Bare fordi jeg gjorde det selvsamme i en anden tråd: ;-)

American Psycho - Har jeg ikke set.
Skønheden Og Udyret - 3/6
Zodiac - 4/6
The Bourne Identity - 6/6
Back to The Future - 6/6
Back To The Future Part II - 6/6
Juno - 4/6
Cloverfield - 5/6
The Woodsman - 4/6
Fight Club - 2-3/6

#152 - Og jeg er en af dem, ville jeg bare lige sige ;)

#154 - Kan slet ikke forstå din sorte snak ;)

#152 - Du kan forvente flere sequels på min liste, som foretrækkes frem for deres forgængere. Jeg synes generelt, det er en større kunst at lave en god sequel end et godt første kapitel -- det tager sin tørn at gøre det godt, man gjorde i den første, og så samtidig at bygge ovenpå og fastholde interessen.

50. The Shining (Stanley Kubrick, 1980)
Glem Stephen Kings forlæg (på godt og ondt) og giv æren for denne til manden, der forstod at bygge stemning op og skabe billederne, der sætter sig på nethinden. Der er ikke de store overraskelser -- selvfølgelig skal man ikke forvente, at Jack Nicholson bare er castet til at spille en almindelig familiefar -- men til gengæld er den vanvittig underholdende, og især drengen, der spiller Danny, er umådelig creepy. Efter i dags standarder er den måske ikke så skræmmende, men dens metoder synes at have lagt grundlaget for mange senere gyserfilm, og Kubrick står tilbage som en mester i myrekryb fra sin tid.

49. A History of Violence (David Cronenberg, 2005)
Ligesom The Shining er filmen fantastisk godt fortalt med stemningsfulde billeder, og endnu engang er der tale om en mystisk familiefar med en mørk side. Viggo Morten og Maria Bello er begge fantastiske, og filmen udmærker sig især ved at tale gennem stilheden og blikkene. Ed Harris skuffer heller ikke. Jeg kender ikke forlægget, men dette hører til én af de få Cronenberg-film, jeg oprigtigt forstår at værdsætte.

48. Aliens (James Cameron, 1986)
Det er lidt et uheld, at jeg ikke har fået den første 'Alien' ind på listen, men den ville alligevel ligge længere nede end Camerons efterfølger, tror jeg. Cameron tager noget af det geniale i den første og gør det til sit eget ved at afsløre lidt mere om den drabelige race. Ripley-karakteren udvikles også yderligere, særligt hendes forhold til datteren, der reflekteres i det nye forhold, der opstår i filmen. Filmen er større end den første med mere og bedre action. Det var synd og skam, at 3'eren nærmest gav 2'eren fingeren og smed alt det ud, som Cameron havde bygget ovenpå Ridleys første lille film.

47. Michael Clayton (Tony Gilroy, 2007)
Tankevækkende retsthriller om en mand med et særligt job (fix'er). Tilda Swinton og George Clooney spiller begge fremragende, men det er især historien og det juridiske spil med de menneskelige faktorer, der er interessant at følge med i. Fortalt på en lidt uortodoks, men effektiv måde (i forhold til tid og kronologi). Det er en simpel lille film, men man må beundre, hvordan den formår at lykkes på næsten alle områder.

46. Kramer vs. Kramer (Robert Benton, 1979)
Verdens bedste familie- og skilsmissedrama. Realistisk, rørende, til tider morsom. Filmen er endnu mere relevant 30 år senere. Den placerer ikke skyld, men beskriver nøgternt den barske virkelighed, man ser i ødelagte ægteskaber og familier, der går gennem skilsmisse. Det er børnene, der betaler, og samfundet er fordomsfuldt i forhold til skyld og kompetence. Der er så meget godt i denne film, og Dustin Hoffman og Meryl Streep er perfekte i deres roller.

45. Master and Commander: The Far Side of the World (Peter Weir, 2003)
Jeg er egentlig ikke så meget til krigsfilm, og da jeg hørte om denne, som foregik på havet engang for længe siden, så var jeg absolut ikke tændt. Men Peter Weir er virkelig en habil instruktør, der kan gøre enhver historie spændende, og Russel Crowe er som oftest også en fornøjelse, ikke mindst sammen med Paul Bettany, der spiller Charles Darwin eller, rettere, Darwins soulmate. Krigen med fjendeskibet er utrolig interessant - hvem havde troet det? - og det hele skal naturligvis opleves på et godt lydsystem, hvor man for alvor mærker bølgerne skylle henover hovedet på én.

44. The Abyss (James Cameron, 1987)
Hvad Cameron nok mestrer allerbedst er at lave de helt perfekte actionsituationer. En film af Cameron kan ses som en lang sekvens af udfordringer, der er ganske hæderligt bundet sammen af et okay, dog ikke fantastisk plot. Dette kendetegner Terminator-filmene, Titanic og Avatar og også The Abyss. Filmen gjorde desuden indtryk på mig ved at fange den klaustrofobiske stemning langt under vandet, og jeg kunne også vældig godt lide Supergod underholdning. Jeg har ikke styr på hvilken version, der indeholder hvad, så mit bedste råd er nok, at man ser filmen og så bagefter tager et grundigt kig på wikipedia for at se, om man evt. gik glip af noget.

43. The Dead Zone (David Cronenberg, 1983)
Endnu en King-historie, der lykkes, fordi den er så velfortalt. Desuden har den et meget spændende koncept i form af en mand, der vågner op efter mange års koma og (hold nu fast) kan se folks skæbne, når han rører ved dem. I øvrigt er det rart at se Christopher Walken i en rolle, hvor han ikke portrætteres som halvskør og småkomisk - det er især hans fortjeneste at filmen lykkes så godt. Det er dog efterhånden meget længe siden jeg så den sidst.

42. The Untouchables (Brian De Palma, 1987)
Der findes sikkert mange gode gangsterfilm, helt sikkert rigtig mange jeg end ikke har set, men jeg bed på denne og blev ikke skuffet. Enough said.

41. Dumbo (Ben Sharpsteen, 1941)
Kun en time lang og hovedpersonen siger aldrig et ord. Ikke desto mindre er denne Disneyklassiker én af de stærkeste film, firmaet nogensinde har stået bag med det meget, meget stærke bånd, der portrætteres mellem mor og barn. Alle kan relatere til den lille elefant med de store ører, der er lidt udenfor, og alle realiserer sig selv i den endelige finale, da Dumbo viser verden, at hans største særhed samtidig er hans største styrke. Tegnestil, musik, karakterer, handling ... den lille film lykkes fuldstændig og er stadig en fornøjelse at se som voksen, hvis man da ikke synes, den er for sentimental :P