Hvilke film af dem, der er nomineret, der burde have vundet Oscaren for bedste film:

1990 - Driving Miss Daisy
1991 - Goodfellas
1992 - The Silence of the Lambs
1993 - Unforgiven
1994 - Schindler's List
1995 - The Shawshank Redemption
1996 - Braveheart
1997 - The English Patient
1998 - As Good As It Gets
1999 - La vita è bella
2000 - American Beauty
2001 - Gladiator
2002 - The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring
2003 - The Lord of the Rings: The Two Towers
2004 - Mystic River
2005 - Million Dollar Baby
2006 - Brokeback Mountain
2007 - The Departed
2008 - Har stadig ikke set nogen af de nominerede, selvom jeg har There Will Be Blood liggende.
2009 - Heller ikke set nogle nominerede

At Rocky vandt over Taxi Driver i 1977 er godt nok lidt af en skændsel.

#232 - Sikke mange sentimentale film du har dér :D

#222 læser jeg det rigtigt at du kun vil give From here to eternity og A man for all season 2 ud af 6 stjerner? det synes jeg er noget hårdt. Så vidt jeg husker har du skrevet anmeldelser til alle oscar filmene? har du et link til en tråd?

Det bliver kun 5 denne gang. Vi nærmer os toppen af min liste.

20. The Truman Show (Peter Weir, 1998)
Af og til ser man en film, der synes at være skrevet til en bestemt skuespiller, og der er ingen tvivl om, at The Truman Show lever på Jim Carreys talent. På den ene side er han selvfølgelig et komisk talent (bare se "Dumb & Dumber" og "Ace Ventura"-filmene), men han har også i andre sammenhæng bevist, at han forstår at påtage sig seriøse roller, om end filmene til trods for hans indsat enten har været middelmådige ("The Majestic") eller decideret jammerlige ("The Number 23"). Ingen film har forstået at bruge ham som denne film, der både har absurditeten til at understøtte hans komik og alligevel plottet til at kalde alvorsmanden i ham frem. I The Truman Show spiller han rollen som en fyr, der hele sit liv har været fanget midt i en kæmpe konspiration, hvor hans tilværelse i virkeligheden er et reality show, og hvor alle hans venner og bekendte er skuespillere, der blot giver sig ud for at være dem, de spiller. "Vi accepterer den virkelighed, vi præsenteres for," proklamerer Ed Harris på et tidspunkt i filmen. Filmen er dybt interessant i dens nærmest satiriske vinkel på tv-mediet, og samtidig er historien i sig selv medrivende. Man sympatiserer ikke bare med hovedpersonen, men opdager at man deler oplevelse med de mange fiktive mennesker, der også følger hans historie -- som om det ikke var nok, så ser man også, hvordan disse følelser bliver genereret/forstærket af folkene bag The Truman Show, der lægger musik på og påvirker historiens retningen. Fantastisk film.

19. Thank You for Smoking (Jason Reitman, 2006)
En anden fantastisk satire indtager min top20, fordi den helt perfekt formår at belyse en sag fra alle sider uden selv at tage én at prædike fra. Både rygere og ikke-rygere vil finde denne humoristiske essay om emnet interessant og morsom. Som titlen på Reitmans komedie afslører, så er der gennem hele filmen en tør, sort sarkasme, mens man følger en lobbyist, der entusiastisk forsvarer rygning overfor offentligheden. Aaron Eckhart er aldrig set bedre -- jeg mener det -- end i denne film, hvor han med en Harvey Dent-agtig karisma fyrer en masse gode pointer af, der desuden er blandet op med en masse sludder, hvad der nu skal til for fortsat at sælge cigaretter. Samtidig påtager han sig rollen som far til en næsten teenager, der i høj grad ser op til farmand og synes, han har et spændende job. Hylende morsom, vittig dialog og særdeles tankevækkende komedie.

18. Phone Booth (Joel Schumacher, 2003)
Hvis der er en mand, der er kendt for sit lort, så må det næsten være Schumacher, der har den tvivlsomme ære af at have lavet både "The Number 23" (rædsom, som sagt) og "Batman og Robin," hvor han voldtog én af verdens mest elskede tegneserier uden at se sig over skulderen. Det kan synes næsten ironisk, at mandens bedste film indtil videre kan betegnes som venstrehåndsarbejde, en lillebitte film med næsten kun én location - en telefonboks - som blev filmet på blot et par uger. Men det er ikke bare hans bedste film - den er decideret god! Filmen har en dejlig stemning af gademylder. Da PR-agenten og fupmageren Stu opsøger sin vante telefonboks for at snakke med sin elskerinde, ender han i stedet med at tale med en sniper, der har ham i kornet, og som ikke vil lade ham gå. Dialogen er ualmindeligt underholdende, særligt når leveret af Kiefer Sutherland og Colin Farrell. Farrell får utrolig meget ud af karakteren, der gennemgår en meget interessant udvikling i løbet af historiens korte 81 minutter. Uden tvivl den mest tankevækkende og underholdende dommedagsfortælling, jeg endnu er stødt på.

17. Jurassic Park (Steven Spielberg, 1993)
Det vrimlede ikke med dårligt CGI i 1993. Da Steven Spielberg bragte dinosaurerne til det store lærred, sad flere med spørgsmålet: Hvordan gjorde han det? Forklaringen var god og velfortalt: via DNA fra en myg i noget harpiks og nogle frøer. Resultatet var (og er stadig) meget overbevisende. Jeg var 6 år, da den kom ud, og jeg så den et par år senere og var meget, meget begejstret. Jeg fornemmer at hvad Spielbergs Jaws var for mange andre, dét var Jurassic Park for mig.

16. The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (Peter Jackson, 2001)
Med stor fascination havde jeg set The Lord of the Rings som tegnefilm, men var blevet ualmindeligt skuffet, da skærmen pludselig gik sort, og det gik op for mig, at slutningen ikke fandtes, fordi filmselskabet, der stod bag, var gået konkurs. Tolkien fortjente en bedre behandling, men alle vidste, at hvis det skulle gøres godt, så ville det for det første blive dyrt, for det andet kræve en meget habil instruktør med respekt for materialet og intellektet til at omsætte det til filmmediet. Det virker næsten mærkeligt set i bakspejlet, at New Line Cinema lod splatter-instruktøren Peter Jackson gøre det, men allerede i første kapitel viste han, at han ikke bare havde disse kvaliteter - han havde virkelig forstand på film, på skuespil, på det visuelle og (selvfølgelig) på effekter. Begyndelsen og broderskabet er i min bog stadig det mest fortryllende af de tre kapitler.

Jeg har ikke set Phone Booth endnu, men de fire andre er bestemt fede film! :)