamin ældes bagvendt, var en oplevelse, der overgik næsten alle andre livsrejser, jeg har oplevet på film. Fincher billierer igen med sin sans for billeder, og Cate Blanchett spiller sin rolle utroligt overbevisende (karakterens personlighedstype minder om min kærestes). Frem for alt er filmen sørgelig, især sådan som vægten lægges på, at intet godt i livet er vedvarende. Det er barsk sandhed, der er svær at sluge. (Nogen af os tror så naturligvis, at der er mere end det, vi ser.)
32. Batman Begins (Christopher Nolan, 2005)
"Why do we fall?" Den første af Nolans Batmanfilm forklarede meget overbevisende, hvad der får en mand til at tage et kostume på og slås med forbrydere og bekæmpe korruption og kriminalitet. Det er den psykologiske troværdighed, der gør filmen så speciel, og så var det naturligvis også bare suveræn god underholdning, stærke skuespilpræstationer og et nogenlunde plot. Det bedste øjeblik i hele filmen er dog naturligvis, da Kommisær Gordon overrækker Batman et visitkort fra Jokeren. Denne film lagde det helt perfekte og nødvendige grundlag for sin efterfølger.
31. E.T. The Extra-Terrestrial (Steven Spielberg, 1982)
"E.T. Phone Home!" Hvis nogen har præsteret filmmagi, så er det naturligvis Spielberg, og det gælder især, da han introducerede det sjove lille planteglade rumvæsen, der etablerede en særlig forbindelse med Elliot. Dette venskab mellem menneske og rumvæsen var helt i top og gav mig selv ønsket om at få besøg af et rumvæsen. Drew Barrymore ses i hendes livs flotteste præstation (no kidding) i denne morsomme, hjertevarmende, spændende og stemningsfulde familiefilm, der her, næsten 30 år senere, langt overgår de film, der i dag laves til samme aldersgruppe.