120. Men in Black (Barry Sonnenfeld, 1997) Sarkastisk humor, aliens, splat, store pistoler og en kosmologisk kugleteori, der er sjov om end lidt banal. Den første Men in Black var ualmindelig fed underholdning. Lee Jones og Smith supplerede hinanden fremragende.
119. Ben-Hur (William Wyler, 1959) I gamle dage forstod man at lave episke storfilm. Godt nok lignede det mere et teaterstykke efter nutidens standarder, men historien er ikke desto mindre fremragende, særligt den personlige konflikt mellem Ben-Hur og ... ham den anden, som jeg stadig finder dybt interessant. Nå ja, og Jesus er med og spiller en stor rolle til sidst (ekstra plus).
118. Borat (Larry Charles, 2006) Sasha Baron Cohen er nok én af de dygtigste satirikere og mockumentarister i nyere tid. I helt absurde situationer kalder han det allerværste frem i folk uden at trække det mindste på mundvigen (99% af tiden). Borat er af samme grund lidt af et mesterværk indenfor komediegenren.
117. One Hour Photo (Mark Romanek, 2002) Efterhånden finder jeg interviews med den evigt useriøse Robin Williams lidt belastende, og som komiker er hans tid ved at være forbi, hvis man spørger mig. Dog har manden et særligt skuespiltalent, der kommer frem i denne lille thriller, hvor han som ensom og psykisk ustabil fotofremkalder begynder at forfølge en familie. Skræmmende præstation, god film.
116. As Good As It Gets (James L. Brooks, 1997) OCD og aspergers syndrom er en uheldig sammenblanding, men er ikke desto mindre en god beskrivelse af Nicholsons karakter i denne romantiske komedie, der er absurd og hjertevarmende på samme tid - nå ja, og temmelig morsom.
115. Blade (Stephen Norrington, 1998) Hvis man ser bort fra tegneserieforlægget og filmens meget svage efterfølgere, så er den første Blade en rigtig god modernisering af vampyrkonceptet. Det er dog længe siden jeg har set den, og jeg frygter, den måske ikke er helt så god, som jeg husker den...
114. Face/Off (John Woo, 1997) Travolta og Cage stjæler hinandens udseende i denne film, da politibetjenten (Travolta) skal narre terroristens (Cages) bror til at fortælle ham, hvor bomben er. Planen mislykkes dog, og pludselig er der kun 2, der ved, hvem der i virkeligheden er hvem (dem selv). Fantastisk film, hvor både action og drama fungerer. Den taler nok især til mit faderinstinkt, da sønnens død er en væsentlig del af forhistorien.
113. Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl (Gore Verbinski, 2003) Trods to meget svage efterfølgere, så var den første film i trilogien en herlig sørøverfilm med alt det sjov og ballade, man kunne drømme om, især takket være den fordrukne Jack Sparrow (Johnny Depp). Dette er nok det nærmeste man kommer en reel Monkey Island-film.
112. JFK (Oliver Stone, 1991) En politisk thriller om attentatet på John F. Kennedy. Uden at være sat særlig godt ind i den historiske sammenhæng (må læse noget mere), så fandt jeg den utrolig interessant og blev næsten overbevist af Stone om, at der nok er tale om en mindre konspiration af en art. Overbevisende udført, godt klippet sammen, fint skuespil.
111. The Boondock Saints (Troy Duffy, 1999) Jeg hoppede med på vognen med folk, der købte den irske charme og pseudoreligiøse undskyldninger for at pløkke dumme svin (der fortjener at blive pløkket). Uden Willem Dafoes underholdende detektivpræstation havde filmen dog ikke været på listen. Jeg tror derfor også, jeg undgår fortsættelsen, som vist ikke har fået særlig god kritik.
The only way to beat a troll is to not play their game.
"men in black" og nok også "JFK" ville finde vej til min liste.
"Ben-Hur", "One hour photo", "Blade", "Face/off", "Pirates....." og "The Boondock saints" er gode/underholdende film, men ikke helt gode nok til en liste hos mig.
"As good as it gets" finder jeg lettere kedelig.
"Borat" kan jeg ved Gud ikke se det morsomme ved.
Men en fornøjelse at ha' set 10 af 10. Det kommer nok ikke til at ske hos Bruce eller Skeloboy :)
So, at last we meet for the first time for the last time.
De fleste vil jeg kunne kalde underholdende gode eller underholdende film. Jeg er ikke til Face Off og har ikke set One Hour Photo. Men As good ... og JFK er top!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
En ting, der godt kan genere mig lidt nu, er, at jeg ikke har puttet nogle danske film på min liste overhovedet. Jeg kunne nok ellers godt have fundet en plads til Brødre på min top150.
