Nu har jeg aldrig selv været på stoffer -- men jeg tror, denne film er det nærmeste, jeg kommer på faktisk at forstå, hvad det vil sige (på lang sigt).
Jeg har selv set/oplevet en stofmisbruger på nært hold. Vedkommende kunne idag få en rolle i en zombie-film - det ville være method acting i yderste konsekvens. :-/
Denne film udsatte mig for det største mindfuck, jeg nogensinde har været udsat for fra en films side (jeg var vel cirka 13 år, da jeg så den første gang). Jeg så den så også på den helt rigtige måde -- jeg så den på stort lærred med store højtalere og anede ikke, hvad det var for en film eller hvad den egentlig handlede om. Men filmen drog mig løbende til sig, og fascinationen bundede i en blanding af nysgerrighed og terror, da Neos mund smeltede sammen og et klamt insekt gravede sig ind i hans mave gennem navlen. På det tidspunkt tænker man ikke dybere over det, da Neo panisk spørger "Is this real?", da Trinity og co. forsøger at suge krybet ud af ham igen.
Da jeg noget tid senere i filmen pludselig så Neo stikke hovedet op fra et lyserød badekar et meget ugæstfrit sted med millioner af andre lyserøde bobler, anede jeg ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Blev han bortført af rumvæsner? Er han blevet klonet? Forklaringen viste sig heldigvis at være langt bedre, og filmen er pludselig blevet en helt anden -- noget, der i høj grad mærkedes, anden gang jeg så den. Filmens vilde actionsekvenser var i virkeligheden en meget lille del af den oprindelige appel til mig. Det var sci-fi konceptet om at være fanget i en digital drømmeverden, der tiltalte mig, og jeg havde ikke tidligere (og har ikke siden) set denne ide udført så godt på film.
The Matrix er den fedeste sci-fi film, jeg nogensinde har set. Jeg tror muligvis, at folk ville holde en del mere af den, hvis ikke Wachowski havde ruineret det hele med den tamme 3'er, men for mig står den stadig som én af de stærkeste fortællinger i nyere tid og uden tvivl én af mit livs største filmoplevelser.
The only way to beat a troll is to not play their game.
#6 - "The Matrix" = Lækkert, lækkert. Og jeg tror jeg havde det nogenlunde som dig, da jeg forlod biffen. Var simpelthen blown away. Med de film der indtil videre er i din top 10, af dem jeg har set, så er der en god chance for at jeg skal lure nogle af dine favoritter som jeg ikke har set, for dem må jeg da kunne li' :)
So, at last we meet for the first time for the last time.
Kan nogen forklare mig, hvorfor Zemeckis er gået væk fra at lave rigtige film og i stedet spilder tiden på computerspilsagtige børnefilm? Forrest Gump er en fantastisk film af den simple grund, at den formår at have alt, uden at det ødelægger den. Der bliver ganske effektivt spillet på alle følelser i løbet af filmens spilletid. Det, der gør den unik, er imidlertid, hvordan den formår at flette Gumps liv ind i nogle af de mest mindeværdige begivenheder i amerikansk historie, selv om han er portrætteret som noget af en sinke -- dog en sinke, man undervejs lærer at tage alvorlig, selv om han får én til at le.
Biografiske film, de autentiske såvel som de komplet fiktive (i givet fald er de vel ikke biografiske, men hva), har en større udfordring end mange andre film, men samtidig også et større potentiale. Jeg bliver aldrig træt af Forrest Gump, og dermed kan den måske ses som Requiem for a Dreams diametrale modsætning. Den er netop god, fordi man (læs: jeg) altid har lyst til at se den igen. I øvrigt skal nævnes dens dejlige musik. Og Haley Joel Osments imponerende cameo (i'm kidding).
The only way to beat a troll is to not play their game.
#301 BN 14 år siden
Jeg har selv set/oplevet en stofmisbruger på nært hold. Vedkommende kunne idag få en rolle i en zombie-film - det ville være method acting i yderste konsekvens. :-/
#302 Skeloboy 14 år siden
Men fandeme fedt at se Requiem For A Dream der...total favorit-film:)
#303 Åkepool 14 år siden
#304 AP 14 år siden
#305 Lord Beef Jerky 14 år siden
#306 Riqon 14 år siden
Nemlig! ;)
#307 Riqon 14 år siden
Denne film udsatte mig for det største mindfuck, jeg nogensinde har været udsat for fra en films side (jeg var vel cirka 13 år, da jeg så den første gang). Jeg så den så også på den helt rigtige måde -- jeg så den på stort lærred med store højtalere og anede ikke, hvad det var for en film eller hvad den egentlig handlede om. Men filmen drog mig løbende til sig, og fascinationen bundede i en blanding af nysgerrighed og terror, da Neos mund smeltede sammen og et klamt insekt gravede sig ind i hans mave gennem navlen. På det tidspunkt tænker man ikke dybere over det, da Neo panisk spørger "Is this real?", da Trinity og co. forsøger at suge krybet ud af ham igen.
Da jeg noget tid senere i filmen pludselig så Neo stikke hovedet op fra et lyserød badekar et meget ugæstfrit sted med millioner af andre lyserøde bobler, anede jeg ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Blev han bortført af rumvæsner? Er han blevet klonet? Forklaringen viste sig heldigvis at være langt bedre, og filmen er pludselig blevet en helt anden -- noget, der i høj grad mærkedes, anden gang jeg så den. Filmens vilde actionsekvenser var i virkeligheden en meget lille del af den oprindelige appel til mig. Det var sci-fi konceptet om at være fanget i en digital drømmeverden, der tiltalte mig, og jeg havde ikke tidligere (og har ikke siden) set denne ide udført så godt på film.
The Matrix er den fedeste sci-fi film, jeg nogensinde har set. Jeg tror muligvis, at folk ville holde en del mere af den, hvis ikke Wachowski havde ruineret det hele med den tamme 3'er, men for mig står den stadig som én af de stærkeste fortællinger i nyere tid og uden tvivl én af mit livs største filmoplevelser.
#308 Åkepool 14 år siden
Med de film der indtil videre er i din top 10, af dem jeg har set, så er der en god chance for at jeg skal lure nogle af dine favoritter som jeg ikke har set, for dem må jeg da kunne li' :)
#309 Riqon 14 år siden
Kan nogen forklare mig, hvorfor Zemeckis er gået væk fra at lave rigtige film og i stedet spilder tiden på computerspilsagtige børnefilm? Forrest Gump er en fantastisk film af den simple grund, at den formår at have alt, uden at det ødelægger den. Der bliver ganske effektivt spillet på alle følelser i løbet af filmens spilletid. Det, der gør den unik, er imidlertid, hvordan den formår at flette Gumps liv ind i nogle af de mest mindeværdige begivenheder i amerikansk historie, selv om han er portrætteret som noget af en sinke -- dog en sinke, man undervejs lærer at tage alvorlig, selv om han får én til at le.
Biografiske film, de autentiske såvel som de komplet fiktive (i givet fald er de vel ikke biografiske, men hva), har en større udfordring end mange andre film, men samtidig også et større potentiale. Jeg bliver aldrig træt af Forrest Gump, og dermed kan den måske ses som Requiem for a Dreams diametrale modsætning. Den er netop god, fordi man (læs: jeg) altid har lyst til at se den igen. I øvrigt skal nævnes dens dejlige musik. Og Haley Joel Osments imponerende cameo (i'm kidding).
#310 Åkepool 14 år siden