#77 - Ja, jeg lagde godt mærke til de to også var på din liste. :)
The only way to beat a troll is to not play their game.
#78 Ben Hur har jeg altid været en sucker for, eller skriv blot ALLE bibel film af den store kaliber :) Danske film har jeg også kun to på min og føler også det er "for lidt".
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
110. Pan's Labyrinth (Guillermo del Toro, 2006) Jeg havde aldrig gættet, at manden bag denne film også er manden bag Hellboy. Dette er en lille herlig film, hvor dyster fantasy møder spansk socialrealisme under krigen. Slutningen er bittersød og umanerlig smuk.
109. Thirteen Days (Roger Donaldson, 2001) Én af historiens mest interessante trusler mod den vestlige verden var uden tvivl Cuba-krisen. Denne film er en spændingsfilm, selv om det meste af spændingen udelukkende er i form af dialog - noget jeg ikke har set så godt udført andre steder. Jeg så den én gang og tænkte, at den nok ikke ville være lige så god anden gang, men da jeg så den lidt senere med min klasse (og historielærer), blev jeg igen revet med. Imponerende godt udført.
108. Air Force One (Wolfgang Petersen, 1997) Selv om det måske er lige lovlig amerikansk at have en præsident, der også tilfældigvis er en actionhelt, så var jeg virkelig, virkelig godt underholdt af denne film. Ford er verdens mest hæderlige politiker (the Hollywood way), og Gary Oldman er den mest psykopatiske russiske terrorist (the Hollywood way). Og det hele foregår i luften.
107. Jerry Maguire (Cameron Crowe, 1996) Denne film er fyldt med følelser, og alle præstationer og replikker er troværdigt leveret - det gælder også den efterhånden berømte "you had me at hello" scene. Nå ja, og "show me the money" og "I liked your memo", osv..
106. The Thing (John Carpenter, 1982) Langt ude på isen finder en lille videnskabelig ekspedition en mærkelig og yderst farlig organisme, der imiterer dem og dræber dem, én for én. Filmen giver mig stadig ondt i maven med sit gore, selv om den blev lavet i 1982. Stemningen er trykket, og monsteret er til dags dato stadig noget af det mest gruopvækkende, jeg har set på film. Vellykket gyser.
105. Alien (Ridley Scott, 1979) En anden vellykket gyser er Alien, der på mange måder minder om The Thing (eller også er det omvendt, da Alien jo egentlig kom først). Der er igen tale om et monster og en lille gruppe mennesker, men filmen byder på flere overraskelser undervejs. Udover at være en god gyser, så er den også vellykket indenfor sci-fi genren.
104. 28 Weeks Later (Juan Carlos Fresnadillo, 2007) Weeks fulgte i kølvandet på Danny Boyles lille succesfilm, 28 Days Later. Undertegnede synes dog, at fortsættelsen overgik den første - den udslagsgivende faktor er scenen, hvor Don genforenes med sin lille viv. Noget af det mest tragiske jeg har set på film og det løfter skræmmefaktoren væsentligt. I øvrigt fantastisk musik og gode rage-effekter (væsentligt bedre end i 1'eren).
103. Dawn of the Dead (Zack Snyder, 2004) Det er først nu, jeg har opdaget, at denne film faktisk blev lavet af Zack Snyder. Den take på det gamle zombie koncept er helt frisk, og selv om den beskriver helvede på jorden, så er den ikke uden humor. Filmen spilder ikke tid på at forsøge at forklare fænomenet, men fokuserer på nogle enkelte personer, der bruger et indkøbscenter som fæstning, indtil de indser, de ikke kan blive der for evigt. Herlig underholdning! Virkelig flot lavet. Jeg har ikke set originalen.
102. Monsters Inc. (Pete Docter, 2001) Det er ingen hemmelighed, at PIXAR er og bliver de mest kreative folk indenfor animationsgenren. Ideen i Monsters Inc.--at monstrene samler skrig fra børn som strøm til deres monsterby--er også usædvanlig fantasifuld, og historien fungerer med virkelig charmerende karakterer, både babyen Booh og Billy Crystal som Mike Wazowski. Der blev også mulighed for at blive rørt.
101. Sphere (Barry Levinson, 1998) Denne vil formodentlig undre mange, men jeg er en sucker, når det kommer til de helt små klamme, sci-fi mysterier med et lille cast, en masse dialog og en masse mærkelige hændelser. Denne film siges at låne fra event horizon, som jeg dog ikke kunne fordrage .... men denne film er baseret på en ganske god bog, selv om filmen er væsentligt bedre. Dustin Hoffman leverer i øvrigt en god præstation som altid, mens man hurtigt bliver træt af Sharon Stone. Samuel L. Jackson er naturligvis også cool.
The only way to beat a troll is to not play their game.
#71 Riqon 14 år siden
#72 Lord Beef Jerky 14 år siden
#73 BN 14 år siden
hahaha .....Sorry!
"....... udgør et godt makkerpar, både i plottet og skuespilmæssigt."
#74 Riqon 14 år siden
120. Men in Black (Barry Sonnenfeld, 1997)
Sarkastisk humor, aliens, splat, store pistoler og en kosmologisk kugleteori, der er sjov om end lidt banal. Den første Men in Black var ualmindelig fed underholdning. Lee Jones og Smith supplerede hinanden fremragende.
119. Ben-Hur (William Wyler, 1959)
I gamle dage forstod man at lave episke storfilm. Godt nok lignede det mere et teaterstykke efter nutidens standarder, men historien er ikke desto mindre fremragende, særligt den personlige konflikt mellem Ben-Hur og ... ham den anden, som jeg stadig finder dybt interessant. Nå ja, og Jesus er med og spiller en stor rolle til sidst (ekstra plus).
118. Borat (Larry Charles, 2006)
Sasha Baron Cohen er nok én af de dygtigste satirikere og mockumentarister i nyere tid. I helt absurde situationer kalder han det allerværste frem i folk uden at trække det mindste på mundvigen (99% af tiden). Borat er af samme grund lidt af et mesterværk indenfor komediegenren.
117. One Hour Photo (Mark Romanek, 2002)
Efterhånden finder jeg interviews med den evigt useriøse Robin Williams lidt belastende, og som komiker er hans tid ved at være forbi, hvis man spørger mig. Dog har manden et særligt skuespiltalent, der kommer frem i denne lille thriller, hvor han som ensom og psykisk ustabil fotofremkalder begynder at forfølge en familie. Skræmmende præstation, god film.
116. As Good As It Gets (James L. Brooks, 1997)
OCD og aspergers syndrom er en uheldig sammenblanding, men er ikke desto mindre en god beskrivelse af Nicholsons karakter i denne romantiske komedie, der er absurd og hjertevarmende på samme tid - nå ja, og temmelig morsom.
115. Blade (Stephen Norrington, 1998)
Hvis man ser bort fra tegneserieforlægget og filmens meget svage efterfølgere, så er den første Blade en rigtig god modernisering af vampyrkonceptet. Det er dog længe siden jeg har set den, og jeg frygter, den måske ikke er helt så god, som jeg husker den...
114. Face/Off (John Woo, 1997)
Travolta og Cage stjæler hinandens udseende i denne film, da politibetjenten (Travolta) skal narre terroristens (Cages) bror til at fortælle ham, hvor bomben er. Planen mislykkes dog, og pludselig er der kun 2, der ved, hvem der i virkeligheden er hvem (dem selv). Fantastisk film, hvor både action og drama fungerer. Den taler nok især til mit faderinstinkt, da sønnens død er en væsentlig del af forhistorien.
113. Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl (Gore Verbinski, 2003)
Trods to meget svage efterfølgere, så var den første film i trilogien en herlig sørøverfilm med alt det sjov og ballade, man kunne drømme om, især takket være den fordrukne Jack Sparrow (Johnny Depp). Dette er nok det nærmeste man kommer en reel Monkey Island-film.
112. JFK (Oliver Stone, 1991)
En politisk thriller om attentatet på John F. Kennedy. Uden at være sat særlig godt ind i den historiske sammenhæng (må læse noget mere), så fandt jeg den utrolig interessant og blev næsten overbevist af Stone om, at der nok er tale om en mindre konspiration af en art. Overbevisende udført, godt klippet sammen, fint skuespil.
111. The Boondock Saints (Troy Duffy, 1999)
Jeg hoppede med på vognen med folk, der købte den irske charme og pseudoreligiøse undskyldninger for at pløkke dumme svin (der fortjener at blive pløkket). Uden Willem Dafoes underholdende detektivpræstation havde filmen dog ikke været på listen. Jeg tror derfor også, jeg undgår fortsættelsen, som vist ikke har fået særlig god kritik.
#75 Åkepool 14 år siden
"Ben-Hur", "One hour photo", "Blade", "Face/off", "Pirates....." og "The Boondock saints" er gode/underholdende film, men ikke helt gode nok til en liste hos mig.
"As good as it gets" finder jeg lettere kedelig.
"Borat" kan jeg ved Gud ikke se det morsomme ved.
Men en fornøjelse at ha' set 10 af 10. Det kommer nok ikke til at ske hos Bruce eller Skeloboy :)
#76 Riqon 14 år siden
"As Good As It Gets" vandt point på gensyn hos mig. Men en af grundene til, at den kom med er nok også min fascination af psykiske lidelser.
"Borat" skiller nok principielt vandene, sådan er det med humor.
#77 filmz-Bruce 14 år siden
#78 Riqon 14 år siden
#77 - Ja, jeg lagde godt mærke til de to også var på din liste. :)
#79 filmz-Bruce 14 år siden
#80 Riqon 14 år siden
Jeg havde aldrig gættet, at manden bag denne film også er manden bag Hellboy. Dette er en lille herlig film, hvor dyster fantasy møder spansk socialrealisme under krigen. Slutningen er bittersød og umanerlig smuk.
109. Thirteen Days (Roger Donaldson, 2001)
Én af historiens mest interessante trusler mod den vestlige verden var uden tvivl Cuba-krisen. Denne film er en spændingsfilm, selv om det meste af spændingen udelukkende er i form af dialog - noget jeg ikke har set så godt udført andre steder. Jeg så den én gang og tænkte, at den nok ikke ville være lige så god anden gang, men da jeg så den lidt senere med min klasse (og historielærer), blev jeg igen revet med. Imponerende godt udført.
108. Air Force One (Wolfgang Petersen, 1997)
Selv om det måske er lige lovlig amerikansk at have en præsident, der også tilfældigvis er en actionhelt, så var jeg virkelig, virkelig godt underholdt af denne film. Ford er verdens mest hæderlige politiker (the Hollywood way), og Gary Oldman er den mest psykopatiske russiske terrorist (the Hollywood way). Og det hele foregår i luften.
107. Jerry Maguire (Cameron Crowe, 1996)
Denne film er fyldt med følelser, og alle præstationer og replikker er troværdigt leveret - det gælder også den efterhånden berømte "you had me at hello" scene. Nå ja, og "show me the money" og "I liked your memo", osv..
106. The Thing (John Carpenter, 1982)
Langt ude på isen finder en lille videnskabelig ekspedition en mærkelig og yderst farlig organisme, der imiterer dem og dræber dem, én for én. Filmen giver mig stadig ondt i maven med sit gore, selv om den blev lavet i 1982. Stemningen er trykket, og monsteret er til dags dato stadig noget af det mest gruopvækkende, jeg har set på film. Vellykket gyser.
105. Alien (Ridley Scott, 1979)
En anden vellykket gyser er Alien, der på mange måder minder om The Thing (eller også er det omvendt, da Alien jo egentlig kom først). Der er igen tale om et monster og en lille gruppe mennesker, men filmen byder på flere overraskelser undervejs. Udover at være en god gyser, så er den også vellykket indenfor sci-fi genren.
104. 28 Weeks Later (Juan Carlos Fresnadillo, 2007)
Weeks fulgte i kølvandet på Danny Boyles lille succesfilm, 28 Days Later. Undertegnede synes dog, at fortsættelsen overgik den første - den udslagsgivende faktor er scenen, hvor Don genforenes med sin lille viv. Noget af det mest tragiske jeg har set på film og det løfter skræmmefaktoren væsentligt. I øvrigt fantastisk musik og gode rage-effekter (væsentligt bedre end i 1'eren).
103. Dawn of the Dead (Zack Snyder, 2004)
Det er først nu, jeg har opdaget, at denne film faktisk blev lavet af Zack Snyder. Den take på det gamle zombie koncept er helt frisk, og selv om den beskriver helvede på jorden, så er den ikke uden humor. Filmen spilder ikke tid på at forsøge at forklare fænomenet, men fokuserer på nogle enkelte personer, der bruger et indkøbscenter som fæstning, indtil de indser, de ikke kan blive der for evigt. Herlig underholdning! Virkelig flot lavet. Jeg har ikke set originalen.
102. Monsters Inc. (Pete Docter, 2001)
Det er ingen hemmelighed, at PIXAR er og bliver de mest kreative folk indenfor animationsgenren. Ideen i Monsters Inc.--at monstrene samler skrig fra børn som strøm til deres monsterby--er også usædvanlig fantasifuld, og historien fungerer med virkelig charmerende karakterer, både babyen Booh og Billy Crystal som Mike Wazowski. Der blev også mulighed for at blive rørt.
101. Sphere (Barry Levinson, 1998)
Denne vil formodentlig undre mange, men jeg er en sucker, når det kommer til de helt små klamme, sci-fi mysterier med et lille cast, en masse dialog og en masse mærkelige hændelser. Denne film siges at låne fra event horizon, som jeg dog ikke kunne fordrage .... men denne film er baseret på en ganske god bog, selv om filmen er væsentligt bedre. Dustin Hoffman leverer i øvrigt en god præstation som altid, mens man hurtigt bliver træt af Sharon Stone. Samuel L. Jackson er naturligvis også cool.